Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede Historiens Titel: Intet Historiens Forfatter: miss hermione Historien er vist: 223 gange Historien er rated: FA+13 - For Alle fra 13 år Kan læses af de fleste teenagere og frarådes børn under 13 år. Kan indeholde hentydninger til voldelige, og seksuelle temaer. Kan indeholde vulgært sprog. Indeholder INGEN detaljerede seksuelle eller voldelige temaer. Historien blev oprettet den: 28.05.2010 Historien indeholder: 4 kapitler Kommentarer: 7 Nyeste kapitel blev tilføjet den: 22.07.2010 klokken 23:27 1. Kapitel: Priori Incantatem 2. Kapitel: Nuit Blanche 3. Kapitel: At bekæmpe ensomheden 4. Kapitel: Taste in Men- Amortentia pt. 1 Kapitlets Titel: Priori Incantatem Kapitlet blev tilføjet den: 28.05.2010 klokken 10:21 At Tom overhovedet var i stand til at bevæge sig de få meter op til den faldefærdige skammel var ham en gåde; en lammelse så gennemtrængende, så pludselig, at det forekom ham næsten skræmmende, havde plantet sig i hans krop såvel som hans sind, da hans navn var blevet råbt op, og i et kort øjeblik, da hans navn ikke var mere end et udhvisket ekko, var Tom i tvivl om han skulle blive stående imellem mængden af nytilkommende hekse og troldmænd, uset, uhørt og snart glemt. Blive stående. Eller løbe for livet. Hvor fristende ville det ikke være? Det eneste, situationen egentlig krævede af ham, var blot at han skulle dreje om på hælen, få gang i fodtøjet og spurte det bedste, han havde lært. På den anden side, det ville jo også kræve, at han faktisk var i stand til overhovedet at røre sig. Og lige i de få mili-sekunder det tog ham at tænke tankenerne, var hans krop lammet af den underligt flyvende fornemmelse, der susede igennem ham, da nogen havde råbt hans navn ud til de forventningsfulde elever rundt omkring på borderne. At blive stående var klart en mulighed. Det var dér hans rationalitet havde grebet ind og beordret ham op på skamlen, og det kunne bare ikke gå hurtigt nok! At galningen fra i sommers... Professor Dumbledore, var det, havde budt ham plads på denne her skole, havde været en chance, som han godt kunne sikre sig ikke at få igen. At løbe fra den nu, på grund af lidt...Nervøsitet kunne ikke tolereres på nogen somhelst måde, og med ben, der føltes som gelé, tog Tom Riddle de få, få, men skræmmende langvarige skridt op mod skamlen, og med en elegance der var en kat værd, satte han sig ned. Sekundet efter mærkede han hatten mod sit hoved. I et kort øjeblik skete der intet. Absolut intet. Så, som om nogle havde pustet luft og liv ind i den, begyndte hatten at tale. Det var en stemme så gennemtrængende, så høj og så umådeligt intens at kun Tom kunne høre den. Han kunne mærke, hvordan hatten strammede sit greb om hans sind og tanker, hvordan dens forældede vejrtrækning sneg sig ind i hans hoved, langt, langt inde, undersøgte, udforskede, så. - Ser man det-, kvækkede hatten undersøgende, og Tom mærkede hvordan hatten vred hans tanker for information, - Interessant, ganske interessant... - Interessant? - Du har noget, som mange få mennesker besidder, min dreng- , hviskede hatten, - Og hvor jeg skal placere dig... Det bliver vanskeligt... - Tom følte pludselig et stik af ubehag. Det kunne mærkes lige dybt inde i brystet og i et kort sekund kunne han høre Fru Cole's rustne stemme skære igennem december regnen, der slog vildt mod hans vindue på børnehjemmet. --''Han kommer ikke, Tom...'' ''Han skal nok komme!'' Det SKULLE han!'' ''Det er ikke mange her, der er savnede, Thomas... Jeg er bange for, at du ikke er nogen undtagelse.'' Og hun forsvandt. Tom vendte sig irriteret væk fra døren og fortsatte sin søgen fra vinduet. Hvad vidste hun ærlig talt om det? På et eller andet tidspunkt *ville* han dukke op. Snart, måske når kvinden med paraplyen havde passeret gaden, ville han kunne skimtes gennem regnen. Tom satte sig bedre til rette og lukkede i et flygtigt øjeblik sine øjne. ''Han skal nok komme...''-- -Dine tanker larmer, Riddle,- sagde hatten med et ubestemmeligt tonefald, -At du besidder evner ud over dine vildeste fantasier, det vil jeg ikke benægte. Ydermere har du midlerne til at bruge dem, men hvor *hvor* ville det være klogt at placere dig?- Du har bare at gøre det, tænkte Tom og selvom det blot havde været en tanke, så lyttede hatten nøje. -Narurligvis, naturligvis, jeg er jo ikke Fordelingshat for ingen verdens ting... Hvis du er så opsat på at få et sted at bo, må jeg hellere sige...