|
|
Før Deathly Hallows |
Efter Deathly Hallows |
Kapitler |
Mest læste |
Bedst vurderede
|
|
|
|
Historiens Titel: Giv ikke op
Historiens Forfatter: Hikairi
Historien er vist: 629 gange
Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre
Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 31.12.2009
Historien indeholder: 7 kapitler
Antal stemmer: 1
Gns. Karakter: 10
Kommentarer: 22
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 15.05.2010 klokken 23:08
1. Kapitel: En varmende besked
2. Kapitel: Eliksirtime
3. Kapitel: Det er vigtigt at få sin søvn
4. Kapitel: En mulig misforståelse
5. Kapitel: Forvirring
6. Kapitel: Mindekarret
7. Kapitel: Beklemte situationer
|
Kapitlets Titel: En varmende besked
Kapitlet blev tilføjet den: 31.12.2009 klokken 01:02 |
Hermione Granger havde altid elsket at lære noget nyt. Hun frydede sig oprigtigt ved at indsamle og tilegne sig viden. Da hun som elleveårig modtog brevet fra Hogwarts, havde hun ikke kunnet sove i flere nætter i træk, så begejstret var hun for den nye verden, der havde åbnet sig for hende. Efterhånden var hun også gået hen og blevet nervøs – hun vidste jo absolut intet om det sted, hun skulle tilbringe sit første skoleår. Derfor gjorde hun det eneste, der kunne dæmpe nervøsiteten (og dette var en taktik hun efterfølgende havde brugt hver dag i sit liv): Hun forberedte sig.
Så snart hun havde fået mulighed for det, havde hun købt så mange bøger om magiens verden, som hun var kommet i nærheden af. Hun havde anstrengt sig for at forstå dem ned til mindste detalje, velvidende at dette var så godt som umuligt for hendes kun elleve år gamle hjerne. Når hun genkaldte sig de aftner, hun havde siddet bøjet over bøgerne med en følelse af både fascination og ærefrygt i sig, kunne hun mærke, hvordan et lille smil bredte sig på hendes læber. Meget af det hun havde læst, havde været uforståeligt for hende dengang. Alligevel havde hun altid haft den opfattelse, at man konstant burde udfordre sit intellekt.
”Hvad smiler du ad?”
Hendes øjne forlod de snørklede bogstaver på det gulnede pergament og fæstnede sig ved den rødhårede, der nærmede sig hende.
”Gamle minder,” svarede hun, uden at smilet forlod hendes ansigt.
”Åh. Okay så. Øh, ’Mione – jeg tænkte på, om du ikke lige ville hjælpe mig med noget?”
Drengen ventede ikke på svar, men satte sig straks hen ved siden af hende. Hun sukkede.
”Hvad er der, Ron?”
”Den aflevering, du ved, den Professor Binns gav os for. Jeg ved godt, at det bare er en redegørelse, men du er jo den eneste, der hører efter, så–”
Hun vinkede ham af med hånden.
”Vent lige. Kan du ikke selv lave den? Du har masser af tid til det.”
”Jeg skal til quidditch-træning …”
”Så kunne du have lavet den i god tid,” bed Hermione og prøvede at ignorere det faktum, at hun lød ligesom Mrs. Weasley. ”Jeg kan ikke i aften, jeg har andre ting at lave.”
”’Mione, hvad laver du overhovedet ud over lektier?”
”Jeg–” Hun tav. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare.
”Se selv. Vil du ikke nok lave den aflevering for mig? Kom nu.”
”Nej, jeg vil ikke, Ron. Og lad mig nu være i fred.” Hun smækkede irriteret sin bog sammen og rejste sig for at forlade opholdsstuen.
”Du skulle tage at lave noget andet en gang imellem – det kan ikke være sundt at læse så meget. Ikke så mærkeligt de siger ting om dig.”
Hun stoppede op.
”Siger om mig? Hvad mener du?”
Hun kunne se på Rons ansigtsudtryk, at han ikke havde forventet hendes reaktion.
”De siger ting …” Han fortrød tydeligvist, at han havde nævnt det.
”Det fik jeg fat i. Hvad siger de?”
”Den anden dag …” Han stoppede.
”Ja?” Hun sendte ham et afventende blik.
”… Den anden dag sagde Parvati at det er klart, ingen af pigerne kan lide dig, når du ikke taler om andet end de bøger, du læser. Og Seamus sagde, at ingen drenge ville–”
”Tak, Ron,” afbrød hun. Hun kunne gætte sig til resten. ”Det må jeg nok hellere snakke med Parvati og Seamus om.”
Ron lænede sig tilbage i sofaen og rodede sig usikkert i håret.
”Hvor skal du hen, ’Mione?” spurgte han, da hans veninde pludselig bevægede sig væk fra ham med hastige skridt. Men hun gik ikke mod pigernes sovesal.
”Hey, du ved godt, at der er udgangsfor–”
Mere nåede han ikke at sige, før Hermione var forsvundet ud gennem portræthullet.
---
Hermione stormede gennem de tomme gange på syvende sal. Tårerne fik den mørke verden omkring hende til at flyde ud. Hendes fødder ramte rytmisk stengulvet, mens hun løb gennem et utal af knudrede korridorer, indtil hun ikke længere var klar over, hvor hun befandt sig. Hun ville bare væk.
Hun løb indtil det smertede i hendes lunger, og hun blev nødt til at standse op. Først nu blev hun opmærksom på omgivelserne og så, at der få meter fra hende var et lille marmorspringvand. Hun satte sig på kanten af det og prøvede at få vejret.
Hun havde nægtet at ligge og hulke på pigernes sovesal, når Parvati helt sikkert var der. Hvad var det, skolekammeraten havde sagt om hende? Hun mærkede et stik i hjertet, da hun genkaldte sig ordene
… det er klart, ingen af pigerne kan lide dig …
Ron. Han ejede ikke den mindste form for situationsfornemmelse, gjorde han?
På den anden side var det måske godt nok, at han havde sagt det til hende - hun havde jo også presset ham til at afsløre det. Hellere vide, hvad der blev sagt frem for at blive holdt uvidende, mens andre talte grimt om én bag ens ryg. Men hun var stadig såret.
Hermione var en nørd, det indrømmede hun gerne. Og godt nok kiggede hendes medstuderende ofte underligt på hende, og hun havde altid vidst, at der var noget. Hun havde dog forventet, at de på en eller anden måde havde formået at acceptere hendes måde at være på efter alle de år, der var gået. Men alligevel mente de åbenbart, at der var noget abnormt ved hende, betragtede det, som om hendes intelligens hæmmede hendes evne til at kommunikere med andre – som om det gjorde, at hun manglede en eller anden form for social kompetence.
Hun mærkede, hvordan ensomheden langsomt udhulede hende, og hun var klar over, at uanset hvor mange bøger hun læste, kunne litteraturen ikke fylde dette store, tomme hul i hendes indre. Hun krummede sig sammen på det kolde marmor og lod rystelserne løbe gennem sin krop.
---
En flagermusagtig skygge blev kastet på væggen og vidnede om, at skolens mest upopulære lærer, Severus Snape, var på sin færd gennem korridorerne. Han bevægede sig med den vagtsomhed, der efter mange år som spion konstant hvilede over ham. Glidende af sted langs de mørke væge holdt han skarpt øje med, om nogle elever havde valgt at trodse skolens forbud og alligevel begive sig uden for sovesalene på dette tidspunkt af døgnet, da noget fik ham til at standse op.
Der gik lidt tid, inden han blev klar over, hvad det var for en lyd, han havde hørt, eftersom den ikke var ham særlig familiær.
Han blinkede, da det gik op for ham.
Gråd.
Men det var ikke de flæb, der normalt kunne høres på skolegangene – dette lød som et såret dyr, der krængede sin smerte ud. Kilden til disse uhyrlige lyde befandt sig, så vidt han kunne vurdere, henne ved en fontænen få meter fremme. Han listede lydløst nærmere og kastede et hurtigt blik rundt om hjørnet. Han fik et glimt af en hulkende dynge af viltert hår og genkendte derudfra personen som sjetteårseleven Hermione Granger. Hendes hiksten gav genlyd mod stenvæggene. Snape skuttede sig, men tog sig selv i det. Kunne det virkelig passe? Lyden af hendes gråd skræmte ham? Han ville vende sig om og marchere væk fra stedet – han synes det var upassende at blive stående - der var noget voyeuristisk ved at stå og lytte til noget sådant, når en person var så fuldkommen blottet - men han bevægede sig ikke, hans fødder var som naglet til jorden.
Severus, det her er ikke medynk, er det?
Absolut ikke.
Det var ikke, fordi Severus hadede Granger. Hendes tilstedeværelse i hans timer var udholdelig. Han kunne ikke benægte det faktum, at hun var ualmindeligt velbegavet. Alligevel forekom hun ham til tider blot som et talende leksikon, totalt blottet for kreativitet og opfindsomhed. Hun gjorde alting så forbandet perfekt, præcis efter bogen. Når han sagde, hun skulle hakke mandrake-rødderne, så de havde en bestemt tykkelse, formåede hun altid at hakke dem, som havde hun stået med et centimetermål og målt efter (han ville ikke blive overrasket, hvis dette rent faktisk var tilfældet). Denne nærmest sygelige perfektionisme afspejlede sig i hendes resultater, og gjorde hende til – måtte han modvilligt indrømme – den bedste elev på hans hold.
Ikke at han nogensinde ville lade hende vide dette.
Hun var ualmindeligt engageret i et ellers så forhadt fag som Eliksirer, men hun ejede ikke den diskrethed, han altid havde været i besiddelse af. Ud af hendes øjne lyste en iver, han genkendte fra sin egen skolegang, han havde også følt denne, blot havde han formået at afdæmpe sin entusiasme. Guderne skulle vide, at hun måtte forvride en muskel en eller anden dag, sådan som hendes arm altid røg i vejret, hver eneste gang han stillede et spørgsmål. Hendes opfarenhed irriterede ham, fordi den var så voldsom, så ukontrolleret, så … gryffindor. Og uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke få hende til at beherske sig selv.
