|
|
Før Deathly Hallows |
Efter Deathly Hallows |
Kapitler |
Mest læste |
Bedst vurderede
|
|
|
|
Historiens Titel: Lily og James - En Ny Begyndelse
Historiens Forfatter: Kronhjorten
Historien er vist: 1440 gange
Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre
Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 31.08.2009
Historien indeholder: 26 kapitler
Antal stemmer: 9
Gns. Karakter: 8.8
Kommentarer: 51
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 29.08.2010 klokken 19:23
1. Kapitel: Indledning: Who they are
2. Kapitel: Kapitel 1. Why so cold?
3. Kapitel: Kapitel 2. Why? Why? WHY?
4. Kapitel: Kapitel 3. A different summer
5. Kapitel: Kapitel 4. Oh My God
6. Kapitel: Kapitel 5. Welcome Home Everybody
7. Kapitel: Kapitel 6. WHAT?!
8. Kapitel: Kapitel 7. Best friend forever, not anymore
9. Kapitel: Kapitel 8. Changes
10. Kapitel: Kapitel 9. Say What, James?
11. Kapitel: Kapitel 10. Oh no
12. Kapitel: Kapitel 11. You don\'t have the guts, Lils
13. Kapitel: Kapitel 12. Dadadadaaaah... The Date
14. Kapitel: Kapitel 13. Randomness
15. Kapitel: Kapitel 14. A snowy day
16. Kapitel: Kapitel 15. He knows when you\'ve been bad or good
17. Kapitel: Kapitel 16. We are what? Are you serious?
18. Kapitel: Kapitel 17. I\'m dreaming of a white Christmas
19. Kapitel: Kapitel 18. Is he some kind of retarded?
20. Kapitel: Kapitel 19. Is he some kind of retarded, del 2.
21. Kapitel: Kapitel 20. Merry Christmas everyone
22. Kapitel: Kapitel 21. There\'s something different...
23. Kapitel: Kapitel 22. Everything went wrong
24. Kapitel: Kapitel 23. Going back to school... and maybe time
25. Kapitel: Kapitel 24. Things have changed.
26. Kapitel: OBS
|
Kapitlets Titel: Indledning: Who they are
Kapitlet blev tilføjet den: 31.08.2009 klokken 22:36 |
Indledning:
De solbrændte arme, de elegante hænder, den muskuløse krop, det vilde hår. Den brede brystkasse, det rodede tøj, som sad så godt. Den lille rynke mellem hans bryn, sveden der dryppede ned på pergamentet. Øjnene der fløj fra venstre mod højre. Ja, det var sådan han var.
Potter med det vilde hår, Potter med den slanke krop, Potter med de lynhurtige reflekser, Potter med det store ego, Potter med den irriterende attitude, Potter med den milde latter, Potter med det skæve smil, Potter med de dybe øjne. De fandens dybe øjne.
James…
James Potter
Den blege hud, de spinkle hænder, den slanke skikkelse, det bølgede hår. De runde former, det altid glattede tøj, der sad perfekt. Det koncentrerede udtryk i hendes ansigt, håret der faldt ned over øjnene. Hånden med fjerpennen som svævede let over pergamentet. Ja, det var sådan hun var,
Evans med de lange lokker, Evans med den elegante krop, Evans med den logiske sans, Evans med det kærlige sind, Evans med det imødekommende væsen, Evans med den boblende latter, Evans med det milde smil, Evans med de funklende øjne. De fantastiske funklende øjne.
Lily…
Lily Evans
To sjæle, så ens, så forskellige.
To sjæle, som aldrig kunne enes.
To sjæle, som pludselig måtte indse, at de måtte ændre på tingene, da de ikke kunne blive ved til evig tid. Noget nyt måtte begynde, de måtte begrave stridsøksen og gemme den langt, langt væk. De måtte låse den inde og smide nøglen væk. De måtte lære at enes. En lang og besværlig rejse måtte begynde, og der var ingen vej tilbage.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
En lille forsmag til denne FF om Lily og James, den bliver nok lidt anderledes, da det er min skildring af deres forhold. Jeg vil prøve at holde mig til de ting, som står i bøgerne, men der er nok visse ændringer. Lad mig høre hvad I mener, og jeg vil prøve at lægge første kapitel ind så hurtigt som muligt J
Kommenter gerne??
- Kronhjorten…
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 1. Why so cold?
Kapitlet blev tilføjet den: 03.09.2009 klokken 12:31 |
“kom nu?”
“Nej.”
“Jeg er sikker på, du overlever”
“Jeg gider ikke, lad mig nu være.”
“Du skal ikke bilde mig ind, at du ikke har lyst. Det lyser ud af øjnene på dig.”
“Ufatteligt at du overhovedet kan se mine øjne fra derfra, hvor du sidder.”
“Jeg er synsk.”
“…”
“Jeg kan se ind i fremtiden.”
“Hvad har det med noget at gøre? Gå nu med dig.”
“Jeg kender din fremtid.”
“Hold nu op.”
“Det er altså virkeligt ikke så slemt, Lily.”
“Lad mig nu være, jeg prøver at læse.”
“Bare fordi du har så høje krav til mænd, betyder det ikke, at du ikke kan sige ja bare en enkelt gang.”
Langt om længe rettede det kobberrøde hoved sig på, de grønne øjne fandt de mørke. Hun lagde undrende hovedet let på skrå og studerede personen overfor hende
“Hvis jeg ikke vidste bedre, bille jeg tro, du sad og forsvarede Potter? Men det kunne du da aldrig finde på, vel Amalia?”
Pigen overfor hende smilede svagt. Hendes mørke øjne glimtede i skæret fra kaminen. Hun lo mildt af venindes sarkastiske tonefald.
“Bare fordi du ikke kan se hans indre skønhed, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan.” Lo Amalia og betragtede skjult den sorthårede dreng, som sad henslængt i en stol i den anden ende af rummet, mens han jokede med sine venner.
Lily fulgte hendes blik og fnøs, hun var træt af potter Træt af hans renden efter hende, træt af hans hår, træt af hans ego - hun var i det hele taget træt af ham.
Amalia daskede til Lily, der sad fordybet i sine egne tanker. Tanker der alle omhandlede en vis bebrillet dreng.
“Jorden kalder Lily Evans, hører du mig?”
Lily vendte dovent hoved mod sin veninde, der sad med benene op under sig i stolen.
“Skal du stadig hjem til din mor?” Amalia så hvordan Lilys ansigtsudtryk skiftede lynhurtigt fra tænksomt til trist.
“Ja, hun har det ikke så godt. Hun kan ikke vende sig til tanken om at være alene. Og Petunia er ikke ligefrem en hjælp.”
Amalia kom med et lille næppe hørligt suk og så på Lily med medlidenhed i blikket.
Lily smilede svagt, hun så spørgsmålet i venindes øjne.
“Ja, jeg skal hjem til hende til jul. Det var ellers sødt af dig at tænke på mig.”
“Jeg ked af at sige det Lily, men din mor er nødt til at indse, at han ikke kommer tilbage. Hun er nødt til at lade dig leve, jeg forstår godt, du vil hjælpe. Men hallo, mine forældre vil holde kæmpe julefest for os. Det er vores sidste år.”
Amalia så bebrejdende på Lily, dog kunne hun ikke skjule et lille smil om munden. Lily trak på skuldrene, hun vidste det godt. Hun burde give slip, hun kunne ikke lege mor for sin mor for evigt. Men hun havde selv haft det svært, og hvis det ikke havde været for hendes veninder, havde hun stadig hængt med mulen. Hun havde stadig bevæget sig rundt som et genfærd. Hendes veninder havde løftet hende op, havde fået hende til at glemme smerten.
“Hørte jeg nogen sige fest?”
Lily og Amalia så op, Sirius Black stod lænet op af sofaen og så ned på dem. Han havde et stort grin plantet på sit ansigt. Det smil Lily efterhånden var ved at kaste op over, hvis det stod til hende, kunne han slet ikke smile mere.
“Ja, men du er ikke inviteret, Black.” svarede Amalia mildt og klappede ham på hånden.
Han vrængede af hende, “det er da lige meget. Det var ikke mit spørgsmål.”
“Desuden behøver du ikke invitere ham, han dukker selv op. Så du skal nok lade vær med at gå og råbe op om din adresse.”
Lily kneb øjnene sammen og vendte hovedet bort. Hun nægtede at se på ham, til gengæld kunne hun se det store smil, som Amalia sendte ham. Hvis det ikke var fordi, at hun kendte Amalia ud og ind, og vidste at hun aldrig ville falde for sådan en fyr, ville hun sige at, Amalia var forelsket i ham. Ikke bare forelsket, besat. Ligesom så mange andre piger på Hogwarts.
Lily kunne ærlig talt ikke se, hvorfor han var så spændende. Han var ikke den store begavelse, og hans hobbyer var ikke noget at råbe hurra for. Han nød at plage mindre elever, han nød at skabe kaos, han nød at jagte hende på gangene og evigt og altid spørge om det samme. Ja, drengen havde nogle evner inden for Quiditch, men udover det kunne drengen jo ikke andet end at provokere andre.
“Ej Evans, du behøver da ikke konsekvent at vende hovedet den anden vej, bare fordi jeg kommer herhen.”
Hun kunne høre morskaben i hans stemme, hun så på ham. Løftede det ene øjenbryn, en kunst kun Remus Lupin kunne mestre ligeså godt som hende.
“Nej.”
Potter så spørgende på hende. “Nej?” sagde han forvirret, han rodede sig i håret. En ting Lily hadede som pesten, hun hadede det næsten mere end hun hadede ham.
“Nej Potter, jeg vil ikke på date med dig.” hendes stemme lød opgivende.
Han lo. “Evans, vi rejser hjem i morgen, det ikke ligefrem fordi vi har tid til at date.”
Hendes grønne øjne fløj op, hun stirrede, nej, hun gloede på ham. Hun gloede på ham, som om han lige var faldet ned fra himlen. Potter forspildte aldrig en chance for at spørge hende ud, om de så skulle til eksamen, kunne han stadig finde på at spørge hende. Hvorfor lo han ad hende nu?
“Tabt mælet Lily?”
Lily så vredt på Black, der grinede dumt til hende.
“Vi er ikke på fornavn, Black.” sagde hun koldt og rejste sig. Hun så kort på begge drenge, som smilede til hende. Hvorefter hun så ned på Amalia.
“Jeg går i seng. Du kommer bare, når du er færdige med de to der.”
Hun møvede sig forbi Potter, der selvfølgelig ikke gad at flytte sig og i stedet smilede flirtende til hende.
“Men hvis du er så syg efter en date, kan vi jo bare mødes i ferien, min skat?“
Nåh, han var stadig selv. Et kort sekund havde hun overvejet om han var syg eller noget.
“Beklager Potter, jeg har desværre ikke tid i ferien.” sagde hun med sukkersød stemme.
“Men hvis du havde, så ville du gå ud med mig?”
Et vredt suk undslap hendes læber, det hun masede sig forbi ham og fortsatte mod sin sovesal. Men Potter var lige bag hende, han greb fat i hendes arm og trak hende hen til sig.
“Kom nu Lily, bare en gang. Jeg lover, at jeg opfører mig ansvarligt.”
Han sendte hende et smil, som ville få alle andre piger til at smelte i hans arme.
“NEJ.”
Han så bedende på hende og strammede grebet, da hun prøvede at vride sig selv.
“Vær nu sød.” hviskede han lavmælt, så ingen i opholdsstuen skulle se hans kamp. Men Lily fnøs bare og rystede på hovedet af ham.
“Giv mig en god grund til at være sød ved dig, en eneste god grund og jeg siger ja.”
Hun så på ham med de kolde grønne øjne, og så hvordan han kneb øjnene lidt sammen, mens han tænkte over det. Så løsnede han sit greb om hendes arm, et lille smil spillede om hans mund.
“Jeg er både lækker og klog.”
Endnu engang hævede hun sit ene øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå. Det mente han ikke. Han var den mest uintelligente person hun kendte, altså udover Peter Pettigrew.
“Nej.”
Han så på hende med øjne, hun ikke helt kunne tyde. Så vendte han ryggen til hende.
Lily fortsatte endnu en gang mod sin sovesal, men standsede da han genoptog samtalen.
“Hvorfor er du altid så kold? Hvorfor kan du ikke åbne dig lidt? Hvorfor er jeg ikke god nok til dig?” hans stemme steg for hvert ord, og alle i opholdsstuen så nu på dem.
Hun vendte sig langsomt om og så på ham, han så vred ud, såret. Men det rørte ikke Lily, hendes grønne øjne slog knister, da hun svarede ham.
“Du, Potter, er ikke god nok til nogen som helst. Du fortjener ikke at få kærlighed.”
Hun vendte om, inden han nåede at svare.
“Lily?”
Amalia så hen på Lilys seng, da der ikke kom noget svar fra den.
“Han er ikke så slem.” hviskede hun ud i mørket, mens hun holdt øje med sengen, der stadig forholdt sig tavs. Men hun nægtede at give op, hun vidste at Lily næsten aldrig sov den sidste nat på skolen. Hvorfor skulle den nat være anderledes?
“Lily, du nødt til at åbne lidt op. Tal med ham, du behøver ikke gå ud med ham, bare tal med ham. Please Lily, tal med ham.”
“Hold nu op Amalia, jeg gider ham ikke. Jeg har klaret 3 år med ham rendende i hælene på mig. Jeg tror, jeg overlever et enkelt år til.”
Amalia fnisede i mørket “Den er god med dig Lily, inderst inde elsker du ham af hele dit hjerte, du tør bare ikke indrømme det.”
“Du lyder næsten som ham, tilbringer u meget tid sammen?” spurgte Lily med leende stemme.
Amalia rakte tunge af hende, selvom de ikke kunne se hinanden. “Du skal bare åbne dig lidt, så skal alt nok gå.”
Lily rystede på hovedet af hende, hun havde ignoreret ham i 3 år, og hun skulle ikke til at ændre på tingene nu.
Men Lily skulle bare vide, der skulle nok komme nogle ændringer i løbet af sommerferien.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 2. Why? Why? WHY?
Kapitlet blev tilføjet den: 06.09.2009 klokken 21:33 |
Kapitel 2. Why? Why? WHY?
En ganske almindelig, varm sommerdag hos familien Lupin. Eller, så almindelig en dag nu kan være, når The Marauders er samlet…
Familien Lupins hus lå et godt stykke fra en landsby tæt på skoven, så de kunne være i fred for nysgerrige blikke. Hvisken og mumlen var noget de helst var fri for, de havde ikke brug for at være mere anderledes, end de allerede var.
En glad mrs. Lupin stod i køkkenet og bagte., en stille nynnen flød fra hendes strube. Hun så dybt koncentreret ned på dejen i hendes hænder, mens hun smilede for sig selv. Hun kunne høre drengene larme udenfor. Hun havde nu haft fornøjelsen af dem i en uge, og for hver dag havde hun moret sig mere og mere. Hun nød at have sin søns venner hjemme, nød at se ham smile og le. Hun elskede sin søn og ønskede af hele sit hjerte, at han kunne få et så normalt liv som muligt, og med de venner han havde nu, var hun ikke i tvivl om, at han nok skulle få et. Hun vidste det ville blive svært for ham, når skolen sluttede, men hun ville gøre alt for at hjælpe ham. Han var ikke den larmende, leende dreng, han havde været. Det var blevet ændret på en enkelt nat, men han var stadig hendes søn, han kunne stadig le, om end det skete sjældent. Han var meget stille og indelukket, han tilbragte de fleste af sine ferie lukket inde på værelset for at læse og afvente brev fra sine venner. Når han endelig kom ud, elskede hun at se et af hans sjældne smil, når brevet langt om længe var kommet.
Nu hvor hans venner var der, smilede han hele tiden, han lo, og han larmede. Han følte sig tryg. Selvfølgelig larmede han ikke ligeså meget, som de andre gjorde, men det gjorde intet. Hendes dreng var lykkelig.
Midt i den lykkelige følelse som fyldte hendes krop, sneg en angst sig ind under huden på hende. Hvad nu hvis alt dette ændrede sig? Hvad nu hvis de opdagede hendes søns hemmelighed? Ville de slå hånden af ham? Ville de frygte ham? Ville de gøre hendes elskede søn fortræd?
Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, der måtte ikke ske ham noget.
En lyd bag hende sendte hende tilbage til virkeligheden. Hun stod stille et kort sekund, hvorefter hun snurrede rundt. Der var ingen bag hende. Hun sukkede. Det var nok bare hendes fantasi. Idet samme hun vendte sig om, så hun ud af øjenkrogen, en hånd skyde op og forsvinde igen, da den fangede en kage på køkkenbordet.
Hun smilede mildt og ignorere det. Hun formede langsomt bollerne, mens hun holdt øje med kagerne, men der var ikke flere hænder. Det havde bare været hendes fantasi, der spillede hende et pus. Ønsketænkning.
Hun åbnede ovnen og satte bollerne ind, men rettede sig hurtigt op, da hun endnu engang hørte noget. Denne gang så hun tydeligt en hånd snuppe en kage og forsvinde igen. Hun lagde også mærke til stilheden, som havde sænket sig.
Hun stod stille med øjnene rette mod køkkenbordet. Et smil kunne anes på hendes mund, da hånden endnu en skød op og nappede en kage.
Hun listede hen og så ned bag bordet. Tre drenge sad og smaskede på kager. Sirius grinede til Remus med munden fuld af kage.
“Jeg sagde jo, det ville gå. Hun har intet opdaget, tænk engang at du ikke stolede på mig.”
“Moony stoler aldrig på dig, Padfoot.” lo James og klappede sin ven på ryggen.
Remus trak på skuldrene og sank sin kage, han var for høflig til at tale med mad i munden.
“Ja, men måske, og kun måske, ha jeg taget fejl denne ene gang. Måske har du rent faktisk udrettet noget.”
Sirius lagde ikke mærke til den skjulte fornærmelse og smilede blændende til Remus.
Mrs. Lupin himlede med øjnene af dem. “Smager kagerne godt, drenge?”
De tre drenge stivnede med kagerne i hånden, inden de så op på hende. James flækkede i et stort grin og pegede anklagende på Sirius, der sad helt stiv og gloede måbende på hende, mens Remus lo højt.
Mrs. Lupin smilede ned til dem og vendte sig tilbage til sin bollerne i ovnen, inden nogle af dem nåede at svare.
“Hun var ikke’ sur, vel?” Sirius så på Remus, der lå i sin seng med snuden i en bog.
“Nej da, hun nyder at have jer her. At du stjæler nogle kager ændre ikke på det, hun har kun savnet det.”
James, der indtil videre havde siddet dybt optaget af et kortspil med Peter, så op.
“Hvorfor? Vi er sgu da pisse irriterende.”
“Præcis hvad Lily mener om jer.” mumlede Remus med en panderynken, mere henvendt til sig selv end til de andre.
“Hvad mener du med, at hun har savnet det?”
“Mmm?” lød det fra Remus, der endnu engang var forsvundet ind i sin bog.
“Hallo? Padfoot kalder Moony.” Sirius viftede med armene over hovedet, men Remus ænsede ham ikke. Sirius så opgivende hen på James og Peter, der begge sad med meget koncentrerede udtryk i deres ansigter og spillede et spil, Remus havde kaldt fisk. Sirius smilede frem for sig og skævede til Remus, der stadig ikke lagde mærke til noget som helst. Han kravlede hen til sengen og kiggede op over kanten, han kunne skimte siderne i bogen. Han trak sig lydløst op i sengen og kiggede med over Remus’ skulder.
“Hvad læser du?” hviskede han stilfærdigt, hvilket slet ikke lignede ham.
“En eventyrfortælling.” svarede Remus uden at se væk, hans øjne fulgte linjerne i bogen, og end ikke Sirius’ ånde i hans øre, kunne hylde ham ud af den.
Sirius lænede sig længere frem, så han næsten lå ovenpå Remus, som nu så ud til at se, at noget var galt.
“Hvad er en eventyrfortælling?” spurgte Sirius så.
Remus drejede hovedet og så på ham med en rynkede bryn, Sirius smilede til ham.
“Padfoot, hvad laver du i min seng?”
“Jeg læser et eventyrfortælling.” lød svaret fra den mørkhåret dreng.
“Vær så venlig at flytte dig.”
“Hvad mente du med, at din mor havde savnet… et eller andet?”
“Flyt dig Padfoot.”
“Svar på mit spørgsmål.”
“Skrub ned af min seng.”
“Please Mooohny?”
“FLYT DIG SIRIUS!”
Sirius tumlede ned fra sengen og ned på sin madras, han så forskrækket på Remus, der skulede ned til ham, inden han vendte sin opmærksomhed tilbage mod bogen.
Peter så skrækslagen fra den ene til anden, mens James tog sig et grundigt kig på hans kort.
“Hvad skete der?” lød Peters pibende stemme lidt efter, mens James dansede rundt som en sindssyg.
“Prongsie vandt over dig Wormie.” lo Sirius, mens han holdt øje med James’ vilde dans.
“Nej.”
“Jo han gjorde, Peter.” svarede Remus, mens han pakkede sin bog væk, lidt efter fandt han den dog frem igen, da Peter spurgte:
“Hvad skete der med dig og Sirius?”
Sirius grinede fjoget og iagttog Remus’ febrilske forsøg på at få fat i sin bog og gemme sig bag den.
“Han smed mig ned fra sengen, da jeg stillede ham et spørgsmål.”
“Det ville jeg også ha’ gjort.”
Sirius så på James, der havde droppet sin dans og lagt sig til rette på sin madras. Sirius langede ud efter ham, men kunne ikke nå, så i stedet kastede han en pude efter ham. James svarede igen med sin pude, og lidt efter var en vild pudekamp brudt løs mellem dem. Remus så på dem og kunne helt skjule et smil, da Sirius og James overfaldt Peter med to kæmpepuder.
“Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.”
“Jo, jo, jo, jo…”
“SIRIUS.”
Sirius så på Remus, der lignede en der skulle til at eksplodere. Hans knoer var helt hvide, og hans øjne lynede af raseri. Lige pludselig virkede han meget større end normalt. Sirius havde det som om, det var hans mor, som stod foran ham.
“Men, men, men…”
“Nej Sirius, intet men.” sukkede Remus og rystede på hovedet, hans skuldre sank og hans arme hang livløse ned langs siden. Sirius vidste han virkelig havde klokket i det, Remus så forfærdeligt såret ud, næsten som dengang han havde troet, de ville slå hånden af ham, da de opdagede hans lille hemmelighed.
“Undskyld.”
Remus holdt afværgende hænder op, inden han drejede om på hælen og skyndte sig tilbage til huset.
Han smækkede døren efter sig med sådan en kraft, at vinduerne rystede, hvorefter han stormede forbi sin mor, der så forvirret op fra sin rengøring af stuen.
“Remus kære, er der noget galt?”
Han svarede ved at lukke døren til sit værelse med et brag. Hun så hen på Peter og James, der begge sad foran fjernsynet og så en ungdomsserie, som James fandt yderst fascinerende. Hun så spørgende på dem med sine gyldne øjne, der lyste af uro over sin søns opførelse.
“Jeg skal nok tale med ham.” svarede James på det usagte spørgsmål. Mrs. Lupin så taknemligt på ham, inden hun begyndte at pusle om Peter, der sad med åben mund og stirrede dumt ud i luften.
James forsvandt ovenpå til sin ven, som havde smidt sig på sin seng med ansigtet begravet i en pude.
“Remus, hvad er der galt?” James lukkede stilfærdigt døren og så bekymret på drengen i sengen. Der lød et suk fra puden.
“Ikke noget, bare lad mig være.”
James smilede og satte sig på sengen, han strøg Remus over ryggen for at få hans opmærksomhed. Remus vendte sig om og så kort på ham.
“Hvad har idioten nu gjort?”
Remus smilede ufrivilligt, James fandt altid de rette ord i sådanne situationer. Han rystede på hovedet, James skulle ikke have det at vide. Lige meget hvad Sirius end gjorde, fortjente han ikke to vrede venner.
“Jeg kan altså godt tåle mosten, Moony. Jeg er ikke et lille barn.”
Remus rystede igen på hovedet, James ville flippe endnu mere ud end han selv.
“Moony, sig det nu. Ellers er jeg nødt til at tigge på mine grædende knæ.”
“James…” mere nåede Remus ikke at sige, før James sad på knæ foran ham og bukkede. Hans arme var strakt ud foran ham, som om han tilbad den stakkels Remus.
“Åh herre, jeg beder dig. Fortæl mig hvad den langhårede dreng har gjort, jeg beder dem, fortæl mig sandheden.” James så tilbedende på drengen foran sig.
“James, lad nu vær. Jeg beder dig, det der er åndssvagt.”
“OOOOH min store, geniale herre.” vedblev James og bukkede sig endnu engang og kyssede samtidigt Remus’ sko, hvilket resulteret i, at han fik fod i hovedet. James faldt bagover, mens han hylede som en griseunge. Remus skyndte sig ned til ham.
“Prongs, er du okay? Er det alvorligt? Flyt nu de hænder, så jeg kan se. James, flyt de hænder.”
“Min herre behøver ikke være urolig. Intet er sket.” mumlede James, mens han holdt hænderne op foran hovedet. Han jamrede, mens Remus sled for at fjerne hans hænder.
Sirius åbnede døren og tittede ind, han spærrede øjnene op, da han så de to drenge ligge og slås på gulvet.
“Moony, hvad går der af dig?” spurgte han og tumlede ind i værelset.
“Fjern nu de hænder, James.”
“Nej, det gør ondt.”
Der lød et dybt suk fra Remus, der næsten var ved at give op. Han masserede sine tindinger, mens han så på den sorthårede dreng foran sig. James var ikke den klogest, hvis man spurgte hans omgangskreds på Hogwarts, men han havde sine daglige, lyse øjeblikke. Desværre havde han brugt dagens få sekunder inden, da han spurgte hvad Sirius havde gjort.
“Sig mig, prøver du at slå Prongsie ihjel?”
Remus’ hoved fløj op med et ryk, da han hørte Sirius’ stemme. Han kneb øjnene sammen og prøvede så vidt muligt at koncentrere sig om James igen, desværre satte Sirius sig på den anden side af James. De to drenge så længe på hinanden, de lagde slet ikke mærke til deres ven på gulvet, der lå og klynkede ynkeligt.
“Det var ikke med vilje, Moony.”
“Jeg gider ikke vide det, Sirius.”
“Padfoot.”
“Jeg er ikke i humør til dine julelege nu, Sirius.”
Sirius sukkede og så ned på James, der nu lå helt stille stadig med hænderne for ansigtet. Han prikkede lidt til ham, men der kom ingen reaktion. Han så op på Remus, der sad med et bekymret udtryk i øjnene.
“Han rører sig jo ikke.“ lød det yderst begavet fra Sirius, der så helt rådvild ud.
“Måske er han død.“
“Han er ikke død, Sirius. Han fik en fod i hovedet, det dør man ikke af.“ Remus’ stemme afslørede kun alt for tydeligt, at han selv sad med præcis de bange anelser, som den mørkhårede dreng foran sig.
“Moony, hvad gør vi hvis…“
“Padfoot, han er ikke død!“
Sirius så overrasket på ham, et lille smil kom frem på hans læber.
“Du sagde Padfoot.“ mumlede han lykkeligt.
Remus smilede svagt til ham. “Jeg kan ikke være sur på dig nu, vel?“
Forsigtigt fjernede de James’ hænder, de ventede begge at en grusomt syn ville møde dem. I stedet blev de mødt af en storsmilende James.
“Kan I så tale sammen nu?”
Sirius brød ud i sin gøende latter, mens Remus så surt på James, der stadig lå med et tåbeligt smil om munden.
“Hvorfor, hvorfor, hvorfor…” mumlede Remus lavt.
“Nogle skal jo gøre jer gode venner igen… AUW!”
James tog sig maven, hvor Remus lige havde plantet sin knytnæve.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 3. A different summer
Kapitlet blev tilføjet den: 08.09.2009 klokken 19:44 |
Alle dage begyndte ens den sommer, solen stod op og skinnede skarpt ind gennem vinduerne, fuglene fløj rundt og var lykkelige, alt åndede idyl. I hvert fald udenfor. Indenfor i det lille parcelhus var der en helt anden stemning, luften var tæt, og alle rummene flød med diverse ting, som ikke hørte til det sted de lå. Ved første øjekast skulle man ikke tro, at huset var beboet. Men det var det, og det endda af to personer.
Et pigeværelset lignede et bombekrater, og det plejede ellers at være så rydeligt.
En lille kvinde sad på sin seng, mens hun studerede et billede af en mand. En høj mand med brede skuldre og skæg i samme røde farve som hans hår. Hun snøftede kraftigt.
“Hvordan kunne du forlade mig?”
Hoveddøren gik op og en ung kvinde trådte ind, hendes kobberrøde hår var samlet i en fletning, og hun holdt en stor kuffert i hånden.
“Mor?” spurgte hun ud i den tomme gang, hendes øjne søgte efter en genkendelig skikkelse, som ville byde hende velkommen hjem. Men ingen var at se. Hun satte kufferten fra sig og begav sig hen mod moderens værelse. Hun standsede i døren og så på den blege kvinde på sengen.
“Mor, hvad er der galt?” Hun kendte udmærket svaret, men håbede virkelig af hele sit hjerte, at hun tog fejl.
“Det var alt for tidligt.”
Lily sukkede højlydt. “Mor, det skete før sommerferien, du er nødt til at komme videre. Jeg vidste det ikke før, jeg kom hjem, og jeg…”
“Du render rundt med dine venner, som om intet er hændt. Han betød ganske vist intet for dig, men du kunne godt vise lidt omsorg, Lily.” skreg hendes mor, mens hun stormede hen imod døren med en dyrisk vildskab i øjnene. Hun skubbede brutalt Lily ud af døren og smækkede den hårdt i.
Lily stirrede på den lukkede dør foran sig, hvad i al verden var der lige sket der? Hun vidste da godt, at hendes mor ikke havde det så godt, men man smækkede ikke en dør i hovedet på den eneste af sine døtre, som rent faktisk prøvede at hjælpe.
“Mor, det der kan du ikke gøre. Jeg vil bare hjælpe dig.”
“Gå med dig, Lily. Tag hjem til dine forpulede veninder, som ikke ved hvad der forgår. Tag hjem til Petunia, tag hjem til en eller anden BARE HOLD DIG VÆK FRA MIG!”
Lily rystede kraftigt på hovedet, mens tårerne vældede op i øjnene på hende. Det kunne hun ikke mene, hun var jo lige kommet hjem fra Alexa, tidligere end planlagt, så hun kunne støtte sin mor. Hun snøftede kraftigt ind, hendes mor kunne da ikke mene det seriøst, kunne hun? Ville hun virkelig ikke være sammen med sin datter? Hun havde tigget Lily om ikke at tage af sted. Men havde forstået at Lily havde brug for det, havde brug for vennerne. Hvorfor flippede hun så sådan ud, når hun var hjemme igen? Lily havde endda kun været der i to uger, mens alle de andre havde været der i tre. Hun havde siddet derhjemme, mens hendes mor havde grædt og skudt skylden på sig selv. Kunne hun ikke forstå, at Lily også havde brug for trøst?
Lily mærkede, hvordan hendes fødder bar hende op til sit værelse. De bevægede sig helt af sig selv, uden at hun behøvede at tænke over det. Med et tungt bump satte hun sig på sengen, mens tårerne trillede ned af kinderne på hende. Hendes mor gad hende ikke, hun kunne ligeså godt tage et andet sted hen.
Men ville Lily nu også være Lily, hvis hun bare gav op på den måde?
Nej. Selvfølgelig kunne hun ikke bare give op og gøre som hendes mor bad hende om, hun måtte hjælpe hende. Hun tørrede hidsigt tårerne bort og så vredt frem for sig.
“Glem det mor, jeg har ikke tænkt mig at give op så let.”
Hun stirrede lamslået på seddelen, det mente hun ikke. Det mente hun bare ikke.
Hun kunne ikke bare smide hende ud af huset nu, en uge inden skolen startede. Hvor skulle hun tage hen? Havde hun regnet med, at Lily bare lige kunne finde et sted at være? Hun måtte da være syg i hovedet, eller syg af sorg i det mindste.
Hun så atter på seddelen og sukkede, hvis hendes mor ikke ville hjælpes, var der intet at gøre. Hun måtte bare håbe, at hun kom til fornuft, mens Lily var væk. Helst inden skolen startede igen. Hun så op, da det bankede på døren. Hvem var nu det?
“Haaaaai Lily darrrrling.”
“Amalia? Hvad laver du her?” Lily så skeptisk på sin veninde, der stod i døren og smilede stort til hende. Hendes skumle brun, rødlige hår skinnede i solen og hendes underlige grøn, blålige øjne glimtede til hende.
“Jamen Lily, din mor ringede i morges, og bad os om at hente dig, da hun mente du trængte til ferie. Selvom jeg troede du havde været hos Alexa.”
“Det var jeg, men jeg kom hjem i går, ligesom min mor bad mig om.”
Amalia grinede, “hun er lidt speciel, hent din kuffert, så kører vi.”
Lily skulle lige til at sige, at hun ikke havde en kuffert, men så drejede hun hovedet og så en stor kuffert stå klar. Hun sukkede, men hentede den dog.
“Klar.” mumlede hun og gik ud til Amalias forældre, der stod ved bilen og vinkede til hende.
Turen føltes længere end den plejede, da Lily sad på bagsædet sammen med Amalia, der nynnede med på sangene i radioen. Hun var næsten lige kommet hjem fra Frankrig og havde derfor ikke været hos Alexa sammen med de andre piger. Til gengæld var hun den eneste som vidste, hvad der havde forgået i Lilys hus, siden sommeren begyndte. Men Amalia var klog nok til ikke at bringe det op, før de var sikkert hjemme hos hende, så Lily ikke skulle svare på ubehagelige spørgsmål fra forældrene på forsædet.
“Sig mig så, hvor slemt var det?”
Lily tog en slurk af sin sodavand og så på Amalia, der sendte hende et lille smil
“Værre end jeg troede, jeg vidste jo godt han ikke kunne blive ved på den måde. Det måtte få en ende, og inderst inde vidste jeg jo godt, at det var sådan det ville slutte. Men hun nægtede at indse det.”
Amalia nikkede opfordrende til hende, hun havde brug for at tale om det.
“Hun mener, at han svigtede hende, at jeg har svigtet hende. Men det er ikke hans skyld, han planlagde det jo ikke. Så hun burde virkelig til at slappe lidt af og tage sig sammen. Det var ikke mig der trængte til ferie, det var hende. Hun smed mig ud ved at efterlade en seddel. Hun smækkede en dør i hovedet på mig i går. Jeg bad hende om at tage sig sammen, men hun gad ikke. Hun er værre end Petunia. Jeg har slet ikke set skyggen af hende, jeg så et kort glimt af hende og hendes rædselsfulde kæreste til begravelsen.”
Amalia så medfølende på Lily, der så ud til at have snakket sig varm, for hun kørte rundt i Petunia og dennes kæreste, som åbenbart lignede en gris med paryk. Hvilket Amalia ikke kunne lide vær med at smile af.
“Men Lily, hvordan har du det? Hvad føler du indeni?”
Lily standsede sin talestrøm og så på sin veninde, der sad på sin seng med et alvorligt udtryk i sit lidt runde hoved.
Ja, hvordan havde Lily det indeni? Det var noget, hun ikke havde tænkt over, da hun havde haft så travlt med sin mor og forberedelsen til begravelsen. Hvad følte hun selv?
“Jeg er såret.” mumlede hun så og så ned i gulvet.
“Selvfølgelig er du det. Din mor må til at tage sig sammen, hun mistede sin ældste datter, hvilket hun flæbede over i måneder. Hun mistede sin mand grundet sygdom, og det er okay at gå ned over det, men man skal ikke skubbe sin datter væk på grund af det. Du er den sidste, hun har tilbage, og du skal ikke komme krybende for hendes fødder, du skal lade hende tænke sig om. Det er hendes skyld du er såret, hun har svigtet, ikke dig.”
Lily så rørt på sin veninde, hun forventede at tårerne ville stige op i øjnene, men der kom ingen. Hun havde kun grædt en gang , og det var da hendes mor havde smækket døren. Hun havde ikke grædt til begravelsen, hun havde ikke grædt over ham. En gnavende fornemmelse i maven brød igennem den mur, hun havde bygget op, efter hun var kommet hjem. Den fik hendes mave til at vride sig i kramper, og hendes hals blev fuldstændig tør. Hun havde svigtet ham. Hun havde ikke grædt, hun havde ikke sørget ordentligt over ham, han var hendes far, og hun havde ikke grædt over ham. Hvad var hun for et menneske? Måske havde hendes mor alligevel lidt ret? Der var kun eneste ting Lily var helt sikker, og det var at det havde været en meget anderledes sommer. Hun så frem til et ganske almindeligt skoleår på Howarts, hvad Lily ikke vidste var, at det nye skoleår ville blive alt andet end almindeligt.
****************************************************************************
Et lille kort kapitel, vidste bare ikke hvad der videre skal ske, men har til gengæld masser af ideer til næste kapitel, så det skal nok blive længere :)
Jeg modtager meget gerne ideer, hvis der nogle som synes der mangler noget, eller gerne vil bidrage lidt til handlingen :)
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 4. Oh My God
Kapitlet blev tilføjet den: 09.09.2009 klokken 11:16 |
Dette kapitel er inspireret af Demens-Herbert og Ellebelle xD
***************************************************
“Aaarj!”
“Hvad nu?”
“Jeg kan ikke huske det.”
“….”
“Jeg ved, jeg har glemt noget.”
“Flot Padfoot.”
“Moooohny, hvad har jeg glemt?”
“Det ved jeg ikke, Padfoot.”
“Jamen, jeg har glemt et eller andet.”
“Din hjerne, måske?”
“Hvorfor kan jeg ikke huske det?”
“Måske var det bare ikke så vigtigt?”
“Luk Prongsie, din mening tæller ikke. Moohny, hvad mener du om det?”
“Jeg holder på det er din hjerne, som mangler.”
“Jeg er enig med Moony.”
“Gad vide om det måske er en date, jeg har glemt? Naarj, nok ikke.”
“Han er sgu for underlig.”
“Jeg er helt enig, Prongs.”
“Avavavavavavavavavavav.”
“Hvad har du nu lavet?”
“Jeg kom til skade…”
“Virkelig? Hvad lavede du, lille Padfoot.”
“Jeg skar mig på Moohnys bog.”
“Nurh, din lille stakkel.”
“Taark Prongsie, vil du puste?”
“…”
“Prongsie, er du død?”
“Jeg tror han gik i chok, Padfoot.”
“Vil du puste, Moooohny? Og kysse den?”
“Nej?”
“Moony, hvorfor hænger vi ud med ham?”
“Fordi han tvinger os til det, Prongsie. Eller du tvinger mig til det, jeg ved ikke hvorfor du er venner med ham.”
“HEY.”
“Han er sjov.”
“Mmmhmm.”
“Hvad læser du egentlig, Moony?”
“En roman, du kender den ikke.”
“Sikker ikke.”
“Jeg kender den godt, Moooohny.”
“Jeg keder mig, her intet at lave.”
“Du kan læse en god bog, Prongs.”
“Eller tale med mig, Prongsie?”
“Jeg tror faktisk, jeg vil stene noget ungdoms tv.”
“Naarj Prongsie, Remmy siger det er fordummende. Lad os tale om mig i stedet?”
“Du kunne jo begynde dit brev til Lily, nu har du snakket om det i så lang tid.
“Jaah, god ide Moony.”
“Har lige fundet ud af, at jeg kun bliver 27 og bliver dræbt af en malfunktionel robot.”
“HVAD?”
“Ja, det siger jeg også. Hvad fanden er en robot?”
“Det er en maskine, Padfoot. Du ved, en menneskelignende eller andet, som næsten tænker selv, eller som du kan styre.”
“?”
“Ligesom den du engang ønskede dig i julegave.”
“Nååårh. Sådan en, smart.”
“Hvordan i al verden fandt du af det, Padfoot?”
“Jeg læste det i det her blad, min kære Prongsie, nu hvor dig og Moooohny ignorerede mig så pænt, som I gjorde.”
“Undskyld Padfoot, vi skal nok inddrage dig nu. Hvad vil du snakke om?”
“Samtaledræber Prongs.”
“Lad os tale lidt om mig.”
“NEJ!”
“Hvorfor ikke? Jeg er da et dejligt emne.”
“Haha, klart nok Padfoot.”
“Det er jeg. Vi kan tale om, hvad det er jeg har glemt?”
“Jeg er stået af.”
“Padfoot. Padfoot, det er et mirakel.”
“Hvad er?”
“Moony stod af allerede inden samtalen kom i gang.”
“Virkelig? Wow, jeg er virkelig god.”
“Jeg gider ikke høre på jer.”
“Ej, kom nu Moony.”
“Ja, kom nu. Ellers må du snakke med Wormie.”
“Han sover, Padfoot.”
“Seriøst?”
“Ja, kan du ikke høre den der snorken?”
“Padfoot er så dum, at han troede det var meningen, den skulle være der.”
“Jeg er ikke dum, Remmymus.”
“Lad vær med at kalde mig det.”
“Men det er så sødt til dig, det klæder dig helt.”
“Padfoot drop det, du har allerede lavet nok rav i den i den her ferie. Bare gør som han siger.”
“Jamen, det var jo ikke med vilje. Bare fordi Remmy ikke kan tåle lidt sjov.”
“Det var ikke sjovt, Sirius.”
“Måske ikke, men hallo. Der var ingen grund til at flippe ud, ligesom du gjorde.”
“Du er simpelthen så dum Sirius, du kan ikke bare rende rundt og bruge magi…”
“Jeg er altså 17.”
“Foran mugglere på den måde, bare fordi du gerne vil imponere en pige. Hun sagde, det var helt ligesom rigtig magi.”
“Padfoot for fanden, det gør man altså ikke.”
“Nu ikke så hellig Jamesie. Du bruger da også magi for at imponere den lille rødhårede tøs.”
“Lily er ikke en tøs. Tag det i dig igen, Padfoot.”
“Drop det James. Sirius, Lily er en heks. Det eneste James kan imponere hende med, er hvis han begynder at deltage i timerne.”
“Hahahahahahahaha.”
“Jeg deltager da i timerne.”
“Ja, når McGonnagal tvinger dig til det. Men du laver da dine lektier, nogen gange. Men det ved hun ikke. Hun ser kun den James, som er pisse provokerende.”
“Ååårh klap i Moony.”
“Skal vi ikke snakke om noget andet?”
“Hvis du siger dig, så kvæler jeg dig, Sirius.”
“Nej nej Moooohny, selvfølgelig ikke, kunne jeg aldrig finde på.”
“Mmmh.”
“Nej, jeg vil faktisk gerne spørge om noget. Hvordan kan et blad fortælle om min fremtid?”
“Det spurgte du ikke om, Padfoot.”
“Jo, jeg gjorde Promgsie.”
“Det er faktisk et godt spørgsmål, Sirius. Det vil jeg gerne svare på, ser du…”
“Nu kaster han sig ud i en lang smøre, som vi ikke forstår, ikke?”
“Det er jeg bange for, Padfoot.”
“….Svarene har et nummer, som svare til…”
“Jeg er allerede lost.”
“Flot Prongs.”
“… Tallene lægger man sammen…”
“Er det normalt, at et menneske kan snorke så højt som Wormtail?”
“Det tror jeg ikke, måske er han dødeligt syg.”
“Men selvfølgelig er det ikke sandt, det der står. Det noget bladet har fundet på.”
“Aha.”
“Hørte I overhovedet efter?”
“Jaja. Bladet har fundet på det.”
“Glimrende James, du har altså hørt lidt efter.
“Men, så er der noget andet jeg ikke forstår.”
“Åh nej.”
“Den robot jeg ønskede mig til jul, den kunne da ikke slå mig ihjel.”
“Nej, Padfoot. Det kunne den ikke.”
“Der findes også andre robotter.”
“Præcis Prongs. Nåh, var der andet, eller kan vi snakke om noget andet nu?”
“Jeg synes vi skal tale om, hvilket fascinerende sprog tysk er.”
“Tysk? Hvad fanden er tysk?”
“Det er et sprog, James, og Sirius jeg tror du har udtømt det emne.”
“Det regnede jeg lidt ud, da han sagde sproget tysk. Men hvor i verden taler man måske tysk, hva’?”
“Nok i Tyskland, ligesom ikke, Prongs?”
“Hmpf.”
“Nyt samtale emne.”
“Jeg synes vi skal gå i seng, klokken er efterhånden mange, og I skal hjem i morgen.”
“Jaaaah, og så mødes vi på perronen og krammer og kysser, fordi det er så lang tid siden vi sidst så hinanden, og derefter tager vi toget og lever lykkeligt til vores dages ende.”
“Tak for det input Padfoot, jeg går i seng.”
“Nej Moony, jeg tror Padfoot har en samtale han gerne vil starte.”
“Ja, jeg synes, vi skal tale om Moi.”
“Mwahahahahahaha.”
“Du godeste.”
*****************************************************************************
Okay, så kapitlet blev ikke så langt, som jeg håbede, men ville ikke spolere det jeg havde skrevet, derfor blev det ikke længere... Håber I bærer over med mig?? ;)
Enjoy it
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 5. Welcome Home Everybody
Kapitlet blev tilføjet den: 13.09.2009 klokken 00:07 |
Attention attention til alle som ikke har læst den sidste bog i serien - hvilket nok ikke er så mange xD - i dette kapitel kan der forekomme noget spoiler!!!!!!!! Bare lige så I ved det, mange tak for opmærksomheden :) god læselyst..
****************************************************************************
Larm. Mere larm. Mere larm. Meget larm. Alt for meget larm. En helvedes masse larm. Damp, skrigende unge, ugleruden, forældre der sagde farvel. Venner der råbte til hinanden. Grædende børn. Et hylende fløjt fra det røde lokomotiv. Alle skulle ombord, inden det kørte. Flere børn der græd, børn der skulle begynde på deres første år på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab.
“Jeg tror aldrig, det har været så slemt.”
Remus så op på Sirius, der sad og gloede ud af vinduet med næsen trykket mod ruden.
“Hvad er slemt?”
“Alle de tudende børn.”
Remus rystede på hovedet af sin ven, hvor var det typisk ham, at lægge mærke til sådan noget. Han selv havde ikke skænket det en eneste tanke, da han steg på toget.
“Hej venner.”
Sirius løftede dovent hånden som hilsen, da Peter trådte ind. Remus smilede venligt til ham, og rykkede sin stak af bøger, så Peter fik et sted at sidde.
“Hvor er Prongs? Er han ikke kommet endnu?”
Sirius vendte sig med et ryk og stirrede olmt på Peter, Remus rynkede brynene. Peter var ikke den kvikkeste, men at spørge om det, var alligevel for dumt.
“Tror du, at jeg ville være her, hvis Jamie ikke var?” spurgte Sirius surt og lagde armene over kors. Peter rystede prøvende på hovedet, mens han skævede til Remus, der forgæves prøvede at smile opmuntrende til ham.
“Hvor tror du, han er Wormie?” Sirius svarede på sit eget spørgsmål, inden Peter nåede at åbne munden.
“Han er ude for at finde Lily, selvfølgelig. Det jo det eneste han kan finde ud af.”
“Jeg tror faktisk, det er en anden, han leder efter.” sagde Remus stilfærdigt og kiggede ud af vinduet. Han drejede dog hovedet, da kupe døren gik op, og Lily trådte ind.
“Hej Remus.” smilede hun med sit bløde smil på læben.
“Hej Lily, skal vi af sted nu?”
“Ja, det er nok bedst.” hun vred sine hænder med et spændt udtryk i ansigtet. Sirius så nysgerrigt fra den ene til anden, prøvede at gætte den sammenhængen, som var skjult for ham.
“Hvor har du gjort af Prongs?”
Lily så på ham med sit perfekt hævede øjenbryn. “Hvem er Prongs?”
Remus vekslede forskrækket blikke med Peter, mens Sirius sad og sagde lyde, som nok skulle minde om ord. Lily var ikke dum, det var noget selv Peter havde lagt mærke til, og Sirius havde dummet sig gevaldigt ved at bruge James’ kælenavn. Remus kunne se på det blik, Lily sendte Sirius, at hun havde tænkt sig at opklare det mysterium, som han havde smidt foran hende.
“Skal vi komme af sted?” spurgte Remus og fremtvang et smil. Hun nikkede til ham, mens hun stadig så på Sirius. Han så imidlertid ud af vinduet og ignorere Lilys blik.
Remus sendte ham et opgivende blik, inden han forvandt ud på gangen med Lily foran sig. Sirius fangede det og trak på skuldrene. Mens Peter bare sad og så beundrende på Sirius, som om han var en levende gud eller noget i den retning.
“Hvem er Prongs?”
“Det bare Sirius og hans åndssvage kælenavne, du har vel lagt mærke til at samtlige af hans venner har underlige navne.
“Det er ikke kun hans venner, Remus. Jeg har også fået et navn af ham. Lilseblomsten.” hun sagde navnet med al det væmmelse hun kunne mønstre, og kunne høre Remus le mildt bag hende.
“Han mener det ikke så slemt Lily, Sirius er bare noget for sig selv.”
Lily standsede foran døren ind til vejledernes kupe. Hun så nervøst på Remus.
“Så det nu.”
“Du skal nok klare det Lily, de kunne ikke have fundet en bedre præfekt end dig.”
“Men, hvad nu hvis det hele går galt?”
Remus rystede på hovedet af hende og skubbede hende hen imod døren. “Kom så Lilseblomst.”
Hun skar ansigt af ham, men åbnede da døren og trådte ind. Hendes hjerte bankede hurtigt, da hun så alle vejledernes blikke. Nogle få smilede til hende, mens andre, dem fra Slytherin, skulede ondt, da de så den kvindelige vejleder. Lily hævede nervøst en hånd til hilsen, imens hun ledte efter den mandlige præfekt. Han var der ikke.
Remus puffede til hende, for at få hende til at sætte sig ned., Hun satte sig nervøst og fortsatte sin søgen efter præfekten. Der sad en med hætte på og sov på sædet foran hende, hun rynkede på næsen af ham. De andre i kupeen begyndte at røre uroligt på sig, mens de kastede blikke mod døren, som ikke gik op igen.
“Skal vi bare begynde?” spurgte den kvindelige vejleder fra Hufflepuff ved navn Bess. Hun smilede opmuntrende til Lily, der rejste sig langsomt og rømmede sig.
“Ja” begyndte hun, “Hej, jeg er den kvindelige præfekt, mit navn er Lily Evans. Jeg vil gøre det kort, da jeg kan se at her er mange gengangere, og der er generelt ikke så meget at sige.”
“Lige et øjeblik,” lød det fra Dennis, den mandlige vejleder fra Ravenclaw. “Hvor er den mandlige præfekt?”
Stilheden svarede ham. Folk trak på skuldrene og så på Lily, der så helt hjælpeløs ud, men endte med at trække på skuldrene og fortsætte. Hun informerede om nye elever, ansvaret for andre elever, regler og natterunder, og sluttede af med at sende kuverter rundt med kodeord til de forskellige kollegier. Vejlederne blev siddende efter hun var færdig, så afventende på henholdsvis hende og døren. Ville den mandlige præfekt ikke dukke op? En larmende stilhed havde sænket sig, og Lily begyndte at blive irriteret. Så begyndte vejlederne at røre på sig og pakke deres ting sammen.
“Har den mandlige præfekt noget at tilføje?” Remus manede kupeen til stilhed med den ene sætning. Vejlederne så på hinanden, den mandlige præfekt? Hvor? Alle satte sig hurtigt igen, da Remus rejste sig og gik hen til sædet foran Lily. Alle så interesseret på ham. Han skubbede til personen, der vågnede og mumlede noget utydeligt til ham. Remus skubbede igen til ham, men den mandlige præfekt gjorde ikke mine til at ville sige noget.
“Jeg tror det er et nej.” sagde Lily, “alle kan godt gå nu.”
Vejlederne blev hurtigt spredt, mens Lily så på Remus, der gjorde tegn til hende, at han ville blive. Lily trak på skuldrene og gik.
“Velkommen nye elever og velkommen tilbage til de gamle. Endnu et nyt år på Hogwarts er begyndt, jeg vil springe den lange tale over og i stedet byde jer alle velbekomme. Husk at tage for jer af alle retterne, især desserten er rigtig god.”
Dumbledore afsluttede sin lille talen med en vinken til hvert bord, hvorefter han satte sig på sin gyldne stol igen. Lidt efter bugnede bordene af mad i utallige afskygninger, store skinker, kartofler, steak, alt hvad hjerte kunne begære. Og mintpastiller.
Sirius tog for sig af det hele, mens Remus tog meget lidt af nogle få ting. Han så med væmmelse, hvordan Sirius proppede samtlige af retterne direkte i munden, mens han førte en samtale med James. Peter sad ved siden af James, og han øste kæmpe portioner op, som Remus ikke tvivlede på, han ville spise op. James sad og stak til sin mad, mens han svarede på Sirius’ spørgsmål enten ved at trække på skulderne eller sige, “klart nok.”
Sirius så opgivende på Remus, der bare sendte ham et lille smil, mens han forgæves forsøgte at starte en samtale med Peter.
“Uuuuh.” kom det fra Sirius, da desserterne kom på bordet. Han så interesseret på kagerne, mens han udpegede dem, han bare måtte smage. Hvilket var samtlige af dem på bordet. Remus lo af ham, da han sad med fem forskellige stykker kage på tallerken og ikke kunne beslutte, hvilken han skulle starte med. Remus selv nøjedes med det han kendte. Chokolade mousse.
James sad med en tom tallerken, mens han betragtede Peter med kage i ansigtet.
“Wormie, har du nogensinde overvejet, hvorfor du ikke har en kæreste?”
Peter rystede på hovedet, så nogle kage rester landede på James’ kappe. Han rynkede på næsen og børstede det af.
“Det kunne være fordi han er så dum.” sagde Sirius, der netop havde skubbet alle sine kager væk, da han fandt ud af hvad der var i. Takket være Remus.
“Jeg tror ikke, det var det James hentydede til.”
Peter så på dem med sine store vandblå øjne, som om han lige var faldet ned fra månen og var havnet i paradis.
“Hvorfor?” spurgte han, mens han tog endnu et stykke kage. Sirius mumlede noget om kapper, tykke rotter og eksplosion.
“Du er et svin, Wormie.” sagde James og lagde hovedet lidt på skrå, mens han sendte Peter sit charme smil.
“Nej, jeg er en rotte.”
Sirius brølede af grin, mens Remus himlede med øjnene af sine venner. James så overrasket på Peter, mens han formede ord med sin mund uden at sætte lyd på.
“En rotte, ser man det. Du har vel nok høje tanker om dig selv.” lød en slesk stemme bag dem. James knyttede automatisk hænderne, han så med sammenknebne øjne på personen bag Peter. En høj bleg dreng med sort slasket hår og en kroget næse, stod bag dem. Han smilede hånligt til Peter, der rødmede dybt.
“Hvis du er en rotte, hvad er dine små venner så? Mus? Nej vent, de må være insekter.”
“KLAP I SNIVELLUS!” Sirius sprang på benene og pegede rasende på drengen med en finger. “Et ondt ord om Peter, og du får voldsomt ondt i hele kroppen.”
“Jamen dog Black, er det en trussel?”
Sirius skulle netop til at springe over bordet og kaste sig over den blege dreng, men så rejste James sig og vendte sig om.
“Gå med dig Snape. Vi gider hverken dig eller dine åndssvage vittigheder. Skrid over til dit eget bord, smut over til de slimede slanger hvor du hører til.”
Snape så overrumplet på James, hvorefter han vendte om og skyndte sig tilbage til sit bord, mens han mumlede undskyld til professor McGonngal, som havde rejst sig fra bordet.
“Hvad fanden skulle det til for, Prongs?” vrængede Sirius og så olmt på sin ven.
“James er blevet klogere i ferien.” sagde Remus med et smil, mens han hældte kage over på Peters tallerken, for at det kunne hjælpe på hans dårlige humør.
“Lærerne sidder derovre, Padfoot. McGonnagal ville slå os ihjel, hvis vi lavede ballade allerede nu. Vi venter til, han er helt alene, og så tager vi ham. Jeg har en rigtig god ide.” hviskede James med et smil til Sirius, der pludselig lyste helt op.
“Hvad sidder I og hvisker om?”
Drengene så op fra deres samtale, halvdelen af Storsalen var tom. Folk strømmede ud af dørene og skubbede til hinanden. Drengene vekslede blikke og kom på benene. James vendte sig om og stivnede, Lily stod lige foran ham. De næsten rørte hinanden.
“Remus” sagde hun uden at bryde øjenkontakten med James.
“Ja? Der er ikke møde nu, vel?”
“Nej, jeg tænkte bare på, om du havde set den mandlige præfekt? Jeg ville gerne snakke lidt med ham.”
James så på Remus, der stod med et ulæseligt udtryk i hovedet. Sirius stod ved side af ham og smilede stort til James, som om et eller andet fantastisk lige var sket.
“Vi hænger ikke ud med præfekter, vel gutter?” sagde Peter og storsmilede til James, der så væk. Sirius grinede stort og klappede Remus på skulderen, der så noget fornærmet ud.
“Præcis Pete. Vi hænger ikke ud med nørder.” han smilede indsmigrende til Lily. “Altså ud over Remmie her.”
“Mange tak, Sirius, mange tak.”
“Det var da så lidt, Remmiemus.”
Remus rullede med øjnene og valgte at droppe samtalen allerede inden den begyndte.
“Jeg har ikke set ham, han er nok allerede gået.”
“Sover du Remus?”
Remus rullede om på siden og så hen imod James’ seng, han sad op. Remus rejste sig på albuerne og så hen på Peters seng ved siden af, han sov tungt. Han snorkede roligt. Sirius lod også til at sove, der kom i hvert ikke nogle lyde fra hans seng.
“Tak.”
Remus så igen over på James, det lille tak havde næppe været hørligt.
“Det var så lidt, men du er nødt til at tale med ham om det. Det gider jeg ikke.”
Remus kunne ikke se noget, men vidste at James sad og smilede til ham. Remus havde en ufatteligt god fornemmelse for, hvordan folk havde det. Og derfor vidste han instinktivt, at James nu var i et ufatteligt godt humør. Hvilket blev bekræftet lidt efter, da James begyndte at nynne for sig selv.
“Godnat Prongs.”
“Godnat Moony. Lad os håbe, at Sirius er kommet tilbage i morgen.”
“HVAD?”
James satte sig op og så hen på Remus, han tyssede på ham. “Du vækker Wormtail. Padfoot smuttede kort efter, du sov.”
“Han skulle vel ned i køkkenet.”
James rystede på hovedet, selvom Remus ikke kunne se det. “Nej, han mumlede noget om en tøs.”
James kunne høre en ubestemmelig lyd komme ovre fra Remus, han lo stille og lagde sig ned igen. Han lagde armene under hovedet og så op i luften. Han var langt om længe kommet tilbage til Hogwarts, han var langt om længe kommet ordentligt hjem, og han var endelig sammen med Lily igen. Om end hun ikke brød sig om det. Han nynnede videre på sin lille melodi, mens han så hendes grønne øjne for sig. Hvor han dog elskede de grønne øjne.