- ''SLYTHERIN!'' -- At Tom's far aldrig var dukket op dengang, at han måtte kæmpe for ikke at lade tårerne få frit løb, da han omsider besluttede sig for at lægge sig til at sove, at han den efterfølgende uge afreagerede på Billy Stubbs *kun* fordi Billy aldrig havde vist tegn på håb om en familie, alt dette var fuldstændig ligegyldigt. For første gang, for aller første gang, følte Tom sig hjemme. Han var ikke længere endnu et forældreløst barn uden navn. Folk vidste, hvem han var, folk kendte ham. At Fordelingshatten havde placeret ham på Slytherin, vidste han ikke hvad betød. Men syv år burde være nok tid til at finde ud af det. Og at ligge her, i sin nye seng, på sit nye værelse, hvor alt var hvidt og rent, gav ham et flygtigt øjebliks sindsro. Og for i aften var det nok. Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Nuit Blanche Kapitlet blev tilføjet den: 05.06.2010 klokken 22:08 _______ Alt var gråt. Himmelen ovenover Londons hustage var grå. Menneskene, der hastigt vraltede afsted over gaderne var grå. Sneen, sneen, der havde lagt sig som et sjasket, uldent tæppe over det hele, sneen, der skulle have været ren, uskyldig og hvid, var grå. Blikket i drengens øjne; blikket, der desperat søgte gaderne igennem, søgte op mod skyerne, måske fordi han håbede; på hvad havde han dog ingen idé om. Drengens blik, der skulle have været mørkeblåt og livligt... Det var gråt, gråt ligesom hans forvaskede, slidte tøj, gråt ligesom lagnet på hans seng, gråt ligesom tankerne, der konstant svirrede i hans hoved. Alt var gråt. Drengen så endnu engang op mod den mørke himmel; han vidste at bag de tunge, drævende skyer gemte månen sig; klar, ledende og frem for alt ægte. Men den kom, af en grund, han aldrig havde forstået, ikke frem. Hverken idag eller sidste år. Heller ikke det år, hvor han havde fulgt forstanderindens formaning og prøvet, virkelig *prøvet* at være god og normal; Den var aldrig kommet. Netop denne dag, som han hvert år frygtede og så frem til, var alt formørket, som om nogen havde pustet al lys i universet ud. Som om der ikke var andet tilbage til ham end ventetiden. Og ensomheden. Alt var gråt. Men der var alligevel noget ved det: Noget, hvor enhver spor af liv, kraft og farve ikke var blevet drænet bort af angsten og utålmodigheden; det sad, kunne han mærke, hvis han koncentrerede sig, dybt dybt inde, som et ganske lille, bankende ekstra-hjerte; et hjerte *inde* i hjeret: Han kunne mærke det, hver gang en høj mand med mørkt hår nærmede sig den store jernport til børnehjemmet, eller hver gang en bil stoppede ude foran pladsen ved hans vindue; Måske er det ham, tænkte han, måske er det ham, der kommer for at tage mig med. Tage mig hjem. Hjem. Ordet, betydningen var så uvant for ham; for hvad var et hjem? Her stod en seng, hvor han sov hver nat, her opbevarede han alle sine jordiske ejendele, her fik han mad og drikke og tøj på sin spinkle krop. Men det kunne ikke være hans hjem; han følte sig i hvert fald ikke hjemme. Men hvorfor i alverden skulle en forældreløs dog også føle sig hjemme på et børnehjem? Hvorfor skulle en forældreløs dog føle sig hjemme nogensomhelst steder i verden? Men det var jo lige netop dét! Det var dét, der var så fantastisk, så livgivende ved det hele: Han var nemlig *ikke* forældreløs! Han havde en far, han havde en familie, nogen, der tænkte på ham, kendte ham. Èt eller andet sted i verden var en mand, som på et tidspunkt, måske om et år, måske i næste nu, ville dreje om hjørnet til Russel Square, løfte blikket til netop hans eget vindue og, med det samme smil, som den 10-årige dreng havde tænkt på og forestillet sig hele sit liv, løfte på hatten som hilsen. Det var lige netop dén drøm, der fik drengen til at kravle op i vindueskarmen hvert år den 31. december og nøje eftersøge Londons mørke gader efter, hvad han så inderligt ønskede sig. Det var ikke meget, han bedte om, hvis han skulle være ærlig; de andre børn på hjemmet, de rigtige forældreløse, som ikke havde nogen chance tilbage for en rigtig familie, ønskede sig total ubruligt bras til Jul og fødselsdage. Det eneste, drengen i vinduet ønskede sig på denne skæbnesvangre dag, som var noget så overfladisk som hans fødselsdag, var at få sin far tilbage; sin chance for at komme væk; sin chance for et liv. Han fik en følelse af noget helt specielt; en sikkerhed, en tro, så stærk, at alt andet blev udhvisket og forsvandt. Det var ikke en følelse, han kendte særlig meget til. Kun denne ene gang om året. Følelsen af, at nogen tænkte på ham, bare i et kort sekund. At folk vidste, hvem han var, kendte hans navn. Kun denne ene gang om året. ''Hvis du vil, Tom, kan vi holde noget for dig på din fødselsdag,'' havde Fru Cole forslået en uge før Jul, måske med et spinkelt håb om, at han denne gang ville udvise bare nogenlunde normal adfærd og sige ja, ''Det er jo ikke hvert år man fylder ti, er det vel?'' Hvad skulle der være værd at fejre, havde drengen spurgt sig selv; et år