Hvis få af hendes karaktertræk havde været anderledes, var hun måske blevet sorteret ind i det rigtige hus. Men nu var hun tabt – man behøvede blot at se på personerne, hun mængede sig med. Weasley, Potter. Hvilket spild af potentiale.
Så han fattede på ingen måde sympati for pigen, han tvivlede faktisk på, om han overhovedet var i stand til at fatte sympati for nogen. Ikke engang sig selv længere.
Det næste han gjorde forekom ham derfor højst besynderligt, og han ville bruge mange timer fremover på at tænke tilbage på det og spekulere over præcis hvad det var, der havde fået ham til at gøre det.
Med en blød bevægelse svingede han sin tryllestav gennem luften, og et lille stykke papir dukkede op få centimeter fra hans hoved. Med sin lydløse wingardium leviosa-besværgelse styrede han varsomt lappen gennem luften, så den svævede ned og lagde sig for fødderne af den stadig småhulkende pige, der intet bemærkede.
Så vendte han sig om og gik.
---
Efter nogle minutter var Hermiones gråd stilnet af. Hun rejste sig langsomt og skulle til at begive sig tilbage til kollegieværelset, da hun blev opmærksom på noget. Hun gned sine blodskudte øjne, og trådte et par skridt frem, hvorefter hun bøjede sig ned for at samle papirstumpen på gulvet op.
Den havde ikke ligget der for ti minutter siden. Nogen måtte have placeret den der, mens hun var uopmærksom.
Hendes hjerte hoppede, da hun læste de tre ord på papiret, og hun mærkede en behagelig varme sprede sig fra brystet og ud i resten af kroppen. En varme, der fyldte det indtil nu voksende tomrum inden i hende.
Kunne det være en tilfældighed? Hvem sagde, beskeden var tiltænkt hende? Det kunne ligeså godt være en note, en eller anden havde skrevet til sig selv. Men hvorfor skulle den så ligger lige præcis dér, hvor hun havde fundet den?
Nej, det var bestemt ikke et tilfælde.
Hun smilede til den krøllede pergamentseddel i sin hånd.
”Giv ikke op.”
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Eliksirtime
Kapitlet blev tilføjet den: 30.01.2010 klokken 16:43 |
”Jeg forstår bare ikke, at du ikke tænker dig om en ekstra gang, før du siger noget, Ron!”
”Hermione, hold nu op. Det er bare det, at du er så …”
”Godtroende? Let at manipulere med?”
”… Klog.”
Hermiones øjne lynede, og Ron veg forskrækket tilbage.
”Og derfor tager du det måske som en selvfølge, at jeg glædeligt påtager mig en fordoblet arbejdsbyrde?” Hun lo skingert, og Ron oprigtigt skræmt ud. ”Det er sandt, at jeg kan lide at arbejde hårdt. Jeg knokler for at opnå resultater. Men der er en grænse for, hvad jeg accepterer.”
Hun bevægede sig hen mod trappen til pigernes sovesal, mens hun kiggede tilbage på Harry og Ron, der så bestyrtet på hende.
”For fremtiden kan I lave jeres afleveringer selv.”
Hun stoppede op ved det første trappetrin og drejede rundt, så hun stod ansigt til ansigt med sine fortvivlede venner. Hendes stemme var rolig, da hun igen talte:
”For fremtiden skulle I måske prøve at tænke lidt med over, hvad for en slags menneske jeg er.”
Hun sendte dem et lille smil.
”Se på det positive. Nu kan I måske begynde at få noget ud af jeres uddannelse.”
Så gik hun op på sovesalen og lod de to venner stå eftertænksomme tilbage i Gryffindors opholdsstue.
---
Hermione åbnede den gamle, slidte eliksirbog foran sig og begyndte omhyggeligt at overveje, hvad hun skulle bruge til at løse dagens opgave. Hun havde valgt at arbejde sammen med Neville i dag, hvilket betød at Ron og Harry var overladt til sig selv og deres egne evner. Et lille fnis undslap hende, da hun så deres åbenlyst desperate ansigtsudtryk. Selvom synet var tilfredsstillende vendte hun hurtigt opmærksomheden tilbage mod sit eget projekt.
Neville stod og så afventende, nærmest bedende på hende. At arbejde sammen med ham kunne faktisk være en fordel, så længe han ikke rørte ved noget. Hun kunne lave det hele og nøjes med at mumle korte forklaringer til klassekammeraten. Hun havde opdaget, at hun lærte godt ved at genfortælle og formidle den viden, læreren allerede havde givet dem.
Det eneste problem ved Neville var hans klodsethed og hans nærmest sygelige angst for eliksirprofessoren, der kunne resultere i nervøse udbrud, hver gang læreren kom tæt på ham – og dermed bryde hendes strengt påkrævede koncentration.
Men Snapes tilstedeværelse påvirkede alle i lokalet, ikke kun Neville. Han var én af de typer, der kunne få enhver til at føle sig utilpas. Hans blik kunne få tøj til at stramme, hænder til at skælve, og sveden til at springe frem overalt på kroppen. De sorte øjne kunne være fyldt med en ligegyldighed, det kunne tage modet fra enhver.
Hermione havde altid nydt at betragte, hvordan lærerne håndterede forskellige situationer. Hun elskede som bekendt at læse – dette inkluderede også at læse mennesker. Så hun var gennem årerne blevet ganske fortrinlig til at tilpasse sig sine læreres reaktionsmønstre, men med Snape kunne man aldrig vide sig sikker.
Snape var den eneste lærer, hun altid havde haft svært ved at afkode. Uanset hvor hårdt hun arbejdede, havde han altid nægtet at anerkende hendes indsats. Hun kunne ikke tro, dette blot var, fordi hun var en gryffindor. Ganske vist favoriserede han sine egne elever, men dette gjorde næsten alle lærere til en vis grænse. Så vidt hun kunne mindedes, havde hun aldrig gjort ham noget, andet end et etablere et venskab med Harry måske – og dette kunne hun godt se, vejede tungt, for Snape hadede virkelig Harry af et godt hjerte – men manden havde også en bitterhed i sig.
Da Harry for et år siden havde fortalt, hvad han havde set i mindekarret, kunne hun endelig forstå. Det grædende barn i hjørnet, der krøb sammen for at skærme sig mod forældrenes skænderier. Den konstante ydmygelse, vreden og frustrationen han oplevede som ung, gjorde at fascinationen af de mørke kræfter – den længsel efter at opnå magt og tage hævn, han senere var blevet fanget af – var forståelig. Det var en elementær psykologisk reaktion. At han så senere heller ikke fik lov til at undervise i det han brændte for, måtte have bidraget yderligere til denne bitterhed.
Dette retfærdiggjorde selvfølgelig ikke hans ætsende kommentarer – for eksempel den kommentar om hendes tænder for to år siden; hun havde ikke glemt den endnu – og hans i hele taget ubarmhjertige og uretfærdige behandling af eleverne.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at gyse, når hun tænkte på, at fortidens hændelser havde forandret ham til det, han var i dag. Hun skævede til ham og mærkede en kuldegysning løbe gennem kroppen. Hun bladrede gennem sin bog og vedblev at betragte læreren, mens hun samtidig udglattede nogle af sidernes utallige æselører.
--Hermione, du har vel ikke ondt af ham?--
Selvfølgelig havde hun ikke det! Han havde selv bragt sig i den situation, han var i den dag i dag, og han kunne forandre sig, hvis han oprigtigt ønskede det. Han kunne vælge at handle anderledes. Man havde altid et valg.
Hun kiggede ned i sin skolebog og begyndte at instruere Neville i, hvad han skulle gøre. Efter et stykke tid dristede hun sig alligevel til at kaste endnu et blik hen på manden, hun før havde iagttaget. Han var ikke længere på sin sædvanlige plads bag katederet, og det gav et sæt i hende, da det gik op for hende, at professoren stod ved siden af hende.
”Miss Granger, se at få bestilt noget!” snerrede han næsten uden at åbne munden, og Hermione kunne akkurat skimte hans tænder, der havde et svagt gulligt skær.
”Javel, sir.” Hun fumlede febrilsk med kolberne, som Neville havde hentet.
Så gik han, lige så lydløst som han var kommet, videre til det næste hold af elever. Hun hadede, at han kom snigende på den måde. Det gav hende en følelse af, at hun konstant måtte være på vagt. Ingen elev – bortset fra hvis han eller hun var fra Slytherin-kollegiet selvfølgelig – kunne vide sig sikker i eliksirtimen.
---
Snape blev stående og betragtede Hermione Granger, der, efter timen var forbi, smilende forlod eliksirlokalet.
Hvorfor havde hun stirret på ham på den måde?
Havde hun monstro gennemskuet noget? Han gik hen og satte sig på stolen bag katederet, mens han forsikrede sig selv om, at dette umuligt kunne være tilfældet. Han var ganske enkelt bare en smule paranoid efter sidste aftens hændelser. Tanken om, at hun opdagede, at han havde sendt hende noten, var forfærdende. Det ville ødelægge hele hans ry som lærer. Hans elever ville grine af ham. Han greb hårdt fat om katederets kant og forbandede sig selv.
Hvorfor i alverden havde han også gjort det?
Han vidste det ikke, men der var ikke noget, han kunne gøre ved det nu. Med et suk slap han bordkanten og lænede sig tilbage i stolen.
Gad vide, hvordan hun egentlig havde opfattet beskeden? Gav den nogen som helst mening for hende? Han var ikke bekendt med hendes situation, men da han havde stået der, havde det forekommet ham som det rigtige at skrive. Og det lod til han havde ramt rigtigt – pigen virkede mere munter i dag.
Han var klar over, at han burde skyde episoden ud af hovedet, glemme den så den ikke kom til at distrahere ham yderligere i fremtiden. Alligevel kunne han ikke ryste tanken om hendes stirren af sig.