“Hun kommer til at elske mig.” sagde hun ud i mørket.
“Sov Prongs.”
“Jeg mener det, jeg ved det kommer til at ske. Hun får langt om længe øjnene op.”
“SOV.”
Første skoledag var aldrig sjov, måske for de nye elever, men aldrig for de ældre. De vidste alle hvordan den ville komme til at udarte sig. Samtlige lærere ville tale om de kommende eksamener, som først var i slutningen af året, og de ville blive kastet direkte ud i nye ting. Mange ville falde fra allerede i den første time, nogen var heldige at holde en uge, andre holdt ud hele året, men fattede intet, mens andre igen fulgte med fra første minut, forstod det hele og bestod med glans. Lily Evans var en af disse, hvilket kun gjorde hende endnu mere eftertragtet af en sorthåret ung dreng ved navn James Potter. Han rendte hende i hælene allerede før morgenmaden og fulgte hende hele dagen. Kun da Lily stak af ud på toilettet fik hun fred, men da hun kom ud, var han der igen. Han fandt hende lige meget hvor hun var, hun havde ham efterhånden mistænkt for at have en speciel Lily-radar indbygget i sin hjerne. Hun så frem til om aftenen, hvor hun skulle til møde hos Dumbledore. Da ville hun forhåbentlig slippe for ham, han kunne jo ikke bare vade derind sammen med hende. Eller, det kunne han vel godt. Selvom hun ikke ville indrømme det, så kendte hun efterhånden Potter rimeligt godt, hvis hun turde indrømme det for sig selv, ville hun sige at hun kendte ham ud og ind. Han var arrogant, nød at charmere sig til bedre karakterer, han havde en enorm fanklub der inkluderede både drenge og piger, der alle beundrede ham for hans talent. Han havde et kæmpe ego, mente han var den bedste af alle, han nød at flyve rundt på sin åndssvage kost og blære sig, han hang altid ud med Black, og hvis han ikke gjorde det fulgte han efter hende. Han havde en forfærdelig vane med at rodede sig i håret for at virke sejere, og når han virkelig havde det sjovt, mobbede han mindre elever eller forheksede andre, som regel Severus Snape fra Slytherin. Hans værste fjende og Lilys gamle bedste ven.
Nu troede Lily jo nok, at hun var ikke smart, for hun kendte Potter ud og ind, men hvad Lily ikke vidste var, at den kun var toppen af isbjerget hun så. Hun så ikke de James, som hans venner så. Hun så ikke den James, der virkelig knoklede for sine karakterer, i hvert fald når de skule aflevere stile, hun så ikke den tænksomme James, der gemte sig inde bag Sportsidioten, hun så ikke den trofaste James, der ville gøre alt for sine venner. Hun så kun den James, der opførte sig dumt, når hun var i nærheden. Hun så den James gav sig ud for at være, så han kunne virke sejere, og derfor havde hun lukket ham ude. Hun havde lukket ham ude, låst døren grundigt og smidt nøglen væk. Derfor så hun ikke den James, som var den rigtige James, og det var netop grunden til, at hendes veninde Amalia havde lagt en plan. En plan som ikke kunne slå fejl. Hun ville åbne James’ øjne.
“James kære, hvordan har din ferie så været? Nej virkelig? Min var sleeet ikke lige så spændende, jeg var bare i Frankrig.”
Sirius grinede til James, der bare stod og så på Amalia, der førte en hel samtale med sig selv. Hun plaprede løs, mens de to drenge stod og så hjælpeløst til. Remus sad i en af lænestolene foran pejsen og læste, mens Peter sad og åd chokolade. Amalia snakkede videre og ignorerede helt James forsøg på at bryde ind, han vinkede med armene over hovedet. Det lod ikke rigtigt til at trænge ind hos Amalia, der bare fortsatte sin talestrøm.
“Mine forældre var aldeles pinlige i Frankrig, du skulle have hørt dem, da vi kørte forkert. Jeg tror aldrig, jeg har hørt min mor råbe så højt og så inden i en bil. Virkelig utroligt, men jeg har virkelig savnet jer i ferien.”
“Viiirkelig?” lød det fra Sirius, inden han smuttede væk fra dem og satte sig hen til Remus. Lidt efter så man Remus dunke Sirius i hovedet med sin bog.
“HUN ER IKKE VILD MED DIG.”
James for sammen og stirrede på Amalia, der rødmede dybt til ham. Alle i opholdsstuen stirrede på dem, James blev pinligt bevidst om, at det samme var sket dagen inden sommerferien, dengang var det bare Lily han stod overfor.
“Lad os gå udenfor.” mumlede James og trak Amalia med sig ud, han styrede gennem slottet og standsede først, da de var udenfor. Det blæste kraftigt, og vinden gik lige gennem deres tynde skolekapper.
“Hvad var det du sagde?” spurgte James stilfærdigt.
“Lily kan ikke udstå dig, hun hader alt ved dig. Hun har forsøgt at afvise dig, men du forstår bare ikke en hentydning.”
James nikkede stumt, alt det vidste han godt. Han vidste godt ikke kunne lide ham, men håbet i ham ville bare ikke dø ud. Han måtte give det en ny chance, men nu. Nu var han ikke sikker mere.
“Jeg siger det for at hjælpe dig, for at du ikke skal blive endnu mere såret.” hun lagde armene om ham og trak ham ind til sig. Han sukkede dybt.
“Du har nok ret.” mumlede han, Amalia smilede svagt til hans bryst. Han skulle nok overleve uden sin Lily, det var hun sikker på.
“Jeg gad vide, hvad der er sket.”
Emily så på Lily, der sad tænksomt på sin seng. Hun så ud i luften, mens hun snoede en hårlok om sin ene finger.
“Hvad er der sket?” Emily lagde sin bog fra sig.
“Potter. Han render ikke efter mig længere. Det er virkelig underligt.”
Emily lo sit søde grin og rystede på hovedet. “Lily, har du nogen anelse om hvilken dag, det er?”
“Ja, jeg er . Det er vores anden dag på Hogwarts, og vi har netop fået fri. Åh.”
Emily nikkede med et smil. “Præcis. Der er gået næsten to dage, begynd nu ikke at håbe for tidligt.”
Lily rystede voldsomt på hovedet, “der er ikke det.” hun så panikslagen på Emily.
“Jeg glemte min aftale med Dumbledore i går.”
Emilys øjne blev kuglerunde. “HVAD? Lily for fanden, man glemmer ikke en aftale med Dumbledore.” Emily var sprunget på benene og så ophidset på Lily.
“Jeg ved det, men Alexa fangede mig i opholdsstuen og ville ikke lade mig slippe. Jeg glemte alt om det, da hun begyndte fortælling om den femte søde fyr hun havde mødt, efter vi tog hjem fra hende.”
Emily satte sig på sengen, mens hun kneb munden sammen for ikke at grine. Hele hendes krop rystede, som i kramper, mens hun kæmpede mod trangen til at grine. Langt om længe lykkedes det hende at tage sig så meget sammen, at hun kunne få et ord frem.
“Løb.”
Lily var hurtigt oppe fra sengen og styrtede mod opholdsstuen. Hun ænsede ikke den stemme, der kaldte på hende, men skyndte sig ud på gangen og fortsatte mod Dumbledores kontor. Hun standsede først, da hun stod foran gargoilen, der ledte op til Dumbledores kontor. Nu var der kun et problem, hun havde ikke et kodeord.
“Bolsjer.” sagde hun og så på gargoilen, der ikke reagerede.
“Isdessert.” stadig intet svar.
“Jeg går ud fra du ikke har et kodeord.”
Lily lukkede øjnene og modstod trangen til at sukke højt. Hun vendte sig om med et anstrengt smil, den dreng fandt hende altid.
“Nej Potter, det har jeg ikke. Flot gættet.”
Han smilede svagt, og straks fløj hans ene hånd op til håret. Hun skulede ondt il ham.
“Hvad laver du her?”
“Kigger efter dig på Remus’ ordre.” lød svaret, hun kunne ane en skjult latter. Hun hævede sit ene øjenbryn.
“Han nåede ikke at fange dig i opholdsstuen, da du bare styrtede forbi. Så da jeg nu alligevel skulle ud, kunne jeg jo ligeså godt kigge efter dig.”
Lily så mistroisk på ham med armene over kors. Hun troede ikke et øjeblik på ham.
“Du kan jo selv spørge ham, jeg havde faktisk ikke tid til at lede, jeg har en aftale med the big guy.”
Lily himlede med øjnene af ham, “sikkert.”
“Flødeis.” sagde James, og gargoilen sprang til side og afslørede en trappe, der snoede sig op af. James sprang ind på den og så afventende på Lily, der til sidst sprang ind, dog med et noget anstreng ansigtsudtryk.
“Kom ind.” lød Dumbledores rolige stemme indefra kontoret, James åbnede døren og lod Lily træde ind først.
“Ahhh, der er I. tag plads, tag plads.”
De satte sig foran skrivebordet, Lily smilede nervøst til Dumbledore, der sad og studerede sine fingre med stor interesse. Hans blå øjne så først på, da James begyndte at tromme på armlænet med sine fingre. Lily så irriteret på ham, men rettede så sit blik mod den gamle mand foran sig. Han smilede imødekommende, men så ikke ud til at ville sige noget. Hun pillede nervøst ved sit ærme, forventede næsten at han gjorde det med vilje, og at han ville begynde at skælde hende ud for at have glemt deres aftale dagen før. Men selvfølgelig gjorde Dumbledore ikke det, for så ville han jo ikke være den vise mand, mange beundrede og så op til.
“Jeg er glad for at I kunne komme.” sagde han så endelig. “I har haft jeres første nat og jeres første timer, I har mødt de andre vejleder. Og det hele har jo været en succes, ikke sandt?”
Både Lily og James nikkede svagt til det han sagde, selvom det ikke så ud til at James hørte efter. Han sad med blikket rettet mod sine hænder, mens Lily så opmærksomt på Dumbledore, som var han ved at vise hende hemmeligheden bag livet og døden.
“I vil komme til at se en del til hinanden, og derfor håber jeg, at I vil glemme den fortid, I nu har sammen og komme videre.”
Lily rynkede panden, der var noget som ikke gav mening. Noget som manglede. Hun forstod ikke helt hvad samtalen gik ud på, men lyttede opmærksomt for at finde den detalje, som hun manglede.
“Jeg ved, at I vil være nogle glimrende eksempler for de nye elever. Ikke mindst dig, Hr. Potter. Har I nogle spørgsmål?”
Lily skulle lige til at åbne munden, men ombesluttede sig. Det ville være alt for pinligt at spørge om. Desuden kom James Potter før hende.
“Hvorfor to fra samme kollegium sir?”
“Aaah, glimrende spørgsmål Hr. Potter. Fordi I bare var perfekte til det, jeg kunne ikke finde nogen, som ikke var bedre egnet end jer. Desuden er man nødt til at forny sig, så man ikke bare sidde i det samme hele tiden, ikke sandt?”
“Jo sir.”
Dumbledore smilede til dem, Lily smilede usikkert tilbage, mens hendes hjerne tænkte og tænkte over det, som manglede.
“Åh ja, det er jeg nødt til at huske. Kodeordet er Rødspætte. Det ville jo være en skam, hvis I ville benytte jer af det og så ikke kunne komme ind. Men det er jo som sagt valgfrit.”
“Hvad er valgfrit, sir?” Lily så helt forvirret på rektoren, der lyste op i et smil.
“Endnu en ting jeg havde glimt. Værelset, Frk. Evans. Værelset.”
Hun smilede. “Okay, værelset.” hun forstod intet af, hvad han mente. Men lod det ligge, hun kunne jo altid spørge Remus. Han vidste så meget mere om Hogwarts, end hun selv gjorde.
“Så smut I tilbage til jeres opholdsstuer, I skal jo ikke for sent i seng.” han vinkede dem af, og de skyndte sig ud af kontoret.
“Når men, godnat Lily.” smilede Potter til hende, da de kom ud på gangen. Lily skulle lige til at protestere over hans brug af hendes fornavn, men nåede det ikke da han i det samme forsvandt ned af gangen. Lily skulede efter ham, mens satte kursen mod opholdsstuen, hun skulle ikke nyde noget af, at blive snuppet af Filch efter
udgangsforbuddet. Så kunne Potter sejle sin egen sø. Hun løb ned af gangene, hun var alt for optaget af sine egne tanker, at hun slet ikke så den person, som kom ned imod hende. Hun ramlede ind i ham og landede hårdt på gulvet.
“Det må du meget undskylde, jeg gik helt i mine egne tanker. Kom du no… Severus?”
Hun spærrede øjnene op og stirrede på drengen foran sig. Han så vredt tilbage, mens han hurtigt kom på benene.
“Evans, er man ude så sent?” spurgte han hånligt og børstede støv af sin gamle kappe.
“Kan du vel se, Snape.” hvæsede hun og lagde armen over kors.
“Du tror nok, du er noget, hva’? Fordi du er blevet præfekt, men ved du hvad? Du er ikke bedre end alle os andre.” han fnøs og rynkede på næsen af hende.
Hun så ned, mens hun kæmpede for ikke at slå ham. Hvad bildte han sig ind? Han kunne ikke bare komme der og svine hende til, fordi han havde et problem med Black og Potter.
“Gå tilbage til din opholdsstue, Snape. Du skulle helst ikke opdages efter forbuddet, vel?” snerrede hun til ham.
Han lo, og det var ikke den latter hun savnede at høre, det var den ondskabsfulde en, han altid havde på, når han var sammen med sine såkaldte venner. Venner som ikke engang kendte ham så godt, som hun gjorde. Hun så lidt på ham, han lignede sig selv, bare højere og med dybere, sortere rander under øjnene.
“Godnat Hr. Snape.” sukkede hun. Han så forbløffet på hende, i det hun gik fobi ham. Hun gad ikke blive og diskutere, hun gad slet ikke se på ham. Han var skyld i hendes kvaler, han var skyld i, at hun ikke kunne sove ordentligt, uden at have drømme om dem. Drømme om dengang de havde leet sammen, snakket sammen, dengang de havde været der for hinanden. Hun savnede ham, selvom hun ikke åbenlyst kunne indrømme det. Hun savnede ham i det skjulte, dybt inde i sig selv, savnede hun ham. Savnede den måde han fik hende til at føle, savnede den måde han havde lavet grin med Potter og Black. Hun savnede sin bedsteven, ham som altid forstod hende. Hvis han ikke havde sagt det forfærdelige, han havde sagt, havde de stadig kunne være venner. Hvis han nu ikke havde haft de venner, han havde, så havde de stadig kunne være venner. Hvis og hvis og hvis og hvis.
“Hvordan gik det så?”
“Det har jeg ingen anelse om.”
Amalia så på hende med hoveder på skrå, “du har ingen anelse?”
“Nej. Potter kom, og han havde kodeordet, hvilket jeg ikke havde, og efter det fattede jeg intet.”
“Jeg kan ikke rigtigt følge med.”
“Dumbledore snakkede og snakkede, og nogen gange troede jeg, jeg havde fanget det, han snakkede om, men så mistede jeg den igen.”
“Hvilken?”
“Den røde tråd. Potter lod til at fatte det hele, men jeg sad bare der og lyttede, men fattede intet. Han snakkede om gode eksempler, kodeord og et eller andet værelse.”
“James?”
“Dumbledore. Og Potter forstod det, Dumbledore sagde, men jeg gjorde ikke, og bagefter skred han bare, så fattede jeg slet ikke noget, og så løb jeg ind i ham på gangen, det var forfærdeligt.” Lily smed sig på sin seng, mens stakkels Amalia prøvede at rede trådene ud, så hun kunne forstå hvad Lily sagde til hende.
“James forstod hvad Dumbledore sagde, som så forlod dig og så rendte du ind i ham igen på gangen? Eller rendte du ind i James på gangen?”
“Potter skred fra mig, og jeg rendte ind i Snape på gangen.”
Amalia nikkede. “Hvor hyggeligt. Men jeg forstår ikke, hvad lavede James hos rektor?”
Lily trak på skuldrene. “Jeg har ingen anelse, men jeg skal nok finde ud af det.” hun så stædigt frem for sig, mens hendes hjerne endnu engang arbejdede på højtryk.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 6. WHAT?!
Kapitlet blev tilføjet den: 15.09.2009 klokken 20:38 |
Man kan sige, at en dag kan starte på mange forskellige måder. Den kan starte godt eller dårligt, den starte blidt eller voldsomt, sjovt eller surt, langsomt eller hurtigt, men en ting er sikkert: ingen ville ønske at vågne, som James gjorde den anden lørdag morgen på Hogwarts.
“IIIIIIII’M DREAMING OF A WHITE CHRISTMAS.”
Forestil jer, at I trækker en kat i halen, mens I høre på en kvinde, der synger falsk opera, samtidigt med at der er en, som lader sine negle køre ned af en tavle. Forestil jer, hvordan jeres ører hviner og hyler, og hvordan I bare ønsker, at det hele ville stoppe, forestil jer, at jeres indre vrider sig i kramper.
Sådan havde James det, da Sirius begyndte at synge klokken syv lørdag morgen. Han sang alt fra julesange til gamle 80’er hits, og den stakkels James kunne ikke gøre andet end at lytte til ham, da han var for træt til at stå op.
“Please, Padfoot, ti stille. Jeg prøver at sove.”
“WE ARE FAMILY, I’V GOT ALLE MY SISTERS WITH ME… TRALALLALA.”
James rullede om på maven og holdt sig for ørerne. Han så panikslagen hen på Remus’ seng, som var tom.
Selvfølgelig.
Han var nok smuttet, inden Sirius kom for godt i gang. Peter lå til gengæld i sin seng… og sov? Hvordan fanden kunne den dreng sove i den forbistrede larm?
“Sirius. HOLD NU KÆFT.”
Der blev helt stille i sovesalen i meget lang tid, inden der lød et kæmpe snork fra Peter, der satte sig op med et sæt.
“Var der nogen, som sagde noget?” spurgte han søvndrukkent og stirrede på Sirius.
James rystede på hovedet af ham, men satte sig til sidst op og så hen på Sirius, der stod med et uundgåeligt udtryk i øjnene. James rakte ud efter sine briller, han sank langsomt, det blik lovede ikke godt. Det lovede slet, slet, slet ikke godt. Sirius øjne var helt runde med det skær i, som James helst ikke så var der. Langsomt kom Sirius hen imod ham, alt for sent, gik det op for James, hvad det var, som skete.
“Neeeeej Sirius. Nejnejnejnejnejnejnejnejnej.”
“Jo Jamie, jojojooo.”
Med et vildt skrig kastede Sirius sig over James, det hylede og faldt ned fra sengen. De to drenge rullede rundt, mens en forvirret Peter sad og så på dem. Han kløede sig i håret, mens han betragtede sine venner, der nu kæmpede en indædt kamp mod hinanden.
“Venner? Hvad laver I? Ved I hvad klokken er?”
Hverken James eller Sirius svarede, da de var alt for optaget af deres lille kamp på gulvet. De lagde ikke mærke til, at døren gik op, og Remus kom ind. Han hævede et øjenbryn, da han så de to drenge på gulvet.
“Hvad i alverden har I to gang I?” spurgte han og lagde bøgerne, han havde i armene, på sin seng.
“De slås.” mumlede Peter og trak på skuldrene.
“Det kan jeg godt se, Wormtail, men hvorfor gør de det?”
Sirius rev sig løs fra James og så bedrevidende på Remus, mens han smilede sit stjernesmil.
“Fordi, min kære varulv.” Remus rynkede voldsomt på næsen. “Prongsie her var så venlig at kritisere min skønsang.”
“Padfoot, alle med den mindste form for fornuft, ville kritisere dine sang evner.”
Sirius så dybt fornærmet på Remus, inden han rejste sig og tårnede sig op foran sin ven, der bare lagde armene over kors.
“Moony, ingen kritisere Sirius Blacks sang evner, de er fantastiske, jeg er en vidunderlig sanger, og ingen slipper levende fra at sige noget dårligt om mig.”
Remus rystede på hovedet af ham, “vil du virkelig risikere, at du ikke har nogen til at lave dine lektier, bare fordi jeg kritisere dine sang evner?”
Sirius fnøs, “jeg kan sagtens selv lave mine lektier, ellers tak.”
Remus nikkede bare og så ned på James, der lå i en yderst akavet stilling.
“Jeg går ud fra, at Prongs sagde noget yderst grimt om dine sang evner, siden du har maltrakteret ham sådan.”
Sirius nikkede med en stift mine.
“Så selvom du ved, at du skal dø som 27 åring, så har du intet problem med allerede at sørge for, at du ingen venner har til den tid, fordi du har tævet dem halvt ihjel.”
Sirius’ smil blegnede, og han skævede til sin bebrillede ven på gulvet. Et kort sekund efter sad han ved siden af James og forsøgte at ruske liv i ham. Peter sad stadig på sin seng og fulgte interesseret med i det hele, mens Remus himlede med øjnene, inden han forsvandt ned i opholdsstuen.
“Godmorgen Remus.”
Remus standsede brat op og stirrede hen på sofaen ved pejsen. Lily sad sammenkrøbet i den og smilede svagt til ham. Han smilede tilbage og satte sig overfor hende.
“Godmorgen Lily, hvad laver du så tidligt oppe?” han så på sit ur, der viste kvart over syv. Han så på hende igen og smilede et lille smil.
“Jeg venter på et brev. Hvad laver du her?”
“Sirius valgte at stå tidligt op.” ved den sætning hævede Lily et bryn. “og så begyndte han at synge.”
Lily lo, “jeg går ud fra, at han ikke synger godt.”
“Shhy, det skal du ikke sige højt, han har lige tævet James for at sige det samme.”
Lily åbnede munden for at sige noget, men lukkede den i det samme, da der kom en væltende ned fra drengens sovesal. Hun snerpede munden sammen, da hun så den høje dreng med det viltre sorte hår.
“Potter.” konstaterede hun, da han smed sig i stolen ved siden af Remus.
“Han bider hoved af mig, Moony.”
“Sludder Prongs, han er slet ikke så voldelig.” lød det beroligende fra Remus.
Lily rettede sig op, “Prongs? Er du Prongs?”
Potter så helt overrasket på hende, de havde ikke talt sammen siden den dag hos Dumbledore. Eller, han havde talt til hende, men hun havde ignoreret ham.
“Ja” sagde han tøvende og så spørgende på Remus, der meget hurtigt rejste sig og undskyldte sig med lektier.
“Hvorfor i al verden kalder de dig det?”
“Hvorfor kalder Sirius dig Lilseblomst?”
Lily rødmede kraftigt, men stirrede trodsigt på drengen foran sig. “Kommer ikke dig ved, Potter.”
Han trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen. Lily brændte efter at spørge ham om den aften hos Dumbledore, men noget i hende holdt hende tilbage. Det var imod hendes principper at tale med Potter, men det var noget som betød meget for hende. Så hun måtte spørge ham, hun måtte vide, hvad det hele havde handlet om. Nok var Lily skarpsindig og kvik, men den samtale kunne hun ikke gennemskue.
“Potter.” begyndte hun men standsede, da Black kom dansende ned af trappen.
“Har i set Remmymusen?”
Potter rystede på hovedet uden at svare, han så opmærksomt på Lily, der bankede vinkede mod portrættet. Black grinede til dem, inden han forsvandt ud gennem det på sin jagt efter den stakkels varulv.
“Du sagde, Lily?”
“Evans” rettede hun ham. “Den samtale hos Dumbledore hvad handlede den egentlig om?”
“Hvad?”
Lily tog en dyb indånding. “Jeg forstod den ikke helt.”
Potter stirrede på hende, men så brød han ud i latter. Lily så dybt fornærmet på ham, hvad fanden bildte han sig ind? Han kunne da ikke bare sidde der og le af hende.
“Potter, det er aldeles ikke sjovt. Jeg opsøgte Dumbledore, fordi jeg havde glemt en aftale med ham dagen før. En aftale jeg regnede med skulle handle om mine pligter som præfekt, og så håbede jeg også lidt på at møde den mandlige.” hun så på Potter, der sad og hev efter vejret, mens han tog sig til brystet.
“Og da jeg så kommer op til Dumbledore sammen med dig, begynder han bare at tale om alt muligt, og jeg forstod det virkelig ikke.” Lily var sikker på, at det var den længste samtale hun nogensinde havde haft med Potter, og han havde endda ikke så meget igen, hvilket var en stor sensation, da man nærmest skulle kniple ham, før han holdt kæft bare i fem minutter.
“Du forstod ikke, hvad han sagde? Du forstod ikke noget?”
Lily rystede stilfærdigt på hovedet, fast besluttet på ikke at sige mere til ham. Men så brød han igen sammen i latter, og hun mærkede rødmen stige op i kinderne. Hvad var det, som var så sjovt? Så gik det op for hende.
“Nej.”
Potter nikkede, mens han forsøgte at holde op med at grine.
“NEJ! Han kan ikke have valgt dig. Du er den mest umulige og inkompetente person, jeg nogensinde har mødt. Du kan ikke…”
“Jeg’ ked af det, Evans.” mumlede Potter sammenbidt.
“NEJ.” skreg hun og rejste sig brat. “Nej, nej, nej, nej. Du kan ikke være ham, det kan du bare ikke. Det er simpelthen for åndssvagt. Dig, som et godt eksempel for de små elever? Har han mistet sine logiske sans?”
Potter trak på skuldrene, mens han gled længere og længere ned fra stolen. Han hostede af grin, mens han landede på gulvet. Lily skreg rasende og sparkede til ham.
“HEY.” lød det vag hende, hvorefter Black kom styrtende for at hjælpe sin ven væk fra Lilys rasende fødder.
Black fik Potter op og stå, og Lily skreg endnu højere.
“Du har plaget ham til at vælge dig ikke sandt? Så du kan holde hånden over dine små venner, når I render rundt og laver jeres narrestreger. Men du kan godt tro om igen, Potter.”
Potter var blevet helt bleg, hans blik flakkede fra Lily til Sirius, som ikke så ud til at forstå samtalens pointe.
“Bare fordi du er på god fod med Dumbledore, skal du ikke regne med, at du slipper for at lave noget. Du er den mandlige præfekt, og jeg holder øje med dig.” hendes bryst hævede og sænkede sig, mens hun nedstirrede den blege Potter foran sig. Black slap ham pludseligt og så såret på ham.
“Er du blevet præfekt?”
“Undskyld Padfoot. Tilgiv mig nu?” James så bedende på Sirius, der bare ignorere ham og koncentrerede sig om sin stil. James prikkede til ham med sin tryllestav, men fik ingen reaktion. Han så bønfaldende hen på Remus, der bare rystede på hovedet.
“Padfoot, jeg ville jo fortælle dig det, jeg ville bare ikke ødelægge de første uger, vel? Mine natterunder begynder først i næste uge…”
“Og hvornår havde du så tænkt dig at fortælle mig, at du var blevet præfekt? En måned efter dine natterunder begyndte? Efter jul? Har du tænkt over, hvad du vil gøre, når det bliver den tid på måneden?”
Remus tyssede på dem, da han blev pinligt bevidst om, hvor den samtale førte hen.
“Ti stille, jeg vil helst ikke havde at hele skolen hører jer.”
Sirius rejste sig brat og samlede sine ting sammen, James så forbløffet efter ham. Han kløede sig i håret og så på Remus, der sad og gned sine tindinger.
“Har du ondt i hovedet igen?” spurgte James stilfærdigt og tegnede en krusedulle på sit pergament. Remus nikkede svagt, mens han sad med lukkede øjne.
“Potter.” en stemme skar gennem den tætte stilhed på biblioteket.
James vendte sig om og så Lily stå bag ham, hun stod med hænderne i siden og lignede en tordensky.
“Hej Evans.” mumlede han sløvt og hævede slapt hånden til hilsen.
“Har du ikke glemt noget?”
James skævede til Remus, der rystede tænksomt på hovedet.
“Nej?” svarede han prøvende.
“Det var mandag i går, hvis du ikke skulle have lagt mærke til det.”
“Og hvad så”
“Vores aftenrunde” hvæsede hun sammenbidt og trak ham op fra stolen, han så skrækslagen ned på hende.
“Du kommer ikke forsent i dag, Potter.”
Han rystede voldsomt på hovedet, og Lily snurrede rundt på hælen og forsvandt.
“Det er koldt.”
Lily sukkede dybt og så på Potter, der traskede ved siden af hende. Han gik med hænderne dybt begravet i lommerne, mens hun surmulede for sig selv. Hun trak kappen tættere om sig, hvorfor skulle hun også holde så stramt på reglerne og iføre sig sin skolekappe? Potter havde ret i, at det var koldt. Det var pokkers koldt.
“Det hjælper ikke, at du siger det hele tiden.”
“Jamen, det er altså koldt. Hvordan fanden kan det være så koldt indenfor? Har skolen ingen varme eller hvad?”
Lily trak uvilkårligt på smilebåndet, dog uden at vise det til Potter, der stillede nynnede for sig selv.
“Glæd dig til vi kommer udenfor.” mumlede hun.
“Udenfor? Skal vi udenfor? UDENFOR?”
Lily rullede med øjnene og sukkede dybt, hun var ikke sikker på, hun kunne udholde en hel aften med Potter, hvis han skulle brokke sig over kulden hele tiden.
“Det klæder dig ikke.”
Hun så op på ham, “hvilket?”
“Når du ruller med øjnene, det klæder dig ikke.” han trak på skuldrene og rodede lidt mere op i sit i forvejen pjuskede hår. Lily rullede igen med øjnene, hvor ligeglad var hun ikke, angående hvad han tænkte om hende?
“Jeg tror altså ikke, der er nogen udenfor. Skal vi ikke bare sige, det var det, og vende tilbage til opholdsstuen?”
“Nej Potter.”
“Hvad så med værelset? Vi kunne få lidt privatliv og lære hinanden bedre at kende.”
“Nej Potter.”
“Sikker?”
“Ja, hvad er det overhovedet for et værelse du snakker om? Nu det femte gang du nævner det i aften.”
“Præfekternes værelse.”
Lily standsede op og lagde armene over kors, hendes øjenbryn fløj op i panden. Potter smilede pludseligt stort til hende, han lagde ligeledes sine arme over kors.
“Åååh, James Potter ved noget Lily Evans ikke gør.”
“Kom nu til sagen.”
“Der er lavet et værelse til præfekterne, så de kan få lidt fred og ro, da der sjælendt er ro i opholdsstuerne. Der er både opholdsrum og soveværelser, sådan så præfekterne har et tilflugtsrum, da de jo har meget at se til ud over lektierne.” han så stolt på Lily, der stadig stod med et hævet øjenbryn. Han havde rent faktisk sagt noget klogt, Potter havde sagt noget klogt…
“Ufatteligt.” lød det så fra hende, hvorefter hun fortsatte runden. Potter luntede efter hende, og de gik i en stilhed, Lily fandt yderst tilfredsstillende.
“Hvad er din ynglings farve?”
“Hvad?”
“Hvad er din ynglings farve?”
“Det ved jeg ikke.”
“Jeg kan bedst lide sort… eller mørkeblå. Min mor mener mørkeblå klæder mig.”
“Aha?”
“Jeg tror, at grønt ville klæde dig.”
“Mmmh.”
“Fordi du har den specielle hårfarve, som du har. Og selvfølgelig på grund af dine øjne. Du har nogle dejlige øjne, Evans.”
“Ja.”
“Jeg ville gerne have sådan nogle pæne øjne, de skinner som smaragder.”
“Klart nok, Potter.”
“Er du glad for at gå her? Jeg synes nogen gange det kan være lidt kedeligt, jeg mener, her er lidt dødt sommetider. Som nu for eksempel, her er meget dødt.”
“Ja.”
“Her sker ikke en rygende fis, og alligevel trasker vi rundt på gangene og fryser helt ind til knoglerne. Hvis det ikke var fordi, du var her, så var jeg for længst gået tilbage til tårnet. Men du letter virkelig hele stemningen med dine korte svar, Evans.”
“Aha.”
“Jeg er helt vild med homoseksuelle mænd, jeg synes de klæder sig i sådan noget flot tøj. Og så er de også herre lækre i forhold til andre mænd, da de går mere op i deres udseende. Det tænder mig bare så meget.”
“Okay.”
“Skal vi vende om?”
“Ja ja Potter.”
Lily nåede lige at dreje hoved og se Potter vende om på hælen, hvorefter han styrtede ned af gangen tilbage hvor de kom fra. Lily så måbende efter ham og prøvede desperat at finde ud af, hvad deres samtale havde drejet sig om. Hun opgav dog hurtigt og skyndte sig efter ham. Hun indhentede ham, da han stod ved en trappe og så ud til at være fordybet i tanker. Hvilket fik hende til at se endnu mere måbende på ham.
“Hvorfor gik du?”
“Du sagde ja til at vende om.” lød det kort fra hove fra ham. Lily rullede med øjnene. Hun burde have vidst, at man var nødt til at følge med i en samtale med Potter, ellers kom der ikke noget godt ud af det.
“Ellers andet jeg har sagt ja til?” hun krydsede fingre for, at han ikke havde spurgt hende ud på date, mens hun havde ignoreret ham.
“Næh, hvad skulle det være?”
“Ikke noget.”
Potter så på hende, og hun gengældte tvært blikket. Det huede hende ikke, at de nu var på vej tilbage og skulkede fra deres pligter.
“Du troede, jeg havde spurgt dig ud på date, ikke sandt?” han så triumferende på hende.
“Og hvad så hvis jeg gjorde?”
“Du er helt vild efter, at jeg spørger dig ud, bare indrøm det Evans.”
“Potter, Potter, Potter. Jeg ville aldrig sige ja til en date med dig, heller ikke hvis du spurgte, mens jeg ikke hørte efter. Jeg ville slet ikke kunne tilgive mig selv.” hun så belærende på ham med armene over kors, men sænkede så paraderne. “Har jeg?”
“Nej, jeg spørger kun, når du hører efter. Det andet er jo ikke specielt hæderligt, vel?” han så smilende på hende, og hun måtte give ham ret, dog lydløst. Han skulle endelig ikke tro, han var noget.
“Vil du med mig på date?”
“NEJ!”
Alexa blafrede med sine lange øjenvipper, mens hun og læbestift på. Hendes blik var fast rettet på Sirius Black, der sad ovre ved pejsen i en blød lænestol. Han sad fordybet i en samtale med Remus Lupin, men hun satsede på, at han på et eller andet tidspunkt ville kigge hen på hende. Hun kastede sit lyse hår om på ryggen og blinkede til en førsteårselev, der flygtede op på sin sovesal. Hun lo mildt og så hen på Emily, der sad bøjet over sin stil om drager.
“Hvor er Lily?”
“På aftenrunde, Alex.” svarede Emily stadig bøjet over sin stil, hun kløede sig på kinden med fjerpennen, hvilket efterlod en lang blækstreg.
“Åhr, jeg har brug for hende.”
“Jeg tror ikke, han lægger mærke til dig, bare fordi Lily er her.”
“Nej, men James kigger på Lily, og når han gør det, kigger Sirius, fordi de så snakker om hende. Men han ser ikke en skid, når han sidder med den underlige.”
Emily så diskret på de to drenge ved pejsen. “Han er ikke underlig.” mumlede hun.
“Hvorfor tager den aftentur så lang tid?”
Emily sukkede, “hvor skulle jeg vide det fra? Den kan vel trække ud i evigheder, især når hun skal trækkes med ham.”
Alexa nikkede svagt, men rettede sig så hurtigt op og kastede sexet med håret, eller det som hun anså for sexet. Emily måtte anstrenge sig for ikke at grine, det var dog utroligt, som den pige skabte sig, bare for at få Black til at kigge på hende.
Alexa sendte Emily et stort smil, inden hun valsede hen til Black med det lange lyse hår svingende efter sig.
“Hey Emily, hvor er Alexa?” Amalia satte sig tungt på stolen, mens hun så søgende rundt i rummet. “Jeg kunne sværge på, jeg hørte hende ligefor.”
“Hun satte sig hen til Black og Lupin. Hvor skulle hun ellers være?”
Amalia lo, “godt spørgsmål. Lily er ikke kommet?” det var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun vinkede hen til Remus, der nu sad og så på Sirius flirte skamløst med Alexa, der grinede højt over de platte jokes, Sirius fyrede af.
“Jeg får helt ondt af ham.” lød det fra Emily.
“Ha’ hellere ondt af mig.” Lily væltede ned på stolen ved siden af Amalia, hun sendte onde blikke hen imod stolene ved pejsen, hvor Potter havde sat sig.
“Var det virkelig så slemt?” kom det fra Amalia, som var en trofast ven af både Lily og James, hun vinkede kort til ham, da han så hen på dem. Han skar ansigter til hende, mens han pegede på Lily, der sad med ryggen til ham.
“Han var forfærdelig, han snakkede konstant om, hvor koldt det var. Han var slet ikke til at stoppe, så til sidst ignorerede jeg ham bare.”
“Lily, du ved jo godt, at der ikke kommer noget godt ud af at ignorere ham.” sagde Emily strengt, mens hun skrev en konklusion på sin stil. Hun så op på sine veninde, hvor den ene sad og rystede af grin, mens den anden så surt på hende.
“Hvad er det, som er så sjovt, Am?”
“… James…” spruttede Amalia og lo højt.
Både Lily og Emily så med rynkede pander på hende, hvorefter de så hen på gruppen ved pejsen. Black sad stadig og lagde an på Alexa, der var helt rød i hovedet, mens Remus sad og rullede med øjnene, og Potter stod og ladede som om, han var ved at kaste op over dem. Han lavede den ene grimasse efter den anden, men det var kun Remus og Alexa, der sagde noget til ham, Black ignorerede ham totalt.
“Det er faktisk lidt synd for ham, synes I ikke?” spurgte Emily og lagde hovedet på skrå. “Jeg mener, at hans bedsteven ikke vil tale med ham. Bare fordi James blev præfekt?”
Lily rystede konsekvent på hovedet, der var intet som var synd for Potter. Han fortjente al den modgang, han kunne få.
“Sirius skal bare have lidt tid, han bliver god igen.” lød det fra Amalia. Hvilket var den sidste sætning hun fik sagt, inden Lily begyndte at brokke sig over Potter og hans væremåde. Både Amalia og Emily lyttede og nikkede, mens de begge forsøgt at holde masken, da Lily fortalte om den underlige samtale Potter havde startet, som hun kunne havde lyttet halvt til. Amalia smilede for sig selv, Lily kunne sige, hvad hun ville om James. Men han var og blev en god ven.
“Jeg tror faktisk, han sagde, at han tændte på bøsser.”
Emily og Amalia vekslede blikke, inden de begge begyndte at sprutte af grin. Lily sad et stykke tid uden at sige noget, men så kunne hun heller ikke holde masken. Lidt efter lå de tre piger ind over bordet, mens de grinede krampeagtigt over James Potter.
****************************************************************************
Okay der gik lidt længere tid end jeg troede, inden dette kapitel kom... Men her er det, håber det lever op til standarten. Skriv endelig en kommentar :)
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 7. Best friend forever, not anymore
Kapitlet blev tilføjet den: 18.09.2009 klokken 20:57 |
Sirius Black plejede ikke at være den, som bar nag overfor sine venner. Han plejede hurtigt at tilgive dem, da han vidste om de fortrød deres handlinger, eller mere ofte, at de jo bare havde lavet lidt sjovt. Og Sirius Black havde en god humor, det var ikke noget han ville klandres for. Sirius havde en bred vennekreds, da han var en populær dreng, og kunne tale med - næsten - alle. Han kunne navnet på flere elever end lærerne, da han færdedes meget på slottet. Han kendte flere elever, end han kunne holde tal på. Han var et kendt ansigt på slottet, mange drenge ville gerne være ham, der han havde en af de største fanskarer af piger hængende efter sig, den eneste som havde en næste ligeså stor fanskare var James Potter. Quiditch talentet.
Sirius havde mange bekendte på Hogwarts, mange som gerne kaldte sig hans ven. Men Sirius havde faktisk kun tre helt tætte venner, de venner han delte alt med. De stod sammen i tykt og tyndt. De var smedet sammen via en stor hemmelighed, en hemmelighed de skjulte, en hemmelighed der havde bragt dem tættere sammen. Sirius’ tre venner og ham selv havde været mere igennem, end nogen kunne tænke sig til, og han holdt af dem. Han var en loyal ven, ville aldrig såre dem, i hvert fald ikke med vilje. Sirius ville gøre alt for sine venner, beskytte dem, gå i døde for dem, hvis det var det, der blev krævet af ham for deres sikkerhed. Han elskede sine venner som sine brødre, derfor var det lettere for ham tilgive dem, når de gjorde noget dumt. Han kendte dem jo, kendte deres motiver, kendte deres humor. Ja, Sirius var god til at tilgive sine venner. Men ifølge Sirius, var han god til alt. Han var jo Sirius Black.
Desuden holdt Sirius sig “up-to-date” og lyttede gerne til sladder - hvilket man aldrig ville få ham til at indrømme - sådan så han bedre kunne vide, hvad der skete på slottet. Derfor regnede han med, at han vidste alt om alt. Han var et alt vidende orakel, som han selv udtrykte det, når man spurgte ind til, hvorfor han vidste alt det, han gjorde. Netop derfor kom det som et chok for ham, da han fandt ud af, at James Potter, hans ven James Potter, var præfekt. Hvorfor var han blevet præfekt? Havde James ændre sig så meget, at Dumbledore havde fundet ham kvalificeret til en sådan byrde, uden at han, Sirius, havde set det? Sirius var såret, meget såret, så såret at han tvivlede på, at han nogensinde kunne tilgive James. Det var ikke fordi, at James var blevet præfekt, mere det at han ikke havde sagt noget. Stolede han ikke på Sirius, siden han ikke havde sagt noget? Eller var de bare gledet fra hinanden? En tanke Sirius ikke kunne bære. James var hans ven, de havde været gennem mere, end nogen andre venner havde, hvorfor havde James intet sagt? Hvorfor havde Sirius ikke lagt mærke til at hans ven havde ændret sig gennem sommeren? Gennem de sidste år?
“Jeg hader ham.”
Remus lagde en hånd på Sirius skulder, han så ud over Hogwarts arealer. De stod i Ugletårnet, Remus havde netop sendt en ugle af sted med et brev til hans mor.
“Du hader ham ikke, han er din ven.” mumlede han og kløede sig bag øret, en dårlig vane han havde fået sig, efter at have tilbragt en del tid med Sirius.
“Han kunne have sagt noget.” lød det deprimeret fra Sirius, som hang med hovedet.
Remus sukkede, der var snart gået to uger uden, at Sirius og James havde snakket sammen, og hver dag sagde Sirius den samme ting om og om igen.
“Han kunne i det mindste have fortalt mig det.”
“Det ville han også have gjort, men han var bange for, at det her ville ske.”
“Hvilket?”
“At du ikke ville tale med ham, fordi han har ændre sig ifølge Dumbledore.” svarede Remus træt og gned sine tindinger, han orkede virkelig ikke flere af Sirius’ diskussioner, om hvor synd det var for ham.
“Jeg er hans bedste ven, han kan tale med mig om alt. Jeg har hørt på ham i snart 7 år, snart 7 år, Remmie. Hvorfor skal det ændre sig nu?”
“Du gider ikke tale med ham, han holdt det hemmeligt, ellers ville du enten drille ham eller mene, han havde ændret sig for meget. Jeg prøvede at overtale ham til at sige det, men han lyttede ikke.”
Sirius vendte sig om og så på sin ven, sin kloge ven med de gode råd, som han havde hængt på den sidste måned. “Hvorfor fortalte han det til dig?”
“For at få et godt råd. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han nærede intet ønske om at blive præfekt, det gør han stadig ikke. Han har endda talt med lærerne om det. Han gør det kun, fordi han ikke kan slippe.”
“Han kan sagtens slippe, han kan lade vær med at gøre det. Han kan ignorere alle de regler. Han kan hænge ud med mig, som vi plejede, han kan kaste forbandelser efter de små, efter Snape. Han kan pjække fra timerne. Han kan…” Sirius pustede sig op, men kunne ikke komme i tanke om flere ting, James kunne gøre for at slippe ud af det.
“Sirius, han kan ikke bare lade vær med at gøre tingene, det ved du også godt. James føler faktisk et ansvar, når han nu får de her pligter. Han kan ikke bare ignorere alle reglerne, så smider de ham ud. Han kan ikke hænge ud med dig, du gider ikke tale med ham. Han kan ikke bare gå og kaste om sig med forbandelser, det ville også medføre at han røg ud, hvis han pjækker fra timerne, kommer han ikke op til eksamen. Det ønsker du vel ikke for ham, han behøver en karriere, drengen er ikke dum. Han kan ikke leve af sin sport, selvom han gerne vil. Sirius, hvis han gør noget af det, du siger, så ryger hele hans fremtid. Desuden, han ville aldrig overlever, hvis han pjækkede fra sine pligter som præfekt.”
“Du overdriver, lærerne ville aldrig slå ham ihjel. De er onde, men ikke så onde.” lød det fra Sirius, der igen havde vendt blikket ud over Hogwarts. Remus havde ret, James’ fremtid var på spil, hvis han fulgte Sirius’ instrukser. Det vidste Sirius da godt, men Remus havde det med at udpensle alle ting, så man fik dårlig samvittighed.
“Jeg taler ikke om lærerne, jeg taler om Lily. Hun slår ham ihjel, hvis han skulker. Hun er ikke for glad for ham i forvejen, vel?”
Sirius smilede for sig og så på Remus, der også smilede. Lily ville slå James ihjel op til flere gange, hvis han smuttede fra sine præfektpligter, eller hvis han lavede ballade, eller hvis han gjorde andet, hun ikke brød sig om.
Emily lo højt og klamrede sig til sin kost, for ikke at falde af. Hun så ned på banen, hvor James stod og skreg af nogle af så elever, der nægtede at forlade banen. Hun så ned på tribunen, hvor Amalia og Alexa sad og lavede lektier. De lå begge på bænkene, og Emily gættede på, at de grinede. Hun svævede ned til jorden og landede ved siden af James, der var blevet helt hæs. De små elever var på vej ud fra banen, mens de surmulede.
“Jeg hader små elever.”
“Du har selv været en af dem.” svarede Emily, selvom hun godt vidste, han ikke talte til hende. Han så på hende med de nøddebrune øjne og smilede skævt.
“Derfor kan jeg vel godt hade dem.”
“Kan du huske den første gang, du så den her bane? Ikke engang McGonnagall kunne få dig væk igen, du ville bare med på holdet. Men du var nødt til at vente et år, du var så deprimeret.” hun klappede ham på ryggen.. James lo og lagde en arm om hende.
“Op på kosten, Emily. Vi nødt til at få trænet, ellers bliver vi aldrig klar til første kamp.” han blinkede til hende.
Imens James sendte sit hold i luften, sad Amalia og Alexa og betragtede dem oppe fra bænkene. De havde ligget og rullet rundt af grin, da James havde skændtes med nogle førsteårselever, nu sad de med deres bøger foran dem og prøvede at læse.
“Der’ nogle der siger, at de ved, at vi får en stil om animagi.” sagde Alexa henkastet og bladrede i sin bog. Amalia nikkede svagt, mens hun noterede noget ned på sit pergament. Hun rynkede let brynene og så op.
“Men, det er jo ikke noget vi har haft om endnu. Hvordan ved de det?”
“Gæt.”
Amalia kiggede op på hende, hun smilede. “Black?“ Alexa nikkede smilende.
Selvfølgelig. Black havde kigget på lærernes kontorer for at se, hvad han skulle lave resten af året. Kunne man blive mere doven end det?
“Naaaaaaarj.” lød det fra Alexa. “Se der er han. SIRIUS!” hun vinkede til en lille bitte person nede på banen, der stod og så op på spillerne i luften. Amalia rystede på hovedet af hende, den pige var besat. Alt for besat.
“Pas nu på, du skulle nødig ende som Mizzy.”
Alexa fnøs, “tal ikke om det pigebarn, hun var jo så væk.”
“Du har ret i, at hun er væk. Hun er ikke på skolen mere.”
Alexa så på hende, “hvad? Er hun her ikke mere?”
“Du har delt sovesal med hende i seks år, og så ved du ikke, om hun er her? Lever du i din egen verden, eller hvad?”
Alexa trak på skuldrene. Hun rejste sig og blinkede til Amalia, hvorefter hun løb ned af trappen til sin Sirius.
Sirius stod på banen og så op på spillerne, han kunne ikke se James. Han fandt Emily, de var på vej mod målringene, hun scorede så let som ingenting. Han så de to baskere, der så ud til at skændtes. Og der, der var James på vej hen til dem, sikkert for at skælde dem ud. Han så hvordan de tre drenge hang stille i luften, mens en heftig diskussion gik i gang. Den ene baskere, Sirius mente var Johnson, slog ud med den ene arm, mens den anden, Morrison, så ud til at råbe til James. James daskede dem begge over nakken og fløj ned mod jorden. Sirius smilede, James var ufatteligt god til at slutte en diskussion, et dask og så skred han. Hvis diskussionen da ikke var alvorlig.
“Sirius.”
Han sukkede dybt, kunne det pigebarn da ikke lade ham være i fred? Han gad hende virkelig ikke. Hun var næsten ligeså klæbende som Mizzy.
“Hej Alexa.” mumlede han, mens han stadig holdt øje med James, der pludselig skiftede retning og fløj opad i stedet for. Sirius sukkede igen, James ville vidst ikke tale med ham. Ikke at det undrede ham, han havde ikke været så venlig, det sidste stykke tid. Alexa trak ham i armen, hun blafrede med de elegante vipper og smilede sødt til ham.
“Vil du ikke med ind? Her er lidt koldt.”
Sirius så op på James, der havde travlt med at dirigere rundt med de forskellige spillere, han nikkede stumt.
Remus betragtede Sirius, der forlod banen med armen rundt om Alexa, han rystede på hovedet. Sirius var bare for meget, kunne han da virkelig ikke forstår vigtigheden af at blive venner med James igen? Remus masserede sine tindinger og satte hurtigt kursen mod biblioteket. Han trængte til fred og ro, kunne han mærke.
Mange ville nok undre sig over, at Sirius Black ikke talte med sin ven James Potter, men Sirius stolthed afholdt ham fra det. Han ville vise James, at han sagtens kunne klare sig uden ham. Han behøvede ikke James. Sirius var så forblændet af sin stolthed, at han ikke indså, at han opførte sig som en jaloux eks kæreste.
Men snart skulle Sirius indse, at han ikke kunne fortsætte på den måde. Han kunne ikke tilbringe hele sit liv med at ignorere James, og et eller andet sted inde i Sirius vidste han det godt. Desværre skulle der meget til, før han indrømmede det overfor sig selv og James. Så meget, at det næsten kostede ham hans vens liv.
Regnen sjaskede ned den morgen, hvor den første Quiditchtunering skulle afholdes, men det forhindrede ikke folk i at snakke i munden på hinanden under morgenmaden. Alle snakkede om den forestående kamp, og anførerne for holdene fik mange klap på ryggen og glade bemærkninger. Hufflepuffs anfører solede sig i sit kollegiums begejstring og smilede glad til alle, der råbte held og lykke til ham. Han lo højt og blinkede til alle de nærmeste piger, men når ingen så på ham, kiggede han nervøst til hen til Gryffindorbordet, hvor James Potter sad. James Potter var en fremragende søger, og det lod til, at han havde styr på sit hold. Han kendte de svagheder de eventuelt havde, og han vidste hvordan, han skulle forbedre dem. Desuden var han rigtig, rigtig, rigtig god til at lægge strategier, så anføreren fra Hufflepuff var bange. Han havde spillet mod Potter før, men aldrig hvor de begge var anførere. Han så ikke frem til det, men selvfølgelig viste han det ikke overfor de andre. Han så en sidste gang på Potter, inden han gennede sit hold ud af storsalen.
“GO GRYFFINDOR! GO DRYFFINDOR! GO GRYFFINDOR!”
James stirrede frem for sig, hans mad stod urørt foran ham, hans skuldre hang og hans øjne flakkede nervøst ned langs bordet. James Potter var ikke vant til at være nervøs før en kamp, hans nerver plejede først at røre på sig, når han stod i omklædningsrummet og kunne høre folk på tribunerne. Han kunne ikke spise, ikke synke, han så på Peter, der sad overfor ham. Drengen åd og åd, men selvfølgelig, han skulle jo ikke spille kamp. James tvivlede faktisk på, om kosten overhovedet ville kunne bære Peter, når han nu åd så meget. Peter sendte ham et stort smil, mens han gumlede på en toast, James nikkede tilbage uden at smile. Han ville væk.
“God kamp, James.” en eller anden klappede James på skulderen, og James fremtvang et lille smil.
“Ja, vi vinder.” mumlede han.
“Op med humøret, Prongs. Vi vinder.” Remus satte sig ved siden af ham, han smilede stort, inden han tog sig en omgang røræg. James så overrasket på ham.
“Har du ikke spist? Du plejer da at være først, hvad er der gået galt?”
“Sirius.” kom det mumlende fra Remus, der sad med munden fuld af røræg. Det gik straks op for James, at der var noget helt galt, siden Remus talte med mad i munden. James var tæt på at spørge, hvad der var galt, men ombestemte sig. Han ville helst ikke tænke på Sirius, og hvad han gjorde og ikke gjorde. Remus klappede ham på armen, mens han så spørgende på ham.
“Jeg må hellere gå nu.” mumlede James og rejste sig. Han kaldte sit hold sammen, hvorefter de marcherede ud af storsalen under høje klapsalver og “huuh” råb.
Remus så på Peter, der klappede højt og skreg hurra efter James. Remus rystede på hovedet og spiste videre. Han koncentrerede sig dybt om sine røræg.
“Hvad var der med Black?”
Remus drejede hoved og så ind i Lilys grønne øjne, hun så nysgerrigt på ham. Han smilede venligt til hende.
“Hvorfor spørger du? Du bryder dig jo ikke om ham?” Remus kendte allerede svaret, men spurgte alligevel, han håbede så inderligt, at han tog fejl.
“Jeg er præfekt.”
Han sukkede dybt, han havde ikke taget fejl. Lily var efter Sirius, og nu stod valget mellem at lyve overfor Lily, som sikkert opdagede det, eller at sige sandheden og forråde sin ven.
“Han har været meget sammen med Alexa.” lød det fra Peter, der stadig gumlede på sin toast (hvis det da ikke var en ny en).
“Det ved jeg godt.” lød det spidst fra Lily, imens hun fastholdt Remus’ blik. Remus nikkede, men hørte ikke rigtigt, hvad Peter sagde.
“Han er sammen med hende nu.” lød det fra Peter igen. Lily sendte ham et rasende blik, der sagde alt om hendes mening angående Sirius og Alexa. Remus nikkede bare.
“Vi skal derned nu.” sagde han så uden at svare Lily på hendes spørgsmål. Hun var hurtigt på benene og fulgte tæt efter ham. Remus sagde ikke et ord, indtil de sad på tribunen. Her vendte han sig mod Lily, der havde sat sig ved siden af ham.
“Jeg ved ikke, hvorfor Sirius er, som han er. Jeg ved ikke hvorfor, han pludselig render rundt med Alexa. Men jeg ved, at hun sikkert ender med et knust hjerte. Og jeg har sagt det til ham, men han lytter ikke.”
Lily nikkede bare, og vendte hoved, da spillerne kom på banen. Remus smilede for sig selv, da han fik øje på James. Han så nervøs ud, selv fra den højde Remus befandt sig i, og Remus havde en ide om, hvad der var galt. Der var et tomt sæde ved hans ene side, og han var sikker på, at James havde det på fornemmelsen.
“Haaai.” Amalia væltede ned ved siden af Lily og så helt forpustet ud. Hun smilede stort til, mens hun rodede rundt i sin taske, som så meget større ud end den plejede.
“Am, hvad har du i din taske?” spurgte Lily og kiggede over hendes skulder, hun kiggede tilbage på Remus, der så lige så lost ud som Lily.
“Min opbakning til James, selvfølgelig.” storsmilede Amalia og hev en kæmpe uformelig klump op af tasken. Lily og Remus vekslede sigende blikke. Den pige var bare ikke helt normal. Amalia udstødte et højt skrig, hvilket fik Lily til at hoppe op i luften og næsten lande i skødet på Remus. Spillerne havde sat af fra jorden. Amalia piftede højt, da James susede lodret op i luften. Lily så undskyldende på Remus, der bare smilede. Han vendte opmærksomheden mod kampen og så James svæve højt oppe over målringene. Han havde endnu ikke fået øje på lynet. Lily forsøgte desperat at starte en samtale med Amalia, som var alt for optaget af kampen til at lytte til hende. Amalia hujede hver gang en fra Gryffindor fløj mod målringene og piftede, når de scorede. De var et godt stykke inde i kampen, og James havde forholdt sig rolig på sin kost. Remus spekulerede på, om James overhovedet havde opdaget, at kampen var begyndt. Så dykkede han. James dykkede. Amalia holdt vejet og knugede Lilys hånd, hvilket fik Lily til at skære ansigt. Så skreg nogle første års piger nede fra første række, de troede højst sandsynligt, at James var ved at komme galt af sted. Remus gad ikke tage sig af det, det var lørdag, han gad ikke lege vejleder under kampen. Men så skreg både Lily og Amalia. Remus der havde fundet en bog frem så op og skreg højt, da James kom susende hen over ham.
James rettede skarpt kosten nedad, da han så lynet. Han strøg gennem luften som en pil, jorden nærmede sig. Det samme gjorde lynet, men så rettede det op.
Fuck.
Han rettede hurtigt op og fulgte efter det, Hufflepuffs seeker fløj stadig rundt ovre i den anden ende af banen. Han vidste, at James kunne lide at blære sig på sin kost og regnede med, at det var endnu en af James små shows.
James så alt for sent, hvor lynet var på vej hen. Han rettede op, så hurtigt han kunne, og var heldig ikke at ramme pigerne fra førsteårgang, der sad på tribunen. De skreg op, og James mumlede et lavt undskyld, idet han susede forbi dem. Velkendte ansigter fløj forbi ham, og han nåede at give High Five til flere forskellige personer på sin lille tur gennem publikummet, han mente endda han gav High Five til den samme person op til flere gange.
Han hørte et skrig og så Lily og Amalia sidde og holde om hinanden, han var alt for tæt på dem. Han svingede for ikke at ramme dem og nåede at se Remus’ forskrækkede udtryk, inden han rettede skråt op. Han skulle have det lyn.
James så sig tilbage og så den tomme plads ved siden af Remus, Sirius var ikke kommet til kampen. Sirius var ikke kommet til kampen, han var udeblevet. Den eneste grund til at Sirius udeblev fra en kamp, var hvis han havde eftersidning. Og Sirius havde ikke eftersidning, det var James overbevist om. En knugende fornemmelse bredte sig i hans mave, han strammede grebet om kosten. Han vidste, at Sirius var sur, men så sur at han ikke dukkede op til kampen, det havde James ikke regnet med. En skikkelse bevægede sig i udkanten af hans øjenkrog, han drejede hovedet. Hufflepuffs seeker var halet ind på ham, han havde langt om længe fået øje på lynet. James skubbede tanken om Sirius om bag i hovedet og satte farten op.