mere uden resultater. Et år mere, der bare var spildt. Han havde sagt nej. Ikke andet. Bare nej. Han ville ikke fejre endnu et år. For hvad skulle det overhovedet nytte? Og lige pludselig slog det ham; som et lyn, som ét af de lys i hele universet, der før syntes udbrændt og glemt: Han kom ikke. Han var hans far. Hans helt egen, helt rigtige, helt virkelig far. Men han kom ikke. Det gjorde han ikke. Ikke nu. Ikke om et år. Aldrig. Drengen i vinduet, drengen, der havde håbet på det umulige, havde omsider fattet risikoen af netop at håbe på det umulige; det var umuligt. Han havde håbet, og håbet havde svigtet alt for mange gange; altså var håbet meningsløst nu. Pludselig syntes alt at være meningsløst; Himmelen over Londons hustage, menenske, der hastigt vraltede afsted over gaden, sneen, der havde lagt sig som et sjasket, uldent tæppe over det hele, blikket i drengens øjne. Det var så umådeligt ligegyldigt. Drengen så en sidste gang hen over Londons uendelige mørke, før han for altid vendte blikket, vendte ryggen til drømmen. Til håbet. Alt var gråt. _______ Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: At bekæmpe ensomheden Kapitlet blev tilføjet den: 20.06.2010 klokken 22:00 ~How to fight loneliness You smile all the time Shine your teeth to meaningless And sharpen them with lies~ (tekst imellem ** er et flashback) ''Tom, dette her må høre op! Jeg kan ikke blive ved med at gøre op for din opførsel her!'' Hans hoved gjorde ondt. Han forestillede sig, at bittesmå udgaver af Fru Cole slog løs på hans tanker og forstand med miniature hammere, hvilket blot satte det hele i et meget mere realistisk perspektiv: Hendes stemme rungede i hans ører som en gigantisk klokke. Tom lukkede øjnene. ''Hører du overhovedet efter, dreng?,'' vrissede Fru Cole opgivende, og prikkede til ham. Selvfølgelig hørte han ikke efter; hele dagen have været en kæmpe fiasko. Ikke værd at tænke tilbage på. Ikke værd at snakke om. Men hvad vidste hun om det? Hvad vidste nogen om det? Hvad han havde følt; hvad han have tænkt, da Michael var blevet hentet; da han havde fået en ny familie... Det havde ikke været noget, han havde tænkt over før den dag. I hvert fald ikke ret meget, og ikke nok til at gøre ham i dårligt humør. Men det var det nu; for han og Michael havde været nogenlunde jævnaldrende, de havde begge mørkt hår, mørke øjne og næsten samme højde. Hvorfor havde de så hentet Michael og ikke Tom? Hvorfor var han ni år og stadig her? Hvad havde været så forbandet anderledes ved Tom, som gjorde, at de ville have en anden og ikke ham? Og ikke mindst- hvorfor føltes det som om noget inde i ham skulle til at briste, når han tænkte på det? Hvorfor begyndte hans øjne at svide og hans hals at snørre sig sammen? Han havde givet sig selv en lussing, da han endelig havde været alene på sit værelse; tag dig dog sammen, havde han beordret sig selv, og havde derefter taget de to aspiriner, som Fru Cole altid var så uudholdeligt uforsigtig med; hun skulle være glad for, at han ikke havde brugt den lille håndfuld på at begå selvmord. Muligheden var ellers meget oplagt i det øjeblik. ''Skal jeg være her for altid?'' Spørgsmålet måtte have overrasket forstanderinden, ud fra det forbavsede udtryk at dømme. Orderne fik lov til at flyde rundt i atmosfæren, fik lov til at synke ind hos hende. Tom ventede; han måtte tage i betragtning, at hun ikke havde været til stede den dag opfattelsesevnen blev delt ud. ''Hvad mener du med det?,'' spurgte Fru Cole køligt, men den stadig chokerede undertone. ''Jeg er ni år gemmel,'' begyndte Tom, og mærkede harmen blusse op inden i, '' I dag blev Michael Byson hentet af sin 'nye familie'...'' Han stirrede arrigt op på hendes ansigt; ''Ved du godt, at han kun er et år yngre end mig? Han har kun været her siden han var tre, og jeg blev født her! Det er ikke retfærdigt! Det er bare ikke retfærdigt,'' han kylede arrigt sin pude mod væggen i desperation, velvidende at det var en yderst barnlig ting at gøre, ''Ni år er en perfekt alder...'' Toms ord druknede. Det var ikke nok for ham, at beklage sig; det var ikke længere nok, at smide med ting; han ville så gerne gøre noget. Eller sige noget. Bare et eller andet, så han kunne få en smule afløb for al den vrede, der åd ham op indefra som blussende flammer. ''Du skal ikke være her for altid, Tom,'' sukkede Fru Cole overbærende og satte sig stift på den lille skammel overfor hans seng, ''Du skal nok få en familie igen... Desuden er der masser børn her, som er ligeså ivrige som du er-- ''Hvem?'' ''Det er ikke min pligt, at råbe navne op, Riddle,'' fortsatte hun med et strengt blik i de grå øjne, ''men at du afreagerer på dine møbler over, at Michael Byson fik en familie