--Hun kiggede på dig. Det er fuldstændig normalt. Elever sidder tit og kigger på deres lærere.--
Han måtte indrømme, at det var sandt, selvom han ikke kunne forstå, hvorfor nogen elev ønskede at kigge på ham i længere tid. Der måtte være en grund til, at hun havde set sådan på ham. Hvad havde hun tænkt? Hun havde tydeligvis været fordybet i tanker – og det var ikke blot dagdrømmeri. Det så meget anderledes ud, når elever dagdrømte, vidste han af erfaring.
Han fnøs og tænkte, at enhver anden person med en smule fornuft i livet ville have brugt al sin energi og opmærksomhed på at undgå, at gumpetunge Longbottom lavede fatale fejl i eliksireksperimentet. Hvorfor hun var gået sammen med så ubegavet en elev som ham, forblev ham en gåde. Hans bedste bud var, at hun med glæde indtog rollen som ”de svages beskytter”. Så længe han havde kunnet huske, havde hun altid forsvaret og hjulpet den stille dreng, på samme måde som …
Han gjorde en irriteret bevægelse med hovedet, hvorefter han rejste sig fra stolen og gik ud af lokalet.
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Det er vigtigt at få sin søvn
Kapitlet blev tilføjet den: 31.01.2010 klokken 18:26 |
Hermione strøg nogle vildfarne krøller om bag øret, mens hun kritisk kneb øjnene sammen. Det var aften, og hun havde netop været nede og spise aftensmad, hvorefter hun var gået på biblioteket for at gennemgå nogle ekstra tekster hun havde fundet i forbindelse med næste dags forvandlingslektier. Siderne hun skimmede igennem modsagde sig selv. Hvilken én skulle hun vælge? Hun lænede sig sukkende tilbage i stolen og kastede et sideblik hen på Snape, hvis mørke gevandter hun kunne skimte henne bag en bogreol.
Er han virkelig den eneste der er her udover mig?
Hun hadede, at sammenligne sig selv med den krumnæsede professor, men han virkede til at tilbringe lige så meget tid som hun gjorde på biblioteket disse dage. Og han kørte efter akkurat den samme rutine som hende: Han fandt en bog, læste dybt koncentreret i den, mens han hastigt nedskriblede notater og derefter føjede notatpapiret til en stadigvoksende notestak på bordet foran sig. Gad vide, hvad han er så optaget af, tænkte hun og bøjede sig atter over de to tekster, som krævede hendes skarpe kildekritik.
Professoren blev ved med at sidde og nedskrive notater i flere timer. Hun undrede sig over, hvorfor han sad på biblioteket og ikke nede på sit eget private kontor. På en måde generede det hende, at han også var på biblioteket. Det var jo hendes sted. Havde han ikke bedre ting at tage sig til end at sidde og få hende til at føle sig dårlig tilpas? (Ikke at han gjorde det med vilje, hun fik bare myrekryb af hans blotte tilstedeværelse) Hun stirrede irriteret hen på læreren, der sad et par borde fra hende. Så den mand aldrig andre mennesker? Nok socialiserede hun ikke meget, men han var direkte asocial. Hun så ham aldrig i selskab med de andre lærere, bortset fra, når han sad side om side med dem ved måltiderne i storsalen.
Endelig efter endnu en times tid rejste Snape sig og samlede papirstakken foran sig op. Han gik mod bibliotekets udgang med en værdig mine. Hun kunne ikke lade være med at føle en dyb respekt for ham. Han havde en umådelig autoritet og selvsikkerhed over sig, men hun mindede sig selv om, at dette højst sandsynligt var bygget op over et skrøbeligt ego.
”Reaktionsdannelse, vil jeg mene,” mumlede hun for sig selv, en vane hun havde fået efter at have siddet alene på biblioteket så ofte. Professoren var et perfekt eksempel på den psykologiske forsvarsmekanisme.
Da Snape skred forbi bordet, hvor hun sad, kunne hun ikke lade være med at kigge op på ham, og hendes stirren måtte have været åbenlys, for hans sorte øjne borede sig øjeblikkeligt ind i hendes. Et øjeblik overvejede hun at hilse, men trak så hastigt blikket til sig igen. Det var vist ikke passende, når det var Snape.
Lærerens skarpe blik forlod hende, og han fortsatte videre med taktfaste skridt og var få sekunder senere ude af lokalet.
---
Den aften lå Hermione vågen. Hun spekulerede stadig over, hvem der kunne have sendt hende den opmuntrende note, hun havde fundet for nogle dage siden. Det var tydeligvist ikke Harry eller Ron. Hun udelukkede også Parvati og Seamus - tanken om de to såkaldte ”venner” fik vreden til at blusse op inden i hende. Hurtigt slog hun det ud af hovedet. Vrede førte ingen steder hen, mindede hun sig selv om. Tilbage til spørgsmålet!, tænkte hun. Hvem kan have sendt beskeden? Hun gennemgik listen over eleverne fra Gryffindor, som hun kendte. Dean Thomas? Højst sandsynlig ikke. Han var ligesom Seamus. Hun tvivlede på, at det kunne være nogen af drengene fra Gryffindor. Hvem af de quidditch-besatte drenge kunne nogensinde finde på-- hun stoppede sig selv. Der var én, hun ikke havde overvejet.
Hvad med Neville?
Hun så drengen for sig. Når hun genkaldte sig hans opførsel over for hende, kunne det godt virke, som om han var en smule betaget af hende. Hun huskede, da han havde spurgt, om hun ville med ham til juleballet for to år siden. Måske var … Nej, det kunne ikke være ham!
Hvad med sådan én som Ginny? Hun overvejede muligheden og forkastede den så igen. Så vidt hun huskede, havde Ginny befundet sig på pigernes sovesal den aften hun var løbet grædende ud af Gryffindors opholdsstue. Hermione begyndte at tvivle på, at det overhovedet var nogen fra gryffindorkollegiet. Hvem kunne det så være? En helt fremmed var det sandsynligvis ikke. En tilfældig forbipasserende hufflepuff-elev måske? Det kunne meget vel tænkes. Elever fra det kollegium var jo som bekendt alles ven.
Hun lå vågen til langt ud på natten og stirrede op i loftet, mens hun prøvede at opklare mysteriet. Til sidst fik hun en fornemmelse af, at alle de ansigter, der dukkede op i hendes hoved, nu også syntes at kigge ned på hende fra loftet. Hun lukkede øjnene for deres stirrende blikke og faldt i en urolig søvn.
---
Det pinte Hermione, at hun ikke kunne finde ud af, hvem hendes ”hjælper i nødens stund” var. Hun var nu blevet så besat af spørgsmålet, at hun ofte lå søvnløs om natten. Ron var allerede begyndt at spørge ind til, om noget var galt. Mærkeligt at hendes ven det ene øjeblik var så omsorgsfuld og det næste så fuldkommen hensynsløs. Men hun var glad for at han spurgte – han skulle nok lære at finde en balance en dag.
Hun ville ønske, hun kunne komme i kontakt med notens afsender. Om ikke andet for at takke personen. Lade personen vide, hvor meget den lille lap af papir havde hjulpet hende.
Hun var begyndt ofte at gå hen på stedet, hvor hun havde fundet papiret i håb om at møde én, der ville sende hende et vidende smil, men hun opdagede snart, at det intet nyttede. De få der gik forbi fontænen ikke så meget som værdigede hende et blik. Frustreret slog hun håndfladen mod det kolde marmor og vandrede skuffet tilbage til Gryffindors opholdsstue.
---
En aften hvor hun – som så mange andre aftner efterhånden – lå søvnløs, satte hun sig pludselig op og kom med et dæmpet udbrud. Det kunne ikke passe, at al den spekulation skulle stjæle hendes nattesøvn! Men uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke så sig selv til at slappe af, og dermed var der heller ingen mulighed for, at hun kunne falde i søvn. Til sidst rejste hun sig fra sengen og gik ned i opholdsstuen. Hun gik hen mod portræthullet og maleriet af den fede dame svingede langsomt til side. Kvinden på billedet spurgte hende halvt i søvne, om hun var klar over, hvad klokken var, men Hermione ignorerede dette og fortsatte ud i mørket.
Hermione ankom snart til sit bestemmelsessted. Hun kunne efterhånden vejen udenad. Lydløst og på bare fødder sneg hun sig over stengulvet og satte sig på springvandets kant. Denne nat var der helt mørkt, ingen fakler brændte og oplyste korridoren, men det gjorde ikke så meget, tænkte hun - der var noget fortryllende ved det blålige nattelys. Hun lukkede øjnene og åndede dybt ind. Nu hun var på stedet, var det, som om hun kunne slappe mere af. Lyden af springvandets sagte klukken beroligede hende, og hun følte sig fristet til at lægge sig på fontænekanten og overgive sig til søvnen. Det var i sandhed et skønt sted. Hun tænkte atter på den ukendte opmuntrer.
”Jeg har brug for at møde dig,” mumlede hun lavt ud i mørket.
”Møde hvem, Miss Granger?”
Hun sprang øjeblikkeligt op. Snape!
Læreren stod og betragtede hende med et koldt blik, og hans blege ansigt syntes at lyse spøgelsesagtigt i natten. Et par sekunder stod hun blot og kiggede på ham, helt stum af chok, men så fik hun med en enorm anstrengelse en sætning over sine læber:
”Pr-professor, øh, jeg var på vej hen til Professor McGonagall …”
”Og så syntes du lige, du ville tage et lille hvil på vejen?” Han hævede skeptisk et øjenbryn.
”Nej, jeg-- jeg skulle spørge hende, om …” fandt hun på, velvidende at hun var elendig til at lyve. Heldigvis afbrød Snape hende, inden hun nåede at sige mere.
”Miss Granger, de fleste af mine kollegaer tilbringer nattetiden med at betragte indersiden af deres øjenlåg og står derfor ikke til rådighed for dumdristige, små piger som dig.”
Hun stirrede fast ned på sine nøgne fødder, skrækslagen for at møde lærerens blik. I lidt tid stod hun bare sådan, usikker på hvad ufaldet af hendes regelbrud ville blive.
”Sig mig, hvorfor står du bare der, dit stupide pigebarn?”
Hun kiggede undrende op, men fortrød øjeblikkeligt, da hun mødte hans hadefulde blik.