“HEY POTTER!”
James reagerede ikke.
POTTER, HAR DU LAGT MÆRKE TIL, AT DIN SÅKALDTE VEN IKKE ER HER.”
James bed sig i læben, han rystede let. Nej, bliv på kosten. Lynet var lige foran ham, han skulle bare række ud efter det. Desværre valgte lynet i det øjeblik at dykke direkte ned, et lige dyk ned mod jorden. James bed tænderne sammen, han skulle have fat i det lyn. Uden tøven dykkede han efter lynet, rakte hånden ud efter det. Bare lidt længere, lidt længere endnu så har du det.
“DET SER IKKE UD SOM OM HAN GIDER DIG MER’ POTTER.”
Han havde det, han havde lynet, han skulle bare lukke hånden, så havde han det.
“HAN HAR NOK FUNDET EN ANDEN BEDSTE VEN!”
Hufflepuffs seeker vidste spillet var tabt, Potter havde lukket hånden om lynet. Han bandede indeni sig selv, men så spærrede han øjnene op. Han faldt. Potter faldt. Han havde været i et lige dyk, da han havde fanget lynet, og nu faldt han. Han måtte have mistet grebet om kosten. Han så ned, der var langt, alt for langt.
Remus rejste sig brat. Det kunne ikke være sandt, nok faldt James af kosten nogle gange, men ikke på den måde. Ikke fra den højde. Remus styrtede af sted mod trappen, håbede at lærerne havde set det, håbede nogle udover ham ville reagere. Det var en fandens højde, hvor havde James efterladt sit hoved. Det stunt han havde haft gang i, havde han lavet mange gange før, han rettede altid op efter, han havde fanget lynet. Hvad var gået galt? Remus styrtede ud på banen, skreg til Madam Hooch, der så forvirret på ham og råbte, at han skulle væk fra banen. Men så reagerede alle andre tilskuere, og Madam Hooch så op. Hun skreg, da hun så James falde, og han faldt hurtigt.
En tryllestav, et glimt, mange tusind skrig.
****************************************************************************
Her kommer næste kapitel, håber det er godt. Undskyld stavefejl.. Det kommer ind lidt tidligere, end jeg havde tænkt mig, men har siddet og glanet billeder af vores alle sammens ynglings drenge, og det har givet mig en masse gode ideer til de næste kapitler :)
Håber I nyder dette kapitel
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 8. Changes
Kapitlet blev tilføjet den: 21.09.2009 klokken 14:51 |
“Det alt sammen min skyld, det alt sammen min skyld. Jeg virkelig ked af det, professor.” Hufflepuffs seeker stod foran professor McGonagall , hun klappede ham på skulderen.
“Det er ikke deres skyld, Mr. Graw, overhovedet ikke. Desuden overleve han, så smut De ned og tag et bad.” hun gennede ham ud på gangen og lukkede døren efter ham. Hun vendte sig mod Remus, der stod og stirrede stift på James’ livløse skikkelse på sengen. Han lukkede kort øjnene, ønskede sig langt, langt væk fra hvor han var. Men da han åbnede øjnene, var han præcis, hvor han hele tiden havde stået på Hospitalsfløjen.
“Jeg vil gå op til rektor, holder De øje med ham, Mr. Lupin?”
Remus nikkede svagt. Han så på Madam Pomfrey der rendte forvildet rundt om James, hun ville tage sig godt af ham, det vidste han. Han så hen mod døren, McGonagall var gået. Han tænkte sig hurtigt om, Madam Pomfrey var der, så James var i gode hænder. Han kunne sagtens gå fra ham bare et lille stykke tid. Han måtte finde Sirius. Det var hans skyld alt sammen. James ville ikke været faldet af kosten, hvis ikke Sirius stadig var hans ven, James havde haft tankerne et andet sted på grund af Sirius. Hvis Sirius ikke havde opført sig som et barn, så ville ulykken ikke havde været sket. Pokkers til Sirius. Hvis Sirius idet mindste var dukket op til kampen, så havde James måske koncentreret sig bedre. Hvorfor var Sirius ikke hos sin ven nu?
Remus hastede ned af gangen, mens han fandt på alle mulige grunde til, at det var Sirius skyld, at James var faldet. Det var nødt til at være Sirius’ skyld, det måtte det være. James faldt ikke bare af kosten på den måde, det var Sirius’ skyld alt sammen.
“Remus, Remus, Remus. Veent.”
Han standsede, en eller andet, en pige bedømte han ud fra stemmens klang, halede ind på ham.
“Hvor er du på vej hen, skal du ikke være hos Potter?”
Remus smilede, det var Lily. Det kunne kun være Lily.
“Jeg skal finde Sirius.” svarede han kort fra hoved og fortsatte sin vandring ned af gangen. Lily fulgte efter ham.
“Men hvem sidder så hos Potter? Hvad nu hvis han vågner? Hvis han ikke gør?”
Hun lød oprigtigt bekymret, men Remus nægtede at tro, at hun var bekymret for James. Det lød mere til, at bekymringen var rettet mod ham.
“Madam Pomfrey er hos ham, jeg er nødt til at finde Sirius.”
“Du finder ham ikke, ham og Alexa er forsvundet. Ingen har set dem siden fredag eftermiddag.” sagde Lily og holdt ham tilbage ved at gribe fat i hans arm. “Du burde være hos din ven, ikke lede efter ham, du mener er skyld i det.”
“Jeg mener ikke, at Sirius er skyld i det. Han var der slet ikke,” løj Remus og så hende vredt i øjnene. Men selvfølgelig så Lily lige ind i hans sjæl, ligesom hun altid gjorde.
“Remus, du ved godt, det ikke er sandt. Jeg kender dig. Dine venner betyder alt for dig, og nu taler to af dem slet ikke sammen. Du skyder skylden på Black, fordi det er ham, som opfører sig barnligt. Gå tilbage til Potter.” hun klemte hans hånd. “Gå tilbage til din ven, og lad ham den anden finde ud af det selv.”
“Jeg er nødt til at finde Sirius, han er skyld i det her. Jeg er er nødt til at tale med ham. Om jeg så skal lede hele natten.” Remus var forblændet af sin vrede mod Sirius, han ville ikke lytte til Lily, selvom det hun sagde var fornuftigt. Han rev sig fri fra hendes greb og løb ned af gangen. Lily så efter ham med et bekymret blik. Så måtte hun sætte sig op til Potter, om end hun ikke havde lyst. Men Remus holdt af sine venner, og hun vidste, at han normalt ikke ville gå fra en såret ven. Han ville ikke kunne tilgive sig selv, at han have forladt Potter, når han blev sig selv igen. Derfor måtte hun sætte sig derop og holde øje med Potter for ham, det skyldte hun ham. Han havde været der for hende, nu var det hendes tur til at være der for ham.
Lily satte sig på stolen ved siden af sengen, hun så ned på drengen i den. Han så ikke for godt ud. Lærerne havde nået at redde ham, inden han kolliderede med jorden. Desværre havde ingen af dem nået at fremmane noget, der kunne afdæmpe stødet, så han havde fået sig nogle knubs, som Madam Pomfrey sagde. Lily havde ikke deltaget i løbet ned mod banen, da Potter faldt og havde stolet på det lærerne havde fortalt dem, men nu hvor hun så ham, var hun ikke enig i det de sagde. De “knubs” Madam Pomfrey havde omtalt, var aldeles ikke knubs. Hans ene arm var brækket, han have store sår i ansigtet, som godt nok var viklet ind, men ethvert normalt menneske, kunne da se, at han var slemt tilberedt. Lily turde slet ikke tænke på, hvad der var sket indeni ham, da han ramte jorden. Brækkede ribben, indre blødninger, en sprængt milt. Hun lukkede kort øjnene. Godt nok kunne hun ikke lide Potter - rent faktisk hadede hun ham - men ingen fortjente at falde ned fra sådan en højde. Ikke engang ham.
“Søde ven, du må hellere gå tilbage til din opholdsstue, så du ikke får en eftersidning.”
Lily åbnede øjnene. Der var blevet helt mørkt, hun var vidst faldet lidt i søvn. Hun så på den sovende Potter, der ikke havde ændret stilling, siden hun var kommet. Hun nikkede, hun kunne jo ikke blive der hele natten.
Sirius havde på fornemmelsen, at der var noget han havde glemt. Desværre kunne han ikke helt komme i tanke om hvad. Han så på Alexa, der lå og sov i stolen med det lange hår spredt ud. Han sukkede, hvor var det dejligt, at hun endelig var faldet i søvn. Han svang sin kappe over skulderen og skyndte sig ud af døren, han skulle væk. Langt væk, han måtte være i fred. Han havde tilbragt to dage med hende det frygtelige pigebarn, han trængte til fred. Han trængte til stilhed, han trængte til ro. Ja, Sirius Black trængte til en tur på biblioteket.
Han drejede ned af gangen og småløb ned til biblioteket, hvor han forputtede sig til den fjerneste afkrog af dem alle. Han greb en bog på vejen, hvorefter han satte sig til rette op ad væggen og begyndte at læse. Sirius kunne godt lide at læse, selvom han ikke gjorde det tit. Han mente livet var alt for kort til at læse, men alligevel nød han, den stilhed en bog bragte med sig. Selvom han nu tvivlede på, han nogensinde ville nyde den ligeså meget, som Remus gjorde, når han læste.
“Jeg har aldrig i mit liv troet, at jeg ville se dette. Sirius Black læser.”
Sirius så op, han så ondt på pigen foran sig. Hun så rasende på ham. Han vidste, at Remus ville skrige ham ørerne fulde af moral, når han stødte ind i ham, lige meget hvor de så end befandt sig. Men Sirius havde ikke overvejet, den vrede Lily Evans ville udsætte ham for, hvis hun fik fingrene i ham. Desværre for Sirius havde Evans fundet ham, og han kunne ikke flygte.
“Hvad vil du, Evans?”
“Hvor har du gemt Alexa?”
Sirius så forvirret ud, gemt Alexa? Hvorfor ville hun vide det? Så gik det op for, Evans og Alexa var veninder, og Evans brød sig vidst ikke synderligt om, at Alexa og ham selv “datede”.
“Hun sover, men hun kommer nok snart rendende for at lede efter mig. Jeg håber, hun render ind i dig først.”
Evans så stadig rasende på ham, hun stod med armene over kors og ventede på mere.
“Slap af Evans, hun er okay. Hun er ikke død eller noget i den retning, hun trak vejret, da jeg gik. Og det eneste jeg har lavet med hende, var at snakke og spille spil. Ikke andet.” han lagde hoved lidt på skrå og kneb øjnene sammen. “Hun snakker godt nok meget hende din veninde, hun snakkede konstant. Er du klar over, hvor glad jeg blev, da hun faldt i søvn? Men så snakkede hun kraftedme også i søvne.”
Sirius så, at Evans trække på smilebåndet, pigen havde da lidt humor, hvis han nu bare kunne få hende i lidt bedre humør, slap han måske for en skideballe.
“Hvor var I henne?” spurgte hun så. Sirius kunne ikke gennemskue, om hun var sur eller nysgerrig.
“Det ved jeg ikke, det var hende, som fandt det.” løj han og smilede sødt.
“Jeg har ikke set Remus siden i går. Har du set ham?”
Sirius så på hende med rynket pande, “Hvad?”
“Jeg kan ikke finde Remus, og han ledte efter dig, så jeg tænkte, du måske havde set ham? Det er vigtigt.” hun så bekymret på ham.
“Jeg har ikke set ham.” mumlede Sirius så.
Evans nikkede og drejede om på hælen, hun forsvandt om bag reolerne. Sirius så efter hende, undrede sig over, hvad der lige var sket. Lily Evans havde ikke råbt af ham, ligesom hun plejede at gøre, når hun var utilfredshed ham - hvilket hun altid var - hun havde snakket stille og roligt til ham. Sirius undrede sig over, hvad hun ville tale med Remus om, siden hun havde virket så bekymret. En ubehagelig tanke slog ned i ham. Havde hun regnet den ud? Havde hun gennemskuet dem? Ham? Vidste hun, hvad han var? Sirius rystede voldsomt på hovedet, nej. Det var noget, han bildte sig ind. Hun vidste intet, det var han nødt til at overbevise sig selv om. Han løftede hovedet, da han hørte nogle vrede skridt nærme sig, og bankede hovedet ind i væggen, da Lily Evans trak ham op fra gulvet. Hvor pigen fik kræfterne fra, anede Sirius ikke, men hun var godt nok stærk, når hun var sur.
“Du kan ikke være det bekendt Black, jeg har siddet hele dagen og halvdelen af natten på Hospitalsfløjen, fordi Remus skulle ud og finde dig, fordi du valgte at forsvinde med Alexa. Du kan ikke bare gå og tro, at hele universet tilbeder dig, Black. For det gør det ikke. Beklager. Jeg forsøgte, at få ham til at blive, men det havde han ikke tid til, for han var nødt til at finde dig. Dig. Du er skyld i, at Remus ikke fik set Potter, inden de sendte ham hjem. Hans forældre hentede ham i morges, og Remus er forsvundet, fordi han leder efter dig. Det hele er din skyld, Black!” Sirius stod helt bukket sammen og ventede på flere slag, men de kom ikke. Han rettede sig op, dog mens han ømmede sig voldsdom. Evans stod grædefærdig foran ham og trak hvæsende vejret, hun så ondt på ham. Hendes læber skælvede let, og hendes grønne øjne glimtede faretruende. Sirius vidste íkke helt, hvad han skulle sige. Hun havde talt så forbandet hurtigt, at han ikke havde nået at opfatte tingenes sammenhængen.
“Kan du gentage det langsomt?” spurgte han sløvt og gned sin arm, som var helt blå efter hendes slag. Hun hvæsede et eller andet, han ikke kunne høre, hvorefter hun stormede væk. Sirius stod ubeslutsomt lænet op af væggen, men så så han op. . Han rettede sig op med et beslutsomt blik.
“Hvor er James? Hvor er James? Pete, hvor fanden er James?”
Sirius ruskede i den stakkels Peter, der havde tårer i øjnene og munden fuld af chokolade. Hvordan den dreng altid kunne have munden fuld af et eller andet, når Sirius eller andre havde fat i ham, fattede Sirius ikke.
“Han faldt af kosten.” hostede Peter, som tydeligvis var ved at blive kvalt. Sirius slap ham, han spærrede øjnene op og så lige ud i luften. Han stod et stykke tid på den måde, inden han dumpede ned i stolen bag ham.
“Jeg gik glip af kampen.” sagde han tonløst.
“Ja det gjorde du, og derfor faldt James af kosten.”
Peter krympede sig pludseligt og rykkede væk fra Sirius, han så skræmt på personen bag Sirius, som ikke rørte en muskel.
“Du kom ikke til hans første kamp, for du havde alt for travlt med Lilys veninde. Hvilken slags ven er du, Sirius? Hvad er der galt med dig? Jeg troede du ville komme over din sårede stolthed, men du skulle absolut være barnlig og blive væk fra den kamp. Du ved hvor meget første kamp betyder for ham. HVAD TÆNKTE DU PÅ?”
Sirius så på Remus, der havde pustet sig godt og grundigt op. Han så rasende på Sirius, der trak på skuldrene.
“Jeg tænkte ikke…”
“Selvfølgelig gjorde du ikke det, du tænker aldrig, Sirius. Du tænker aldrig på, hvordan alle andre har det. Du tænker kun på dig selv, alt handler om dig, ikke sandt? James faldt af kosten, og Madam Pomfrey kunne ikke gøre noget. Hun sendte ham til St. Mungos, hans forældre kom og hentede ham. De spurgte endda efter dig, men du var der ikke. DU VAR DER IKKE!”
Sirius så ned i skødet, hvor hans hænder befandt sig. De vred sig som i kramper, mens Remus stod og skreg af ham. Sirius vidste, at halvdelen af det Remus sagde, ikke var helt sandt, men Sirius vidste også, at Remus trængte til at afreagere. Peter klynkede nede fra gulvet af, han sad med benene trukket op under sig og stirrede stift på sine to venner. Remus råbte op, og Sirius sad helt stille og lod ham råbe. Indtil.
“Du er totalt ligeglad med alt, du er ligeglad med James og hans følelser, du er ligeglad med, hvordan Mr. Og Mrs. Potter havde det, da de kom for at hente deres søn, og fandt ud af at ham, som de har taget til sig som en søn, overhovedet ikke havde været og se til deres søn. Mrs. Potter brød ud i gråd, og Mr. Potter var ligbleg, men du er vel ligeglad, det betyder intet for dig. Du smiler bare og blinket lidt til dem, næste gang du ser dem, og så giver de dig lov til at bo hos dem. For du er simpelthen bare så heldig, du får alt hvad du peger på, bare ved at blinke og smile lidt. Du lader som om dine venner betyder noget for dig, men det gør de ikke. Den eneste grund til, at du er venner med James, er for at få en god status, da han er så populær som han er, på grund af sine evner som seeker.”
Sirius rejste sig brat, han så vredt på Remus.
“Det passer ikke, jeg holder af James, han er som en bror for mig. Men det var ham, der valgte at holde hemmeligheder for mig, ikke omvendt. Du kan ikke stå det og gøre dig klog på noget, du ikke fatter en skid af, Remus. Du tror, du er så klog, men du er en afstumpet, arrogant stivstikker, der altid gør hvad lærerne siger. Du hænger ud med os, fordi du ved, at du ellers ikke ville have nogen venner. Men ved du hvad, jeg gider ikke hænge ud med dig mere.”
De to drenge stod og skreg af hinanden, mens deres ven sad på gulvet og så, hvordan opholdsstuen langsomt blev tom. Elever flygtede op på sovesale eller ud gennem portrættet af Den fede Dame. Men Sirius og Remus så ikke noget, de så kun hinanden og den vrede der fyldte dem begge. Tårerne gled ned af Peters kinder, mens han så på de to drenge. Han drejede hovedet, da han hørte en rømme sig. Lily Evans stod ved foden af trappen op til Pigernes sovesal sammen med sin veninde Emily. Begge piger stod med chokerede ansigtsudtryk. Peter kom på benene og skyndte sig hen til dem.
“I’ nødt til at gøre noget.” klynkede han og så bedende på dem. Lily nikkede og klappede ham på hovedet, som om han var en hund eller sådan.
Emily var allerede på vej derover, hun stillede sig med hænderne i siden og bare så på de to drenge. De råbte stadig af hinanden, men lidt efter lidt holdt de op og så på Emily. De hev begge efter vejret, mens de så på hende.
“James har det fint, han er ikke røget på hospitalet, hans mor valgte at hente ham hjem, så han kunne komme sig der i stedet for, at han skulle lægge her og glane. Hun ved godt, at Sirius og James ikke taler sammen. Det var ikke derfor, hun valgte at hente ham hjem. Remus, lad vær med at råbe af Sirius, du ved, hvor barnlig han er, der er intet at gøre ved det. Hold fred og glæd jer til, at James kommer tilbage.” hun nikkede kort til dem, hvorefter hun gik. Lily så måbende efter sin veninde, inden hun fulgte efter hende. Remus og Sirius stod og så dumt efter dem, inden de begge så forlegne på hinanden.
“Undskyld” mumlede Remus så, “jeg burde ikke beskylde dig for alt muligt, når jeg ikke engang selv var til stede, da han blev hentet.” han rakte en hånd frem.
“Det er okay, jeg har jo heller ikke opført mig specielt anstændigt, vel?” Sirius tog hans hånd, de smilede svagt til hinanden.
“Men du skal ikke regne med, at jeg siger undskyld til James.”
Remus sukkede dybt. “Selvfølgelig ikke, det ville være at sigte for højt.”
Lily Evans vidste, at noget var anderledes. Der var noget, som ikke var det samme. Hendes veninder mente, at der var noget, hun bildte sig ind. De kunne ikke mærke nogen forskel, men de var jo heller ikke vant til, at have en irriterende dreng i hælene hver dag. Lily kunne tydeligt mærke den forskel ikke, at have Potter rendende hele tiden, men det var ikke det, der var anderledes. Der var noget andet, som nagede hende. Som hver gang hun så hen mod pejsen og så tre drenge, der sad hver for sig og lavede hver sin ting, som når hun hørte Emily taler om sin Quiditch uden at smile, som når de havde timer, og lærerne ikke afbrød undervisningen for at tysse på en elev.
Det var det, som var galt. Alle de hverdagsting Lily var vant til, var forsvundet, da Potter blev hentet af sine forældre. Der var intet, som var det samme. Og det irriterede hende. Hele skolen kunne da ikke være afhængig af en enkelt dreng, en enkelt irriterende, provokerende, arrogant dreng kunne ikke betyde så meget.
“Lily, glem det. Det er noget du bilder dig ind. Det eneste som er anderledes er, at du ikke har en hvalp i hælene hver dag.” sukkede Alexa og lagde sin bog på sin seng.
“Ja Lily, virkelig. Der er intet galt på Hogwarts, vi er jo ikke afhængige af James.” lød det fra Amalia, der lå udstrakt på sin seng og stirrede op i luften. Lily sukkede.
“Jeg smutter på biblioteket, hyg jer.”
Lily skyndte sig ned i opholdsstuen, hvor hun så Remus sidde for sig selv. Lily fik en ubehagelig fornemmelse af, at Black var ude på narrestreger og garanteret havde slæbt den stakkels Peter med sig. Hun gik over til ham og satte sig i sofaen ved siden af ham.
“Hej, Remus.”
Han nikkede kort, mens han havde blikket rettet mod siderne i den bog han sad med. Lily trak benene op til sig og smilede til ham, selvom han ikke kunne se det.
“Sirius er ude med Peter, vær sød at lade vær med at lede efter dem. Jeg orker ikke at høre Sirius brokke sig.” han så op på hende. Han så forfærdelig ud. Han havde sorte rander under øjnene, og hans skuldre hang. Han lignede en, der ikke havde sovet i flere dage. Flere år.
“Jeg lover. Hvordan har du det? Du ser så træt ud, får du sovet nok? Får du taget din medicin?”
Remus smilede til hende. Det var en ting, han godt kunne lide ved Lily. Selvom hun var præfekt og havde en masse pligter oveni skolearbejdet, så havde hun stadig overskud til at tage sig andre og opføre sig som hans mor.
“Jeg har det fint, jeg er bare lidt udmattet. Min medicin virker ikke så godt mere, jeg skal snart have noget nyt.” han sendte hende et lille smil. “Selvom det nok ikke virker så godt heller.” mumlede han så. Lily lænede sig frem for at kramme ham.
“Du skal nok blive rask,” hviskede hun svagt i hans øre. Hun kunne mærke Remus slappe af i hendes arme, hun slap ham lidt efter og smilede opmuntrende til ham.
“MOONY!”
Både Lily og Remus så op, og Lily måbede chokeret, mens Remus brød ud i et stort smil. Han rejste sig og bredte armene ud i et kram, mens Lily bare sad som forstenet med munden på vid gab. Den sorthårede dreng haltede hen til Remus, og de omfavnede hinanden broderligt. Mens Lily stadig sad med åben mund.
“Hvordan har du det?” spurgte Remus og satte sig ved siden af Lily igen (der stadig sad med åben mund). Drengen faldt ned i stolen overfor dem, han smilede bredt.
“Ganske glimrende, Moony. Ganske glimrende, selvom min mor var ved at tage livet af mig.” drengen blinkede til Lily, der tog sig sammen og lukkede sin mund. Hun brød sig faktisk ikke om at se uintelligent ud, når han var til stede.
“Det var ikke pænt sagt om din mor, hun er en meget venlig dame.”
“Hun forgiftede min mad.”
Remus hævede et øjenbryn og så på sin ven, der bare smilede. Lily rømmede sig.
“Din mor forgiftede din mad? Slog du hovedet lidt for hårdt, da du faldt, Potter?”
Potter lo af hende. “Det altså sandt, hun hældte noget forkert i min mad, så jeg ikke kunne trække vejret, min far flippede helt skråt. Jeg har aldrig set ham så tosset.” han holdt en lille pause og så tænksomt ud i luften. “Altså undtagen fra dengang hvor han kom hjem og så, at jeg havde splittet huset ad. Eller da han fandt ud af, at Sirius havde “lånt” hans og min mors værelse til at imponere en pige med.”
Remus grinede og rystede på hovedet af sin ven, der sad med et stort plaster i hovedet og tænkte over alle de gange, hans far var flippet ud. Lily rynkede på næsen.
“Jeg går nu.”
“NEJ.”
“Jo Potter.”
“Nejnejnejnej, vi har det lige så hyggeligt.”
“Farvel Potter.”
“Men..”
“Giv slip Potter.”
“Jamen Evans, vi snakker jo lige så godt.”
“Slip mit ben, Potter.”
“Nej bliv nu lidt længere min due.”
“Hvad er det du ikke forstår? Slip mit ben.”
“Gå ud med mig.”
“Slip.”
“Jeg slipper, hvis du tager til Hogsmead med mig.”
“SLIP MIT BEN POTTER!”
“Jeg synes, du er så sød, når du er vred, Evans.”
SLAM
“Aaaaauw.”
Alt var igen normalt på Hogwarts, eller sådan næsten da.
**************************************************************************
Her kommer så et nyt kapitel, der er ikke så meget humor, men jeg lover at det vil der være i det næste. ENJOY
- Kronhjorten :)
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 9. Say What, James?
Kapitlet blev tilføjet den: 27.09.2009 klokken 22:42 |
November måned var kold, våd og klam. Sneen var så småt begyndt at falde, og de små elever hyggede sig gevaldigt udenfor, hvor de legede sneboldkampe og byggede snemænd. De ældre elever sad i de varme opholdsstuer og nød stilheden, der havde sænket sig, nu hvor de små tilbragte meget tid udenfor.
Desværre for dem der gik på Gryffindor havde stilheden endnu ikke sænket sig, da to drenge der havde været voldsomt uvenner, nu var begyndt at snakke sammen igen. Og det betød, at ingen havde en stille stund i opholdsstuen, da de tilbragte meget af deres tid der, og de larmede.
“Sometimes I give my self the creeps, sometimes my mind play tricks on me, it all keeps adding up I think I’m cracken up am I just paranoid, or am I stoned.” Sirius viftede vildt med armene, mens han hoppede op og ned i sofaen og skrålede højt. Remus sad i en stol med et lille smil på læben, mens Peter sad og mumlede for sig selv bøjet over sin eliksir stil. James stod og spillede luftguitar midt i rummet, mens de andre elever så småt begyndte at forlade stedet. Nogle få sad og grinede af de to drenge, mens andre brokkedes sig højlydt. De havde ikke overvejet, at James var præfekt og derfor i sin ret til at straffe dem, selvom han ikke måtte misbruge sin magt på den måde. Hvilket han heller ikke gjorde, når der var lærere eller Lily Evans til stede. Men det var der ikke den dag.
“Hold kæft eller jeg giver jer en eftersidning,” brølede han og pegede surt på dem, inden han vendte tilbage til din luftguitar. Remus gad ikke at sige noget til ham, han nød at hans venner talte sammen, om end det ikke var helt det samme, som det havde været.
“Potter, Potter, Potter. POTTER!”
Lily Evans stod og så på James, der sprang rundt med den ikke eksisterende guitar, mens Sirius sang højt og falskt.
“Potter, vi skal på runde.” skreg hun og hev ham i armen. Han stoppede og så uforstående på hende, men så smilede han.
“Klart nok Evans, jeg henter lige min kappe.” James sprang op af trappen efter sin kappe, mens Sirius så forundret efter ham. Så fik han øje på Lily, han så surt på hende.
Så væltede han ned fra sofaen og hen til hende,
“Du skal altid ødelægge det, skal du ikke? Han er ikke din lille duks, Evans. Han er ikke en præfekt, han er min ven. Du ødelægger alt.” hvæsede han til hende, inden han vendte tilbage til sofaen. Han sendte et stort smil til James, der i det samme kom ned af trappen. Lily så forskrækket på Sirius, inden hun vendte sin opmærksomhed mod James, der var på vej ud af opholdsstuen.
Remus så opgivende på Sirius, der fortsatte sin skønsang bare for at irritere Peter, der stadig sad med sin stil. Remus sukkede og lagde sin bog fra sig.
“Her Peter, lad mig kigge på den.”
Peter så taknemligt på Remus, der gik i gang med at rette hans stil. Flere gange rystede Remus på hovedet og stregede noget ud på pergamentet, han mumlede for sig selv, mens han slettede og tilføjede ord, sætninger. Sirius sprang rundt i lokalet, mens han sang højt. Dog med en ubehagelig tanke i baghovedet. Han var tæt på at miste sin ven helt og holdent.
“Jeg bryder mig ikke om hende, jeg synes, du skal droppe hende, Prongs.”
James så på ham med rynket pande, “droppe hende?”
“Ja, hun tager alt din tid. Du burde gevaldigt overveje at droppe hende. Hun forandre dig, du er blevet helt anderledes.”
James rejste sig på albuerne og så på Sirius, der i mørket lignede en sort skygge.
“Ikke igen, vel? Jeg orker det ikke igen, Padfoot.”
“Padfeet.” lød det fra Sirius.
“Øh, hvad?”
“Padfeet, jeg har ligesom fire fødder ikke’? Ville det ikke give mere mening, hvis jeg så hed Padfeet, i stedet for Padfoot?”
James lo og kastede en pude i hovedet på sin ven, der brølede højt, hvorefter han tyrede en pude efter James. De to drenge sprang på benene med en pude hver i hænderne, de så hinanden an. Vogtede på hinanden, ingen af dem ville foretage det første træk. De gik lidt rundt om hinanden, smilede ondt til den anden. Så sprang Sirius frem med hævet pude, han udstødte et krigshyl. James besvarede hylet, og kampen gik i gang. Fjer fløj rundt om de to drenge, der slog løs på hinanden, de skreg og råbte, mens de spænede rundt i sovesalen. De var de eneste to, som var der. Hvilket var et held, ellers var der nok nogen, som var kommet til skade, grundet Sirius og James’ voldelige kamp. De væltede rundt i samtlige af sengene, de fægtede løs, mens de stod på stolene. De kæmpede fra vindueskarmen, de rullede rundt på gulvet. Sirius hylede som hund, hver gang han ramte James hårdt. De havde begge smidt deres t.shirts og kæmpede i bar overkrop. Sirius havde flere røde mærker efter at have rullet rundt på gulvet, James havde et stort mærke efter at have væltet ind i et bord. Døren gik op og to personer trådte ind.
“Jeg er sikker på, du bare har glemt den her, Pettigrew. Den er ikke bare forsvundet.”
“Jamen, jeg kan virkelig ikke finde den, Lily.”
Peter standsede op og stirrede med åben mund og polypper på det rod, der herskede på sovesalen. Det var ikke til at få øje på Sirius og James, da de begge stod på lur og ventede på den anden. Ingen af dem havde lagt mærke til de to gæster.
“Det er ikke svært at forestiller sig.” mumlede Lily og så sig om. “Hvis her altid er så rodet, undre det mig, at du overhovedet kan finde dig selv.”
“Jeg forstår det ikke, mon der har været indbrud.”
“Sikkert, for drenge roder jo aldrig.” lød det misbilligende fra Lily. Idet samme sprang både James og Sirius frem, mens de skreg højt og overfaldt hinanden. Lily og Peter hvinede og sprang op i den nærmeste seng, for ikke at blive ramt af de to voldsomme drenge. Peter klamrede sig til Lily, der kiggede skræmt på de to drenge på gulvet.
Sirius var den første til at få øje på dem.
“Hej Evans, hej Wormie.”
“Hej” lød det svagt fra Lily, mens Peter kravlede ned på gulvet til sine venner. James lo ved synet af den skræmte Peter.
“Hvad så, Wormie, set et spøgelse?”
Sirius brød ud i en larmende latter, mens James rystede af indestængt latter, da Peter så dum som han var, spurgte hvad James mente med det. Lily satte sig tungt på sengen.
“Hvad lavede I?” hun så på de to halvnøgne drenge og skar en grimasse. Nu ville hun få mareridt om en halvnøgen Potter og Black. AD.
“Vi legede pudekamp.” lød det fra James, der kom på benene og sendte hende et blændende smil. Sirius rejste sig også og lagde en arm om James skuldre.
“Synes du ikke, at vi er to lækre hug, hva’ Evans?”
Lily rejste sig brat, hun åbnede og lukkede munden et par gange, men så kom hun med en lille skræmt lyd og flygtede ud af sovesalen. Sirius og James vekslede blikke.
“Hvad skete der lige der?”
“Ingen anelse Prongsie, måske har Evans en dårlig bedømmelsesevne, jeg synes vi er herre lækre.”
James lo og skubbede til Sirius, der udbrød et højt “hey” og dunkede James i hovedet med en pude. Og så begyndte kampen forfra, bortset fra at de denne gang hev Peter med ind i den. Hvilket resulterede i at Peter måtte udeblive fra timerne næste dag, da han havde fået en hjernerystelse. Og Remus var bestemt ikke glad for Sirius og James efter det, faktisk fik forbud mod at forlade opholdsstuen, uden at de skulle spørge ham om lov først. Det huede hverken Sirius eller James, der var vant til at færdes frit. Desværre gik det også ud over Lily, der ikke kunne tage på aftenrunder uden, at James først skulle spørge om lov. Faktisk blev hun så vred, da hun troede, at han lavede sjov med hende, at James måtte rende rundt med et rødt mærke på kinden en hel uge.
“Professor, han er simpelthen ikke egnet som præfekt. Han er alt for barnlig, han tager det ikke alvorligt.”
“Miss. Evans, hvis rektor finder mr. Potter egnet, så er mr. Potter egnet. Det er ikke op til Dem at bedømme ham.” McGonagall så på Lily, der sad foran hende. Lily sukkede.
“Og nu miss. Evans foreslår jeg, at De går tilbage til time.”
Lily lukkede døren efter sig og gik langsomt ned af gangen, hun vendte sig ikke om, da hun hørte en kalde på hende. Hun orkede ikke at snakke med nogen. Det var november, det var koldt, og hun havde stadig ikke fået svar fra sin mor. Hun savnede hende, hun savnede hendes smil, hendes hjemmebag, hendes varme væsen, hun savnede hende, som trøstede hende, når hun var ked af det. Hun savnede sin mor.
“Hey Evans, vent lidt.”
“Skrid med dig Potter, jeg orker dig ikke i dag.”
“Men Evans…”
Lily vendte sig brat om og var ved at støde ind i ham, han smilede stort til hende. Men hun så det ikke, hun så kun den dumme, arrogante Potter, der tårnede sig op foran hende. Den mest irriterende dreng der nogensinde var blevet født.
“Forstår du ikke, hvad jeg siger, Potter? Jeg bad dig skride, jeg orker dig ikke. Jeg vil bare være i fred. Jeg kan ikke holde ud, at du hvert sekund, skal spørge om, jeg ikke nok vil gå ud med dig, jeg vil bare være i fred. Jeg gider ikke gå ud med dig, ikke nu, ikke i morgen, aldrig nogensinde om jeg vil. Jeg vil bare være i fred. Jeg er sammen med dig hver aften til de åndssvage aftenrunder, jeg skal høre på alle dine dumme spørgsmål, og der er intet jeg kan gøre ved det. Du er en elendig præfekt, men jeg er den eneste, som ser det. Jeg gider ikke høre på dig, jeg gider ikke se på dig mere end højst nødvendigt. LAD MIG VÆRE I FRED, FOR GUDS SKYLD.” hun så rasende på ham, mens hun knyttede sine hænder ned langs siden. Han så forvirret på hende, hvis Lily ikke havde været så vred, ville hun have set en gnist dybt inde i James Potters øjne blive slukket. Han rakte tøvende et brev frem mod hende.
“Her, der kom efter du var gået, jeg tænkte det måske var vigtigt.”
Lily tøede op, hendes vrede fordampede og hun tog imod brevet. Hun så op på ham han stod med bøjet hoved, inden hun nåede at sige noget, vendte han om og forsvandt ned af gangen. Lily så ned på brevet, det var fra hendes mor. Hun så igen op, hun lukkede øjnene. Der havde hun været lidt for hurtig i vendingen. Hun åbnede langsomt brevet, et lille smil voksede frem på hendes læber.
Hun skyndte sig mod storsalen, hvor hun vidste, at Amalia ville gemme sig. Hun standsede ikke på vejen, hun ignorere de elever, der åbenlyst brudte skolens regler. Der var vigtige ting at tage sig af.
“Hun vil have mig hjem til jul, hun vil have mig hjem til jul, og hun siger, hun er ked af det der skete.” Lily så glad på Amalia, der sad med et stykke kød hængende ud af munden. Lily satte sig, hun så lykkeligt på Amalia.
“Hun er ved at blive sig selv igen.”
“Hvem?” lød det dumt fra Amalia, der prøvede at sluge sin mad.
“Min mor. Jeg skal hjem til hende til jul. Hun vil gerne have mig hjem, jeg skal se min mor igen.”
“Jeg troede, det hele tiden havde været planen.”
“Det har det vel også, men jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst. Men nu… nu tager jeg helt sikkert hjem. Jeg skriver med det samme til hende.” Lily smilede til Amalia, inden hun rejste sig og skyndte sig op til ugletårnet. Amalia så forvirret efter hende, men så rystede hun på hovedet og vendte tilbage til sin mad.
Lily stod længe og så efter uglen, og hvis hun ikke havde gjort det, var det måske ikke gået, som det gjorde. Hvis nu ikke Lily havde stået og glanet efter sin ugle, eller hvis den elev, som hun stødte ind i bagefter, bare havde været lidt hurtigere til at lave sine lektier, eller hvis Professor Schlughorn havde holdt lidt længere på sine elever, så var Lily Evans måske ikke stødt på Sirius Black på sin vej tilbage mod opholdsstuen. Men desværre for Lily ville skæbnen, at hun mødte Black på sin vej.
“Jamen jamen, er det ikke lille Lilseblomst?”
“Åh gud nej. Goddag Black, hvad laver du på disse kanter, så tæt på biblioteket?”
Han skar en grimasse og så ondt på hende. “Hvad har du sagt til James?”
“Hvad?”
“Hvad har du sagt til James?”
“Ikke noget der vedkommer dig, Black.”
“Pff. Det vedkommer mig når du sårer min ven. Han sagde ikke et ord, da jeg mødte ham. Han hastede ned af gangen med bøjet hoved, han lignede en såret hund.”
“Pænt ordvalg om din ven. Du skal ikke blande dig i mit forhold til Potter, for jeg blander mig ikke i dit og Alexas. Hvad jeg siger til Potter, kommer ikke dig ved, forstået? Desuden, det var mig, som var barnlig og nægtede at tale til min ven, da han blev præfekt.”
“Men det er kraftedme dig, der nedbryder ham psykisk ved altid at afvise ham, det er dig, som får ham til at føle, at han ikke er god nik til dig. Men ved du hvad Evans? Det er dig, som ikke er god nok til ham.” Black skulede ondt til hende, inden han drejede ned af en anden gang. Lily stod som forstenet, men så fulgte hun efter dig.
“Jeg har ikke lyst til at gå ud med ham, det er vel ikke min skyld, at han er forbandet tykpandet, at han ikke forstår det.”
“Du’ for dum Evans, jeg fatter ikke, at lærerne synes du er så klog, så klog. Du er dummere end Peter.”
“Så forklar mig det, Black.”
Han standsede og vendte sig om, han så hende an. Hans grå øjne undersøgte hende, mens hun stod rank med hænderne i siden. Hun ville ikke finde sig i hans fornærmelser. Det nægtede hun.
“Han forstår ikke, hvorfor du ikke falder for hans smil og blinken, når alle andre piger gør det. Du er anderledes end de andre, derfor vil han ikke lade dig være i fred. Han elsker en udfordring, og du Evans, du er en udfordring.” Black blinkede til hende.
“James ville gøre hvad som helst for at komme på date med dig, han ville opgive sin sport…” det så ud til, at Black ville sige noget mere, men Lily afbrød ham.
“Hvad sker der der?”
Black vendte sig om. Lily gik op på siden af ham. Længere nede af gangen stod Remus og Peter, det så ud til, at Remus havde fanget Peter, mens Peter havde lavet noget “forkert”, og nu stod de og ventede på McGonagall uden for hendes kontor. I det samme gik døren op og Potter kom ud efterfulgt af McGongall.
Remus stirrede på James, da han kom ud af kontoret. Hvad fanden har han nu lavet?
“Er De sikker mr. Potter? Er De helt sikker på det, De siger?”
“Ja professor, jeg mener rektor lavede et dårligt valg, og derfor vil jeg gerne trække mig. Jeg mener ikke, at jeg kan være et godt eksempel for de små, det tror jeg også, selv De tvivler på.” James smilede til hende.
“Men mr. Potter, det er nok slet ikke muligt for Dem at fratræde, men jeg kan prøve at tale med rektor om det.”
“Det ville jeg sætte stor pris på, professor. Jeg vil gerne fratræde med det samme, da det tager alt for meget af min tid. Jeg er jo også anfører for Quiditch holdet og grunden til, at jeg faldt af kosten ved første kamp var, at jeg var alt for stresset. Jeg vil jo gerne kunne træne mit hold ordentligt, så vi har en chance for at vinde. Det er jo ikke sjovt at give op på forhånd og lade pokalen gå til Slytherin, vel?”
Remus smilede, han kunne se, at McGonagall allerede havde besluttet sig. James kunne virkelig sno folk om sin finger ved at bruge lidt charme og trykker på nogle bestemte knapper.
“Jamen selvfølgelig mr. Potter, jeg vil tale med rektor så snart han kommer tilbage.”
“Mange tak professor, som sagt vil jeg gerne fratræde nu. Hvis det er muligt?” James lagde hovedet på skrå og smilede venligt. Remus blev distraheret, da der var en som trak i hans kappe.
“Mr. Lupin, kan du hjælpe mig?”
Han så ned og smilede, en pige fra første årgang så op på ham med store blå øjne, hendes hår var helt lyst, og hun var fra Ravenclaw.”
“Selvfølgelig kan jeg det, hvad skal du bruge hjælp til?”
“Det’ fordi at en dreng fra årgangen over mig, han vil ikke lade mig være i fred.” hendes øjne blev fyldt med vand. “Han driller mig hele tiden, han er rigtig dum.“ Remus lagde en hånd på hendes skulder og sendte hende et smil.
“Hør her, grunden til at drenge driller, er fordi de godt kan lide personen de driller. Så du skal ikke blive ked af det, når han driller, det bare fordi han synes du er sød.”
“Virkelig?” snøftede hun.
“Ja selvfølgelig, jeg er jo selv en dreng, jeg burde vide det ikke? Men hvis du beder ham stoppe og han bliver ved, så hent mig, så snakker jeg med ham. Okay?”
Pigen nikkede og tørrede sine øjne, hun takkede og ilede ned af gangen til sine veninder, der stod og ventede. Remus rettede sig op og så på James og McGongall, McGonagall smilede svagt.
“Mr. Potter, jeg tror bestemt, det er muligt for Dem at fratræde, jeg udnævner en, som kan tage tjansen, indtil jeg får talt med rektor.”
James smilede stort til hende, “mange tak professor.” han rakte noget til hende, som Remus ikke kunne se hvad var. James gik hen til Remus og Peter og smilede de til dem.
“Mr. Lupin kom her.”
Remus gik hen til McGonagall, han skævede til James og Peter.
“Professor, jeg tænkte på, om de havde et øjeblik, der er noget…”
“Mr. Lupin eftersom at mr. Potter ikke mener, at han er den rette til opgaven, så får de æren af at overtage hans pligter, indtil jeg har talt med rektor. Og hvis de er heldig, får de lov til at blive på posten.”
Remus så forvirret på hende, men så så ned på det hun rakte ham. Han spærrede øjnene op og tog imod præfekt emblemet. Han så hen på James, der sendte ham to tommel op. Han smilede bredt til Remus, der stod med åben mund og så på emblemet.
“Men professor…”
“Nu ingen snak Lupin, jeg er sikker på, du vil kunne klare opgaven meget bedre end mr. Potter.”
James lo højt med en arm om Peter skuldre. “Uden tvivl professor, og hvis De vil have mig undskyldt. Jeg vil smutte nu og tage med Peter med mig. Mange gange tillykke Remmie, du fortjener det virkelig.” James gik hen og gav Remus hånden, mens han grinede til ham, så begyndte han at gå ned af gangen sammen med Peter.
“Vi ses senere professor.” råbte han over skulderen.
“Vi ses senere?” professor McGonagall så forvirret på Remus, men så gik det op for hende, hvad han mente.
“POTTER!” skreg hun, men James flygtede hujende ned ad gangen med Peter i hælene.
Sirius havde stillet sig lige foran indgange til opholdsstuen, og der blev han stående, indtil James kom forbi. Den fede Dame betragtede ham, mens han stod med hænderne bag ryggen og ventede. Nogle få gange strøg han håret væk fra øjnene, men ellers rørte han sig ikke. Han svarede heller ikke på de utal af spørgsmål portrættet stillede ham, han ignorere hende pænt. Han talte heller ikke til de elever, der gik ind og ud af opholdsstuen. Han stod bare som en statue og ventede. Ikke engang Remus talte han til, og der skulle ellers meget til før Sirius holdt op med at til Remus. Forstår I, Sirius elskede at tale med Remus, når han talte med Remus, var det aldrig en hel normal samtale - det var det aldrig, når Sirius førte en samtale med nogen - men med Remus var det anderledes. Remus var spændende at tale med, hvis det altså ikke var den tid på måneden, som Sirius kaldte det, når det var tæt på fuldmåne. Remus kunne en masse interessante ord, som han med glæde lærte Sirius - selvom Remus nogen gange fortrød, at han havde lært Sirius nogen bestemte ord - og Sirius elskede at lære nye ord. Sirius holdt af hans og Remus’ samtaler, selvom de for det meste irriterede Remus grænseløst. Så når Sirius ikke valgte at tale med Remus, var det fordi, at Sirius mente, at der ikke var tid til det. Sirius havde kun tid til at vente, og han behøvede ikke at vente længere. For i det samme genkendte Sirius den skikkelse, som kom gående ned af gangen. Det sorte viltre hår, de hængende skuldre, hænderne i lommen. Ja, James Potter var op vej mod Sirius.
Sirius smilede stort og bredte armene ud, og sådan blev han stående, indtil James var lige ud for ham. James standsede og så underligt på Sirius, der stod som om han krammede en stor, bred usynlig, mand.
“Hej Sirius?” sagde James forsigtigt, han hævede langsomt en hånd til hilsen.
“Hej Prongsie, skal du ha’ en krammer?”
James lo og omfavnede Sirius, han klappede ham på ryggen. Sirius smilede til væggen bag James. Han bød sin ven velkommen hjem.
“Hvor er I søde.” lød det fra Den fede Dame, der smilede lykkeligt til dem. Drengene slap hinanden, de smilede til hinanden.
“Smølf” skreg Sirius til portrættet, der sukkede dybt. Det lykkelige smil på hendes læber forsvandt. Om det var fordi, Sirius skreg eller om det var på grund af, det latterlige kodeord, hun var tvunget til at høre på hver dag, det kunne James ikke gennemskue. Men han fulgte smilende efter Sirius ind i opholdsstuen, hvor de skyndte sig hen til Remus, der sad ved pejsen, som altid med snuden begravet i en bog.
“Moohoo -oony, sig velkommen hjem til Prongsie drengen.”
“Velkommen hjem Prongs.” mumlede Remus uden at se op. Han ikke engang kommenterede Sirius’ nye kælenavn til ham.
“Remmiemusen er vist lidt sur over, jeg ikke ville tale til ham.” mumlede Sirius og smed sig i stolen overfor Remus. James satte sig ved siden af Remus og kiggede ham over skulderen. Remus’ bog lod til at handle om varulve.
“Det snart fuldmåne.” sagde James og lagde en arm om Remus’ skulder. Remus nikkede, han så på James, der smilede til ham.
“Skal vi lave noget den aften?” spurgte Sirius og svingede benene over armlænet, han så sig kedsommeligt rundt i rummet. Remus lagde bogen væk.
“I var der ikke sidst.”
Sirius og James så på ham, Sirius rettede sig op og så varsomt på Remus, han frygtede hvad der ville komme. James kunne se, at Remus kæmpede med noget, han vidste også, hvad der var sket, sidst Remus havde kommenteret deres manglende tilstedeværende ved fuldmånen året før. De havde fået forbud mod at komme med.
“I var der ikke, fordi I ikke talte sammen.” fortsatte Remus. “Jeg er ikke sikker på, at jeg tør have jer med.”
James klappede ham skulderen. “Det helt okay, Moony, så længe du ved, at vi bakker dig op og meget gerne vil være der. Jeg bryder mig ikke om, at skal deale med dit lille “pelsdyrs-problem” alene, men jeg affinder mig med det. Det gør Sirius også.” James sendte Sirius et advarende blik, men Sirius så det ikke.
“Vi kommer med alligevel, Moony. Vi gider ikke sidde her og glane, mens du har alt det sjove, vi tager med om du så kan lide det eller ej.”
Remus vidste godt, at Sirius ikke tænkte sig om inden han talte, men nogen gange blev det for meget for ham. Når Sirius valgte at sætte tingene op på den måde, så blev det for meget for Remus, og han svarede igen.
“Tror du, jeg synes det er sjovt? Det er mig, som lever med det? Det er mig, der..” Remus kom ikke videre, inden James afbrød dem.
“Sådan mente Padfoot det ikke.”
“Padfeet, Prongsie, Padfeet.”
“Han tænkte sig ikke om, det gør han aldrig. Han mener, at vi selvfølelig gerne vil være der for dig, men hvis du gerne vil være alene, så er det okay. Vi vil gerne hjælpe til, men forstår godt dine tanker om det her.”
Sirius stod mundlam og stirrede på James. Det var første gang, han hørte så meget fornuft komme ud af munden på den dreng. Remus smilede taknemligt til James.
“Tak Prongs. Selvfølgelig vil jeg have jer med, hvis du holder øje med idioten der.” han nikkede i retningen af Sirius, der stadig stod og så dum ud.
“Smut i seng Moony, du ser træt ud.”
Remus tog sin bog og gik op på drengenes sovesal, Sirius og James så efter ham.
“Der er fuldmåne fredag.” sagde Sirius. James nikkede svagt til ham.
“Skal du på date lørdag?”
Sirius grinede bredt til James, der rystede på hovedet af ham. Drengen var ikke klog.
“Nej, Evans vil jo stadig ikke med mig.”
“Hvorhen?” spurgte Sirius, mens han studerede sine negle, der åbenbart var yderst interessante, hvis man spurgte ham.
“Der er Hogsmeade weekend, bedre sent end aldrig.”
Sirius så ikke ud til at høre efter, han stirrede bare på sine negle. Han rynkede på næsen og gav sig til at strække fingrene og krumme dem sammen igen.
“Jeg burde få en neglebehandling.” sukkede han og så hen på James, der bare nikkede. Han gad ikke tage sig af, hvad Sirius behøvede eller ikke behøvede, eller hvad han trængte til. Det var alligevel tit noget, som James ikke kunne hjælpe med eller ikke gad hjælpe med. Sirius havde mange underlige behov, alt for mange ifølge James.
“Hvis du spørger Evans ud, så hænger jeg mig selv.” mumlede Sirius. James rystede på hovedet, han forsøgte at ignorere Sirius, der havde kastet sig ud i en lang monolog om James og hans kærligheds liv, en monolog James hørte på hvert eneste år op til flere gange. Han kunne den efterhånden udenad, han kunne den forfra og bagfra.
“Hej James, skal du noget på lørdag?”
James så op, en fjerdeårs elev stod og så på ham med store, store øjne. Hun smilede nervøst, mens hun pillede ved sin skjortekrave. Hendes lange hår var samlet i en hestehale, og hendes unaturlige store øjne blinkede ufatteligt mange gange i sekundet.
“Eeehm. Jeg planlægger som regel ikke mine weekender, jeg lader bare tingene ske.” han smilede til hende, et akavet, påtvunget smil, men dog et smil.
“Jeg tænkte på, om vi skulle følges til Hogsmeade?” hun så op og blegnede, da hun så Sirius rulle med øjnene og lave bræk lyde.
“Jeg mener, nu hvor vi alligevel skal samme vej? Vi behøver ikke lave noget…” hun gik i stå, hendes store øjne begyndte at flakke og blev langsomt blanke.
“Det kan vi da godt.” lød det fra James, han havde ondt af den stakkels pige, hvis veninder stod og hviskede bag hendes ryg. Han sendte et ondt blik til Sirius, der sad helt paf og stirrede på henholdsvis James og pigen. James vendte sin opmærksomhed mod pigen, der stod som forstenet.
“Hvad hedder du?”
“Jean” mumlede hun svagt til ham og rødmede pludseligt.
“Okay Jean, vi mødes i indgangshallen og så følges vi til Hogsmeade lørdag, lyder det fint?” han sendte hende et stort smil. Hun nikkede, hvorefter hun snurrede rundt og skyndte sig hen til pigerne, der så forventningsfulde på hende. Lidt efter genlød opholdsstuen af pigehvin, de hoppede og dansede, og James sad bare og så storgrinende på Sirius, der lignede, som var faldet ned fra himmelen.
“Hvorfor i al verden gjorde du det?”
“Fordi jeg ved, at hun ikke dukker op.”
Sirius rynkede panden, “hvordan ved du det?”
James smilede bare til ham, hvorefter han forsvandt op på sovesalen, mens en forvirret Sirius forsøgte at regne ud, hvad James vidste, som han ikke vidste. Var det muligt, at hans kilder havde glemt at informere ham om noget? Sirius havde en mission, han skulle finde ud af, hvem den pige var.
“Hvorfor er du så glad, Padfoot?” Remus så misfornøjet på Sirius, der sad med et stort smil på. Han blinkede til nogle piger fra Slytherin, der ignorerede ham koldt, og vendte blikket væk fra ham. Men det tog ikke modet fra Sirius, han smilede bare videre og irriterede Remus grænseløst.
“Padfoot, drop det der smileri, vi har eliksir.” James vrængede det sidste og så ondt på Slughorn, der stod og ævlede løs oppe ved tavlen. Han snakkede og snakkede og snakkede, og næsten ingen hørte efter. Udover hans ynglinge selvfølgelig, de hørte efter, de skrev ned, de rakte hånden op, de deltog. Mens resten bare sad og så sløvt ud i luften foran dem. De hørte ikke et eneste ord, indtil Slughorn startede på noget nyt.
“Ja, i dagens anledning, har jeg lavet gruppearbejde, og jeg har delt jer op, så nogle svage elever.” han så ned på Peter, hvis øjne flakkede mellem Sirius og James.
“Og nogle der er stærke i faget.” han så medfølende på Lily og Snape, der begge sad og så lamslåede ud. Deres undervisning var blevet ændret, og alle havde en stærk mistanke om, at det ikke var Slughorns egen ide.
“Ja, slå op på side 354 og find jeres ting frem. Jeg råber grupperne op.” der blev en forfærdelig larm, da alle begyndte at rode i deres tasker.
“Mr. Pettigrew, mr. Lupin, miss. Rein, miss. EMILY.” Rein, en Slytherin elev, så rasende på Slughorn, inden hun satte sig hen til Peter, Remus og Emily, der alle forsøgte at smile venligt til hende.
“Mr. Black, miss. Andersson, miss. Clarisson.” Sirius smilede stort til Clarrison, en pige fra Slytherin, der så ud til at væmmes ved ham.
“Miss. Evans, mr. Snape og mr. Potter.” James smilede stort til Sirius, inden han sprang hen til Lily og smed sig på stolen ved siden af hende. Lily så ud til at ville skrige. Snape satte sig langsomt på den anden side af hende, mens han skulede til James, der bare sad og smilede dumt til den rødhårede pige ved hans side.
“Hvad skal vi så lave?” spurgte han glad og overhørte Slughorn, der stadig læste grupperne op. Der var åbenbart et problem med Sirius’ gruppe.
“Vi skal lave en eliksir, der hedder…” Lily så ned i bogen, hun rynkede på næsen.
“Professor, der må have været sket en misforståelse, her står…”
“Jeg ved det godt, Lily min kære. Men der er ingen misforståelse, jeg vil se hvor langt I kommer, og så tager vi den derfra.” han sendte hende et smil, inden han vendte tilbage til Clarisson, der stadig stod og beklagede sig over Sirius.
“Spændende” mumlede James og så ned i bogen, han rynkede brynene. “Det giver jo ikke mening.” Lily havde rejst sig for at hente de ting, de skulle bruge. Hun så hen på Remus, der sad fanget mellem en dreng og to piger, der tydeligvis ikke forstod, hvad der foregik. Det var synd for ham.
Hun stillede tingene på bordet og ignorerede Snapes stirren, han rejste sig og begyndte langsomt at hjælpe med at stille tingene op. De havde begge en forkærlighed for, at tingene stod pænt, inden de begyndte arbejdet. Mens James bare sad og læste i bogen.
“Den er jo helt umulig.” James så op på sine to makkere, der begge så ondt på ham.
Han ignorerede åbenlyst Snape og koncentrerede sig om Lily, den stakkels pige.
“Sig mig engang, Evans, forstår du, hvad det er vi skal?”
“Ja, Potter, det gør jeg. Ikke alle er ligeså dum som du.” hun smilede sødt og vendte tilbage til eliksiren. Hvis man ikke var James, ville man tydeligt mærke, at hun ikke gad en. Men nu var James jo blind for disse ting, så han skulle selvfølgelig starte en samtale om hans intelligens og hans kreative evner (hvordan de kom id i billedet, vides ikke). En samtale der kom til at more Snape overordentligt meget.
“Jeg er faktisk slet ikke så dum, som du påstår. Jeg har mange skjulte talenter, og jeg har en meget høj uQ.”
“En hvad for noget?”
“En høj uQ.”
“Du mener iQ ikke?”
“Helt sikkert, Evans.”
“…”
“Desuden deltager jeg faktisk altid i timen, jeg afleverer alle mine stile, og jeg har en yderst pæn håndskrift.”
“Hvor er det dog intetsigende, Potter. Gør noget nyttigt og læs op fra bogen… Du deltager da aldrig i timerne?”
“Jo jeg gør, bare ikke på den måde, læreren ønsker det.”
“Fantastisk.”
“Evans, du siger hele tiden, jeg er dum, men har du nogensinde set mine afleveringer? De er meget flotte og kreative. Har du nogensinde set mig tegne?”
“Nej”
“Jeg tegner godt.”
“Det forstod jeg Potter. Mr. Snape, er De sød at læse i bogen, nu hvor Potter ikke kan finde ud af det?”
“Mmmhmm.”
“Tal ordentligt Snivellus, vi andre forstår ikke dit hulemandssprog.”
“POTTER.”
“Hvad?”
“L-a-v- n-o-g-e-t f-o-r-n-u-f-t-i-g-t.”
“Jeg laver da noget fornuftigt, altså hallo, main.”
“…”
“Nåh men altså…”
“Det sagde du bare ikke.”
“Sagde hvad? Beklager, men du tabte mig Lily.”
“Lige meget, fortsæt endelig.”