og du ikke gjorde, kan eller vil jeg ikke tolerere. Og desuden...'' ''Desuden hvad?'' spurgte Tom surmulende; hovedpinen var taget til trods aspirinerne. ''Desuden så tror jeg, at du skal snakke med nogen om dine problemer.'' Der var stille lidt. En fugl fløj kvidrende forbi vinduet og forsvandt hurtigt igen, som om der ikke var noget at komme efter på det lille værelse på børnehjemmet. Tom misundede den. ''Hvad mener du, problemer?'' Fru Cole sukkede igen, og Tom genkendte med gru blikket i hendes øjne; hun så pludselig 10 år ældre ud, når hun skulle føre en samtale på over ti minutter med børnene: ''Du isolerer dig, dreng: Du spiser næsten aldrig, og du skræmmer de andre... Og med det, der skete tidligere idag--'' Tom lukkede øjnene endnu engang; denne gang på grund af tårerne, der søgte om anmodning til at få frit løb: *Tom smækkede døren til sit værelse med et brag og satte sig på sin seng; han ville under ingen omstændigheder ytre et ord til nogen, indtil endnu et barn var blevet hentet og han havde fået bekræftet, at ingen ville have ham: Først dér ville han se i øjnene, at han var over dem alle. Men ikke før. Ikke før den næste. Det bankede på døren. Han ignorerede det trodsigt. Tom syntes at kunne høre en stemme, men kunne ikke identificere stemmen, den flød bare sammen med støjen nede fra spisesalen, og han var egentlig også ligeglad; han ville ikke snakke med nogen. Og alligevel, bare for at blive ladt alene igen, mumlede han; ''Jeg har det fint..'' Døren blev rusket blidt og denne gang var han sikker på, at han hørte en uigenkendelig stemme hviske: ''Tom?'' Med en heftig bevægelse rev han døren op og råbte til hvem det nu end måtte være, der havde forstyrret ham: ''JEG HAR DET FINT!'' Med galloperende hjerte opdagede han til sin rædsel, at gangen i hans afdeling var øde, og til gengæld stod størstedelen af børnehjemmets beboere, sygeplejesker og Fru Cole og stirrede uroligt på ham nede fra stuen. Mørket bredte sig i ham som blæk i vand.* ''--Der var nogen, der lavede sjov,'' sagde han irriteret og blinkede hidsigt tårerne væk, ''der var bare nogen, der bankede på min dør og løb væk igen!'' Forstanderinden så på ham med en blanding af skepsis og medlidenhed: ''Professor Ryder er et meget behageligt menneske, Tom, og jeg er sikker på, at du vil få det bedre--'' ''Jeg er ikke tosset!'' Ja, han havde måske hørt stemmer. Ja, han isolerede sig fra resten af omverden, men Fru Cole forstod ikke; han var ikke gal, han var ikke en særling, der skulle tilbringe sine dage på en galeanstalt. Han var ikke sindsyg. Han var bare anderledes! Han tog en dyb indånding; ''Jeg er ikke sindssyg,'' begyndte han, ''jeg har hovedpine...'' ''Den burde da være væk efter alle de aspiriner, du har stjålet fra mig,'' indskød hun køligt. ''Og jeg har ikke brug for at tale med nogen professor,'' fortsætte han, som om han havde overhørt, hvad Fru Cole havde sagt. ''Så snak med mig, da,'' bad Fru Cole og så indtrængende på ham, ''tal til mig, få mig til at forstå, hvad der foregår, Tom!'' Tom mødte hendes blik; hvorfor var det så svært? Hvorfor kunne han ikke bare fortælle hende, at han følte det, som om han stod midt i en forsamling af mennesker og skreg mens ingen så op? Hvorfor følte han sig så alene? Følte han sig overhovedet alene? Han vidste det ikke, og han kunne ikke fortælle hende det; men når alt kom til alt, så var hun heller ikke det værd; hun ville alligevel bare erklære ham vanvittig, og han ville ende i en spændetrøje. ''Jeg er ambivalent,'' sagde han, ''faktisk så er det mit nye ynglingsord!'' Siden Tom for første gang som fem-årig havde åbnet en bog og dermed åbnet en verden af viden, var han faldet over så mange nye ord og udtryk, at jagten på nye ynglingsord efterhånden var blevet hans hobby. ''Og ved du, hvad det ord betyder, ambivalens?'' Spurgte Fru Cole tålmodigt. ''Jeg er ligeglad...'' ''Tja, hvis det er dit nye ynglingsord, ville jeg da have troet, at--'' ''Det betyder, at jeg er ligeglad!,'' udbrød Tom og undrede sig over, hvorfor Fru Cole ikke var blevet slået ihjel af én eller anden for lang tid siden. Fru Cole hævede øjenbrynene; ''Tværtimod: Det betyder meget stærke følelser i opposition... Det kommer af det latinske ambidextrous, der betyder ''begge'': Ordet hentyder til, at du er splittet imellem to vidt forskellige handlinger...'' ''Vil jeg blive eller vil jeg komme væk,'' mumlede han og ønskede, at han havde taget nogle flere aspiriner. ''Er jeg rask eller er jeg skør,'' fortsatte hun. Tom rynkede på næsen, ''Det er ikke handlinger!'' ''Det kan det være,'' smilede hun, ''For nogle.'' Tom sukkede; satte sig tilbage i sengen med ryggen presset mod væggen og så mod sit skab. ''Så... Så er det det