”Gå dog hjem til dit kollegium!” snerrede han, og hun gjorde øjeblikkeligt, som han sagde, usigeligt glad for at hun var sluppet så billigt.
På vejen tilbage kastede hun et enkelt blik over skulderen, men hendes professor var allerede smeltet sammen med mørket igen.
---
Severus Snape sad på sit kontor og masserede langsomt sine tindinger. Frustrationen over, at Granger strejfede omkring om natten på den måde gav ham en dundrende hovedpine. Tingene gav pludselig lidt mere mening for ham: Han havde bemærket, at hun var begyndt at se en smule træt ud, selvom hun ikke lod sig mærke med det i undervisningen. Nej, hun var lige så belastende, som hun plejede i den sammenhæng. Men hvis hun brugte hele natten på at snige sig rundt i korridorerne (en beskæftigelse hvilken han indtil nu havde troet han var den eneste der praktiserede) var det klart, at hun ikke fik megen søvn.
Der var noget, der sagde ham, at hun ikke blot flakkede tilfældigt omkring, men gang på gang besøgte det samme sted. Denne opfattelse blev understøttet af de utallige gange i dagtimerne, hvor han havde set hende stå og kigge sig tøvende omkring ved fontænen.
---Hun leder efter afsenderen.---
Han var blevet overrasket over inderligheden i hendes stemme, da hun havde talt, helt uvidende om hans tilstedeværelse. Den korte besked måtte virkelig have gjort indtryk på hende. Han havde hjulpet hende …
Han bandede lavmælt og hamrede en knyttet næve ned i sit skrivebord. Hvorfor havde han gjort det? Den form for opførsel var så ulig ham.
Så ulig ham.
---
Da Hermione en måneds tid senere modtog et lille kort, hvorpå der stod: ”Det er vigtigt at få sin søvn.”, løb hun op på sovesalen, flåede sin skuffe op og sammenlignede seddelen med den falmede papirlap fra tidligere for at være fuldstændig sikker.
Skriften var den samme.
Fra da af kunne hun igen sove rolig og uforstyrret om natten.
________________________________________________________________
Forfatteren siger:
Snape har så travlt med at brokke sig over, at Hermione sniger sig rundt ved springvandet om natten, men hvorfor befinder han sig i det hele taget selv der? Og så endnu en besked … Han kan bare ikke lade være, kan han ;)?
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: En mulig misforståelse
Kapitlet blev tilføjet den: 31.01.2010 klokken 23:49 |
Det næste lange stykke tid var Hermione glad. Rigtig glad. Hun gik rundt med en konstant følelse af at være varm indeni. Tanken om, at der var én, der holdt øje med hende, bekymrede sig om hende … Hun kunne ikke lade være med at smile. Og eftersom hun ikke kunne være sikker på, hvem personen var, behandlede hun alle omkring sig med sådan en venlighed, at hendes kollegiekammerater begyndte at kigge undrende på hende.
Hun studerede med fornyet energi og kunne nærmest mærke sin hjerne udvide sig. Det var gået op for hende, at hun betragtede lektier som sin fritidsinteresse. Og hvorfor skamme sig over det? Hun oplevede pludselig, at folk, der aldrig før havde talt til hende, opsøgte hende for at snakke, hvilket hun opfattede som en lille sejr. Hendes skridt føltes lettere, når hun gik hen ad gangene, og hun rankede ryggen lidt ekstra, når hun passerede Seamus og Parvati.
Et par uger efter den anden besked gik hun smånynnende mod forvandlingslokalet, mens hun endnu engang repeterede lektien i sit hoved. Fordybet i repetitionen ænsede hun ikke, at et hold førsteårselever kom brasende ind foran hende, og hun kolliderede med de fnisende elever og kom med et lille forskrækket udbrud. Hun stod et øjeblik og betragtede sine bøger, der nu lå spredt ud over gulvet, hvorefter hun bøjede sig ned for hastigt at samle dem op og undgå at komme for sent til timen.
Til sin overraskelse opdagede hun, mens hun kravlede rundt efter de forskellige lærebøger, at en person allerede havde samlet halvdelen af dem sammen. Hun kiggede op og så ind i et smilende drengeansigt. Hurtigt kom hun på benene.
”Tak for det,” sagde hun med et smil og nikkede taknemmeligt mod ravenclaw-eleven foran sig.
”Intet problem,” svarede han let og et smilehul kom til syne i hans ene kind. Drengen havde mørkebrunt hår og muntre, blå øjne, der blev fremhævet af farven på hans skoleuniform. Et øjeblik stod de bare og så på hinanden, så syntes han at blive opmærksom på den manglende introduktion og tog hendes bøger under den ene arm, så han kunne strække den anden frem mod hende.
”Edward McCall,” præsenterede han sig.
Hun besvarede smilende hans faste håndtryk.
”Hermione Granger.”
”Jeg synes ikke, jeg har set dig før …?” sagde han, mens han rakte hende bøgerne.
Hun tog forsigtigt imod dem for at undgå at tabe dem endnu engang. ”Jeg har vist heller aldrig mødt dig …”
”Men hyggeligt at træffe dig, Hermione,” smilede han og rodede sig i håret.
”I lige måde.” Hun blev stående og kiggede på drengen, og de syntes begge usikre på, hvad de nu skulle sige.
”Miss Granger, må jeg foreslå, at du skynder dig til time og lader være med at tilbageholde din medstuderende yderligere?”
Det gibbede i hende ved lyden af eliksirprofessorens stemme. Hun drejede hovedet og kiggede ind i hans ulæselige ansigt. Han havde sagt ordene med en isnende ro, men Hermione bemærkede den vibrerende kæbemuskel, der altid afslørede ham. Manden havde tydeligvis ikke megen tålmodighed i sig i dag.
”Jeg må vist hellere skynde mig til time,” mumlede hun og løb forbi den brunhårede. Til hendes overraskelse fulgte han efter hende, de småløb sammen hen ad gangen, væk fra den gavne professor. Da de var svinget rundt om hjørnet stoppede Hermione op og så på drengen.
”Jeg blev desværre nødt til at sætte tempoet lidt op. Professor Snape skræmmer mig altid en smule,” tilstod hun.
”Snape er en rædselsfuld lærer. Om jeg begriber, hvorfor Dumbledore ikke for længst har skaffet sig af med ham,” sagde Edward og rynkede panden.
”Der må være én eller anden grund til, at Rektor vælger at beholde ham,” sagde hun og fortsatte inde i sit hoved: For eksempel fordi han er en fremragende spion. Hun var klar over, at dette var privilegeret viden, som hun ikke kunne dele med andre elever end Harry og Ron.
”Men jeg må nok også hellere til at gå til time nu. Tak for hjælpen med …” Hun nikkede ned mod bøgerne, hun havde i favnen.
”Ingen årsag. Det er ofte små ting som det, der tæller, ikke sandt?” spurgte han med et glimt i øjet, hvorefter han drejede omkring og løb hen mod sine kollegiekammerater.
---Det er ofte små ting, der tæller …---
Det tog Hermione noget tid at registrere, hvad det egentlig var, han havde sagt. Og da det gik op for hende stod hun og stirrede forundret ud i luften i flere minutter, hvilket resulterede i at hun alligevel kom for sent til Forvandling.
McGonagall kiggede undrende på sin yndlingselev, der syntes fuldkommen at have mistet koncentrationsevnen. Forhåbentligt var dette noget, der hurtigt ville gå over.
---
Den aften gik Hermione for første gang i tre uger hen til springvandet. Hun sad og smilede for sig selv, mens hun lod sin hånd løbe gennem det klare vand.
---Edward McCall.---
Navnet fik hende til at smile. Var han den person, hun så længe havde ledt efter? Det kunne meget vel tænkes. Hun lukkede øjnene og så ham for sig. Ja, hun var næsten helt sikker på, at det var ham.
---Det er ofte små ting, der tæller …---
Hun skulle til at le, men lagde en dæmper på sig selv, da det gik op for hende, at hun havde siddet ved fontænen i længere tid, end hun var klar over, og at hun med sin latter kunne vække forbipasserende gangvagters opmærksomhed. Det var nok bedst at hun sneg sig hjem i sin seng hurtigst muligt. Hun var ikke nået langt hen ad gangen, før hun fik øje på professor Snapes umiskendelige skikkelse.
---Ikke igen!---
Hvorfor dukkede han altid op på de mest ubelejlige tidspunkter? Hun trådte hurtigt til side, så hun stod skjult inde i korridor, der førte mod venstre. Hun ville ikke risikere at blive opdaget af læreren igen.
Snape bevægede sig møjsommeligt fremad, mens han så sig vagtsomt omkring. Han så hærget ud, mere end sædvanligt, syntes hun, da hun så hans ansigt oplyst af månelyset, der faldt ind af et vindue han passerede. Hans hud syntes nærmest gennemsigtig på steder, og hun kunne se et tyndt lag af sved på hans ansigt.
Han slæbte sig langsomt forbi stedet, hvor hun stod skjult. Efter hans gang at dømme var han kraftigt medtaget af et eller andet. Det så næsten ud, som om han var ved at …
Hun nåede akkurat at træde ud fra sit skjul og gribe ham, inden han faldt om.
”Pr-professor?”
Hun prøvede, så godt som hun nu kunne, at få et fast greb om ham, for at hjælpe ham med at holde sig oprejst. Det gik op for hende, at hun aldrig før havde været så tæt på sin eliksirprofessor. Faktisk kunne hun ikke mindes, at hun nogensinde havde haft den mindste form for fysisk kontakt med ham. Fornemmelsen af trykket fra hans krop var underlig. Hun kunne mærke, at han var tynd, men ikke ranglet – hvilket han utvivlsomt havde været i sine teenageår – og det virkede til, at han stadig besad en vis styrke på trods af sin afkræftethed. Hun ignorerede det underlige ved situationen og koncentrerede sig i stedet om at støtte ham, så han ikke drattede omkuld på stengulvet.
