Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede Historiens Titel: Ægteskabspagten Historiens Forfatter: Willy Wonkan Historien er vist: 1187 gange Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer. Historien blev oprettet den: 07.09.2009 Historien indeholder: 20 kapitler Antal stemmer: 8 Gns. Karakter: 7.1 Kommentarer: 70 Nyeste kapitel blev tilføjet den: 04.02.2010 klokken 11:39 1. Kapitel: Indledning (Ægteskabspagten) 2. Kapitel: Kap 1. (Ægteskabspagten) 3. Kapitel: Kap 2. (Ægteskabspagten) 4. Kapitel: Kap 3. (Ægteskabspagten) 5. Kapitel: Kap 4. (Ægteskabspagten) 6. Kapitel: Kap 5. (Ægteskabspagten) 7. Kapitel: Kap 6. (Ægteskabspagten) 8. Kapitel: Kap 7. (Ægteskabspagten) 9. Kapitel: Kap 8. (Ægteskabspagten) 10. Kapitel: Kap 9. (Ægteskabspagten) 11. Kapitel: Kap 10. (Ægteskabspagten) 12. Kapitel: Kap 11. (Ægteskabspagten) 13. Kapitel: Kap 12. (Ægteskabspagten) 14. Kapitel: Kap 13. (Ægteskabspagten) 15. Kapitel: Kap 14. (Ægteskabspagten) 16. Kapitel: Kap 15. (Ægteskabspagten) 17. Kapitel: Kap 16. (Ægteskabspagten) 18. Kapitel: Kap 17. (Ægteskabspagten) 19. Kapitel: Kap 18. (Ægteskabspagten) 20. Kapitel: Kap 19. (Ægteskabspagten) Kapitlets Titel: Indledning (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 07.09.2009 klokken 12:10 Først vil jeg lige sige, at jeg har fået idéen til denne FF fra fanfiction.net. Der er derfor ting i denne FF, som er også eksisterer på fanfiction.net. Indledning Harry så på brevet foran ham. Det var lige landet på bordet. Han vidste hvad det ville indeholde. Det var en skråler, det var han sikker på. Han havde modtaget et lignende brev for knap et år siden. Harry sad på Dumbledores kontor. Ikke alene men sammen med Dumbledore, de fire kollegieoverhoveder, Remus, Ron, Hermione, Arthur og Molly Weasley. Harry stirrede på brevet, og ligesom forventet fløj det i en helvedes fart til vejrs, og begyndte derefter at folde kuverten op af sig selv. Ud fløj en brev med en mund placeret på. Harry begyndte at lytte, da brevet hånligt sagde: ”Harry James Potter, du bortvises hermed fra Hogwarts skole for heksekunstner og troldmandskab, grundet grov overtrædelse af brug af magi samt uregistrerede forbandelser. Du vil blive hentet i morgen klokken 10.00, hvor du vil blive ledsaget på vejen tilbage af en troldmand med ministeriel baggrund. Venlig hilsen Cornelius Fudge.” Selvom dette var præcis hvad Harry havde forventet, slog det som en økse mod ryggen. Han var bortvist, og Fudge ville ikke indse, at Voldemort var tilbage. Harry ville blive fanget i ministeriet for magi, Fudge ville holde ham tilbage, og koncentrere sig om alt andet, ligesom han hidtil havde gjort, i stedet for at se sandheden i øjnene. Han ville bruge sin tid på, at skrive artikler om Harry og Dumbledore sammen med Rita Rivejern. Præcis som det var blevet skrevet siden den nat, Harry så Cedric Diggory blive dræbt. Kun Dumbledore og Harrys nærmeste troede på ham, selv Seamus havde sin mistro. Fudge fattede det virkelig ikke, det var som om han var for stædig, for bange. For bange til at indse det, og lod derfor bare som ingenting. ”Det tænkte jeg nok,” sagde Dumbledore. ”Ja, det tænkte jeg nok.” Ron sprang næsten i vejret, det var tydeligt at han havde fået en idé, da man kunne se julelysene skinne i hans øjne. ”Kunne Harry ikke bare bo hos min familie?” ”Nej Ron!” Hermione så formanende på ham, ”du ved lige så godt som jeg, at Harry er ’drengen der lyver’ i disse tider. Du læste selv brevet fra Percy, Harry er ikke ønsket. Faktisk vil ministeriet helst ikke have, at nogen af de arbejdende har kontakt til Harry. Kan du ikke se hvilken indflydelse det ville have på din fars job, Ron?” ”Nå, nå. Har du måske et bedre forslag?” spurgte Ron irriteret over at blive hakket ned, når han forsøgte at hjælpe. ”Jeg tænkte lidt på Sirius. Vi kunne sende bud efter ham, og de kunne tage af sted sammen.” Men denne gang var det Hermiones tur til at blive hakket ned. ”Frk. Granger, det ville være meget mærkeligt hvis den kære Cornelius ikke kontrollerer alle ugler, samt bevægelsen på himmelen, nu hvor Potter har modtaget bortvisningen. Cornelius regner selvfølgelig med at Albus vil forsøge at få Potter i sikkerhed fra hans kløer. Og det gør han lige så vel, som han tror Albus er ved at etablere en hær.” ”Oh.” Hermione blev helt flov over dette, hun havde overhovedet ikke tænkt sig om, da hun var kommet på den tåbelige idé. ”Korrekt, Severus.” Dumbledores venstre hånd var placeret ved hans hage, mens han rastløst gik frem og tilbage, og tænkte på det knagede. ”Hvad hvis Harry blev bragt til ministeriet med et ordensmedlem med sig, som ekstra sikkerhed?” indvendte Remus. ”Går ikke,” svarede McGonagall, ”Du-ved-hvem vil have let ved at trænge ind i ministeriet i disse tider, specielt nu hvor Cornelius har sat sig modsat, og et enkelt ordensmedlem ville ikke kunne stille meget op mod en hær af dødsgardister.” ”Det er for groft! Harry kan ikke engang selv bestemme hvor han vil bo, men faktisk er han gammel nok til at blive gift!” indvendte Hermione vredt. ”Gift … Ja selvfølgelig, Hermione du er genial!” udbrød Dumbledore pludseligt. ”Skal jeg giftes?” udbrød Harry forvirret. Han var aldeles ikke klar til at blive gift, og han havde desuden heller ingen mage at gifte sig med. det ville ikke fungere, hvem skulle han dog giftes med i så fald? ”Aha, frk. Granger. Den havde du vel udtænkt ganske godt, hva? Det lød jo i profettidende sidste år, at du foretrækker de kendte troldmænd, først Krum og nu Potter.” Snapes kolde og hånlige ord gav et sæt i både Harry og Ron. Hermione derimod udviste bare en vrede stærkere end Vernons efter Harrys mening. ”Nej, altså det er ikke for at fornærme dig Hermione, men jeg kan da ikke gifte mig med min bedste veninde.” sagde Harry usikkert. Ron åndede lettet op, lige så Hermione. ”Nej, Harry kan ikke ægte hverken Ron eller Hermione,” informerede Remus, ”Det er nød til at være en med et bo, og en der ikke allerede er gift, hvilket udelukker Ron og Hermione.” ”Det kan da være Harry har en kæreste, har du det min kære?” spurgte Molly nysgerrigt. Harry undrede sig over spørgsmålet, som kom som et lyn fra den blå himmel. Alle ansigter vendte sig pludseligt mod Harry, der sad som det sorte får lige i dette øjeblik. ”Nej, det har jeg nok ikke.” svarede han sandfærdigt. ”Det nytter heller ikke Molly,” svarede Dumbledore, ”to ikke-myndige personer kan ikke ægte hinanden. Godt nok er grænsen 15 år, men to mindreårige kan ikke ægte hinanden.” Molly så helt paf ud, hun så mærkeligt på Dumbledore, som om hun ikke forstod det. ”Molly, der er altså blevet ændret på reglerne siden vi blev gift!” informerede Arthur. ”Lad os blive enige om, at Harry skal være ægtet inden i morgen. Kl. 10.00. Så hvorfor ikke benytte ægteskabsstenen?” spurgte McGonagall ligeud. Dumbledore syntes at lyse op, og bevægede sig hen mod en lille kommode bed skrivebordet. Han kom tilbage med stenen i hånden, hvor han gav den til McGonagall. ”Hvad er en ægteskabssten?” spurgte Harry forundret. McGonagall så på ham med sine smalle læber spændt helt ud. ”Det er en sten, der kan vise den perfekte mage for hver enkelt heks eller troldmand.” Hun sagde så: ”Harry Potter!” hun fik en endnu strammere maske på. Resultatet havde tydeligvis ikke passet hende. Stenen blev givet videre til Molly, som også sagde ”Harry Potter” tydeligt til stenen. Hendes ansigt blev rædselsslagen, og hun skyndte sig at give stenen til Dumbledore. Harry, Hermione og Ron så spændt til, og afventede svar. Dumbledore sagde tydeligt: ”Harry Potter!” til stenen, og fik et lille smil frem på læben. ”Oh, Severus.” sagde han og kluklo. ”Er i tre ikke udstyret med kompetencer så høje, at I burde kunne se ned i den åndssvage sten, uden at blande mig ind i det?” spurgte Snape koldt. ”Jo, det skulle jeg mene Severus, du skulle sådan set heller ikke se i stenen, men du er bare svaret på Harrys perfekte mage.” Dumbledore smilede selvtilfredst, men både Snape, Harry, Ron og Hermione råbte: ”HVAD?” ________ Der var lige en forbedret version. Jeg håber i kan lide det :D I må meget gerne smide en kommentar med jeres mening . xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 1. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 08.09.2009 klokken 01:49 Kap 1. Ægteskabet Dumbledore lod sit ansigt dykke mod jorden, så han kunne se over sine små briller. ”Ja, ægteskabsstenen har vist Harrys sande mage. Severus er Harrys perfekte mage. Fortræffeligt!” Harry så fra Ron til Hermione, inden han i kor med Snape protesterede: ”Jeg nægter simpelthen!” ”Årg, Severus vær nu ikke tåbelig. Ægteskabsstenen har talt, og det passer perfekt! Det løser alle vores problemer,” Kvidrede Dumbledore, og smilede skævt til Snape. ”Passer perfekt? Passer perfekt?” Udbrød Ron måbende. Harry så forskrækket over på Molly og Arthur, de så ikke så glade ud som Dumbledore, men Harry havde ønsket de så mere vrede ud. ”Ja hr. Weasley, på den måde kan Potter jo blive på Hogwarts uden problemer. Det er det perfekte ægteskab!” Sagde McGonagall sandfærdigt og så på Ron med de smalle læber. ”Ja, sikkert nok perfekt, hvis altså ikke Snape var en mand, som oven i købet er dobbelt så gammel som mig!” Udbrød Harry vredt. De andre kiggede mærkeligt på ham, selv Ron forstod ikke Harrys budskab. ”Harry, det er en muggler fordom. Det findes ikke i troldmandssamfundet, og faktisk er aldersforskellen ikke ret stor, hvis du tænker på hvor gammel en troldmand kan blive. Det er først ved 50 - 60 års forskel at folk begynder at kigge mærkeligt,” informerede Hermione nervøst. Hun vidste udmærket godt hvad Harry måtte tænke, hun var jo selv vokset op med disse holdninger. ”Albus, du kan da ikke for alvor tro, at jeg vil ægte mig med Potter?” spurgte Snape og så koldt på Harry. Snapes øjne skar som barberblade. Hans hals snørede sig sammen. Harry så pludseligt for sig, hvordan det måtte være, at skulle spise morgenmad med Snape hver eneste morgen i hans ferier. Det ville være fordømt. Men Harry var sikker på, at ingen af dem ville have noget imod, hvis Harry var på ferie hos Ron i sommerferien. ”Severus, du kan passe på drengen. Du vil gøre det muligt for ham at blive på Hogwarts selvom han er bortvist. Ministeriet kan kun bortvise elever fra undervisningen, der har overtrådt reglementet i meget grov karakter. I visse tilfælde kan man selvfølgelig blive sendt til Azkaban, men det vil ikke være aktuelt for Harry.” Dumbledore kvidrede som en fugl, der lige var stået op, ”Det er perfekt Severus.” ”Nå, Albus. Har du så glemt, at jeg faktisk har et andet job også?” vrissede Snape, ”Hvordan tror du ikke mørkets Herre vil reagere, når han hører jeg er ægtet med Potter? Hvordan tror du ikke mit liv ville være? Meget har jeg ofret og sat på spil, men dette!” Dumbledore smilede blot af Snapes vrede ord. Som sædvanligt havde Dumbledore tænkt en masse i sit hoved. ”Jo ser du Severus, jeg har længe villet lade dig ’sige dit job op’ som loyal dødsgardist. Det er for farligt og vi har brug for dig her.” begyndte Dumbledore at fortælle, ”Og nu vil dit bijob ikke længere være aktuelt, da du skal ægtes. I aften.” Harry så kort på Snape. Han så lige så rædselsslagen ud, som Harry selv var. Derefter faldt Harrys blik på Ron og Hermione, der begge så meget sørgelige ud. ”Vi er altså utrolig kede af det, makker.” sagde Ron stille, ”Hvis vi kunne, eller hvis jeg kunne, så havde jeg giftet mig med dig for at rede dig fra Snapes kløer!” ”Weasley! Jeg har skam ingen personlige intentioner i at gifte mig med Potter,” knurrede Snape koldt, ”det er kun af yderst nødvendighed.” Harry så stadig på Ron, der så ud som om Snape havde slået ham med sin eliksirbog direkte i ansigtet. ”Tak Ron, det ved jeg i ville.” Harry prøvede at tvinge et smil frem, for at vise sin taknemlighed til Ron, men det var bare svært, når han vidste, hvad der skulle ske. Harry Potter skulle giftes med den mand han hadede mest af alle på Hogwarts. Den mand der havde kostet Harry så sørens mange kollegiepoint, men mand der aldrig gjorde andet, end at genere og skabe problemer for Harry. ”Arthur, vil du dokumentere dette ægteskab?” spurgte Dumbledore venligt, og da Arthur nikkede, vente Dumbledore sig mod Molly og McGonagall, ”vil i to vidne dette ægteskab?” spurgte Dumbledore smilende. De to damer nikkede stift. ”Perfekt, Harry og Severus. Hvis I lige vil komme herhen begge to,” beordrede Dumbledore med sin sædvanlige venlige stemme. ”Godt. Lad os bare holde os til ægteskabsløfterne, det er nogenlunde det vigtigste,” sagde Dumbledore. ”Harry, hvis du vil gentage efter mig: Jeg Harry James Potter tager dig Severus Alexander Snape som min forbundne ægtemand, forener krop, navn, hus og kraft til did,” Harry så forundret på Dumbledore. Ikke lige det han havde forventet, men langt fra mugglebryllupper. Ganske langsomt og koncentreret gentog han de to sætninger højt og tydeligt. ”Jeg, Severus Alexander Snape tager dig Harry James Potter, som min forbundne ægtemand. Forener krop, navn, hus og kraft til did,” sagde Snape højt og tydeligt, Harry så ned i jorden, da Snape fremmanede to ringe fra den blå luft. Snape rakte ud efter Harrys hånd, og fik sat ringen på hans finger. Hurtigt fik Harry gjort det samme, og så sagde Dumbledore. ”Nydeligt, i må nu kysse hin …” ”Det mener du ikke, professor!” Protesterede Harry før Dumbledore nåede at afslutte sin sætning. ”Åh,” klukkede Dumbledore, og så fra Snape til Harry, ”Nej, det må i virkelig undskylde.” Harry stod lidt og funderede over hele situationen. Han var sikker på, at hans forældre vendte sig i deres grave lige nu, Vernon havde sikkert lige fået en blodprop og … Harrys tanker flød ud i rummet. Han forstod slet ikke, at han stod her som 15-årig og var gift med sin egen lærer. Det havde ikke været tilladt i mugglesamfundet. ”Nå, jamen nu da alle de praktiske ting er klar til i morgen, kunne vi måske få en smule nattesøvn?” spurte Remus, der havde sat lydløst i et hjørne af Dumbledores kontor. ”Ja, det ser jeg ingen grund til at hindre,” indvendte Dumbledore, ”hvis bare i alle mødes heroppe i morgen klokken 09.00 ville det være passende.” ”Åh, ja selvfølgelig.” svarede Remus, og forlod så Dumbledores kontor, efterfulgt af Molly og Arthur. ”Nå, vil du med Harry?” spurgte Ron og Hermione, Harry nikkede og fulgte med dem, men blev stoppet af McGonagall lette hånd på hans skulder. ”Jeg er ked af det Potter, men da du nu er gift med professor Snape, skal du sove i krypten fremover.” Harry troede ikke sine egne ører. ”Hvad? Skal jeg være slytherin bare fordi jeg er gift med deres overhoved?” ”Nej, Potter. Du skal bo sammen med professor Snape i hans værelse i krypten.” forklarede McGonagall, og gik derefter ud fra kontoret. Harry tænkte på alle de timer han havde brugt i den opholdsstue, eller bare i den sovesal. Hvor mange samtaler han havde haft med Ron, det var bare slut! Ron og Hermione forlod Dumbledores kontor med sørgmodige ansigtsudtryk. De kiggede tilbage på ham flere gange på vej op til syvende sal, mens Harry stod nede for enden ved gargoilens fod, og ventede på Snape. Dette ville utvivlsomt blive hans værste nat i sit liv. ___________ Så kom det første kapitel, som jeg håber i kan lide :) - I må meget gerne give jeres mening til kende xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 2. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 09.09.2009 klokken 17:52 Kap 2 Harry så sine to bedste venner gå op af trapperne, han kiggede længselsfuldt efter dem indtil han ikke længere kunne se dem. Han ønskede så forfærdeligt meget, at han kunne gå med dem. Aldrig havde opholdsstuen og sovesalen syntes at være så tiltrækkende. Han ville slet ikke tænke på, hvordan natten skulle fortage sig, ville slet ikke vide hvordan den ville udfolde sig eller ende. Harrys sidste ønske var at vågne op, og se Snape som den første person hver morgen. Og tænk, han var virkelig blevet gift … Med Snape. Det var lige før Fudge var bedre. Harry hørte fodtrin på trapperne. Regnede med at det var ham, hans forbundne mage, Severus Snape. Manden med det blege ansigt rammet ind af langt, sort, fedtet hår, ham med de kolde, følelsesløse øjne, han som havde en stemme af is, der fik Harrys indvolde til at vride sig rundt, som marcherende ned af trappen. Han kiggede ikke engang på Harry, men lod blot som om han ikke var der. Med næsen ret foran sig, gik han lige forbi Harry uden et eneste ord. Først stod Harry bare og så efter ham. Han var sikker på, at Snape havde diskuteret et eller andet med Dumbledore. Han havde i hvert fald set endnu mere rasende ud, end han allerede havde gjort under vielsen. Harry så efter ham, hurtigere end beregnet var han forsvundet ned af trappen. Harry satte i løb, han havde jo ingen anelse om, hvor Snapes værelse lå. I krypten naturligvis, men hvor? Hvis der var et sted han aldrig havde udforsket, så var det krypten, og det var alene på grund af Snape. Snape havde for det meste holdt til dernede, og Harry havde aldrig haft lyst til at rende ind i ham, specielt ikke om natten! Da han var nået ned af trapperne, var der ingen Snape at se. Harry begyndt at fortryde, at han ikke var fulgt efter ham, da han i sin soldatermarch var sust forbi Harry. Nu stod Harry alene og vidste ikke hvor han skulle gå hen, eller hvad han skulle gøre. Han turde selvfølgelig ikke blive ude på gangene, da det ville give eftersidninger, hvis Filch så ham. Han begyndte langsomt at spankulere tilbage til gargoilen, og derefter at sjoske op af trappetrinene. Faktisk fattede han ikke, at han var på vej op til Dumbledore, for at spørge om vej til Snapes værelse, så han kunne sove der. Faktisk ville han meget hellere være løbet op til opholdsstuen, for at overnatte der sammen med Ron, men han turde ikke tænke på konsekvenserne. Da Harry stod foran døren indtil Dumbledores kontor, mærkede han et sus hele vejen ned af ryggen, som kun gjorde ham endnu mere vammel på tanken om at sove i samme værelse som Snape. Harry løftede let den venstre hånd, og bankede forsigtigt på. ”Kom ind,” lød Dumbledores rolige stemme. Harry åbnede døren, og gik stille indenfor. ”Harry?” Udbrød Dumbledore forbavset, og så på ham over brillekanten. ”Hvad laver du her, skulle du ikke være hos Severus?” Harry stirrede mindst lige så forbavset på Dumbledore, der stod i en blomstret natkjole, og store pusser med kaninører på. ”Jo, altså …” begyndte Harry, men tav et lille øjeblik. Pludseligt lød det meget dumt i hans hoved, ”jeg stod jo udenfor og ventede, og da Snape så kom, gik han direkte ned af trapperne. Og ja … Jeg stod nok lidt i mine egne tanker, og så da jeg løb efter ham, kunne jeg ikke længere se ham.” Harry så på gulvet, han følte sig dum og havde ikke lyst til at se Dumbledore i øjnene. ”Aha,” klukkede han, ”ser man det, ser man det. Du skal bare gå ned til eliksirlokalet, og så en etage længere ned, hvor der er et portræt af fuseren McLogan. Kodeordet er Viktem Opara.” Dumbledore havde lagt ekstra tryk på professor, som han altid havde gjort, når Harry havde sagt Snape i stedet for professor Snape. Harry stod nu foran portrættet af den arme fuser. Han lignede en der var blind, for han råbte som en gal: ”Hvem der? Hvem er du? Hvad vil du? Du er ikke professor Snape, nej du er ej. Hvem er du? Jeg kalder på herren, hvis du ikke går! Hallo, usle dreng. Hører du?” Harry kiggede forvirret på ham, og irriterede sig enormt over, at han larmede så fandens meget. Pludseligt gik portrættet op, og ud kom Snape. ”Nå, det er dig, Potter!” knurrede han koldt, ”det var sandelig også på høje tid!” Han tog fat i Harrys arm, og trak med en smule brutalt med indenfor. Da Harry trådte ind, blev han puffet frem af Snape. Han nåede lige at se indgangen. På højre side stod der en stumtjener, hvorpå der hang tre sorte kapper og en enkelt i grøn. På den anden side stod der en lille kommode, hvor der lå et magisk ur, som havde et øje i midten. Den næste rum måtte være der Snape sov, der var hvert fald en stor dobbelt seng, et skab, som Harry gik ud fra, var til tøj, et lille natbord samt to lænestol og så en dør, som måtte være toilettet. Til højre i rummet var et lille tekøkken, hvor der stod tekander og kaffekander, samt poser med tebreve og kaffe samt filtre. Harry gik lidt rundt i værelset og så, at bag de to lænestole stod hans kuffert, kost og andre personlige genstande. Harry gik nærmere med et forvirrende ansigtsudtryk. ”En husalf kom med dine ting, Potter,” snerrede Snape ligegyldigt. Hurtigt opdagede Harry, at der kun var EN seng, og ingen sofa, hvilket trykkede ham helt ned gennem træbrædderne. ”Undskyld mig, men hvor havde du tænkt dig at jeg skulle sove?” spurgte Harry trodsigt. ”Du kan da sove i et kosteskab for min skyld Potter!” knurrede han hånligt, vendte sig om, og lammede Harry med sin kolde, sorte skulen, hvorefter han styrtede ud gennem døren, som Harry havde antaget var toilettet. Harry stod nu tilbage, og kiggede olmt efter ham. Tøvende traskede han hen til sin kuffert, hvor han fandt sin pyjamas frem, og gled ned i den. Han sukkede. Han flyttede lænestolene, så de stod med sæderne presset mod hinanden, derefter tog han fat i det han troede, var den ene dyne, men som viste sig at være EN stor dyne. Urimeligt! Ikke nok med at Snape sikkert ville have sengen, var der kun en dyne, en kæmpe dyne godt nok, men hvad skulle Harry så bruge? ”Hvad i alverden har du gang i, Potter?” spurgte Snape et hævet bryn, da han kom ud fra toilettet. ”Ja, du regner da vel ikke med, at jeg gider sove under samme dyne som dig?” snerrede Harry. Snape strammede ansigtet, hans læber blev helt hvide og smalle, mens hans sorte øjne kneb sig sammen. ”Nej, Potter! Men du havde da vel heller ikke regnet med, at jeg ville ægte mig med dig? Og faktisk er det din egen skyld alt det her. Hvis du bare kunne overholde reglementet!” spruttede han voldsomt, ”men det er bare nødvendigt for mig som ordensmedlem at stille mig til rådighed. Og du skal ikke tro jeg nyder det! Og du skal heller ikke regne med, at Rita Rivejern har tænkt sig at lade denne historie ligge, når det først kommer ud! Hun vil snige sig rundt, som den lille rotte hun er, og udspionere alt hvad vi foretager os! Og så vidt jeg ved, er din usynlighedskappe blevet konfiskeret efter det lille nummer du lavede. Den vil så vidt jeg er informeret blive hentet imorgen, når Fudge kommer, så der vil være fri mulighed for at snige sig rundt!” Harry kogte. Hans hænder var knyttede, de rystede fordi han spændte sådan i dem. Hans negle borede sig i hans håndflade, og han kunne næsten mærke hvordan han måtte dampe ud af ørerne. ”TROR DU MÅSKE JEG NYDER DET HER? OG HVORDAN KUNNE JEG VIDE, AT DER VILLE SKE DET DER SKETE?” råbte Harry tilbage. Snapes ansigt var blevet helt hvidt af raseri, men Harry kunne se, at han beherskede sig og prøvede i høj grad på ikke at begynde at råbe ligesom Harry havde gjort. ”For det første Potter, rodede du i ting der ikke var dine, ligesom din far!” Harrys mundt faldt til jorden. Var det Snapes eliksirbog? Var det Snapes besværgelse? ”Og du skal ikke tro jeg har glemt, at du var gået i min eliksirbog, bare fordi vi er blevet gift. Du skal ikke tro du får nogen som helst slags særbehandling, overhovedet! Og for det andet, så stod der under den besværgelse, at den var tilegnet FJENDER, ikke bare en dum teenagedreng! Malfoy ligger stadig på hospitalsfløjen! Og ja, JEG er halvblodsprinsen, og Sectumsempra er MIN forbandelse. Godt observeret, Potter!” Med de ord styrtede Snape direkte ud på badeværelset igen, smækkede døren hårdt og lod Harry stå alene. Harry gik tavs hen til dobbeltsengen, og lagde sig så langt ude på kanten som overhovedet muligt. Hans krop var helt varm af raseri. Da han lukkede sine øjne, og blev fanget i drømmeland, var det en helt anden der skulle forestille sig at ligge ved siden af Harry, nemlig Ginny Weasley. ________ Værsåågod 8) Der har i andet kapitel :D I må meget gerne smide jeres mening ... Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 3. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 10.09.2009 klokken 23:44 Kap 3 Den næste morgen vågnede Harry ved en frygtelig larm fra en hylende tekande. Forvirret over hvor han egentlig var, satte han sig op og tog sine briller fra natbordet ved siden af sengen. Han så sig til højre, hvor Snape havde lagt. Tomt. Harry lagde mærke til, at hans kuffert nu stod ved foden af hans seng, og at lænestolene stod som de havde gjort, inden han dagen før havde rykket dem. Snape stod henne ved det lille tekøkken med ryggen til Harry, som var stået ud af sengen for at tage tøj på. Han skyndte sig at tage sin pyjamas af, og proppede den derefter ned i kufferten. Harry fik så hurtigt et par bukser fisket op, at han væltede sin prestissimo med albuen. hans første tanke var: Hørte han det? Åh gud nej, han må ikke kigge sig tilbage! Som var Harrys bøn hørt af guderne, gik den i opfyldelse. Snape var stivnet et kort øjeblik, men ikke vendt sig for at se hvad det var, der havde larmet sådan. Ude i entreen kiggede Harrys på det magiske ur med øjet. Kvart i ni viste uret. Harrys første tanke var, at han var kommet alt, alt for sent op til timerne, indtil han huskede, at han faktisk var bortvist fra undervisningen. Harry tænkte på hvad han skulle få timerne til at gå med, nu hvor han ikke skulle til timer. Han skulle jo stadig være på skolen, men Ron og Hermione var jo selv til deres timer. Måske kunne han studere magi på biblioteket, modtage personlig undervisning af Dumbledore eller træne Quidditch? Snape havde ikke sagt et eneste ord til Harry, ej heller omvendt var et ord blevet slynget ud mellem Harrys læber. De havde ganske enkelt intet at snakke om, og alt den ene foretog sig gik den anden på, og dermed endte alt i et skænderi. Det var Harry hvert fald sikker på. Harry gik over i en af de to lænestole og sank dybt ned. Man sad utrolig godt, det var helt vidunderligt. Man lænede sig tilbage i – ingenting. Det var som om man svævede, svævede i det rene ingenting. Vidunderligt. Da Snape havde drukket sin te, gik han mod portræthullet, men stoppede brat, da Harry rejste sig og spurgte: ”Hvordan kommer jeg herind igen, hvis jeg går herfra?” Snapes kolde, hånlige ansigt vendte sig mod Harrys sårbare, grønne øjne. Han hævede et bryn. ”Jeg ville prøve at bruge kodeordet, Potter.” snerrede han koldt tilbage, og begyndte at gå igen. Harry forstod ikke. Den forrige aften, McLogan havde råbt og skreget fordi han ikke var Snape. ”Jamen jeg kunne jo ikke komme ind i går,” vedblev Harry stædigt. ”Gav du fuseren kodeordet i går måske?” hvislede Snape og forsvandt ud af portræthullet. Harry satte sig tilbage, og tænkte på hvor meget han savnede Ron, Hermione, opholdsstuen, og selv synet af Malfoy i timerne. Midt i hans længsel efter Ron og Hermione, kom han i tanke om, at Fudge ville komme klokken ti, og at han selv skulle være hos Dumbledore klokken ni. Harry sprang forvirret op, og satte i løb. Da Harry bankede på oppe ved Dumbledores kontor, kunne han hører at der allerede var kommet nogle derop. Der lød næsten en glædelig hujen derindefra. ”Kom indenfor,” lød Dumbledores stemme venligt. Harry åbnede døren og lukkede den derefter bag sig igen. Derinde var Ron og Hermione, Remus, Snape og McGonagal der allerede. Harry stirrede stift på Snape, kunne han i det mindste ikke have sagt at de skulle herop, eller bare have mindet ham om det. Harrys grønne øjne sved af let raseri. Den man kunne virkelig sætte hans pis i kog. Dumbledore stod med ryggen til Harry bøjet ned over hans skrivebord. Han kluklo en glædens melodi. Harry tænkte på hvad der var så morsomt og så glædeligt. Det kunne i hvert fald ikke være hans ægteskab eller ægtemand for den sags skyld! ”Så er der serveret!” strålede Dumbledore og tog et glas champagne fra bordet. Harry fik mest af alt lyst til at tage et glas, og kaste det direkte i hovedet på Snape. ”Hej Harry, hvordan går det?” spurgte Hermione nervøst henne ved champagnen. ”Hvordan det går? Hvordan det går?” udbrød Ron med en let stigning efter hvert ord. ”Tydeligvis ret dårlig Hermione! Harry bor sammen med Snape, hvis den skulle være sivet ud ved en fejltagelse!” Hermione så såret på Ron, og sagde så: ”Jeg mener bare … du ved Harry, hvordan g …” ”Senere,” hviskede Harry let, da han så hvordan Dumbledores med fingertegn bedte om ro i kontoret. ”Vi er her i dag for at fejre vielsen af Harry Potter og Severus Snape,” sagde han og rakte glasset i vejret, ”længe leve Hogwarts’ første gifte par i min historie. Skål!” Alle hævede nu glasset, skålede og tog en slurk. Harry gik langsomt hen til Dumbledore, og sagde: ”Professor?” Dumbledores tålmodige øjne så i Harrys, han nikkede. ”Hvorfor skal vi fejre vielsen, når hverken mig eller Snape …” ”Professor Snape, Harry.” rettede Dumbledore. ”Ja, professor Snape. Når nu hverken ham eller jeg har gjort dette af glædens skyld, jeg mener …” Dumbledore tyssede på Harry og tog endnu en slurk champagne. ”Ser du Harry, Fudge kommer i den tro, at han skal hente dig, for at tage der permanent væk fra Hogwarts. Fudge tror du og jeg er ved at etablere en hær, som vi vil gå imod ministeriet med, så jeg kan overtage ministerposten.” Harry hævede et øjenbryn, ”ja, jeg ved hvad du tænker, Harry, men det er sandt. Nå, men jeg ser ingen grund til ikke at lade Fudge leve i troen om, at han skal hente dig, og indser at han må gå herfra med en abnorm lang næse.” Dumbledore smilede over sine bemærkninger, mens Harry knap kunne stoppe med at smågrine. Da Harry havde taget sit andet champagneglas, bankede det på døren, hvor Fudge og Percy kom brasende ind med næsen højt i sky. Snape, der havde sat i et hjørne uden at røre champagnen, rettede nu blikket mod Fudge. ”God formiddag Harry, er du ved at få en afskedsdrink?” spurgte han slesk. Harry smilede, men sagde intet. Dumbledore derimod gik hen til Fudge og sagde: ”Nej, vi er ved at fejre et bryllup.” ”Et bryllup, jamen dog. Hvem er så blevet gift?” spurgte han mistroisk og så rundt i lokalet. Dumbledore begyndte at klukke: ”Harry selvfølgelig.” Fudge’ mistroiske ansigt blev ramt af let vrede. Langsomt fik han en smule farve i kinderne. ”Harry Potter, blevet gift?” udbrød han i et stramt toneleje, ”hvem i alverden har han giftet sig med? Jeg understreger lige, at to ikke myndige personer ikke kan ægtes, frk. Granger. Oh, gik jeres lille hummernummer i vasken nu?” snerrede Fudge arrogant. ”Nej, det gjorde den aldeles ikke, og jeg har ikke tænkt mig at ægte Harry!” sagde Hermione vredt, ”altså ikke at jeg ikke ville gøre det, hvis jeg kunne, Harry, det må du ikke tro …” Harry rystede forsikrende på hovedet, og smilede et tvungent smil. Harry kunne se på Hermione, at hun følte sig presset over situationen, og Ron ligeså! ”Nej, nej, nej, nej! Hvem er så Potters forbundne mage?” udbrød Fudges rasende. Han så forvirret rundt, mens hans hår, der sad i en lille sideskilling, faldt fra hinanden og hang løst og uregerligt. Faktisk så han lettere vanvittig ud. ”Det er jeg, Cornelius!” hvislede Snape henne fra hjørnet, han havde udtalt ordet Cornelius som var det en pose rådne græskartærter. Snape rejste sig magtfuldt og tårnede sig op foran Fudge. Percy stod med et kæmpe spørgsmålstegn i ansigtet. Fattede ikke en meter, som sædvanligt. ”Med dig!” Udbrød Fudge med foragt i stemmen. Hans øjne kneb sig sammen, som et kats når den spinder. Fudge’ øjne var bare ikke blide, men vanvittige. ”Ja Cornelius, nydeligt par, syntes du ikke?” smilede Dumbledore, ”Vil du have et glas champagne med os? Harry giv lige ministeren et glas, ja. Længe leve ægteparret!” ”Jeg skal ikke have noget, nej tak! Vi snakkes ved, Albus!” hvislede Fudge på vej ud af døren, som blev smækket med et brag efter sig. Dumbledore sendte Harry et smil, så fuld af varme og glæde, så fuld af tavs latter. Ja, den havde han regnet godt ud, tænkte Harry med et skævt smil. __________ Sådan James, nu kom det :D Giv endelig jeres mening til kende . xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 4. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 18.09.2009 klokken 23:24 Kap 4 Da hele fejringen af vielsen havde fortaget sig, stod Ron, Hermione og Harry ude foran Dumbledores kontor. De havde forladt kontoret som de sidste, og var alle fyldt med en fortvivlet glæde indeni. Harry følte sig munter og glædede sig inderligt over Fudges lange næse, som havde smækket døren efter sig af raseri, men samtidigt var han ulykkeligt over fremtiden. Hvad skulle der ske? Hvad skulle der ske med ham? Hermione så ud til at have samme tanker svømmende rundt i hovedet. Hun smilede over hele femøren, men samtidigt kunne Harry se, at hendes øjne var kede af det. De små rynkede bryn gjorde hele forskellen, hun var fortvivlet, vidste ikke om hun skulle grine eller græde. ”Jeg er ked af det Harry, men Ron og jeg er nød til at gå, vi skal jo til time.” Harry havde helt glemt alt om timer og eliksirer efter alt det der var sket, og mest af værst af alt, han havde glemt at han ikke længere havde adgang til undervisningen på Hogwarts. ”Det er i orden Hermione,” svarede han med et fremtvunget smil, efterfulgt at et blik dalende mod gulvet. Ron gav Harrys skulder et let klem, og sagde: ”Vi ses, makker.” Harry nikkede, og hans øjne fulgte dem hele vejen ned af trapperne. Harry besluttede sig for, at gå ned til Hagrid. Han havde alligevel intet andet at lave. Ingen at tale med, de var jo alle sammen til undervisning nu. Og dog. På vejen ned til Hagrid stødte han ind i en nyudskrevet Draco Malfoy, som så ud til at være ganske ynkeligt på dette tidspunkt. ”Potter, se dig dog for, du skulle nødigt flænse mine sår op!” hvæste Malfoy og kneb øjnene sammen. ”Bare vent til professor Snape har fundet en passende straf efter det du …” Mere nåede han ikke at sige før Harry afbrød ham. ”Haha,” udbrød han hånligt, ”hvad skulle Snape dog gøre?” han tænkte på hele vielsen, det var vist straf nok for enhver at blive livsvarigt ægtet med Snape. Harry tænkte først på, om Snape kun havde sagt ja, for at straffe Harry, men det ville være et dumt træk af ham, da det ville være lige så meget en straf for Snape som for Harry. Snape var ikke dum, han kunne udmærket tænke, så det ville ikke være tilfældet. Malfoy lignede en uden et svar, så han råbte i stedet: ”hvor skulle jeg dog vide det fra, Potter? Men bare vent til min far hører om dette, han og professor Snape ser meget til hinanden … uden for skolen, Potter!” Harry var ikke i tvivl om dette, selvfølgelig så de meget til hinanden udenfor skolen, når Lucius Malfoy var dødsgardist. ”jamen så kan jeg da forstå, at vi også kommer til at se en del til hinanden fremover, Malfoy!” Råbte Harry vredt uden at tænke videre over det. Harry fortrød det bagefter, men sagt var sagt. Til Harrys store glæde, så Malfoy bare utrolig forvirret ud. ”Hvad skal det sige Potter?” Harry tænkte ikke længe over svaret. ”At Snape og jeg er blevet gift,” Harry smilede hånligt, og tilføjede: ”i går.” Han vendte sig om og gik, forventede ikke at høre et eneste ord fra Malfoy. Harry tog chancen og så sig tilbage på Malfoy, han stod lige så målløs, som da Harry havde vendt ham ryggen. Harry stod nu udenfor Hagrids hytte, selvom det var en helt normal ting at besøge Hagrid, var Harry alligevel meget nervøs, fordi han nu var blevet en gift mand. Forsigtigt tvang han sin arm op, og bankede let på den store, slidte dør. ”Kom ind,” kunne han høre Hagrid mumle inde fra hytten. Harry åbnede døren, og mødte Hagrids ansigt med et stille, forsigtigt smil. ”Harry!” udbrød Hagrid strålende, ”har du ikke undervisning at følge med i?” han satte sig ved bordet, åbnede munden, og tav igen. Hagrid så undersøgende på ham. ”Hva’r der i vej’n?” spurgte Hagrid. Harry var klar over, at han ikke vidste noget som helst om de forrige dages hændelser. Harry tog mod til sig, og begyndte så at forklare: ”For 4 dage siden havde jeg været til eftersidning hos Snape, og …” Harry tav, det virkede så utrolig dumt i hans hoved nu, hvor Hagrid skulle høre det. ”Og i et lille tidsrum var jeg alene, fordi der var noget ballade i krypten med Malfoy og Collin fra gryffindore. Mens Snape var ude og se hvad der skete, kiggede jeg i skabene i eliksirlokalet. Jeg fandt en meget mærkeligt eliksirbog tilhørende halvblodsprinsen.” Harry stoppede op, og tog en slurk af den tee Hagrid lige havde stillet på bordet til ham. ”I den stod der en masse tilføjelser til alle eliksirer, og tilfældigt faldt jeg over en forbandelse, hvor der stod ’til fjender’ under.” Hagrid begyndte nu at forstå hvad der var sket, for han spurgte: ”Så … Så det var dig som … som var skyld i det der skete med Malfoy?” Hagrids ansigt havde fået et chokeret blik, og en mærkelig hvid farve. Harry nikkede langsomt, ”jeg er blevet bortvist fra undervisningen, og skulle have været med Fudge her til morgen, men … men jeg er blevet gift med …” det var utrolig svært for Harry at fortælle Hagrid dette, det tog hårdt på ham, mest af alt fordi han ikke selv havde vænnet sig til det. Hagrids øjne så direkte ind i Harrys, de sagde mere end tusinde ord. De var afventende, sårede og forsvarsløse. ”Jeg er blevet ægtet med Snape.” Harry slyngede ordene ud, og selvom det gik stærkt kunne han smage en forfærdelig smag i munden over det. ”HVAD ER DU?” udbrød Hagrid chokeret og så højt, at Harry blev helt forskrækket. ”Jo, Hagrid. På den måde vil det være muligt for mig at være i beskyttelse af et ordensmedlem og stadig blive boende på skolen, bare uden at følge undervisningen.” Hagrid begyndte at fatte meningen med vielsen, men han lod stadig ikke til at være glad for den. ”Du skal ikke finde dig i noget, Harry, intet! Lov mig det, bare sig til hvis den lusede, fedtede …” ”Han gør mig ikke noget, faktisk taler vi slet ikke sammen,” løj Harry forsikrende. Han smilede selvsikkert til Hagrid for at virke overbevisende. ”Jeg sover bare i hans værelse, det er ikke så slemt som man skulle tro.” Hagrid nikkede forsigtigt, han lod det stadig ikke være skjult, at han nærmest var rasende over, at dette overhovedet havde ladet sig komme på tale. Senere den dag stod Harry ved indgangshallen, hvor han var mødtes med Ron og Hermione. De havde eliksir i den sidste time den dag. ”Hvad har du lavet i dag, Harry?” spurgte Hermione stille. Ron stod og trippede en smule, og så længselsfuldt mod storsalen. Hvis Harry kendte Ron ret, var han meget, meget sulten lige nu. ”Årg, først stødte jeg ind i Malfoy, som lige var blevet udskrevet, så gik jeg ned til Hagrid, bagefter op på biblioteket, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, da Romilda Wane var deroppe.” Han smilede sarkastisk, som om det havde været en dejlig dag. ”Årg Harry,” peb Hermione lavt. ”Skal vi ikke gå ind og få os noget mad?” spurgte Harry, da han fangede Ron i at stirre mod storsalen. Hermione nikkede. Da de havde smidt sig ved gryffindores langbord, spurgte Dean: ”Hvor har du været hele dagen?” Harry vendte blikket om, alle de andre havde selvfølgelig ikke hørt noget om vielsen endnu, men ville højst sandsynligt gøre det den følgende morgen. Harry var ikke et sekund i tvivl om, at Rita Rivejern ville sætte det på forsiden af profettidende. ”Jeg har været lidt småsy …” han blev dog hurtigt afbrudt af Hermiones sparkende fod under bordet. Hun sendte ham et par du-kan-lige-så-godt-sige-det-nu-de-finder-ud-af-det-i-morgen-alligevel-øjne. ”Jeg er blevet bortvist fra alt undervisning på Hogwarts,” rettede han lavt. Dean, Seamus og Neville havde alle en meget overrasket maske på, dog så Seamus’ maske en del gladere ud end de to andres. ”På tide!” mumlede Seamus køligt, mens han så i bordet. ”Hvad?” spurgte Ron sarkastisk, og rettede blikket direkte mod Seamus. ”Jeg sagde, det var på tide! Tror du måske på ham? Har du ikke læst alt det profettidende skriver om ham? Har du ikke hørt hvad han gjorde ved Malfoy? Han er jo sindssyg!” ”Ja, jeg tror på ham, jo jeg har læst hvad de skriver, jo jeg har hørt hvad han gjorde ved Malfoy, men han fortjente det! Og Harry er aldeles ikke sindssyg! Er der andre der har et problem med ham?” svarede Ron vredt, og så rundt ved bordet. Harry fandt situationen meget mærkeligt, han så i bordet. Han følte ingen trang til at se op på de chokerede ansigter, som så på ham lige nu. ”Men hvad er der sket?” spurgte Dean nysgerrigt. Harry så dog op, da han svarede: ”Jeg brugte en ikke-godkendt forbandelse mod ham. Den flænsede hans brystkasse op.” Harry så køligt på Seamus. Idiot, tænkte han. ”Wouw,” udbrød Dean forbavset, ”Hvad skete der så?” ”Snape kom forbi, hjalp Malfoy op på Hospitalsfløjen, sendte mig op til Dumbledore, den næste dag modtog jeg en skråler om, at jeg var bortvist, og Fudge ville hente mig i morges klokken 10, hvilket ikke skete fordi … fordi …” Dean så koncentreret ud, hans øjne så direkte ind i Harrys smukke, grønne øjne, der afspejlede så meget af hans mor, Lily Evans. ”Hvordan kunne du blive?” spurgte Neville, som også havde fulgt grundigt med i fortællingen. ”Fordi … fordi jeg er blevet ægtet med … med Snape.” svarede Harry stille. Hans mod faldt til jorden, det var snart ved at være sengetid igen. Hvordan skulle han dog kunne holde tilværelsen ud? ”Må jeg sidde her?” spurgte en stemme bag Harry. Deres eller så fint igangværende dialog blev afbrudt at en smuk, rødhåret pige, som Harry havde drømt om så mange gange, som Harry så inderligt ønskede at være sammen med, men som tilfældigvis også var Rons lillesøster, og dermed et forbudt stykke jord. Harry havde set hvordan Ron gik amok på Dean og Ginny, dengang de kom sammen. Det skulle han ikke nyde noget af at gennemgå, det ville sætte hele deres venskab på spil. ”Ja,” svarede Harry nervøst, ”ja selvfølgeligt.” _____________ Okaaay .. Dette kapitel blev lidt tamt, men syntes også det er vigtigt at få noget med, som ikke handler om problemerne mellem Harry og Snape, men om den hverdag hans nye liv vil byde på. Er ikke helt tilfreds med dette kapitel, men det skulle med.. :) Håber i vil smide en kommentar nu hvor i læser .. xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 5. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 23.09.2009 klokken 00:09 Kap 5 Da Harrys havde spist færdig i tavshed, så han ingen grund til at blive siddende tavs ved bordet. Han vidste ikke hvorfor, men Ginnys nærvær gjorde ham usikker og nervøs. Han turde næsten ikke tale, vidste ikke hvad han skulle sige. Han rejste sig langsomt, mens ordene: ”Jeg går ned, jeg er meget træt. Vi ses.” flød ud over hans læber. Han løj ikke, han var faktisk meget træt, men det fremtvungne smil på hans læber afslørede ham, hvilket Ginny opdagede. ”Harry, vent!” Råbte hun mens hun satte i løb efter ham. Han stoppede op og vendte sig om. Hendes røde hår svingede til begge sider i takt med at hendes ben ramte gulvet. Hendes øjne spillede for hans, det var som om de legede med hans i farten. Harry tog sig selv i at stirre i hendes øjne. ”Går hvor ned?” spurgte hun stille. Harry tog en dyb indånding. ”Ned i krypten,” svarede han lavt men sandfærdigt. Han kiggede ind i hendes smukke øjne, der tiltrak ham som en magnet på et køleskab. ”Så det er altså sandt,” spurgte hun trist. Harry nikkede kort, og vendte sig derefter om for at gå videre, men hendes ord afbrød hans bevægelse. ”Jamen, jeg troede … Jeg troede du kunne lide mig, jeg mener …” hun tav. Harry kunne se på hende, at hun følte sig undertrykt, såret, hun havde måske haft samme forhåbninger som Harry selv havde haft. ”Ginny,” smilede han kærligt, ”det kan jeg også. Virkelig! Den eneste grund til at jeg er ægtet med Snape er fordi, at jeg er blevet bortvist fra alt undervisning på grund af, hvad jeg gjorde mod Malfoy. Fudge havde derfor sendt en skråler. Han ville hente mig, og beholde mig i ministeriet, og derfor var jeg nød til det. Og så var der ægteskabs …” han tav pludseligt. Ægteskabsstenen havde vist, at Snape var Harrys perfekte mage, hvilket han ikke så nogen grund til at fortælle Ginny. Det kunne selvfølgelig også kun være en fejl, det ville aldrig kunne ske. Snape? Nej, hverken Harry eller Snape ville frivilligt have ladet sig ægte. Ginny lod ikke til at tage sig af hans halvfærdige sætning, heldigvis. ”Jeg ved godt det er for sent nu, og at det ikke ville have været aktuelt på grund af min alder, Harry, men hvis jeg kunne, ville jeg gerne have ægtet mig med dig. Du ved – for at rede dig fra Snape.” Ginny smilede usikkert og genert. Hun var på bar bund, og lignede en der let kunne knækkes lige nu, hun havde åbnet sig og var ret sårbar overfor en afvisning på dette tidspunkt. ”Det ved jeg Ginny, det ved jeg. Det er det jeg så godt kan lide ved dig, du er så hjælpsom.” Harry smilede, og vendte sig om for at gå. Denne gang sagde Ginny: ”Vi ses, Harry.” og vinkede. Harry smilede tilbage til hende og gik videre. Ved foden af den runde trappe hængte portrættet af McLogan. Denne gang råbte han ikke som en sindssyg, men sagde blidt: ”Velkommen hertil hr. Snape! Hvad har du til mig?” hans øjne var knebet helt sammen, så man faktisk ikke kunne se hans øjne. Han spejdede rundt med den ene arm ligesom han havde gjort sidste gang. Harry var sikker på, at denne fuser var blind. ”Viktem Opara,” mumlede Harry i et gab, og så svingede portrættet op. Da Harry kom derind var Snape der allerede. Han lå allerede i den store dobbeltseng med en dog i hænderne. Harry gik ud fra at han læste, for Snape kiggede ikke op da han kom ind i rummet. Harry så ingen grund til at starte en samtale, eller rettere sagt starte et skænderi. Han gik derfor bare direkte ud på toilettet for at tage et bad og børste sine tænder. Klokken havde nærmet sig 21.00 og han var super træt. Ikke fordi han havde lavet noget aktivt den dag, men hans hoved trængte til at afkoble. Da Harry kom ud fra badeværelset var alt lyset slukket, og Snape havde lagt bogen fra sig. Harry tændte uvilkårligt lyset i tekøkkenet, hvor han og sig et glas græskarjuice fra køleskabet. ”Sluk dog det lys, Potter!” spruttede Snape lidt efter. Harry lod som ingenting de første sekunder, og slukkede det først da han havde drukket sin juice. Snapes vejrtrækning blev skarpere og skarpere henne fra sengen, og da Harry nærmede sig sin side af sengen, kunne han næsten fornemme hvordan Snapes kridhvide ansigt nærmest var selvlysende i mørket. ”Det må De meget undskylde hr. professor.” svarede Harry køligt og trak så hurtigt i sin pyjamas, at man næsten ikke opdagede han havde tøjet af. ”Du skal ikke være næsvis overfor mig, Potter!” Knurrede Snape rasende henne fra sengen. Harry, der let var gledet ind under hans del af dynen, kiggede direkte op i loftet, da han sagde: ”Og du skal ikke tale sådan til din forbundne mage!” Ordene fløj ud af ham, han tænkte slet ikke på konsekvenser eller et hak andet. ”DU TALER IKKE I DEN TONE OVERFOR MIG, POTTER! JEG ER DIN LÆRER!” råbte Snape, som havde sat sig op i sengen, men brynene presset på langt ned i øjnene, at hele panden rynkede. Harry var ligeglad med Snape hvide raseriramte ansigt, de smalle læber og de sammenknebne øjne. Han var faktisk ligeglad med alt, som havde forbindelse med Snape. ”Nej, teknisk set er du ikke MIN lærer, da jeg rent faktisk ikke har adgang til undervisningen længere, Snape. Jeg er derfor KUN din forbundne mage, som forventes at behandles respektfuldt, især fremover da Rita og Fudge sikkert vil grave lidt i vores ægteskab. Det skulle jo nødig se falskt ud, vel Snape?” Harrys irriterende tone lod til at gøre Snape så rasende, at Harry kunne fornemme hvordan blodet boblede i Snapes krop. ”SÅ ER DET GODT, POTTER, JEG FINDER MIG IKKE I AT BLIVE BEHANDLET PÅ DENNE MÅDE!” Skreg Snape hånligt, ”Men det er vel sådan i gør i Potter familien. Behandler andre folk uden respekt, præcis som din far, Potter. Han var også utrolig arrogant og storsnudet …” ”Hold kæft, HOLD KÆFT!” Råbte Harry, der nu også havde sat sig op i sengen, hurtigt – men for langsomt rakte Harry ud efter sin stav. Snape nåede at bremse ham, ved at gribe hårdt fat i Harrys arm og trække ham med sådan en kraft tilbage, at han væltede i sengen. ”Slip … Mig … Slip … Min … ARM!” vrissede Harry vredt hvert eneste ord, mens han kiggede på Snapes fingre. Snape slap Harrys arm med et hårdt klem efterfulgt af et skub, der fik Harry til at svaje til modsat side. ”Og så forventer jeg, at der fremover ikke vil være noget … småsnakkeri i sengen, forstået?” hvislede Snape koldt, og lagde sig tilbage under dynen. Harry undlod at svare, men lagde sig i stedet bare med ryggen mod Snape. Da Harry lidt efter var kølet helt ned igen, kiggede han lige om Snape sov. Da Harry vendte sig blik mod ham, havde han skyndt sig at lukke øjnene i. Harry havde stadig haft ægteskabsstenen i sit hoved lige siden han snakkede med Ginny. ”Det er egentlig underligt – hvorfor valgte ægteskabsstenen dig som min perfekte mage, jeg mener vi tåler jo …” ”Forstod du ikke mit budskab, Potter? INGEN småsnakkeri i sengen!” Knurrede Snape køligt. ”Jamen, det er bare – jeg er vant til at snakke med Ron hver aften,” svarede Harry drømmende. Gud hvor han savnede det, savnede at ligge og snakke med Ron. God hvor han savnede det så forfærdelig meget! ”Minder jeg dig på nogen måde om hr. Weasley måske?” snerrede Snape sarkastisk og vendte sig om. Nej, tænkte Harry inden i sig selv, og mærkede for alvor længslem efter Ron. Længslen efter at tale, at tale og ikke at råbe. Han savnede så forfærdelig meget at snakke med nogen, han følte sig fortabt og alene. Hvorfor var dette sket? Harry kunne egentlig kun takke sig selv, men for søren hvor han længtes ... ______________ Så James xD Nu fik du endelig dit nye kapitel :P Håber du og alle i andre kan lide det :D Mange tak for jeres opbakning indtil nu :) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 6. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 27.09.2009 klokken 20:10 Denne morgen havde Harry været fast besluttet på at spise morgenmad sammen med de andre. Han håbede meget på, at Ginny også var dernede. Han havde stået så hurtigt op, at han faktisk ikke havde nået at få sit uregerlige hår lagt ned, så han så en smule anstændig ud. Snape var endnu ikke stået op, men Harry havde set, at han faktisk var vågen. Faktisk var han sikker på, at Snape kun blev i sengen som om han sov, for at undgå Harry. Da han trådte ind i storsalen vendte alles blikke mod ham, de var overraskede, glædelige, forbavsede, skræmte og nogle fyldt med væmmelse. De glædelige ansigter kom mest af alt fra Hufflepuffs langbord, mens de overraskede og forbavsede kom fra både Ravenclaws og Gryffindores langborde, og de væmmelsesramte ansigter tilhørte både slytherin og nogle få fra gryffindore. Harry vidste allerede hvad der var sket, profettidende havde selvfølgelig som forventet ikke gjort noget for at skjule begivenheden det mindste. Med stift blik mod Ron og Hermione gik Harry direkte igennem mængden af hoveder, som vendte sig efter ham. Et sted var han ret interesseret i at se, hvad Rita dog havde fundet på af finurligheder i hendes artikel, men på den anden side var han egentlig overhovedet ikke interesseret men dybt ligeglad. Hermione smilede forsigtigt til Harry, som fremtvang et lille smil, der overhovedet ikke havde virket overbevisende, for Hermiones smil forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Harry så sig om ved langbordet indtil Hermione sagde: ”Hun er ikke kommet endnu, Harry.” hans søgende blik falmede langsomt, i det han satte sig ned ved siden af Ron og overfor Hermione. ”Det ser ud til at de fleste har læst profettidende, hva?” sagde Harry kynisk og så rundt. Der sad utrolig mange med helt chokerede ansigter og stirrede på ham. ”Harry, du skal ikke tage det så tungt,” opmuntrede Hermione, men Harry var ikke til at opmuntre. ”Skal jeg ikke tage det så tungt? Hermione, jeg er ægtet med den mand på Hogwarts jeg hader mest af alle. Og nu skal jeg overfor alle eleverne spille en komedie der hedder: Jeg elsker professor Snape, så Fudge ikke tror det er en tvunget ægteskab. Og det skal jeg ikke tage tungt?” hviskede Harry irriteret. Hermiones opmuntrende blik forsvandt ikke, men hun tog hans hånd og gav den et klem. ”Forestil dig hvis du skulle have været hos Fudge i stedet? Nu skal du blot sove sammen med Snape, ikke andet …” hun prøvede virkelig at få det til at lyde som om, at Harry havde været ret heldig. Og han måtte give hende ret, selvom det var rædselsfuldt at indrømme overfor sig selv, men Harry havde frie muligheder for at tilbringe tid med Ron og Hermione ligesom før, hvilket absolut ikke ville komme på tale, hvis Harry havde endt i Fudges hænder. ”Bare ignorer dem Harry, de er jo bare lige så overraskede over det, som vi selv var,” forsikrede Ron, selvom Harry syntes nogle af ansigterne så aldeles hadefulde ud. Slytherinerne troede vel, at han på en eller anden måde ville tage Snape fra dem, og at Snape derfor ville farvoritisere gryffindore i stedet for dem selv. Gryffindorerne troede vel bare, at Harry var i ledtog med fjenden nu. ”Det skal nok gå, Ronald,” svarede Harry irriteret over Ron og Hermiones konstante opmuntring. Det var faktisk mere trættende end opmuntrende. Ron så såret på Hermione, han søgte vel støtte og opbakning fra hendes side. Et eller andet sted havde Harry ondt af Ron og Hermione, de kunne se Harry var ked af det, de kunne se det nagede ham, men de kunne intet gøre, og når de prøvede blev han irriteret af dem. Det var ret synd for dem. Langsomt begyndte det at tømmes med mennesker i storsalen. ”Hej Harry,” sagde den velkendte stemme, mens det flammende røde hår fløj ind i ham, da Ginny satte sig ved hans side. ”Hej Ginny,” svarede han nervøst, smilende. Ginny fyldte sit glas op med græskarjuice, og tog derefter en skefuld æg og bacon. ”Nå,” sagde Hermione derefter, hun så over på Ron, som var ved at proppe bacon i sig, ”mig og Ron bliver nød til at gå nu.” Hermione hev Ron i trøjen, så han var ved at falde af bænken. Ron så uforstående på Harrys, mens han blev trukket ud af storsalen. Harry smilte af Hermione indeni. Hun havde nu ikke behøvet det, men det var da rart endelig at være en smule alene med Ginny. Uden nogle stirrende øjne i ryggen, øjne som væmmes ved tanken om, at Harry skulle rører hans lillesøster. Ginny tog en tår af sin juice, hvorefter hun så på Harry. Hun smilede blidt. Harry så i hendes skønne øjne. Måske var Harry kun så forelsket i Ginny, fordi hun mindede ham så frygtelig meget om hans mor. ”Harry, kommer det til at betyde noget, at du er blevet ægtet?” spurgte hun stille. Harry syntes hendes spørgsmål var så direkte, at han faktisk fik et halvt chok. ”Nej, Ginny. Det betyder intet, Snape og jeg er kun ægtet af sikkerhedsmæssige grunde. Det ved …” Ginny lukkede hans mund med et blidt, længselsfuldt kys. Hendes læber trykkede sig mod hans, mens hendes tunge langsomt og forsigtigt legede med hans. Harrys øjne tvang sig i, for bedre at kunne nyde dette øjeblik han så længe havde længtes efter. Da Ginny afbrød kysset, smilede hun bredt, og sagde: ”Vi ses, Harry.” Harry nikkede, mens han så efter hende da hun gik. Hun var smuk. Hendes krop var så vidunderlig, hun havde former så dejlige at de kan gøre mændene ude af stand. Hendes hår svingede så smukt fra side til side, som flammerne fra et bål, når hun gik. Harry så efter hende lige indtil han blev afbrudt af en kold, dyb stemme. ”Potter, hvis du lige vil følge med mig …” Harry så op i sin ægtefælles sorte, følelsesløse øjne. Snape greb fat i Harrys arm og hjalp ham op fra bænken i en hulens fart. Harry sagde intet, men fulgte bare med i frustrationen af hvad søren Snape ville. Eleverne der stadig sad i storsalen kiggede utrolig meget, så Snape lagde i stedet for grebet om Harrys arm, sin hånd over Harrys skuldre. Harry gættede at det var for at se ud som et ægtepar, hvert fald flyttede Snape hånden tilbage til grebet om Harrys arm så snart de var ude af syne for andre elever. Grebet om Harrys arm blev strammere og strammere på vejen ned at trapperne til deres soveværelse. Snape gik hastigere og hastigere, Harry måtte virkelig have trådt i spinaten, for Snape lod intet blod komme ned til hans fingre. ”Viktem Opara!” Skreg Snape vanvittigt til McLogan, da de havde nået portrættet. Han skubbede Harry brutalt ind i deres værelse, han skubbede Harry hårdt ned i en af de to lænestole. ”Jeg FATTER ikke, hvordan du kan få dig selv til at sætte alt det jeg har ofret på spil!” Skreg Snape direkte ind i Harrys ansigt. ”Hvad snakker du om, Snape?” spurgte Harry vredt, og ømmede sin arm, der begyndte at stikke og prikke da blodet flød ud i hans årer igen. ”Jeg snakker om dine fornøjeligheder med frk. Weasley!” hvislede Snape koldt, slesk og vredt. Hans øjne skød lyn, hans ansigt sved af raseri, og hans krop sitrede af vreden der bare ventede på at blive pumpet ud af ham. Harry forstod ikke, hvorfor skulle Snape blande sig i hans og Ginnys forhold? ”Rita Rivejern er på fri fod, hun har formegentlig din konfiskerede usynlighedskappe som redskab, og kan rende rundt og observere en masse uden vi aner en pind. Hvis hun ser det jeg så i dag, vil Fudge vide med det samme, at vi kun er ægtet af en grund, hvilket vil give os utrolig mange problemer, hvilket vil betyder, at jeg må forlade mit job. Og når andre elever ser disse små fornøjeligheder rundt omkring, og Rita Rivejern tilfældigvis interviewer nogle elever om vores ægteskab, tror du så de vil dække over dig? Og i øvrig, så gider jeg ikke udstilles på den måde, Potter! Så, lad venligst være med, at være så EGOISTISK!” Snape tav, hans krop sitrede stadig, men han vendte sig om. Harry forblev stille, lydløs. Han sagde ikke et ord, men tænkte bare over alle de ting, Snape lige havde slynget ud. Han havde fuldstændigt ret, Harry havde pisset ham op og ned af ryggen. Hvordan kunne han være så dum? Men Harry var så forelsket i Ginny, han var så fortvivlet. Hvad skulle han gøre? ”Undskyld, det havde jeg ikke tænkt på …” fremstammede Harry forsigtigt og så i gulvet. ”Nej, det havde du vel ikke, du tænker ikke videre over dine handlinger, vel Potter? Du gør bare som du har lyst til, ligesom din far Potter!” Råbte Snape og vendte sig om på et splitsekund. Harrys forståelse forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. En ting han ikke kunne tolerere var, hvis Snape snakkede grimt om Harrys far. ”HOLD KÆFT!” Skreg Harry vredt, og rejste sig op i en hastig bevægelse, hvorefter han truende gik mod Snape med hævet stav. ”Du vover …” advarede Snape hvislende, hvorefter Harry blot svarede: ”Jeg gør lige hvad der …” men han blev afbrudt af Snape, som truende var gået et skridt nærmere Harry, og havde tvunget ham fast i hans stærke greb, hvorefter han pressede sine læber mod Harrys, så deres læber mødtes i et tvunget, men længselsfuldt kys. ______________ Badaaah xD Håber you guys like slash - og så ville jeg blive extremely happy, hvis i ville skrive jeres mening til mig 8) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 7. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 01.10.2009 klokken 14:58 Kap 7 – Dette kapitel er dedikeret til Fjollebob, som har presset og plaget mig så utilgiveligt med at få fingeren ud. :D Harry lod sin let sin tunge lege med Snapes, mens han langsomt lod sin arm tage fat rundt om Snapes overkrop. Den anden hånd lod han let nusse Snapes hår, som efter berøringen i håret pludselig skubbede Harry væk af al sin kraft. Realiteten voksede straks op over begge ører på Harry, han havde først nu indset hvad der var sket. Han havde kysset med Snape, og ikke nok med det, han havde holdt om Snape, som var det Ginny der havde stået foran ham. Snapes ansigt var blevet hvidt som kridt, berøringen i håret havde fået ham til at bryde al nærkontakt de for første gang havde haft. Harry havde det som om hans mund var fuld af beskidte Snape-bakterier, der smagte værre end en mutilsmagsbønne med ørevoks. Harry vidste det var barnligt, men det var sådan han følte det på dette tidspunkt. Han kunne ikke lade være med at tænke på de ækle ting, der lige var sket. Hvordan han kunne tabe hovedet så meget, det fattede han ikke. Snape tårnede sig op, en knyttet næve var til at skimte halvgemt bag de sorte gevandter. Snapes hår hang slasket og fedtet ned og indrammede de kridhvide ansigt, som stegte så meget af vrede, at Harry blev helt bange for ham. Aldrig havde Snape set sådan på Harry før. Det blik var så fuldt af væmmelse og af grænseoverskridelse. ”Hvad … laver … du … Potter? hvislede Snape spydigt, næsten uden at bevæge læberne, som var så stramme og smalle de nogensinde havde været. Harrys ansigt begyndte selv at få meget heftig varme af raseri. Hvordan kunne Snape overhovedet spørger ham om hvad han lavede! ”HVAD JEG LAVER? HVAD JEG LAVER?” råbte Harry vredt tilbage, og knyttede begge sine hænder af raseri. ”SPØRGSMÅLET ER NOK HVAD FANDEN DU EGENTLIG LAVER!” Snapes hvide ansigt blev strammere og strammere, mens han truende tårnede sig op lige foran Harry, med øjnende fulde af lyn. ”DU SKAL IKKE BANDE AF MIG POTTER!” Skreg Snape, og greb fat i Harrys arm. Han klemte så hårdt om armen, at Harry næsten kunne mærke hvordan knoglerne blev knust. Han begyndte at mærke tårerne presse sig på, men han ville ikke bukke under for Snape. Han kæmpede i stedet alt han kunne, for ikke at lade en eneste lille tåre trille ud af øjenkrogen. Harry prøvede af al sin magt at tvinge Snapes hånd til at frigøre hans greb, men intet hjalp. Han vred sig på livet løs, men Snape var så utrolig meget stærkere. Snape løftede næsten Harry med den ene hånd, og trak han af sted mod lænestolene, hvor han skubbede Harry ned af al sin kraft. Harry blev nærmest suget ned i lænestolen, da Snape havde skubbet så hårdt. Harry begyndte for alvor at få det varmt, hans krop brændte så inderligt efter hævn. Der var intet han hellere ville, end at slippe væk fra dette helvede. ”HOLD DIG FRA MIG DIN LEDE, FEDTEDE …” Harry blev afbrudt af de to stærke arme, som igen tog fat i ham af al deres kraft. Harry blev løftet op fra jorden, hængende med benene i luften. Snapes hvide ansigt rystede af vrede, hans sorte øjne tordnede og hans læber dirrede. ”DU SKAL IKKE TALE TIL MIG I DEN TONE POTTER!” Skreg Snape direkte ind i Harrys hoved. Harry skulle lige til at svare igen, da han mærkede en underlig fornemmelse af nydelse. Han var så magtesløs overfor Snape, Snape kunne gøre med ham hvad han vilde, og Harry ville ikke være i stand til at forhindre de stærke arme noget som helst. Harry blev helt slap, ophidselsen som var kommet så pludselig, tog styret og overvandt hans raseri. Der var intet han kunne stille op, Snape var for stærk, og Harry for magtesløs i forhold til ham. Med sin krop slasket hængende i luften, kun holdt af Snapes blege hænder, der rystede af raseri, sagde han forsvarsløst: ”Kys mig, kys mig igen …” __________ Jeg beklager at dette kapitel er blevet lidt kort, håber i kan lide det anyway xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 8. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 04.10.2009 klokken 00:39 Kap 8 Mange tak for støtten til Kronhjorten, Egga, Fjollebob Tara, Sirius og Alminde :D _____________________ Det hvide ansigt blev dobbelt så langt, det stivnede og stod med munden åben. På et splitsekund forsvandt grebet fra Harrys skuldre, og han landede hårdt på gulvet med et dump. Snape stod med armene strakt ud foran kroppen, præcis som da han havde holdt Harry løftet. Hans fingre var det eneste der havde ændret sig, de var strakt helt ud, fuldstændigt spændte, ligesom hver eneste anden muskel i hans krop. Harry blev målløs, hans ophidselse var forsvundet idet han ramte gulvet. Raseriet, som var forsvundet så brat, voksede lige så hurtigt op om begge ører igen. Harrys hjerte bankede på fulde drøn, han mærkede hvordan hans næver begyndte at dirre og ryste. ”HVAD FANDEN LAVER DU?” Skreg Harry voldsomt, og rejste sig brat. Det hvide ansigt, som var pakket ind i sort hår og sorte gevandter, stod uændret i sin spændte position. Ikke engang de sorte øjne blinkede og kroppen har fuldstændig gennemført stiv. Men et bankende hjerte stod Harry og så ind i de kolde, tomme, sorte øjne uden at få et svar. Han blev ved med at stirre, men måtte til sidste indse, at han ikke fik noget svar. Med hænderne knyttede og spændte gik han ud på badeværelset, hvor han så sig selv i spejlet. Han tændte vandhanen, og lod det kolde vand løbe ned over hans fingre og videre ned i afløbet. Harry lukkede øjne, og foldede sine hænder som en skål, for derefter at putte koldt vand i ansigtet. Pludselig hørte Harry trin, men inden han fik slukket vandet og tørret ansigt og hænder, blev alt stille igen. Da Harry gik ud i stuen, var Snape forsvundet. Han var ikke i det lille tekøkken, ej heller i sengen, men pist væk. Harry formodede, at han var gået. Han gik over i sengen, hvor han puttede sig ind under dynen. Tankerne overvældede ham ret hurtigt. Billeder af Snape og han selv der kysser, han selv der beder Snape kysse ham, Ginny, og Ron og Hermione. Han var så forvirret. Alle de ændringer af hans hverdag, måtte have gjort ham forvirret. Hvordan skulle det ellers kunne forklares, at han af egen vilje havde både bedt og kysset med Snape.? Ron og Hermione, gud fader hvor han dog savnede dem. Selvom de sås ved alle måltiderne, var det bare ikke det samme. Han savnede timerne, savnede at sludre med Ron om aftenen, savnede at vågne med Ron, at hører på Hermiones kloge ord, og mest af alt savnede han Ginny. Han ville ønske han kunne være sammen med hende, men som Snape havde sagt, var det at sætte det hele på spil. Det ville være dumt, han måtte tænke lidt på andre ting, end hans eget ønske om Ginny. Ja, han måtte forklare Ginny, at det ikke kunne lade sig gøre. Da Harry spiste morgenmad den næste morgen, havde han stadig ikke set Snape. Han havde ikke været i deres værelse, og var heller ikke ved lærerbordet. Faktisk havde Harry kun en idé til, hvor han kunne være henne. Eliksirlokalet, men han kunne da for søren ikke have sovet der! Ron sad som sædvanligt med en kæmpe portion af æg, bacon og pølser, mens Hermione og Ginny blot havde taget en lille smule æg. Harry sad selv bare med et glas græskarjuice. ”Spis nu noget, Harry,” havde Hermione sagt, mens hun undersøgende så på ham. Ron lagde ikke mærke til noget, han havde alt for travlt med at proppe pølser i munden. ”Jeg er ikke sulten,” forsikrede Harry, og forklarede at han blot var i dårligt humør over et skænderi med Snape den foregående dag, da Hermione blev ved med at kører i, at der da måtte være et eller andet galt. ”Åh,” udbrød Ginny, ”er det meget slemt at bo der?” Han rystede på hovedet, han ville ikke have medlidenhed af sine bedste venner, og han burde faktisk være glad for at bo hos Snape, da han ellers skulle have været med Fudge ind i ministeriet, for at blive udstillet endnu mere som en stor løgner. ”Ginny, Ron og jeg har snakket om, at tage med til Hogsmead i weekenden, vil du med?” spurgte Hermione med et forsigtigt smil. Ron, som var færdig med første portion, fyldte flere pølser på tallerknen, mens han var i fuld gang med at diskutere troldmandsskak sammen med Dean Thomas. Hermione fortalte, at de skulle ind og købe en gave til hendes mor, som snart havde fødselsdag. Dette viste bare endnu mere, at Harry ikke snakkede med Ron og Hermione på samme plan længere, han havde slet ikke hørt om de planer. Harry sagde ja til at tage med, og tog derefter fat i Ginny, da hun skulle til at gå. ”Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om, Ginny,” sagde han stille, mens han tænke på reaktionerne af det han havde tænkt sig at sige til Ginny lige nu. Han håbede at hun forstod ham, for det havde intet med hende at gøre. Han var jo rigtig glad for hende, så det var også rigtig svært at skulle få det sagt, men han var nød til det … _______________ Og mange tak til Egga for idéen :D Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 9. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 08.10.2009 klokken 13:36 Kap 9 Da Harry og Ginny var gået op i opholdsstuen, hvor de var helt alene, satte de sig ned i sofaen, hvor Ginny så spørgende på ham. Han var faktisk begyndt at fortryde dette, men han var jo nød til det. Han satte jo, som Snape havde sagt, alt på spil, ved at være sammen med Ginny uden for hans ægteskab med Snape. Det ville intet godt fører med sig, og han var nød til at acceptere hvad det indebar, at have muligheden for at blive på Hogwarts sammen med sine venner. Harry sukkede, hans blik var rettet mod sine fødder, hvilket mindede ham om, at han på Hogsmeadturen skulle købe sig nogle nye sko, de gamle var meget slidte. Han stirrede på bunden af sine sko, den var gået helt løs på den ene, og flappede når han gik. Harry rettede blikket mod Ginny, men alt han havde planlagt at sige i sit hoved, lød pludselig meget, meget dumt. Han var bange, bange for hendes reaktion. Dette var anden gang han skulle til at droppe Ginny, den pige han elskede og ønskede så inderligt at være sammen med. Hvornår kunne han dog få lov at være sig selv samen med hende? ”Ginny, jeg er ked af det …” begyndte han langsomt, mens Ginny rynkede i panden, ”men jeg kan ikke komme sammen med dig mere, det …” Harry blev afbrudt af en syngende lussing fra Ginnys side. Hun rejste sig op, og råbte: ”Hvad er der galt med dig? Hvorfor skal du give mig falske forhåbninger? Hvorfor kan du ikke bare lade mig være, hvis du alligevel fortryder alt du har startet? Hvorfor?” Hendes kinder begyndte langsomt at blive våde, af tårer der strømmede ned af hendes kinder. Hendes øjne så dog ikke kede af det ud, men nærmere rasende. Hendes krop rystede, og hun fægtede med armene mens hun råbte. ”Ginny, jeg kan forklare …” nærmest hviskede Harry, han var selv meget oprørt og ked af det. Han hadede dette tidspunkt, men hvordan ville hun dog forstå det? ”Der er ikke noget at forklare, Harry. Du har startet det her to gange, og sluttet det lige efter. Jeg ved ikke hvilket spil du spiller, men jeg gider ikke være med mere. Du skal bare lade mig være i fred!” med disse hårde ord, løb hun hen til portrættet, hvor hun næsten væltede både Dean Thomas, Ron, Seamus og Hermione, som var kommet op fra aftensmaden. De så alle efter hende, da hun grædende styrtede brutalt ud af portræthullet, og forlod Harry siddende i sofaen fortabt og helt alene, bortset fra de andres blikke, der var rettet med ham i stedet for Ginny. ”Hvad foregår der?” spurgte Ron mistænkeligt, mens Hermione nervøst kom hen mod Harry med de andre efter sig. ”Jeg … Jeg fortalte Ginny, at det var nød til at slutte,” svarede Harry modvilligt og fortvivlet. ”HVAD?” råbte Ron vredt. Harry nikkede stille, og så i jorden. Han vidste hvad der ventede. Han var ikke sikker på, at han kunne holde ud at være uvenner med hans bedste venner i den situation han befandt sig i lige nu. ”Hvorfor skal du blive ved med at give hende falske forhåbninger? Hvorfor skal du lege med hende? Det er min søster, Harry! Hvorfor kan du ikke bare holde dig fra hende, hvis du alligevel skal såre hende gang på gang?” råbte Ron vredt. ”PRØV DOG AT LADE MIG FORKLARE, RON!” skreg Harry såret, Ron tav og så dumt på ham. Han forventede ikke at hører andet end ubrugelige ord, kunne Harry se. ”Jeg var nød til det fordi …” ”Ron! Lyt til ham!” rådede Hermione, hun ville heller ikke være uvenner, selvom hun syntes det var synd for Ginny. ”Jeg var nød til det, for Rita Rivejern vil selvfølgelig vandre omkring på Hogwarts, for at finde ud af alt om mit og Snapes ægteskab,” Harry skulle til at åbne munden igen, men Ron kom ham i forkøbet. ”Og du ville måske ikke opdage, hvis hun pludselig forfulgte dig?” spurgte han ironisk. ”Ron, Rita Rivejern er uregistreret animagus, husker du vel,” påpegede Hermione stille. Ron så i jorden, selvfølgelig vidste han det, hvordan kunne han glemme det? ”Men, hvis Rita ser mig sammen med Ginny, er det ude med mit ægteskab. Hun vil selvfølgelig rapportere alt hun ser til Fudge, og dermed vil forholdet til Ginny resultere i, at min mulighed for at blive på Hogwarts er forsvundet. Jeg vil risikere alt, sætte alt på spil, Ron. Forstår du det?” Harry så Ron direkte ind i øjnene, hvilken tåbe Ron var, hvis han ikke forstod dette. ”Okay, men hvorfor var hun så, så oprevet? Spurgte Ron mistroisk. ”Hun ville ikke lade mig forklare,” sukkede Harry, ”og i skal ikke tro jeg ikke er ked af det, jeg ønsker intet andet end at være sammen med Ginny, og lige så snart hun er myndig, agter jeg at gifte mig med hende,” forsikrede Harry, som tvivlede på, at hun ville forstå ham. Hun ville sikkert slet ikke tale med ham igen, hun havde været så vred. Aldrig havde han set hende så vred. Da Harry den samme aften sad i lænestolen til venstre, var Snape gået ind på toilettet uden et ord eller blik til Harry. Han havde med stift blik gået lige forbi uden så meget som at vende hovedet. Harry vidste overhovedet ikke hvad han skulle sige til Snape, alt det var sket, var så mærkeligt. Harry overvejede at gå direkte i seng, men et eller andet sted, var han nysgerrig efter at se Snape reaktioner. Hvad ville han gøre? Gå direkte i seng? Eller hvad? Der gik forbavsende lang tid før Snape kom ud fra toilettet. Harry sad stadig i stolen, han så på Snape, som stivnede. Han havde tydeligvis regnet med, at Harry ville være gået i seng. Harry sagde intet, men stirrede blot på Snape. ”Godaften, Potter,” sagde Snape stift. Han stirrede direkte på Harry men sine kolde sorte øjne. __________ Ville blive rigtig glad for en kommentar xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 10. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 13.10.2009 klokken 16:54 Kap 10 Harry blev nervøs. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til manden foran ham. Han følte sig presset, det var akavet, hvad skulle han dog stille op? Lige meget hvilke ord der fløj gennem hans hoved, lød det hele dumt og forkert. Han kunne ikke tillade sig at blive rasende på Snape, han kunne ikke få sig selv til at være venlig. ”Godaften, Snape,” svarede Harry ligegyldigt, fortsat med det stirrende blik rettet mod Snape kolde, sorte øjne. ”Har du ordnet, hvad jeg har hentydet, at du skal?” spurgte Snape endnu mere ligegyldigt, uden at bevæge andre muskler end dem han brugte, for at lade ord glide ud over hans læber. ”Hvad tænker du på?” spurgte Harry lettere irriteret. Hvornår havde Snape nogensinde bedt Harry om noget? Han havde altid kun uddelt ordre. Og hvordan kunne Snape dog med sit gode hoved tro, at han faktisk ville lystre, hvis Snape bad ham om noget? Snape rullede med øjnene, som om Harry var en tåbe. ”Jeg syntes ellers at have gjort det klart for dig, at det ikke er særlig passende, med dit teenagefjolleri med hende Weasleypigen!” informerede Snape spydigt, men stadig roligt. Harry derimod var lettere irriteret, og lod sig påvirke af Snapes ligegyldige måde at snakke på. ”Du skal slet ikke blande dig i mit privatliv, Snape!” indvendte Harry irriteret. ”Jeg er en del af dit privatliv nu, husker du vel Potter!” påpegede Snape køligt, mens han rettede sit falkeblik mod Harrys hånd, hvor vielsesringen sad. Harry så også på den. Mest af alt havde han lyst til at kaste den i søen, men hvad nytte skulle det dog gøre. ”Nå, men hvad så, hvis jeg ikke har gjort det?” svarede Harry vredt og sarkastisk, hvorefter han så den anden vej. Snape lod sig tydeligvis irritere, men hidsede sig ikke op på nogen måde. Han gik blot hen, hvor Harrys blik nu var rettet mod. ”Potter …” sagde han truende og legende på samme tid. Harry kunne ikke finde ud af hvad der foregik, det var alt for mærkeligt. For langt fra hans egen definering af hans virkelighed. Modvilligt og sammenbidt svarede Harry: ”Jeg kan forsikre dig om, at der intet er at være bekymret for, Snape.” ”Virkelig?” svarede Snape sarkastisk. ”Ja” ”Du burde være stolt” ”Det er jeg” ”Godt,” efter den korte, men aldeles hurtige dialog ophørte, udbrød en total stilhed. Harry sad stadig i lænestolen, og Snape stod stadig foran Harry. De stirrede begge på hinanden. Det varede lidt før Harry brød stilheden. Et havde føltes som om, at stilheden var ved at drukne ham. Som om alt hans luft blev suget ud, hans hoved føltes ås tomt og koldt. Hvis han dog bare havde boet på drengenes sovesal i stedet for dette værelse sammen med denne mand. Harry kunne ikke holde det ud mere, han var nød til at bryde stilheden, ellers eksploderede hans hoved simpelthen. ”Godnat,” sagde han kort for hovedet idet han rejste og gik direkte hen til sengen, hvor han lagde sig, uden at skifte til pyjamas. Harry så ikke tilbage på Snape, men han kunne høre, at Snape ikke havde bevæget sig det mindste. Da han havde lagt sig under dynen, som var så dejlig stor med også voldsomt kold, kunne han ikke sove. Han lukkede sine øjne, Snape skulle ikke se, at han var vågen. Spekulationer vandrede rundt i hans hoved, og der var intet han kunne gøre ved det. Dette ægteskab ville aldrig blive andet end ulykkeligt. Når de prøvede at snakke udviklede det sig altid i et skænderi, og når de koncentrerede sig om ikke at blive vrede på hinanden, havde de intet at snakke om. Det udviklede sig simpelthen bare til en omgang akavet snak for de døde. En samtale uden indhold og sammenhæng, det var alt de kunne finde ud af at snakke om. Snape havde sat sig i lænestolen, som Harry før havde sat i. Han blev siddende og stirrede stift mod væggen, hvor der hang et billede med få ord indgraveret: ”Nok var vi forskellige, men det gjorde hele forskellen.” Men sammenknebne øjne læste Harry hvad der stod på billedet igen og igen. Han prøvede at fatte sammenhæng, men måtte konkludere at dette billede ikke tilhørte Snape. Det var det ganske enkelt for følelsesrigt og klogt til. Nok var Snape klog, men der måtte jo være en grund til, at han altid havde været alene. Det lignede jo noget Dumbledore kunne have lavet, Dumbledore var både fuld af følelser og klogskab, selvom han også var alene. Harry havde ingen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, før Snape var kommet hen til sengen og havde lagt sig. Harry lå musestille, han ville ikke have, at Snape troede han var vågen. Først lidt tid efter Snapes tunge snorken faldt Harry i en dyb søvn. _________ Ja, jeg fik vel lavet en smule fornuftigt i toget 8) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 11. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 20.10.2009 klokken 21:36 Kap 11 Den næste morgen besluttede Harry sig for at sove længe. Han havde alligevel ingen timer at stå op til, så hvorfor ikke bare nyde en fredag formiddag i sengen? Han kiggede igen over mod billedet på væggen. Han kunne ikke få det ud af tankerne. Snape havde intet andet hængene på sine vægge, der var intet personligt andet end de grønne gardiner, som dækkede de magiske vinduer til. Hvorfor hang billedet på væggen? Hvem tilhørte det? Han havde den forrige aften konkluderet, at det ikke tilhørte Snape. Billedet var simpelthen for følelsesrigt. Harry lå i sin seng indtil klokken 12.30, hvor han havde besluttet sig for, at gå op til Dumbledore. Han havde nogle spørgsmål, som han gerne ville stille. Da han stod udenfor døren virkede det alt, alt for dumt, men han havde allerede banket på. Han begyndte at fortryde sit besøg hos Dumbledore, men han kunne ikke stikke af nu. ”Kom ind,” lød Dumbledores tålmodige, venlige stemme fra den anden side af døren. Harry åbnede forsigtigt døren, og blev mødt af fem menneskers forbavsende blikke. Han så rundt på dem fra venstre. Dumbledore, Fudge, Rita, Percy og Snape. Dumbledore var den første som smilede og den eneste bortset fra Rita Rivejerns fordømte falske sukkersøde smil. Fudge så vred ud, ligeså gjorde Percy, mens Snape så besynderlig mærkelig ud. Harry kunne ikke forklare eller sætte ord på, hvad der var så mærkeligt ved Snape. Måske var det en blanding af to følelser han havde. Hans øjne lynede, men hans mund var. Ja, Harry syntes faktisk at kunne skimte et lille skævt smil. Smilet forsvandt dog, da han så Ritas smørrede smil. ”Harry!” udbrød Dumbledore smilende dog med alvorlige øjne, og klappede ham venligt på skulderen. ”Vi skulle lige til at følge ministeren ud, du må have os undskyldt.” Dumbledore gik hen og tog fat i dørhåndtaget bag Harry, mens Snape afventende så på Fudge, Percy og Rita. Fudge nærmest fløj forbi Harry, så kan kunne mærke håret bevæge sig. I forbi farten så Harry et vredens blik klistret fat i Fudges ansigt, mens Ritas ansigt havde et smørret smil hængende. Det tegnede ikke godt, kunne Harry mærke. Dumbledore gik først ud af døren, men Fudge og de andre hængende efter sig. Snape så kort på Harry, stadig med de lynende øjne, hvorefter han forlod kontoret. Harry stod nu helt alene i kontoret. Han så sig omkring. Der lå papirer på kontorbordet. Selvom hans nysgerrighed ledte ham mod papirerne, blev hans opmærksomhed fanget af noget helt andet. Den lille grønne sten, som lå på Dumbledores kontorbord ved siden af læselampen. Harry så på den. Han tog fat i den, og undersøgte den stille, før han tog den op til munden, og sagde: ”Harry Potter.” Han havde lukket sine øjne mens han sagde sit navn til stenen. Han kendte svaret, men følte en trang til selv at se det. Bogstaverne var skrevet inden i stenen, som i en slags spådomskugle. Severus Snape. Navnet gav ham kuldegysninger og samtidigt en varme, mens det minde om Snape, som han aller helst ville glemme, viste sig igen og igen i hans hoved. Lysten til at undersøge stenen nærmere, var enorm. Tydeligt sagde han ”Severus Snape” til stenen, men svaret nåede han ikke at se, før han smed stenen tilbage på bordet, da håndtaget blev trykt ned. Snape og Dumbledore kom sammen ind på kontoret. Dumbledore smilede venligt, stadig med de alvorlige øjne rettet mod Harry og Snape på skift. Snape derimod havde rasende øjne, som stirrede lige mod stenen, og derefter op og borede sig i Harry øjne. Harry så ned på stenen bag ham, og fandt det meget velkendte navn svævende rundt i stenen. Lily Evans. _____________ Så Fjollebob, nu kom det ;o) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 12. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 21.10.2009 klokken 22:58 Kap 12. Harry kunne næsten ikke få øjnene fra stenen. Hans mor? Lily Evans – havde Snapes perfekte mage været hans mor? Hvordan kunne det lade sig gøre? De havde da aldrig … Ingen havde da nogensinde nævnt noget om, at de skulle have … Han kom hurtigt på andre tanker. Snape var jo hans perfekte mage, men han havde hadet Snape fra første han gang, de mødtes. Stenen virkede sikkert ikke længere, den viste sikkert den absolut værste mage i stedet for den perfekte. Ja, det var det eneste konklusion Harry kunne finde. Teksten var forsvundet igen, da Dumbledores øjne fangede genstanden, som Harry stirrede på. ”Åh, Harry. Ja, den kan du vel genkende,” smilte Dumbledore og nikkede mod stenen bag Harry. Harry nikkede og koncentrerede sig så vidt mulig om ikke at se på Snape. Han kunne stadig mærke hvordan de borede sig ind i hans øjne. De sorte, ondskabsfulde øjne, som borede sig ind i hans smukke, grønne øjne. Dumbledore lod ikke til at bemærke Snapes lynende blik. ”Hvorfor var ministeren her?” spurgte Harry hurtigt, for at lede opmærksomheden væk fra stenen. Dumbledores alvorlige øjne spredte sig til resten af hans ansigt. ”Rita Rivejern har formodentligt brugt din konfiskerede usynlighedskappe det første stykke til, men ministeren havde ingen ret til at konfiskere den, da den ikke var ulovligt brugt. Jeg har været i ministeriet sidste weekend, hvor jeg tog din kappe med tilbage igen, så hun ikke havde den mulighed for at luske rundt på slottet igen. Men hun har tilsyneladende kunne opsnuse alt om jeres ægteskab alligevel.” ”Hvorfor har ingen bemærket at hun har rendt rundt på skolen?” afbrød Snape vredt. ”Hun er en snudebille,” informerede Harry hurtigt, mens han lavede et ligegyldigt træk med skuldrene. Både Snape og Dumbledores ansigter så nu på Harry. ”Det vil sige, at hun er uregistreret animagus?” spurgte Snape spydigt, mens Dumbledore spidsede øre. Harry nikkede. Dumbledores blik var så spørgende, at han ikke behøvede at stille spørgsmålet før Harry svarede. ”Hermione fangende hende på fjerde år, og truede med at fortælle alle om hendes hemmelighed. Det var i forbindelsen med alle skriverierne og de ting hun sendte Hermione. Men hun truede med at fortælle alle om hendes hemmelighed med mindre, at hun ville skrive et interview med mig, hvor den virkelige historie optræder, i stedet for alle løgnene,” afsluttede Harry. Dumbledore nikkede på den måde han gjorde, når hans hjerne grublede så det knagede indvendigt. ”Den må jeg tænke længere over. Men det er sikkert og vidst, at Rita vil have rig mulighed for at vandre rundt på slottet. Ja endda vil hun kunne snige sig med ind i alle opholdsstuerne og lærerværelserne … Det betyder blot, at I to er nød til at enes. Hvad havde i tænkt jer? I vidste da, eller i burde have vidst, at Rita ville snage. Hvordan kan i opfører jer så barnligt, når det gælder noget så vigtigt? Er det sådan i forestiller jer et nygift ægtepar?” Dumbledores alvorlige og irriterede ord holdt inde. Han havde lydt bestemt, nærmere stillede krav og udpegede kommandoer end at stille spørgsmål. ”Harry, Fudge kom her i dag med Rita, for at tage dig med tilbage. Det krævede ualmindelig meget overtalelsesevne fra min side at overbevise dem om, at vi var et lykkeligt ægtepar. Jeg måtte gøre brug af stenen for at vise dem, at det var det rigtige.” Dumbledore holdt inde et øjeblik, mens han kiggede over sin briller, først på Harry dernæst på Snape, og så kluklo han videre: ”Jeg vil overlade jer to til jer selv, og jeg forlanger, at I får redet trådende ud, så denne plan ikke bliver spoleret!” Efter disse ord forlod han kontoret, og lukkede stille døren efter sig. Harry så på døren, som Dumbledore lige var forsvundet ud af, og havde lukket sikkert efter sig. Han kunne ikke forstå, hvorfor han dog gjorde dette mod ham. Harry havde besluttet sig, han ville ikke bryde stilheden. Det måtte Harrys bedre halvdel gøre. Desuden vidste Harry slet ikke, hvad søren han dog skulle sige til sin mage. Harry var faktisk heldig at undgå den akavede stilhed, for der gik kun 3 sekunder efter Dumbledore havde lukket døren, før Snape raste: ”Hvor vover du at se i den sten?” ”Min mor,” hvislede Harry, mens han rasende stirrede på Snape. Selvom Harry var vis på, at stenen ikke fungerede, men derimod viste det værste match, fik det følelser op i ham. Måske viste det bare den person, som man hadede allermest, eller den sidste på jorden man ville giftes med. Tanken om, at Snape havde fundet hans mor frastødende eller havde hadet hende, fik ham til at gløde af vrede. ”Dette var privat, Potter! Hvor vovede du!” svarede Snape spydigt, mens han som en slange gled hen af gulvet. Nærmere og nærmere Harry. ”Vi er gift, Snape, det husker du vel. Alt det der var dit private, er nu også mit private …” Harry smilte indeni ved den kommentar, som bare røg ud af ham. Harry begyndte dog at fortryde sin indvendige glæde, da han tænkte på Snapes ord. Dette var privat. Dette var privat! Betød det så, at stenen talte sandt? Betød det, at Snape har elsket hans mor? Nej, nej det kunne ikke være sandt. Det ville simpelthen ikke kunne passe. Harry tænkte på billedet i deres værelse. De små indgraverede ord: Nok var vi forskellige, men det gjorde hele forskellen. Kunne det virkelig passe? Havde slet elsket hans mor? Og elskede han hende stadig? Harry elskede pludselig sin mor rigtig meget, tænk hvis han havde haft denne afskyelige mand som far! Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 13. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 22.10.2009 klokken 22:29 Kap 13 ”Sådan fungere det ikke, potter!” tordnede Snape vredt, mens hans næver klemte sig så hårdt sammen, at hans knoer mistede den sidste farve, som var tilbage i hans krop. ”Du er næsten som din far, han snagede også i andre folk ting, dog holdte han sig væk fra mine personlige ting. Du er ikke som din far, Potter! Du er meget værre! Du kender ikke forskel på dit og …” ”Hold kæft!” skreg Harry vredt. Da Snape blev afbrudt havde hans ansigt forandret sig, stivnet. ”Jeg tror faktisk kun du hadede min far, fordi han tog min mor fra dig, har jeg ret?” Den sidste sætning var stille, spydigt og kontrolleret flødet ud over Harrys læber. Han var ikke bange for Snape. Snape kunne råbe alt det han ville, og det ville ikke røre Harry det mindste. Harry var ligeglad. Han tog sig ikke af det, tog sig ikke af Snape eller hans vrede. ”Der er meget du ikke ved om din kære far, Potter. Han var slet ikke så perfekt, så modig og så fin som du forestiller dig,” bed Snape ham af, ”han var faktisk lige præcis det modsatte.” Harry forstod ikke. Harrys far havde været en god far, han havde været en god mand. ”Min far ofrede sit liv for mig og min mor!” svarede Harry forsvarende, ”han var en god mand, bedre end dig!” ”Bevis det,” svarede Snape. Harry svarede ikke. Hvordan skulle han kunne gøre det? ”Bevis det,” vedblev Snape stædigt og køligt, men da Harry stadig ikke svarede, fortsatte Snape: ”Okay, jeg kan bevise, at din kære far ikke var noget god mand.” Harry troede ikke sine egne øre, Snape kunne bevise, at Harrys far ikke havde været en god mand? Hvordan? ”Hvordan?” spurgte han med en vis interesse, som han ihærdigt forsøgte at skjule. Snape smilede hånligt, da han svarede: ”Kom her.” Snape gik hen til mindekaret i Dumbledores kontor, hvor lagde sin stav mod hans pande. En gylden tråd af noget der lignede væske trak sig ud af hans tindinger, hvor staven havde været. Forsigtigt lod Snape den gyldne tråd lande i mindekaret. Først da Snape var trådt tilbage gik Harry modvilligt hen til mindekaret, som han sidste år havde udforsket, mens Dumbledore ikke havde været til stede. Han så ned i det, hvorefter han dumpede ned på græsplænerne udenfor Hogwarts. Han så sig om, for at se om der var nogen han kendte eller vidste, hvem var. Han fandt hurtigt den krogede ørnenæse, der stak frem, selvom det sorte, fedte, skulderlange hår hang ned og rammede ansigtet ind. Han sad og læste i en bog, som Harry hurtigt genkendte. Halvblodsprinsens eliksirbog. Harrys gøs ved synet af både eliksirbogen og teenageudgaven af Snape. Harry så sig over skulderen, da han hørte nogle råbe: ”Hvem har vi dér? Flæbius!” Harry så en teenageudgave af både Remus, Sirius og James, som faktisk kunne have været Harry selv. Harry identificerede sig med sin far, de samme runde briller, det samme uregerlige hår, samme spinkle kropsbygning. Det eneste James manglede var Harrys grønne øjne, og arret i panden. Da Snape så ud til at have fået øje på dem, rejste han sig med det samme, og begyndte at gå i modsat retning end trekløveren. Harry fulgte efter Snape, men sørgede for at være i midten, så han kunne hører hvad de sagde bagved, og samtidigt være inden for Snapes rækkevidde. ”James! Lad ham nu være,” rådede Remus, men Sirius afbrød ham bare, og kaldte ham en kedelig kylling. James grinte selvsikkert og fjoget, men Sirius råbte: ”Flæbius! Vent nu lidt!” Harry så tilbage på trekløveren. De så ud til at more sig. Harry vidste ikke hvad han følte. Måske havde hans far drillet Snape, men han havde sikkert haft en grund til det. Han så på Snape, som gik krumrygget og i en hastig fart. Da han rundede hjørnet kunne Harry se, at han stødte ind i en, som omgående havde råbt: ”Fly dig Flæbius, din fedtede karl!” Og rundt om hjørnet kom Peter Pettigrew løbende. Harry havde lyst til at sparke ham hårdt over skinnebenet, men det ville ikke hjælpe noget. Hans spark ville blot ryge direkte igennem ham. Da Peter så trekløveren standsede han brat op, og spændte hurtigt ben for Snape, så han faldt direkte med hovedet ned i græsset. James og Sirius grinte til de næsten ikke kunne trække vejret, mens Remus rullede med øjnene og gik over til et tilfældigt træ. Formegentlig for at læse, da han gik med en bog i hånden. Pludselig kom Sirius og James spænende forbi Harry mens de skreg af latter. Snape var lige kommet på benene, da James spærrede vejen for ham. Snape vente sig om, for at gå den anden vej, men der stod Sirius. Den eneste mulighed han havde for at slippe væk, var at rende imellem dem, hvilket hurtigt blev uaktuelt. Peter var kommet for at hjælpe med drillerierne. ”Nå, Flæbius. Du skal ikke tale med Evans,” sagde James drillende, og så på Sirius, som straks indskød en sætning: ”Nej, Evans leger ikke med dødsgardister!” Snape så ikke på dem, men stirrede blindt mod jorden. Harry kunne se, at han knugede hårdt om sin stav mellem de tre drenge. Pludselig begyndte James at give Snape små lussinger. Han slog ikke hårdt overhovedet, men nogle små irriterende klaps på kinderne. ”Du holder dig fra hende, ikke sandt Flæbius, eller så …” Den legende, drillende og truende stemme, som kun James var i stand til at lave, fik Snape til at vågne op fra sin koncentration om ikke at blive skyld i noget som helst. ”Ellers hvad?” spurgte han vredt, mens han i et hurtigt træk fik sin stav hævet, så den pegede direkte mod James’ hals. Lige i det Snape havde udført handlingen, kom Lily gående. ”Sev! Vil du godt stoppe med det der!” Råbte hun vredt, og kom nærmere. Snape mistede overblikket, for hans øjne blev fanget af noget helt andet. Harrys mor. Harry så på Snape, og kunne pludselig genkende hans øjnes udtryk. Han så på hende på samme måde, som han havde set på Harry, den dag der skete noget i deres værelse, som han helst ville glemme. Det var fuldkommen de samme øjne! Harry så på James, som smilte hånligt og ikke gik glip af chancen for at vende situationen. Pludselig hang Snape på hovedet med anklerne over sig. Harry måbede. Det samme gjorde Lily. ”James! Vil du så holde op!” Skreg hun skingert og så vredt på ham. Snape hang stadig i luften. James så på Lily med det arrogante ansigtsudtryk Snape så tit havde beskrevet. Harry blev tør i munden. Hans far havde virkelig ikke været en god mand. Harry observerede hver eneste bevægelse fra James’ side. ”Hvem vil se mig trække Flæbius’ underbukser af?” spurgte han legende og drilsk, mens de andre grinte af ham. En stor mængde af gryffindoreelever stod samlet og nød hele situationen. Undtagen Lily. ”James, hvis du ikke sætter ham forsigtigt ned lige NU, så kan du glemme alt om vores date!” Det var som om Lilys ord havde ramt James et sted så frygtelig ømt. Men alligevel ville han ikke lade sig kommandere med, så han holdt på sin stolthed da han sagde: ”Okay, fint nok Evans.” James vendte Snape ryggen og lod ham falde til jorden med et stort dunk. Efter dette blev alt sløret, og Harry vendte tilbage til Dumbledores kontor. ”Nå, kan du se?” spurgte Snape hånligt. Harry ville nødigt indrømme det overfor Snape, men han kunne se hvad Snape havde ment. Men der måtte simpelthen have været en grund til, at hans mor giftede sig med hans far. Harry var sikker på, at James blev ældre og mere moden. Men han kunne ikke glemme hvordan James ansigtsudtryk havde set ud, da han pinte Snape på den måde. Han elskede det, han nød hvert sekund, når han nedgjorde Snape. Harry følte en vrede mod sin far, og en medfølelse for Snape, men samtidigt følte han sig også bange. Bange for hvad Snapes ansigtsudtryk havde betydet i mindet, da han så på Lily. Harry blev ved med at sammenligne ansigtsudtrykket med den dag, hvor Snape og Harry faktisk havde kysset hinanden. Det var det samme ansigtsudtryk. Harry blev også varm om hjertet, da han tænkte på billedet. Snape havde elsket Harrys mor, og det havde holdt ved i alle de år, ellers havde billedet aldrig blevet hængende på væggen. Samtidigt blev han også ulykkelig, han følte sig frastøt ved tanken om at kysse Ginny. Han savnede det ikke. Faktisk havde han mest af alt lyst til at kysse Snape, som Snape havde gjort det den dag for længe siden. _________ Jeg håber i kan lide det, og vil smide en lille tiny kommentar xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 14. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 08.11.2009 klokken 01:55 Kap 14 Snape forlod hurtigt kontoret, faktisk i en rasende hurtig fart. Harry havde sat sig ned på det lille trin der var fra selve kontorindgangen og op til Dumbledores kontorbord. Han lod slapt sit ansigt falde mod hans knæ, hvor hans hænder lå og tog noget af stødet. Han hørte døren smække, men så ikke op. Han blev blot siddende med hovedet placeret i hans skød. Snape havde set så forlegen ud, da han lige pludselig styrtede ud af kontoret. Harry spekulerede på, om Snape mon havde fortrudt, at han viste Harry sit minde. Men på den anden side, hvorfor skulle han gøre det? Det var jo ikke ligefrem fordi, Harry ville rende ud og fortælle alt om mindet til hele gryffindorkollegiet. Faktisk havde han slet ikke nogen hånlig og hoverende fornemmelse i maven over at have set mindet, men en stikkende medlidenhed. Harry følte faktisk en hvis vrede over sin fars handlinger, men han var jo bare en dum teenagedreng på det tidspunkt. Harry kunne bare ikke glemme hans fars ansigtsudtryk, da han stod der og pinte Snape. Han kunne godt lide det, og det samme kunne sirius. Af en aller anden grund var Harry splittet. Han ville gerne have haft, at Snape var blevet hos ham, men samtidigt var han lykkelig for, at Snape forlod kontoret og dermed redede dem begge fra endnu en akavet situation, hvor ingen af dem vidste, hvad de skulle sige, eller hvor de skulle kigge hen. Harry blev siddende på kontoret i et stykke tid. Han havde ingen tidsfornemmelse, anede faktisk ikke om der blot var gået få minutter eller timer, da Dumbledore trådte ind af døren. Dumbledore sagde ingenting, men satte sig bare afventende ved siden af Harry. Han kunne mærke Dumbledores blik mod sit ansigt, som lå i hans skød. Han vidste hvad Dumbledore gjorde. Ventede på en lyd fra Harrys mund. Det tog noget tid, før konstateringen flød ud over Harrys læber. ”Det billede på væggen … var om min mor …” Harry så på Dumbledore, men rettede blot ryggen og lod blikket falde mod sine fødder. Han kunne se ud af øjenkrogen, at Dumbledore nikkede. ”Hvordan vidste du det?” spurgte Dumbledore dernæst. ”Hans blik, den måde han kiggede på min mor …” To små lys syntes at tænde i Dumbledores øjne, som om et eller andet gik op for ham. ”Aha, jeg vidste jeg ikke tog fejl, da jeg besluttede dette ægteskab,” kluklo Dumbledore, mens han så på Harry over sine brilleglas. Harry følte et sug i maven, en stikkende fornemmelse. Harry havde forladt kontoret kort efter. Da Harry lørdag formiddag skulle med Ginny, Ron og Hermione ind til Hogsmead, for at købe en gave til Hermiones mor, stod Ron og Hermione allerede ved indgangshallen og ventede på Harry. Det første Hermione sagde, var at Ginny ikke tog med alligevel. Hun skulle lave en 11 tommers lang opgave i eliksir. Harry blev glad indeni, men prøvede at virke ked af det. Han havde ikke ligefrem set frem til denne begivenhed, hvor han skulle gå med en akavet fornemmelse omkring han og Ginnys forhold. ”Jeg skal lige veksle et par ord med McGonagal inden vi tager af sted,” informerede Harry stille, mens de sammen begav sig op af de første trapper. Harry bankede let på døren, og blev mødt af et ’kom ind’. ”Potter,” udbrød professoren lavt med forbavset, ”hvad kan jeg hjælpe dig med?” Harry gik nærmere og lukkede stille døren efter sig. ”Jo, ser du. Nu da jeg jo rent teoretisk ikke er inde i skolesystemet længere, da jeg er bortvist, så kan jeg vel godt færdes i Hogsmead uden en underskrevet seddel fra Vernon, ikke?” McGonagal spændte læberne ud, og strammede ansigtet, da hun svarede: ”Jo, naturligvis. Men jeg syntes ikke det er nogen god idé Potter,” hun lød både opgivende, fordi hun vidste, at Harry ville tage af sted uanset hvad hun havde, og alvorlig, fordi hun vidste hvem der ville opsøge ham, og rende ham i hælene, hvis han blev set. Rita Rivejern efterfulgt at Fudge! Det gjorde ikke Harry det mindste. Hvis de to snushaner ville rende efter ham for at snakke med ham, måtte de da gerne det. Det ville alligevel være et forgæves renderi, som Harry virkelig ikke så nogen grund til ikke at lade ske. Det ville glæde ham at se deres opgivende ansigtsudtryk, når han afviste dem gang på gang. Harry smilede til McGonagal, et svagt men venligt smil. Han lukkede forsigtigt døren bag sig, da han gik ud til Ron og Hermione, som stod og ventede. Nu skulle han til Hogsmead uden usynlighedskappen! Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 15. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 01.12.2009 klokken 16:06 Kap 15 Efteråret var for alvor i klimaks, og vinteren var på vej. Græsplænerne lå med en våd dug af dug, mens træerne var blevet helt nøgne. De yderste og mindste af grenene var dækket af et tyndt lag frost, og i faste hvide klumper på himmelen svævede skyerne i takt med vindens kolde briser. Harry gned hænderne mod hinanden, åndede derefter på dem, og gentog bevægelsen. Ingen af de tre venner sagde noget som helst det første stykke tid. De var næsten nået ind til Hogsmeade, før Hermione brød stilheden. Hun spurgte Harry om det spørgsmål, han helst ville undgå. ”Hvordan er det at bo dernede?” hun gik helt vil venstre, ved siden af Ron, som gik i midten. Hun strakte sit hoved frem, så Harry kunne se hendes fortvivlede ansigt. Der gik nogle tøvende sekunder, før Harry fik svaret. Tanker fløj rundt i hans hoved. Det var mærkeligt at bo hos Snape. Oftest hadede han det, ønskede mere end noget andet at komme langt væk fra både Snape og deres fælles værelse. Men på andre og helt sjældne tidspunkter, ønskede Harry virkelig at have Snape nær. At kunne krybe ind i hans store, muskuløse arme, når han skulle sove. Deres forhold var så mærkeligt, for selvom Harry ikke ville erkende det, så blev han faktisk tiltrukket af Snape, bare på de mest bizarre tidspunkter. Tidspunkter, hvor det nærmest var allermest forkert. ”Fint, det er fint,” svarede Harry kort for hovedet, hvilket hurtigt var et afvist svar, da Hermione rynkede brynene. ”Okay,” begyndte Harry halvt irriteret, ”det er et helvede. Vi skændes hele tiden og når vi endelig taler sammen, er det fuldstændig indholdsløst. Jeg er bange, jeg tror måske Rita og Fudge er ved at finde ud af, at det faktisk kun er et tvunget …” Hermione, der var gået over ved siden af Harry, sparkede ham hårdt på skinnebenet, og pegede frem for sig, hvor Rita kom gående fra en sidegade i udkanten af Hogsmeade. Harry stoppede brat op, da han så Ritas smørrede smil foran sig. Han stod helt stille. Mest af alt fordi, at han blev chokeret og en anelse nervøs, men også fordi, at han ikke ville støde direkte ind i hende. Hun så ud til at gå i sine egne tanker, og så ham formegentlig slet ikke. Harry stod fortsat stille, mens han to bedste venners blikke hvilede på hver af hans skuldre. Hermione brød tavsheden og ubevægeligheden ved hurtigt at skubbe Ron og Harry i modsat retning af Rita Rivejern. Hermione tyssede på Ron, som skulle til at spørge om, hvor meningen var. Hurtigt løb de om bag nogle buske lidt nede af den sidevej, som Rita var komme fra. De holdt øje med hende, og først da hun var ude af syne, kom de tre venner frem fra deres skjul. ”Puha,” sagde Ron lettet, ”det var vel nok tæt på!” Hermione skævede over på ham, og smilede af hans bemærkning. Harry kunne ikke lade være med at bemærke, at Ron fik en anelse røde kinder ved synet af Hermiones smil. Harry tænkte på Ron og Hermiones forhold. Det var lidt som hans og Snapes forhold, deres vare bare ikke så ekstremt. De kunne hade hinanden, og skændes så det bragede, men alligevel kunne de ikke undvære hinanden. Ron rødmede hvis hun rørte ham. Det var mærkeligt at se på. Mon han havde opført sig lige sådan dengang med Ginny? ”Lad os gå ind og få varmen,” foreslog Hermione stille, da de lidt efter var kommet et godt stykke ind i Hogsmeade. Både Harry og Ron var med på idéen, og fulgte efter Hermione ind på det glade vildsvin. De satte sig ved et bord et stykke fra bardisken. De sad nogenlunde alene, hvilket de alle tre så ud til at nyde i fulde drag. Værten kom ned til deres bord og modtog en bestilling på tre ingefærøl. Han smilede til de tre venner, men Harry syntes dog at smile blev en smule lumsk, da værten drejede hovedet og så på ham. ”Tillykke med vielsen, unge hr. Snape,” sagde han en smule slesk, da serverede de tre øl. Unge hr. Snape, Harry Potter Snape, Harry Snape Potter, Severus Potter. Det lød forkert i hans hoved. Det lød så mærkeligt. Faktisk havde han slet ikke tænkt på om de skulle bære samme efternavn. Harry så mistroisk på ham, og nikkede, mens han forsigtigt svarede: ”Tak.” Harry så på Ron og Hermione uden at sige en lyd. De blev enige om at drikke deres bestilling i en fart, og smutte igen. Det skulle dog ikke ske. Lige da de tre gryffindoreelever var ved at tage deres overtøj på igen, dukkede to alt for velkendte mennesker op i døråbningen. Fudge og Rita Rivejern gik op til bardisken og bestilte to græskarsupper, hvorefter de, i et forsøg på at få det til at se tilfældigt ud, lidt for overrasket udbrød: ”Jamen, det er jo den unge og nygifte Harry, er det ikke?” ______________ Jeg er meget ked af den lange ventetid! Håber i bærer over med mig. xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 16. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 22.12.2009 klokken 22:09 Kap 16 Harrys hjerte hoppede op i halsen på ham. Han anede ikke hvad han skulle svare eller gøre. Han havde overhovedet ikke været forberedt til et møde med ministeren og sin usle sammensvorne journalist, Rita Rivejern. Harry så overrasket men køligt på Fudge, og svarede kort for hovedet: ”Jo, det er det.” Harry drejede om på hælene og gik hen mod døren. Han nåede dog ikke særlig langt, før Fudge udbrød lavt: ”Hov, ikke så hurtigt unge hr. Potter, eller skulle jeg sige Snape?” mens han klappede sin hånd forsigtigt på Harrys skuldre, dog med et meget fast greb. ”Mon ikke vi kan låne et værelse os tre?” spurgte Fudge Harry, og kastede dernæst et blik på værten, som hurtigt nikkede og viste vej. Harry blev utryg ved situationen, og fortrød på et eller andet punkt, at han var taget med til Hogsmead. Hvad skulle han gøre for at slippe nu? Hvordan kunne han undgå ministeren og hans fordømte skribent fra profettidende? ”Jeg vil lige minde ministeren om, at …” mere nåede Harry ikke hører fra Hermiones mund, før døren bag ham var smækket i, og Harry var presset godt ned i en stol, som stod midt på gulvet. ”Nå Potter, fortæl mig så, hvorfor er du og professor Snape blevet gift?” hvislede ministeren direkte ind i hovedet på Harry. Harry vidste til at starte med godt, hvad han skulle sige, det virkede bare så forkert at sige det højt. ”Fordi vi … elsker hinanden,” fik han fremstammet en smule for uoverbevisende. Ministeren rystede på hovedet, og svarede så: ”Og det har ikke noget at gøre med din bortvisning? Det har ikke noget at gøre med, at du på den måde vil kunne blive på Hogwarts skole for heksekunstner og troldmandskaber, vel?” Harry mærkede denne gang, en smule mundvand ramme sit ansigt, mens ministeren hvislede sine ord ud. Harry rystede på hovedet, og så hvordan Rita flittigt stod og smilede, mens kvikpennen hastigt kradsede ned. Harry skulle til at åbne munden, da Fudge fortsatte: ”Det er jo lidt mærkeligt, at I bliver gift lige akkurat, som du bliver bortvist, og det er endnu mere mistænkeligt, at i aldrig enes, når nu i er så forfærdeligt nyforelskede!" Harry var bange, forvirret og ude af stand til at sige det mindste. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvad der skulle ske, eller noget der lignede. Han havde ingen kontrol over situationen, som han ellers havde regnet med, da han tænkte et eventuelt møde igennem, inden de var taget af sted om formiddagen. ”Du kan vente dig, Potter. Mig skal man ikke lave numre med, du og Dumbledore vil mærke mine ord!” dernæst var ministeren strøget direkte ud af døren med Rita Rivejern i hælene. Harry sad forvirret tilbage uden et ord i sig. Hermione og Ron kom stille ind gennem døren, og kiggede forvirrede på ham. ”Hvad skete der?” spurgte Hermione. ”Han så rasende ud,” informerede Ron, som om Harry ikke selv skulle have opdaget det. Harry så op på sine to venner og fortalte så, hvad der var sket ved han og ministerens møde. ”Bare rolig Harry, han kan ikke røre dig. Han kan ikke bevise noget, og hvis du og Snape bare kunne …” ”Det er bare ikke helt så nemt, Hermione!” indskød Harry irriteret. Harry tænke på alle deres skænderier. Selvom det havde været et helvede at skændes med Snape hver eneste dag, havde han aldrig nydt nogle skænderier før. Faktisk ville han hellere skændes med Snape hver eneste dag, end at leve et langt og romantisk liv sammen med Ginny Weasey, eller nogen anden kvinde. Hermione sukkede og rystede på hovedet, mens Ron stille så til. ”Nej, det ved jeg – men gør et forsøg, Harry.” Harry rejste sig forhastet op fra stolen. ”Det tror du måske ikke, at jeg har gjort hele tiden?” råbte Harry vredt, og knyttede den ene næve bag sin ryg, så Hermione og Ron ikke kunne se det. ”Jo, det var jo ikke sådan ment.” ”Hvorfor holder du ikke bare øje med små snudebiller i Snapes værelse, og tilfældigvis træder på dem, hvis du ser nogle?” spurgte Ron med et slesk smil på læben. Harry kunne ikke lade være med at smile. Det var da en idé, tænke han. Måske ikke lige at træde på dem, men holde øjne med dem, og fange dem. Hun havde jo ikke tilladelse til at vandre rundt på Hogwarts. Måske kunne Dumbledore hjælpe ham, hvis han fangede hende i et glas ligesom Hermione havde gjort. ”Ron, du er et geni!” udbrød Harry, og styrtede ud af døren. I forbifarten nåede han lige at se, at Hermione og Ron forvirret havde kigget på hinanden, inden de selv var begyndt at løbe. ______________ Så kom det efter en lang pause d: Jeg håber i kan bære over med mig, da det var rigtig svært at fange ministerens personlighed ... Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 17. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 20.01.2010 klokken 17:23 Kap 17 Harry havde løbet hele vejen tilbage til Hogwarts. Hans kondition havde sagt nej, og været tæt på at nægte ham at løbe videre, men hans vilje overgik konditionen. Han havde ikke reageret på Hermione og Rons kald og råb, men blot haft en eneste lille ting i sine tanker. Han ville gøre det af med Rita Rivejern en gang for alle. Han måtte holde øje overalt han befandt sig, og fange hver eneste snudebille han så, og så undersøge dem nøje. Harry var løbet hele vejen ned til krypten og havde nærmest råbt kodeordet til den stakkels fuser i portrættet. Hermione og Ron var fulgt efter ham, men Harry standsede ikke alligevel. Han skulle tale med Snape, selvom det var ham meget imod, var han nød til at tale med Snape om det. Han ville fremlægge sin plan for Snape uanset, hvor meget han personligt var imod det. Snape sad inde i stuen i en af de to lænestole. Han sad med et kop te, som Harry efter lugten mente måtte være græskarte. Snape kiggede forbløffet op efter Harrys entre. ”Jeg bliver nød til at tale med dig, Snape,” pustede Harry. Snapes ansigt træk sig en anelse sammen og øjnene med. ”Hvis du vil være så venlig at følge med ud på … ud på badeværelset,” fremstammede Harry forvildet og forvirret. Snape så ud som om, at han havde tabt munden, og kneb derfor øjnene endnu mere sammen. ”Og hvorfor det, om jeg må spørger?” ”Det, det kan jeg ikke forklare her,” svarede Harry med et inderligt ønske om, at Snape bare ville følge med uden at stille flere spørgsmål til det. Det var svært nok bare at bede om det! Tænk hvis Rita var herinde i dette øjeblik. Selvom det ikke skulle kunne lade sig gøre, eftersom Harry havde løbet hele vejen. Men han måtte skynde sig! Snapes mistroiske, sammenknebne øjne stirrede på Harry i et par sekunder, før han langsomt tog det første skridt mod badeværelsesdøren. Harry var allerede gået derind. Han ventede, og lukkede døren efter Snape, da han var kommet ind gennem den. ”Hvad?” spurgte manden med det lange sorte, fedte hår, og stirrede blindt på Harry. ”Jo, ser du. Jeg har fundet en måde vi kan slippe af med Rita Rivejern på,” begyndte Harry langsomt og usikkert. Snape hævede et øjenbryn, hvilket betød ”mere information, tak”. Harry sukkede dybt indeni. ”Jo, da Rita er en uregistreret animagus i form af en snudebille, har hun jo stor mulighed for at luske ubemærket omkring …” ”Tak, det har jeg observeret, Potter,” hånede Snape. Harry tog sig ikke af det, og fortsatte som intet var hændt. ”Vi kunne holde øje, og fange hende i et marmeladeglas, præcis som Hermione gjorde det sidste år. Og i stedet for at holde hende fanget, kunne vi bare forsegle glasset og … og kaste hende i søen eller sådan noget …” Snape hævede nu det andet øjenbryn. Han så positivt overrasket ud, og alligevel var der et strejf af en kommende hånlig kommentar i sigte. ”Gennemtænkt Potter! Du tror måske ikke ministeren vil opdage, hvis hans snushane pludselig bare,” Snape knyttede en hånd, og lod derefter fingrene puffe ud, idet han sagde: ”Forsvandt sådan puf?” Harry rødmede lidt over den ugennemtænkte plan. Det var også den eneste fejltagelse i hans plan, alt andet virkede sikkert og gennemtænkt. ”Men, Potter, der er måske alligevel andet end jord mellem dine ører. Vi kunne fange hende, og give hende til den del af ministeriet, som har med sådanne ting at gøre. Det kan ikke undgå at få alvorlige konsekvenser for Rivejernet,” mumlede Snape, som så ud til at tænke som en gal. ”Nå, men det var vel alt?” spurgte han derefter, hvorefter Harry nikkede og satte sig på det nedslåede toiletbræt. ________________________ Hermed en beklagelse for den lange ventetid og længden på kapitlet. 8) 8) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 18. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 29.01.2010 klokken 08:13 Kap 18 De næste par dage så hverken Harry eller Snape synet af nogen snudebille. De havde skiftet til at holde vagt ved indgangen til deres værelse. Harry havde stået for det mens Snape underviste, Snape i de tidlige dagtimer, i de tidlige aften timer, og de havde skiftet om natten. Det havde stået på i en lille uge nu, men ingen af dem, havde set synet af Rita. Det irriterede dem grænseløst, og de blev mere og mere irriterede og mistænkelige. Snape troede Harrys havde skippet, og det sammen omvendt. De gik hinanden på nerverne, fordi det ikke ville lykkedes for dem. Det havde kostet dem det ene skænderi efter det andet. ”Hvor VOVER du at antyde, at jeg IKKE skulle have passet mine timer ordentligt, Potter?” hvislede Snape arrigt mens det hvide ansigt var spændt ud på det yderste af ren og skær vrede. Hans læber og kinder, havde mistet den smule farve, som normalt befandt sig i hans hvide ansigt. ”SÅ DROP DET, DIT USLE …” mere nåede Harry ikke at sige, og portrættet blev smækket efter ham, da han hastigt og trampende gik ud fra deres værelse. Han kunne lige hører, hvordan Snapes vrede var ved at koge over af hans bemærkning, inden han havde forladt værelset. Harry var gået direkte ned til søen, hvor han i vrede havde flået sine sko og strømper af. Han smed det vredt til alle sider bag ham, mens han begyndte at tage sin bluse af, som også blev kastet over skulderen. Til sidst tog han sine bukser af, og sprang derefter direkte ned i søen. Vandet var stadig rimelig koldt, hvilket nok ikke var så mærkeligt eftersom det stadig kun var forår. Han frøs dog ikke da vreden, som boblede inden i ham, holdte ham varm. Han lod sig flyde på vandet, og slappede af i hver eneste af sine muskler. Efter noget tid lagde han sig op på græsset, og lod sin krop tørre i solen. Han lå der i et stykke tid. Harry havde ingen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, før han blev forstyrret. Måske kun 5 minutter, måske en time, han vidste det ikke. Det eneste han vidste, var at han havde haft brug for at blive kølet ned. Harry genkendte stemme bag ham, men valgte ikke at tage sig af det. Hans hoved var ved at sprænges, både af raseriet, som endelig ar ved at forsvinde, men også alle hans tanker. Om ægteskabet, og planen med Rita og det at han var blevet bortvist. Han ville aldrig blive uddannet ligesom sine kammerater. Han ville aldrig kunne blive auror, hvilket han jo ellers havde håbet sådan på. ”Er du okay?” havde stemmen spurgt. Han kunne hurtigt konstatere, at det var Ginnys stemme. Han lukkede øjnene i, og tog en dyb indånding. Ikke lige det havde han brug for. Et skænderi med Ginny ville ikke hjælpe hans humør. Faktisk ville han ønske hun ville gå sin vej. Han savnede hende heller ikke, og han blev dårlig til pas, når han så hende. Harry hørte hende sætte sig ved siden af ham. Han åbnede øjnene, og så at hun sad med alt hans tøj i skødet. ”Jeg ville bare fortælle dig, at jeg ikke er sur på dig, Harry. Jeg forstår godt din situation, og du har gjort det rigtige,” sagde Ginny, ”det var bare svært for mig at kaprere. Jeg elsker dig jo.” Harry så på hende med sammenknebne øjne, der var resultatet af den skinnende sol. Han kunne se en tåre trille ned af hendes kind. Dette var ikke hvad han havde brug for. Han elskede hende jo ikke. Han elskede en anden, selvom han hadede det, så var det sandheden. Han havde en følelse af had og kærlighed til den samme person. Han hadede at elske ham, eller han elskede at hade ham. Det var fuldstændig det samme. Det kunne ikke forklares. Pludselig steg adrenalinen i hans krop, og han rejste sig med at sæt. ”Det er okay, Ginny,” var alt hvad han fik spyttet ud mellem læberne idet han begyndte at løbe. ”Harry! Dit tøj!” råbte Ginny efter ham, men det var for sent. Han var for det første allerede for langt væk til tydeligt at kunne høre, hvad hun forsøgte at sige ham, og for det andet brød han sig ikke om det. Der var noget han skulle ordne. Noget der pludselig føltes som den mest forfærdelige ting, og samtidigt den dejligste og vigtigste ting. Harry løb hele vejen op til slottet, hvor han brasede ind af døren, og lod den smække efter ham. Ned af trapperne til krypten, og længere ned. Han løb så hurtigt det var muligt. Han frøs, kroppen sitrede men følelsen af det han var ved at gøre, holdte ham varm. ”Viktem Opara!” sagde Harry forhastet ved portrættet af McLogan. Han løb ind, og undersøgte værelset. Han måtte dog konstatere at der manglede noget på værelset. Han løb ud igen, og op af trapperne. Harry standsede ikke for at lytte om der var nogen på den anden side af døren, men braste bare ind uden at tænke sig om. Da Harry stod i lokalet, var der kun en ting der lyste op, mens alt andet syntes at forsvinde helt. Han løb helt op til det, som syntes at lyse op. Han stod lige overfor den skinnende, pludselig smukkeste person han nogensinde havde set. ”Jeg elsker dig, Severus Snape!” råbte Harry, og smilede stort. Det var dog som om han ikke helt var sig selv. Han kunne ikke rigtigt kende sin egen stemme, og virkeligheden syntes at komme tilbage. Men en ting der ikke ændrede sig, var hans følelser for den mand, som stod foran ham lige nu. Harry så på Snapes ansigt, der fyldtes med kulde og fortvivlelse. Hurtigt kiggede Harry fortabt rundt. Han havde tabt kampen, Snape ville ikke have ham, og det de havde oplevet før, var nok bare en fejl fra Snapes side så. Harry så sig over skulderen. Dér, lige dér hvor han aller mindst ønskede præcis fire personer skulle være, sad til venstre Ron og Hermione, mens Malfoy sad lidt længere mod højre, og helt nede i døren til eliksirlokalet, stod en meget fortvivlet Ginny Weasley med alt Harrys tøj i favnen. Harry mærkede, hvordan en følelse af pinlighed var ved at drukne ham, lige indtil han mærkede de stærke næver holde om hans skulder. De sorte øjne så i de grønne, før Snape med et fast greb kyssede Harry midt på munden foran hele klassen. ______________ Jeg håber ventetiden har været okay idag og længden det samme 8) Enjoy! xD Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Kap 19. (Ægteskabspagten) Kapitlet blev tilføjet den: 04.02.2010 klokken 11:39 Kap 19 Harrys følelser overvældede ham, og det føltes som om han var ved at lette fra jorden. Han var så lykkelig, tænkte slet ikke på, hvad alle eleverne bag ham måtte tænke. Denne dag virkede som den bedste i hans liv. Følelsen af at være i den syvende himmel varede dog ikke længe, da kysset hurtigt blev brudt. Ikke fordi nogen af dem havde fortrudt, nej det var en ganske kærlig og helt vidunderlig afslutning på deres første offentlige, kærlige tilnærmelser. Harry mærkede dog stilheden i klassen. Det var ikke rart. Faktisk var han rigtigt glad for, at han stod med ryggen til, og hverken kunne se deres ansigtsudtryk, eller læse deres tanker. Snape slap grebet om Harrys skuldre, og kiggede dybt ind i hans øjne med et så inderligt blik, som Harry nogensinde havde set. Snape vendte sig om, og begyndte at pakke dine ting sammen. Mens han proppede eliksirbogen ned i hans taske, sagde han beslutsomt: ”Timen er forbi, I kan gå nu!” Harry stod stadig med ryggen til, men kunne hører hvordan eleverne hurtigt fik pakkede deres ting. Da der atter var ved at være stilhed igen, og det eneste der kunne høres, var Snape der puslede inde i rummet med ingredienser, så Harry sig tilbage over skulderen. Han så Ginny, som stod lammet med åben mund. Da deres blikke mødte hinanden, begyndte hun at græde. Ikke højlydt, men Harry kunne se tårerne dale ned af hendes kinder. Hun slap alt Harrys tøj, og vendte ham ryggen. Hun løb ud af lokalet og var hurtig væk. Harry havde ikke i sinde at følge efter hende. Han ville blive, hvor han var. Lige her hos hans elskede. Han tog sig slet ikke af, hvordan Ginny måtte have været. Han havde jo givet hende falske forhåbninger igen, da han sagde til hende, at han kun var ægtet med Snape af sikkerhedsmæssige årsager. Men det han havde det dårligst med var, hvordan Ron mon ville reagere. Hvad ville han dog ikke sige? For det første var det jo Snape, han var forelsket i. Det var Snape han elskede, og ikke Ginny. Det var det, som tryggede Harry mest. Hvad ville Ron ikke tænke om af alene af den grund? For det andet havde han jo sagt til Ron, at han agtede at gifte sig med Ginny, så snart han kunne, fordi det hende han elskede. Harry var så bange for, at deres venskab aldrig ville blive det samme igen. På den anden side føltes hans kærlighed til Snape større end som så. Lige nu følte han, at alt andet var sat i anden række, selv hans bedste ven. Harry rystede på hovedet og sukkede kærligt indvendigt. Han kiggede sig over skulderen, hvor han så sit livs lys stå og kigge på ham med de sorte øjne. Snape stod lænet op i dørkarmen med skulderen. Hans hoved lå skråt mod dørkarmen. Han smilede til Harry. Et lille smil, som var så fuld af følelser. Harry smilede skævt. ”Kom her,” beordrede Snape. Ikke på den kølige kommanderende måde, men på en kærlig kommanderende måde, der afspejlede utrolig meget magt. Hans stemme var så fuld af magt, og det gjorde kun Harry endnu mere lykkelig. Harry gik med slentrende skridt hen mod Snape. Hans arme hang slap ned af siden, brystet var skubbet frem, mens hans hoved pegede stift mod Snapes. Hans øjne så direkte ind i Snapes, og for første gang i Harrys liv følte han selv en hvis selvtillid og magt i Snapes nærvær. Han havde følelsen af, at hans øjne drillede Snapes. De legede sammen. Da Harry var helt henne ved Snape stoppede han op, og kiggede ekstra dybt ind i hans øjne. ”Hvor har du været?” spurgte Harry, ”hvor har du gemt dig henne? Jeg har ledt, men aldrig kunne finde dig.” Snape stod stadig op af dørkarmen. Han smilede skævt tilbage til Harry, og sagde så: ”Jamen jeg er her nu,” og så plantede han beslutsomt sine læber mod Harrys. ”Og her bliver jeg,” sagde Snape smilende efter at have brudt kysset. _______________ Så fik jeg skruet det sidste af dette kapitel helt sammen. Jeg håber i syntes om det, og eventuelt vil smide en lille kommentar med jeres mening. 8) Denne historie har fået 70 kommentarer | Kommenter gå til toppen

Fan Fiction: 1072 Kapitler: 6137 - - Vælg Forfatter - - - Sirius Black - 3 FanFic(s) -lily-evans- - 1 FanFic(s) 762731 - 1 FanFic(s) Aadal - 6 FanFic(s) AC - 1 FanFic(s) agurkeelsker - 2 FanFic(s) Aiaysha - 1 FanFic(s) Aida - 1 FanFic(s) Aieryn - 18 FanFic(s) Akasha - 11 FanFic(s) Akisa - 2 FanFic(s) Alainne - 3 FanFic(s) Alannia! - 1 FanFic(s) Alba - 1 FanFic(s) Alein - 3 FanFic(s) Alexandra Malfoy - 1 FanFic(s) Alexia - 1 FanFic(s) AlexN94 - 8 FanFic(s) AllisonGrey - 2 FanFic(s) Alyssa - 1 FanFic(s) Amora B. - 4 FanFic(s) Amylee - 3 FanFic(s) Andra - 8 FanFic(s) Anduril - 2 FanFic(s) Angel of Dreams - 4 FanFic(s) Ann - 4 FanFic(s) Anna-Mia - 1 FanFic(s) Annan94 - 2 FanFic(s) ARMK - 3 FanFic(s) Ashley - 4 FanFic(s) Assy&Lucy - 3 FanFic(s) Astrid - 1 FanFic(s) atas - 1 FanFic(s) baNANNA - 1 FanFic(s) Bellatrix_007. - 2 FanFic(s) Bing - 3 FanFic(s) Bingo - 1 FanFic(s) Black - 3 FanFic(s) Blaise - 4 FanFic(s) Bloom-freak - 4 FanFic(s) Bonde - 1 FanFic(s) Bonnie - 4 FanFic(s) Boréas - 1 FanFic(s) brian_potter - 1 FanFic(s) Brown - 5 FanFic(s) camilla89 - 1 FanFic(s) Casandra Black - 3 FanFic(s) CasperTM - 1 FanFic(s) Cassandra Gåde - 2 FanFic(s) Cassidy - 4 FanFic(s) Cassie - 9 FanFic(s) Chamilia Black - 6 FanFic(s) Champen - 2 FanFic(s) Charming Charlie - 1 FanFic(s) cheller - 6 FanFic(s) Chibi - 4 FanFic(s) Chrille - 1 FanFic(s) Chuske - 1 FanFic(s) CL- Storm1617 - 2 FanFic(s) Clairshaw - 1 FanFic(s) Connie203 - 1 FanFic(s) Cool Køter - 2 FanFic(s) Corazon - 3 FanFic(s) cornelia_bloom - 10 FanFic(s) Cristal Green - 2 FanFic(s) Crystal - 4 FanFic(s) CutiePieCupcake - 1 FanFic(s) Dark - 9 FanFic(s) Dark_mind - 1 FanFic(s) darry - 1 FanFic(s) Dean Thomas - 1 FanFic(s) Debbie - 2 FanFic(s) Dina-mie - 5 FanFic(s) DkzLullu - 5 FanFic(s) Dolly Doloosa - 2 FanFic(s) DoNkk - 1 FanFic(s) Dora - 2 FanFic(s) DracoDraco - 6 FanFic(s) DracoLover - 5 FanFic(s) Dragon - 2 FanFic(s) Dranelli - 1 FanFic(s) Earny Oakland - 13 FanFic(s) Egania - 3 FanFic(s) Eika McArin - 5 FanFic(s) Elektra James - 6 FanFic(s) ElverBlomsten - 4 FanFic(s) Elvira - 1 FanFic(s) Emma-Potter - 4 FanFic(s) Emmagirl - 1 FanFic(s) Enitsirk - 2 FanFic(s) Eowyn21 - 1 FanFic(s) EstelleWhite - 2 FanFic(s) Eva - 1 FanFic(s) Fantasy - 2 FanFic(s) Farry - 1 FanFic(s) Fay - 10 FanFic(s) Fleurt black - 2 FanFic(s) FlickyPooh - 1 FanFic(s) Foxieh - 1 FanFic(s) fredxen - 6 FanFic(s) Freja - 3 FanFic(s) Friller - 1 FanFic(s) Gabrielle - 2 FanFic(s) Gabrielle Delacour - 1 FanFic(s) Gina - 1 FanFic(s) Ginerva - 2 FanFic(s) Ginny - 1 FanFic(s) GINNY POTTER - 2 FanFic(s) ginnygirl - 4 FanFic(s) GinnyWeasley - 5 FanFic(s) Gracelle - 1 FanFic(s) grinebider - 2 FanFic(s) Gunilla Sylvester - 6 FanFic(s) h p jeanette - 9 FanFic(s) Halvblodsprinsessen - 2 FanFic(s) harry-fan - 1 FanFic(s) harry-potter - 3 FanFic(s) Helle Potter - 3 FanFic(s) Hermione - 2 FanFic(s) Hermione G - 14 FanFic(s) Hermione Og Mig<33 - 1 FanFic(s) Hikairi - 4 FanFic(s) himstragimsen - 1 FanFic(s) hmt - 2 FanFic(s) Holley Short - 3 FanFic(s) Hope - 4 FanFic(s) Hosjer - 1 FanFic(s) HP freak - 3 FanFic(s) Hugtand - 2 FanFic(s) Hybenblomst - 2 FanFic(s) Illuminati - 2 FanFic(s) Jade - 2 FanFic(s) Jasmine Evans - 9 FanFic(s) Jason - 1 FanFic(s) jeans - 2 FanFic(s) Jelina Slytherin - 1 FanFic(s) Jessicaen - 4 FanFic(s) Jill - 2 FanFic(s) juliejones - 1 FanFic(s) Julinda - 1 FanFic(s) Juulie - 3 FanFic(s) kaidoz - 2 FanFic(s) Katarina - 1 FanFic(s) Kath - 1 FanFic(s) Katrina - 2 FanFic(s) Katy - 12 FanFic(s) Kay-Uwe - 3 FanFic(s) Kayleight - 1 FanFic(s) Kiaa - 6 FanFic(s) Kirstenbær - 1 FanFic(s) Kis - 6 FanFic(s) KNA - 8 FanFic(s) Kronhjorten - 3 FanFic(s) La Luna - 4 FanFic(s) LadyMarian - 3 FanFic(s) Lala!xD - 2 FanFic(s) larz - 1 FanFic(s) Lati - 1 FanFic(s) liana - 1 FanFic(s) lil-missy-lupus - 1 FanFic(s) Lilje100% - 9 FanFic(s) Linda Rawen - 4 FanFic(s) Line James Potter - 2 FanFic(s) Lola - 1 FanFic(s) London - 6 FanFic(s) Love-Bellatrix - 10 FanFic(s) Luccas - 2 FanFic(s) Lucy Malfoy Nox - 9 FanFic(s) lull--xD - 5 FanFic(s) Lulu - 2 FanFic(s) Luna Avril - 5 FanFic(s) Luna Clara - 6 FanFic(s) Luna-Linea - 1 FanFic(s) luna_min luna - 10 FanFic(s) Lupatius - 2 FanFic(s) Luuna - 6 FanFic(s) magic-andreas - 2 FanFic(s) Malegaber - 3 FanFic(s) Malvia - 13 FanFic(s) Margaret - 14 FanFic(s) Marie Louise Granger - 7 FanFic(s) Massi - 2 FanFic(s) Masyo - 1 FanFic(s) Mats - 2 FanFic(s) møjs - 5 FanFic(s) Mekko - 1 FanFic(s) Melli - 1 FanFic(s) Merlin - 1 FanFic(s) Mi Jin Lim - 5 FanFic(s) miamione - 4 FanFic(s) michelle granger - 16 FanFic(s) Michelle_Michirure - 1 FanFic(s) Mie - 5 FanFic(s) Miley - 4 FanFic(s) Mimi - 7 FanFic(s) MindSlave - 1 FanFic(s) Mirana - 1 FanFic(s) miss hermione - 10 FanFic(s) Missayla - 2 FanFic(s) MissLestrange - 3 FanFic(s) miss_lilly_Potter - 1 FanFic(s) Miss_Malfoy - 1 FanFic(s) Moi - 1 FanFic(s) Moonchild - 3 FanFic(s) Moonstone - 2 FanFic(s) Moony - 2 FanFic(s) Morgana - 8 FanFic(s) Musika - 7 FanFic(s) Myggen - 1 FanFic(s) Myspunk - 2 FanFic(s) Nalle-mus - 2 FanFic(s) Narcissa - 5 FanFic(s) Nemesis - 2 FanFic(s) Nera - 1 FanFic(s) Nightwish - 1 FanFic(s) nobody - 4 FanFic(s) Noodle - 1 FanFic(s) Noone - 1 FanFic(s) novadread - 1 FanFic(s) NuZer001 - 1 FanFic(s) Nymphadora - 3 FanFic(s) P. Quex - 1 FanFic(s) Padfoot - 3 FanFic(s) ParryHotter - 1 FanFic(s) Patronus - 1 FanFic(s) Peri - 5 FanFic(s) Pernille - 5 FanFic(s) Phoenix - 1 FanFic(s) Picaboo - 1 FanFic(s) Pink lady - 2 FanFic(s) Pixie - 2 FanFic(s) PLinse10 - 2 FanFic(s) Polly - 1 FanFic(s) potter-tefler - 3 FanFic(s) Potter\'forever <3 - 2 FanFic(s) Potter_pigen - 2 FanFic(s) Rach - 3 FanFic(s) Rebecca - 5 FanFic(s) regina - 1 FanFic(s) Reve - 2 FanFic(s) Rikke Granger - 1 FanFic(s) Risika - 2 FanFic(s) Rita_Rivejern - 4 FanFic(s) Rogue - 2 FanFic(s) Rosalie - 1 FanFic(s) Rosélicé - 2 FanFic(s) Rosie - 4 FanFic(s) Rosmerta - 1 FanFic(s) Rubiya - 3 FanFic(s) sahpiragirl - 4 FanFic(s) Saint Jimmy - 3 FanFic(s) SaintLea - 5 FanFic(s) sakura-haruno - 1 FanFic(s) Sandberg - 3 FanFic(s) Sarl - 1 FanFic(s) Søde Miiq - 1 FanFic(s) Schlapi - 4 FanFic(s) scottie - 1 FanFic(s) Selena - 7 FanFic(s) selmer - 3 FanFic(s) SH - 4 FanFic(s) Shinjumus - 4 FanFic(s) sie - 1 FanFic(s) Signe - 1 FanFic(s) Sirius - 5 FanFic(s) Sirius- - 7 FanFic(s) Siva - 1 FanFic(s) Skov - 1 FanFic(s) Skyla Fritz - 1 FanFic(s) smørhår - 2 FanFic(s) solskin - 2 FanFic(s) Sort Genganger Hund - 4 FanFic(s) Sstrandby - 1 FanFic(s) Stardust - 3 FanFic(s) Supreme Mugwump - 1 FanFic(s) Susanne - 1 FanFic(s) Svumpukkel - 3 FanFic(s) Tania - 3 FanFic(s) Tanic - 3 FanFic(s) Tara - 11 FanFic(s) Tatu - 1 FanFic(s) Té Fai - 3 FanFic(s) TearsOfBlood - 2 FanFic(s) Teea - 1 FanFic(s) Tellima - 1 FanFic(s) The Werewolf - 1 FanFic(s) Tonks-mus - 2 FanFic(s) Toshiro - 1 FanFic(s) Trelawney - 7 FanFic(s) Trillo - 2 FanFic(s) Twilightobsessed - 1 FanFic(s) Tyklodifo - 1 FanFic(s) unik - 5 FanFic(s) Vampira - 6 FanFic(s) Vampires Kiss - 4 FanFic(s) Veela - 4 FanFic(s) Vico - 4 FanFic(s) Victoria - 2 FanFic(s) vvPottervv - 1 FanFic(s) Vyse - 5 FanFic(s) Willy Wonkan - 4 FanFic(s) Wirakel - 1 FanFic(s) xAmy - 9 FanFic(s) xbrokenvalentine - 2 FanFic(s) xMello - 7 FanFic(s) xMilissa - 4 FanFic(s) Yufa - 2 FanFic(s) Zami-Rieh - 4 FanFic(s) Zuper-ZtarBang - 38 FanFic(s)

Design & Code by Mugwump I/S | © Mugwump I/S since 2005
Original Characters are owned by J.K. Rowling