forkerte ord,'' besluttede han sig højlydt. Fru Cole rystede mildt på hovedet og rejste sig om sider: ''Nej... Jeg tror, at det er det helt rigtige ord...'' ~And whatever is going down Will you follow around That's how you fight loneliness You laugh at every joke Drag your blanket blindly Fill your heart with smoke And the first thing that you want Will be the last thing you'll ever need That's how you fight it Just smile all the time~ Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: Taste in Men- Amortentia pt. 1 Kapitlet blev tilføjet den: 22.07.2010 klokken 23:27 Taste in Men- Amortentia pt. 1 *Dette kapitel er dedikeret til Missayla, fordi hun er så sød og rar, og fordi hun vil hjælpe mig, når jeg får brug for hendes assistance. -Og selvfølgelig forid hun er min ydmyge datter! gnæk gnæk...* Tom Riddle havde aldrig været meget for at indrømme, når han var syg; da han var mindre bad han aldrig Fru Cole om at komme op med en spand, når kvalmen virkelig trængte sig på; han spurgte ikke doktor Ryder om at forbinde hans arm, dengang havde var faldet ned fra æbletræet og havde brækket den; så hellere bide smerten i sig. Han ville ikke bede om hjælp. Så svag var han ikke. Livet på Hogwarts var ikke spor anderledes; nu hvor Tom havde læst sig frem til kureringer af diverse ubehagelige sygdomme, blev han ikke længere så let syg; nu var hans immunforsvar så også blevet styrket med alderen, og dog kunne det ikke holde en stærk form for influenza i at ramme han en kold januarmorgen: Som sædvanlig blev hans søvn afbrudt af hans nærmest betroede, Arouet Lestrange, der med sin let franske accent klagede over ikke at have fået nok søvn. Tom sukkede halvt opgivende, halvt irriteret; hvis der var én, der aldrig gik glip af en lejlighed til at brokke sig, var det Lestrange; hans fuldblodsaner kunne spores flere hundrede år tilbage og det medførte en uudholdelig genetisk overført trang til at hæve sig over alle andre, samt at kagle op, hver gang så meget som et støvfnug var landet forkert på hans kappe. Den eneste, han aldrig havde givet ''Ved-du-hvem-jeg-er''-talen var selvfølgelig Tom; allerede en måned efter de var begyndt i skole sammen, havde Tom gjort det klart overfor Arouet, at overlegenhed, arrogance og andre snobbede tildenser ikke ville blive tolereret på nogen måde; Lestrange havde først taget det hele som én stor spøg, men Tom var, trods sine sølle elleve år, i stand til at overbevise den franske dreng om, at det bestemt ikke skulle tages som en joke; det havde taget to uger for rifterne på Arouets håndled til at forsvinde. Men netop denne morgen skulle der ikke mere til end Toms sukken, før han opdagede, at noget var fuldkommen galt med ham: Hans hals var underlig tør og føltes som om to store kaktusser havde sat sig fast i hver sin side af struben, når han sank; hans hoved føltes tungt og dunkende, og hans krop smertede på en uforklarelig følelsesløs måde; han frøs og svedte på samme tid. Han var syg. Men en vantro mine svang han hastigt benene ud over sengekanten og styrtede hen til spejlet, der hang på væggen for enden af værelset; en dødsensbleg 16-årig teenager med mørke rande under øjnene stirrede lamslået tilbage på ham; Arouets beklagende stemme hørtes som et svagt ekko i baggrunden og Tom førte rystet sin langfingrede hånd op til sit ansigt; koldsveden fik hans hår til at klæbre til hans høje kindben og Tom stønnede næsten uhørligt; ikke nu, tænkte han febrilsk, ikke blive syg nu, hvor hans U.G.L.'er skulles læses op til; han måtte være på sit højeste! Arouet, der havde kvidret ubehjælpsomt løs i de sidste få minutter, holdt straks inde med sin talestrøm, da hans store brune øjne faldt på¨Tom. ''Du er ikke syg, er du?'' spurgte han, mere i vantro end egentlig nysgerrighed om Toms helbred. ''Selvfølgelig ikke!,'' snerrede Tom og vendte sit lynende blik mod Lestrange, ''Jeg har det fint!'' Og med ét mærkede han med rædsel, hvordan gårdagens morgen-, middag- og aftensmad var på vej op igen med lynets hastighed. Tom nåede lige netop at se sit spejlbillede gå fra at være bleg til sygeligt grøn, før han med hånden lukket om struben kvækkede: ''Jeg bliver nødt til at gå!'' Med ben, der føltes som gelé og en kvalme, der var ved at tage livet af ham, sprintede Tom Riddle det bedste han havde lært ned ad gangen og ind i det nærmeste lokale, der syntes tomt; med et gisp greb han affaldsspanden uden overhovedet at sikre sig dens egentlige tilstedeværelse; efter fem år lærer man hurtigt, hvor tingene står uden at lægge meget mærke til dem. Alle musker i hans krop stod i spænd, da han med en kvalmende lyd kastede, hvad der føltes som al indhold i hans mave op. Efter en rum tid kunne hans skælvende krop