Han syntes at blive klar over situationen og rev sig hurtigt fri. I et forsøg på at redde sin værdighed støttede han sig op ad væggen. Hans ansigt fortrak sig i en udmattet grimasse, men øjeblikket efter bevægede han sig fremad uden at lade sig mærke med denne, hvilket hun vidste, måtte kræve utrolig stor viljestyrke og selvdisciplin.
”Professor, jeg tror, det er bedst, hvis De går op til hospitalsfløjen. Jeg kan vække Madam Pomfrey …” prøvede hun.
Læreren lod sig ikke mærke med hendes indvending, men fortsatte med at gå. Han var ikke nået ret langt, før han igen måtte støtte sig op ad en mur.
”Professor, De er tydeligvis afkræftet, så det mest fornuftige ville være, hvis–”
Han drejede sig en smule, så han kunne sende hende et lynende blik.
”Miss Granger, jeg ville sætte pris på, hvis du ville lade være med at blande dig i mine anliggender. Det her er anden gang jeg tager dig i at snige rundt på gangene om natten, og hvis dette gentager sig, bliver jeg nødt til at tage sagen op med dit kollegieoverhoved.”
Hun tav forbløffet over at han var i stand til at frembringe så lang en talestrøm.
”Du er åbenbart ikke klar over, hvor påtrængende du egentlig er.” Han vendte sig væk fra hende og fortsatte med at humpe fremad.
”Jeg vil jo bare hjælpe …”
”Gå med dig!” hvæsede han, og hun måtte modstræbende adlyde. Der var ikke noget, hun kunne gøre, selvom det virkede så forkert at efterlade ham alene i en så afkræftet tilstand. Hun gik langsomt tilbage mod kollegielokalet, men så sig bekymret tilbage adskillige gange.
---
Severus slæbte sig ned i krypten og ind på sit kontor, hvor han straks begyndte at brygge en styrkende eliksir. Mørkets herre havde til dette møde brugt Legilimensi mod ham, og det havde krævet ham alle sine kræfter at lukke sit sind. Da han var kommet tilbage havde han været så afkræftet som aldrig før.
Hvorfor skulle den pige altid dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter?
Han måtte dog indrømme, at hvis hun ikke havde været der til at holde ham oppe, var han sandsynligvis besvimet af udmattelse. Han kunne se skrækscenariet for sig: At vågne næste morgen omgivet af hviskende skoleelever. Måske var det godt nok, at hun tilfældigvis befandt sig samme sted som ham, selvom han undrede sig over, hvorfor hun igen var begyndt at vandre omkring om natten.
Han havde ellers troet, at han havde fået hende beroliget, efter han havde sendt den anden besked. Selvfølgelig havde han også denne gang bebrejdet sig selv, men han havde bare ikke kunnet holde ud til at se hende sidde og smånikke af træthed i storsalen hver eneste morgen. Ikke når han vidste, at det var hans skyld.
Han måtte indrømme, at han følte en smule sympati for pigen, og han hadede sig selv for det. Han kunne se ligheder mellem sig selv og hende, men han så også noget andet i hende … noget der mindede ham om en venlig sjæl fra hans fortid.
---Og hvem foretrak hun, Severus?---
Han tog sig til hovedet, drak hurtigt eliksiren, der nu var færdig, og gik derpå ind i sit sovegemak i håb om at en god nats søvn ville kurere hans hovedpine.
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Forvirring
Kapitlet blev tilføjet den: 03.02.2010 klokken 00:59 |
Hermione var over halvvejs gennem sit skoleår og følte sig mere opløftet end nogensinde. Tiden syntes at flyve af sted, og hun havde en fornemmelse af, at alting var ved at falde på plads. Hun havde mere overskud, nu end hun længe havde haft.
Jorden uden for Hogwarts, der i lang tid havde været hård af frost, begyndte nu langsomt at tø op, og i marts kunne de første små knopper skimtes på træerne. En lys forårsmorgen, hvor Hermione netop havde forladt storsalen efter at have spist sin morgenmad, opdagede hun Edward, der gjorde tegn til, at hun skulle komme hen til ham. Hun følte et lille sug i maven af glæde.
De havde ikke snakket rigtigt sammen, siden han havde hjulpet hende med at samle hendes bøger op. Alligevel bemærkede de altid hinandens tilstedeværelse, hvis de var i samme rum. Øjenkontakt havde de tit, men af ord de udvekslede blev det kun til en akavet hilsen i ny og næ, når de i al hast passerede hinanden på gangene.
Hermione kunne ikke lade være med at smile ved synet af hans opfordrende vink.
”Hey, vent lige på os,” udbrød Ron, da hun satte tempoet op og hurtigt bevægede sig væk fra sine to venner.
”Jeg skal altså lige noget, Ron,” svarede hun og ignorerede hans fortørnede ansigtsudtryk. ”Jeg kommer tilbage lige om lidt.”
Edwards øjne spillede forventningsfuldt, da han så, at hun nærmede sig.
”Godmorgen Hermione,” hilste han, da hun nåede op til ham.
”Hej,” hilste hun igen med et smil, der var unaturligt bredt. ”Hvad ville du?”
Drengen rodede sig kejtet i håret. ”Jeg tænkte på … vil du være med til at gå en tur? Senere altså, i frokostpausen.”
”Ja da,” udbrød hun og blev selv overrasket over, hvor begejstret hun lød, så hun tilføjede mere afdæmpet: ”Ja, det vil jeg meget gerne. Jeg tror ikke, jeg skal noget dér.” Hun kastede et diskret blik tilbage på Harry og Ron – hun havde godt nok lovet at hjælpe dem med en stil, der skulle afleveres senere på ugen, men det kunne vente …
”Så er det en aftale,” sagde han, og hans smil blev lige så bredt som hendes. ”Vi ses.” Han drejede omkring og satte i småløb ned ad gangen og kiggede sig en enkelt gang tilbage over skulderen for at vinke til hende.
”Vi ses,” mumlede hun, klar over at han ikke kunne høre hende.
Hun havde en summende fornemmelse i kroppen, da hun gik tilbage til Harry og Ron.
”Hvad handlede dét om?” spurgte den rødhårede med en stemme, der var mere seriøs end den plejede at være.
”Ikke noget,” svarede hun, men var klar over, at smilet, der spillede i hendes mundvige umuligt kunne misforstås – selv ikke af Ron.
Han stak hænderne i lommen og skulede til hende, og hun vidste, at han nu ledte efter en giftig bemærkning, han kunne fyre af, men efter et stykke tid opgav han. Blidt lagde hun en hånd på hans arm og sendte ham et overbærende blik.
”Bare rolig, Ron, ingen kan tage din helt specielle plads,” sagde hun med et strejf af ironi i stemmen.
Vennen fnøs, og Harry gav ham et let klap på skulderen, hvorefter de sammen gik til besværgelsestime.
---
Hermione tog en dyb indånding og mærkede kold, frisk luft strømme til sine lunger. Hun lagde hovedet tilbage og kiggede op mod himlen og måtte misse med øjnene på grund af skyernes hvidhed. Edward gik ved siden af hende. Han havde ikke sagt noget det første stykke tid, de havde været udenfor, havde blot kigget på hende, og hun havde faktisk ikke noget imod dette. Selv fandt hun glæde i at betragte omgivelserne, omkring dem.
Hogwarts’ udendørsarealer strakte sig foran dem med alle dets bakkedrag og skovbevoksning. Hun havde altid holdt meget af søen, hvis overflade nu så nærmest grålig ud. Langs den ene bred voksede bøgetræer, der til sidst måtte vige for klippehulen, der befandt sig ved søens ene ende. Det var den grotte, som førsteårseleverne hvert år blev sejlet ind i, når de ankom til troldmandsskolen. Måske netop derfor holdt hun så meget af området ved søen. Fordi det var lige præcis det sted, hun for første gang havde sat sine fødder på Hogwarts’ grund.
”Hvordan er han egentlig?” spurgte Edward, mens de var på vej op ad en bakke. Det var det første, han sagde, men hans spørgsmål overraskede hende ikke. Alle ville vide noget om Harry. ”Drengen der ikke kunne slås ihjel” var alle tiders samtaleemne – eller, det mente de, der ikke kendte ham personligt i hvert fald. I dette tilfælde fornemmede hun dog, at Edward ikke spurgte ind til Harry, fordi det oprigtigt interesserede ham, men fordi han prøvede at få en samtale i gang.
En let brise strøg igennem hendes hår, og hun drejede hovedet og så hen på drengen, der studerede hende med et fascineret blik.
”Harry? Han er bare en hel almindelig dreng, der tilfældigvis er blevet berømt. Faktisk mere berømt end han bryder sig om.” Dette var den forklaring, hun altid gav. Hun stoppede op på bakketoppen og stod et øjeblik og betragtede de mørke graner, der stod og svajede stille udkanten af den forbudte skov, hvorefter hun fortsatte:
”Det er sjovt, for lige så snart en person bliver kendt, har folk svært ved at forestille sig, at han eller hun er et menneske, der tænker og føler lige præcis som de selv gør.”
Edward brummede bekræftende, men hun var ikke sikker på, at han forstod, hvad hun sagde.
”Altså, jeg mener mere … hvordan synes du, han er?” kom det så, tøvende fra ham.
Det gik op for hende, hvad han egentlig havde ment med spørgsmålet. Hun kiggede hen på ham. Han stod og pillede ved den blå kant på sin skoleuniform, mens han betragtede en klump jord, der havde sat sig fast på hans sko.
”Harry er min bedste ven,” sagde hun.
Han kiggede håbefuldt op. ”Kun det?”
”Kun det,” sagde hun med et lille smil.
Efter den lille afklaring vendte de om og gik tilbage mod borgen. Hermione undrede sig over, hvorfor de fleste automatisk antog, at hun havde et romantisk forhold til Harry (Rita Rivejern hørte til én af de mest belastende i denne kategori), bare fordi de tilbragte så megen tid sammen, som de gjorde. Hun var glad for, at hun havde fået overbevist Edward om, at der udelukkende var venskabelige følelser mellem hende og ”den udvalgte.”