“Mange tak, Lily elskede. Altså, jeg er en dreng med mange talenter, jeg kan tegne, jeg kan læse og skrive, jeg følger altid med i timerne, jeg er ufattelig god til at digte, jeg er opfindsom, jeg kan føre lange dybtgående samtaler, jeg er yderst klog, jeg er en god ven, og jeg er god til at spille Quoditch.” James smilede stort.
“Og du er god til at falde af kosten.”
“Sagde du noget, Snape?”
“Jeg hentydede bare til, at du er en inkompetent , arrogant knægt, der er god til at blære sig og falde af kosten.”
“Men jeg greb lynet, ikke sandt? Du er bare jaloux, fordi du ingen talenter har. Det eneste du er god til er at være i vejen. Du dur ikke til noget, du har ingen venner, du sidder altid for dig selv, og du tager aldrig bad.”
“Potter stop.”
“Ha, i det mindste er jeg ikke lige så dum, som dig Potter. Jeg render ikke rundt og blære mig med ting, jeg ikke kan, jeg misbruger ikke den magt, jeg får tildelt, og jeg slås ikke fire mod en.”
“Snape ti dog stille.”
“Engang til Snivillus?”
“Jeg sagde…”
“HOLD SÅ KÆFT BEGGE TO.”
De to drenge så forskrækkede på Lily Evans, der stod rød i hoved og kruset hår. Hun så rasende på dem, mens eliksiren boblede faretruende i kedelen. Hendes krop var helt rank, og de to drenge tvivlede ikke på, at de om få sekunder ville mærke den vrede der rasede i hende.
“Så holder I op! Vi skal arbejde sammen, ikke nedbryde hinanden psykisk. Potter drop dit ævl, lad ham være fred, hold din kæft, gør som jeg siger. Snape lad vær med at opildne ham, det er din egen skyld, han bliver ved. Koncentrer dig om opgaven.”
Hun trak vejret dybt og glattede på sit tøj, mens hun nikkede kort til dem. Hun regnede med, at de havde forstået og ville tie stille resten af timen.
“Hvorfor skulle jeg gøre, som du siger? Du er ikke bedre end ham.”
Lily så med store øjne på Snape, der så ondskabsfuldt på hende. Hans sorte øjne brændte, hun kunne tydeligt mærke han uvilje mod hende.
“Tal pænt til Evans, Snape.” lød det fra Potter, der havde trukket sin tryllestav. Snape havde hurtigt fået hevet sin frem og pegede på Potter med den.
“Hvorfor skulle jeg? I Gryffindorere er alle sammen ens, I tænker kun på jer selv. I tror, I er bedre end alle andre. Men det er I ikke. Din lille kæreste her er en beskidt mudderblod, du burde overveje at finde en, der passer bedre til dit blod. Men du er vel for dum, eller også elsker din familie bare så meget, at du er ligeglad med konsekvenserne.” Snape fjernede med en hurtig bevægelse sine ting fra bordet, hvorefter han strøg væk fra dem. Han forsvandt ud af døren, lige da klokken ringede. Lily så på sine ting uden at gøre mine til at ville samle dem sammen, hun så på Potter, der stod med et underligt udtryk i ansigtet. Han var bare for meget.
Uden et ord skred Lily ud af lokalet uden at tænke på taske eller bøger, hun skulle bare ud. Ud og væk. Væk og ud. Helt væk.
“Har du i sinde, at fortælle mig, hvorfor du har rendt rundt med det fjogede udtryk i ansigtet hele dagen, eller skal jeg tænke mig til det?” Remus så på sin ven, der sad med et kedsommeligt udtryk i de grå øjne. Sirius studerede sine negle uden at svare, hans mørke hår hang ned i øjnene på ham, og fik ham til at se ualmindelig godt ud.
“Jeg kender en hemmelighed.” nynnede han uden at se op. “Jeg kender en hemmelighed, jeg kender en hemmelighed.” han nynnede videre og rokkede hovedet frem og tilbage, som hørte han en god sang.
“Nå, hvilken hemmelighed om man må spørge?”
“Remmie altså, det ville jo ikke være en hemmelighed, hvis jeg sagde det, vel?”
“Sirius, hvem er det, der sidder og skriver dine lektier til i morgen?”
“Dig?”
“Og hvem er det, der skal skrive din stil til Magiens Historie?”
“Dig?”
“Og hvem er det, der kan trække point fra dit kollegium?”
“Dig?”
“…”
“AAAARJ! Det er afpresning, Moony.”
“Fortæl mig om den hemmelighed, Padfoot. Det er sikke så svært, et ord af gangen.”
“Peter er muligvis bøsse, Snivillus hænger ud med skumle typer, som muligvis, muligvis ikke støtter Voldemort, du ved ham, som prøver at overtage magten?”
“Det ved jeg godt, men det kan umu…”
“Pigerne fra Hufflepuff tredje årgang holder måske orgie på lørdag, drengene fra Ravenclaw afprøver grænser med pigerne fra de andre kollegier, og James date på lørdag dukker ikke op.”
Remus så helt forvirret på Sirius, der bare sad og grinede dumt. Den dreng var utrolig.
“Hvor ved du alt det fra? Orgier? Orgier? Her? På Hogwarts? HVORNÅR?”
Forsendt indså Sirius, at han netop havde buset ud med alskens hemmeligheder til den mandlige præfekt, og den mandlige præfekt ville ikke bare vende det blive øje til.
“Det ikk‘ vigtigt.” mumlede Sirius lavt og så skræmt på Remus, der havde rejst sig og så vredt ned på ham. Remus hvæsede noget om inkompetente mennesker, inden han for ud af biblioteket. Sirius sad lidt og så efter ham, inden han fulgte efter Remus. Drengen kunne jo risikere at slå nogen ihjel, når han var i det humør.
Det lykkedes Sirius at indhente Remus ved trappen ned til indgangshallen, Remus stod forpustet og så sig omkring, som ledte han efter nogen.
“Men Remus altså, det der orgie er ikke så vigtigt, vel? Det der er vigtigt, er at James’ date ikke møder op på lørdag.”
Remus sukkede opgivende og så på den høje dreng. “Og hvorfor gør hun så ikke det?”
“Fordi at skolens mest charmerende dreng, har tænkt sig at spørge hende ud, hvilket hun ligesom ikke kan afslå, vel?”
“Men Padfoot, Prongs har ligesom spurgt hende ud, ikke?”
“Nej hun spurgte ham ud.”
“Men så skal hun jo også ud med skolens mest charmerende dreng, ikke sandt?”
“Nej, det er mig Remus.“
“Okay, jamen, det er da virkelig sødt af dig så.“
Remus smilede skummelt til Sirius, der ikke helt så ud til at fatte, hvad Remus sagde til ham. Remus nød at være klogere end Sirius.
“Ej hov, nej. Jeg skal ikke på date med hende.”
Remus lo og klappede sin ven på skulderen. “jeg er glad for, at du ofre dig for James på den måde… Har du egentlig set James siden eliksir?”
“Nææh, ikke siden han forsvandt ud for at finde Snape og tage hævn.”
“Hævn over hvad?”
“Noget med Lily, tror jeg.”
“AAAARHG!”
Remus spurtede ned af trappen og ud af de store dobbeltdøre, han måtte finde James og stoppe ham. Sirius blev tilbage og stirrede dumt efter Remus uden at forstå, hvorfor hans ven havde så travlt. Det var jo bare Snape, det gik ud over.
“POTTER, sæt ham ned.”
“Beklager Evans, men det er desværre ikke en mulighed.”
James betragtede Snape, der hang i luften med hoved nedad og skulede til ham. James så ondt på ham, han havde aldrig følt sådan et had før. Drengen foran ham vakte en vrede, et had så stort, at James frygtede at han skulle springes i sidste ende. Hans nøddebrune øjne brændte, da han endnu engang så på Snape.
“Du fortjener slet ikke, at jeg er så flink ved dig.”
“KALDER DU DET FLINKT?” hylede Lily og pegede på Snape, der så rimelig gennemblødt ud efter sin tur i søen.
“Han er jo ikke kommet til skade, vel?” lød det fra James, der tydeligvis ikke anså sin form for hævn som hverken voldelig eller skadelig.
“Sæt ham ned.”
“Okay.” James vippede sin stav, og Snape landede med et brag på jorden, hvilket undrede James, da Snape var tynd som en pind og egentlig ikke burde veje noget.
“Tak Potter.” sukkede Lily og gik hen til Snape for at hjælpe ham op.
“Jeg kan selv, Evans.” hvæsede han og trak armen til sig. “Nåårh Potter, tør du ikke slås, når du ikke har dine trofaste venner med dig? Du vil hellere gøre som præfekten siger.”
James knyttede hænderne, han måtte ikke lade sig gå på. Trak vejret, tæl til ti.
“Slip mig, tøs.” vrængede Snape, da Lily endnu engang tog fat i hans arm.
“Tal ordentligt Snape, jeg er præfekt, som du så fint nævnte lige før.”
“Hvad vil du gøre? Melde mig til rektor? Trække point fra mig? Du ved godt, at det snart bliver anderledes alt sammen ikke? Mørke magter forsøger at vælte ministeriet, og når det sker, er du ikke sikker mere Evans, du og din lille familie er ikke længere i sikkerhed. Alle mugglere bliver udryddet.” Snape smilede svagt til hende, et ondt, modbydeligt smil. Lily så skrækslagen ud, hun måtte ikke tro ham. Hun ville ikke.
“Du og alle andre af din slags vil ikke eksistere. Ved mindre at du aAARRH.”
James havde kastet sig ind i Snape og væltet ham omkuld, Snape skreg og slog vildt omkring sig for at få sin tryllestav, som lå ovre ved Lily, mens James havde givet fanden i tryllestave og magi. James plantede en knytnæve i Snapes mave, Snape skreg, mens Lily stod lammet og betragtede dem.
“Tal aldrig sådan til hende, aldrig nogensinde.”
“Slip mig.”
“AFSKUM!” skreg James, da Snape fik væltet ham ned fra sig og forsøgte at undslippe. James greb fat i hans krave og hev ham ned igen, mens han skævede til Lily, der så dybt ulykkelig ud. Hun så ikke ud til at ane, hvad der skete omkring hende, hun stod bare og så lige ud i luften.
Snape skreg igen, da James hamrede ham en på hoved med en knyttet næve.
“JAMES!”
James hamrede videre på Snape, der lå næsten helt ubevægelig på græsset. Lily vågnede op til dåd, men nåede ikke at åbne munden, før Remus trak James væk fra Snape. Remus så bebrejdende på Lily, der havde sat sig ved siden af Snape, der knapt bevægede sig. Han trak dog vejret, hvilket fik Lily til at slappe en smule mere af.
“HVAD FANDEN HAVDE DU GANG I?”
“Han sagde noget grimt til Evans.”
“James for fanden da, jeg kan ikke bare ignorere det, når du tæver løs på en anden elev på den måde. Er du fuldstændig syg i hovedet?”
Lily så op på Remus, der var helt rødgløden, mens han holdt fast på James.
“Remus.” begyndte Lily, men blev afbrudt, da Remus igen flippede ud.
“Eftersidning Potter, eftersidning på lørdag.”
“Men Remus, der er Hogsmeade tur.”
“HOLD KÆFT JAMES. Du får en eftersidning, jeg taler med McGonagall om det, og hvis du ikke dukker op..” Remus så strengt på James, der bare nikkede og så ned i jorden. Han havde overskredet en grænse, han havde måske mistet en ven.
“Remus..” begyndte Lily igen, men Remus hævede en hånd og manede hende til tavshed. Han så atter engang vredt på James, inden han hev ham op og trak ham med op mod slottet. Han mumlede noget kort til Lily på vejen, men ellers sagde han intet.
“Moony jeg er ked af det, det var ikke planlagt.”
Remus nægtede at svare ham.
“Jeg er ked af det, det er jeg virkelig. Men helt ærlig, han fortjente det.”
“Ingen fortjener at blive tævet halvt ihjel.”
James trak Remus i ærmet og standsede ham, han betragtede sin ven med de mørke rander under øjnene.
“Du har ondt, ikke?”
Remus sukkede dybt, hvorfor havde James også lige den evne? Hvorfor skulle James absolut kunne se, hvornår Remus havde ondt? Det var ufatteligt ubelejligt.
“Skal du op til Madam Pomfrey, du ser ikke så godt ud.”
“Tro ikke at du kan smøge dig udenom denne gang, James, tro ikke at du…”
“Jeg mener bagefter, jeg skal nok tage min straf, jeg ved jeg overreagerede. Det er fuldmåne i morgen, og du ser ikke godt ud.”
“Prongs for fanden da også, hvorfor skal du også bekymre dig om mig, når McGongall muligvis vælger at smide dig ud?”
James smilede bare og lagde en arm om vennens skulder, “jeg klarer mig, det gør jeg altid.” han forsatte ned af gangen, stadig med det store smil på læben. Remus kunne godt se, at smilet ikke nåede op til øjnene.
“REMUUS. Vent.”
Remus og James standsede, Lily løb op på siden af dem.
“Hvor er I på vej hen?” hun så mistroisk på James, der valgte at se ned i gulvet.
“Vi skal hen til McGonagall, har du fulgt Snape op til Hospitalsfløjen?”
Lily rystede på hovedet, hun så længe på James, der stadig stod med bøjet hoved. “Hvorfor har du ikke gjort det?” lød det chokeret fra Remus.
“Han ville ikke have hjælp.” Lily begyndte at gå, og Remus fulgte efter med James i hælene. De gik i tavshed. Remus havde på fornemmelsen, at Lily ville sikre sig, at James ikke overtalte ham til at lade ham slippe.
“HVAD?” hylede Sirius og så på James, der bare sad på sengen med ansigtet i hænderne. Sirius havde netop fået at vide, hvad der var sket.
“Du kan ikke være det bekendt, så spørg jeg kraftedme den latterlige tøs ud, så du kan spørge Lily og lege såret, og så skal du til eftersidning? HVAD ER DER GALT MED DIG?”
“Mr. Black vær så venlig at tie stille, det her er Hospitalsfløjen.” Madam Pomfrey sendte drengene et ondt blik, inden hun vendte tilbage til sit kontor.
James smilede undskyldende til Remus, der lå udmattet i sengen. Han så utrolig lille ud, som lå han der med plaster og sår i hoved og på kroppen, de mørke rander under hans øjne, var blevet dybere og mørkere efter nattens strabadser.
“Menmenmenmenmen, kunne I ikke have sagt det i går? Eller i forgårs?”
“Padfoot, du var forsvunden hele dagen i går indtil om aftenen, og i forgårs var jeg fanget på McGonagalls kontor. Hvad tror du selv?”
“Men nu er jeg tvunget til at gå på date med hende.”
“Det var du da alligevel?” lød det fra Remus, der så sløvt op på Sirius.
“Jaaeh, men altså, jeg regnede lidt med, at Prongs her ville sige, at jeg endelig ikke skulle gøre det for hans skyld og så date hende i mit sted.”
Remus lo lavt og så på James, der havde rettet sig op og sendte Sirius et surt blik.
“Jeg havde faktisk tænkt mig at date hende, hvis hun kom.”
“Hvorfor skulle hun ikke det?”
“Fordi de fleste andre piger aldrig dukker op, da de er for generte eller bliver skræmt væk af andre piger.”
“Pfff, som om.”
“Padfoot glem det. Tag af sted på din date, og lad Prongs her tage sin straf.”
“Okay okay, men på en betingelse, Moony.”
“Hvorfor går det nu ud over mig?”
“Du var dum nok til at blande dig.”
“Du, I, alle sammen skal kalde mig Padfeet.”
“Hvorfor nu det?”
“Fordi jeg har ligesom fire ben, ikk‘? En, to, tre, fire.”
“Jeg er ked af at sige det, Black, men du har faktisk kun to.”
Sirius vendte sig om og rullede med øjnene, Lily Evans stod bag ham med hænderne i siden.
“Jeg snakkede ikke til dig, Evans.” knurrede Sirius, idet han strøg forbi hende. Han vinkede kort til James og Remus, der begge vinkede tilbage.
“Bare rolig, James, han overlever.”
“Ja, men gør hun?”
Lily satte sig på stolen ved siden af Remus’ seng.
“Potter, du skal møde hos Hagrid om et kvarter, du skal hjælpe ham i dag.”
James nikkede. “Fair nok. Klare du dig, Moonyloony?”
“Jaja, løb du bare Prongs, Lily bliver her og passer mig.” Remus smilede stort til Lily, der bare nikkede og smilede kejtet tilbage. James rejste sig, han glattede sine bukser, inden han smuttede ud af Hospitalsfløjen.
“Var det hårdt denne gang?”
“Nej, det var slet ikke så slemt, det er bare Pomfrey der pylre om mig.”
“Godt, Remus?” Han så på hende, hun rykkede uroligt på sig, hun brød sig ikke om at indrømme ting, slet ikke ting om James Potter, men hun følte hun var nødt til det.
“Det var ikke Potters skyld, Snape provokerede…”
“Snape provokere altid, hvis man spørg James.”
“Snape sagde noget grimt om mugglere, han talte, som om han var tilhængere af Voldemort. Han truede mig, så Potter angreb ham.”
“Lily, du skulle have sagt det til McGongall. Snape kan ikke…”
“Nej, Remus, jeg er sikker på, han ikke mente det. Men det giver stadig ikke Potter ret til at angribe, selvom han måske har en god grund til det. Han bliver straffet, og det er vel egentlig min skyld.”
“Nogen gange gør James noget rigtigt, også selvom du ikke vil indse det.”
Lily så uforstående på Remus, der blot smilede svagt til hende.
*****************************************************************************
Et meget mærkværdigt kapitel, det ved jeg godt, men det skulle altså med xD
håber I vil læse og kommentere :)
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 10. Oh no
Kapitlet blev tilføjet den: 04.10.2009 klokken 22:23 |
Kapitel 10. Oh no?
Slottet var mørkt, forbandet mørkt, alt for mørkt. Klokken var efterhånden mange, de fleste elever lå i deres senge og sov tungt, selv Sirius Black den ellers så gæve nattevandrer lå i sin seng og drømte søde eventyr med sig selv som hovedperson. Piger drømte om deres prins, drenge savlede over pigerne, de så i deres drømme. Hele slottet åndede fred, ingen skænkede timerne den følgende dag en eneste tanke. Eleverne var uvidende om den overraskelse, Dumbledore havde i ærmet til dem. Mange ville blive glade, nogen skuffede, andre totalt ulykkelige.
Sovesalene summede let af de dybe vejrtrækninger fra himmelsengene, men på pigernes sovesal i Gryffindor tårnet var der ikke fred. En seng stod tom, og dens ejermand sad i vinduet og spejdede ud. Hun kunne ikke sove. Hendes hjerte pumpede der ud af, mens hendes røde hår bølgede let om hendes slanke skikkelse. Hun kravlede ned af karmen, kastede et blik på de sovende piger, inden hun listede ned i opholdsstuen. Ilden var stadig tændt, hvilket var underligt, da det var så sent. Klokken måtte være over 12. Hun satte sig i stolen og så ind i ilden, den varmede hendes kolde ben og kastede sjove mønstre og farver på hendes hvide natkjole. Hun trak benene op under hagen, bekymrede sig ikke over at blive set, der var jo alligevel ingen oppe.
“Godaften Lily.”
Det gibbede i hende, da hun hørte den velkendte stemme. Den stemme hun altid trængte til at høre, når hun var ked af det. Hun så forskrækket på sofaen, hvor han sad med hænderne i skødet. Han smilede til hende, og ilden glimtede i hans gyldne øjne. Hans blide smil lyste hans hærgede ansigt op, og fik ham til at ligne en falden engel.
“Hej Remus, så sent oppe?” hun smilede stort til ham.
“Ja, jeg kunne ikke sove. Selvom jeg nok burde, ligesom jeg burde lave lektier.”
“Har du ikke lavet lektier?” Lily så vantro på drengen foran sig, han rystede smilende på hovedet.
“Nææh, jeg orkede det ikke. Og jeg er sikker på, lærerne nok skal bære over med mig. jeg er trods alt deres ynglings elev.”
“Som om, Remmie.” vrængede Lily og lo. Hendes grønne øjne strålede i skæret fra ilden. Hun lænede sig tilbage i stolen, mærkede dens blødhed omkring hendes trætte krop. Hun var faktisk uendelig træt, men hun nægtede at overgive sig til søvnen.
“Hvorfor er du oppe?”
“Ikke for noget.”
“Du er vel ikke urolig for ham? Vel?” Remus smilede skælmsk til hende, da han så hendes øjne flakke. Hun smilede nervøst.
“Hvem?” spurgte hun dumt.
“Selvfølgelig ikke, du kan jo ikke lide ham.” lød det så fra Remus, som talte han med sig selv. “Selvfølgelig ikke, det er kun hans venner, der er urolige for ham. Han har jo kun været væk siden i går, men det er sikkert ikke noget alvorligt. Han er jo sammen med Hagrid, og skoven er jo slet ikke så farlig.”
“Er han ikke kommet tilbage endnu? Er han stadig derude? Åh Gud, hvad har jeg gjort?” Lily så fortvivlet på Remus, der blot smilede.
“Så du er urolig for ham? Det må jeg huske at nævne for ham, når jeg ser ham igen. Men nej, James er ikke kommet tilbage, men som sagt, Hagrid har nok bare glemt tiden, han finder jo skoven så spændende. Så James er nok i god behold.”
“GLEMT TIDEN!”
“Shh Lily, du vækker de andre.”
“De tog af sted i går morges, hvordan kan han glemme tiden?” hvæsede Lily og så bekymret på Remus, der bare trak på skuldrene. Han havde på fornemmelsen, det var ikke var Hagrids skyld, at James ikke var tilbage. Faktisk mistænkte han stærkt James for at have opildnet Hagrid til at lade ham blive lidt længere i skoven.
“Det faktisk også utroligt, han lagde slet ikke mærke til, at det blev mørkt.”
Både Lily og Remus så op, James Potter stod med hænderne i lommen og så surt på dem. Han satte sig tungt i stolen ved siden af Lily, der automatisk rykkede lidt på sig. Hvilket hun godt vidste var uopdragent, men det var en ren refleks.
“Så du har intet med det at gøre?” spurgte Remus med et lille grin.
“Jeg gider sgu da ikke rende rundt i den skov, den er da mega kedelig om dagen.” han blinkede til Remus, der bare rystede på hovedet af ham. “Det var faktisk meget sjovt i nat, han blev simpelthen så bange, da jeg smuttede hen for at pi… træde af på naturens vegne.” Potter smilede til Lily, der bare rynkede på næsen.
“Hvor charmerende, Potter.”
Han smilede endnu større til hende, inden han igen sank ned i stolen. Han så træt på Remus, der sad med et lille, næsten usynligt, smil på læben.
“Du får ikke lavet lektier til i morgen.”
“Jeg har lavet dem.” mumlede den sorthårede dreng, hvilket fik Lily til at måbe. Havde drengen lavet lektier? Det måtte være første gang i de seks år, hun havde kendt ham.
“Flot Prongs, så kan du hjælpe Padfoot i pausen i morgen. Jeg gider ikke.”
“Jeg gider da heller ikke.”
Remus lo bare, så rejste han sig, sagde godnat til dem og begav sig hen mod trappen, han klappede sin ven på skulderen, idet han gik forbi. Lily havde en stærk mistanke om, at det klap betød et eller andet, hun vidste bare ikke lige hvad.
“Nåh men, jeg vil da også smutte i seng så.” lød det fra hendes venstre side, da Potter rejste sig. Han så ned på hende, og Lily kunne sværge på, at hun så noget i hans øjne, noget som ikke plejede at være der. Noget nyt. Anderledes.
Hun rejste sig også. “Godnat Potter.” hun stod på det første trappetrin, da hun mærkede en hånd på sin arm.
“Blev du oppe for at se, om jeg var okay?”
Hun vendte sig om og så direkte ind i hans brune øjne, han så håbefuldt på hende. Hans øjne var store, kuglerunde, ligesom et lille barns som fik at vide, at julen ville komme tidligere.
“Nej, jeg kunne bare ikke sove.”
“Nåh.” han slap hende og gik hen mod trappen til sin sovesal, han så kort hen på hende. Hans øjne glimtede drilagtigt. “Vil du gå ud med mig?”
“Nej.”
“Så siger vi næste Hogsmead weekend, okay?”
“Jeg sagde nej, Potter.”
“Men du mente ja.”
“Nej.”
“Iih hvor er du altså køn.”
“Godnat Potter.” hun skyndte sig op af trappen, men nåede lige at høre ham råbe.
“Jeg glæder mig.”
Hun sukkede dybt. Kunne den dreng ikke bare blive mere voksen? Snart?
“Bare fordi I er venner med en præfekt, betyder det ikke, at I kan gøre, som det passer jer.” Remus så rasende på de tre drenge foran sig, han trak vejret i stød. De tre drenge så på ham med store øjne og med åbne munde, der indikerede, at de tænkte meget lidt. Hvis Remus havde været i et bedre humør, havde han leet af deres dumme ansigtsudtryk, men Remus var i et meget dårligt humør. Han havde netop grebet sine tre venner i at smugle pixignomer ind i Slytherings opholdsstue. Han betragtede sine venner, der stadig stod med de dumme udtryk i ansigterne. Så brød de alle tre ud i latter, de brød helt sammen. De lo og lo og lo, mens Remus stod med et surt udtryk i ansigtet.
“Er du dum, Moony?” lød det fra James
“Selvfølelig betyder det det.” hostede Sirius imellem sine latterflip. Peter fnisede hysterisk, mens han klamrede sig til Sirius. Remus sukkede og rystede på hovedet.
De var da også bare helt umulige, var de ja.
“Okay, jeg trækker point fra Gryffindor. Ti fra hver.”
Drengene standsede deres grineflip og så måbende på ham. “HVAD?”
“Så må I lære det. Jeg kan ikke altid holde hånden over jer, det er snart jul.”
“Ja om en måned.” mumlede Sirius.”
“Og nu går vi ned og spiser, og jeg siger ikke noget til Lily.” han smilede til James, der ikke lagde mærke til det. Han havde for travlt med at skumle over de tabte point. Det var ikke retfærdigt, slet, slet, slet ikke retfærdigt.
De fire drenge satte sig ved Gryffindorbordet, Peter begyndte med det samme at skovle mad op på sin tallerken, mens han savlede let over al den dejlige mad. Sirius greb ud efter kyllingen, mens han blinkede til nogen piger fra Ravenclaw. Remus så på James, der allerede sad og kiggede dumt på Lily, der sad et stykke fra ham.
“Alle sammen, hør efter.” Dumbledore havde rejst og stod nu og smilede ud til dem alle sammen. “Jeg har en glædelig nyhed. Lærerstaben og mig har valgt at holde en julefest. En stor julefest til ære for vores elever her på Hogwarts. Alle er velkomne, undtagen første, anden, tredje og fjerde årgang, da de er for unge til den slags fester.” han lo sin lille klukkende latter, da elever begyndte at brokke sig højlydt. “Til gengæld vil vi holde en fest for dem, hvor de ældre årgange ikke må komme med.” denne gang var det de ældres elevers tur til at brokke sig.
“Som sagt, de ældres elevers julefest bliver holdt i julen.” endnu engang kluklo Dumbledore, hvorefter han satte sig igen.
Lily så ned i sin mad. Hvor var det typisk. Der blev holdt julefest for de ældste elever, og hun kunne ikke komme. Hun skulle hjem til sin mor i julen, hun kunne ikke komme til årets største begivenhed. Hun så surt ned i bordet.
“Ej for fanden altså.”
Lily så op, Remus Lupin sad skråt over for hende, og han havde lige bandet. Hun så på Sirius, der sad ved siden af ham med åben mund, så man kunne se alt hans mad.
“Hva’?”
Lily drejede hovedet, hun banede indvendigt, Potter sad alt for tæt på hende. Hun så godt det underlige udtryk i hans ansigt.
“Moony, du bandede.” han smilede fjoget til Remus, der bare smilede kejtet.
“Jeg er hjemme i den ferie.”
“Også mig” sagde Black og lagde en arm om Remus, der så spørgende fra Black til Potter. Peter sad og gnaskede på en pølse, mens han så drømmende på James. Lily tænkte flygtigt på, om Peter var hemmeligt forelsket u Potter og sad og drømte om deres bryllup langt ude i fremtiden.
“Jeg skal hjem til Moony.”
“Du skal hvad?”
“Hjem til dig.” Sirius smilede stort til en rædselsslagen Remus Lupin.
“Hvad? Hvad? Hvad? Hvad glor du på? HVAD? HVA-A-A-AD????”
Sirius kiggede indgående på James, der bare sad og gloede uhæmmet på hans ansigt. Sirius fik seriøst nøjer på, at hans ven bare sad sådan. Det værste var, at han ikke kunne ty til Remus, da drengen igen sad med hovedet i en bog. Det Sirius ikke kunne se var, at Remus faktisk gemte sig, så Sirius ikke kunne se det fjogede grin, hans ven sad med. Remus bed sig i læben for ikke at grine.
“HVAD?” hylede Sirius.
Remus så op fra bogen, sænkede den langsomt, mens han holdt øje med James, der sad i den samme stilling og stirrede på Sirius. Remus kunne ikke holde masken, hans brystkasse hoppede af indestængt latter, der til sidst brød ud.
“HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA.” bogen ramte gulvet, mens Remus grinede højt. Han lo og lo, og Sirius så fra ham til James. Peter, der sad med en kage, så på sine venner. Han så forundret på Remus, der bare grinede sin røv i laser, han så på Sirius, der så helt fortabt ud, og han så på James, der stadig sad i den samme stilling. Så begyndte han at fnise hysterisk. Han fnisede så hysterisk, at hans kage lettede fra hans hånd og svævede let i luften over hans hånd. Sirius så uforstående på sine venner, han fattede ikke en brik.
“HVAD?” skreg han.
James åbnede munden. “Du har en KÆMPE bums lige der.” sagde han så og pegede på Sirius’ kind. Sirius drejede hovedet for at se på Remus, der gispede efter vejret, så så han på Peter.
“Neeeeej vel, Wormie?”
Peter fnisede endnu mere hysterisk, hvorefter han væltede ned på gulvet. Sirius skreg og spurtede op på sovesalen. Han strøg forbi tre piger, der stod og så lamslået på Remus, der hostede af grin.
“Hvad er der med dig?” lød det fra James, der så forundret på Remus.
“Han har slet ikke lagt mærke til det.” Remus knækkede sammen igen, mens Peter hylede nede fra gulvet af. Forhåbentligt af grin, men ingen gad undersøge det.
“Var det dig?” spurgte James lamslået.
Remus nikkede, mens han prøvede at tage sig sammen. “Han har haft den siden sidste time.” han hostede voldsomt. James sad med åben mund og polypper og stirrede på ham. Så flækkede han af grin, han grinede så det gjorde helt ondt i lungerne, og imens stod de tre piger på den samme plet bare og stirrede på ham og de andre.
“Hvad er der I laver?”
James så op og fløj på benene, da han så sit livs kærlighed stå foran sig. Han smilede stort til hende og roede sig i håret.
“Hej Lily.”
“Potter.” lød det koldt fra hende.
“Jamiedrengen.” smilede en af de andre, James sendte hende et blændende smil.
“Kan jeg tale med Remus, eller er han optaget?” den tredje pige så hen over skulderen på James, Remus kom hurtigt på benene. Han smilede til pigerne.
“Selvfølgelig kan du det, har du brug for hjælp med noget, Emily?”
Hun rødmede dybt. Remus greb sine ting og fulgte med hende hen til et bord i hjørnet. James hev Peter op fra gulvet og så på Lily, der stod med armene over kors.
“Ville du noget skat?”
“Stop det Potter, jeg vil helst ikke snakke med dig. Amalia ville spørge om noget.”
“Hvad ville hun da?” Potter så på Amalia, der bare var et stort smil.
“Spørge om du havde tid?”
Potter løftede brynene, han kunne ikke kunsten kun at løfte det ene, selvom han havde øvet sig. Han nikkede, selvom han undrede sig over noget.
“Har du taget aede Lily med herover for at spørge om jeg har tid?”
Amalia nikkede. “Kom kom kom kom kom kom.” Potter sukkede dybt, han sendte Lily endnu en charmesmil, inden han traskede med Amalia. Der varede dog ikke længe før han kom tilbage. Lily havde sat sig ved ilden, men rejste sig med det samme, da han kom.
“Du behøver ikke gå, jeg skal bare lige hente mine ting.” han smilede svagt til hende. Lily lagde hovedet på skrå og betragtede ham, hun kunne tydeligt se, at der var noget galt. Han samlede duknakket sine ting sammen, inden han gik op imod trappen. Lily kunne mærke den velkendte dårlige samvittighed gnave i sig, inden det gik op for hende, hvad hun gjorde, havde hun grebet fat i Potters arm.
“Jeg tænkte på, hvis du altså ikke har skaffet dig en eftersidning på halsen inden da, så kunne vi, du ved, følges til næste Hogsmeade tur? Jeg har ingen at følges med?”
Han smilede pludseligt stort til hende. “Jaaaaaah, meget gerne, meget gerne.” han nikkede voldsomt, Lily fortrød hun havde spurgt.
**************************************************************************
Jeg vil gerne sige tak til alle, der følger med i denne FF, og håber I vil blive ved med det. Dette kapitel er til alle jer, der læser og kommentere :)
Tusind tak for alle de dejlige kommentare.
Hold jer muntre :)
- Kronhjorten
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 11. You don\'t have the guts, Lils
Kapitlet blev tilføjet den: 19.10.2009 klokken 17:52 |
“Lily, nej. Nej. Nej. Nej. Nej.” Emily så strengt på Lily, der sad foran spejlet oppe på pigernes sovesal. Hun så indgående på sig selv, mens Emily stod med armene over kors og nedstirrede hende.
“Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg fik bare pludselig ondt af ham.”
“Men, du kan jo ikke lide drengen, du kan ikke gøre det mod sig selv”
“Du ender med at såre ham.”
Emily sukkede, hun sendte Amalia et ondt blik. Det var så typisk hende at sige sådan noget. Alt for typisk nogen gange.
“Jeg synes, du skal sige til ham, at I ikke skal på date. Du skal ikke have det dårligt med dig selv, vel?”
Lily nikkede, hun var egentlig enig med Emily. Hvis nu Amalia ikke havde været der til at blande sig, så havde Lily nok aflyst sin date med Potter, men sådan ville skæbnen det ikke.
“Nej, det synd for ham. Du skal tage på den date, Lily. Du er nødt til det.”
“Nej hun er ej.”
“Jo hun er.”
“Nej”
“Jo”
“Nej”
“Jo”
“Hold nu op. Jeg ved udmærket, hvad jeg skal gøre. Jeg siger bare, at vi kan følges til Hogsmeade, men så heller ikke mere. Okay?”
“NEJ”
“JA”
Lily sukkede, hvorfor kunne hendes veninder ikke bare være enig med hende.
“Lily altså, du har ikke et ordentligt valg her. Hvis du aflyser, så såre du ham.”
“Du skal jo tænke på dig selv.”
“Men hvis du går ud med ham såre du ham også fordi du egentlig ikke gider ham. Du gør ham ondt lige meget hvad.”
Lily så forskrækket på Amalia, der stod med armene over kors. Hun så bedrevidende på Lily. Emily sukkede dybt.
“Du skal tænke på dig selv, Lily.”
“Hvad har du nu imod ham?” lød det surt fra Amalia.
“Ikke noget, jeg mener bare, at Lily skal tænke lidt på sig.”
“Hun gør jo drengen ondt, det ikke pænt.”
“Am, selvfølgelig er det ikke pænt, men hun kan jo ikke lide ham. Hun ødelægge sig selv. Og ham.” tilføjede hun hurtigt, da hun så Amalias ansigtsudtryk.
“Men nu har hun jo givet ham håb.”
“Så m hun knuse det håb. Nej, hør nu Amalia. Jeg holder af James, ligesom du gør, men jeg holder også af Lily. Lily kan ikke lide James, James kan lide Lily. Men det gør jo ondt på ham, at hun ikke gider ham, nu har hun givet ham håb. Hvordan var James sidst, han var fyldt med håb?”
“Ikke sjov at være sammen med.” tilstod Amalia.
“Han må ikke være opfyldt af håb, når hun ikke vil. Færdig slut.”
“Jeg tror, at Lily er bange.”
Emily rystede opgivende på hovedet. Nu gik det galt.
“Jeg er ikke bange, Alexa.”
“Jo du er, du er bange for, at du egentlig skal falde for ham. Du er bange for dine følelser.”
“Nej jeg er ej.”
“Åh jo du er. Ellers så bevis det.” Alexa betragtede sine negle, mens Lily sad og blev mere og mere rød i hovedet. Hun hadede at blive kaldt bangebuks, selvom Alexa ikke direkte havde kaldt hende det. Hun var ikke bange. Hun var præfekt, hun gik rundt på skolen om natten. Hun var ikke bange for en dreng som James Potter.
“Jeg er ikke bange.”
“Inviter ham ud.”
“Har jeg jo gjort, har du slet ikke fulgt med?”
“Du spurgte om I skulle følges, ikke om I skulle på date. Faktisk har du ikke bundet dig til en date endnu, så du behøver ikke frygte for Hogsmeade turen, du er i din fulde ret til at skride, når du har lyst til det.”
Lily lyste op hvorfor havde hun ikke tænkt på det? Det var jo genialt.
“Men, sådan har James nok ikke forstået det.” lød det fra Amalia. Emily nikkede bekræftende, James havde sikkert forstået det som en date. Alexa trak på skuldrene, det var Lilys problem ikke hendes.
“Men for at snakke om noget andet, har Emily tænkt sig at spørge Lupin ud?”
Både Amalia og Lily så på Emily, der rødmede fra top til tå. Hun rystede voldsomt på hovedet, mens Alexa bare smilede mildt til hende.
“Jo du skal, Lily har spurgt Potter ud, så skal du da også spørge underlige Lupin ud.
“Han er ikke’ underlige.” rasede Emily. Alexa trak på skuldrene, hvorefter hun vimsede ud af sovesalen med vrikkende hofter.
“Jeg synes faktisk, hun har ret.” sagde Amalia så, hun så på Emily, der stadig var helt rød i hovedet.
“PUDEKAMP!”
Sirius overfaldt den stakkels Remus, der lå på sin seng og læste - hvad ellers. Remus nåede lige at rulle ned fra sengen, inden han blev overfaldet af Sirius, der kom flyvende fra sin egen seng meden pude i hånden.
“DØ MOONY, DØ.”
Remus hylede op og flygtede hen i Peters seng, som var tom, da Peter var forsvundet. Hvorhen var der ingen, der vidste, han var bare væk. Men der var nu ikke nogen, der beklagede sig over det.
“Gå væk Padfoot.”
“AAAAAAARG!” Sirius væltede ned på den anden side af Peters seng, han skreg højt og tævede Remus’ ben med sin pude. Remus kiggede underligt på ham og vendte sig straks, han hørte døren blive åbnet. James kom ind med et stort bøvet smil på læben. Han lagde ikke mærke til Remus’ desperate stirren, en satte sig på sin seng og så lykkeligt ud i luften. Lidt efter lå James på gulvet og blev gennemtævet af Sirius, der hujede højt. Remus jamrede lavt og masserede sine tindinger, da han hørte James skrige højt. Sirius var gået videre til ”next level”.
”SLIIIP MIIIIIIIIIG!”
”Haha, jeg fik dig Prongs. Dø dø dø dø dø dø død ød ød.”
”Hvad fanden betyder ød?”
Der blev helt stille på sovesalen, da Sirius tænkte over James’ spørgsmål. Men selvfølgelig endte Sirius et andet sted end, hvad det han sagde egentlig betød. Han tænkte på kager. Han havde faktisk en forfærdelig trang til kager. Hans tænder løb i vand ved tanken om kager.
”IIIIIIH!”
James rullede væk under høj latter, da Sirius pludselig var blevet angrebet bagfra. Sirius hylede højt (som en såret hund), han så surt på James, da han helt bestemt mente, at det var James, som havde angrebet ham. Bag Sirius stod Remus med en pude hævet, han løftede den lidt højere, blinkede til James og tyrede puden ned i hovedet på Sirius. Et skrig flængede sovesalen, da Sirius så kom på benene og jagtede Remus rundt rummet. James greb sin pude og satte efter Sirius. Hvis man som en udefra så det, ville man tro, de havde gang i en bizar form tagfat.
”Jeg har dig.” Sirius tacklede James, da Remus var sprunget op på et bord. Remus lo og rystede på hovedet af de to drenge på gulvet. Han sprang ned på gulvet og hev Sirius væk fra James, inden den stakkels dreng blev kvalt. Sirius gryntede surt og klatrede – knapt så elegant – op på bordet.
”UHAAAA!”
Remus skreg og kastede sig til siden, da Sirius valgte at lave et rigtigt bryder hop ned på James. Sirius lo højt, man kunne høre et lille bitte støn fra James. Remus vendte hovedet væk, det var grimt. Efter noget som føltes for en evighed for James, flyttede Sirius sig. Remus fik hevet James op og fulgte ham ud på badeværelset.
”Sirius, du skal ikke være så hård ved ham. Sirius? Sirius? Sirius?” Remus hoved fløj fra side til side, Sirius var ingen steder at se.
”Det her lover ikke godt.” mumlede Remus for sig selv, han satte sig på James seng. Sirius kunne ikke bare forsvinde, og han var ikke gået ud. Sirius gik ikke fra en kamp, ikke når der stadig var en, der stod op. Det gik for sent op for Remus, at han var den, der stadig stod op.
”Haaaaaaaaiiii Moo-hoony.”
Remus fløj op fra sengen med et hyl. Sirius var lige efter ham, endnu engang forsøgte Sirius med sin berømte tackling, men Remus var klogere end James og havde forudset det – sportsstjerner er ikke kloge.
”Aaaaaaaaarh. Jeg havde dig næsten.” Sirius så ondt op på Remus, der endnu engang sad oppe på bordet.
”Padfoot pafoot padfoot.”
”Det aldrig godt, når du siger mit navn tre gange.”
”Jeg er klogere end James, burde du vide efterhånden.”
Sirius mumlede noget utydeligt og lagde sig fladt på ryggen. ”Jeg dør, Moo-hoony.”
”Glimrende Padfoot, hils djævlen fra mig.”
”Jeg forlader denne verden, og det hele er din skyld.”
”Det er jeg ked af, Paddy.”
”Hils Wormie og Prongsie fra mig, jeg vil nu glide ind i lyset.”
”Farvel Paddy.” Remus vinkede til Sirius på gulvet, der ikke så noget. Han rørte sig knapt, da søren gik op. Remus sendte et smil til pigerne.
”JEG DØR!”
Pigerne fór sammen og stirrede på Sirius, der vred sig i dødskramper.
”Vi tæller til tre.”
”Nej vi gø ej.”
”Jo vi gør Emily. Det er nu eller aldrig.”
”Jamen, jeg vil ikke. Jeg kan sagtens vente.”
”Emily, du forstår det ikke. Enten spørg du drengen ud nu, eller også gør du det, når Alexa tvinger dig.” Amalia klappede Emily på skulderen, mens hun så medlidende på hende. Lily rystede på hovedet.
”Emily, vi er lige bag dig. Det er ikke så slemt, bare tænk på, hvor mange gange Alexa gør det.”
Emily så på Lily med et opgivende blik. ”Alexa spørg drenge ud lige så tit, som Am skifter hår.”
”Hey, så tit skifter jeg ikke frisure eller hårfarve.” Amalia lagde armene over kors. ”Det bare svært at finde noget, der passer til huden.”
Lily rullede med øjnene. ”Okay, en, to, tre, så åbner jeg døren. Klar?”
Amalia nikkede. ”entotre.” hun åbnede døren og skubbede Emily ind. Lily skyndte sig ind efter dem. Pigerne smilede til Remus, der sad på et bord. Han så umådelig glad ud. Det var jo også tæt på Hogsmeade weekenden.
”JEG DØR!”
Pigerne fór sammen og stirrede ned på gulvet, hvor Sirius lå og vred sig som i dødskramper.
”Jeg dør Moo –hoony. RED MIG.”’
”Glem det Sirius, du beder selv om det.” Remus hoppede elegant ned fra bordet og gik hen imod pigerne, han sendte dem alle et strålende smil, selvom hans blik hang lidt længere ved Emily.
”Hvad kan vi gøre for jer?”
”Det ikke hvad I kan gøre, men hvad du kan gøre.” Amalia blinkede til ham, Lily så det flygtige glimt af angst flyve hen over Remus’ ansigt.
”Hvad?”
”Jo ser du…” Amalia gik i stå, da James pludselig kom ud fra en dør kun iført bukser og en undertrøje.
”PADFOOT!”
Sirius rykkede uroligt på sig, men forholdt sig ellers i ro. Han var jo trods alt… død?
”Han er død, Prongs, bare drop det. Du kan ikke hævne dig nu.” sukkede Remus dog med antydningen af et drillende smil.
James så ned på Sirius, han kneb øjnene sammen. Han nedstirrede Sirius, der åbnede øjnene lidt, for så at knibe dem hårdt sammen igen. James prikkede til ham med foden, Sirius rystede akavet på hovedet.
”Padfoot, vågn op, du er ikke død.” James sparkede let til ham, Sirius grinede lavt nede fra gulvet af.
James blev ved med at sparke til Sirius, der grinede mere og mere, indtil det begyndte at gøre ondt.
”Heyheyheyheyhey. Stop det Prongs, det gør ondt.”
”Sirius, du død.” lød det fra Remus, mens han holdt øjenkontakt med Emily. Hun rødmede dybt.
”Prongs, du skal ikke tro spillet er ude. Godt nok er jeg ved at dø, men min gode ven, Moo –hoony her, vil hævne mig.”
”Glem det, makker, Remus er på min side.” James tog fat i Remus’ arm. Remus så forvirret på ham.
”Nej, han er på min.” Sirius greb Remus’ ben og klamrede sig til det. Remus så panisk til, mens hans to venner hev i ham fra hver sin side, mens de skændtes om, hvem han holdt med.
”Han holder med mig, Padfoot.”
”Nej Prongs, han holder med mig. Miiiig, jeg er døende, han skal holde med mig. Det ikke fair.”
”Slip mig.”
”Han er min ven.”
”Nej, han er min.”
”Jeg kan selv bestemme.”
”Min ven.”
”Min bedste ven.”
”Jeg troede, jeg var din bedste ven.”
”Hold kæft Prongs.”
”Lad mig nu gå.”
”Du skal dø, Paddy.”
”Kom an, jeg har Moo –hoony på min side.”
”SLIP MIG!”
Remus rev sig fri og dykkede om bag Lily, der stivnede. Hun ville helst ikke blandes ind i drengenes skæderi. Hun så på Amalia og Emily, der begge stod og rystede af indestængt latter.
”Jeg dør.”
”Hold nu kæft, Paddy.” James rystede på hovedet af Sirius. Han smilede til pigerne.
”Hvad laver I så her?”
”Jo ser du, Jamie…” Amalia begyndte at forklare og overhørte helt James protest af hendes kælenavn til ham. Hun fortsatte ufortrødent sit oplæg om deres gøremål på drengenes sovesal.
”Emily her har noget at snakke med Remus, men hun kom ikke så langt, da I havde gang i en form for kamp. Men nu hvor I er færdige, kan hun jo lige låne ham lidt. Kom I to.” Amalia greb fat i Emily og Remus og hev dem ud på gangen og efterlod dens stakkels Lily.
”Evans, vil du være på min side?”
”Helst ikke, Black. Så får jeg bare nogen klamme bakterier.”
James lo og smilede skævt til Sirius, der, af en eller anden underlig grund, stadig lå på gulvet.
”Evans,” James gled hurtigt hen ved siden af Lily, der af ren refleks rykkede lidt væk fra ham.
”Har vi stadig en aftale? Om at følges til Hogsmeade? Jeg kan sagtens tage med Sirius og Remus, hvis det er, du hellere vil fælges med dine veninder?” han så håbefuldt på hende. Hans store brune øjne fyldte næsten hele hans hoved, hvilket fik Sirius til at hyle af grin, mens Lily næsten blev helt blød indeni.
”Altså, alle mine veninder har planer, så hvis jeg ikke følges med dig, skal jeg gå rundt alene. Og det gider jeg ikke.”
”Gå rundt?” den sorthårede dreng så spørgende på hende.
”Ja, gå rundt i byen?”
”I byen? Vi skal ikke kun følges derhen, vi skal også tilbringe dagen sammen?”
Lily nikkede langsomt, James smilede stort. Han sprang op og ned og hujede højt, mens Lily så bange på ham.
”Ved nærmere eftertanke, kan vi også bare følges derhen og så skilles.” sagde hun håbefuldt, James landede med et bump på gulvet, han så op på hende med åben mund.
”Nej, nej, nej, nej. Vær nu sød, Evans, jeg er slet ikke så slem.”
”Du savler på mine fødder, Potter.”
”Jeg beder dig, jeg gør alt, hvad du siger, please gå på en date med mig.”
”Potter, græder du?”
”Evans, sig dog ja til ham, se på ham. Han kan ikke blive mere ynkelig.” Sirius så bedrevidende på Lily, mens han pegede på James. Der klamrede sig til Lilys ben, mens han udgød de bitre tårer og det slimede snot. Han så bedende op på hende.
”Okay.”
”YES!” James sprang på benene og væk var både tårer og snot.
”Men kun hvis du ikke, og jeg gentager, ikke driller Snape.” hun så bestemt på drengen foran sig. Han så uforstående på hende. Det så nærmest ud som om, han overvejede, hvad det var, hun sagde.
Så nikkede han. ”Klart nok, den klare jeg.”
”Så du gjorde det rent faktisk? Og du gjorde det?” Alexa så fra Lily til Emily. ”Så jeg hænger på Amalia?”
”Hva’? Nej da, jeg tager med Sirius, han gad ikke tøffe alene rundt med Peter.”
”Jeg tror ærlig talt ikke, at Sirius tøffer nogen steder.” lød det hånligt fra en hvidglødende Alexa. Lily sukkede dybt.
”Så jeg skal ud med Potter, og hvad så? Det er jo ikke noget særligt.”
Men der tog Lily fejl. Det var noget særligt, for dagen efter vidste hele skolen, at Lily Evans og James Potter skulle på date, og det var der bestem nogle piger, der blev rasende over. Lily måtte finde sig i, at være den de næste ugers sladder handlede om. Alle ville vide hvordan det var endt med en date, piger ville vide alt om hendes tøjstil, hvilket make – up hun brugte, hvilken shampoo, de ville vide hvilke sokker hun foretrak. Hverken Lily eller James fik fred, så Lily tog meget fejl. Det var virkelig noget særligt at komme på date med James Potter.
***************************************************************************
Undskyld, der er gået så lang tid... Men var gået lidt død i den....
Håber I kan lide det, og vil kommentere :)
- Prongs
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 12. Dadadadaaaah... The Date
Kapitlet blev tilføjet den: 21.10.2009 klokken 09:04 |
Okay, her kommer det så. Det længe ventede kapitel om Lily og James' første date..
Håber I kan lide det og efterlader en kommentar :)
- Prongs
*****************************************************************************
”Jeg tør ikke, jeg vil ikke. Tving mig ikke.”
”Du nødt til det.”
”Jamen, jeg vil ikke. Jeg vil simpelthen ikke. Please, lad mig blive her? Jeg kan gemme mig under sengen.”
”Du kan ikke gemme dig under sengen. Kom nu, du skal på date. Vær lidt glad.”
”Jamen, jeg vil ikke. Jeg nægter. Jeg gør det ikke.”
”Kom nu.”
”JEG VIL IKKE.”
”En to tre.”
”Hvad laver I? Hey slip mig. Lad mig være, jeg ville ikke. NEEEEJ SLIP MIG.”
Indgangshallen var næsten tom, de elever som skulle til Hogsmeade havde forladt slottet for længst. Men alligevel var der stadig tre piger tilbage, hvoraf to af dem holdt godt fast i den tredje, så hun ikke stak af.
”Han kommer om lidt.”
”Han er sikkert gået, fordi du var så langsom.”
”Jeg var ikke langsom, Emily. Jeg skulle sætte hår.”
”Am, du har ikke en date.”
”Nej, men jeg skulle sætte hår alligevel.”
Lily rullede med øjnene af sine to veninder, de havde skændtes, siden de havde stillet sig derned, hvilket var en halv time siden.
”Måske har han glemt det?”
”Remus glemmer ikke noget. Han er sikkert sammen med Sirius og James og ryster i bukserne af skræk.”
”Hvor er du flink, Amalia.”
Emily skævede til trappen, hun rykkede nervøst på sig, men de to andre piger strammede bare deres greb om hendes arme.
”Jeg kan godt. Jeg kan godt. Jeg kan godt.” mumlede hun for sig selv, mens hun så skrækslagen op på den tomme trappe.
”Måske skulle vi bare gå.” Lily slap Emily og lagde armene over kors. Hun var træt af at vente.
”Nej Lils, du har også en date.”
”Kan du måske se ham nogensteder?”
”LILY!!! Hej LILY.”
Lily sukkede dybt, hun så sig over skulderen, hvor Sirius Black kom løbende, mens han vinkede voldsomt til hende – en kunst kun han beherskede til fulde.
”Hvad?” spurgte hun tvært og vendte sig mod ham. Hun hævede et øjenbryn, da hun så Remus dukke op bag Black med Potter på slæb. Remus smilede begejstret til dem alle, inden han parkerede Potter ved siden af Black, der tog et fast tag i ham.
”Så er din drømmeprins her, Lilseblomst, er du ikke glad?”
”Iih jo, Black.” Lily vrængede af ham og så i stedet på Potter, der så virkelig utilpas ud. Han var helt bleg, og hans hænder rystede voldsomt.
”Er han okay?”
Både Black og Remus nikkede stort, Amalia og Emily vekslede blikke bag Lily.
”Nåh men, jeg tror, at Emily og jeg vil tage af sted nu.” Remus sendte de andre et lille, næsten usynligt smil, ”ellers får vi næsten intet tid sammen.”
Black brød ud i en høj, gøende latter, hvilket fik Emily til at rødme dybt. Remus tog hende ved armen, og de forsvandt ud af de store dobbeltdøre.
”Nåååh, Jamsie, skal du så på date nu?” Black klappede Potter på ryggen, Lily rykkede hastigt tilbage, da det så ud til, at drengen ville kaste op. Amalia så nervøst fra Black til Lily, men fandt intet svar i deres ansigter. Lily så rådvild ud, mens Black bare smilede stort.
”Jeg dør.” kom det halvkvalt fra den bebrillede dreng.
Lily satte hænderne i siden og så strengt på Black. ”Hvad har du gjort ved ham?”
Blacks blik flakkede. ”Undskyld os et øjeblik.” han trak Potter væk fra pigerne, der vekslede blikke.
”Tag dig sammen, Prongs.”
”Jeg vil tilbage under sengen. Sig jeg’ syg.”
”Nej, du har kæmpet for den date. Tag så af sted!”
”Jeg kan ikke. Jeg syg, jeg dør, jeg kan ikke.”
”Du ikke syg. KOM NU FOR FANDEN!”
Sirius trak James tilbage til det to piger, der begge så helt blanke ud. Amalia så tøvende på Lily, der lignede en, der var parat til at flygte langt, langt væk ved nærmeste mulighed.
”Han er super klar nu.”
”Vi kan godt afly….”
”GÅ SÅ MED JER, PRONGS!” Sirius skubbede brutalt James ind i Lily, der kom med et lille hvin, men dog greb den død nervøse dreng. Sirius vinkede til dem, inden han hev Amalia med sig ud, der råbte hilsner og gode råd til Lily.
”Bare slap af, vær dig selv. Hvis det koldt, så gå indenfor. Husk vanter, snak om ting der interessere jer begge. Lad vær med at kritisere Quiditch. HYG JER…”
James rettede sig op, han smilede kejtet til den rødhårede pige foran sig. Han roede sig i håret, hvilket fik Lily til at se noget sammenbidt ud.
”s-skal vi gå?” fik han til sidst fremstammet. Lily nikkede og svang håret om på ryggen, hun bevægede sig hurtigt hen mod dobbeltdørene, og lod det være op til James at følge med.
”Okay så. Dine hobbyer?” Lily fremtvang et venligt smil og så på James, der lignede en vindblæst kost. Det blæste kraftigt, så tøjet hvirvlede omkring dem i en ustandselig dans. De havde begge opgivet hætter, så den lette regn havde efterhånden gjort dem godt våde efter den lange gåtur fra slottet ned til byen.
”Sport.”
”Kun sport?”
James nikkede. Lily sukkede, det ville blive en meget lang dag.
”Men jeg læser også, nogen gange. Ikke så tit, mest i ferierne. Jeg er ikke ligesom Remus, der læser konstant… eller spiser chokolade konstant. Hvad med dig?”
”Jeg har ikke rigtigt nogen hobbyer.”
”Men du kan da godt lide at læse? Og gå ture? Og cikle? Og være sammen med dine venner? Det kan jeg faktisk også, nu jeg tænker over det. Mine venner er ret sjove.”
James snakkede videre om sine sjove venner og lagde ikke mærke til, at Lily var standset. Han drejede hovedet og standsede brat, da han lagde mærke til den tomme plads ved sin side. Han så sig over skulderen og så en Lily, der stod meget stille, ligesom en statue. Han gik tilbage til hende og så spørgende på hende, men hun reagerede ikke.
”Er du okay?”
”Du ved, hvad jeg laver i min fritid? Hvordan ved du det?”
”Jeg snakker meget med Amalia og Emily, mest med Emily hun er jo på mit hold. Hun siger, du holder meget af gåture og cikle ture.”
”Cykle ture, du mener, cykle ture.” hun begyndte hastigt a gå videre. James greb ud efter hende og hold hende tilbage.
”Hvad har jeg gjort?”
”Ikke noget, kom nu, Potter.”
James sukkede dybt, men fulgte efter hende. Han indhentede hende med et stort smil på læben.
”Hvad skal vi nu snakke om? Har du læst nogen gode bøger? Set noget spændende i fje… nej, det har du nok ikke.”
”Set hvad?”
”Ikk’ noget, glemte bare, hvor længe vi har været på Hogwarts. Nåh, bøger?”
”Jeg har læst lektier.”
”Lyder som Moony. Har du også spist chokolade?”
”Det kommer virkelig ikke dig ved, Potter.”
”Du er da lidt aggressiv i dag, Evans.”
”Hold op, Potter.”
”Jeg synes virkelig, og nu må du ikke blive ikke sur, at du er sød, når du er sur.”
”Jeg er ikke sur.”
”Arrrh, lidt små gnaven.”
”Potter, hvis det her, skal blive en god date, så du nødt til at tie stille.”
”Så bliver det da ikke en sjov date, jeg elsker at tale med dig.”
”Jeg gider ikke tale med dig.”
”Er det den tid på måneden?”
”LUK!”
”Okay okay, nyt emne så.”
Lily vrissede og kiggede efter et sted at løbe hen, næste gang drengen ved hendes side så væk.
”Nåh, hvor vil du hen? De tre Koste? Kandisbaronen?”
”Et varmt sted.” snak så lidt som muligt.