endelig slappe af; Tom gled med en jamren ned på gulvet med ryggen støttende mod væggen; der blev han siddende et stykke tid, mens han hørte på, hvordan hundredevis af elever begav sig afsted mod Storsalen for at indtage morgenmaden. Tom gøs og hans hænder knugede ubevidst om spanden. Hvorfor? Hvorfor skete det her for ham? Hvad havde han gjort, siden han fortjente at blive syg lige netop nu? Hvad skulle han gøre af sig selv? Han ville ikke kunne udholde et sygeleje med ham selv som sin eneste mulighed for underholdnig... Og hvad med dagbogen! Hvad med dagbogen, der lå lille, uskyldig og så helt igennem uundværlig, at det smertede værre end noget andet at tænke på, hvis hans plan røg i vasken. Men Tom fik ikke mere tid til at gruble over noget ret meget længere, for i samme øjeblik gik døren til lokalet op, og ind kom hans Eleksirlærer, Overhoved og The Slug Club's vært, Horace E. F. Slughorn. Det tog et øjeblik for Slughorn at få øje på både Tom, spanden i hans hænder og (ikke mindst) spandens indhold. En ubekvemt trækning gik igennem professorens ansigt, men den blev hurtigt erstattet af en bekymret mine, da han spurgte: ''Tom, hvad i al verden foregår der?'' Det var ikke før nu, at Tom opdagede, hvor han helt præcis befandt sig; dette var Slughorns krypt, hvori han skulle have dagens første time; Slughorn havde åbenbart været på vej til krypten for at forberede sin lektion en halv time i forvejen. ''Er du syg, dreng,?'' udbrød Eleksir-mesteren og trak blidt Tom i armen, så han kom på benene. Nu var de Toms tur til at lave en ubekvem grimasse; han kunne ikke udstå at indrømme, når han var syg! Men selvom Slughorn dog var en første klasse idiot, så krævede det ikke meget hjerne at se, at Tom bestemt ikke var rask, og Tom så derfor ingen anden udvej en blot at gøre et mislykket forsøg; ''Hr. professor, det er bare en smule kvalme, det fortager sig sikkert igen inden længe...'' ''Naturligvis, naturligvis,'' mumlede Slughorn og trak Tom med sig tværs gennem lokalet,'' nu skal du se, min dreng,'' før Tom vidste af det, sad han solidt plantet i én af Slughorns komfortable lænestole på hans kontor; Slughorn rettede sig op og sendte ham et faderligt smil, ''Sådan! Slap du nu bare af, så henter jeg noget, der kan få dig på ret køl igen...'' Hvis situationen havde været enhver anden, end den var nu, havde Tom takket nej og var forsvundet ud af krypten i en vældig fart; men som det befandt sig nu, ville Tom med glæde indtage hvad som helst for at slippe for kvalmen, der gradvist tog til, og lige nu var han sit Overhoved dybt taknemmlig; hvis bare han for helvede skyndte sig lidt! ''Jeg beklager dét med din affaldsspand, professor,'' sagde Tom i et forsøg på ikke at få en akavet tavshed til at opstå; han havde ikke opdaget at Slughorn havde bevæget sig om bag sit skrivebord, hvor han hastigt rumsterede med et dusin små flasker; han så noget desorinteret ud, og mumlede lavmældt hen for sig selv: ''Hva'? Åh, tænkt dog ikke på det, kære dreng,'' smilede han og greb derefter én af flaskerne, hvis indhold var halv transparant og gyldent, ''det er jo bare en spand... Det er mere dig, jeg er bekymret for,'' han stak åndsfraværende flasken i hånden på Tom imens han spejdede op på uret; der var hele tyve minutter til timen startede. ''Her,'' sagde Slughorn bamhjertigt og åbnede flasken, stadig uden at kigge på den,'' det er en kur mod kvalmen, men jeg vil nu alligevel råde dig til at gå til Hospitalsfløjen med den feber, Riddle...'' Tom tømte den lille bitte flaske i én mundfuld og sagde så; ''Professor, jeg behøver ikke blive væk fra timen! Jeg har det fint, og--'' I det samme døde orderne hen netop som de skulle til at forlade hans mund; og som dug fra solen forsvandt også kvalmen og feberen og hovedpinen og den ømme hals som ved magi (ironisk nok, haha). Men samtidig forsvandt også hans tanker; al grund til at tænke forsvandt. Og ligesom han troede, at han skulle tilbringe resten af sine dage mentalt lammet, opfyldte en ny følelse hele hans krop; hver eneste fiber i hans eksistens sitrede, og hans hjerne rummede ét og kun ét billede: Manden foran ham. Professor Slughorn. ''Tom,'' Slughorn lød lettere urolig... Han hans stemme altid været så dejlig skælvende?, ''Tom er der noget i vejen?'' Tom lukkede i et øjeblik sine øjne og prøvede at tænke; han prøvede at slå koldt vand i blodet og en lille stemme i hans hoved fortalte ham, at dette var højst åndssvagt. Han lyttede; han ville virkelig gerne gøre som stemmen sagde og bare gå sin vej, men den velkendte duft af aromatiske eliksirer fra professoren fyldte efterhånden Toms næseborer, hjerne, sind og tanker; og var det bare indbildning, eller var Slughorns vejrtrækning blevet