På vejen tilbage gik de og småsnakkede om lidt af hvert, men Hermione fornemmede tydeligt på skolekammeraten, at han havde nået sit mål med turen.
Da de nåede Hogwarts’ port, stoppede de op. I et par sekunder stod de blot og så på hinanden, o tvivl om, hvad de skulle gøre, når de nu pludselig stod stille. Til sidst overvandt Hermione sig selv og gjorde, hvad hun havde haft lyst til at gøre under hele turen: Hun omfavnede ham. Han virkede overrasket, men lagde efter et par sekunder armene om hende.
”Tak for alt det, du har gjort for mig,” mumlede hun ind i hans trøje.
Der var en kort pause.
”Jeg er da glad for, det betød så meget for dig, at jeg samlede dine bøger op,” sagde ravenclaw-eleven så med en smule forvirring i stemmen.
Hermione syntes pludselig, at skoleuniformens uld kradsede mod hendes ansigtshud. Hun gjorde sig fri og trådte et par skridt baglæns. Edward kiggede undrende på hende, og hun fremtvang et lille smil for at berolige ham.
”Jeg må nok også hellere se at komme tilbage,” sagde hun. ”Klokken er snart ét.”
Så forsvandt hun hurtigt ind ad borgporten.
---
Hermione åbnede døren ind til eliksirlokalet og så til sin rædsel, at timen allerede var begyndt. Slukøret listede hun ind i lokalet og håbede, at ingen ville bemærke hende, men Malfoy, der benyttede enhver lejlighed til at være ondskabsfuld, skulle absolut kommentere hendes sene ankomst.
”Miss Granger, din mangel på tidsfornemmelse betyder, at jeg desværre bliver nødt til at trække fem point fra dit kollegium,” lød det koldt fra Snape, der ikke så meget som så i hendes retning.
Hun gik hurtigt over og satte sig ved Harry og Ron (”Hvor har du været? Vi troede, du var blevet syg!”) og begyndte at finde sine ting frem. Efter Snape kort havde beskrevet den opgave, de i dag skulle løse, hentede hun en kedel og sendte sine to venner hen efter de nødvendige ingredienser.
Hun kunne mærke, at hun havde svært ved at koncentrere sig. Hun var stadig dybt forvirret over det, Edward havde sagt, og hun kunne mærke sit hjerte hamre vildt i brystet efter chokket. Hun havde været så sikker på, at det var ham. Ham, der hele tiden havde holdt øje med hende og bekymret sig om hende. Betød det overhovedet noget, hvis det ikke var ham? Hun rettede sig selv. Det var ikke ham. Og hvad kom det så til at betyde? Havde hun udelukkende holdt af ham, fordi hun havde været så overbevist om, at han havde sendt hende noten? Hun nægtede at tro det. Der var en varme, en hjælpsomhed i hans personlighed, der gjorde, at hun havde kunnet lide ham, lige siden hun mødte ham første gang.
Ron og Harry kom nu tilbage med ingredienserne, hun havde bedt om, og hun dryssede åndsfraværende de indtørrede, ækle ting ned i kedlen foran sig.
Hun holdt af Edward, ingen tvivl om det. Men der var noget forkert ved situationen nu. Det var, som om hun havde lært ham at kende på et forkert grundlag. Hun vidste udmærket, at man ofte så verden, sådan som man ønskede at opfatte den, og derfor kunne hun ikke længere vide sig sikker på, om Edwards egenskaber var hans egne, eller om det var nogen, hun havde tillagt ham, fordi hun havde været så forblændet.
Hun fulgte tankespredt beskrivelsen i sin eliksirbog, mens hun blev ved med at køre scenerne med Edward inde i sit hoved. Frustreret tippede hun bægeret hun holdt i hånden så meget, at selv Ron kom med indvendinger. Hun ænsede hverken den rødhåredes protest eller det store mængde grønlig væske, hun kom til at hælde ned i kedlen.
Snape passerede og kom med en spydig bemærkning, der var møntet på den sorthårede dreng ved hendes side, hvilket fik hende til at vende tilbage til virkeligheden for en kort stund. Men dette varede kun få sekunder, for straks blev hun igen distraheret af nogle dokumenter, der lå henne på lærerens skrivebord. Et sted i hendes erindring var der noget, der rørte på sig.
Hun kiggede hen på Snape og tilbage på noterne. Langsomt lænede hun sig frem for at få et bedre kig på håndskriften.
Hvis Hermione havde været lige så fokuseret, som hun normalt var i timerne, ville hun have bemærket den grødagtige, grønne masse, der vældede op over kanten på kedelen foran hende. Før hun vidste af det havde Snape grebet hende hårdt i armen.
”Tåbelige pigebarn! Hvad i alverden tror du, du laver?”
Hun kiggede uforstående op på ham, men opdagede så, hvad hendes manglende koncentration havde resulteret i. Hun sprang op.
”Professor, det må De meget undskylde! Jeg–” I sit forsøg på at redde situationen kom hun blot til at forværre den yderligere. Hendes albue stødte mod kedlen, så dens indhold væltede ud over kanten.
I hvad der føltes som en evighed stod hun fuldstændig lamslået og stirrede på den slimede sammenblanding, der efter al tumulten lå og flød udover professorens sko. Langsomt kiggede han op på hende, og hun så, at hans øjne glinsede faretruende. Han ikke så meget som hævede stemmen, da han talte, men hans iskolde ro var værre end et hvilket som helst vredesudbrud:
”Miss Granger, eftersidning på mit kontor i aften, præcis klokken ni.”
____________________________________________________________
Forfatteren siger:
Uuuh … Snape sagde det magiske ord! EFTERSIDNING. Det kan kun blive godt ;)
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Mindekarret
Kapitlet blev tilføjet den: 04.02.2010 klokken 23:32 |
Han havde set hende om morgenen, set hendes lette gang og muntert tindrende øjne. Det irriterede ham, at han ikke kendte grunden til hendes jovialitet. Senere på dagen var hun kommet et halvt minut for sent til hans time, hvad bestemt ikke lignede hende, og han havde haft fornøjelsen af at trække kollegiepoint fra Gryffindor. På dette tidspunkt havde hendes øjne mistet deres glød og huden i hendes ansigt antaget en unaturlig kulør, og han spekulerede på, hvad der mon var sket. Han kunne se på hende, at hun overhovedet ikke var mentalt til stede i timen, og selv om dette generede ham, kommenterede han det ikke, hvilket han senere fortrød så bitterligt. Langsomt lænede han sig tilbage i sin stol og tænkte over, hvad han skulle finde på at plage eleven med, når hun ankom til hans kontor om få timer.
---
Krypten var et sted Hermione kun befandt sig, når undervisning og Harry-relateret nattestrejfen bragte hende dertil. Denne aften var stedet ligeså ubehageligt som altid. Overalt på væggene brændte fakler, som kastede deres skær på hende, så hendes skygge blev til en sær, forkrøblet skikkelse på de store stenfliser under hende.
Hun så, at døren til Snapes kontor allerede stod åben, og hun trådte så lydløst som muligt indenfor. Professoren sad i sin stol og studerede nogle gulnede papirark indgående. Langsomt gik hun tættere på og stillede sig foran hans skrivebord, men han reagerede ikke det mindste på hendes tilstedeværelse.
Hun rømmede sig. Lærerens blik forlod papirerne og gled hen på hende.
”Godaften, Miss Granger,” hilste han.
”Godaften, Professor.”
Han lagde langsomt sine papirer fra sig. ”Klar til at gøre en ihærdig arbejdsindsats?”
Hun svarede ikke. Snape smilede hånligt.
”Du kan starte med at vaske din kedel af.”
Hun fulgte det korte nik han gjorde med hovedet og så, at kedlen hun havde brugt tidligere på dagen stod nede i den anden ende af lokalet. Hun kunne lade være med at undre sig over den besynderlige ordre, men da hun ville trække sin tryllestav frem fra inderlommen, hævede han hånden for at standse hende.
”-Uden- magi.”
Hun skulle til at komme med en protest, men ordene kvaltes i halsen på hende ved det blik, læreren sendte. Det var intet at diskutere. Med sænket hoved gik hun hen mod kedlen.
”I skabet til højre kan du finde diverse redskaber, mugglere anvender til rengøring. De burde ikke være så fremmede for dig.”
Hun sendte ham et irriteret blik, som han utvivlsomt bemærkede, men som han valgte at ignorere. Han gemte det sikkert et sted inde i sit lille, sorte hjerte, tænkte hun. Hun kunne lige se det for sig: På dage hvor han intet bedre havde at lave, sad han så og genkaldte sig elevernes sammenbidte og skræmte blikke, mens han frydede sig over al måde. Hun knyttede sine hænderne, så knoerne blev hvide.
Snape rejste sig fra sin plads bag skrivebordet og bevægede mod kontorets udgang. Inden han forlod rummet stoppede han op og kiggede tilbage på hende.
”Hvad venter du på, Miss Granger? Du plejer ellers altid at være så ivrig efter at komme i gang med arbejdet.”
Harmen brændte i hendes bryst, men hun nægtede at lade sig mærke med det. Roligt åbnende hun skabslågen og begyndte at finde rengøringsmidler frem. Med et ondskabsfuldt smil om munden drejede han omkring og forlod lokalet.
---
Snape så stadig elevens ansigt for sig, da han bevægede sig fremad på den mørke gang. De brune øjne havde tindret af vrede. Og alligevel var hun i sådan en situation så umådelig behersket … Han måtte indrømme, at han fandt det underholdende, at hun – på trods af sin foragt for ham – stadig var bundet af en ubegribelig høflighed, der ikke tillod hende at komme med uforskammede bemærkninger. Måske havde Potter ikke haft en så stor indflydelse på hende, som han før havde troet.
---
Hermione skrubbede som en gal for at få eliksirresterne af kedlens inderside. Den størknede væske var grågrøn, og dens lugt var kvalmende – der var noget sump-agtigt over det. Huden på hendes fingre blev rynket, efter at hun havde dyppet hænder så mange gange i vandbaljen.