”Okay, så synes jeg, at vi tager til De tre Koste, der er varmt, og man kan få noget at drikke.”
”Du tørstig?” dumt sagt, Lily.
”Jaah.” han lo og lagde en arm om hende, hun rykkede sig lidt. Men han nægtede at slippe og førte hende ind i De tre Koste, de kom dog kun få sekunder efter, endnu mere vindblæste, end da de kom ind. De vekslede begge blikke og blev uden ord enige om at gå et andet sted hen. James holdt galant døren for Lily, og de maste sig ind i Kandisbaronen. Lily vinkede til nogen, hun kendte i forbifarten, men stivnede så. Hun så sig omkring og mærkede panikken brede sig, han var væk. Han var pist forsvundet, han havde da været lige bag hende, havde han ikke?
Det slog ikke Lily, at det var let at forsvinde i det kaos, der herskede i butikken. Den var fyldt til randen med Hogwarts elever, der skubbede, råbte og kastede sig ind over andre for at få fat i det, de ville have.
”Nogen der har set Potter?” Lily så på eleverne omkring sig, men ingen tog notits af hende. Hun kæmpede sig gennem det overfyldte lokale og kastede sig ud på gaden. Hun landede med et klask på maven, hun rynkede voldsomt på næsen. Det var begyndt at sne.
”Lily? Lily er du okay?”
Lily mærkede nogle tage forsigtigt fat i hende og løfte hende op, hun så ind i Emilys venlige øjne og fik en sær lyst til at bryde ud i gråd.
”Jeg tror, hun har det helt fint.”
Remus stod på den anden side af Lily, han havde sne i håret og lignede en, der lige var kravlet igennem en masse buske. Han sendte hende et lille smil, det lille flygtige smil som virkede så betryggende på hende. Hun elskede det smil, noget hun aldrig ville kunne sige højt til andre end sin far, han var den eneste der forstod hende. Hun mærkede en sær knude i brystet, hun kunne intet gøre.
”Åh nej, Lily.”
Emily lagde armene om sin grædende veninde. Lily knugede sig ind til hende, hun hulkede hult.
”Alt skal nok gå.”
Lily rystede fortvivlet på hovedet.
”Han forsvandt bare, Emily. Forsvandt.”
”Hvem? James? Lily, James forsvinder tit, han er tilbage om lidt.”
Lily rettede sig op og så på Remus, hendes tårer frøs til is på hendes kinder. Hun tørrede dem hastigt bort, han hadede, når folk så hende græde. Hun hadede det.
”Jaah, du har nok ret. Smut I bare, jeg finder ham nok om lidt.”
”Nu stikker du vel ikke af, vel?” Remus så strengt på hende, Lily gjorde store øjne og rystede på hovedet, mens hun smilede stort til ham.
”Kunne jeg da aaaaaldrig finde på, Remus. Smut I bare, kom så, smut.” hun puffede Remus væk og sendte Emily et stort smil, Emily så dog en smule skeptisk ud.
Lily følte sig forladt, som hun stod der i den dalende sne og stirrede ud i det kommende mørke.
”Evans, der er du.”
James væltede ud af Kandisbaronen og lignede en, der havde været ude for en eksplosion. Hans tøj sad virkelig sjovt, hans hår var endnu mere uglet end normalt. Han sendte hende et stort smil, mens han rettede febrilsk på sit halstørklæde.
”Hvor var du? Du forsvandt bare?”
”Hva’? mig? Jeg var lige bag dig, og pludselig var du der ikke mere. Jeg har mast rundt i butikken for at finde dig! Jeg blev sgu også kidnappet af en aggressiv pigegruppe, lige da jeg endelig fik øje på dig. Jeg råbte til dig og alt muligt, men du forsvandt bare igen.” han så surt på hende.
Lily kunne egentlig godt huske den pigegruppe, hun havde bevidst undgået dem, da hun havde identificeret dem som Pottergruppen. Navnet sagde alt, de var fans af James Potter, de forgudede ham, og derfor rendte de alle sammen rundt med briller og et stort halstørklæde ligesom ham.
”Jeg gik udenfor, jeg troede du var gået.”
”Gået? For fanden da, jeg ville da ikke bare gå.”
”Du virkede da ellers ikke speciel vild med tanken om en hel dag med mig, du så helt syg ud.”
”HEY! Sirius havde holdt mig vågen hele natten, jeg har langt om længe fået en date med dig, jeg ville da ikke bare bakke ud.”
Lily skulle lige til at åbne munden og svare, men nåede det ikke, da James pludselig blev angrebet bagfra af en stor uformelig klump, som vidst egentlig var en person. Men Lily var ikke sikker.
”HVA’ SÅÅÅÅ?” skreg klumpen og gav James en noget voldsom nuggi. James kæmpede en brav kamp for at slippe fri, og det lykkedes da også til sidst, men han så ikke ligefrem glad ud. Lily himlede med øjnene, den uformelige klump var Sirius Black iført en meget stor, meget pelset og meget, meget grim pelsjakke. Han strålede som en sol, og Lily fik en utrolig stor lyst til at smække ham en på side af hovedet. Lidt efter dukkede en forpustet Amalia op, hun lænede sig op af Lily, mens hun trak vejret anstrengt.
”Han spurtede pludselig af sted, han er pisse hurtig, kan næsten ikke få vejret.” forklarede hun gispende, mens Sirius var gået i gang med at fortælle et eller andet ”meget” vigtigt til James, der virkede totalt uinteresseret i det. Han blev ved med at kaste blikke mod Lily, der prøvede at lade vær med at se alt for sur ud.
”Nåh, hvordan er det så gået for jer? Har I hygget?” Amalia så spændt på Lily og James, og ingen af dem vidste, hvad de skulle svare.
”Det er da gået meget godt.” løj Lily og sendte et meget falskt sukkersødt smil til James, der gengældte det med en grimasse. Sirius stod i lang tid og stirrede på James, han stirrede faktisk, så hans øjne næsten trillede ud af hans hoved. Lily fandt ham ufatteligt ucharmerende og huskede sig selv på aldrig at gå på date med ham. Det ville være det dybeste, hun overhovedet kunne synke.
”HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHHAHAHAAHA.”
Lily og Amalia fór sammen og stirrede på Sirius, der pludselig bukkede sammen i en bragende, voldsom latter. Han lo og lo, mens han pegede på James, der så noget utilfreds ud.
”Okay, nu kan det heller ikke være sjovere, Paddy.”
”Hvad fanden, Evans, har du allerede givet knægten et sugemærke?” Sirius lo endnu højere, da Lily så forvirret på ham. Så begyndte Amalia også at grine, og da fik Lily også øje på det. Et kort øjeblik undrede hun sig over, at hun ikke havde set det før. Men så huskede hun, hvordan han havde fumlet med at få halstørklædet til at dække så meget af halsen som muligt. Men efter den uformelige klumps angreb, var halstørklædet faldet af og havde blottet hans meget fine hals. På James hals sad der tre store sugemærke, og Lily nægtede at tage æren for dem. Hun ligefrem afskyede Sirius for at have sagt, det var hendes værk.
”Nej da Paddy, vi tager det her forhold langsomt, vi har jo ikke engang snavet endnu.” James smilede skævt til dem, og Lily mærkede en vrede vokse i sig.
”Vi tager slet ikke noget forhold langsomt.”
”Vil det sige, at vi kan snave nu?”
”NEJ! Jeg vil aldrig nogensinde snave med dig, jeg vil aldrig nogensinde kramme dig!”
”Er det nu ikke lidt voldsomt? Vi er trods alt på date.”
”Den her date er forbi, jeg nægter at tilbringe endnu et minut med dig. Du er simpelthen for… for… for DIG!” Lily slog ud efter James, der elegant afveg, hvorefter hun stormede ned af gaden mod slottet. Et kort øjeblik stod de alle tre helt stille og så spørgende på hinanden, så vendte Amalia også omkring og spurtede efter Lily. Sirius fnøs og så beklagende på James, der trak på skuldrene.
”Jeg går ud fra, det altså var den tid på måneden.”
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 13. Randomness
Kapitlet blev tilføjet den: 24.10.2009 klokken 19:42 |
Julen nærmede sig med hastige skridt, hele slottet summede af forventning. De små elever glædede sig til at komme hjem, de ældre snakkede om den fest Dumbledore ville holde, mens atter andre ærgrede sig over, at de ikke kunne komme med til festen.
Sneen dalede stødt hver dag og lå som et fint tæppe over Hogwarts arealer, indenfor var julepynten kommet op, og rustningerne sang julesange, hver gang nogen gik forbi dem. Filch brokkede sig dagligt over eleverne og deres sko, når de kom ind fra udendørsområderne. Lærerne kunne ikke skabe ro i timerne, da alle glædede sig til ferien. Selv lærerne så frem til den, hvilket virkede skræmmende på eleverne, da nogle lærere kastede sig ud i en lang fortælling om, hvad de skulle bruge deres ferie på. Dette skete især i eliksirtimerne.
Det var sen aften en ganske almindelig lørdag aften i Gryffindortårnet, Remus var lige kommet tilbage fra biblioteket, hvor han havde siddet og lavet de sidste lektier, Peter sad i sofaen ved pejsen og åd kager – hvilket han faktisk altid gjorde, James sad henslængt i en stol og… ja, sad, en pigegruppe sad i et hjørne og hviskede sammen, nogle drenge spillede spil, andre lavede lektier og atter andre sad i en rundkreds på gulvet med et spil. Dette arrangement var Lily en del af, selvom det ikke var frivilligt.
Alt var roligt i tårnet, folk var usædvanligt stille, grunden til det var nok, at lærerne havde valgt at bombardere dem med lektier inden ferien, og de fleste ville gerne have dem ud af verdenen, inden de holdt fri.
Men alligevel var der for stille, alt for stille. Remus havde lagt mærke til det, da han trådte ind i tårnet. Stilheden havde nærmest skubbet ham ud igen, så voldsom var den. Der var noget galt, det var sikkert og vidst. Remus sonderede hurtigt terrænet, mens han gik hen til pejsen, han satte sig ved siden af Peter, der stadig åd. Han kløede sig bag øret lige ved hårgrænsen og så sig om, stilheden var ved at kvæle ham. Så gik det op for ham, han smilede stort, hvilket fik James til at rynke panden.
”HA!” udbrød han triumferende, Peter hoppede af skræk ved siden af ham.
”Sirius.”
”Sirius?” spurgte James og så sig omkring, ”han er her altså ikke, Moony.”
”Præcis. Han er her ikke.”
Peter og James vekslede blikke, det rablede vist for deres ven.
”Her er alt for stille, og nu ved jeg hvorfor. Sirius er her ikke.”
”Det er vel kun en god ting.” Lily Evans smed sig ved siden af Remus, hun så forfærdelig træt ud.
”Det kan vel diskuteres.” Remus lagde sine bøger på bordet og så kort på Peter, der var vendt tilbage til sin kagespisning – hvilket grisede.
James samlede en af Remus’ bøger op og forsvandt bag den, ham og Lily havde ikke ført en eneste samtale siden deres lille date, ikke fordi de nogensinde havde gjort det nogensinde. I hvert fald ikke en rigtig samtale.
Det passede Lily helt fint, at de ikke talte sammen, da hun ikke gad tale med ham. Hun nægtede faktisk, hun nægtede at se på ham, nægtede at høre på ham. Hun gad ham simpelthen ikke, hvilket James havde opfanget, da han slet ikke var så dum, som mange gik og troede. Faktisk var han heller ikke specielt interesseret i at tale med hende, daten havde gjort tre ting helt klart for ham.
Lily Evans var ikke den fantastiske skabning han troede, hun hadede ham virkelig så meget, som hun gik og sagde og de havde ingenting til fælles.
James havde langt om længe forstået det, og han fortrød, at han havde rendt sådan efter hende i alle de år. Det var pinligt, ikke så meget at han havde opført sig så dumt, men at han ikke havde kunnet se det, det var pinligt. Folk måtte jo tro, han var dum som en dør.
”Black er simpelthen så irriterende, jeg fatter ikke, du snakker med ham.”
Lilys stemme trængte igennem James usynlige skjold, han byggede op, hver gang hun kom. Eller, alle de gange hvor han ikke havde mulighed for at flygte. James havde dårlig samvittighed over, den åndssvage måde, han havde opført sig på overfor hende, den var så slem, at han ikke kunne holde ud at være for tæt på hende. Når hun kom, plejede han at forlade rummet eller fortrække til den fjerneste krog, hvis han altså ikke sad sammen med sine venner.
”Han er slet ikke så dum endda.” kom det fra Remus, der havde fundet en chokolade stang frem. James tvang sig selv til at lægge bogen fra sig.
”Nåh, James, hvor er Sirius så henne?”
”Ude.”
”Ude hvor?”
”Ude.”
”Men, udgangsforbud.” mumlede Remus og så på sit ur.
”Ude.”
”Det har jeg forstået.”
”Ude.”
”James…”
”Ude.”
”Ja, men..”
”Ude.”
”Jaah men…”
”Ude.”
”…”
”Han er ude.”
”JAMES!”
James så på Remus, der rystede på hovedet af ham.
”Hvor ude?”
”Det ved jeg sgu da ikke, jeg holder ikke øje med ham. Det er din uge.”
”Jeg tror faktisk, det er Peters.”
”Hvad er?” Peter så på dem med sine vandblå, små øjne.
”Det er din uge.”
”Jamen, jeg har ikke tid. Jeg skal gå nu.” han rejste sig brat og forsvandt ud af portrættet uden at uddybe overfor sine venner.
”Øh, hvad skete der lige der?”
”Ingen anelse, Prongs, men jeg tror han ender med en eftersidning.” Remus så på Lily, der allerede var parat til at rejse sig.”
”Det må han selv om.”
”PROOOOONGS! MOOOOOOOONY!”
De to drenge, hvis navne var blevet kaldt, så op. Sirius kastede sig ned i stolen ved siden af James, de så alle interesserede på ham.
”Den er aflyst, de har aflyst den.”
”Hvad? Hvem? Hvor?”
”VORES FEST!”
Der blev pludseligt helt stille i opholdsstuen. Alles øjne var rettet mod Sirius, der sad og pustede i stolen ved pejsen ved siden af James overfor Remus.
”De har aflyst vores fest.” gentog han lidt lavere.
”AAAAAAAAAAAAAAAARH!”
”Dumt sagt, Sirius virkelig dumt sagt.” sukkede Remus. ”Nu skriger de alle sammen.”
”Jamen det er sandt, Remus. De gjorde det, fordi præfekterne ikke kunne komme.”
Sirius så ondt på Lily og Remus, der begge rødmede svagt og så ned.
”Vores fest.” hulkede han så og så på James, som håbede han en smule medfølelse.
”En skam.”
”En skam? EN SKAM? Er det alt, du har at sige, Prongs? EN SKAM? DET ER EN KATASTROFE!”
Salen summede af snak den følgende dag. Alle var ophidsede over det opslag, der var blevet hængt op i løbet af natten. Den store julefest var aflyst, da ingen af præfekterne kunne komme. Lily og Remus sad ved siden af hinanden med hovederne bøjede, så de slap for at se på alle de hadefulde blikke, der blev sendt til dem fra alle vinkler.
”Jeg ved, at I er vrede, men lærerne og jeg besluttede, at det ville være bedst, hvis den store julefest blev aflyst, i stedet vil vi holde forårsfesten i juleferien.”
Salen blev helt stille, og alles øjne var rettet mod McGongall. Forårsfest? Hvilken forårsfest?
”Derfor vil jeg råde de mindre elever til at skrive hjem, hvis de gerne vil med til festen.” hun satte sig igen. Og maden dukkede op på tallerkenerne.
”Eerj, de zmå får en fest, men vi gør ikke?”
”Slap af, Padfoot, de har sikkert rykket vores til foråret så.” James hældte en masse kartofler over på sin tallerken og smilede til sin ven, der sad og så oprørt ud ved hans side.
”Det tror jeg altså ikke, der skal vi jo li’zom til eksamen, ikk’?”
”De kan ikke bare aflyse vores fest, det er jo VORES fest.”
”Jeg tror, at der vil være kage.”
De to drenge så på Peter, der sad overfor dem. Han smilede dumt med en frikadelle hængende ud af munden. De rynkede begge på næsen, drengen havde jo ingen mad manere.
”Hørte du ikke, hvad McG sagde? Festen er aflyst.”
”Men til vores vil der være masser af kage.”
”Vi får jo nok ikke en fest, vel dumme? Altså hallo, er du dum måske?” Sirius vrængede hånligt af Peter, der spiste videre uden at høre efter. Maden tog alt hans opmærksomhed.
”Du taler underligt, Padfoot.”
”Naaai. Men altså hør lige, ikk’? vi skal jo li’zom ha’ en fest, ikk’? zåh skal vi li’som ikk’ klage til nogen?”
”Du taler virkelig spøjst.”
”Ej men hallo altså, de tog li’zom bare vores fest fra os, ikk’?”
James skulede til Sirius, der blev ved med at snakke videre om deres fest. Peter var begyndt at lytte opmærksomt, da han var færdig med sin mad og nu ventede på desserten.
”Du lyder præcis som Anita.”
”Who the fuck is she?” Sirius så på James, der bare trak på skuldrene. Hvor skulle han måske vide det fra?
”Hun er bare så hot, og hun kysser godt.” lød det fra en nu savlende Peter, Sirius og James vekslede forskrækkede blikke. Den pige, hvem hun så end var, måtte nok være noget af det grimmeste, siden Peter var faldet for hende, og hun havde kysset ham.
Imens i den anden ende af bordet sad Remus og Lily og førte en hviskende samtale.
”Jeg forstår det ikke, hvorfor får vi skylden? Vi har jo ligesom ikke gjort noget.”
”Lily, vær sød ikke at sige ligesom, Sirius sagde det hele natten, jeg kunne næsten ikke sove.”
Lily så medfølende på ham. ”Er det slemt at bo sammen med dem?”
Remus rystede på hovedet, ”nej.” han tog en bid af sin gulerod.
”Jeg ville dø.”
”Du kender dem jo heller ikke.” han tyggede langsomt af munden. ”De er helt anderledes, end når du er sammen med dem.”
”Jeg er aldrig sammen med dem, de er sammen med mig.”
”Det kan måske forklare det. ”
Lily skulede til ham. ”Men, hvad skal du i ferien, siden du ikke kan komme til festen?”
”Hjem, hjem og holde ferie. Og Sirius mener, han skal med mig.”
”Lyder da godt nok hyggeligt. Jeg skal hjem til mig mor.”
”Opføre hun sig ordentligt?”
”H-hvad mener du?”
”Jeg spørg bare, om hun opfører sig ordentligt. Du har ikke virket glad, de gange jeg har spurgt ind til din ferie. Eller til din familie i det hele taget.”
Lily så på ham, nogen gange forbløffede han hende virkeligt. Han læste hende som en åben bog, han læste alle som åbne bøger. Remus var en god ven, han forstod ting, andre ikke ville forstå.
”What’s up guys?” Sirius smed sig på en tom plads overfor dem, hverken Remus eller Lily havde set, at folk var begyndt at gå.
”Altså, lige før, ikk’? der sagde jeg til Jamsie.” han kiggede kort på dem for at se, om de fulgte med. ”Jamsie altså, de ka li’zom bare ikke aflyse vores fest, vel’? for altså, hallo, det jo li’zom vores, ikk’? men zåh kom jeg jo på en ide, for jeg er jo bare zåååh dygtig. Jeg tænkte, Sirius, tænkte jeg, du holder da bare en fest. Du er jo zåh populær, li’zom. Men altså, det bliver jo zåh nok først efter jul, ikk’ oss’? For jeg zkal jo li’zom hjem til Remmie drengen, zåh, kommer I?”
Både Remus og Lily sad og stirrede målløse på den mørkhårede dreng foran dem, hvordan var det dog han talte? Han talte ligesom de rædselsfulde piger, der jagtede ham og James Potter. Som selvfølgelig valgte netop det øjeblik til at komme over til dem, han satte sig ved siden af Sirius.
”Hey.”
”Hej James, hvorfor taler Sirius så mærkeligt?”
James trak på skuldrene. ”Ingen anelse, Moony dreng.”
Remus sukkede dybt. Det var da også de dummeste navne de to fandt på til ham.
”Peter har en kæreste.”
”HVAAAAD?” lød det fra Remus og Lily i kor, de stirrede på James, der bare trak på skuldrene.
”Eeerj, han er da bare ZÅH ztolt, ikk’ oss’?”
”Sirius, så tal dog ordentligt.” Remus så anstrengt på Sirius, der bare så forventningsfuldt på dem.
”Kun hvis du ikke kommer.” svarede Lily så og rejste sig, hun vinkede til Remus, inden hun skyndte sig op i opholdsstuen.
De tre drenge sad lidt og så på hinanden, inden de også begav sig på vej op mod opholdsstuen.
”Hallo guys, kommer i li’zom?”
”Jaja.”
”Zaaajt main, zåh køber jeg boost.” Sirius lallede glad op foran dem, mens han nynnede glad for sig selv.
”Jeg tror, han har været for meget sammen med de der piger.” hviskede Remus til James, der nikkede samtykkende. Det lød lidt sådan, ikke så meget, bare liiidt.
”Du er pisse irriterende, Padfoot.” sagde James lidt efter, da Sirius for tredje gang med vilje dansede baglæns ind i ham.
”Eeeej hallo, tal til hånden, li’zom ikk’?”
Remus stønnede og masserede sine tindinger, han var efterhånden ved at have kronisk hovedpine, efter alle de dage han tilbragte med Sirius. Den evigt og altid larmende Sirius Black.
Sirius sang højlydt hele vejen op til Den fede Dame, hvor han endda blev stående for at synge for hende, og til Remus og James’ store skræk, begyndte hun at synge med.
”WAKE ME UP BEFORE YOU GO GO!”
“Nejnejnejnejnej.” Mumlede Remus og så sig om efter et sted at gemme sig, desværre for ham, var der ingen. Han så bedende på James, der nikkede, hvorefter han masede sig ind foran Sirius og skreg kodeordet til Den fede Dame, der åbnede for at slippe dem ind, men lukkede hurtigt igen, så hende og Sirius kunne synge noget mere duet.
”WAKE ME UP BEFOR…”
Remus smed sig hurtigt i sofaen uden at tjekke om, der sad nogen i forvejen.
”IIIH Remus.”
Han sprang på benene igen og undskyldte mange gange, før han så hvem det var.
”Undskyld, det må du meget undskylde, jeg så der slet ikke. Du må virkelig undskylde, jeg skulle bare væk fra Sirius – Hej Emily, hej Alexa.”
”Lupin.” hilste Alexa og vendte tilbage til sit blad, hun hilste dog med høj stemme på James, da han sluttede sig til dem.
”Hvor er Siri?” hun smilede sødt til drengene, der begge nikkede hen mod portrættet. Alexa rejste sig glad og skyndte sig ud til Sirius med det håb, at han ville invitere hende ud eller i det mindste talte til hende – hvilket nok var meget usandsynligt, da Sirius slet ikke brød sig om hende.
”Den pige er værre end Mizzy.” mumlede James.
”Hende har jeg slet ikke set i år.” Remus så spørgende på Emily, han havde sat sig ved siden af.
”Hendes forældre er forsvundet, faren er mistænkt for at holde med Mørkets Herre, mens hendes mor forsvandt sporløst fra sit arbejde. Mizzy er i ministeriet, og Dumbeldore kæmper for at hun må vende tilbage her efter ferien.”
”Wow.” lød det fra de to drenge.
”Remus, er du ikke sød, at få din ven til at holde op med at synge? De små elever tør ikke komme ind.” Lily var kort kommet hen til dem, men gik, uden at vente på svar, tilbage til sit hjørne, hvor alle hendes bøger lå. Hun så kort hen på dem og sendte Remus et strengt blik, han rejste sig modvilligt og gik ud til Sirius og Alexa. James sendte Emily et stort smil.
”Er du så klar til i morgen?”
”Altid.” smilede hun.
”Jeg har ikke hørt, hvordan din og Remus’ date gik. Hvordan gik den? Give mig alt sladderen.” han satte sig hen ved siden af hende og lagde en arm om hende. Han smilede stort og indbydende til hende, men hun rystede bare på hovedet af ham.
”Det må du spørge ham om.”
”Han synes, du er totalt hot.”
”Nej..”
”Han har vildt lyst til dig, han drømmer om dig hver nat, han hvisker dit navn i søvne, han savler bare ved tanken. Han tænker på dig, når han orna….”
”JAMES!” hvinede hun forskrækket.
”Hvad?”
Emily så forskrækket på ham, mens James bare smilede fjoget og prøvede at se helt uskyldig ud – det lykkedes ikke så godt for ham.
”Potter, hvad er det du laver?” Lily tårnede sig op foran James, der så på hende med store hundeøjne.
”Hvad mener du, min egen?” han brugte med vilje det ordvalg bare for at irritere hende.
”Hvorfor genere du min veninde?”
”Han generer mig ikke, Lils, han siger bare nogle underlige ting.”
”Helt ærligt, Emily, det altså meget normalt. Remus synes du hot og tænder helt vildt på dig, hvad er problemet i det?”
”Ahvadfornoget?” Remus stod pludselig ved siden af Lily og lignede en, der hvert sekund kunne få røg ud af ørerne. Han så meget vredt på James, der bare så uskyldigt på ham.
”Jeg siger bare sandheden, Moony, den sandhed du ikke vil indrømme.”
”Du er bare for meget.” hvæsede Remus.
”Nej da, siger du, at Emily her ikke er hot? Sig mig, er du overhovedet til piger?”
Remus rødmede dybt og så ned i gulvet, hvor han dog hadede James til tider. Hvor han dog hadede ham. Hadede ha, hadede ham, hadede ham.
”Jeg synes, du skulle overveje at gå i seng, James.” hviskede Remus hæst og sendte ham et gennemborende blik. ”NU!”
”Klart nok, Moony, kommer du med?” James lo og rejste sig. Han lagde en arm om Remus, der så sammenbidt på ham.
”Jeg hader dig.” hviskede han så lavt, at kun James hørte det.
”Men du hader Padfoot mere.”
***************************************************************************
Jeg ved det, det her kapitel har absolut ingen handling, men det SKULLE med!! xD
Næste kapitel, kommer til at have mere handling, og det kommer til at hænge sammen med resten :D
Håber I vil smide en kommentar, vil gerne høre jeres mening om det her kapitel og om hvordan personerne opføre sig :)
- Prongsie
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 14. A snowy day
Kapitlet blev tilføjet den: 17.11.2009 klokken 18:48 |
Hey alle mine kære læsere, jeg ved, at det er længe siden, og jeg beklager mange gange. Men her kommer der så endelig et nyt kapitel, håber I kan lide det ;D
Kommenter gerne, det vil gøre mig meget glad
- Kronhjorten
*****************************************************************************
Lily så rasende ned på den snebold, der for få sekunder siden havde ramt hende på brystet. Hun havde opgivet at finde ud, hvem der havde kastet den, siden hun var den eneste i miles omkreds, så i stedet havde hun besluttet, at den var fløjet ind i hende af sig selv. Hun traskede videre i den knæhøje sne, mens hun mumlede usammenhængende med sig selv. Det var lørdag inden ferien, og der var vild fest i Gryffindortårnet, som Sirius havde arrangeret. Lily havde opgivet af lege præfekt, så hun var smuttet udenfor. Hun gad ikke feste. Det var ikke fordi, hun ikke kunne lide fester. Hun var bare ikke i festhumør, egentlig var ikke i noget humør. Hun følte sig som en tom skal, der bare vandrede rundt og så dum ud – syntes hun selv. I det mindste havde Potter ikke forsøgt at lægge an på hende, men på den anden side var aftenen ikke forbi, eller weekenden for den sags skyld. Der var masser af tid, han kunne godt nå at drive hende til vanvid, inden hun tog hjem på ferie. Nu hvor Lily gik og tænkte over emnet James Potter og hans irriterende måder at spørge hende ud på, gik det op for hende, at han faktisk ikke havde inviteret hende på date den sidste uge. Eller ugen før det. Faktisk havde han vist slet ikke jagtet hende. Han havde opført sig næsten normalt, siden den aften med Remus i opholdsstuen.
Lily nåede lige at flytte sig, inden en meget stor og meget våd snebyge kom flyvende. Den landede med et ordentligt splat ved siden af hende. Hun så på den, hun stod bare og så på den, mens hun undrede sig over den. Så så hun op med et surt ansigtsudtryk. Der var andre ude end hende, en eller anden var skyld i både snebolden og den her splattingest. Når hun fik fingrene i den person, skulle han, hun, den, det virkelig fortryde. Hun rettede sig op og så sig rasende omkring, men kunne stadig ikke få øje på nogen. Hun listede sig videre i den knitrende sne, der kun alt for tydeligt afslørede, at hun var der. Det var da også bare irriterende med al den sne.
”PAS PÅ!”
Denne gang nåede Lily ikke at flytte sig, inden endnu en splattingest kom flyvende mod hende, den ramte hende hårdt og hun væltede omkuld, begravet i sne. Hun kæmpede vildt for at komme fri, og kunne pludselig mærke et par stærke arme, der greb fat i hende og hev hende på benene.
”Er du okay? Du må virkelig undskylde, er du okay? Jeg prøvede at ramme min ven. Er du okay?” stemmen var varm og venlig, han børstede sneen væk fra hende, mens han gentagende gange spurgte, om hun var okay. Lily nikkede og hoppede let, da han børstede sneen væk fra hendes bagdel.
”Jeg har det helt fint, tak. Mange tak, tak, tak, tak.” hun flyttede sig væk fra ham og tabte fuldstændigt underkæben, hendes grønne øjne trillede nærmest ud af hovedet på hende.
”Potter?”
”Evans?”
”Hey? Skete der noget?” Remus dukkede op ved siden af dem, han smilede til Lily, der bare så målløs på ham. Han var næsten helt dækket af sne, hans hår hang sjasket og vådt ned over øjnene på ham og hans tøj kunne umuligt sidde mere skævt. Han smilede et stort tandsmil til hende, og Lily overvejede stærkt om Potter havde drukket ham fuld eller noget. Det kunne jo godt ligne ham.
”Ramte vi dig Lily? Det må du undskylde.”
”Måske du skulle give Paddy en eftersidning.” lød det fra Potter, han og Remus vekslede blikke og så brød de begge to ud i latter, hvilket fik Lily til at bakke lidt væk fra dem.
”Hallo, altså, har vi kamp eller ej, main.” Black kom trampende hen imod dem, mens han så sur ud. Hans ansigtsudtryk skiftede dog brat, da han så Lily med sne i håret. Hun gættede på, at han havde regnet ud, hvem hans ”lille” snebold havde ramt. Hun så rasende på ham, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Remus og Potter, der stadig var flade af grin.
”Haai Lilseblomst. Hvorfor er du ikke fest?”
”Hvorfor er du ikke? Det er dig, der holder den.”
”Vi blev trætte af den.” svarede Potter afslappet, hvilket slet ikke lignede ham. Lily rynkede på næsen, da Remus smilede stort og fjollet til Black. Drengen var vist lidt mere end bare fuld.
”Men Moo-hoony, skal vi ikke smutte tilbage til Peter, inden han savner os alt for meget.”
”Jeg tvivler stærkt på, at han savner dig Sirius, du har begravet ham i en snedynge.”
”Det da lige meget, kom nu din hængemule.”
”Jeg er IKKE en hængemule.”
”Hængemulen Remus, han var en lækker karl. Remus, åh Remus, pigerne sukkede efter ham, Remus åh Remus, desværre for dem, så var han svaaaaaaaans.”
Potter bukkede sammen under hysterisk fnisen, da Remus satte efter Black med et højt hyl. Lily rystede opgivende på hovedet, det var nu synd for Remus, at han havde sådanne venner, men han havde jo trods alt selv valgt dem. Hun kunne intet gøre ved det, eller det faktum, at Remus rejste hjem tre dage før de andre elever. Det ville blive tre triste dage for Lily, der virkelig følte, at hun havde brug for at tilbringe de tre dage med ham, da han var den eneste der forstod de underlige tanker og følelser, der fløj rundt i hende. Hun forstod dem ikke engang selv.
”Nåh men, jeg må vel også hellere smutte.” Potter gjorde et kast med hovedet i den retning, de to drenge var forsvundet i. De kunne høre et højt skrig, Remus havde åbenbart fanget Black.
”Selvfølgelig. Jeg skal alligevel også ind nu.” hun pegede op mod slottet, mens hun så på drengen foran sig. Han smilede et næsten usynligt smil til hende. Hun kunne godt lide det smil.
*Lily for fanden, det er Potter! Du kan IKKE lige hans smil, ikke under nogen omstændigheder*
”Vi ses Evans.” han sagde det så uhørligt, at hun ikke opfattede det, før han var forsvundet.
”Et sødt smil? Lily, er du syg?” Emily så skræmt på Lily, der sad i skrædderstilling på sin seng, mens hun forsøgte at overbevise sig selv om, at det hele havde været en drøm. Men Emily tvang hende tilbage til de barske realiteter, da hun knipsede foran Lilys øjne.
”Hallo? Lily, du kan ikke mene det. Du hader ham jo.”
”Det er jo netop derfor, jeg er forvirret. Hvorfor skulle Remus også lige rejse i dag?” hun sukkede frustreret og faldt tilbage i sengen. Emily nikkede bare, hun havde ingen løsning på Lilys problem, udover at Lily var ved at falde for James Potter – hvilket ikke kunne være sandt! Absolut ikke.
”Jeg hader virkelig mig selv lige nu.” mumlede Lily. Emily nikkede bare fraværende, hun sad helt stille på sin seng, mens hun tænkte over de ting, Lily havde fortalt hende.
”Måske du skulle sende et brev til Remus?”
”God ide.” Lily sprang op, gav Emily knus, og spurtede så ud af sovesalen og op til ugletårnet. Der blev sendt mange mystiske blikke i hendes retning, da hun løb gennem slottet, men hun var ligeglad. En præfekt kunne vel ikke altid være perfekt, vel?
Hun standsede da hun nåede trappen. Hjertet galoperede derudaf, det bankede så hårdt i brystet, at hun overvejede, om det ville hoppe ud af brystet på hende. Hendes ben værkede, om et kort øjeblik ville hun sikkert synke sammen og ikke kunne rejse sig igen. Måske hun skulle begynde at træne lidt? Hun kiggede på trappen. Der var ikke en chance for, at hun skulle kunne op i tårnet. Det var simpelthen umuligt. Det kunne hun bare ikke.
”Brug for hjælp, Lils?”
”Gå væk, Potter?” vrissede hun, det var i hvert fald ikke ham, hun havde brug for nu.
”Kan jeg desværre ikke Lils.”
”Skrid.”
”Som sagt, det kan jeg desværre ikke.”
Hun så irriteret op og måbede. James Potter sad på gulvet i en meget akavet stilling, der var ingen tvivl om, at han var blevet forhekset. Drengen kunne ikke bevæge andet end overkroppen.
”Hvad er der sket med dig?”
”Snape kom forbi.” svarede han med et skuldertræk, mens han pillede ved sine negle. Hun nikkede bare stumt, inden hun gled ned på gulvet.
”Hvad havde du gjort ham?”
”Ikk’ nog’t. han hørte vel bare, at jeg var alene.”
”Så, mener du.”
”Nej hørte. Han må have hørt, at Sirius og Remus er taget hjem.”
”Er Black taget hjem?”
”Ja, han tog med Remus, derfor han ikke var til festen i går. Det ville være lidt pinligt at sige: hej mrs. Lupin, jeg har altså en dundrende hovedpine, så vil de være venlig ikke at tale så højt, og undskyld på forhånd, hvis jeg kommer til at ørle ud over deres fine tæpper.”
Lily lo uden at tænke over det, og James så på hende med et lille smil. Han så lykkelig ud.
”Sååh, skal du hjem i ferien?”
”Ja, jeg skal hjem til min mor.”
”Dejligt. Jeg skal hjem til min mor, min far og hende den irriterende, hvis navn jeg har glemt igen.” Lily så på ham, han så ud i luften med rynkede bryn, så lyste han op igen,
”Det kan sgu også være lige meget. Hvad har du lavet i dag?” han så interesseret på hende.
”Ikk’ noget. Jeg har valgt at holde dagen fri.”
”Kan en præfekt holde fri? Jeg vidste, jeg skulle ha’ beholdt det job.”
”En ENKELT dag skader ikke, du ville holde fri hver dag.” påpegede hun med et lille smil, han ikke så, da han i samme øjeblik gav sig til at råbe og baske med armene. Lily kiggede forfærdet på ham. Var det en bivirkning til den forhekselse, der var blevet kastet på ham? Hun lagde ikke mærke til, at der kom en hen til dem.
”Peter, find Snape og tvær ham ud.” sagde Potter og skar en grimasse. Lily rynkede på næsen, da hun så Peter Petigrew glo dumt på Potter.
”Menmenmenmenmenmen.”
”Gør det nu bare, Wormie. For min skyld.” han smilede et stort tandsmil, og det var der, at Lily tog en beslutning. Hun rejste sig og gik.
”Nu det jul igen og nu det jul igen og julen vare liiiiiii’ til påske.” James lå udstrakt på sæderne i Hogwartsexpressen, mens han sang højt. Peter sad overfor ham med blikket rettet stift mod gange, han ville være sikker på ikke at misse slikdamen. James sang videre, mens han dirigerede med hænderne i luften over sig, han var lykkelig. Han havde ført en næsten normal samtale med Lily, han havde fået hævn over Snape, og han var endelig på vej hjem på ferie. James var meget lykkelig.
Juleferien var startet, og næsten samtlige elever på Hogwarts var på vej hjem. Toget bumlede og raslede på dets vej mod London, men om det var på grund af farten, eller de elever der spænede rundt, hoppede og dansede, det var ikke til at sige. Peter nynnede for sig selv, mens hans vandblå øjne så dumt på døren. James kiggede hen på ham, men sagde ikke noget. Han sang bare glad videre, mens han mærkede juleglæden sprede sig i hans krop. Jul, jul, jul. James elskede julen.
”Prongs, er slikdamen gået forbi?” spurgte Peter svagt, mens hans øjne løb i vand, efter han ikke havde blinket i sekunder. James rejste sig op på albuerne og så hen på ham, han rystede på hovedet, hvilket Peter ikke så, da han stadig sad og gloede ud på gangen.
”Gå dog ud og kig efter hende, Wormtail. Du ender bare med at få ondt i øjnene. De falder garanteret ud om lidt, når du nu ikke har blinket i såå lang tid.”
Peter klynkede og kneb øjnene hårdt sammen, han skulle i hvert fald ikke nyde noget af, at de faldt ud. Han kravlede dumt ned fra sædet, stadig med lukkede øjne, og kæmpede sig ud på gangen, hvor han arbejdede sig ned af gangen. James kunne høre ham bumle ind i masse elever, der alle råbte af ham og, sikkert, skubbede ham væk.
James lagde sig igen, mens han så op i loftet. Toget hoppede af sted, og hans hoved dinglede mærkværdigt fra side til side. Mange ville nok finde det yderst irriterende, men James fandt det beroligende. Han vidste ikke, hvad det mindede ham om, men det mindede ham om noget godt. Han faldt dybere ned i sædet, hans tanker satte af fra jorden og svævede elegant op i luften. Hurtigt forsvandt han fra omverdenen, hans krop var i de menneskeliges verden, mens tankerne, sjælen var forsvundet ind i drømmene.
”POTTER!”
James vågnede med et skrig og trillede ned af sædet, han mærkede det hårde, beskidte, ru gulv mod sin kind. Sand, samlet fra mange elevers sko gennem tiderne, smagte ikke godt.
”Er du okay? Er der sket noget?”
James mumlede noget utydeligt og kæmpede sig op. Hans kinder blussede, da han rettede sig op. Det var pinligt at vågne med et skrig overfor sine venner, det var endnu pinligere at vågne med skrig og falde ned fra sædet overfor en pige, men at vågne med et skrig, falde ned fra sædet OG rødme var endnu pinligere. Især når det var overfor hende. Hvorfor skulle det også lige være hende?
”Jeg har det fint, tak.” han lod bevidst pandehåret hænge ned foran øjnene, så hun ikke skulle se hans skam. Hans brune øjne betragtede hende ud gennem det sorte hår, hun var smuk, som hun stod der i det blege vinter lys. Så uendelig smuk, helt ligesom en juleengel.
”Er du sikker?”
Han satte sig ned igen og tvang et smil frem, som mere lignede en grimasse, da han pludselige kunne smage sten i siden af munden. ”Glimrende.”
”Hvad var der sket? Og du skal ikke sige, at der var Snape, for han er på Hogwarts.” hun så strengt på ham, idet hun satte sig ned på sædet overfor ham. Hun sad overfor ham. HUN SAD OVERFOR HAM!
”Jeg faldt i søvn.”
”Du hvad?”
”Faldt i søvn.”
”Nej.”
”Jo.”
”Man kan sgu da ikke falde i søvn i det her tog, du må da være syg i hovedet. Du kan da ikke bare lægge dig ned her helt livløs og sove.”
James så pludselig op, hans nøddebrune øjne glimtede drilsk, da hun så på ham. Han smilede bredt, så hans hvide tænder glimtede. Hun så utilfreds på ham.
”Du var bekymret for mig.”
”Jeg var ej.”
”Lily Evans var bekymret for mig.”
”Du’ dum at høre på, Potter.”
”Du var nødt til at se, hvordan jeg havde det. Du var urolig.”
”Jeg er præfekt, jeg tjekkede gangene.”
”Du troede, jeg var død. Du elsker mig.” han sprang op med et jubelskrig, inden han landede på sædet ved siden af hende. Hun rykkede væk med et vredt udtryk i ansigtet.
”Jeg går nu, jeg gider ikke tale med dig, når du skal være så barnlig.” hun rejste sig og slog med håret.
”Hvem er det nu, der er barnlig?”
Hun stivnede i døren. Hendes kobberrøde hår hang faretruende stille, han kunne nærmest se, de grønne øjne blive helt mørke, se hvordan de langsomt begyndte at ulme. Langsomt vendte hun sig mod ham, hendes læber var smalle, næsten kun en tynd streg. James hadede, når hun så sådan ud. Hun kunne være smuk, når hun var vred. Bare ikke når hun lignede McGonagall.
”Jeg er ikke barnlig, jeg er slet, slet, slet ikke barnlig. DU er barnlig, du er…” hun byggede sin vrede op, han kunne se det på hendes holdning, den måde øjnene glimtede på, den måde hendes stemme dirrede, den måde hun hev efter vejret. Han hade gjort det igen, men den her gang var det anderledes.
”JEG er præfekt, jeg er her for at passe på, for at holde øje. Du lå bevidstløs i en kupé, det er min PLIGT at tjekke, om du er okay. Tro mig, jeg ville hellere end gerne bare havde lade dig ligge.”
”Du er simpelthen for meget.” han rejste sig brat og stod overfor hende. ”Du undskylder alt med, at du er præfekt. Kan du ikke bare indrømme, at du rente faktisk følte noget, da du så mig ligge der?”
”Jeg hader dig, Potter, det har jeg altid gjort, hvorfor skulle det ændre sig, bare fordi du vælger at dø?”
”Du hader mig ikke, hvis du hadede mig, så ville du ikke have snakket med mig, da jeg sad ved ugletårnet, du ville ikke have ladet mig børste dig fri fra sne, du ville ikke have gået på date med mig.”
”Den eneste grund til, at jeg snakkede med dig, var fordi jeg fulgte mig nødsaget til det, men jeg nægter at tro på, at det var Snape der begyndte, de..”
”Han er slet ikke så uskyldig som du tror.”
”..en eneste grund til, at jeg lod dig børste sneen af mig, var at jeg ikke havde set, det var dig. Det var jo ikke fordi, jeg GAD tage på date med DIG. Mine venner tvang mig nærmest. Jeg væddede med Alexa om jeg turde, og jeg vandt!”
Han mærkede tårerne presse sig på. Hun havde væddet med sine venner, hun var slet ikke som han troede, hun var.
”Jeg holder stadig fast i det, jeg sagde før sommerferien. DU fortjener ikke kærligheden, slet ikke min.”
Hans hænder knyttede sig hårdt, knoerne blev langsomt hvidere, da han så ind i hendes øjne. Hans ellers så barnlige og skælmske nøddebrune øjne brændte, de var kolde, men de brændte.
”Så jeg er faktisk ikke god nok til dig? Selvom det egentlig burde være omvendt? Du burde tigge mig om en date, du burde kravle for mine fødder, det burde være DIG, der står her, hvor jeg står. Men det er det ikke, for du er så afstumpet, du er så blind, at du absolut intet kan se. Selv hvis kærlighedens engel stod foran dig, ville du ikke se hende. Hvem er det, der er barnlig her? Hvem er det, som er uintelligent? Det er i hvert fald ikke mig.” den kolde, rasende stemme skar sig gennem kupéen. Hun åbnede munden, men der kom ikke en eneste lyd. Hun så bare på ham, hun kiggede ind i hans øjne, hun så ikke ud til at forstå, hvor alt det had kom fra. Han vendte koldt ryggen til hende og tog sine ting, da han vendte sig om, stod hun der stadig med det samme udtryk. Hun sagde intet, gjorde intet, hun stod bare med bøjet hovede.
”Toget er standset.” hvæsede han og skubbede hende til side, så han kunne komme ud.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 15. He knows when you\'ve been bad or good
Kapitlet blev tilføjet den: 23.11.2009 klokken 22:10 |
Der gik godt nok lang tid, inden jeg fik skrevet det her færdigt. Og det er ikke så langt, men håber I overlever xD
Der er ikke lige så forbandet meget handling, men jeg lover, at der i det næste kommer til at ske en helt masse... Såsom en snestorm ;)
Enjoy :) and leave en kommentar, please x)
_____________________________________________________________________________
Lily omfavnede forsigtigt sin mor, der stod og ventede ved bilen. Den rødhårede kvinde smilede stort til sin datter, der halvhjertet smilede tilbage. Gensynsglæden var ikke så stor, som Lily havde håbet. Dels var hun i et rigtig dårligt humør, dels var bilen gået i stykker, så de var nødt til at gå det meste af vejen hjem, og dels fordi hendes mor virkede en anelse fjern og overpylret. Lily følte sig fortabt, da hun endelig sad i den bløde sofa og så ind i kaminen, der buldrede løs. Hendes mor lavede varm kakao, mens hun nynnede højt for sig selv. Lily fattede ikke en brik. Hvad var der sket med hendes mor?
”Sådan min skat, nåh. Fortæl mig så al den sidste sladder, jeg vil meget gerne vide det. Har du mødt en sød fyr?”
”Nej! Aldrig. Der er absolut INGEN søde drenge på Hogwarts.”
”Hvad med ham, Remmy, nej Romolus. Nej… Re… det vat noget med Re…”
”Remus? Han er flink nok, han er faktisk rigtig sød, men han er ikke til piger.”
Mrs. Evans så med løftede bryn på sin datter.
”Jeg mener, han gider ikke piger. Han er TIL piger. Han går meget op i sine fag og vil gerne have en god karakter. Han er ikke så meget inde i det med piger og kærester.” Lily sendte en kærlig tanke til Remus, der gudskelov ikke kunne høre hendes ynkelige forsøg på at forklarer hans manglende interesse i piger. Det var nu også synd for ham, han kunne aldrig finde en at leve et langt liv med. Ingen pige ville være sammen med ham, hvis de første kendte sandheden.
”Han er altså… til den anden side.”
”Nej, han er bare ikke ligeså langt fremme, som de andre drenge er. Du ved med fester, sprut, piger, sex og alt det der.”
”Sex?”
”Nej, ikke sex. Overhovedet ikke sex, jeg tror slet ikke, at det er tilladt på skolen. Nejnej, slet ikke.”
Hun smilede stort til sin mor, der bare sad og lignede et stort spørgsmålstegn, men så hviftede hun det tilsyneladende væk og startede et nyt emne.
”Hvem var så den anden præfekt?” hun virkede oprigtigt interesseret, men Lily havde på fornemmelsen, at hendes mor bare spillede, for at Lily ikke skulle tage hjem til en veninde. Eller også havde hun gået til nogle af de sorgmøder, som lægen havde anbefalet. Det var svært at regne ud.
”James Potter.”
”Hvem?”
Lily havde glemt, at hun aldrig havde fortalt sin mor om Potter, det var kun hendes far, der havde hørt om ham… og set ham for den sags skyld. Mrs. Evans havde da haft en anelse om den her irriterende dreng, som Lily nogen gange omtalte, men hun havde aldrig haft navn eller ansigt på ham.
”Han er på min årgang og kollegium. Han er virkelig irriterende, han render efter mig konstant.”
”Han er nok bare vild med dig, skat.”
*Du skulle bare vide* skumlede Lily med armene over kors, da hendes mor bar kopperne ud og bekendtgjorde, at hun ville gå i seng.
Lily satte sig lydløst på kanten af sengen. Hendes hoved gjorde ondt, hun kunne næsten ikke tænke. En ubehagelig fornemmelse for Lily Evans, som helst ville se alt klart og tydeligt, og som altid tænkte sig godt om, inden hun traf en beslutning om noget. Hun hadede, når hun ikke kunne tænke klart. Hun var nødt til det. Tiderne var farlige, Voldemort fik mere og mere magt, hendes familie kunne være i fare. Hun var nødt til at kunne tænke klart, hun skulle også klare eksamenerne med glans. Dem ALLE sammen. Det nyttede ikke noget at få hovedpine over den mindste ting, og da slet ikke i ferien. De nøddebrune øjne havde været så rasende. Stemmen så kold.
*Nej, Lily, nu stopper du. Du hidser dig op over ingenting, og du SKAL slet ikke tænke på Potter. Han har aldrig været noget særligt, lad så vær med at tænke på ham*
*Men øjnene. Hans kønne nøddebrune øjne, dem som altid er så glade og livlige, de havde næsten brændt mig op indvendigt. Han hader mig, jeg vil ikke have, at han skal hade mig*
*Hold så op. Du kan ikke lide ham, han har aldrig gjort noget godt for dig. Aldrig. Han er en pinsel, du kan ikke bare ændre mening nu*
*Han har faktisk prøvet at hjælpe mig. Han var slet ikke så slem som præfekt, han skal bare finpudset lidt. Jeg kan sagtens fixe ham*
*Aaaaarhg*
Lily faldt om på sin seng, mens hun tog sig til hovedet. Hun kunne ikke klare alle de tanker, hun kunne ikke holde det ud mere. Hun var nødt til at få noget søvn.
James kastede et enkelt blik i Lilys retning, hendes hår dansede efter hende. Han vendte hovedet bort og blev et kort sekund væltet omkuld af en lille mørkhåret dame, der hvinede som en af hans fangirls. Et lille øjeblik overvejede James faktisk, om det var en af hans fangirls. Han så sig forvirret omkring, hans mave blev trykket indad, om kort tid ville han dø. Han kunne ikke få luft.
”Jamsie, min lille Jamsie er lang om længe kommet hjem. Min lille dreng.”
Hvis James havde luft til det, så ville han sukke dybt. Hans mor var pinlig. Ikke bare lidt, men meget.
”Slip ham nu, kære. Knægten kan ikke få luft.” Richard Potter smilede til sin søn, der så taknemmeligt på ham. Hans mor så på ham med sine store blå øjne, hun smilede venligt til ham, hvorefter hun begyndte at stå og kigge bag ham. Hun flyttede sig lidt og stirrede omkring sig, som om hun forventede et angreb fra Voldemort og hans Dødsgadister.
”Hvor er Sirius? Har du glemt ham i toget?”
”Sirius?” spurgte James dumt.
”Ham din ven, der crasher vores hus.” lød det smilende fra mr. Potter, der stod og vippede på hælene.
”Han er hos Remus, han så en chance for at komme tidligere hjem fra skolen.” James kastede sine kufferter ind i bilen, hvorefter han selv satte sig ind. Hans forældre vekslede blikke, inden de også satte sig ind. Mrs. Potter så bekymret på sin søn, der sad og pillede ved sin trøje på bagsædet. Hun så på din mand, der sad og nynnede med på sangen i radioen. Hun daskede ham på armen og nikkede i retningen af James, der sad i sin egen verden.
”Nåh, James, hvordan går det så? Du ser lidt trist ud. Pigeproblemer?”
”Huh?” lød det fra bagsædet.
”Hvordan har du det?” gentog mr. Potter og så på sin søn i bakspejlet. Mrs. Potter jamrede lavt for sig selv, da hendes søn ikke svarede. Det var værre, end hvis han tilstod, at der var noget galt. Hun kunne ikke lide, når hendes dreng ikke betroede sig til hende. Hun vendte sig om mod ham, mens hendes mand rystede på hovedet. Det var nok bedst at lade James være, indtil de kom hjem i det mindste.
James smed sine tasker på sin seng, han så surt på dem, som om det var deres skyld alt sammen. Han hadede sine tasker det øjeblik. De fandens tasker. Det var alt sammen deres skyld, deres skyld at han havde reageret, som han havde gjort, deres skyld at Lily var utilnærmelig, deres skyld at han aldrig nogensinde ville få hende. Han skreg rasende og skubbede brutalt taskerne ned på gulvet. Han sparkede den ene hen af gulvet, så den crashede med væggen. Han skreg igen, hvorefter han væltede ned på sin seng. Han vred sig, som var han i stor smerte, mens han brølede som en såret hjort. Han slog hårdt i sin pude, indtil fjerene fløj omkring ham. Han så op i luften, mens han trak vejret hvæsende. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i hårde stød, ligesom når han kom hjem fra Quiditch træning. Han knyttede rasende sine hænder, så han kunne mærke neglene bore sig ind i håndfladerne. Hvorfor fanden skulle han også have sagt det til hende? Hvordan kunne han gøre det mod hende? Vreden sivede ud af ham, mens han lå og stirrede frem for sig. Hans hals snørede sig sammen, hans øjne sveg, langsomt begyndte hans krop at ryste krampagtigt. Tårerne fyldte hans øjne og silede ned af kinderne på ham. Han krympede sig helt sammen på sengen og opgav at få styr på sine følelser. Han lod det bare ske. ”Hvorfor mig Lily? Hvorfor skulle du også lige vælge mig?”
Mrs. Potter så bekymret på sin mand, der sad og læste i sin avis. Han prøvede at ignorere hendes stirren, som hun havde udsat ham for de sidste par dage. Hun rykkede lidt på sig og kastede et blik ud mod gangen, men der var ingen at se. Huset var stille, ingen latter, ingen larm. Hun kunne høre tjenestepigen pusle rundt ude i køkkenet, hendes mand bladrede i sin avis. Hun sukkede dybt.
”Du må gøre noget, han ligger bare deroppe. Han ville ikke tale med MIG.”
”Det’ nok bare en eller anden pige, lad ham nu få lidt fred.”
”Nej, han spiser ikke, han taler ikke… Har han overhovedet været i bad? Jeg tror ikke, at det BARE er en pige?” hun så vredt på sin mand, der irriteret lagde sin avis fra sig. Han så på sin hustru, der sad med et trodsigt blik i øjnene. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede sin mand. Han nikkede til sidst. Han skulle lige til at rejse sig, da James i det sammen kom ind i den lille stue. Han smilede stort til dem og lignede ikke en, der havde tilbragt de sidste tre dage på sit værelse.
”Halløj. Hvad skal vi have at spise?”
Hans forældre så måbende på ham, da han satte sig i en stol og svingede benene over armlænet. Han lo, da han så deres ansigtsudtryk.
”Har du det godt, min skat? Dine øjne ser lidt røde ud.”
”Huh? Nejnej, jeg har det skam fint nok. Hvorfor skulle jeg ikke have det? Jeg har jo ferie.” han smilede endnu større til dem.
”Glimrende.” lød det fra mr. Potter, hvorefter han satte sig til rette igen. Mrs. Potter lagde hovedet lidt på skrå og betragtede sin søn, der stadig sad og smilede stort. Hun sukkede og rystede på hovedet.
”Mor, smil lidt. Det er jul. Der er ikke noget at mukke over.”
Mrs. Potter rystede bare på hovedet af ham. ”Du er håbløs.”
”Mig? Nej da. Har du set mine karakterer? Jeg klare mig glimrende.” han så selvtilfreds på sin mor, der endnu engang sukkede af sin søn. Men så brød mr. Potter ind.
”Dine karakterer er fine, dit quiditch spil lader også til at være fint, og brevene fra rektor om dine små… narrestreger, de er skam også vældig fine, Jammie.”
Mrs. Potter lo af sine mand og sendte sin søn et kærligt blik. James så surt på sin far, mens han lagde armene over kors – hvilket blev meget akavet, da han sad skævt med overkroppen i stolen.
”Det er virkelig ikke så slemt, jeg har da forbedret mig gevaldigt siden sidste år… har jeg ikk’?”
”Jo du har, min skat.”
”Men husk nu, James. Julemanden ser alt, lige meget hvad, ham kan du ikke gemme dig for.”
”RICHARD! Det tror han da ikke stadig på, det er da virkelig kun dig, som er så barnlig.”
”Hold op min skat, alle tror da på julemanden.”
James bed sig i læben, mens han forældre skændtes videre om Julemandens eksistens. Han så lige ud i luften, mens han tænksom rynke dukkede frem på hans pande. Julemanden holdt øje med ham?
”Tror I stadig, han vil give mig gaver, selvom jeg har lavet bare en lillebitte ballade?” han så på sine forældre, der begge så yderst overrumplede ud. Mrs. Potter åbnede og lukkede munden uden, der kom en lyd, mens mr. Potter smilede bedrevidende til sin hustru.
”Så slem har jeg da heller ikke været.”
Hans forældre vekslede blikke med skæve smil.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 16. We are what? Are you serious?
Kapitlet blev tilføjet den: 18.07.2010 klokken 22:44 |
Hey alle :)
Jeg ved godt, det er lang tid siden, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen og skrevet et nyt kapitel. Jeg er rimelig stolt, og jeg kan love, at der nok skal komme skub i sagerne nu.
Håber I fortsat læser med, og at I liiige smider en kommentar, så er I flinker personer :D
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 16. We are what? Are you serious?
James så på sin mor med armene over kors, ”gentag lige, please.”
”Jeg får gæster i nogle få dage.”
”Og hvorfor skal jeg blandes ind i det? Det er jo ikke mig, der har inviteret dem.”
”Nej, men jeg har fortalt dem om dig, og de vil meget gerne møde dig, skat. Så nej.”
”Nej hvad?” spurgte Richard, der i det samme kom ind i stuen, han kyssede sin hustru på kinden og sendte sin søn et smil. Mrs. Potter så kærligt på sin mand, men svarede ham ikke.
”Jeg må ikke tage hjem til Remus, fordi mor får gæster.” beklagede James sig og så bedende på sin far.
”Får du gæster?” spurgte Richard og så på sin hustru med store øjne.
”Ja, hvilket du også udmærket godt ved. Jeg har sagt det hundrede gange efterhånden,” sukkede hun og gik ud af stuen. Richard og James vekslede blikke.
”Jeg hører jo ikke efter alt, hvad hun siger.”
”Det hørte jeg godt, Richard,” lød det ude fra gangen.
James lo højlydt og klappede sin far på skulderen. ”Hun fik dig, daddy.”