højere og yderst beroligende? ''Tom, sig noget,'' lød lærerns stemme nu ganske tæt på; så tæt på, at Tom uden besvær kunne læne sig frem og... Med ét slog Tom sine øjne op og i et kort sekund, der virkede som evigheder, stirrede den unge troldmand ind i de grå-grønne, bekymrede øjne, der tilhørte den dobbelt så gamle lærer; ''Professor, har De nogensinde fået af vide, hvor dejligt snoet Deres overskæg er?'' ''Hva'?'' Tom udnyttede de få sekunder, det tog for Slughorn at skifte ansigtsudtryk fra urolig til fuldkommen perplekst; han sprang op fra stolen med en krop, der summede af energi og noget andet, som han ikke var helt sikker på, hvad var; det føltes som en umådelig varme, der spredte sig hele vejen fra hans tåspidser til det mørke hår, der stadig var fugtigt efter feberen; hvorfor havde han dog aldrig før opdaget, hvor helt igennem attraktiv, hans Eleksirprofessor var? Det forekom ham total idiotisk, at det først var gået op for ham nu. Endda kun et kvarter før det ringede ind... Det var umådelig lidt tid. Med en længselsfuld jamren greb han fat i kraven på lærens gevandter og flåede ham til sig, som var professoren en dyrebar skat, der for alt i verden ikke må forsvinde fra hans åsyn. ''Jeg mener,'' hviskede Tom og stirrede dybt ind i øjnene på professor Slughorn, ''bare gråsprængningerne i det er jo fuldstændig vidunderlige!'' Slughorn så ud som om han netop var blevet udnævnt som prima-ballerina for den Russiske Ballet, hvilket vil sige, at hans ansigt udtrykte den største forbavselse. ''Øh...'' ''Professor Slughorn,'' mumlede Tom og lænede sig om end endnu tættere på den rædselsslagne mand, '' De er helt igennem orgasmisk!'' Nu faldt ti-øren pludselig for den stakkels professor; med en lamslået mine flyttede han blikket hen på den lille, tomme flaske, der lå på det bløde pudebetræk i stolen, hvor Tom i sin iver havde kastet den fra sig; med gru i blikket læste han etiketten: Amortentia Hvis ikke Slughorn havde siddet godt og grundigt i saksen, og hvis ikke han risikerede at blive fyret, havde han leet; han havde i sin stress kommet til at give Tom Riddle den forkerte drik, og nu var hans bedste elev risikabelt forelsket i ham. Men som situationen befandt sig, hvade Slughorn aldrig haft så lidt grund til at grine; ikke nok med at han egentlig havde forgiftet en elev uden for undervisningen, hvilket kunne føre til øjeblikkelig suspendering (tænk hvis det havde været en langt mere alvorlig eleksir?), han var også Tom Riddle underdanig på praktisk talt alle punkter; eleven var både højere og sikkert også langt stærkere end ham selv, og opfyldt af passion og begær, hvilket med sikkerhed forstærkede hans styrke, fysisk såvel som psykisk. Slughorn måtte slå koldt vand i blodet, hvis han skulle få styr på det her, inden rektor Dippet fik nys om det. Med en stemme, han håbede inderligt på ikke rystede, tog han engleblidt fat i Toms hænder, der stadig knugede hans gevandter, som om hans professor var den eneste i hele verden, der kunne redde ham fra druknedøden, smilede et kærligt smil og sagde; ''Tom, det er virkelig nogle smigrende ord,'' han så den mørkhårede drengs øjne lyse op; ''Virkelig?'' ''Virkelig,'' forsikrede Slughorn, ''men som situationen er, så må jeg have tid til at tænke lidt over, hvad du har sagt; du må forstå at en aldrende mand som jeg selv kan blive fuldstændig konfus over sådan en kærlighedserklæring!'' ''Åh..'' Tom følte sig med ét modløs og gav øjeblikkeligt slip på hans lærer, ''Det vil altså sige,'' sagde han og mærkede hvordan harmen trængte sig på,'' at De ikke finder mig den mindste smule tiltrækkende?'' Pokkers, tænkte Slughorn og mærkede sveden piple frem under huden. ''Selvfølgelig gør jeg det, min dreng, men jeg bliver nødt til...'' Hans blik faldt på alle flaskerne, der stod på skrivebordet og han søgte panikslagent en modgift; han fik øje på den, greb to glas og startede en ny sætning; ''Hvad siger du til, at du og jeg tager os et glas for at skåle på hele redeligheden?'' Siden professor Slughorn var dobbelt så gammel som Tom Riddle og aldrig i sit liv havde fundet en anden mand den mindste smule attraktiv, brød han sig ikke om at betegne hans incognito homoseksualitet som andet end ''hele redeligheden''; han fumlede febrislk med proppen på modgiften, der heldigvis havde samme farve som Ildwhisky, fyldte det to glas og rakte det ene til Tom, der tog i mod det som om det var en vielsesring; hans øjne ulmede sært rødt. ''Så,'' sagde Slughorn skælvende, ''lad os hæve glasset og prise os lykkelige... Øhm... For at have... Æhhh... Fundet hinanden!'' Det tømte glasset; det vil sige, Tom gjorde, mens Slughorn nøjes med at nippe let til det; siden han ikke var ramt af nogen