Severus Snape var et ualmindeligt dumt svin! Så lang tid hun kunne huske, havde hun altid forsvaret ham over for Harry og Ron, arbejdet flittigt i hans fag og undladt at brokke sig over hans uretfærdige behandling - og det her var takken! Hun var ikke hjælpsom – hun var "påtrængende". Hun var ikke en arbejdsom skoleelev, nej, hun var "uudholdeligt bedrevidende".
Hvis hun nogensinde havde følt den mindste smule sympati for læreren, så var den i disse sekunder forsvundet som dug for solen.
---
Da Snape kom tilbage, stod hun og lænede sig op af skabet, mens hun tog sig til sin ene hånd. Hendes fingermuskler krampede, efter at hun, da hun skrubbede, havde knyttet så hårdt om svampen.
”Ah, Miss Granger, nu hvor du er færdig, kan du jo gøre mig en lille tjeneste,” sagde Snape. ”Jeg er ved at løbe tør for Den Indre Freds Drik. Vil du lave mig … en kedelfuld?”
Hun så fra Snape til den rengjorte kedel, hvorefter hun banede indvendigt.
”Selvfølgelig,” sagde hun og sendte professoren et koldt blik. Hun gik hen til reolen til højre for skrivebordet og fandt snart den bog, hun søgte.
”Må jeg se?” spurgte Snape, da hun kom tilbage med den i favnen. Det blev formuleret som et spørgsmål, men læreren havde allerede snuppet den ud af hendes hånd, før hun vidste af det. Overrasket så hun, at han holdt bogen op i luften, så den var uden for hendes rækkevidde. Først efter hun havde stået og kigget på ham i et par lange sekunder, gik det op for hende, at han havde tænkt sig at beholde den. Hun sparede sig ydmygelsen og lod være med at række ud efter den, sagde blot:
”Professor, giv mig bogen.”
Snape hævede et øjenbryn.
”Professor, vær venlig at give mig bogen.”
Til hendes overraskelse rørte han sig stadig ikke. Med et lille smæld klappede han bogen sammen og lagde den op på en tom hylde, hvor der stod glas fyldt med forskelligt farvede væsker og slimede ting, hun ikke kunne identificere. Hun stod et øjeblik og overvejede situationen – hun kunne umuligt nå derop.
”Professor, jeg kan ikke brygge noget uden min bog!”
Han kiggede på hende med et sigende blik, og erkendelsen ramte hende som et slag i ansigtet. Var det derfor han altid nægtede at give hende den anerkendelse, hun søgte?
”Miss Granger, fortæl mig, hvad du ved om ’Den Indre Freds Drik’,” sagde Snape roligt.
Hermione tog en dyb indånding.
”’Den Indre Freds Drik’ er en eliksir, der kan berolige den person, som drikker den. Eliksiren består af pulveriseret månesten og …”
Han hævede øjenbrynene. ”Og?”
Hun tænkte sig om et øjeblik.
”… og dråber af nyserod,” sagde hun så. ”Den kan være meget vanskelig at fremstille. Den er karakteriseret ved en sølvfarvet damp, der stiger op fra kedlen omkring en time efter man er gået i gang med fremstillingen … hvis vel at mærke, det er lykkedes én at fremstille den korrekt.”
Snape fnøs.
”Præcis som det står i bogen. Måske ville du være i stand til at lave mig eliksiren udelukkende i kraft af din fotografiske hukommelse. Vidste du, Miss Granger, at en knivspids knust enhjørningehorn giver drikken en bedre virkning?”
”Nej,” indrømmede hun og mærkede sig selv rødme en smule. ”Det har jeg ikke …”
”Det har du ikke læst nogen stedet, hm?”
Hun stirrede tavst ned på sine fødder.
”Du må lære at føle dig frem,” sagde Snape. Forbavsende nok var der ikke det mindste strejf af hån i hans stemme, til trods for dette følte hun sig stadig ydmyget. Læreren sagde ikke mere, men gik ud af lokalet, og Hermione hævede først blikket, da lyden af hans fodtrin var stilnet af.
---
Hun havde netop tilsat månestenspulveret og rørt tre gange mod uret, da hendes øjne faldt på det mørke forhæng bag Snapes skrivebord. Det var ikke, fordi hun ikke tidligere på aftenen havde set hen på det. Det var bare først nu, hun begyndte at spekulere over, hvad der mon befandt sig bag det. Normalt var Hermione en meget videbegærlig elev, men hun var som regel kun nysgerrig inden for det tilladte område. Det næste hun gjorde forekom hende derfor højst besynderligt, og hun ville bruge mange timer fremover på at tænke tilbage på det og spekulere over præcis hvad det var, der havde fået hende til at gøre det.
Hun rejste sig og bevægede sig hen mod forhænget, mens hun mindede sig selv om, at eliksiren skulle stå og simre i syv minutter, og at hun derfor havde nøjagtigt den tid at løbe på. Hun slog det mørke stof til side (han kunne bare ikke nøjes med en almindelig dør, kunne han?) og trådte ind i baglokalet. Væggene derinde var mørke, og rummet led under en markant mangel på lys. Ud fra det hun kunne se, var lokalet spartansk indrettet, og hun syntes umiddelbart det passede med det indtryk, hun havde fået af professorens stil. Den eneste belysning, der kunne opfattes i lokalet, var en smal sprække af lys, der strømmede ud under en dør fra et tilstødende rum, hun ikke før havde bemærket. Hun gik hen til døren og skubbede den op. Derinde var en bred seng og et lille natbord, hvorpå der stod …
Et mindekar.
Snapes mindekar lyste op i det mørke værelse. Det gik op for hende, at hun næsten stod i den samme situation som Harry havde stået i for et år siden. Hun gik ind i Snapes soveværelse, bevægede sig tættere på bordet. Hun vidste, at hun virkelig ikke burde gøre det, men noget drev hende videre, muligvis var noget af dampen fra eliksiren steget hende til hovedet, for hun følte en uforklarlig ro ligge over sig. Hun var nu helt henne ved natbordet og bøjede sig over den lysende, hvirvlende substans. Hun trak sin tryllestav frem og berørte let den skinnende væskes overflade, som straks blev gennemsigtig, og før hun vidste af det, blev hun suget ned i det flydende lys.
---
Hermione landede med en blød bevægelse på stengulv, der blev oplyst af vægfakler. Hun så sig omkring i og konstaterede, at hun befandt sig i en af Hogwarts’ mange korridorer. Næste skridt ville være at finde Snape, eftersom det var hans minde. Hun for sammen, da den sære, deforme skygge på væggen gjorde hende opmærksom på lærerens tilstedeværelse. Hun listede sig tættere på sin professor og undrede sig over, hvorfor i alverden hun bevægede sig så forsigtigt af sted, når ingen alligevel kunne se hende. Snape sneg sig af sted langs væggene, fuldkommen lydløst, men stoppede så pludselig op.
Gråd. Lyden af gråd ekkoede ned gennem gangen, og hun syntes, hun kunne se Snape ryste svagt. Så fulgte han lyden og standsede, stod skjult i en sidekorridor og kiggede hurtigt rundt om hjørnet for at se, hvem der frembragte hulkelydene. Først i det øjeblik gik op for hende, hvem der græd.
Hermione så vantro sig selv sidde og græde ved marmorfontænen. Mindet syntes pludselig at blive fokuseret på hendes ansigt. Det hele var så detaljeret, så præcist. Spor af tårer kunne skimtes på de røde kinder, små dråber sad i hendes øjenvipper så nogle af de små hår klistrede sammen. Hun rev sin opmærksomhed væk fra den grædende pige og vendte sig mod Snape, som stod og stirrede på pigen med uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Og pludselig bemærkede Hermione, at hans øjne ikke var sorte, men blot en meget dyb tone af brun.
Så skiftede mindet pludselig. De befandt sig på biblioteket, og hun så eliksirprofessoren kaste et stjålent blik hen på en flittigt studerende gryffindor-elev, der sad få borde fra ham.
Endnu et skift. Hun så læreren læne sig forover, så hans krogede næse var blot få centimeter fra pergamentet, da han hastigt nedskriblede den anden note.
Skift. Hun så, hvordan han med et svirp fra sin tryllestav fik smuglet meddelelsen ned blandt hendes skolebøger, mens hun kiggede den anden vej.
Nej.
Det kunne ikke være rigtigt!
Hermione rev sig fri fra mindet og fløj baglæns, så hun landede hårdt på Snapes soveværelsesgulv. I rasende fart kom hun på benene og styrtede ud af lokalet.
---
Snape var netop trådt ind på sit kontor, da hans elev kom stormende ud af baglokalet. Al blodet var veget fra hendes ansigt, og hun stirrede på ham med opspilede øjne. De stod begge to som naglet til stedet.
Så løb pigen mod døren så hurtigt hun kunne.
Snape trådte hen og blokerede vejen for hende.
”Vent!” hvæsede han, men hun skubbede til ham, så han snublede ind i bogreolen. Da han besværligt var kommet på benene igen, nåede han kun at få et hurtigt glimt af gryffindor-eleven, inden hun forsvandt ud gennem døråbningen.
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
Kapitlets Titel: Beklemte situationer
Kapitlet blev tilføjet den: 15.05.2010 klokken 23:08 |
Hun løb. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Ud af krypten, væk fra Snape. Hendes hjerte harmede løs i en blanding af anstrengelse over det høje tempo og chokket over, hvad hun netop havde opdaget. Det kunne umuligt passe! Og alligevel var det den pinefulde sandhed - hun havde set det med sine egne øjne. Billederne fra mindekarret blev ved med at passere for hendes indre blik.
Først da hun var nået gryffindortårnet, stoppede hun op og prøvede at få vejret.
---Rolig, Hermione.---
Hun var nødt til at falde til ro. Hun tog en dyb indånding, holdt vejret inde et par sekunder og pustede så langsomt ud igen. En situation som denne krævede, at hun tænkte klart.
Det hele forekom hende så absurd. I de sidste par måneder havde hun været gladere end nogensinde, og nu fandt hun ud af, at grunden til dette var … hendes -professor-. Og det var ikke bare en hvilken som helst professor – det var Severus Snape, skolens mest forhadte lærer! Han havde holdt øje med hende hele tiden, han havde givet hende håb, da hun var nedslået, han havde ... han havde bekymret sig på hendes vegne. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Skulle hun grine? Græde?