”Det gør hun som regel,” svarede Richard med et skævt smil og blinkede til sin søn, ”hun får man tit, hvis du forstår.”
James skar en grimasse, ”der er ting, jeg bare ikke vil vide, og det der, var en af dem!” Han vendte om og gik op på sit værelse. Hvor han dog bare ikke gad høre på sin mors veninder i ’nogle få dage’. Han havde andet at tage sig til, så som at købe julegaver sammen med Sirius og Remus. Han kunne virkelig ikke lide ideen om at være fanget sammen sin mor og hendes veninder, især ikke hvis de ’meget gerne ville møde ham’.
”Mit liv er et helvede,” stønnede han og smed sig på sengen. Han gned sine øjne og forsøgte at finde en løsning på problemet. Hvis han nu lovede hende noget, ville hun måske give ham lov til at tage af sted. Eller hvis hun nu snakkede med sin far, han ville sikkert give ham lov, om end hans mor ville kvæle ham, lige så snart han satte foden inden for døren igen. Han rullede om på maven og fik øje på billedet, der stadig stod på sengebordet, hvor han havde forladt det i sommerferien. Han tog det og betragtede de grønne øjne, der så hidsigt ud på ham. Hvor han dog havde elsket de grønne øjne, selvom de altid så hadefuldt på ham. De øjne, der plejede at give ham håb, når alt føltes håbløst.
”Plejer er død,” mumlede han og smed billedet ned i skuffen. ”Undskyld, Lily.”
Lily betragtede sin mor, der stod i køkkenet og vaskede op. Hun bladrede i sin bog, stadig med øjnene på moren, der nynnede ubekymret. Hun havde svært ved at gennemskue om det var skuespil eller ej. Hun havde virket sorgløs de sidste dage, hun havde sunget om morgenen og danset, mens hun lavede aftensmaden, hun havde slæbt Lily gennem en række butikker, så de sammen kunne finde en julegave til hedes storesøster Petunia og hendes nye fyr, Vernon – en fyr Lily fandt meget usympatisk, og så lignede han en gris med paryk. Altså, Lily vidste da godt, at hendes søster ikke havde den bedste smag i mænd, det bekræftede hendes tidligere kæreste, om end de var få, men der måtte da være en grænse.
”Kommer Petunia og holder jul her?” spurgte Lily stilfærdigt, selvom hun allerede kendte svaret.
”Nej, hun holder jul med Verner, det har jeg jo også sagt.”
”Nåh ja.”
”Tænk, hendes første jul uden os. Hun er så spændt,” svarede hendes mor lykkeligt og sukkede højlydt. Lily rynkede på næsen, det undrede hende ikke, at Petunia ikke kom, hun havde i flere år forsøgt at finde en måde at slippe for at holde jul med familien, og nu havde hun endelig fundet en.
”Så må vi da håbe, hun ikke bliver skuffet.”
”Verner er en sød mand, synes du ikke? Han behandler hende så godt, og han virkede da også interesseret i dig, da I mødtes ikke sandt?”
Lily tænkte kort tilbage på sit møde med Vernon. Han havde virket fjendtlig, da han havde givet hende hånden – som nærmest blævrede som gelé, da hun tog den – og havde hilst højlydt på Mrs. Evans, sikkert for at glæde Petunia. Han havde hurtigt opfanget den fjendtlighed, der herskede mellem de to søstre, den fjendtlighed moren endnu ikke anede eksisterede.
”Jooo,” mumlede Lily. Hun ville ikke ødelægge sin mors humør, især ikke nu, hvor det endelig var blevet godt igen. ”Han virkede da okay.”
”Jeg synes, Viktor er en flink mand,” deklarerede moren.
”Vernon.”
”Ja” kom det svævende.
”Mor, hvorfor står der egentlig to kufferter ude i gangen?”
Mrs. Evans gik i stå ude i køkkenet, Lily rettede sig lidt op og så på hende. Hendes mor lagde langsomt den skål ned, hun havde stået med og gik ind i stuen. Hun smilede forsigtigt til sin datter, der blev fuld af bange anelser.
”Hvad er der?”
”Jeg har ikke været helt ærlig, Lily.”
”Ærlig omkring hvad?”
”Jeg har gået til nogle sorgmøder, ligesom lægen foreslog mig, og altså…”
”Hvad? Sig ikke de kommer her, vel? Mor, du sagde, det bare blev os.”
”Nej nej, der kommer ingen her. Men ser du, hende der stod for det, hun har inviteret os til at komme og bo hos hende nogle dage her i julen.”
”Hvad?”
”Hun er rigtig flink, og…”
”Er du blevet inviteret… rejser du fra mig? Du kan da ikke bare rejse fra mig, selv hvis det kun er et par dage. Mor, helt ærligt!”
”Nej nej. Slet ikke. Jeg havde slet ikke lyst til at tage af sted, jeg vidste jo, du kom hjem til jul, så jeg takkede nej. Men hun ringede, Lily, hun ringede og sagde, at to andre havde takket nej, og det var lige præcis de to, hun vidste, jeg ikke brød mig om…”
”Så du sagde ja?”
”Nej, jeg sagde, du var her, og at vi skulle have en hyggelig jul sammen, og så sagde hun, at du meget gerne måtte komme med. Hun vil meget gerne møde dig, og jeg tror, faktisk, at du vil finde det hyggeligt. Hun bor i en stor villa i landsby, og hun har en søn, cirka på din alder. Jeg tror, du vil kunne lide ham.”
Lily så måbende på sin mor, nu var det slet ikke så underligt, at hun havde virket så glad. Hun havde hele tiden haft planer om at holde jul et andet sted. Det gik pludselig også op for Lily, at den kjole, hendes mor købte dagen før, garanteret var til hende selv og ikke til en veninde, som hun havde påstået.
”Og hvor længe, havde du tænkt dig, at vi skulle være der? Og hvorfor spurgte du mig ikke? Forventer du bare, at jeg pakker mit tøj og tager med dig hen til en eller anden dame, som jeg aldrig har mødt?”
”Lily…”
Lily rejste sig hastigt og vandrede rundt i stuen, ”kan du ikke aflyse?”
”Lily, hun forventer vi kommer.”
”Kun fordi du har sagt, at jeg meget gerne vil med.”
”Lily, Marion har hjulpet mig så meget, det ville betyde…” hun gik i stå, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på hende. Lily tøede op og skyndte sig hen til sin mor og lagde armene om hende. Hendes mor snøftede, men hulkede ikke, ligesom hun havde gjort hele sommeren. Lily bed sig i læben. Hendes mor havde fået det bedre, hun var ved at blive sig selv, skyggen, der havde vandret rundt i huset hele sommeren, var forsvundet. Hvem denne Marion end var, havde hun hjulpet hendes mor, og det burde Lily være taknemlig for.
”Hvis du gerne vil af sted, så tager jeg med dig, ligesom du har lovet, at jeg ville.”
”Tak Lily,” mumlede Mr. Evans ned i Lilys skulder. ”Tusind tak.”
Taxien rullede langsomt op foran det store marmor hvide hus. Lily så hen på sin mor, der sad og gloede med store øjne op mod huset.
”Er De sikker på, det er her?”
”Yes mam, skal de have hjælp med bagagen?”
”Nej tak,” svarede Lily og steg ud ad bilen, hun åbnede bagagerummet og hev begge kufferter ud. Hendes mor betalte chaufføren og gik så smilende hen til Lily, der stod og kiggede op mod huset.
”Det er virkelig stort, du sagde ikke, det var så stort.”
”Jeg har aldrig været her før,” svarede hendes mor og begyndte at gå op imod hoveddøren. Lily samlede kufferterne op og fulgte efter.
Mrs. Evans ringede på døren og smilede til Lily, der fjernede noget hår fra ansigtet og smilede tilbage. Døren blev åbnet, og en mørkhåret dame stod og så smilende på dem.
”Margaret, du er her!”
De to kvinder omfavnede hinanden, og Lily måtte smile en smule, da hun så den glæde, der bredte sig hos hendes mor.
”Og det må være Lily, hej jeg er Marion.” den mørkhårede kvinde lagde armene om Lily og knugede hende ind til sig. Lily besvarede omfavnelsen, men følte sig mærkeligt beklemt.
”Det er så rart endelig at møde dig, Margaret har snakket om dig i timer.”
Lily så hen på din mor, der stod og beundrede et gigantisk maleri, der hang i gangen.
”Er de andre kommet?”
”Nej, men det er kun et spørgsmål om tid, vil I have noget te? Jeg har netop lavet en frisk kande.”
Mario viste dem gennem huset, de passerede en storslået spisesal og gik op af en trappe til første salen. Marion viste dem ind i en mindre stue med bløde sofaer og en lun kamin, der brændte lystigt. Lily satte sig i en lænestol og tog imod en varm kop te, mens hendes mor satte sig i en sofa ved siden af Marion.
”Hvordan var turen?”
”Lang, jeg vidste slet ikke, du boede så langt væk. Det må da være ulideligt at tage til London hver dag?”
”Jeg tager ikke til London hver dag, kun når jeg kommer til møderne,” svarede Marion med et glimt i øjet. Jeg forsøgte at stable et lignende arrangement på benene her, men folk var ikke interesserede, så jeg besluttede mig for at deltage i dem, der var i London. Og hvilket held, ellers havde jeg ikke mødt dig, eller fået chancen for at møde din datter.” Hun sendte Lily et stort smil, der varmede hende om hjertet.
”Så Lily, hvor går du så i skole? Det er det eneste, jeg ikke har kunnet få ud af din kære mor.”
Margaret hostede og sendte Lily et skræmt blik, men Lily smilede bare og tog en tår af sin te.
”Jeg går på en kostskole, der ligger lagt inde i landet, den hedder… Ehm… De hedder… Ej hvor pinligt, jeg kan ikke huske det.” Lily begyndte at le, og Marion holdt sig for munden, mens hun ligeledes lo.
”Hvor er det altså pinligt,” mumlede Lily og slog sig for panden.
”Det kan ske for en hver, min søn kom engang på hospitalet, og jeg var helt rundt på gulvet for han er jo mit eneste barn, det viste sig så at være ingenting, men ja altså, jeg skulle ind og handle, og da jeg var færdig stillede jeg mig i kø til kassen. Da det blev min tur, spurgte ekspedienten mig, om der ellers var andet, og jeg stirrede bare dumt på manden. Han gentog sit spørgsmål, og jeg svarede: ’jeg vil da selvfølgelig have, at De finder ud af, hvad der i vejen med min søn’. Hvorefter jeg forlod butikken… Uden mine varer.”
Margaret begyndte at grine, og det samme gjorde Lily. Hun lo indtil, hun fik helt ondt i brystet og gispede efter vejret.
”Det lader til, at der er nogen, som hygger sig herinde?” En mand kom ind i stuen, han stillede sig med hænderne i lommerne og betragtede de tre kvinder.
”Hej kære, er du allerede hjemme?”
”Ja, de varslede snestorm, så jeg skyndte mig hjem.”
”Margaret, Lily, dette er Richard, min mand.”
Richard hilste varmt på Margaret og Lily og satte sig så på en skammel.
”Vi må da håbe, de andre kan komme frem, hvis det bliver snestorm,” sagde Marion og hældte mere te op.
”Det er nok ikke så slemt,” svarede Lily roligt og høstede et smil fra Richard. Et smil der mindede hende om en eller anden, hun ikke lige kunne komme i tanke om. Hans hår var der også noget underligt bekendt ved, den måde det strittede på.
”Jeg tror den unge dame her har ret, medierne blæser altid sådanne ting op, og det bliver aldrig til noget.”
Desværre lod det ikke til, at Lily og Richard fik ret.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 17. I\'m dreaming of a white Christmas
Kapitlet blev tilføjet den: 28.07.2010 klokken 01:32 |
Hello alle sammen.
Nu kommer der rigtig skub i sagerne, da jeg har fået skrevet næsten hele fire lange kapitler i den sidste uge, og her kommer det første af dem.
I vil måske lægge mærke til, at jeg i forrige kapitel stavede Marian md O, mens jeg her staver det med A, og det er fordi jeg har en dårlig hukommelse og ikke kunne huske, hvordan det nu lige var, jeg havde stavet det første gang, og nu gider jeg ikke rette det xD
God læse lyst :D
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 17. I’m dreaming of a white Christmas.
Margaret kiggede ud på sneen, der fór rundt udenfor. Træernes grene var tynget af sneens vægt, som faldt lige så tungt som og uden stop, som det havde gjort hele natten. Hun prøvede at forestille sig, hvordan Marian og Richards have så ud om sommeren. Marian havde engang sagt, at de havde frugt træer. Nede bagerst stod der en klynge træer, der lignede, de trykkede sig sammen for at holde varmen mod kulden. De stod helt tæt, eller også så det bare sådan ud fra hendes vindue. Tit havde Margaret fantaseret om den have, efter hun havde lært Marian at kende, og alligevel forbløffede det hende, hvordan den så ud – selvom hun jo egentlig ikke helt kunne se, hvordan det var.
Hun så rundt i sit værelse. Det var stort, der stod et skrivebord i det ene hjørne, der var en stor lænestol og en lampe, så man kunne sidde og læse, og sengen var gigantisk. Større end nogen anden seng, Margaret nogensinde havde set, sådan måtte der se ud på Hogwarts – havde Lily ikke sagt noget om store himmelsenge på et tidspunkt? Det føltes som år siden nu.
Hun gættede på, at samtlige soveværelser så sådan ud. Hun havde slet ikke regnet med, at huset var så stort. Marian havde godt nok sagt, det var en villa, men Margaret havde ikke troet, at der ville være tre etager, fire med stuen. Det var et palæ! Nærmest et helt slot.
Døren til værelset gik op, og Lily kiggede ind. Hun smilede til sin mor, inden hun hoppede op på sengen. ”Sovet godt?” spurgte hun.
”Fint” svarede Margaret, ”har du set sneen? Alt forsvinder under den. Jeg tror, mediere får ret.”
Lily rystede på hovedet, ”det løjer nok af senere.” sagde hun fornuftigt, for det havde hun fået overbevist sig selv om, da hun stod op. ”Skal vi se, om der er kommet flere?”
De fandt Marian i spisestuen, hvor hun stod og foldede servietter. Hun sendte dem begge et varmt smil, det smil som Lily havde elsket ved første øjekast – og som mindede hende om en eller anden, hun ikke lige kunne komme i tanke om.
”Har I sovet godt?”
”Dejligt” svarede Lily og lod blikket glide hen over væggene. Ligesom i gangene hang der også her billeder af, gættede Lily, husets tidligere beboere. Men hold da op, hvor var der dog mange.
”I må undskylde alle billederne, vi skulle have taget billeder af huset, det skulle med i en bog, så vi var nødt til at hænge alle de gamle billeder op. Vi plejer kun at have dem i gangene hængende fremme.” Marian kastede et blik rundt i rummet og trak på skuldrene. Lily nikkede bare stumt og så beundrende rundt. Huset mindede hende om Hogwarts, der var den samme atmosfære. Og de samme tusind billeder, selvom disse ikke bevægede sig eller talte til hende, eller skar ansigter. En nat i huset havde overbevist hende om, at det nok skulle blive nogle skønne dage. Hun følte sig hjemme.
”Hvad var det for en bog?” spurgte Margaret og satte sig på en stol.
”En om egnen, Richards familie har haft en stor indflydelse på den lokale historie. De var engang godsejere og ejede det meste af skoven og markerne omkring byen. Det er så blevet reduceret siden da.”
”Så det er et gammelt hus?”
”Meget gammelt,” svarede Marian og satte sig ved siden af Margaret, de snakkede videre om huset og Richards familie, som åbenbart havde udrettet en hel masse, mens Lily stod og betragtede billederne. De så meget gamle ud, piger i store kjoler legede gemmeleg i en have, som Lily havde på fornemmelsen, var den der nu lå helt sneet til bag i huset. Billedet havde været perfekt, hvis det havde været levende. Ligesom det der forestillede en hel familie på picnic. Hun stivnede ved et billede af en gammel mand. Havde han lige blinket til hende? Hun stillede sig helt til på og kiggede nærgående på ham, men han rørte sig ikke. Det var sikkert bare hendes fantasi.
”Det er Richards tipoldefar, du kigger på,” lød Marians stemme bag hende. ”Det siges, han var en rigtig dame ven og jagtede alle kønne piger. Der var en del ballade, da han forførte præstens datter.”
Lily lo, ”det var nok ikke så godt.”
”Nej, bestemt ikke. Det er en af grundene til, Richard gerne vil have, han bliver hængende. Han syntes, manden har fortjent sin plads.”
Lily smilede og rev blikket væk fra tipoldefaren og satte sig hen til bordet. Hendes mor sad og prøvede at folde servietter, hun lignede en, der var ved at opgive.
”Jeg forstår ikke, hvordan du gør det, Marian.”
”Nu skal du se, min ven” sagde Marian og vimsede hen for at hjælpe hende. I det samme kom Richard hastende ind i stuen.
”Marian, jeg skal bruge din ønskeliste,” sagde han, mens han viftede med et papir, som garanteret var hans egen.
”Hvad skal du bruge den til? Du har jo købt min gave, så vidt jeg husker. ”
”Jeg skal da sende den til julemanden. Der er kun en uge til jul!” Han så meget alvorligt på sin hustru, der sukkede dybt.
”Richard, dig og dine barnligheder. At din søn skriver til julemanden er én ting, men at du også gør det, det er bare ikke normalt.”
Richard rystede på hovedet, ”jeg er en meget fornuftig ung mand, og jeg kan træffe mine egne beslutninger, og hvis jeg vil sende min ønskeliste til julemanden, så gør jeg det!” Han vendte om og forsvandt op på tredje etager.
Margaret og Lily vekslede blikke, mens Marian rystede på hovedet.
”Jeg er gift med et barn,” sagde hun så og lød meget opgivende. Lily trak på smilebåndet, det var da en speciel familie, hun var havnet hos.
Vinden susede forbi udenfor Lilys vindue, og månen skinnede blegt ind gennem ruden, selvom Lily ikke kunne få øje på den for al sneen, der stadig faldt tæt. Ligesom det havde gjort hele dagen, og garanteret også ville dagen efter. Og så var det fandens koldt, koldere end gangene på Hogwarts, når hun skulle gå aftenrunde. Hun trak dynen tættere om sig og prøvede at lukke øjnene og sove, men det føltes umuligt. Hun vendte sig rundt og trak benene op under sig, hendes krop var træt, men hendes hoved ville ikke sove. Hvor var det dog typisk, hun havde ferie, hun burde ikke have noget at bekymre sig om. Men alligevel var der noget, der nagede i hendes bevidsthed, en ting, hun helst ville glemme. Hun forsøgte at tænke på noget andet, og gennemgik dagens gang i hovedet, det hjalp måske også på søvnen. Tidligere på dagen havde hun hjulpet Marian med at tage billeder ned, mens de ventede på de andre gæster, som aldrig dukkede op. Margaret havde prøvet at ringe til dem, da de stadig ikke var dukket op hen af aftenen, men var ikke kommet igennem på grund af vejret. Richard blev ved med at holde fast i, at der ikke ville komme storm, og at det snart ville holde op med at sne, og Lily havde bakket ham op. Nu var hun dog imidlertid ved at komme i tvivl. Sneen ville bare ikke stoppe.
Hun blev efterhånden træt af at ligge i sengen og glo, så hun besluttede sig for at for at lave noget varm mælk – det havde altid hjulpet hende som lille, når hun ikke kunne sove, eller at snakke med sin far. Marian havde sikkert ikke noget imod, at hun lånte køkkenet lidt.
Lily holdt glasset med den varme mælk så stille som muligt, da hun listede op af trappen. Hun standsede, da hun stod på første etage. Hendes blik var blevet fanget af noget lys, der strømmede ud gennem en dør, som stod på klem. Hun satte glasset fra sig på trappen og listede hen mod døren. Hun standsede et stykke fra den. ”Lav nu ikke en Potter, Lily” hviskede hun til sig selv og vendte om – en Potter var, når hun skulle til at lave noget dumt, som for eksempel lige nu, hvor hun skulle til at lytte ved døren.
”Det er jo frygteligt, helt og aldeles frygteligt.”
Lily standsede ved lyden af sin mors stemme, hvad var frygteligt? Hendes nysgerrighed overvandt hendes fornuft, og hun listede helt hen til døren. Gennem sprækken kunne hun se sin mor sidde i en blød lænestol, og Marian stod og så ud gennem et vindue.
”Ja, og jeg havde ellers glædet mig sådan til at se jer alle.” Marian så hen på Margaret.
”Var de helt fanget?”
”Det sagde de, stormen er åbenbart blevet værre i resten af landet. Tiffany var helt sneet inde, det samme med Audrey, og Julia og Mary turde ikke bevæge sig udenfor.” Marian sukkede og satte sig i sofaen.
”Hvor er det frygteligt,” mumlede Margaret og tog et sip af sin kop.
”Og dig og Lily som er kommet hele den lange vej hertil, dalen ligger jo ikke lige ved siden af London. Hvad skal I nu gøre?”
Margaret trak på skuldrene og drak igen fra sin kop. ”Jeg har lovet Lily en fredelig, hyggelig jul, så vi må nok hellere tage hjem i morgen, inden stormen bliver værre.”
Lily lukkede kort øjnene, hendes mor lød så trist. Hendes mor havde virket lykkelig, lige siden starten af julen. Hun havde smilet, leet, stået i køkkenet, hun var næsten blevet sig selv igen. Og nu, nu lød hun så trist, så såret, som om det hele startede forfra igen, sygdommen, lidelserne, alt. Lily følte hjertet synke i livet, hvor hun dog ønskede Remus var der til at give hende et råd.
”Nu må vi jo ikke forhaste os,” lød en myndig stemme, og Richard kom ind i Lilys synsfelt, havde han været der hele tiden?
”Det hele er nok bedre i morgen, Maggie, bare vent og se.”
”Maggie?” hviskede Lily og hævede et bryn, havde han lige kaldt hendes mor for Maggie? Ikke engang hendes mors ældste veninde kaldte hende for Maggie, ikke engang hendes bedsteforældre havde gjort det. Hvem troede han lige, han var?
”Richard, vi kan ikke risikere, at Margaret og Lily ikke kan komme hjem,” sagde Marian fornuftigt og hældte te op til sig selv.
”Hvad med jeres søn, hvad gør han?” spurgte Margaret og fik drejet samtalen væk fra sig selv og sin datter. Først der gik op for Lily, at hun slet ikke havde set Marian og Richards søn. Han havde ikke været til stede under middagen, og hun havde ikke set ham i løbet af dagen. Hvad var det nu, han hed? Hun var sikker på, hendes mor havde sagt det, inden de tog af sted hjemmefra. Jack? Nej det var ikke det, Jim, Jimmie? Lily var overbevist om, han hed noget med J, James? Nej, hun ville huske det, hvis det var James. Jakcson, ja, der var det, Jackson.
”Hvis det bliver rigtig slemt, sover han hos sine venner, ligesom de andre dage.” svarede Marian, ”han overlever.”
”Han er bare glad for at slippe for de gamle, intet problem. Er du egentlig klar over, hvor smuk du ser ud lige nu?” Richard havde sat sig på Margarets armlæn og sad nu og betragtede hende. Margaret så perpleks på ham, hvorefter hun så hen på Marian, der ikke sagde noget til det.
”Dit hår har en fantastisk farve… må jeg få det som minde?”
Lily kvalte et grin med sin hånd og så sin mors forfjamskede ansigtsudtryk, da Richard strøg noget af hendes hår om bag øret. Margaret tog sin kop te op, men hendes hænder rystede så voldsomt, at hun knapt kunne holde den i ro.
”Ehhm, mit hår…” mumlede hun.
”Ja, jeg synes, dit hår er utrolig flot. Jeg ville virkelig ønske, jeg havde sådan noget hår.”
”Du kan jo ikke gøre for, at dit hår ligner en høstak,” kom det fra Marian, der virkede helt ubekymret, selvom hendes mand sad og lagde an på hendes veninde. Richard ignorerede hende.
”Dine øjne er helt fantastiske, har du stjålet dem fra e engel?” spurgte han Margaret, der blev helt rød i hovedet.
”Nej…” mumlede hun og rettede blikket mod Marian, ”jeres søn…” hun gik i stå, da Richard duftede til hendes hår.
”Du dufter godt.”
Lily måtte bide sig hårdt i hånden for ikke at grine, mens hendes mor så endnu mere forfjamsket ud. Hun prøvede desperat at starte en samtale med Marian, mens Richard sad og mumlede noget mere om hendes hår.
”Jeres søn, hvor er han egentlig henne?”
”Hos en af sine venner, de skulle købe julegaver. Jeg sagde ellers til ham, at han skulle blive her, når vi nu fik gæster og sådan, men hans far gav ham lov.”
”Han havde et godt argument,” kom det fornærmet fra Richard.
”At du får en ny pibe, er IKKE et godt argument,” sagde Marian, ”men i hvert fald tog han af sted to dage før, du og Lily kom, og lovede at være tilbage samme morgen, som I ville ankomme. Hvilket han så ikke gjorde.”
”Han har sikkert bare glemt det,” sagde Richard henkastet, mens han stadig sad og betragtede Margaret.
”Eller måske er de hårdere ramt af snestormen,” mumlede Margaret, der stadig var ildrød i hovedet. Lily fik en smule ondt af hende, men fandt egentlig hele situationen ganske underholdende. Den del forsvandt dig hurtigt, da Marian bekendtgjorde, at hun ville gå i seng og rejste sig. Lily ilede hen til trappen, greb sit glas og spildte halvdelen af indholdet ud over sig i sin hast på at komme ovenpå og i seng, inden hun blev opdaget. På en eller anden måde kunne hun forstå, hvorfor Potter nogle gange fulgte sin første indskydelse, det kunne føre til nogle meget sjove oplevelser. Og så på den anden side, drengen gjorde det dog lidt for ofte.
”Men det vil ikke gå ud over dig igen,” hviskede hun stille.
Og udenfor dalede sneen stadig og spåede om en meget hvid jul.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 18. Is he some kind of retarded?
Kapitlet blev tilføjet den: 28.07.2010 klokken 11:25 |
Hey :D
Her kommer endnu et kapitel, og læg venligst mærke til, at jeg har rettet og tilføjet ting i det andet :)
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 18. Is he some kind of retarded?
Richard stod længe og så på fjernsynet, han kløede sig lidt i nakken og kastede et blik hen på Margaret. Hun sad stadig med åben mund og maden i hånden, ligesom da tv-avisen gik i gang. Hun så forfærdet på skærmen, mens speakeren snakkede om snestormen.
”… værste snestorm nogensinde. Togene stopper med at køre klokken 12, det samme med busserne. Lufthavnene lukker, taxiselskaberne holder ligeledes op med at køre. Vi råder alle til at holde sig inden døre og holde døre og vinduer lukkede. Det er farligt at bevæge sig udenfor…”
Richard slukkede og sendte Margaret et beklagende blik, selvom det ikke var hans skyld, at hun nu var fanget i hans hus – selvom han godt kunne lide tanken, hun var virkelig pæn.
”Det ordner sig nok,” sagde han og fandt sin pibe frem fra lommen. ”Det hele ordner sig nok.”
”Hvad siger jeg dog til Lily?” jamrede Margaret svagt. Idet samme fløj døren til køkkenet op, og Lily kom hastende ind efterfulgt af Marian. De havde begge hørt nyhederne, mens de hængte julepynt op. Lily var nærmest faldet ned af stigen, da de sagde, at al trafik var udelukket. Mens Marian havde taget det lidt mere roligt, hun havde en fantastisk ro i sig. En ro Lily godt kunne tænke sig, når hun blev sat i pressede situationer, eller rettere en Potter situation. Endnu engang måtte Lily fortælle sig selv, at sådanne situationer nok var slut. Han havde ikke virket glad i toget, langt fra.
”Vi kan ikke komme hjem! Vi er fanget, stormen er blevet værre.” Lily kastede sig ned ved siden af sin mor og så tvært på hende, selvom hun egentlig ikke følte sig så sur, men hendes mor forventede det af hende. Margaret tog Lilys hånd og nikkede stumt, mens hun fortsat stirrede ind i den sorte skærm, som om et eller andet fantastisk ville åbenbare sig for hende – det skete ikke.
”Det er nok blevet bedre i morgen,” sagde Richard muntert, han lod til at have fundet et lyspunkt i den ellers rimelig sorte situation. ”Ellers holder I bare jul her, to fra eller til gør jo ingen skade, vel kære?” han lagde armene om Marian, der nikkede samtykkende, mens hendes mand begravede næsen i hendes hår. Den mand kunne virkelig godt lide hår, var det normalt?
Både Margaret og Lily rystede på hovedet, det kunne de umuligt tage imod. Ingen af dem ville trænge sig på i julen, eller, Margaret ville sikkert gerne, hun nød jo at være der, og efter den sommer, kunne Lily ikke bebrejde hende. Men stadig, de kunne ikke bare blive julen over, det var bare ikke… passende, på en eller anden måde.
”Måske er der stadig nogle taxier, der kører,” sagde Lily, et spinkelt håb spirede i hende, selvom chancerne var minimale. Hun trak sin mod med sig ud af køkkenet, så hun kunne begynde at pakke deres ting sammen, hvis de nu var heldige. Marian smilede opmuntrende til Margaret, der ikke så ud til at dele Lilys håb. Faktisk følte hun sig rimelig fortabt, men det ville hun ikke fortælle sin datter. Lily havde for meget igennem, hun fortjente en mor, der selv kunne finde ud af tingene, så hun ikke skulle tænke på det hele. Men tv-avisen havde taget pusten fra hende.
”Gad vide, hvordan knægten har det…” mumlede Richard og så på Marian, der trak på skuldrene. Deres søn havde det garanteret glimrende, men alligevel var hun urolig for ham. Han kunne meget være dumdristig, ganske enkelt dum til tider, og hun fik tit fornemmelsen af, at han ikke tænkte sig om. Lige nu håbede hun dog, at han tænkte sig så meget om, så han blev hos sin ven og ikke vovede sig udenfor. Men tvivlen gnavede i hende.
”Det er fuldstændig håbløst,” sukkede Lily og smed sig på din seng. ”Der er ingen taxier, der kører. Alt er gået i stå på grund af snevejret.”
”Måske holder det op i morgen.” Margaret så ud gennem vinduet, hendes stemme lød død. Lily sagde ikke noget, men lå og overvejede mulighederne. Hvis hun nu havde noget susepulver, kunne de tage hjem via kaminerne. Så skulle hun bare finde på en god grund forklaring overfor Marian og Richard… og finde noget susepulver. Hun havde jo bestået spektral tranfererings prøven, så det var også en mulighed. Hun kastede et blik hen mod sin mor, hun så skrøbelig ud, fortabt i sneen. Lily rystede på hovedet, hun var ikke sikker nok i det til at tage sin mor med. Hvad var der så tilbage af muligheder?
”Hvordan går det?” Marian kom ind på værelset bærende på en bakke, ”jeg har lavet varm kakao.”
Lily takkede og tog imod en kop. Hun havde altid godt kunne lide kakao, Amalia lavede den bedste kakao nogensinde, og Remus lavede faktisk også en, der var ret god.
”Richard har tilbudt at køre jer hjem, hvis I gerne vil. Han trodser gerne vejret.”
”Nej, det skal han endelig ikke! ikke i det vejr,” svarede Margaret hurtigt, og Lily kunne have svoret på, at hun rødmede. Hun overvejede, om hendes mor havde tænkt på muligheden med at sidde fast i sneen sammen med en mand, der lagde an på hende. Et meget sjovt billede af hendes mor fanget i en bil med Richard, der lugtede til hendes hår og snakkede om hendes øjne, voksede frem i Lilys hoved, og hun måtte anstrenge sig for ikke at grine.
”Jeg sagde også, det var en dum ide. Tænk hvis I kørte fast,” sagde Maria, som om hun havde læst hendes tanker. ”Hvis det bliver ved sådan, så sner vi inde. Jeg må hellere sende Emma hjem, det går jo ikke det her.”
”Hvem er Emma?” spurgte Lily nysgerrigt.
”Hun kommer og hjælper en gang imellem med mad og rengøring. Hun er lige kommet med den steg, jeg bestilte hos slagteren. Jeg forstår ikke, hun tør gå ud i det vejr.” Marian forsvandt ud af døren med en hovedrysten.
”De må da have røven fuld af penge,” mumlede Lily og høstede et anklagende blik fra sin mor. Selvom det sikkert var sandt, alt vidnede mod, at Marian og Richard var mere end rige. Deres møbler så ufatteligt dyre ud og gamle, der hang kostbare malerier på væggene, de boede i et kæmpe hus med mega store værelser, og Lily mente, hun havde set et glimt af en dyr sportsvogn i garagen, da Marian havde hentet kasser med julepynt.
”Der er nogle nede i haven!” udbrød Margaret pludseligt og pegede, ”der er nogle nede i haven.”
Lily rejste og skyndte sig hen til vinduet, ”hvor?”
”Nede ved træerne!”
”Jeg kan ikke se nogen.”
”Der var altså en… SE!” hylede Margaret igen og pegede, men Lily kunne stadig ikke se nogen. Jo, en skygge nede ved nogle træer bagerst i haven, men det kunne umuligt være et menneske.
”Det er sikkert bare et dyr.”
”På to ben? Nej, Lily. Jeg siger det til Marian, tænk hvis der er en tyv.” Margaret styrtede ud af døren, og Lily luntede langsomt efter hende. Hu måtte hellere sikre sig, at hendes mor ikke overdrev for meget. Det havde hun en tendens til at gøre med alt.
De stødte ind i Marian ved trappen, hun stod og talte med en lyshåret kvinde, som nok var hende Emma.
”…ne vejret. Jeg kommer lige så snart, vejret tillader det. Hils den unge herre James fra mig og ønsk ham god jul.” hun omfavnede Marian og forsvandt ned af trappen.
”Marian, det er skrækkeligt, det er frygteligt, virkelig frygteligt.”
Marian så forundret på Margaret, ”hvad er?”
”Der render en tyv rundt nede i haven.”
”Nej, der gør ej,” afbrød Lily, ”Mor MENER, hun så noget gå rundt nede i haven, men jeg kunne altså ikke se noget.” Det var bare så typisk, at hun piskede en stemning op på grund af en skygge.
”Der var altså nogen, og jeg er sikker på, det var en tyv.”
Marian så betænksom ud, ”tja, vi har haft nogle menneske rendende før, men ikke på denne tid af dagen. Det er mest om aftenen. Måske er det bare Richard, der fjoller rundt. Man ved aldrig, hvad han kan finde på.”
”Nej, det var ikke Richard, jeg er bombesikker.”
”En bombe er ikke sikker,” mumlede Lily og tænkte på, hvor stikhamrende tosset, hun var blevet, da Potter havde sagt det til hende, da de gik på fjerde årgang. Hendes næste tanke var, hvor pinligt, det var, at hun kunne huske en samtale med Potter, fra da de var 14 år. Ikke fordi det havde været en samtale, hun samtalede ikke med Potter, slet ikke.
”Der var altså nogen!” sagde Margaret bestemt og lagde armene over kors. Hvis Potter havde været der, tænkte Lily, ville han sikkert have sammenlignet mor og datters attitude, når de diskuterede eller bare gerne ville have ret. Hvorfor i al verden tænkte hun nu så meget på ham? Det kunne da ikke være fordi, den blonde kvinde havde nævnt navnet James, vel? Lily fik en stor lyst til at banke sit hoved ned i gelænderet på trappen, men modstod den. Det ville nok se lidt mærkeligt ud.
”Et forvildet dyr, måske” sagde Marian, men blev afbrudt af et højt råb.
”MOAR!”
James så ondt på sin far, der var ved at dø af grin. Han lo, indtil tårerne trillede ned ad kinderne på ham, og det lod ikke til, han kunne stoppe igen. James fandt det ikke underholdende, overhovedet ikke! Hans tøj var drivende vådt og tungt, hans taske lå foran ham, ligeså våd som han, og hans kost havde det vist heller ikke for godt.
”Helt ærligt, så er det altså heller ikke sjovere!” han så surt på sin far, der stadig grinede. Hvor var det altså bare åndssvagt, der var absolut intet underholdende ved situationen, og alligevel grinede hans far af ham.
”Ven til din mor hører det, hun får et føl på tværs.” Richard satte sig ned på en stol og tørrede øjnene bag brillerne.
”Hører hvad?” Marian stod i døren indtil spisesalen og stirrede på Richard. ”Hører hvad, kære?”
”At din elskede søn er kommet hjem,” sagde James storsmilende og løb hen for at omfavne hende. ”Er du ikke lykkelig?”
”Du er jo helt våd, hvad har du lavet? Og hvorfor står din kost der? James altså, tænk på gærstern… ER DU FLØJET? I det vejr? Er du sindssyg?”
James slap hende og smilede sit store charmesmil, ”jeg er ikke dum vel?”
Marian så tvivlende på ham.
”Jeg landede lige så snart, sneen blev for tæt.”
”Hvornår tog du af sted?”
”Eeeehm… todagesiden…” kom det lavt fra James, Marian måbede.
”Undskyld mig?”
”To dage siden.”
”JAMES!”
”Undskyld, men der kom et ophold i snestormen, så jeg tog chancen. Jeg landede efter nogle få kilometer, da sneen blev for meget og søgte tilflugt i en lade, og så har jeg gået resten af vejen… og nu tager jeg mig et bad og noget rent tøj på.”
Inden Marian nåede at indvende noget som helst, havde han snuppet sin taske og spænede ovenpå. Richard brød ud i et nyt latteranfald.
En halv time senere spankulerede James ind i sofastue, hvor Marian og Margaret sad og snakkede over en kop te.
”Jeg vil gerne lige demonstrere, at jeg er okay.”
De to kvinder så op på ham, og Marian drog et dybt suk.
”Se her” sagde han muntert og svingede armene over hovedet og ned igen. ”Jeg plukker æbler, se engang.” han strakte sig på tær og med armene i vejret og bøjede sig derefter ned og lod som om, han puttede usynlige æbler i en usynlig kurv, så lavede han knæbøjninger og sluttede af med tre armbøjninger – og han lød ikke spor forpustet bagefter - ”Se selv, der er ingen skade sket.” han smilede til sin mor, der himlede med øjnene.
”Margaret, det her er min søn James, James det er Margaret.”
James hilste høfligt på Margaret og satte sig på armlænet af en stol. ”Hvor er de andre damer?”
”James altså…”
”Hvad? Jeg spurgte jo bare.”
”De kan ikke komme frem på grund af vejret. Og Margaret er fanget her på grund af vejret.”
”Cool nok, jeg finder lige far. Han vil sikkert gerne høre, hvad jeg har lavet.” han smilede bredt og hoppede ud af døren. ”Nåh ja.” han stak hovedet ind igen, ”Sirius kigger måske forbi, hvis vejret bliver bedre.” så smuttede han ned i stuen, hvor Richard var blevet sat til at dække bord.
”Halløj paps.”
”Ligger kniven til højre eller til venstre?”
James standsede og betragtede sin far, der så helt forvirret ud.
”Til højre, ved mindre du er venstrehåndet, for så ligger den til venstre.”
”Højre er den du skriver med, ikke sandt?”
”Ikke hvis du er venstrehåndet.”
”Tusind tak, James, du er meeeget hjælpsom,” vrængede Richard.
James trak på skuldrene, ”hvorfor er her så lidt julepynt? Hos Remus var der en masse.”
”Din mår er ikke nået til spisestuen endnu.”
”Eller gangene” mumlede James trist og lænede sig op af bordet.
”Har I set min datter?” Margaret kom ind i stuen efterfulgt af Marian, der bar på en stor kasse.
”JULEPYNT!” udbrød James og tog kassen fra hende, han flåede den op og greb en guirlande og smed den op i lysekronen. ”Åh hvad! En nissehue!”
”Giv den til mig!” jublede Richard og greb huen, James kastede til ham. Marian rystede på hoveder af dem. James havde fundet en anden nissehue og trukket den ned over hovedet.
”Nu det jul igen, og nu det jul igen, og julen var’ lige til påske.”
Margaret så forbløffet på James, der dansede rundt om sig selv, mens han sang.
”Mor, har du set…” Lily standsede midt i sætningen og så på det mærkelige scenarie foran sig. Marian hang julepynt op, Richard dækkede bordet iført en for lille nissehue, hendes mor stod og flagrede ved bordet, og en eller anden jubeltosse dansede rundt med en nissehue ned over øjnene.
”Lily, der var du. Marian og Richards søn, Jack, er kommet.” Margaret smilede stort, Lily gik langsomt ind i spisesalen. Hun stillede sig ved siden af sin mor og betragtede tosse med nissehuen.
”Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen var’ lige til påske!” lød det fra ham.
”Er han retarderet eller noget?” hviskede Lily til sin mor.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 19. Is he some kind of retarded, del 2.
Kapitlet blev tilføjet den: 31.07.2010 klokken 15:09 |
Hey alle sammen
Her kommer endnu et kapitel, og da jeg ikke kunne få hele titlen med ovenover, så har jeg kaldt det for "del 2" og skriver original titlen nedenunder.
God læselyst
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 19. Is he some kind of retarded? No it’s just Potter!
James snurrede rundt om sig selv, mens han noget højlydt sang: “nu det jul igen.” Nissehuen, han havde taget på, var alt for stor og hang ned over øjnene på ham. Men det gjorde intet, det gjorde bare snurreturen dobbelt så sjov. James elskede at snurre rundt, han elskede det, siden han var lille, havde han elsket følelsen.
”Sagde Remus ellers noget spændende?” lød hans fars stemme et sted i nærheden, James stoppede med at snurre rundt og et kort sekund gyngede gulvet under ham, det var bare så grineren.
”Han hilste og ønskede os glædelig jul,” svarede han rundtosset og hev nissehuen lidt op, så han kunne se sin far. ”Og spurgte om jeg ikke kunne tage Sirius med mig. Jeg takkede pænt nej.”
Richard lo og satte glas på bordet, han var ikke kommet specielt langt med at dække bord, da Margaret var trådt ind i rummet. Han kunne virkelig godt lide Margaret, hun duftede ufatteligt godt. Han vendte sin fokus tilbage til James, da Margaret så han stod og gloede på hende.
”Er de ikke så gode venner, eller hvad?”
”Selvfølgelig er de det,” kom det fra Marian, der stadig hang julepynt op. ”Det ved du da, Margaret kan du hjælpe mig?” James forstod ikke, hvorfor hans mor pludselig blandede sig i det. Hvad vidste hun om Sirius og Remus’ forhold?
Margaret ilede gennem rummet for at hjælpe, hun var højere end Marian, men måtte stadig strække sig lidt for at nå det søm, som Marian havde udset til at hænge et julehjerte på. Richard lod til at nyde udsigten, han gik endnu engang i stå med at dække bord og stirrede på Margaret.
”Det ser godt ud, Maggie, lidt højere så er du der. Lidt højere, sådan ja.”
James himlede med øjnene, hans far var næsten værre end Sirius, når det kom til piger… men også kun næsten. Det faldt slet ikke James ind, at Lily Evans nok så ham på samme måde, som han så sin far lige nu. Virkelig irriterende og pinlig.
”Far, helt ærligt.”
”Hvad? Hvad har jeg gjort?”
”Du overbeglor vores gæst, man skulle næsten tro, du var far til Sirius og ikke mig.”
Det ville Lily sikkert være uenig med ham i, på den anden side, Lily kendte jo ikke hans far.
”Jeg kan godt lide Sirius,” mumlede Richard og lagde nogle servietter på tallerknerne. ”Han er morsom.”
”Hvordan har han det?” spurgte Marian og forklarede hurtigt til Margaret, at Sirius var en ven af James, som til tider boede hos dem. Marian kastede et nervøst blik hen mod James, men han viste intet tegn på, at spørgsmålet gik ham på. Han havde været uvenner med Sirius inden juleferien, men det lod til, de var blevet gode venner igen. Marian mistænkte dem dog lidt for ikke at være så gode venner som førhen, eftersom at Sirius ikke var taget med James hjem. Hun fik et trist udtryk i ansigtet, da hun tænkte på de dage, James havde været hjemme. Men lyste hurtigt op igen, inden Margaret nåede at se forandringen.
”Fint, han driver Remus til vanvid, men ellers har han det fint.” James byttede om på en kniv og en gaffel, som hans far havde lagt forket. Den mand kunne da heller ikke se forskel på højre og venstre. ”Han ville for resten vide, om han får nogle julegaver af jer?”
Richard grinede og rystede på hovedet, ”han er nu kær.”
”Meget” kom det Marian, hvis fokus igen var rettet mod pynten og Margaret.
”Kan jeg spørge om noget?” lød det pludselig til venstre for James, stemmen lød underlig bekendt. Han så hen mod dens ejermand og mærkede, hvordan hans hjerte nærmest gik i stå. Det måtte være en drøm, hun kunne ikke være de. Det var umuligt! Men det var muligt. James havde så tit fortabt sig dybt i hendes grønne øjne, at han ville kunne genkende hende til hver en tid. Om hun så bar maske, ville han kunne genkende hende. Lily Evans stod i hans spisestue. Han blev næsten kvalt.
”Er det en ny stil, du er begyndt på?” spurgte hun underligt naturligt og pegede på hans nissehue. James overvejede flygtigt at stikke af op på sit værelse, men det ville nok blive lidt svært at forklare overfor hans forældre. Han så ind i hendes grønne øjne og forventede at se dem fulde af afsky, men i stedet så de nysgerrige på ham. Han kunne ikke stikke af, det var udelukket. Han mærkede, sit hjerte snøre sig sammen. Han måtte ikke vise hende sine kvaler, så James gjorde, hvad han gjorde bedst. Han stak i et kækt smil og puttede hænderne i lommerne.
”Kan du lide det?”
”Du så bedre ud med huen nede om øjnene,” lød svaret fra den rødhårede pige. Hun havde ikke forandret sig.
”Det vidste jeg, du ville sige. Vi må være soulmates.” han smilede sit store charmesmil, som alle andre end Lily Evans faldt i svime over.
”Nej, dig og Black ville være et meget sødere par.”
James kunne ikke lade vær med at le, han havde godt nok ikke regnet at få sådan en sød fornærmelse fra hende, nogensinde. Og specielt ikke efter det han havde sagt til hende i toget… hvis det da overhovedet havde haft en virkning på hende.
”Jeg tror nu Peter passer bedre med Sirius, ham kan han meget bedre dominere.” han så, hvordan en trækning gik hen over hendes ansigt. Var det antydningen af et smil? Hans hjerte snørede sig lidt ud igen.
”Stakkels Peter,” sagde hun så og strøg håret om bag øret, hvor han dog elskede den bevægelse. En lille stemme bandede af ham indvendigt, men han kunne ikke gøre for det. Hun var så smuk.
”Øh” kom det pludseligt ovre fra bordet, hvor de tre voksne havde samlet sig og kiggede på de to teenagere, de så rimeligt forvirrede ud. James forstod dem godt.
”Kender I hinanden?” spurgte Marian så, ”kender de hinanden?” hun så på Margaret, der så allermest forvirret ud. Richard stod og kløede sig i nakken, ligesom han altid gjorde, når han tænkte dybere over noget – hvilket faktisk skete oftere, end man skulle tro.
”Jamie, svar din mor.”
James skar ansigt, ”jeg hedder altså James, ikke Jamie.”
”Sirius kalder dig Jamie, hvorfor må jeg ikke?”
”Richard, det er ikke vigtigt. James, hvor kender du Lily fra?” spurgte Marian og stødte en albue i siden på Richard, der skulle til at åbne munden og svare hende igen. Hun så strengt på sin søn, som om hun forventede det værste. Så som at han havde beluret Lily, eller at Sirius havde beluret Lily og taget billeder og vist til James.
”Og hvor kender du Jamie fra?” tilføjede Margaret og kiggede med store øjne på sin datter.
”Tak far, se nu” vrissede James, ”og jeg kender Evans fra skolen.” han sendte sin mor et sødt smil.
”Fra skolen?”
”Vi går begge på Hogwarts,” indskød Lily, ”og på samme kollegium. Han er venner med Remus, mor.” Lily sendte sin mor et beroligende smil, selvom hun ikke følte sig specielt rolig.
”Hvem?”
”Remus Lupin” sagde Lily, men der lod ikke til at ringe en klokke hos hendes mor.
”En meget stille dreng med brunt og gyldne øjne, holder meget af bøger, interessere sig ikke for piger,” remsede James op med et smil. Han kunne godt bruge Remus hos sig lige nu.
”Der er intet galt med, at han ikke interesserer sig for piger. For nogle kommer det først senere,” sagde Marian mildt.
”Det gjorde det for mig,” sagde Richard og blinkede til Margaret.
”Det tror jeg ikke på,” mumlede James.
”Hvorfor har du ikke sagt det, Lily?” spurgte Margaret så, der pludselig vågnede op til dåd.
”Sagt hvad? At han udviklede sig sent?”
”At du kendte Jackson?”
”Hvem?” spurgte James forvirret, hvem var nu Jackson? Var han gået glip af noget, eller hvad skete der?
”Dig” sagde Margaret og så på ham, som om det var indlysende – det var det ikke for James.
”Jeg hedder James.”
”Fordi jeg ikke vidste, han boede her,” svarede Lily og ignorerede James’ forsøg på at forklare, at hans navn rent faktisk var James og ikke Jamie eller Jakcson. Den fes ikke ind hos Margaret.
”Men, hvorfor vidste du ikke, at Jackson boede her?”
”Han er jo først kommet nu.”
”Men jeg hedder det samme som mine forældre til efternavn… og det kender du vist ret godt.” det sidste sagde han næsten uhørligt med et strejf af sorg i stemmen.
”Så I går på Hogwarts sammen, hvor hyggeligt.” sagde Marian, ”så behøver vi jo ikke skjule noget mere.”
”Må jeg så gerne bruge magi igen?” spurgte Richard og så helt lettet ud. Marian nikkede, mens Margaret stadig så noget forvirret ud.
”Men… jeg forstår stadig ikke…”
”James og jeg går i skole sammen, vi er begge magikere, og jeg vidste ikke, at han boede her før nu,” sagde Lily hurtigt og trak vejret dybt for ikke at komme til at miste tålmodigheden, ligesom hun gjorde med Potter og Black, når hun skulle forklare dem noget.
”Evans er slet ikke så kvik, som jeg troede,” kom det fra James med et stort grin, der ikke nåede helt op til øjnene, om end noget rørte på sig inden i ham.
”Vend tilbage til din tossedans, Potter” vrængede Lily.
Lily Evans betragtede ikke sig selv som dum, faktisk mente hun, at hun var rimelig intelligent, måske ikke på højde med Remus Lupin eller Dumbledore, men hun var i hvert fald ikke dum som Potter. Hun satte sig i vindueskarmen og så ud på sneen. Hun var ikke dum, det var hun ikke, lige meget hvad Potter så sagde, så var hun ikke dum. Hvorfor havde hun ikke gættet, at han boede der? Hvordan skulle hun? Hun havde da aldrig hørt efter, når han holdt sine lange monologer om sit hjem og sin familie, det havde da ikke interesseret hende, hvad hans forældre hed. De var bare mr. Og mrs. Potter for hende, eller det havde de været. Nu var de Richard og Marian, hendes mors to venner. Nu var de ikke bare to randome mennesker, de var venner.
Hun bed sig i læben, hun var fanget in the middle of nowhere, og selvom muligheden burde være 1 til en 1.000.000, var hun fanget u akkurat det hus, Potter boede i. Hvorfor skulle hun absolut være så uheldig? På den anden side gav det da nu mening for hende, hvorfor hun havde tænkt så meget på Potter, siden hun var trådt ind i huset. Ikke fordi hun havde tænkt meget på ham, slet ikke, bare mere end normalt. Det var hans hus, så selvfølgelig var der nogle ting i huset, der mindede hende om ham, så som… Lily kunne ikke komme i tanke om noget, men stadig, han lignede jo sin far som snydt ud af næsen, og den der vase nede af gangen, den mindede om ham… på en eller anden måde. Det måtte være derfor, det var den eneste logiske forklaring hun kunne finde. Altså hvis hun nu så bort fra… nej, det var ikke muligt, Potter var et barn, han var en idiot. Hun følte intet for ham, det havde hun da også fundet ud af på deres date – ikke fordi hun var i tvivl, slet ikke, hun hadede ham. Potter var et barn, og hun havde ingen følelser for ham. Men selvfølgelig skulle den lille, irriterende stemme sige hende imod, ligesom den havde gjort siden togturen.
*Du må jo fæle et eller andet, siden du tænker på ham*
*Jeg hader ham, intet andet*
*Du har næsten kun tænkt på ham i gode situationer, det er vel ikke et tegn på, at du hader ham*
”Hold så op med at sige mig imod,” hvæsede Lily vredt.
”Jeg har ikke sagt noget.”
Lily blev pludselig pinlig bevidst om, at hun havde siddet og snakket til sig selv, mens hun blev betragtet. Og den stemme var ikke til at tage fejl af. Hun så vredt hen mod døren, hvor han stod og lænede sig op af dørkarmen. Han betragtede hende med de brune øjne, og Lily fik en stor trang til at råbe af ham. Men hun bed det i sig, hun var i hans hus, hun måtte opføre sig ordentligt.
”Jeg taler ikke til dig. Hvad vil du?”
Han trak på skuldrene og gik ind i værelset, hvor var han dog provokerende.
”Jeg har altid godt kunne lide det her værelse.” sagde han så og lænede sig op af sengen, hvorfor skulle hun nu vide det?
”Da jeg var lille, sneg jeg mig tit herind om natten for at sove her.” han satte sig på sengen, ”jeg kunne godt lide sengen, det var sådan jeg forestillede mig sengene på Hogwarts ud fra min fars historier.”
Fantastisk, af alle værelserne sov hun jo selvfølgelig i det, Potter bedst kunne lide. Havde hendes uheld ingen ende?
”Hvorfor fik du det ikke bare som soveværelse, når du nu så godt kunne lide det?” spurgte hun spydigt.
”Fordi så ville mine forfædres system ikke længere holde. De private værelser er på øverste etage og fars arbejdsværelse. Gæsteværelserne og biblioteket er på anden, og festsalen og andre fællesrum er på første og i stuen.” han smilede stolt.
Lily hævede et bryn, ”så… du er her for at fortælle mig om jeres system?”
Han lo, hvor det dog irriterede hende.
”Nej, mor siger, vi spiser nu.” han sprang elegant ned fra sengen og forlod værelset. ”Vil du med, Lilse?”
Lily sukkede, hun ville ikke overleve resten af ferien med ham i nærheden, eller også ville HAN måske ikke overleve. Den tanke var lidt opmuntrende.
James’ krop truede med at kollapse, inden han lukkede døren indtil sit værelse. Han havde aldrig i sit liv oplevet, at hans krop var så tæt på at dø – ikke engang efter en kamp mod Sirius – han følte sig træt. Hans hjerte bankede hurtigt, som om det var ved at hoppe ud af brystet på ham. Det var forbandet værre end, han havde troet, det ville være. Hans ansigt gjorde helt ondt, efter han havde siddet og smilet under hele middagen. Han kunne ikke overskue at skulle spille glad og frisk resten af ferien, så længe Lily var i nærheden. Hans humør var faldet adskillige grader, efter han var kommet hjem og havde fundet hende der.
Episoden fra toget sprang hele tiden frem i hans erindring, selvom han prøvede at skubbe den væk. Han havde været så ond mod hende, han havde opført sig grusomt, selvom han desperat prøvede at fortælle sig selv, at hun fortjente det. Det lod dog ikke til, at episoden hjemsøgte Lily på samme måde som hos ham. Hun havde været venlig under hele middagen, selvom James gættede på det bare var skuespil overfor forældrene, ligesom hans smil var det. Men på en eller anden måde havde han på fornemmelsen, at hun ikke var ked af det eller hadede ham mere, eller mindre for den sags skyld, end hun plejede.
”Tag dig nu sammen for helvede, det er forbi. Bare fordi hun er her, ændrer ikke noget.” han smed sig på sengen, ”det ændrer ikke noget.”
James følte en desperat længsel efter en at snakke med, han var ved at kvæles. Han ville ønske Remus var der, han ville forstå, hvad der foregik inde i James, han ville kunne give ham nogle gode råd. Han kunne jo selvfølelig snakke med sine forældre, eller, nej, det kunne han ikke. De ville ikke forstå. Remus var den eneste som duede, Sirius ville gøre grin med ham, men Remus ville forstå ham. Desværre var Remus hjemme hos sig selv, sammen med Sirius, som han sikkert blev drevet til vanvid af, så næste gang James så ham, var han nok et nervevrag. Den eneste James kunne komme i tanke om, som havde samme tankegang og logik som Remus, var Lily, og det var fuldstændig udelukket. Hun var problemet, og hun hadede ham.
James følte sig fortabt, han følte sig alene og fortabt, og en frygtelig ting gik op for ham.
”Jeg overlever det ikke,” mumlede han lavt, ”jeg overlever det simpelthen ikke.”
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 20. Merry Christmas everyone
Kapitlet blev tilføjet den: 02.08.2010 klokken 18:40 |
Her kommer endnu et kapitel, og det er langt. Jeg rejser væk på onsdag, så jeg syntes at I skulle have et dejligt langt et, I kunne hygge jer med, indtil jeg kommer hjem igen. Men det tog lidt overhånd, kapitlet fylder 10 sider i word, men jeg håber I overlever :)
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Richard satte sig tungt i stolen ved siden af Lily og kom med et meget højt støn, der fik hende til at fare sammen.
”Kan du høre noget?”
”Hvilket?”
”Præcis!”
Lily rynkede brynene og lukkede sin bog, var der noget hun havde lært efter at have tilbragt fem dage i Potters hus, var det, at det var umuligt at læse, mens Richard var i nærheden.
”Præcis hvad?”
”Her er stille,” svarede Richard simpelt og åbnede sin avis, ”helt stille, min pige.”
”og?” Lily forstod ikke, hvad han mente. Hun havde det, som om hun førte en samtale med Black eller Potter. Men nu var Richard jo også en Potter, den ældste faktisk, så det lå måske bare til familien, det med at starte en underlig samtale.
”Det er juleaften, her burde ikke være stille. Det er unormalt,” lød det omme bag avisen.
Lily trak på skuldrene, der plejede altid at være stille hjemme hos hende juleaften, især efter at hende og Petunia var blevet store. Da de var små gik de altid tidligt i seng, så de kunne stå ekstra tidligt op og se, om de kunne fange et glimt af julemanden, de havde ligget og hvisket til langt ud på natten, men på mirakuløs vis var de alligevel kommet op tidligt. Det havde været gode tider.
”Jeg kan godt lide stilheden,” sagde hun og åbnede sin bog igen. Hun var nået halvvejs igennem den og havde sat sig for at blive færdig, inden hun skulle hjem, hvilket nok ikke blev svært, da hun næsten læste uafbrudt. Den perfekte løsning at slippe for Potter på, havde hun fundet ud af.
”Den kan såmænd også være god nok, men jeg savner nu larmen. Det er underligt, han er blevet så voksen. Det er sket så pludselig, sidste år larmede han som ind i helvede.”
Lily så på Richard, der sad og så tænksom ud i luften. Det kunne da ikke være hans søn, han snakkede om. Potter var et stort barn, han larmede konstant, der var absolut intet voksent ved ham. Hvis Lily nu ikke konstant havde siddet med næsen i en bog, havde hun måske opdaget, at James Potter ikke havde larmet, han havde faktisk næsten ikke vist sig, siden han kom hjem. Han holdt sig til sit værelse, hvor han sad og skrev lange breve til Remus, hvor han spurgte ham til råds om alt muligt uden at komme ind til selve kernen, da han var bange for, at Sirius ville læse over skulderen på Remus og se hans ynkelige breve. James havde undgået Lily, men det havde hun ikke opdaget, da hun tilbragte det meste af sin tid på sit værelse, i sofastuen eller på Richards bibliotek, som hun allernådigst havde fået lov til at låne.
”Nåh” sagde Lily og forsvandt ned i sin bog igen, hun havde ikke overskud til at diskutere Potter med hans far.
”Har du ikke lagt mærke til det? Du ser vel mere til ham, end vi gør her i huset.”
”Det tror jeg ikke,” svarede Lily undvigende og hev bogen længere op, hun brød sig ikke om, hvor den samtale var på vej hen. Hun brød sig hverken om at snakke med eller om Potter – selvom med nok var den værste. Hun havde sjældent mødt en så dum som han, han var jo nærmest uintelligent.
”Kan du lide James?”
”Jeg kender ham ikke så godt, jeg snakker mere med Remus. Vi har mange af de samme interesser, bøger og sådan.” Lily krydsede fingre for, at Richard ville godtage det svar og lade hende værre, men manden lod ikke til at opfange de signaler.
”Ja, James er jo også lidt vild i det, nok lidt for vild til pigerne… det er nok derfor, han aldrig har haft en kæreste,” sagde Richard og kløede sig på hagen. ”Tror du skæg ville klæde mig?”
Lily smilede ved emneskiftet, ”det ville det sikkert.”
Han nikkede let, ”jeg tror, jeg vil gå mig en tur.” han lagde avisen fra sig og gik. Lily åndede lettet op og vendte hurtigt tilbage til sin bog. Men hvis Lily troede, at hun kunne få lov til at læse i fred, tog hun fejl. Richards udsagn om, at Potter aldrig havde haft en kæreste hjemsøgte hende. Hun forsøgte at afvise tanken, det var fuldstændigt utænkeligt, at James Potter, en af de mest populære drenge på hele Hogwarts, aldrig havde haft en kæreste. Det var nærmest ulogisk.
Lily blev forstyrret nogle timer senere af Marian, det gjorde ikke Lily noget, da hun ikke var kommet særlig langt med sin bog. Hendes tanker havde kredset om hende og Richards samtale, og de få sider, hun havde fået læst, var gået lige gennem hovedet på hende uden at sætte sig fast. Hun var kun glad for at Marian kom, så hun kunne tænke på noget andet, selvom det kom til at indebære noget koldt og vådt, som Lily gerne kunne have undværet. Richard var åbenbart blevet væk.
”Om jeg begriber, hvor han er blevet af. Han er pist forsvundet.”
”Han sagde noget om, at han ville gå en tur,” sagde Lily og klappede bogen sammen.
”Vil du have noget imod at kigge efter ham udenfor? Jeg ved godt, det stadig sner og blæser voldsomt, men jeg er ved at blive urolig for ham, men jeg skal lave aftensmaden og…”
”Selvfølgelig, skal jeg nok kigge efter ham,” svarede Lily og smilede.
Lily fortrød lidt, at hun havde sagt ja til at lede efter Richard udenfor. Sneen hvirvlede omkring hende, og det blæste kraftigt. Hendes sko var gennemblødte på nogle få sekunder, og den klamme følelse spredte sig hurtigt op af benene på hende, da sneen gik hende til knæene.
”Richard,” kaldte hun og kæmpede sig gennem sneen. Hun overvejede kraftigt at vende om, da sneen tog til, men kunne på en eller anden måde ikke få sig selv til det… og så alligevel.
”Tænk på ham som en førsteårselev, ville du så efterlade ham i snestormen?” mumlede hun til sig selv og kæmpede sig videre gennem haven og nåede ned til klyngen af træer, som hendes mor mente, var frugttræer. Hun bevægede sig langsomt fremad, mens sneen fløj hurtigere omkring hende.
”Glem det, jeg finder ham ikke.”
*Du er nødt til at gå videre! Bevis du var det rette valg til præfekt posten.*
Idet samme den lille, irriterende stemme sagde det, væltede Lily forover. Hun nåede lige at mærke noget mod sin mave og i næste sekund slog hun en koldbøtte og landede i sneen. Hun skreg forundret og mærkede sneen krybe ind under trøjen.
”Nej, nu går jeg altså ind!” sagde hun rasende til sig selv og kom akavet på benene. Hun skulle netop til at vende om, da hun hørte stemmer. På grund af sneen kunne hun ikke afgøre, om stemmerne var tæt på eller langt væk.
*Gå ind med dig*
*Følg efter dem*
For anden gang siden hun havde forladt sit hjem i London, tog hendes nysgerrighed over, og hun fulgte stemmerne. Om hun gik en halvtime eller kun fem minutter, kunne hun ikke bedømme, og det gik langsommere og langsommere, men hun kom frem. Så forsvandt jorden pludselig under fødderne på hende! Lily skreg højt og fægtede vildt med armene, hun gled ned ad noget som føltes som en form for bakke, og sneen væltede und under jakke og trøje. Hun landede med et blødt bump i en kæmpe snebunke og forbandede sig selv langt væk. Nu kunne det altså være nok! Så kunne Richard forsvinde i sneen, nu gad hun ikke mere.
”Er du kommet noget til?”
Hun kiggede op i et par velkendte nøddebrune øjne, som alligevel føltes fremmede.
Richard Potter rakte en hånd ned mod Lily, der tog imod den og langsomt kom på benene. Hun smilede taknemligt til ham.
”Far,” kaldte en stemme lidt derfra.
”Ikke nu, James, jeg har travlt,” svarede Richard og børstede forsigtigt sneen af Lily og sendte hende et rigtigt charmesmil.
”Far?”
”Ikke nu, James,” gentog Richard, ”kom du noget til?” han så undersøgende på Lily, der rystede på hovedet. Hun havde det helt fint.
”Far.”
”Ti nu stille, James! Er du sikker?” det sidste var henvendt til Lily.
”Jeg har det fint, mange tak.”
”FAR!”
”Ja, hvad er der?” råbte Richard irriteret og vendte sig om.
”Dit træ kører væk.”
Richard glippede med øjnene, ”mit træ kører væk?”
”Ja, ned mod engen.” James kom pludseligt til syne, han pegede i den retning, han var kommet fra. ”Det gled ned ad bakken.”
”Hold på det, stands det!” hylede Richard og satte i løb, hvilket så meget kluntet ud, da sneen var så høj. Hans ben kom nærmest helt op til skuldrene, og han hoppede fra det ene til det andet ben. ”Løb James, fang det.” Richard fortsatte i sit kluntede løb og forsvandt ude af syne, mens James blev stående og så efter ham.
”Han fanger det ikke,” sagde han mere til sig selv end til Lily.
”Hvad?” spurgte hun, da hun ikke forstod en lyd af det hele. Man kunne stadig høre Richard råbe i det fjerne, men Lily havde ikke lyst til at følge efter ham. Så var det bedre at blive sammen med Potter, om end hun ikke ville sige det højt til nogen.
James så hen på hende, ”træet. Vi har fældet juletræ.” han smilede bredt, et ægte smil, men det lagde Lily ikke mærke til. Hun frøs.
”Vil du med ind?”
”Hvad med din far?”
”Han overlever nok.”
James vågnede af en højt irriterende lyd, en blanding af en vandhane der dryppede, Sirius der trommede utålmodigt på et bord og en pibende, skærende lyd, ligesom negle der kører hen over en tavle. Det var en meget irriterende lyd! Et kort øjeblik overvejede James, om de faktisk var Sirius, der larmede. Men det kunne det ikke være, da Sirius var hjemme hos Remus. James blev til sidst så irriteret af lyden, han stod ud af sengen og så sig vredt om i lokalet. Den irriterende lyd kom fra vinduet, hvor der sad en ugle udenfor med et brev i næbbet. James tøffede hen og lukkede den ind, den så helt forpjusket ud. Som om den havde fløjet hele natten i snestormen. James gav den nogle ugle godbidder og lod den flyve hjem igen. Han så søvnigt på brevet, men gad ikke åbne det. Det var alt for tidligt på dagen til det, solen var kun lige stået op og skinnede blegt ind gennem ruden. Han trak en T-shirt over hovedet og traskede ned i køkkenet.
James havde en underlig følelse af, at der var noget, han havde glemt, men han kunne ikke komme i tanke om, hvad det var. Han satte en kedel med vand på komfuret og forsøgte at komme i tanke om, hvad det var, han havde glemt.
”Godmorgen” lød en frisk stemme, og han hørte køkkendøren blive smækket. Han så op og smilede ved synet af Emma, hvor var det dog længe siden, han havde set hende.
”Morgen” sagde han, ”hvad laver du her?”
Hun smilede og tog sin jakke af, ”jeg lovede din mor at komme ligeså snart, stormen var væk. Sover hun stadig?”
Nåh ja, stormen var væk. Hvorfor havde han dog ikke lagt mærke til det, da han åbnede vinduet? Sikkert bare fordi han var træt. Han nikkede for sig selv, men det var ikke det, han havde glemt. Det var han ret sikker på. Eller var det?
”Har du fået brev? Hvem er det fra?” Emma samlede brevet op, som James havde lagt på køkkenbordet og så nysgerrigt på konvolutten, hvor der med blæk stod James’ navn. Emma selv var ikke magiker, hendes far havde vist nok været det, men hans evner var ikke gået videre til Emma, og derfor havde han forladt hende og hendes mor. Emmas mor havde for James bedstefar, og han havde taget sig af Emma som sin egen datter, indtil han selv fik børn, og selv der havde han behandler hende som datter af huset. Nu arbejdede Emma for James forældre sådan på deltid.
”Åben det!” sagde hun og rakte ham brevet, han tog imod det og åbnede det langsomt.
>>Prongs.
Moonys far mener, at vejret vil blive bedre i morgen, og Moony er enig med ham, og da Moony er meget klog, stoler jeg på ham. Jeg melder derfor min ankomst hen ad aftenen, da jeg først skal finde mine sokker som er forsvundet på Moonys værelse (Jeg tror, sokkemonsteret har været her)
Vi ses snart.
Padfoot
p.s
Det er Moony, som siger, at man skal melde sin ankomst, før man dukker op hjemme hos nogle. Melde sin ankomst, lyder sjovt ikke? <<
James smilede bredt, Sirius ville komme. Hans uintelligente ven gennem hele hans skolegang ville komme, Sirius Black, der havde brugt hele sin juleferie på at drive Remus Lupin til vanvid, ville komme og redde ham. James følte sig helt lettet, selvom Sirius langt fra var Remus og sikkert bare ville grine af ham, som Sirius nu engang gjorde, når James havde problemer i kærlighedslivet. Men han ville komme! Livet føltes pludselig så meget bedre.
”Hvem skrev?” spurgte Emma, mens hun hev ting ud af skabene.
”Sirius.”
”Ah, Sirius, selvfølgelig, har han haft det godt hos Remus?”
”Mmhmm,” svarede James og genlæste brevet. Hele hans indre blev varmet af Sirius’ ord, selvom der ikke stod noget særligt. Sirius ville komme og redde ham, James kunne ikke tænke på et andet tidspunkt, han var blevet så lettet – undtagen, hvis der havde stået, at Remus ville komme med.
”Har du fået nogen gode gaver?” kom det fra Emma, der var gået i gang med at bage boller, ligesom hun gjorde hver gang, James kom hjem fra ferie, eller når det var julemorgen.
”Gaver?”
”Plejer du ikke at få gaver til jul?” Emma lo mildt, ”eller har du været alt for uartig i år?”
”Jul?” spurgte James dumt.
”Ja, julegaver, James, ju-le-ga—ver?”
Med et gik det op for James, hvad det var, han havde glemt. Det var julemorgen, det var jul. Han ville få gaver! ”Det er jul,” råbte han, så det gav et sæt i Emma. Han begyndte at danse rundt i køkkenet, mens han skreg: ”Det er jul, det er jul!” fuldstændig hysterisk. Emma så forundret på ham, mens han dansede rundt. I alle de år hun havde kendt James, hvilket var hele hans liv, havde hun aldrig oplevet, at han havde glemt julen. Han plejede at styrte huset rundt, mens han skreg på gaver, som regel sammen med sin far. James greb pludselig fat i hende og hev hende ind i en vild dans, der fik revet hende ud af hendes tanker. James råbte videre og snurrede Emma rundt og rundt og rundt og rundt, så hun blev helt rundtosset og ikke kunne holde øjnene lige.
Imens var Lily på vej ned i køkkenet for at lave sig en kop te, mens hun ventede på, at hendes mor ville vågne. Lily var vågnet ved, at solen skinnede hende ind i øjnene. Hun smilede for sig selv, snestormen var væk, så nu var der måske en chance for, at hun kunne komme hjem. Hun åbnede døren til køkkenet og stivnede. Et underligt syn mødte hende: James Potter valsede rundt på gulvet med den lyshårede kvinde, som vist nok hed Emma, mens hun råbte: ”Det er jul, det er jul.” Det mindede Lily om den dag Potter kom hjem fra Remus af.
”Nu må det være nok,” sagde Emma og pustede som en hest, hun var ikke helt ung mere. Hun fik revet sig fri af James og gik hen til komfuret, hvor kedelen med vand peb. James snurrede rundt om sig selv et par gange, mens han lo.
”Jeg er så lykkelig.”
”Godt for dig, kære. Nej altså! Hvem har nu sat den der, jeg kan ikke den.” Emma fægtede med armene og pegede på en kande, der stod ovenpå skabet. James kravlede op på køkkenbordet og tog kanden ned til hende. Han sprang elegant ned på gulvet igen og skyndte sig at hælde vandet fra kedelen over i kanden. Ham smilede til Emma.
”Jamen dog kære, fryser du ikke?” Emma havde fået øje på Lily, der stod i natkjole og bare fødder. Lily svarede ikke, hun havde netop set James Potter, DEN James Potter, hjælpe et andet menneske helt frivilligt, hun var målløs.
”James, hent en trøje til den stakkels pige og nogle sokker. Smut så,” Emma skubbede til James, der så ud til at være gået i stå ved synet af Lily. Han vågnede dog hurtigt op til dåd og smuttede hastigt forbi hende og ud af døren. Derefter hev Emma Lily ned i køkkenet og placerede hende ved bordet. Hun lavede en stor kop varm urtete, som Lily stærkt tvivlede på, at hun kunne drikke, men hun takkede pænt alligevel og lagde hænderne om koppen. Det var dejligt varmt.
”Du er Lily, ikke sandt? Margarets datter?”
”Jo.”
”Det tænkte jeg nok, Marian har snakket meget om dig.”
Lily kiggede forvirret på kvinden foran sig, ”hvorfor?”
”Margaret er Marians gode veninde, så hun ville vel gerne lære dig at kende og gøre besøget behageligt for dig, eller også deler hun samme håb som Richard.”
Lily fik en bange anelse, ”hv… hvad er Richards håb?”
”At dig og James kan blive kærester,” svarede Emma med en skuldertrækken, hun stod og hældte mælk i en skål.
”Mig og James…” Lily gik i stå og rystede på hovedet, det var dog en modbydelig tanke, hende og Potter.
”Men jeg tror nu mere, at hun håber du kan rette lidt op på James,” hun sendte Lily et smil, som Lily ikke gengældte. Hende og Potter…
”Rette op på mig? Jeg er jo perfekt!” James skridtede ind i køkkenet med en trøje i den ene hånd og en pose i den anden. Han gav trøjen til Lily og hev et par sokker op af posen. Han blinkede til hende og smilede et skævt smil. Hele hans gode humør var vendt tilbage, nu hvor Sirius ville komme, og ikke engang Lily Evans kunne ødelægge det.
Lily rødmede dybt, da han blinkede til hende og tog tavst imod trøjen og sokkerne, hun trak hurtigt sokkerne sine kolde fødder og trak trøjen over hovedet. Hun var pludselig blevet pinlig bevidst om, at Potter havde set hende i natkjole. Det var ikke bare pinligt, det var ydmygende. Og var det noget Lily Evans ikke kunne fordrage var det at blive ydmyget foran James Potter, hvilket faktisk skete oftere end godt var.
”Det tror jeg ikke din mor mener. Ved du, hvor mange breve hun modtager fra din rektor?” spurgte Emma og satte hænderne i siderne, som om hun skulle til at skælde James ud, men han var ikke modtagelig for det. For James Potter var nu engang James Potter, og James Potter var ikke specielt modtagelig, når det kom til at blive skældt ud.
”Nah, det betyder ikke noget. Bare vent, jeg består alle mine eksaminer med glans.”
Lily himlede med øjnene bag hans ryg, drengen var dummere end dum, hvis han troede, at han overhovedet kunne bestå bare et fag. ”Sikkert.”
”Det gør jeg, Evans, McGonagall kommer til at græde af lykke.”
”Nej, af glæde over endelig at slippe af med dig.”
James trak på skuldrene, ”same thing.”
”Evans?” kom det fra Emma, ”Evans. Det lyder bekendt, har jeg hørt det før?”
”Tjo,” sagde James bare og trak på skuldrene. Han satte sig på køkkenbordet med fødderne på en stol, ”måske.”
”Evans, Evans… det lyder meget bekendt.”
”Jeg hedder Evans til efternavn, ligesom min mor, det er måske derfra.” sagde Lily stilfærdigt.
”Lily Evans, jo, du er venner med Remus?”
”Og mig?” sagde James fornærmet, han blinkede kækt til Lily, der rullede med øjnene som svar.
”I går i skole sammen,” konstaterede Emma med et lille hemmelighedsfuldt smil.
James nikkede, ”samme årgang, samme kolle… hvorfor spurgte du, om hun var venner med Remus?”
”Remus har fortalt mig om en Lily Evans, han sagde, at hun var den eneste som kunne få dig og Sirius til at holde kæft. Jeg har altid troet, det var umuligt.”
James så surt på hende, men Lily lo hjerteligt. Hun havde på fornemmelsen, at hun kunne blive rigtig gode venner med Emma.
”LILY? JAMES?”
”HERNEDE!” råbte James.
Marian trådte ind i køkkenet iført morgenkåbe, ”jeg havde ikke regnet med, at I begge ville være oppe.”
”Det er jul, mor” svarede James friskt, ”sover far?”
”Nej, han sidder under juletræet, hej Emma, glædelig jul.” Marian omfavnede Emma, ”det er da tidligt, at du er her.”
”Nej nej, du ved jo, at jeg ikke kan sove længe, desuden havde jeg jo lovet at komme, ikke sandt?”
”Men klokken er kun lidt i ni, og det er jul. Du burde være med familien.”
”Du ved udmærket godt, at I er mere familie for mig end de andre. Desuden måtte jeg jo alligevel herover med jeres gaver,” hun nikkede hen imod en kurv, der stod ovre ved køkkendøren.
Marian rystede voldsomt på hovedet, ”nejnejnejnej, du ved godt, at du ikke skal bruge penge på os…”
”Vi vil meget hellere bruge penge på dig,” sagde James med et skælmsk smil.
”James altså, ” kom det irettesættende fra Marian, ”det siger man ikke.”
James lo og hev sin pose frem, han trak en pakke op af posen og smilede hemmelighedsfuldt til sin mor.
”Hvad er det?” spurgte Marian og Emma i kor.
”Min gave til Emma… eller… min og Sirius’ gave til Emma, han skrev sig vist nok på kortet.” James så undersøgende på kortet og nikkede så. Han rakte gaven til Emma, der så helt overrumplet ud.
”Hvorfor nu det? Jeg er ellers så glad for mine årlige tegninger.” hun åbnede langsomt båndet og sendte Marian et blik, men Marian trak på skuldrene, hun anede ikke, hvad det var.
”Jeg synes, du skulle ha’ noget nyt,” sagde James og så spændt på Emma, da hun åbnede pakken. Lily rejste sig lidt op, så hun bedre kunne se.
”NEJ!” udbrød hun og tårerne steg op i hendes øjne, et stort smil voksede frem på hendes læber. Hun omfavnede James, ”tak min kære.”
James prøvede desperat at slippe fri, inden han blev kvalt. Han fægtede vildt med armene, men Marian lod ikke til at opdage, at hendes eneste søn var døden nær. James kæmpede desperat for sit liv, mens Marian stod og så helt forvirret ud.
”Hvad har du fået?” spurgte hun til sidst Emma, ”hvad fik hun?” hun så hen på Lily, der trak på skuldrene. Det eneste hun kunne se, var Potter, der tilsyneladende blev kvalt – hvilket Lily kun syntes godt om.
Emma slap til sidst James og viste gaven til Marian, ”det er et nyt køkken ur.”
”E… et… magisk køkken ur,” fik James fremstammet og hev en ny gave op af posen, ”den her er fra Remus:”
”Fra Remus?” spurgte Emma og tog gaven, ”hvorfor nu det?”
”Han sagde den matchede.”
Emma åbnede den nysgerrigt og lo, ”en bog, selvfølgelig.”
”En kokkebog,” sagde Lily og rejste sig, ”den benytter det ud,” hun pegede på uret, Marian stod med i hænderne, ”til alle retterne.”
”Hvordan ved du det?” spurgte James og snuppede bogen fra Emma, han studerede den indgående og måtte give Lily ret. Bogen og uret var nærmest et par.
”Jeg overvejede at købe den til min søster, men lod vær.”
”Har du en søster?” James så helt forvirret på hende, Lily nikkede. Emma tog sin bog tilbage og bad ham sige mange tak til Remus, og så smed hun dem alle ud af køkkenet, så hun kunne få fred til at bage i fred og teste sit nye ur.
Marian sendte sin søn et beundrende blik, mens de fik ind i spisestuen, hvor Margaret og Richard befandt sig. Juletræet, Richard og James havde fældet, og som Richard efter et værre mas havde fået slæbt indenfor, stod midt i det hele og strålede, spisebordet var væk, og Richard havde fremtryllet en stor blød sofa, to lænestole og et lille kaffebord. Under træet lå der en masse gaver, ikke så mange som på Hogwarts, men faktisk pænt mange. Så mange gaver, havde der aldrig ligget hjemme hos Lily julemorgen. Men når man tænkte over det, kom det ikke som en overraskelse. Potter familien var rig, mere end rig, stinkende rig.
”Må jeg åbne gaver nu?” spurgte han ophidset, da han så Marian.
”Så lad gå,” sukkede hun og satte sig hen ved siden af Margaret. ”Din søn har for resten givet Emma en julegave.”
”Det har jeg da også,” sagde Richard og rodede rundt i gaverne, ”og det er ikke en tegning, kan jeg godt afsløre.”
”Du tegner også grimt,” kommenterede James og satte sig på et armlæn, ”jeg tegner ufatteligt godt.”
Lily skyndte sig at sætte sig i den anden, som stod længst væk fra James. Hun krøb sammen og trak natkjolen ned over benene, just in case James fik nogle gode ideer.
”AHA! Fik dig,” triumferede Richard og gravede en gave frem fra bunken. ”Den er til mig, hvilken overraskelse!” Han lo og begyndte omhyggeligt og uden at ødelægge papiret at åbne den. Marian skævede til Margaret, der sad ved hendes side og smilede, hun lod til at nyde det i fulde drag. Hun kunne godt lide en hjemlig jul, men julen hos Potterne havde nærmest været et eventyr for hende.
”Nej, en pibe. Hvor er du dog betænksom, James, tusind tak.”
James smilede let til sin far og gled ned i stolen. Richard drejede piben i hænderne og smilede stort, så lagde han den ømt tilbage i æsken og dykkede ind under træet igen.
”Her er en til Marian,” Richard rakte en aflang pakke til Marian, hans hår strittede til alle sider efter hans tur under træet. Hun åbnede den forsigtigt og afslørede en æske i sort fløjel, hun åbnede den, og en let rødmen steg op i hendes kinder.
”Richard, altså… det er alt for meget,” mumlede hun og lukkede hurtigt æsken igen.
”Nej da, tag den nu på!” Richard snuppede æsken og sprang om bag hende, han tog et smykke ud af æsken og lagde det forsigtigt om halsen på Marian og lukkede det.
Lily måtte bide sig hårdt i læben for ikke at måbe. Om halsen på Marian hang der en halskæde i rent sølv med indlagte rubiner. Den glimtede og funklede, og Marian rødmede endnu dybere.
”Richard, altså…”
”Nej nej, jeg vil ikke høre det, du har fortjent den.”
”Den klæder dig,” sagde Margaret og smilede til Marian, der sad helt rød i hovedet.
”Tak, men… den er alt for meget,” Marian pillede nervøst ved smykket. ”James, tag en gave.”
James kravlede ned på gulvet og hev en gave frem, ”Margaret” sagde han og rakte gaven videre til en målløs Margaret.
”Mig? Jamen… hvorfor?”
”Fordi, jeg syntes du skulle have den,” svarede Marian og lignede næsten sig selv igen, på nær en let rosa farve, der stadig dækkede kinderne. ”Åben den.”
Lily nikkede spændt til sin mor, der hurtigt åbnede gaven. Et stort, lilla sjal kom til syne og ovenpå det, sad der en rund, guld broche med sirlige sølv mønstre i. Margaret stirrede ned på den med store øjne.
”Jamen, det er jo din.” hun så på Marian.
”Jeg giver den til dig, du syntes, den var så smuk.”
”Men…”
”Det er din, Margaret, og jeg vil ikke høre nogen indvendinger,” sagde Marian bestemt og gav Margaret et knus.
”Ny gave,” jublede Richard, der igen sad ved træet. Han lignede et lille barn, som han sad der og rodede rundt mellem gaverne. James sad ved siden af ham og betragtede i smug Lily. Hun så så skrøbelig ud, men han vidste, at den lille skikkelse i stolen besad en kæmpe styrke. Han så hurtigt ned, da Lily fangede hans blik, og lod som om, han sad og kiggede på gaver.
”Her er en til min lille Jimmy,” Richard lagde pludseligt armene om James og knugede ham ind til sig, som om han var et lille barn.
”Far… far.. jeg.. kan.. ikk.. få luft.”
”Richard, slip ham.”
Richard slap sin søn og gav ham en gave i hænderne. ”Åben den, åben den.”
James rev papiret af sin gave, ”wow, en bog… tak far?”
”Det er ikke bare en bog, det er en meget speciel bog.” Richard smilede stort til James, ”det er en bog om, hvordan du bedst rengøre din kost.”
”Jeg ved udmærket godt, hvordan jeg skal rengøre min kost, du gnider på den med et viskestykke.”
Richard rystede på hovedet og sukkede dybt af sin søn, ”nej nej, det står alt sammen i denne bog. Du skal bruge en speciel teknik for at resultatet skal blive godt. Her, se selv.” han åbnede bogen og bladrede om på en bestemt side, hvorefter han stak bogen helt op under næsen på James. ”Læs, nu, Jimmy.”
James tog imod bogen og kiggede ned i den, han rynkede brynene. Måske var den bog ikke så dum igen, der stod faktisk en masse gode råd til pudsning af kosten. En masse nyttige gode råd, så som:
>>Når du skal pudse din kost, kan det være smart at bruge en bestemt creme… Pas på, du ikke går for hårdt til den. Det kan ødelægge skaftet… Hvis du pudser den forkert, kan det blive ubehageligt at ride den bagefter, da skaftet kan være hakket eller andet. Hvis skaftet er hakket, anbefales det, at du anskaffer dig en ny kost.<<
”James, du skal ikke læse nu, vi åbner gaven.” Marian så strengt på sin søn, der så op fra bogen. Han lukkede den pænt sammen og lagde den op på stolen.
”Her er en gave til Lilypigen,” sagde Richard og holdt en stor pakke op mod Lily.
”Øh, hvad?”
”En gave til dig,” gentog Richard og holdt insisterende pakken op til Lily, der til sidst tog imod den. Hun så længe på den og åbnede den så til sidst, selvom hun ikke forstod, hvorfor hun fik en gave.
”Hvad er det?” spurgte Margaret og skyndede på Lily, der skubbede papiret ned på gulvet og åbnede kassen, der havde været inden i.
”Hun har fået en kasse,” kom det fra James med et smil, nu havde han endelig en undskyldning for at sidde og glo på hende. Han lagde hovedet lidt på skrå, nu hvor Lily sad normalt i stolen med kassen på skødet, opdagede han, hvor ufatteligt pæne ben, hun egentlig havde. James havde altid været overbevist om, at alt ved Lily Evans var perfekt, men han havde aldrig fået et godt nok kig til at kunne konstatere det. Men nu kunne han da se, at hendes ben var dejligt velskabte. Der var intet galt med dem.
Lily tog noget stof op, som lå nede i kassen og så beundrende på det. Det var det smukkeste stof, hun nogensinde havde set. Det var grønt, mørkegrønt, med et skær, der mindede om, når solen skinnede gennem bladene på træerne. Det glimtede svagt og føltes blødere end silke. Det var uendeligt smukt.
”En kjole?”
”Jeg håber den passer dig, det var meget svært at få ud af Margaret, hvad din størrelse var, men den skulle meget gerne passe dig.”
”Jeg tror, det var svære for syersken at sy den, når hun ikke havde en model.” sagde Richard og kradsede sig på halsen, han havde ikke barberet sig i lang tid, da han var blevet overbevist om, skæg ville klæde ham, men han havde ikke regnet med, at det ville klø så meget.
”Er den speciallavet?” spurgte Lily stille og lagde forsigtigt kjolen ned igen, det kunne hun da ikke tage imod.
”Ja,” indrømmede Marian, ”jeg vidste ikke, hvad jeg skulle købe, men blev enig med mig selv om, at alle unge piger kan bruge en ny kjole.”
”Du kan have den på til festen til sommer, ” sagde James, der lå udstrakt på maven på gulvet, han blinkede op til Lily, der trak benene op under sig igen. Hun skulle ikke nyde noget af, at Potter kunne kigge op under kjolen på hende.
”Tusind tak” fremstammede hun og smilede, mens rødmen steg op i kinderne på hende. ”Den må have taget lang tid at lave.”
”Nej nej, i Diagon Alley sker tingene hurtigt,” sagde Richard. ”Ingen problemer der, udover Camelyn.”
”Lever hun stadig?” spurgte James med en grimasse.
”Ja, hun gør, og hendes mor er meget syg, så pigen har det hårdt. Du skal være sød ved hende, James.” sagde Marian.
”Jeg er altid sød ved hende… når hun ikke er her,” det sidste sagde han så lavt, at kun hans far hørte ham. Richard smilede og rejste sig.
”Jeg vil hente min tobak og afprøve min nye pibe.” han forsvandt ud af stuen og efterlod James sammen med de tre kvinder. James hadede ham lidt for det.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 21. There\'s something different...
Kapitlet blev tilføjet den: 14.08.2010 klokken 00:18 |
Så fik jeg langt om længe skrevet dette kapitel, jeg håber I vil nyde det og smide en lille kommentar :D
- Kronhjorten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 21. There’s something different…
Lily glattede sin trøje, inden hun lagde den ned i kufferten. Hun så sig om i værelset, men alt lod til at befinder sig, hvor det burde. I hendes kuffert. Hun smilede for sig selv og satte sig på kanten af sengen, en lille følelse af tomhed krøb ind i hende, mens hun sad der og betragtede det tomme værelse. Den samme tomhed som plejede at indfinde sig, når hun skulle forlade Hogwarts. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun følte sig så tom, hun var ikke på Hogwarts. Hun var i en eller anden dal, hvor hun havde tilbragt sin jul, og nu skulle hun hjem. Hun burde være glad, hun slap endelig for Potter. Hun trak benene op under sig og hvilede hovedet på knæene, hun skulle godt nok først af sted hen af aftenen, men hun havde pakket i god tid. Richard havde sagt, det var sikrest først at køre senere på dagen, for så var der en chance for, at vejene var blevet ryddet. Han havde tilbudt at køre dem hjem til London, hvilket de havde takket ja til. Men alligevel, selvom Lily burde være glad, følte hun sig trist. Hun så ned på den trøje, hun lige havde pakket ned. Den virkede ikke bekendt. Hun tog den op igen, det var da ikke hendes. Den var alt for stor, var den ikke? Eller så det bare sådan ud i lyset? Nej, det kunne ikke være hendes. Lily kom med et irriteret udbrud, da hun kom i tanke om morgenen i køkkenet. Det var Potters trøje, hvor typisk, nu skulle hun aflevere den tilbage. Den var ellers ret hyggelig… på en måde.
Lily sukkede, hun var nok nødt til at aflevere den tilbage til ham, selvom det betød, at hun skulle tale til ham. Nåh, det gik vel nok. Han havde næsten opført sig helt normal, da de pakkede gaver op. Så skulle hun bare lige finde ud af, hvor han havde værelse henne.
Lily stod lidt og trippede med trøjen i hånden, da hun stod på tredje etage. Det var den eneste etage i huset, hun ikke havde været på. Hun så til højre og venstre, hvor lå Potters værelse? Hun så hen mod en dør, der stod lidt på klem. Hun gik hen imod den og tog et kig derind, der stod en kæmpe dobbeltseng, som var nydeligt ret. Det kunne ikke være Potters værelse, hun kunne stadig huske, hvordan hans sovesal så ud. Snasket.
Hun åbnede en anden dør og lukkede den hurtigt igen, det var heller ikke Potters værelse, men nok nærmere Potters badeværelse. Med en Potter indeni.
”Evans?”
Lily bed sig hårdt i læben og skulle til at vende om, hvilket var en ufattelig dårlig ide, den kvalificerede sig ligefrem til at blive kaldt en ’Potter’, han havde jo set hende.
”Undskyld, jeg ledte efter dit værelse.” Lily kunne have bidt sig selv i tungen, det var nok ikke det bedste at sige til Potter.
”Mit værelse?” lød det ude fra badeværelset, ”hvorfor?”
”Fordi jeg har din trøje, Potter, hvorfor ellers?”
”Det ved jeg da virkelig ikke, Evans” han åbnede døren og så på hende med sine brune øjne, ”du er jo ikke specielt begejstret for mig.”
”Nåh, den er feset ind, hva’?” sagde hun vredt.
”Jo tak,” sagde han og gik udenom hende, hun skulle til at åbne munden og sige noget til ham, men inden hun nåede det, forsvandt han ind på et værelse. Lily fnøs og borede neglene ind i hånden for ikke at komme med et vredt udbrud. Så fulgte hun efter ham.
”Kan du ikke bage tage imod din trøje, og så er det det?” hun så utålmodigt på ham, det gik ikke op for hende, at hun ikke havde givet ham den endnu.
”Jo, hvis jeg må få den.”
Lily følte sig enormt dum, da det gik op for hende, at hun stod med trøjen i hånden, som stadig hang ned langs siden på hende. Hun rakte den til ham og skulle til at snurre rundt på hælen, da han pludselig talte til hende i en dæmpet tone, der fik hendes nakkehår til at rejse sig.
”Jeg er ked af det, jeg sagde… du fortjener kærlighed.”
Lily så på ham, han stod med trøjen i hånden og så ned i gulvet. En stor klump voksede frem i halsen på hende og truede med at kvæle hende, men hun holdt hovedet koldt og nikkede bare.
”Jeg overreagerede, undskyld.”
”Hvad?”
”Jeg overreagerede, og det er jeg ked af. Undskyld,” sagde han lavt og knugede hårdt trøjen med begge hænder, så knoerne blev helt hvide. ”Jeg burde ikke have sagt de ting, jeg sagde. Og jeg er ked af, hvis jeg sårede dig.” han så på hende gennem pandehåret, hun var helt stivnet.
”D… du… undskylder t.. til mig?”
”Jeg sagde nogle virkelig grimme ting,” sagde han langsomt og knugede trøjen endnu mere. ”Undskyld, Evans.”
Lily vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig i sit liv regnet med, at James Potter ville undskylde til hende. Aldrig.
”Det er okay,” mumlede hun, ”det er okay, Potter. Der er ingen skade sket.”
”Det regnede jeg heller ikke med,” hviskede han nærmest uhørligt, et kort øjeblik troede hun, at han ville briste i gråd. Men James var nu engang en mand, eller, han betragtede sig selv som en mand, en meget maskulin en af slagsen, og maskuline mænd græd ikke.
”Tak for trøjen, Evans, have en god tur hjem.” han rettede sig op og sendte hende et lille smil, ”vi ses på Hogwarts.”
”Jeg tager ikke af sted endnu,” sagde hun stille.
”Det ved jeg godt,” svarede han med et lille smil, ”tak fordi jeg fik min trøje igen.” han vendte ryggen til hende og gik hen til vinduet. Lily blev stående, i tvivl om hun skulle gå eller ej. Hun så hen på ham, men vendte så om og forlod rummet. Da gled den første tåre ned ad James’ kind.
Hans hjerte truede med at give op, da hans far gik ud til bilen og prøvede at starte den. James stod med en spade og skulle grave bilen fri, men hans arme var tunge som bly. Han masede med at fjerne sneen, men syntes ikke at komme nogle vegne. Richard sendte sin søn et bekymret blik, men besluttede sig for ikke at sige noget. Han havde lært, hvornår man skulle lade James være i fred.
Marian stod indenfor og pakkede en kæmpe madpakke til Margaret og Lily, da hun mente, at de skulle have noget ordentligt mad, når de kom hjem. Hun havde lagt mærke til, at James var i et utroligt dårligt humør, da han kom ned fra sit værelse, men havde ikke sagt noget til ham. Richard havde på det strengeste forbudt hende at forsøge at tvinge ting ud af James, det gik aldrig godt, når hun gjorde det. Hun sukkede dybt og pakkede maden ind, Margaret og Lily skulle snart af sted.
”Marian, kære, har du brug for hjælp?” Margaret så på hende og lagde mærke til den sorgmodighed, der havde lagt sig over hendes veninde.
”Nej, jeg er klar, skal vi se, hvor langt Richard er kommet?”
”Er der noget galt?”
”Nej, slet ikke.” Marian smilede og trak Margaret med sig udenfor, hvor James stadig stod og skubbede til spaden uden at komme nogen vegne.
”Skub til, James.” råbte Richard, mens han prøvede at starte bilen. ”Skub til.”
”Der er alt for meget sne,” svarede James og slap spaden, han følte sig som en komplet idiot. Først hans samtale med Lily, der ikke var gået helt som han havde planlagt, hans undskyldning havde nok været den mest lamme nogensinde. Og nu stod han og kæmpede mod sneen med et gammel, rusten spade som våben. Han hadede sit liv i det øjeblik.
”James, James, søde, hvordan går det?” spurgte Marian bekymre.
”Ad helvede til, jeg kommer ingen vegne. Kan jeg ikke bare bruge magi?”
”NEJ!”
”Men far bruger magi til at starte bilen,” sagde James surt og smed spaden fra sig, hvilket resulterede i spaden ramte den høje sne og blev smidt tilbage ind i ham. Han bandede højlydt og sendte spaden et rasende blik.
”Richard, altså!” sagde Marian og kæmpede sig ned til sin mand, der sad indeni bilen med tryllestaven fremme. ”Du kan ikke bruge magi til det der!”
”Men den vil ikke starte, motoren er frosset fast.”
”Læg så den stav væk.”
”Gå med mig op i soveværelset først, så lover jeg at pakke den væk resten af dagen.”
”RICHARD ALTSÅ!”
”Nåh ja okay, jeg spurgte jo bare.” Richard stak sin tryllestav tilbage i lommen og drejede nøglen endnu engang, og bilen startede på mirakuløs vis, eller måske mere på magisk vis.
”Fjern så den sne, James, nu kører bilen.”
”Baaah,” svarede James og rullede med øjnene, han ville bare op og begrave sig dybt i sin seng. Han sendte et blik hen mod Margaret for at se, om hun kiggede, det gjorde hun ikke, og hans mor var travlt optaget af at slå hans ar i hovedet med bil manualen fra handskerummet. Han tog sin tryllestav op af lommen og svingede den, sneen fløj til begge sider og lagde sig i to dynger på hver side af indkørslen. Så var det klaret.
”Jeg går ind nu,” råbte han og kravlede over dyngerne og forsvandt ind i huset, før hans mor nåede at sige noget til ham.
Han smed jakke, som var blevet helt gennemblødt. ”Pokkers også” mumlede han. Den venstre støvle sad fast, James bandede højlydt og hinkede rundt på et ben, mens han hev i støvlen. Den sad fast, som om den var blevet limet fast – hvilket den godt kunne være, men det krævede, at Sirius var til stede, for af en eller anden underlig grund skete der kun sådanne ting, når den dreng var i nærheden – James hev endnu engang i støvlen og faldt på røven. ”EEERJ!”
”Har du brug for hjælp?”
Han så op med et ryk og sank noget, Lily Evans stod og så på ham med store øjne. Hun havde sin taske stående ved siden af og sin jakke i hænderne, han havde ikke lagt mærke til hende, da han gik ind. Hvor længe havde hun stået og betragtet ham?
”Nej, jeg har det fint.”
”Det var ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte om du havde brug for hjælp, med din støvle?”
En let rødme steg op i hans kinder, James hadede at rødme, især overfor piger. ”Jeg kan sagtens selv få min støvle af, jeg er ikke et barn,” sagde han og kunne have slået sig selv i hovedet, det var jo en kendt sag, at Evans så ham som et barn – det vidste han vel bedre end andre.
”Aha,” sagde hun og lagde armene over kors, ”jamen, så vil jeg ikke opholde dig længere.” Hun tog sin taske op og skridtede hen mod døren, James kom hurtigt på benene. Han åbnede munden for at sige noget, men inden en lyd kom over hans læber, blev døren nærmest sparket op, og Sirius trådte ind.
”SKA-AT, JEG ER HJEEEMMEEE!”
Lily kom med et lille hvin og slap alle sine ting, James så helt forvirret på den mørkhårede dreng foran sig.
”Sirius?”
”Jamsie!.. Lilse?”
”Black” hilste Lily afmålt og samlede sin taske op, ”god jul.” hun strøg hurtigt forbi ham og ud af døren, Sirius så efter hende med et clueless blik.
”Lily Evans er gået ud af din dør, Prongs.”
”Det ved jeg godt, jeg er her faktisk.” sagde James utålmodigt og hev endnu engang i sin støvle, han kom med et sejrshyl, da den kom af.
”Lily Evans gik ud af din dør,” gentog Sirius og pegede udenfor, hvor Lily stod og snakkede med sin mor. ”Lily Evans, den rådhårede pige du er vild med, gik ud af din dør.”
”Jeg VED det godt, Padfoot. Jeg har set på hende lige siden, jeg kom hjem fra Remus.”
”Du har… hvad fanden laver hun her?”
”Hendes mor kender min mor, noget sorggruppehalløj,” sagde James og lænede sig op af væggen. ”Hvorfor er du her så tidligt?”
”Remus gad mig ikke mere,” svarede Sirius med en filosoferende skuldertrækning, ”jeg synes ellers, vi var ved at komme tæt på hinanden.”
”Klart nok,” mumlede James, er hun gået?”
”Næh” Sirius luntede hen og så ud af døren, ”din far har kørt bilen ind i en snedynge.”
”Nåh…”
”Har du snavet med hende?”
”Med hvem?”
”Evans, din knold.”
”Nej, hvorfor skulle jeg have gjort det?”
”Fordi hun har været i dit hus, og det er jul.”
”Og?”
”Har du nogensinde hørt om en mistelten?” spurgte Sirius og lagde hovedet lidt på skrå, så det mørke hår gled ned i øjnene på ham.
”En mistelten?” sagde James, ”selvfølgelig har jeg hørt om misteltenen, min mor hænger altid en op i stuen.” Han sendte Sirius et opgivende blik.
”Hvorfor fanden har du så ikke kysset Evans i stuen?” råbte Sirius og baskede med armene over hovedet.
”Hun gider mig jo ikke,” svarede James og undrede sig over, hvor det var Sirius ville hen med sin misteltensnak.
Sirius slog sig for panden og rullede med øjnene af sin ven. At drengen kunne være så dum. ”Prongs, hvad bruger man en mistelten til? Jeg giver dig et hint, du skal bruge dine læber.”
”Jeg forstår ikke, hvor du vil hen?”
”DU KYSSER UNDER EN MISTELTEN, DIN HALVHJERNE!” Sirius knaldede James hen over nakken, ”hvorfor har du ikke fået stillet Evans under en mistelten?”
”Øøøh…” kom det fra den normalt bebrillede dreng, der nu lå på knæ og fumlede efter sine briller, der faldt af, da Sirius slog ham. ”Det har jeg ikke tænkt over.”
”Selvfølgelig ikke, du er jo så dum. Men bare rolig, Onkel Sirius er her for at hjælpe dig. Jeg finder en mistelten til dig, og så lokker du Evans herind.” Sirius klappede begejstret hænderne sammen, som om han lige havde fundet på noget helt genialt – hvilket James ikke mente, han havde.
”Sirius, for fanden…”
”Shhh, jeg vil ikke høre nogen indvendinger, nu finder jeg den mistelten.” han klappede James på ryggen forsvandt. James skulle netop til at sige ham imod, men lyden af en dør, der smækkede, fortalte ham, at Sirius var gået. Han bandede lavmælt og rodede rundt efter sine briller, der på en eller anden måde blev ved med at smutte fra ham.
”Her” lød en blid stemme, og han mærkede en blød hånd give ham brillerne i hånden. Han pressede dem fast på næsen og rettede sig hurtigt op.
”Tak,” mumlede han og smilede stort til pigen foran sig.
”Så lidt, Potter.” Lily strøg sit hår om bag øret, hun var rød i kinderne, men om det var fordi hun rødmede eller lige havde været udenfor i kulden, kunne James ikke afgøre.
”Er I ikke kommet af sted endnu?” spurgte han og rodede sig i håret.
”Min mor kan ikke finde sin taske,” sagde Lily med en skuldertrækning, ”og jeg så dig ligge og rode rundt på gulvet for anden gang, så jeg tænkte du måske behøvede hjælp denne gang.”
”Jeg kunne sagtens selv have fundet dem,” James pustede sig op og skød brystet frem, ligesom han-ænderne gjorde, når de gjorde kur til hun-ænderne – ikke fordi han ville gøre kur til hende, James var ikke engang sikker på, han vidste, hvad det betød. Remus vidste det garanteret, han måtte spørge ham, næste gang han så ham.
”JEG HAR DEEEN!” Sirius kom springende og viftede vildt med en gren. Han smilede stort til James, der rystede vildt på hovedet for at få ham til at gå igen. ”Og jeg har fundet verdens sejeste taske, prøv lige at se engang.” Sirius fremviste en rød blomstret taske, der mindede lidt om en rød hawaiiskjorte, og blinkede til James, noget, han selv syntes, virkede meget hemmelighedsfuldt.
”Min mors taske, hvad laver du med den, Black?” Lily rakte hånden ud for at tage tasken, men Sirius holdt den uden for hendes rækkevidde.
”Vil du have den Evans?”
”Ja.”
”Så kom og tag den.”
”Black, giv mig tasken, så jeg kan komme hjem.”
”Jeg skal have noget for det.”
”Black.”
”Eller, James skal have noget, før jeg giver dig den.”
”BLACK!” – ”SIRIUS!”
James rev tasken ud af hånden på Sirius og rakte den til Lily, der sendte Sirius et dræberblik, inden hun tog imod tasken og gik hen imod døren.
James kastede et blik efter hende, inden han, meget hårdt, stødte en albue ind i siden på Sirius. ”Din kæmpe torsk,” hvæsede han, ”bland dig nu bare udenom.”
”Jamen… jeg ville jo bare hjælpe… James… James…”
James betragtede Lily, der stod lige ude foran døren med morens taske i hænderne, håret bevægede sig svagt i vinden. Hun var smuk.
”James…”
”Mmhmm.”
”Se over Gingers hoved.”
James så på Sirius, der bare smilede stort og nikkede. Over hovedet? Hvad mente han? James rettede blikket mod Lilys hoved. ”Hvad er det, jeg skal se? Hendes hår?”
”Hvad hænger der over døren, som Evans står under?”
”Misteltenen? Min mor hænger altid en mistelten op i døren, det har hun gjort hvert år, hvorfor er det så … aah.”
”Er du blevet dummere i ferien, Prongs? Evans står under en mistelten, go get her tiger!”
James bed sig i læben, det var nu eller aldrig.
”Hey Evans, vent lige…”
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 22. Everything went wrong
Kapitlet blev tilføjet den: 17.08.2010 klokken 00:10 |
Okay folkens, her kommer et nyt kapitel, omend et kort et, men jeg syntes, at der skulle være en overgang til det næste, som venter Lily og James (mærk de mystiske undertoner ;D)
Enjoy
- Prongsie
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 22. Everything went wrong
Lily hvilede hovedet mod ruden og forsøgte at ignorere Alexia, der sad og svælgede rundt I alle sine julegaver. Overfor Lily sad Emily med en bog i skødet, hun sad med en koncentreret rynke mellem brynene, men Lily tvivlede på, hun kom særligt langt med bogen, hun så nærmere ud til at læse den samme sætning igen og igen. Alexia knævrede fortsat løs om sin ferie og sit utal af gaver, og Lily mærkede en lille smerte vokse lige inde bag panden. Hvor hun dog ikke bare gad høre mere på den forhenværende blondine. Over julen var Alexias ellers blonde hår blevet farvet helt sort, Lily havde slet ikke kunne genkende hende, da hun havde hængt sig om halsen på hende.
Lily kastede et blik på sædet ved siden af sig, som stadig var tomt. Amalia var ikke dukket op, og det var begyndt at undre Lily. De var næsten nået halvvejs til Hogwarts, og hun havde ikke set noget til sin veninde, som ellers plejede at være den første til at overfalde hende.
”… og Nico gav mig bare noget af det smukkeste, og jeg havde bare SLET ikke regnet med, at han ville give mig noget, er det ikke bare vidunderligt?”
Emily så op fra sin bog, ”Nico? Hvem er Nico?”
”Har du slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” spurgte Alexia fornærmet og kastede med håret, ”Nico er ham mugglerdrengen, jeg ikke har set, siden jeg var lille. Nåh men altså, han gav mig altså en julegave,” hun hev ned i trøjen og fremviste en sølvkæde med et vedhæng, som forestillede et hjerte i guld, eller noget som lignede guld. ”Han er så bedårende, han sagde, han glædede sig til at se mig igen.” hun smilede og lænede sig tilbage i sædet.
”Jamen, jeg troede, du var ude efter Black?” sagde Lily og rettede sig lidt op.
”Black? Hvorfor fanden skulle jeg ville have Black? Han er så uinteressant.”
Emily løftede brynene og så overrasket ud, hun så hen på Lily, der trak på skuldrene. Lige meget hvad, så ville hun aldrig kunne gøre sig klog på Alexia.
”Hallo smukke damer, I har vel ikke set min ven Remus, vel?” Sirius Black stod i kupédøren og smilede stort til pigerne. Alexia rettede sig op med et ryk og snoede en hårlok om fingeren.
”Haaaai Siriuus” kvidrede hun, ”hvordan har din ferie været?” hun blinkede med de tunge øjenvipper, Lily himlede med øjnene.
”Fin fin, har I set Remus?”
”Skulle vi have det?” spurgte Alexia, tilsyneladende fornærmet da Sirius ikke ignorerede hende, ”hvorfor vil du finde ham?”
”Hvad med dig Evans?”
”Hvad med mig?” spurgte Lily.
”Har du set Remus, jeg mener, du er jo den kvindelige præfekt, og han er den mandlige, så jeg tænkte, at hvis der var nogen, der vidste, hvor han gemte sig, så ville det være dig, Evans.”
”Jeg har ikke set ham siden mødet, beklager.”
”Nåh, mærkeligt.” mumlede Black og ignorerede fortsat Alexia, der nu sad og skød brystet frem, mens hun ihærdigt prøvede at fange hans blik.
”Hvordan går det med Jaaaamie?” spurgte hun skingert.
”Hvem?”
”James, James Potter.” Alexia snerpede munden sammen, da Black trak på skuldrene. Lily måtte trække lidt på smilebåndet, den pige var da også helt ustyrlig.
”Paddy, Paddy, jeg har fundet ham.” Peter Pettigrew kom pludselig rendende ude på gangen og stillede sig ved siden af Black, han var så lille, at han knapt nok nåede ham til skuldrene.
”Hvor, Wormie? Hvad laver han?” Black smilede stort.
”Han står og taler med en pige, han virkede ikke til at ville tale med mig.”
”Står han og taler til en pige?” spurgte Black.
”Ja, en mørkhårede en, han bad mig skride.”
”Han bad dig… What the fuck?” udbrød Black, “hvor er han, jeg skal tale med ham.”
”Han ville ikke forstyrres, Paddy,” sagde Peter og så op på den høje dreng ved siden af sig.
”Gå tilbage til kupéen, så kommer jeg om lidt.” Black viftede Peter væk, og den lille dreng tumlede ned af gangen.
”Lupin, tale til en pige?” kom det fra Alexia, ”har han fået sig en kæreste over ferien eller hvad?” hun smilede hånligt til Lily, der ikke gengældte smilet. Emily sad helt stivnet ved siden af Alexia og sendte Lily et spørgende blik, Lily smilede svagt.
”Selvfølgelige har han ikke det, jeg har været sammen med ha… eller… Evans, har Remus fået en kæreste?”
”Remus, Remus tør ikke engang tale til en pige, det ved du da godt.” James Potter var pludselig dukket op ved siden af Black, han smilede kækt og lagde en arm om skuldrene på Black. ”Er du allerede gået på tøsejagt?”
”Du burde sidde i kupéen og vente på Remus, hvorfor kom du ud?”
”Jeg åbnede døren og trådte ud på gangen, og så bevægede mine fødder sig på magisk vis ned ad gangen. Det er ikke jordens undergang, Paddy.”
”Hvad nu hvis han ikke kan finde os?”
”Vi befinder os i et tog, jeg tror ikke, Remus farer vild. Desuden har han tit bevæget sig rundt i toget,” Potter klappede Black på ryggen. ”Lad os gå tilbage til Wormie.” han skubbede til Black, der mumlede noget uinteressant, men dog bevægede sig ned ad gangen. Potter smilede til pigerne i kupéen, hans blik hvilede lidt på Lily, og hun mærkede en rødmen stige op i kinderne.
Opholdsstuen var næsten tom, hvilket undrede Lily. Den plejede at være fuld, den dag eleverne vendte tilbage efter ferien. Hun sad med en bog i skødet og gloede ned på siden, hendes hjerne gjorde ondt efter den lange togtur med Alexia, der havde siddet og brokket sig over, at Black totalt havde ignoreret hende. Lily gned panden, som om det ville hjælpe hende, men smerten forsvandt ikke. Hun sukkede og lukkede bogen, hvor hun dog trængte til at komme i seng, men hun vidste, at hun ikke ville falde i søvn. Hun havde næsten ikke sovet siden, hun havde forladt Potters hus…
”Du ser godt nok træt ud, du ligner lort.”
Lily trak på smilebåndet og så op, Amalia stod med hænderne i siden og kiggede ned på hende med store øjne.
”Hvor har du været hele dagen?” spurgte Lily og trak benene op under sig.
”Rundt omkring,” svarede Amalia hemmelighedsfuldt og satte sig overfor Lily, hun smilede stort til hende. ”Hvordan var din ferie? Er din mor kommet sig over sit flip eller how?”
”Hun har fået det meget bedre, tak. Om end hun er lidt forvirret,” svarede Lily og lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvor har du været?”
”Jeg har gemt mig,” Amalia lo og gemte ansigtet i hænderne. ”Erj, jeg har snakket med James, ikk’ andet.”
”Hyggeligt,” mumlede Lily, ”jeg så dig ikke til middagen?”
”Jeg var der ikke, jeg sad på sovesalen sammen med Mizzy, hun er lige kommet tilbage på skolen. Hun trængte til en snak.” Amalia trak på skuldrene, som om det ikke var noget særligt.
”Hvordan har hun det?” spurgte Lily og tænkte på de beskyldninger, der var kommet mod Mizzys forældre. Selvom hun egentlig ikke brød sig om pigen – faktisk nagede hun en stor uvilje imod hende – fik hun ondt af hende. Det kunne ikke være let at være hende for tiden.
”Hun har det fint, alt taget i betragtning, hun blev ved med at køre rundt i det samme, men ellers havde hun det fint.”
”Hun må have det hårdt,” mumlede Lily for sig selv.
”Ja, hun er bange for, at Sirius har mistet interessen i hende, da hun ikke har været her i så lang tid.” Amalia så tankefuldt ud i luften, ”jeg tror aldrig nogensinde, Sirius har haft interesse i hende.”
”Aldrig, hun er ikke hans type… tror jeg… jeg ved det ikke.”
Amalia lo højt, ”hun er ALT for pink til ham!”
”Hey smukke piger, er der nogle af jer, som giver et kys?” Black stod for foden af trappen op til drengenes sovesal med en hånd i den ene lomme, han lignede en eller anden streetboy fra de amerikanske ungdomsserier – hvilket han sikkert ikke anede, hvad var ifølge Lily.
”Nej Black, beklager meget.” svarede Lily køligt.
”Du kan få et kram?” sagde Amalia og rejste sig, hun bredte armene ud. Black stod lidt og så tænksom ud, men fløj så hen til Amalia og lagde armene om hende. Han løftede hende op i luften, og hun kom med et lille hvin.
”Søde lille Amalia, søde lille Amalia,” sagde han kærligt og svingede pigen rundt. Lily sad med åben mund og gloede på dem, hun havde aldrig i sit liv set Black opføre sig sådan. Han virkede helt… menneskelig?
”Hey, Sirius, det der er min pige, find din egen!”
Lily krympede sig indvendigt og hev bogen op foran sit ansigt, så han ikke skulle genkende hende. Hun følte sig umodig dum, men på samme tid havde hun ikke tænkt sig at sænke bogen og se på ham. Hun kunne mærke rødmen stige op i kinderne, selvom hun sad skjult bag bogen. Hans stemme lød ufatteligt tæt på, som om han stod lige ved siden af hende og hviskede han ind i øret. Nu, hvor hun tænkte på det, føltes det som om, der var en let vind mod hendes kind, en varm vind, men vinden burde ikke være varm, det var jo minusgrader udenfor. Lily sænkede forsigtigt bogen og drejede hovedet. Hun skreg og kastede sig tilbage, hvilket resulterede i, at hun faldt ud af stolen og ned på gulvet.
”Evans, er du okay? Evans, Evans?” Potter var sprunget efter hende og hang nu over stolen og kiggede ned på hende med store brune øjne. ”Er du okay?”
”Hvad havde du gang i?” spurgte hun hvæsende og satte sig op, det føltes akavet at ligge på gulvet, mens Potter betragtede hende – specielt når hun lige havde kastet sig væk fra ham på den måde.
”Jeg spurgte dig om noget, men du svarede ikke. Er du okay?”
”Jeg har det helt fint, Potter. Hvor er Amalia?”