Hun prøvede på ikke at larme, da hun trådte ind på pigernes sovesal, men hun ville ikke blive overrasket, hvis én af hendes kollegiekammerater var vågnet ved lyden af hendes hamrende hjerte. Stadig rystet over opdagelsen hun havde gjort for nogle minutter siden satte hun sig på sin seng og bed sig i underlæben, en vane hun ellers var ved at vænne sig af med.
Snape havde fattet sympati for hende, det var hun sikker på, selvom det var svært at begribe - det fremgik tydeligt af hans minder. Men han havde ikke ladet sig mærke med dette i hverdagen, der havde været absolut ingen tegn på det, selvom hun – nu hvor hun tænkte over det – var stødt på ham flere gange end hun plejede; på biblioteket, på vej til time og … åh Gud … -ved fontænen.-
Hun lod sig falde tilbage på sengen, hendes dyne afgav et let lufttryk. Hvorfor havde hun ikke set det før nu? ---Fordi ingen person, der var ved sine fulde fem ville mistænke ”den fedtede karl” for sådan noget!--- Et skrig af frustration var nær kommet over hendes læber, men hun kvalte det, og en sukkende lyd undslap hende i stedet.
Hun måtte indrømme det: Hun havde haft varme følelser for afsenderen af noten, men nu hvor hun havde fundet ud af, hvem det var… hendes mave snørede sig sammen i afsky. Det værste ved det hele var, at Snape utvivlsomt vidste, at han havde været årsagen til hendes konstante munterhed. Og hun havde, indså hun til sin rædsel, holdt af Edward på grund af noget Professor Snape havde gjort. Hun begravede skamfuldt sit hoved i puden, overbevist om at hun aldrig kunne kigge eliksirprofessoren i øjnene igen.
---
De næste par dage var Hermione konstant på vagt, når hun bevægede sig rundt på skolen. Hendes gang var hurtigere end normalt, og hun kiggede sig konstant tilbage for at sikre sig, at Snape ikke var i nærheden.
Men Snape var ingen steder at se. Det virkede, som om han havde besluttet sig for at opholde sig nede på sit kontor i et godt stykke tid. Ikke engang ved fællesspisningerne i storsalen var han tilstede. Hun vidste dog, at han stadig underviste nede i krypten. En mand som ham ville – lige meget hvor meget han hadede lærergerningen – blive ved med at undervise sine elever, uanset omstændighederne. Derfor var hun også blevet væk fra eliksirtimerne den uge. Men hun kunne ikke blive væk for evigt. Folk ville begynde at undre sig – især fordi det var -hende-, der manglede; Hermione Granger, den altid flittige stjerneelev.
Hun sukkede opgivende og kastede endnu et hastigt blik tilbage over skulderen. Selvom hun ikke havde set eliksirprofessoren i en uge, var hun alligevel bange for, at han skulle dukke op hvert minut, det skulle være.
”Er der noget galt, ’Mione? Du virker–”
Hun afbrød Rons bemærkning med et vink med hånden. ”Jeg er okay. Jeg er bare–”
Pludselig opfattede hun et glimt af sort beklædning ud af sin øjenkrog og smuttede straks ind bag en stensøjle. Åh Gud. Det var ham. Hun klemte sig op ad søjlen i håb om at falde i et med den, at forsvinde. Det her var bare for meget.
”Hej.”
Hun blev først nu opmærksom på, hvem der stod foran hende. Hendes hjerte hamrede, om muligt, endnu hurtigere end før.
”Edward.” Hun sank en klump. ”Hej.”
Ravenclaw-eleven smilede usikkert til hende og skiftede vægten fra det ene ben til det andet. Hun sukkede indvendigt. Der var ikke noget at sige til, at han var forvirret efter hendes opførsel sidste gang de var sammen. I et stykke tid var de begge tavse. Edward var den, der først fik taget sig sammen til at sige noget.
”Øhm, hvis du har tid senere i dag, ville jeg høre, om …”
”Det har jeg altså ikke,” afbrød hun ham hurtigt. ”Desværre,” skyndte hun sig at tilføje. ”Jeg har lovet at hjælpe Harry og Ron … med en stil.”
Det lød som en dårlig undskyldning. Det var en dårlig undskyldning. Men hun kunne ikke finde på noget bedre lige nu. Hun så et kort glimt af modløshed i drengens øjne.
”Åh, okay.”
Han stod et øjeblik og så tøvende på hende, så vendte han sig om og fortsatte hen ad korridoren.
Hun havde lyst til at stoppe ham, tage hans hænder og blidt fortælle ham, at der var sket en misforståelse. Men det var en umulighed. Hun kunne ikke fortælle ham, at hun kun havde fundet ham interessant, fordi hun troede, han var en anden. En anden. Hun sank endnu en klump og rystede voldsomt på hovedet. Nej, hun kunne jo godt lide Edward, hun var bare i tvivl om -hvordan- hun kunne lide ham. Det havde hun brug for tid til at tænke over. Og det måtte hun forklare ham, næsten gang de mødtes. At hun havde brug for at tænke …
Hun tjekkede hurtigt, om der var fri bare, inden hun igen sluttede sig til sine to venner, der stod og kiggede undrende på hende.
---
Munter larm fyldte storsalen, da alle Hogwarts’ elever havde indtaget deres pladser og begyndt deres aftenmåltid. Hermione sad tavst og betragtede omgivelserne, mens hun prikkede til et stykke kød, der lå tilbage på hendes tallerken. Hun havde ingen appetit. Harry og Ron skævede til hende, og hun prøvede at ignorere deres bekymrede blikke. Hun kunne aldrig fortælle dem, hvad der var sket. De ville aldrig forstå det. De ville sikkert ikke engang tro det.
Hun hævede blikket fra sin tallerken og så hen på ravenclaw-bordet. Hendes øjne søgte et stykke tid, før de fandt den person, hun ledte efter. Og som hun havde forventet, sad han og stirrede på hende. Hurtigt så hun væk.
Efter måltidet gik hun sammen med Ron og Harry mod Gryffindors opholdsstue.
”Hvor var du egentlig henne i Eliksirer i dag?” spurgte Harry, da de gik op ad én af de mange trapper.
”Oppe på pigernes sovesal for at hvile mig,” svarede hun og så væk. ”Jeg er lidt træt for tiden.”
”Vel ikke -skole-træt?” spurgte Ron vantro. ”Vi kan ikke klare os uden dig i Eliksirer. Snape er ekstra meget efter os for tiden, fordi vores resultater er så elendige.”
Harry sendte sin fregnede ven et blik. ”Det er selvfølgelig ikke kun -derfor-, vi spørger, Hermione. Men du har ikke været nede i Krypten i en uge nu, så vi ville bare sikre os, at du var okay.”
”Det er rædselsfuldt, når du ikke er der,” blev den rødhårede ved og slog ud med armene, ”jeg kan mærke Snape stirre på mig hele timen igennem. Han venter bare på en anledning til at trække point fra Gryffindor. Det giver mig myrekryb. Han sidder sikkert og spekulerer på, hvilken straf der mon ville være mest ubehagelig for mig i tilfælde af eftersidning.” Ron skævede til Harry. ”Måske ville han sætte mig til at vaske sine underbukser?”
Harry kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over referencen til det, han havde set i Snapes mindekar for omkring et år siden.
Hermione kunne bestemt ikke se det komiske i hans ord.
”Hans navn er professor Snape, Ron, og jeg forstår ikke, hvorfor du overhovedet gider bruge så megen tid på at nedgøre ham.” Hun satte ubevidst farten op, så hendes fodsåler smældede højlydt mod trappetrinnene. ”I gør det hver eneste gang, vi har haft Eliksirer. Så lad ham dog være i fred for en gangs skyld!”
”Lade ham være i fred?” udbrød Ron fortørnet. ”Det er Snape, der altid er efter os!”
Hermione fortsatte ind ad en korridor og kastede et vredt blik tilbage på vennen. ”Det kan godt være, men det er faktisk rimelig trættende at høre på jer i længden. Professor Snape er en dygtig lærer, og måske hvis I prøvede, at …”
”Tak, Miss Granger. Dit forsøg på at forsvare mig er ganske rørende.”
Hermione stivnede på stedet. Halvt i choktilstand så hun Snape træde frem fra sidegangen få meter foran dem. Hans blege ansigt var udtryksløst som en maske. Hun stirrede på ham med opspilede øjne. Han måtte have hørt hvert eneste af hendes ord! Hun så ned i gulvet og mærkede, hvordan hun rødmede helt op til hårrødderne.
Harry og Ron var mindst lige så chokerede som hende, men af andre grunde. De rørte uroligt på sig, da professoren skred frem mod dem med de sorte gevandter blafrende efter sig.
”Potter og Weasley, I er skyld i, at jeres kollegium mister tredive point, og hvis jeg hører flere af sådanne uforskammetheder komme over jeres læber, så er det eftersidning hver eneste fredag aften på mit kontor resten af skoleåret, er det forstået?”
De to drenge nikkede stift.
Efter at have fået den bekræftelse drejede eliksirprofessoren omkring og fortsatte hen ad gangen. Hermione løftede langsomt sit blik og fulgte ham med øjnene.
”Godt klaret,” mumlede Harry sarkastisk til Ron, da læreren var forsvundet ud af syne.
”Hey, det var da ikke kun min skyld,” protesterede Ron, mens han ømmede sig over den albue, den sorthårede netop havde givet ham i siden. ”Er du for resten okay, ’Mione? Du er helt rød i hovedet.”
”Jeg er vist ved at blive syg,” sagde hun lavt og var for en gangs skyld taknemmelig for Rons manglende evne til at forstå pigers reaktionsmønstre. ”Jeg tror, jeg hellere må gå tidligt i seng i aften.”
Denne historie har fået 22 kommentarer | Kommenter
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137
|
|
|
|
|
|
|
|