”Hun gik sammen med Sirius, hun sagde det faktisk også til dig, men du hørte det nok ikke.” han smilede bredt, hvilket irriterede hende.
”Hvor gik de hen?”
”Skal du til at lege præfekt nu? Det er ret hot.”
”Åh dug,” stønnede Lily, drengen var jo ualmindelig dum. ”Svar mig nu bare, Potter.”
”De gik op på sovesalen, og bare rolig, der sker ikke noget, Peter er deroppe.”
”Som om Peter ville kunne stoppe Black med at gøre noget dumt, brug dog hjernen Potter.”
”Jeg bruger altid min hjerne… bare ikke lige til de ting, du gerne vil have, jeg bruger den til,” han blinkede til hende. Lily fnøs.
”Hvad skulle de?”
”Have sex, hvad ved jeg? Man ved aldrig med Amalia, hun kan finde på hvad som helst.”
”Hun ville ALDRIG have sex med Black, det er simpelthen under hendes værdighed.” hun forsøgte at rejse sig, men af en eller anden grund ville hendes ben ikke lystre hende. Hun så op på Potter, der stadig hang ud over lænestolen og kiggede ned på hende. Han smilede svagt, og hun lagde mærke til en svag rødme over hans kinder.
”Havde du en god tur hjem?” spurgte han lavt og rettede lidt på sig. Lily overvejede om, det ikke måtte være en ufatteligt ubehagelig stilling han lå i, og da han skar ansigt og jamrede svagt, blev hun enig med sig selv om, at den sikkert var mere ubehagelig, end hun kunne forestille sig.
”Den var helt fin tak, selvom din far skræmte min mor fra vid og sans.”
”Så længe han ikke snavede hende, så gør det vel ikke noget?” sagde han med et skævt smil.
”Han snavede hende ikke,” hun bandede inde i sig selv, snavede var et ufatteligt grimt ord i hendes mund. ”Han gav hende et diamant armbånd.” Potters øjne blev store som tekopper, han så ud som om, han ville sige noget men i stedet blev kvalt af ordene.
”Han… arrrrrm… hvorfor?”
”Ved du ikke det? Han gav hende en ekstra julegave, men hun måtte først åbne den, når hun var kommet indenfor… vent, ved din mor noget om den gave?”
”Nej, bestemt ikke, hun hader, når han bruger mange penge, og når jeg gør. Hun bryder sig ikke om, at vi skilter med det.”
”Med hvad?” spurgte Lily forvirret, hun kunne ikke fatte, hvordan Richard kunne købe et dyrt diamantarmbånd til hendes mor uden at snakke med Marian om det.
”Med vores penge, selvfølgelig, far er uenig, han mener, at når man har penge, så skal man bruge dem. Mor mener, det ødelægger et menneske at have for mange penge. Jeg får først min opsparing, når jeg har bestået alle mine eksamenerne.” han så drømmende ud i luften, som om han så, hvad han skulle bruge sine penge på.
”Som om du består alle dine eksemerne, Potter.”
”Jeg er ret dygtig faktisk,” kom det fornærmet fra Potter.”Jeg har indtil videre ikke fået under acceptabel i noget.”
”Flot,” sagde Lily og prøvede endnu engang at rejse sig. Denne gang virkede hendes ben, og hun kom op og stå. Hun så ned på Potter, der stadig lå i sin akavede stilling i lænestolen. Han drejede hovedet og så op på hende, så rullede han ned på gulvet og landede for fødderne af hende. Han smilede sjofelt, og Lily fik en stor trang til at sparke ham i hovedet.
”Du ser rigtig godt ud hernede fra.”
”LUK!”
Han kom grinende på benene, ”jeg mener, Lils.”
”Jeg hedder Lily,” sagde hun og satte hænderne i siderne, hun så ham direkte i øjnene. Han lagde armene over kors og kiggede tilbage på hende. Hans brune øjne brændte sig i hendes, de nøddebrune øjne så lige ind i hendes sjæl. Han kom tættere på hende, hun kunne mærke hans ånde, hans varme ånde, mod sit ansigt. Hun skulle netop til at rynke på næsen, men så gik op for hende, at han egentlig ikke lugtede dårligt, hans ånde lugtede mildt af mint. Han stod tæt på hende, de rørte næsten hinanden. En let skælven gik igennem hende, hun havde ikke været så tæt på ham siden…
”Lily” hviskede han og strøg hende blidt over kinden, hans finger føltes blød. ”Jeg…” han gik i stå. ”Jeg…” hans hånd hvilede på hendes kind og sendte en sitren gennem hende.
”Hvad?” spurgte hun hviskende og frygtede et kort sekund, at hendes ånde stank værre end… lort. ”Hvad er der?”
”Jeg…” han gik endnu engang i stå. Han fjernede langsomt hånden og trådte væk fra hende, han bed sig i læben. Pludseligt vendte han sig bort fra hende, han knyttede hænderne hårdt, og hans krop rystede lidt. ”Undskyld” sagde han så og stormede ud af portræthullet. Lily måbede og gloede efter ham. Hvad var der sket?
”Liily, ved du hvad?”
”Nej.”
”Hvor er James?” Amalia kom stormende ned af trappen og landede ved siden af Lily, hun så rundt i opholdsstuen. ”Er han gået?”
”Mhm?”
”Nåh, weird. Skal du med op på sovesalen?”
”Nej.”
”Nej?” Amalia stillede sig foran Lily og kiggede hende ind i øjnene, ”er der noget galt?”
”Jeg forstår snart ingenting, han er virkelig mærkelig.” Lily trak opgivende på skuldrene og satte sig hen i en stol. ”Han gemmer sig hele ugen, kommer først frem til jul, og der opfører han sig som et helt normalt menneske, eller så normal, som han nu kan være. Han hilser ikke på mig i toget, og her overfalder han mig nærmest og starter en samtale, og så går han. Jeg forstår snart ingenting.”
”Jeg er ked af at sige det, men du har mistet mig.” Amalia satte sig overfor hende og krydsede benene, hun placerede hænderne i skødet og smilede. ”Start venligst forfra, ms. Lily.”
Lily smilede, ”jeg var hos Potter i juleferien, min mor kender åbenbart hans mor…” Lily kastede sig ud i en lang fortælling om sin tid hos Potter og hans forældre, Amalia sad helt stille og lyttede. Ligeså larmende hun kunne være, lige så stillede kunne hun sidde og lytte, når Lily havde brug for at tale. Og Lily havde brug for at tale. Hun talte, indtil hendes stemme svigtede hende. Amalia sad lidt og nikkede, da Lily var færdig.
”Og så rejste I hjem?”
”Ja.”
”Og der skete ikke mere mellem jer?”
”Nej, hvad skulle der ellers være sket mellem os?”
”Jeg mener, I havde ikke et eller andet intimt øjeblik, en samtale et eller andet?”
”Ikke ud over, da han sagde undskyld,” svarede Lily og gned sine øjne og skjulte kinderne, der brændte.
”Nåh… underligt.”
”Hvad?” Lily rettede sig op, ”hvad er underligt?”
Amalia rystede på hovedet, ”ikke noget, bare glem det.”
”Alt gik galt,” mumlede Lily, stadig med brændende kinder, ”alt gik galt.”
”Det tror jeg ikke på,” sagde Amalia strengt, men smilede så, ”hør skattebasse, jeg aner ikke, hvad der er i vejen med James, nogle gange er han bare underlig… lad os gå i seng, måske er han blevet normal i morgen.”
Hvis nu Amalia havde fået ret, og James var blevet normal næste dag, så var det hele måske endt anderledes. Måske var Lily og James aldrig nogensinde blevet, til det de blev, måske var Sirius ikke endt i den situation, som han gjorde, måske var Amalia sluppet for at rødme, måske var alt det med Alexia og Mizzy endt anderledes – hvem ved?
Alt, der er sikkert, er, at alt ikke gik, som Amalia mente, det ville. Alt gik galt, men alligevel helt rigtigt.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 23. Going back to school... and maybe time
Kapitlet blev tilføjet den: 19.08.2010 klokken 09:15 |
Er I klar? Til start? Okay så, jeg tæller ned fra 5, og så begynder kapitel 23.
Enjoy
- Prongsie
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kapitel 23. Going back to school… and maybe time..
Første skoledag started normalt, eller så normalt som en dag på Hogwarts kan begynde. Sirius lå og snorkede i sin seng, mens Remus stod og råbte af ham for at få ham op, Peter lå og savlede over en chokolade og James sad søvndrukkent på sengen og prøvede at trække i tøjet. Han forstod virkelig ikke, hvorfor Remus kunne være så morgenfrisk. Han fumlede efter sine bukser, han trak dem langsomt på, mens Remus’ toneleje nåede nye højder.
”SIRIUS! KOM SÅ OP!”
James rejste sig og trak kappen over sig, han gik hen til Peters seng. Drengen havde været vågen for et øjeblik siden, men så ud til at være faldet i søvn igen. Han greb fat i Peters pyjamas og trak til. Den lille buttede dreng væltede ned på gulvet med en vrælen, han så op på James med sine store vandblå øjne.
”Hvad skete der?”
”Du faldt i søvn, din idiot. Jeg går ned til morgenmaden, klarer du dig, Remus?” James kiggede hen til Remus, der stod og trak i Sirius, der stadig snorkede. Han nikkede sammenbidt. James luntede ned til morgenbordet, han ænsede intet omkring sig. Ting flød sammen for hans blik, fordi han stadig var træt - hvilket var virkelig irriterende - men det var ikke noget, en stor kop kaffe ikke skulle kunne klare.
Han satte sig åndsfraværende ved bordet og hældte noget over på sin tallerken, han sad lidt og kneb øjnene sammen, men kunne ikke rigtig se, hvad det var, han havde taget.
”Sig mig engang, mangler du ikke noget?” han mærkede en sætte sig ved siden af sig, han drejede hovedet og så på personen. Selvom det var lidt tåget, kunne han bedømme, at det var en pige, en pige med mørkt hår. Hvilke piger kendte han med mørkt hår?
”Jammie, hallo, er du vågen?” hun bankede på hans pande, afgjort Amalia.
”Jaja, lad dog vær.” han rykkede sig væk fra hende. Hans pande gjorde ufatteligt ondt. ”Hvorfor gjorde du det?”
”Kan du overhovedet se noget?”
”Ikke rigtigt, men det bliver bedre senere… hvorfor slog du mig?”
”Jeg slog aldeles ikke, jeg undrede mig bare.”
James gryntede og spiste videre, hans mad smagte virkelig mærkeligt. Han vidste ikke helt, hvad det smagte af, men det smagte underligt. Han kunne mærke Amalia ved siden af sig grine.
”Hvor er det altså klamt, det der.”
”Hvad?” spurgte han og mærkede, hvordan noget af maden løb ned af hagen på ham. Han bandede og tørrede sig hidsigt om munden.
”Banan müesli med spejlæg, det er ret klamt.” Amalia lo højt og holdt sig for munden, hun hikkede af grin, mens James stønnede og bankede hovedet ned i bordet. Han var slet, slet, slet ikke vågen.
”Jeg går i seng igen, ”mumlede han.
”Eller du kunne tage dine briller på,” sagde Amalia og klappede ham på skulderen.
James støttede hovedet i hånden og fokuserede på Sirius, der sad og vippede på stolen ved siden af ham. Han sad og pillede ved et eller andet i skødet, hvad kunne James ikke se. Remus sad og hvæsede til Sirius, mens han forsøgte at skrive noter fra tavlen. Peter sad og gumlede på en chokolade, som havde ligget på bordet, da de kom ind. James havde advaret ham mod at spise noget, der havde ligget på et bord i eliksirlokalet, men drengen hørte ikke efter. Når det kom til slik, blev Peter uforbederlig dum.
”Jeg fatter ikke en bjælde,” sagde Sirius og sukkede dybt, da han så op og fik øje på Mizzy, der sad og vinkede til ham fra den anden ende af lokalet. James smilede svagt, ikke på grund af Sirius og Mizzy, men fordi Lily Evans sad ved siden af Mizzy og forsøgte at forklare hende noget. Hun så anspændt ud, meget anspændt, men samtidigt sød.
”Og nu må I gerne sætte jer sammen i grupper og lave eliksiren,” Slughorn smilede stort og satte sig til rette i sin stol. Remus strøg væk fra bordet og hev Peter med sig. Han havde udviklet en ny form for arbejdsmetode i løbet af ferien, og Sirius og James var modstræbende gået med til den. Peter og Remus skulle sidde for sig selv i de timer, Peter havde svært ved at følge med – hvilket var de fleste – og Sirius og James måtte så enten selv lave opgaven eller finde sammen med nogle andre. Sirius var allerede gået i gang med at lede efter nogle at arbejde sammen med, han så irriteret ud.
”Am er her ikke, hun har fravalgt eliksir i år, hun skal ikke bruge det til noget.” James rejste sig, ”kom så.” han gik hen til Emily, der sad ved bordet bag ved Lily, hun smilede til ham.
”Mangler du en gruppe?” spurgte hun drillende og fjernede sin taske fra stolen ved siden af sig.
James smed sig på den, ”Jeg tør ikke være alene med Sirius.”
”Hey,” Sirius kastede sig ned ved siden af James og smækkede benene op på bordet, ”jeg er knald, hamrende dygtig til det her.”
”Siiirius, skal vi arbejde sammen?” Mizzy vendte sin stol om og satte sig ved siden af Sirius, hun smilede stort, og Sirius rynkede på næsen. James forstod ham, hun var slet ikke køn, når hun smilede på den måde. Hun lignede en eller anden galning, ikke at hun ikke gjorde det i forvejen med den pinke læbestift, de pinke øreringe, den pinke halskæde og de pinke spænder i håret. James kunne endda skimte en skrig pink bh under hendes skjorte.
”Knap din skjorte, Mizzy,” sagde Emily og begyndte at snitte nogle rødder, ”du ligner…”
”En luder,” sagde Sirius henkastet og bladrede i Emilys bog. Mizzy så drømmende på ham, hendes besættelse var endnu værre end Alexia.
”Hvor er Alexia?” spurgte Mizzy og blafrede med øjenvipperne, store klatter af mascara lå nedenunder øjnene.
”Hun følte sig syg,” svarede Lily, der sad med ryggen til, ”hun blev i sengen.”
”Stakkels hende.”
”Hun har fået pænt hår,” sagde Sirius og kørte en hår gennem sit lange hår. James hadede Sirius’ hår, det var så elegant, og hans… det sad bare og strittede i alle retninger. Han lignede en kost.
”Potter, kan du lige komme her?”
James så op med et ryk, Lily så på ham med sine grønne øjne. Hun vinkede ham hen ved siden af sig, han rejste sig lamslået og satte sig ved siden af hende. Sirius så spændt på dem.
”Hej” sagde James og nev sig hårdt i armen bare lige for at tjekke, at det ikke var end drøm.
”Min mor har sendt mig et brev, et meget langt brev faktisk, med et brev inde i, og jeg skal give det til dig, fordi det syntes hun åbenbart er en god ide, og her.” hun rakte ham et brev. James så ned på det.
”Hvad er det?”
”Det er til din far… fra min mor.”
”Okay… hvorfor skal jeg have det?”
”Fordi, det skal du.”
”Okay, okay, tak.” han rejste sig og satte sig tilbage til Sirius, der tog hårdt fat i armen på ham.
”Kyssede I?”
”BLACK! Altså,” kom det fra Lily, hun sendte ham et rasende blik, inden hun vendte tilbage til sin eliksir. Mizzy så ikke ud ti at lægge mærke til noget, hun sad bare og blinkede til Sirius, der helt bevidst ignorerede hende. Emily skævede til James, men sagde ikke noget.
”Sirius, hvis vi havde kysset, havde du nok set det, ikk?” James knaldede ham en over nakken og gemte brevet i kappen.
Lily satte sig så langt fra døren, hun kunne komme til og fandt brevet fra sin mor frem. Hun foldede det langsomt ud og rynkede på næsen. Hendes mors skrift var næsten ulæselig, som om hun havde rystet voldsomt på hånden, mens hun skrev brevet. Lily læste det langsomt.
>> Lily min kære.
Jeg ved, jeg ikke har været normal siden din fars død, og det beklager jeg dybt. Jeg har ikke været den mor, som jeg skulle være. Og jeg håber du kan tilgive mig. Ligesom at jeg håber, at du kan tilgive mig, at jeg tog dig med hjem til Marian. Jeg ved, du ikke brød dig om tanken.
Når jeg nu tænker tilbage på den sidste tid, så tænker jeg på dig. Min kære datter. At tilbringe julen med dig, var den bedste gave, jeg kunne få. Også selvom vi måske ikke så så meget til hinanden, som du kunne have ønsket, undskyld. Jeg håber du kan tilgive mig.
Din mor.
P.S
Jeg vedlægger et brev til Richard, en tak for armbåndet. Jeg håber du vil give det til Jacob, så han kan sende det til ham. Jeg ved ikke om, Marian ved noget om gaven, derfor vil jeg ikke ringe personligt og sige tak. Jeg vil ikke give det indtryk, at der er mere end mellem Richard og mig, end der egentligt er. <<
Lily foldede brevet sammen. Hun havde ikke snakket med sin mor om farens død, kun med Amalia og Remus. Hun følte hjertet bevæge sig op i halsen, og hun prøvede desperat at synke, men det gjorde ondt, alt for ondt. Hun lagde en hånd over munden for at dæmpe den hulken, der arbejde sig op gennem struben på hende. Hun havde ikke grædt i lang tid, hun havde ikke sørget over ham så længe, og nu, nu kunne hun ikke holde tårerne tilbage. De løb ned ad kinderne på hende, hendes hals snørede sig sammen og føltes som om, den gik i kramper. Hun rystede over hele kroppen og hulkede hjælpeløst. Brevet faldt ud af hendes hånd og dalede som i slowmotion ned på gulvet. Hun krympede sig sammen, bed tænderne hårdt sammen for ikke at græde højlydt. Hendes øjne var presset hårdt sammen for at standse tårerne, men det hjalp intet. De trillede ned ad kinderne på hende, dryppede ned på bordet og efterlod en våd plamage. Hun havde det som om, hun skulle kaste op. Hendes mave trak sig sammen, og hun kom med et hult hulk.
Hun mærkede en varm hånd på sin ryg, en blid stemme sagde hendes navn. Hun rystede på hovedet, ville bare være alene. Så mærkede hun to arme om sig, hun blev trukket ind i n varm favn. Hendes tårer tog til, og hun lænede sig ind mod personen ved sin side. Hun hulkede voldsomt og klamrede sig til den varme krop. Hun borede ansigtet ind i hulningen ved halsen, hendes hænder knugede om T-shirten. Brystet under hendes hænder var hårdt, underligt hårdt, umuligt en piges.
Han strøg hende over håret og hviskede ned i hendes hår, hun ænsede ikke ordene, kun den beroligende rytme han sagde dem i. Hendes tårer standsede langsomt, og halsen tøede op. Hun tog en dyb vejrtrækning og indåndede hans duft. En varm, rolig, krydret duft. Ligesom julen, eller, det tidlige forår. Hun fjernede sig ikke fra ham, men knugede fortsat T-shirten. Han var varm at sidde op af, hans stille vejrtrækning mindede hende om, dengang hun var lille og havde haft mareridt, og hendes far havde siddet med hende, indtil hun faldt i søvn igen.
Hun trak sig langsomt væk fra ham og tørrede øjnene. ”Undskyld,” hviskede hun sagte, selvom hun stadig ikke vidste, hvem det var, der sad ved siden af hende. ”Jeg plejer ikke at… undskyld.”
”Man skal aldrig undskylde for at græde.”
Hendes hjerte bankede hastigt i brystet på ham, hun så op og mødte de nøddebrune øjne. Hendes største frygt var blevet til virkelighed, Potter havde set hende græde. Hun skulle til at råbe af ham, men så lagde hun mærke til udtrykket i hans øjne. Der var ikke noget skælmsk blik i hans øjne, han sad stille overfor hende med sørgmodige øjne og betragtede hende. Han smilede ikke, han kom ikke med nogen dum kommentar, han så bare på hende med de dybe, nøddebrune øjne, der lyste af sorg.
”Potter…” begyndte hun, men han afbrød hende:
”Lily, jeg er ked af alle de ting, jeg har gjort mod dig, jeg er ked af, jeg har gjort dit liv her til et helvede, jeg er ked af, jeg ikke kunne få ind i mit hoved, at du ikke ville have mig. Jeg beklager, at jeg har fået dig til at skrige dig hæs, bare fordi jeg var for dum til at forstå det du sagde, jeg beklager, hvis jeg har fået dig til at græde – ikke fordi jeg tror, det er på grund af mig, du græder nu. Jeg ved godt, alt du gør ikke har med mig at gøre, men jeg beklager alligevel – og jeg er ked af det, der skete, da du skule hjem fra mig.” han tog en dyb indånding og så ud til at skulle til at fortsætte, men gik så i stå, ligesom aftenen før. Lily åbnede munden for at sige noget, men han holdt sin hånd hen over den. ”Nej, jeg ved, jeg har været forfærdelig, og at det her nok er det værste tidspunkt at begynde at undskylde, men jeg fik ikke gjort det i går, og jeg tænkte, at det mindste jeg kunne gøre for dig var at sørge for, at du fik af vide, at jeg ikke har tænkt mig at chikanere dig det sidste halve år… ikke fordi det er en stor trøst, det ved jeg godt.” han fjernede hånden og så hende ind i øjnene. ”Undskyld. Jeg skal nok gå nu.” han rejste sig pludseligt og stormede væk.
”Du er en kæmpe idiot, James, en kæmpe, kæmpe, kæmpe idiot.” Sirius travede frem og tilbage foran James, der sad og krammede sin pude. Han nikkede svagt, han vidste godt, han var en idiot, det var ikke ligefrem noget nyt. Han havde ødelagt alt mellem Lily og sig selv, og det var han bare nødt til at leve med. Men hans hjerte gjorde ondt.
”Sirius, kom lige her,” kaldte Remus ude fra gangen, Sirius sukkede dybt og overdrevet og slog ud med armene.
”Altså, lige når man har gang i noget, skal han altid komme og afbryde, typisk, typisk.” Sirius gik med lange skridt ud af sovesalen. James knugede puden endnu hårdere indtil sig, som om det var Lily, han sad med.
”Hej.”
Han fór sammen og vendte sig om, Lily stod ved siden af hans seng, hun smilede svagt. James’ mund blev tør, han prøvede at sige noget, men ordene blev hængende i hans hals. Det eneste, der kom ud, var en tør, hæs lyd, som lød mere som et hvæs end et ord.
”Jeg ville bare…” hun slog ud med hånden og sukkede dybt, ”du kan godt, Lily.” hviskede hun irriteret, ”må jeg sidde?” hun pegede på sengen overfor James’, han nikkede. Hun satte sig og kiggede ned i gulvet. ”Jeg ville bare forklare, hvorfor du fandt mig grædende.”
”Lil… Evans…”
”Nej, shhh. Nu er det min tur. Jeg græd ikke over dig, eller noget du har gjort… hvilket du sikkert også godt vidste… jeg græd, fordi…” hun bed sig i læben.
”Fordi min far måske har en affære med din mor?” spurgte han og overvejede straks bagefter at begå selvmord på toilettet, når Lily var gået.
”Hva’? nej!” udbrød hun og rystede op hovedet, ”nej, det… æh… nej! Jeg græd, fordi jeg tænkte på min far, som er død.”
James rettede sig op, ”hvad?”
”Min far døde sidste sommer, han havde været syg i lang tid… nåh men, min mor sendte mig altså et brev, og jeg græd på grund af det brev. Jeg ved godt, det er latterligt.”
”Overhovedet ikke, har du det godt?” sagde han og flyttede sig hen ved siden af hende, han lagde en arm om skuldrene på hende. ”Du virkede helt knust.” han rynkede brynene og studerede hendes ansigtsudtryk. Det gik lidt sent op for ham, hvad det egentlig var, han havde gjort. Men hun så ikke vred ud, nærmere bare trist.
”Jeg har det fint, det var et mindre tilbagefald. Intet andet.”
”Et mindre tilbagefald? Lil… Evans, du græd snot… sorry, forkert ord.”
Lily smilede og kom med et lille fnis, ”det’ okay. Jeg ville bare give dig en forklaring, nu hvor du havde givet mig en.”
”Åh, nåh ja… selvfølgelig…”
Hun så på ham, han kiggede ned, ville ikke se hende i øjnene. Han havde kortvarigt glemt, at han havde lovet hende ikke at chikanere hende. Han sukkede dybt, han var da også bare en kæmpeidiot. Han gik glip af sit livs chance, hun var skrøbelig, hun smilede endda af det han sagde, der var måske en mulighed for… nej, han ville ikke misbruge hende, når hun var i sorg, det ville være forkert.
”Er du okay?”
”Helt fint, helt fint. Nåh men, jeg tror også, jeg har nogle lektier, jeg skal have lavet.” han rejste sig og marcherede hen til døren, Lily fulgte langsomt efter ham. Han åbnede døren og stillede sig afventende ved den, idet hun gik forbi ham, kom der et skrig nede fra opholdsstuen. De vekslede blikke, hvad i al verden var det? Der kom endnu et skrig, og endnu et, det lød, som om to piger blev overfaldet. Så lød det ed tredje skrig, et der var endnu mere skingert end de foregående, et som James kun kendte alt for godt. Sirius.
Han strøg ud af døren og løb ned i opholdsstuen med Lily nede i hælene, han standsede ved foden af trappen og holdt vejret. James var ikke helt sikker på, hvad han havde forventet, men ikke det, han så. Han havde måske regnet med, at Sirius havde overfaldet nogle piger, og de så havde slået ham eller et eller andet. Men det han så, det der skete foran ham, var meget mere surrealistisk.
Sirius stod og balancerede på toppen af en stol, mens Mizzy og Alexia lå og rullede rundt på gulvet under ham, de skreg og hvæsede og rev i hinandens hår. Remus stod og prøvede at skabe ro blandt de andre elever, der stod samlet og så måbende på de to piger og Sirius på stolen. Emily stod med store øjne ovre ved karminen med Peter ved siden af sig, og Amalia sad på en stol ved siden af Sirius og læste i en avis, som om hun slet ikke ænsede, hvad der foregik – eller også var hun bare så vant til at se pigeslagsmål og drenge på stole, at hun ikke blev overrasket over det.
”HAN ER MIN!” skreg Mizzy og kæmpede sig på benene, hun greb fat i Sirius’ ben, og Sirius vaklede på stolen. Alexia kom hurtigt op og greb fat i Mizzy’s krave.
”Han er min, din dumme tøs, du kender ham ikke engang.” hvæsede hun og spyttet fløj fra hendes mund.
”Jeg kender ham bedre end nogen anden, jeg ved, at hans ynglingsfarve er mørkeblå, fordi det fremhæver hans øjne og hår. Jeg ved, at han foretrækker piger med noget at byde på,” hun pressede brysterne sammen – ligesom pop-piger på deres FB-profilbilleder – ”Jeg ved, han går mere op i sit hår, end nogen anden dreng på HELE Hogwarts…”
”Det er ikke ligefrem en hemmelighed,” kom det fra Remus, der så ud til at have opgivet at standse pigernes kamp.
”… og jeg elsker ham!” Mizzy skød hagen frem og lagde armene over kors, en gestus James genkendte fra Lily.
”Hallo, hallo, hallo,” kom det fra Sirius, han prøvede at slå ud efter Mizzy, men mistede så balancen, han baskede med armene og blev med nød og næppe stående på stolen. ”Hvorfor er det lige, at det skal gå ud over mig det her?”
”Hold kæft, Black,” hvæsede Alexia og så ondt på Mizzy, ”jeg elsker ham højere, end du gør. Jeg har tilbragt mange timer med bare at snakke med ham og lære ham ORDENTLIGT at kende, i stedet for bare at løfte op i blusen.”
”Uuuuuh,” kom det fra elevflokken, og Remus himlede med øjnene.
”Idet mindste HAR jeg noget under blusen,” gav Mizzy igen og tegnede cirkler i luften ud for sin barm. Eleverne ’uhede’ igen.
”Det er så også det eneste, du har.”
”Aaaaav,” sagde eleverne og fulgte diskussionen ligesom en tenniskamp.
”Til gengæld vil jeg kunne blive ansat hvor som helst, fordi jeg er køn, men du vil ikke kunne få et job, fordi du er for grim at se på.” Mizzy så sig triumferende omkring, der var blevet helt stille i opholdsstuen. Mange stod med rynkede bryn og kiggede på hende og så hen på Alexia, hvis der skulle være en afstemning om, hvem af de to piger, der var kønnest, ville Alexia vinde stort. Hun var elegant at se på, hendes hår var godt nok blevet farvet helt sort, hvilket så lidt underligt ud, når man var vant til, at hun var lyshåret, men ellers var hun en ufattelig køn pige. Mange drenge var vilde med Alexia, nogle lidt mere vilde end andre.
”Jeg tror desværre, du har forvekslet mit spejlbillede med dig eget, Mizzy.” Alexia kastede håret om bag ryggen og skød hoften ud.
”Hvad er dit problem? Sirius er min, og sådan er det,” snerrede Mizzy og greb ud efter Sirius igen men han undveg.
”Har jeg ikke noget at skulle have sagt?” spurgte han gnavent.
”NEJ!” skreg de to piger og kastede sig endnu engang over hinanden. De skreg højt og flåede i hinandens tøj.
”HEY!” råbte Sirius, ”tag en slapper, jeg falder ned fra stolen.”
”Åååååh,” pigerne slap hinanden og så op på ham, Mizzy blinkede til ham og slikkede sig om munden, mens Alexia nøjedes med at se Sirius i øjnene og sende ham et smil.
”Præcis åh, jeg krøller ligesom mit tøj, hvis jeg falder.” han rettede på sin trøje og smilede ned til eleverne, der stadig stod og så måbende til. ”Man må jeg se godt ud, når to chicks slås om en.”
”Hey, er vi intet andet for dig?” spurgte Alexia vredt.
”DU er intet andet en chick for ham, jeg er hans elskede.” sagde Mizzy med et bedrevidende smil.
”Jeg tror ikke helt, du forstår Mizzy, Sirius elsker dig ikke, det har han aldrig gjort, og det vil han aldrig gøre. Hvorfor fatter du ikke bare det?”
”Fordi det er løgn, nogle ganger er man nødt til at tage en chance, ellers vinder man ikke noget, og jeg tog den chance, og jeg vandt Sirius.” Mizzy satte hænderne i siden og kiggede nedladende på Alexia, som om hun var dybt uintelligent eller noget i den retning.
”Okay, hør her, jeg tror lige, vi skal have noget på det rene,” sagde Sirius og så ned på pigerne, ”jeg... jeg...” han gik i stå og kastede et hjælpeløst blik hen på James, der trak på skuldrene. Sirius havde selv rodet sig ind i situationen, så han måtte også selv rode sig ud af den igen.
”Jeg er forlovet,” sagde Sirius så og nikkede bekræftende, alle gloede måbende på ham, ”ja, jeg er forlovet, jeg skal giftes i sommerferien. Jeg skal giftes med Amalia,” han sprang ned på gulvet og greb fat i Amalia, der så helt forbløffet op fra sin bog, det næste skete så hurtigt, at James kort tvivlede på, at det overhovedet skete, men det gjorde det. Sirius bøjede sig ned og trykkede sine læber mod Amalias, alle i rummet i stivnede, der var stille, helt stille, som om alle var frosset fast og tiden stod stille. Så trængte et skrig gennem stilheden, og Mizzy styrtede op på sovesalen. Sirius slap Amalia og smilede skævt til Alexia, der så helt forfjamsket ud. Amalia rødmede dybt og så ikke ud til at vide, hvor hun skulle gøre af sig selv.
”Jamen, nåh, jamen… jeg har da bare også en anden, og faktisk så… så er det,” Alexia vendte sig rundt og rundt, indtil hun fór frem mod Remus og rakte ud efter ham.
”Nej nej, hold mig udenfor,” sagde han og holdt afværgende hænderne op foran sig, ”jeg skal ikke blandes ind i det her.”
Alexia gik i stå, men snurrede så rundt og så hen på Peter, ”jeg har bare Peter, og vi skal faktisk ud og gå en lille aftentur, ikke sandt snuskebasse?” hun greb fat i kraven på Peter og slæbte ham efter sig ud af portræthullet. Alle så efter hende, så langsomt, meget langsomt, begyndte folk at gå hver til sit, og til sidst var der kun Sirius, Amalia, Remus, Emily, Lily og James tilbage i opholdsstuen.
James så hen på Lily, der så ud til at være ved at bryde ud i enten latter eller gråd. Hun var så smuk, som hun stod der i lyset, og James huskede på alle de gange, han havde siddet og betragtet hende, alle de gange han havde drømt om hende om natten, de gange han havde følt sig så syg, at han troede, han skulle dø, kun fordi hun havde givet ham en kurv. Hun var den eneste, der kunne få ham til at føle, som han gjorde, den eneste i hele verden. Ville han virkelig give alt det op? Ville han virkelig lade hende gå?
”Nogle gang er man nødt til at tage chance ellers vinder man ikke noget,” hviskede han for sig selv, han kiggede igen hen på Lily, hun stod med hænderne foran munden.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Remus og så strengt på Sirius, ”hvad skete der lige der?”
”Med hvad?”
”Har du overhovedet set, hvad der har forgået her?” spurgte Emily.
”Nåååh, det ved jeg ikke, de var bare underlige.” Sirius trak på skuldrene og placerede en hånd på Amalias skulder, han lænede sig op af hende og smilede til de andre. ”Jeg er bare populær.”
Remus vrissede af Sirius, James hørte kun efter med et halvt øre. Han stod og så ned i gulvet, mens hans hjerne arbejde på højtryk. Skulle han tage en sidste chance, eller lade hende være i fred, ligesom han havde lovet? Han lukkede øjnene og så hendes kobberrøde hår for sit indre blik, hendes to strålende, grønne diamantøjne, hendes slanke skikkelse. Han kunne se hver en detalje, hendes bløde læber, den lille rynke mellem brynene, når hun koncentrerede sig, den måde hun gik på, den måde hendes hår bølgede ned af ryggen på hende, alle de ting han elskede ved hende. Selv hendes irriterede vrissen, det hævede bryn, han elskede alt ved hende. Var han virkelig villig til at give slip uden at give det en sidste chance?
”Må jeg have lov at sige noget, inden ægteparret kommer for godt i gang?” spurgte Amalia, James så op, Sirius stod med armene over kors og et surt ansigtsudtryk, mens Remus stod med armene ud fra kroppen, som om han prøvede at stige til himmels. ”Det der var altså det værste kys, jeg nogensinde har fået.”
Emily brød ud i latter, mens Sirius så på Amalia, som om hun var et fremmed dyr fra en anden planet. Der var ingen, INGEN der nogensinde havde kritiseret Sirius’ kys før nu – selv Remus begyndte at le.
”Undskyld mig?” kom det fra Sirius, ”hvad sagde du?”
”Du kysser virkelig dårligt,” svarede Amalia og hev avisen op igen. Emily spruttede nu af grin, mens Remus skjulte sit grin med en hosten, som ikke lød helt ægte. Lily kneb læberne samme for ikke at grine, men den måde hendes skuldre rystede på afslørede kun alt for godt, hvad hun syntes om situationen, da traf James sin beslutning.
Han listede helt hen til Lily og bøjede sig ned til hendes øre, ganske sagte hviskede han: ”kan vi mødes i morgen på biblioteket?”
Lily nikkede svagt.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Kapitel 24. Things have changed.
Kapitlet blev tilføjet den: 27.08.2010 klokken 12:55 |
Kapitel 24. Things have changed.
Af en eller anden grund gik timerne næste dag hurtigt, så hurtigt at James knapt registrerede det, før han var på vej mod biblioteket. Han følte sig ufattelig selvsikker og smilede stort til alle på sin vej, selvom han ikke kendte dem – de kendte jo selvfølgelig alle sammen ham. Han skridtede ind i biblioteket og mærkede, hvordan hans selvsikkerhed dalede. Han skulle til at vende om og flygte i vild rædsel, men fortalte sig selv, at der var intet farligt i at møde Evans, alene, på et bibliotek, i en krog, i mørket. Han snurrede rundt på hælen og satte kursen mod udgangen, det slet ikke en god ide at mødes med Evans, slet, slet, slet ikke.
”Potter?” Lily Evans stod foran ham med sin skoletaske hængende over skulderen, hun så afventende på ham. ”Du ville mødes?”
”Ja, kom,” han tog hendes hånd og trak hende med ned bagerst i biblioteket, hvor ingen kunne se dem, og så han ikke kunne se andre end hende – ikke fordi der var specielt mange udover dem, men på et tidspunkt ville folk komme vrimlende, ligesom snefnug, for at læse lektier.
”Sådan,” han satte sig på en stol og gjorde tegn til hende, at hun kunne sætte sig ved siden af. Hun satte sig overfor ham.
”Hvorfor ville du mødes?” spurgte hun og satte tasken på gulvet, ”du sagde i går…”
”Jeg tænkte, vi måske kunne tale sammen? Jeg mener, som… venner?” han vred sine hænder, ”jeg mener… du ved… efter i går… du fortalte mig noget… og jeg… jeg mener…” han stønnede og gemte ansigtet i hænderne, det gik jo allerede glimrende.
”Du mener? Efter jeg fortalte dig noget… intimt… kunne vi måske være venner?”
”Noget i den retning. Lyder det fornuftigt? For mine tanker er slet ikke fornuftige lige nu.”
”Potter…”
”Evans, hør nu her, hør nu her, jeg beder dig.” Han rettede sig op og greb hendes hænder, ”jeg vil bare gerne kunne føre en normal samtale med dig, jeg vil bare kunne befinde mig i samme rum som dig, uden du ruller med øjnene ved synet af mig. Jeg ved godt, jeg er… besværlig, men det er kun fordi jeg vil have din opmærksomhed. Jeg lover, jeg lover, at jeg nok skal opføre mig mere voksent.”
”I går sagde du, at du ville holde dig væk?”
”Jeg kan ikke undvære dig,” hviskede han stille og bøjede hovedet, så hun ikke skulle se ham rødme.
”Hvorfor ikke?”
”Fordi… fordi du har brændt dig fast i hovedet på mig,” svarede han og løftede hovedet, hendes grønne øjne gnistrede i mørket. Hun lænede sig ind over bordet, hvis han havde lænet sig frem, ville de røre hinanden.
”Jeg åbnede mig for dig, og du…”
James holdt vejret, hendes tonefald var bittert, hun ville garanteret flippe ud på ham.
”… Og du holdt om mig, du sagde ikke noget, du holdt bare om mig.” hun klemte hans hånd, ”du udnyttede det ikke, ligesom andre drenge ville have gjort.”
Han så på hende med glødende øjne, betød det… ville hun… var der måske en chance?
”Hvis jeg giver det en chance, vil du så være ham jeg mødte i går, eller ham jeg har kendt i seks år?” spurgte hun og hendes øjne så granskende på ham.
”Jeg vil være mig,” svarede han langsomt, en anelse bange for, hvordan hun ville reagere på det.
”Fint, godt, så må vi jo se om jeg kan lide ham,” sagde hun og rejste sig, ”og nu vil jeg gå ned og spise, vil du med?”
James sprang på benene, han skulle lige til at omfavne hende, men ombestemte sig i sidste øjeblik, det var nok et trin for tidligt. Han vidste stadig ikke helt, hvor han havde hende. Han nøjedes med at lægge en arm om skuldrene på hende, da de nåede til gangen.
”Bare lige så du ved det.” sagde han og kiggede på hende, ”jeg overvejede faktisk at udnytte det i går.”
”Hold din kæft, Potter, vi er slet ikke så gode venner endnu,” snerrede Lily, dog med et lille smil på læben.
”Kan vi tage det igen?” spurgte Amalia og kastede et blik op på Emily, der fløj rundt oppe ved målene. ”Du er venner med James?”
”Sådan lidt,” svarede Lily og bladrede i sin bog, ”jeg synes lidt han fortjener det, efter alt det han har været igennem.”
”Hvad har han været igennem? Udover dit had i seks år, altså,” sagde Amalia og vinkede op til Emily.
”Hans far er virkelig underlig,” sagde Lily og så op fra bogen, ”han lagde an på min mor, mens hans kone var til stede, han gav hende et dyrt armbånd.”
”Ja, han er noget for sig selv, han klappede mig engang bagi.”
”Richard?” spurgte Lily, ”har du mødt Richard?”
”Jeg har da været hjemme hos James, hans mor er virkelig flink, hans far er sjov, man kan sagtens mærke, hvor han har sin personlighed fra.”
Lily nikkede bare, hvorfor vidste hun ikke, at Amalia havde været hjemme hos James? Fortalte veninder ikke hinanden alt?
*Du har da ikke fortalt hende, hvad der skete under misteltenen* sagde den lille irriterende stemme i hendes hoved.
”Hvornår var du hjemme hos PoteeehJames?”
”I en sommerferie,” Amalia trak på skuldrene, ”jeg fejrede min 15 års fødselsdag der. Sirius gav mig et kram.”
”Hvor er han dog flink,” sagde Lily sarkastisk og vendte tilbage til sin bog. Hun frøs en smule, som hun sad der kun iført trøje og bukser. Hun fortrød, hun var gået med Amalia ned for at se Emily træne. På den anden side var det den eneste måde, hun kunne tale uforstyrret med sin veninde. Mizzy herskede lige for tiden på deres sovesal, hvor hun tudede over Black og udsendte forbandelser mod Amalia, og Alexia greb hver chance for at overfalde Lily og brokke sig over Mizzy. Det var et helvede.
”Hello tøsebørn,” Black kom spadserende hen mod dem, hans hår bølgede i vinden. Han satte sig ved siden af Lily og lagde benene over kors, han smilede indsmigrende til hende. Amalia smilede bredt til ham, hvorfor hun kunne lide drengen, havde Lily ingen anelse om.
”Så, hvordan kører det for James?” spurgte han og kiggede op i himlen. Det var begyndt at regne en smule, Lily hadede virkelig sig selv for ikke at have taget en jakke på.
”Han flyver rundt på sin kost, råber lidt, cirkler rundt… du ved, det sædvanlige.” svarede Amalia og trak på skuldrene. ”Jeg forstår ikke sporten.”
”Så er vi to,” sagde Lily og prøvede at skjule sin bog under blusen, ikke fordi det ville hjælpe specielt meget, hvis regnen tog til. Hun sendte Black er surt blik, da han kiggede interesseret, da hun hev blusen ud. ”Er det spændende Black?”
”Meget Evans, du er nok den eneste pige, hvis boobier jeg aldrig har set.”
”Du har ikke set mine,” kom det fra Amalia, ”eller Emilys.”
”Det er kun et spørgsmål om tid, til sidst vil du ikke kunne ignorere min charme, og så vil du smide trøjen helt af dig selv.”
”YO, SIRIUS!” James Potter hang foran tribunen på sin kost, ”lad nu pigerne være.”
”Slap af, Prongsie, de ELSKER mig.”
”Nej,” sagde Amalia, ”det ser rigtig godt ud, Jamie.”
”Tak… Am… I burde gå ind, inden regnen bliver for kraftig,” han så op i himlen, regnen var faktisk blevet kraftigere.
”Går I ind?” spurgte Black og kiggede ned på sine negle.
”Nej, vi skal træne, Paddy, næste kamp kan sagtens være i regn, så vi må være forberedte på alt.”
”Jeg forstår ikke, at I gider,” sagde Lily og rejste sig, hun skulle til at gå, men Black spærrede vejen for hende.
”Vi bliver her og ser på jer,” sagde han og skubbede Lily tilbage ned på sædet, ”men måske kan du redde Evans bog?” han hev ud i hendes bluse og tog bogen, Lily hvæsede af ham. James tog imod bogen, han smilede skævt og susede så væk.
Lily bandede højlydt af Black, da hun endelig var på vej ned fra tribunen, hun var helt gennemblødt. Han grinede dumt og sprang hurtigt ned ad trinene, mens han råbte, at hun kunne prøve at fange ham. Lily overvejede kort at gøre det, men ombestemte sig så. Hun ville garanteret glide eller et eller andet, desuden, hun var præfekt, hun kunne sagtens finde noget at straffe ham for. Amalia nynnede bag hende, helt upåvirket af Blacks råben, som de stadig kunne høre. Pigen havde stor tålmodighed, når det kommer til Black, en tålmodighed Lily ikke kunne finde ud af, hvor hun havde fra. Amalia var den mest utålmodige menneske, hun nogensinde havde mødt. Hun kunne knapt holde ud at stå i kø til iskiosken, men alligevel fandt hun sig i Black og kunne sidde i timevis og forklare ham ting, hvis han skulle bruge hjælp til lektierne – hvilket tit skete, når Remus blev træt af ham.
”Var det ikke hyggeligt?” spurgte Amalia, da de trådte ud på banen, hun smilede mod himlen, der nu var tom for spillere. En lille gruppe bevægede sig over mod dem, og de kunne høre høj latter fra dem. Emily vinkede til dem og satte i løb.
”Meget spændende,” sagde Lily fraværende og spejdede efter Potter, han havde stadig hendes bog. Sirius løb hujende gruppen i møde, han hoppede op og ned, mens han fægtede med armene. Lily kunne ikke høre, hvad han sagde, og var faktisk også ret ligeglad.
”Heeej” sagde Emily og smilede til dem, ”hvorfor gik I ikke ind, da det begyndte at regne?”
”Det ved jeg VIRKELIG ikke,” svarede Lily og lagde armene over kors, ”spørg Amalia og Black.”
”Det var hyggeligt, I er super gode.” sagde Amalia og krammede Emily.
”Det syntes James ikke,” sagde Emily og gjorde sig fri af Amalia, ”han mener, vi er for langsomme.”
”Hvor er han? Så skal jeg give ham nogen på kassen,” sagde Amalia og stillede sig på tær og så hen mod gruppen, der snakkede med Sirius.
”Han er i bad, jeg tror, han drukner sig selv eller noget i den retning, han var ret skuffet over os.”
”Trist,” sagde Amalia, ”skal jeg gå ind og trøste ham?”
”NEJ!” sagde Emily og tog fat i Amalias arm, ”lad os nu komme ind, jeg er blevet rigeligt våd.” hun begyndte at trække af sted med Amalia, der hele tiden så sig tilbage. Lily blev stående lidt, skulle hun gå ind efter sin bog?
”Kom nu Lily,” kaldte Amalia, ”han skal nok huske din bog.”
Lily sukkede, hun tvivlede på, at han ville huske hendes bog. ”Jeg kommer om lidt, bare gå.” hun vinkede til dem og drejede om på hælen. Hun skridtede forbi Black, der stod og snakkede med store armbevægelser.
”… også dykkede du, og det var bare herre sejt, og så begyndte James bare at råbe af dig, fordi du gjorde det forkert, og det var bare herre sjovt! Hahahahahaaa… Emily er bare den eneste af jer, der kan…”
Hvad det var, Emily kunne, som de andre ikke kunne, hørte Lily ikke. Hun skyndte sig hen til omklædningsrummet og åbnede døren, hun kunne høre en bruser.
”James?” det lød underligt, når hun sagde det. ”Er du her?” hun trådte ind. Gulvet var helt mudret efter, at spillerne var væltet ind. Hun så sig om, hun havde aldrig været i omklædningsrummet før nu. Hun kunne stadig høre bruseren, rummet var ret stort, selvom bygningen virkede lille i forhold til resten af skolen – men alt virkede vel mindre end Hogwarts.
Hun fik øje på noget tøj, der lå smidt på en af bænkene. Det var smurt ind i mudder, hvordan det var lykkedes ham at få smurt sit tøj ind i mudder, kunne hun ikke gennemskue. Så vidt hun havde forstået, gik Quiditch ud på at holde sig i luften, ikke rulle sig i mudderet på jorden.
”Evans? Jeg hørte dig ikke,” lød James’ stemme bag hende. Hun snurrede rundt og stivnede. Foran hende stod James Potter, hvilket i og for sig ikke var mærkeligt, men han var kun iført bukser. Og nøøj, hvor så han godt ud!
Han smilede skævt til hende, ”kom du efter din bog?” han kørte en hånd gennem det våde hår, det kløede i hendes fingre for at gøre det samme. Hun knyttede hænderne, hun skulle ikke rodes ud i noget, slet ikke med ham. Hvor bløde hans læber så end var!
”Ja, jeg regnede ikke med, du ville huske det.” hun gemte hænderne på ryggen, så han ikke skulle se hendes anstrengelse.
Han lo, han havde en dejlig latter, ”den ligger derover.” han skridtede gennem rummet og åbnede et skab, hun havde ikke lagt mærke til det før nu. Han greb bogen og skulle lige til at kaste den, men så ud til at ombestemme sig. I stedet gik han tilbage med den.
”Her, Evans.”
Hun tog imod den og trykkede den ind til sit bryst, det føltes beroligende at have noget i hænderne.
”Tak,” mumlede hun og forsøgte at lade vær med at se på hans bryst, hvorfor skulle hun også lige være kommet vadende, mens han var i bad? Det var ligesom om verden gik imod hende.
”Så lidt, regner det stadig?” spurgte han og rodede i sit tøj, han rynkede på næsen. ”Hvor lagde jeg min trøje?” mumlede han. Lily betragtede ham skjult, han så ufattelig godt ud. Hun havde altid opfattet ham som spinkel, men nu lagde hun mærke til, hvor muskuløs han egentlig var. Hun bed sig i læben og vendte blikket væk, da han rettede sig op. Hvorfor virkede han så ligeglad med at stå halvnøgent foran hende?
”Har du taget min trøje, Evans?”
”Nej,” spruttede hun og rystede voldsomt på hovedet.
”Det kunne da godt være,” mumlede han. ”Du manglede måske en undskyldning for at se mig uden tøj på.”
”Nej” spruttede hun igen, ”jeg har absolut intet behov for at se dig uden tøj på.”
”Nåh… så det er kun på grund af bogen, du kom?”
”Ja, hvad ellers?” spurgte hun forvirret.
”Jeg tænkte bare, at du brugte det som undskyldning fora t se mig nøgen, du kom jo trods alt, mens jeg var i bad.” han smilede bredt og blinkede til hende. Hun mærkede, hvordan varmen steg op i kinderne. Hun havde aldrig mødt en dreng, der kunne få hende til at rødme så meget som ham.
”Helt ærligt,” sagde hun og slog ud efter ham, han reagerede hurtigt og flyttede sig elegant, mens han lo højt. Lily strammede grebet om bogen og svang armen ud efter ham igen, desværre var der for meget fart på, og gulvet var glat, så hun fik overbalance og faldt. Hun skreg forskrækket og greb ud efter noget at holde fast i. det noget blev James.
”Vupti,” lo han ned til hende, han lagde armene om hende og trak hende op. Hun stod tæt op af ham, kunne mærke varmen fra hans krop. Hun åbnede munden for at sige noget, men ikke en lyd kom over hendes læber. Hans brune øjne betragtede hende varmt, forsigtigt strøg han hende over kinden. Hun stillede sig en smule på tær for bedre at kunne se hans øjne, de var så ufatteligt dybe, ikke arrogante, som hun engang havde troet.
Han bøjede sig en smule ned, hun kunne mærke hans varme ånde mod sin mund, endnu engang fornemmede hun den svage duft af mint. Hun lukkede øjnene og lagde hænderne mod hans bryst. Hun mærkede hans hænder på sin ryg, han strammede grebet og lukkede afstanden mellem dem. Hans læber var bløde, ligeså bløde som hun huskede dem. Hun trykkede sig ind til ham og lagde armene om nakken på ham. Forsigtigt skilte han hendes læber og gjorde kysset endnu dybere. Det føltes som uger, som måneder. Uden for omklædningsrummet blev vinter forvandlet til forår, forår til sommer. Blomsterne sprang ud, bierne summede, fuglene byggede reder. Så afbrød Lily kysset, hun trak sig lynhurtigt væk fra ham. Han kiggede overrasket på hende.
”Lily, er der noget galt?”
”Je… jeg…” stammede hun og bakkede væk fra ham, ”jeg kan ikke det her.” hun snurrede rundt og løb op mod slottet.
James travede rundt på værelset, mens han mumlede for sig selv. Peter sad og gloede på ham med åben mund, han savlede let. Sirius lå i sin seng og læste en tegneserie, han havde stjålet fra Remus i ferien. Han kiggede sløvt op på James, men besluttede sig så for, at hvad end hans ven gennemgik, så var det ikke vigtigt for ham – han tog fejl.
”Jeg forstår ikke, hvad hun vil. Hun vil ikke være venner, hun vil gerne være venner, hun kysser mig, og så flygter hun. Hvad er meningen med det?” rasede James og begyndte forfra på sin runde. Peter så ud til at ville svare, men gik ligesom i stå, så han bare sad med åben mund og et dumt udtryk i øjnene. Sirius brummede ovre fra sengen.
”Det var ikke mig, der kyssede hende, hun LÆNEDE sig frem mod mig, HUN kyssede MIG. Ikke omvendt!”
”Mmmh” kom det fra Sirius. Peter så stadig dum ud.
”Hvorfor kan hun ikke bare sige det ligeud?”
”Sige hvad?” spurgte Sirius og bladrede i tegneserien.
”Hvad hun vil.”
”Fordi, Prongs,” sagde Sirius belærende og lagde bladet fra sig, han satte sig op og sendte Peter et undrende blik. ”Luk munden, Wormie.” Peter lukkede munden og smilede, stadig savlende. Sirius vendte sig mod James, ”fordi hun er en pige. Piger kan ikke sige tingene ligeud, de pakker dem ind, de taler uden om, de sige det ene og gør det andet, de regner med, at vi kan regne ud, hvad de vil.”
”Jamen… det kan vi jo ikke,” udbrød James og smed sig i sin seng.
”Nej, men det forstår de ikke, godt nok er de kloge, ifølge Remus ikke mig, men de kan ikke forstå, hvorfor vi ikke forstår dem. Tro mig, jeg har kendt mange kvinder i mit liv.”
”Nåh” sagde James, han virkede rolig. Sirius smilede, han var da ganske god til at få James ned på jorden, hvis han selv skulle sige det. ”Men det giver hende ingen ret til at behandle mig på den måde,” råbte James pludselig og sparkede til sin seng. Peter kom med et lille hyl og gemte sig under dynen, Sirius spærrede øjnene op.
”Hvorfor råber han?” kom det nede fra Peters dyne, og Sirius himlede med øjnene.
”Flot James, nu skræmte du , Wormie. Hør nu, hun forstår nok heller ikke, hvad du vil. Du siger, du vil lade hende være, og bagefter at du vil være venner…”
”Jeg FORKLAREDE hende, hvorfor jeg ændrede mening, hun siger ikke noget som helst. Hun kastede sig bare over mig, hun nærmest voldtog mig!”
”Måske var du så dårlig, at hun ombestemte sig,” sagde Peter og kiggede frem fra dynen, ”hun synes måske, du var en skuffelse.”
James hylede og kastede sig over Peter, der skreg og prøvede at komme væk, men var desværre alt for fed til at kunne bevæge sig hurtigt nok, eller også var James bare for hurtigt, nok nærmere begge dele. Sirius brød ud i en gøende latter og rullede rundt på sengen, Peter skreg som en stukket gris, mens James rullede rundt ovenpå ham. Hvis man ikke kendt til årsagen til James angreb, ville det nok se lidt pervest ud.
”Haii, jeg skal bare lige låne nog-e-et.” Amalia var trådt ind af døren og gik i stå, da hun fik øje på James og Peter. Hun gjorde store øjne og så på med åben mund, da James lavede et rigtig bryderagtigt hop ned på Peter, der endnu engang skreg som en stukket gris, eller nærmere, en mast gris. ”Hvad laver I?” spurgte hun og satte hænderne i siden, som om hun skulle til at skælde ud.
”Peter sagde noget om, at James var dårlig i sengen,” svarede Sirius med et bredt smil, ”James var ikke enig.”
”Lever Peter?” spurgte Amalia og nærmede sig forsigtigt, som var det et farligt dyr, hun gik tættere på – hvilket James godt kunne minde lidt om, når han var sur.
”Ork ja, han er hårdfør,” svarede Sirius og rejste sig. Han blinkede til hende og kastede med håret for at få det ud af øjnene, et klassisk Sirius scoretrick. ”Hvad var det, du skulle?”
”Åh, låne noget af Remus, han sagde, jeg bare kunne tage det, er det hans seng?” hun pegede hen på den eneste nydeligt redte seng i værelset, hvor der ved siden af stod en stak bøger pænt stablet på sengebordet sammen med et par sammenlagte uldsokker.
”Jep,” svarede Sirius og fulgte hende med øjnene, han smilede, da hun bøjede sig ned og begyndte at rode i Remus’ kuffert. ”Pæn udsigt,” nynnede han.
”Hold din kæft, Black.” svarede Amalia og rettede sig op med noget i hænderne, ”sådaaan, vi ses senere.” hun gjorde mine til at gå, men Sirius stillede sig i vejen for hende. Han lagde armene om hende og så ned på hende med et glimt i øjet.
”Skal du noget på næste Hogsmeade tur?” spurgte han.
”Nej, ikke endnu.”
”Skal vi følges?”
”Kan vi da godt,” svarede Amalia.
”Nice, vi ses.” han rykkede sig og lod Amalia passere. Hun smilede sødt til ham, inden hun forsvandt ud af døren. Sirius klappede sig selv på skulderen, ”godt gået, gamle dreng, godt gået.”
”Pad…foot…hjælp” kom det halvkvalt fra Peter, der lige nu var fanget under James, som vist nok forsøgte at kvæle ham, Sirius var ikke helt sikker.
”Wormie, jeg har sagt, at jeg gerne vil kaldes padFEET, hvorfor er det så svært at fatte?” spurgte Sirius opgivende og gik hen til sengen, hvor Peter gurglede. Sirius greb fat i kraven på James og trak ham ned på gulvet, han smilede indsmigrende, ”lad ham nu være lidt, Prongs, du ved jo godt, han ikke er så kvik, ikke ligesom os.”
James hvæsede af ham og kom på benene, han så ondt ned på Peter, der hev efter vejret. Sirius rystede på hovedet og klappede James på skulderen. James sendte ham et ondt blik, ”næste gang kvæler jeg dig.”
”Selvfølgelig kammerat, det er derfor jeg er her.”
”Jeg går en tur,” sagde James opgivende og greb sin trøje, han smækkede døren efter sig. Sirius vekslede blikke med Peter, måske var hans ven længere ude, end han troede.
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: OBS
Kapitlet blev tilføjet den: 29.08.2010 klokken 19:23 |
Hey alle
Jeg må med sorg meddele, at jeg lægger denne FF lidt på hylden igen for at koncentrere mig på nye projekter. Jeg arbejder på et kapitel, som vil komme ind snart (håber jeg) men efter det, bliver Lily og James altså lagt lidt væk.
Jeg vil fortsat være aktiv herinde og vil gerne skrive flere one shots, som en slags erstatning, så hvis der er nogle, som har nogle gode ideer, så skriv endelig til mig :)
Jeres one and only
- Kronhjorten ;)
Denne historie har fået 51 kommentarer | Kommenter
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137
|
|
|
|
|
|
| |