kærligheds forhekselse, var der ingen farer for nogen somhelst påvirkning; han ventede spændt på virkningen. I nogle få sekunder kunne Tom ikke mærke andet end varmen, der fortsat pumpede rundt i hans krop; lysten til at gøre noget højst skammeligt (det var trods alt 40'erne) med sin Eleksir-professor havde holdt hans opmærksomhed fra drikkens etikette, og han havde i sin vellyst stolet blindt på manden, der var gammel nok til at være hans far (men Gudske tak og lov ikke var det). Tom ventede med en sitren på Slughorns næste træk, da en voldsom kulde i samme nu erstattede den behagelige varme; han gispede efter vejret og var sikker på, at hvis han førte hånden op til håret, ville han kunne knække de forfrosne lokker af så let som ingenting; sådan føltes det i hvert fald. Og lige som han var sikker på at skulle fryse ihjel, strøg varme briser ind over hans sind og fyldte igen hovedet med hvad, der kun kunne være forstanden og tankerne. Aromaen fra professor Slughorn forsvandt så hurtigt som den var kommet, og Tom var igen Tom. Med kvalme. Det tog et øjeblik for Tom at genindspille hele sceneriet inde i sit hoved; hvordan varmen havde opslugt ham som ild, duften af Slytherins Overhoved, Toms ord til manden (Tom huskede det med gru); De er helt igennem orgasmisk! Det var uden tvivl den værste dag i Tom Riddles liv til dato; ikke nok med at han var blevet syg, han var også ved at dø af skam! Han havde kaldt en lærer orgasmisk! Hvor pinligt! Men nu skyllede en anden følelse ind over ham og erstattede ydmygelsen: Horace Slughorn, hans lærer, hans Overhoved, havde forgiftet ham med Amortentia! Han havde forgiftet hans ynglings elev med en kærlighedseleksir, der, ifølge Toms hukommelse, havde gjort ham dybt forelsket og skrup liderlig! Hvor-vovede-han! Han løftede blikket og gloede vantro på sin lærers usikre ansigt; han forlangte en forklaring, og den havde bare at være god! ''Åh, himlen være lovet,'' stønnede Slughorn lettet, ''Du er dig selv igen!'' Tom kunne ikke få et eneste ord over sine læber; han var fuldkommen mundlam. På den rigtig dårlige måde. ''Jeg kom vist ved et uheld til at bytte om på en kur mod kvalme og Amortentiaen,'' jamrede Slughorn og tog sig til hovedet, ''Ih, du godeste, tænk hvis det havde været en farlig gift! Tænk hvis du var blevet skadet!'' Tom forholdt sig stadig tavs; efter hans mening var han blevet mere end blot skadet; han var dybt traumateiseret! Men Slughorn ævlede videre, ''Jeg store fjols! Det må være alderen... Tom!'' Han så pludselig fuldkommen rædselsslagen ud, ''Du fortæller ikke dette her til nogen, gør du vel? Og slet ikke til rektor Dippet! Jeg ville blive fyret på stedet!'' Tom var rystet i sin grundvold: Ikke nok med at han havde kaldt en lærer orgasmisk, nu troede idioten også, at han ville fortælle alle om det! Hvad var der galt med mennesket? ''Lov mig det, knægt!'' Bulrede Slughorn og greb fat i Toms skuldre, hvorefter han ruskede ham voldsomt, ''Lov mig, at du ikke fortæller nogen om det! Jeg er så ked af det!'' ''Naturligvis ikke, professor,'' svarede Tom og forøgte at holde kvalmen nede, hvilket var svært eftersom Eleksir-mesteren fortsat ruskede ham, ''Vil De være venlig at slippe mig!'' Med en kraftanstrengelse rev han sig løs af mandens greb en smule mere panisk og voldsomt end han havde tænkt sig; han skulle kaste op igen. ''Jeg-- Jeg må ud herfra!'' Han drejede om på hælen og styrtede ud af krypten med Slughorns skælvende stemme rungende i sit stakkels hoved: Fortæl det ikke til nogen, Tom! Han kastede sig ind over håndvasken på et tilfældigt toilet og brækkede sig det bedste han havde lært; denne gang skyldtes det ikke kun kvalmen. ''Åh, Gud,'' stønnede han sammenbidt og gemte ansigtet bag hænderne i skam, ''Åhgudåhgudåhgud!'' Hvordan skulle han nogensinde kunne vise sit ansigt overfor professor Slughorn igen? Det var ikke til at bære! Og han var ikke engang sluppet af med kvalmen. Det var bare ikke hans dag i dag. Han bøjede sig endnu engang ned over vasken for at sikre sig, at alle rester af den fordømte kærlighedseleksir var ude af hans system! Da Tom Riddle en halv time senere have slæbt sig op i sin seng, lovede han sig selv, at hvis det nogensinde lykkedes ham, at få skabt et rent terrorregime i den magiske verden, skulle hans første handling være, at udslette alle former for Kærlighedseleksirer fra Jordens overflade. Om han så måtte vente med herkomsten af en ny Hocrux, så ville han ikke hvile, før den sidste dråbe Amortentia var tilintetgjort! Og af en grund kunne han ikke tilbageholde et lille smil ved tanken om, at hvis han nogensinde ville blive udsat for noget ligende en gang i fremtiden, kunne han kun prise sig lykkelig over, at der, et eller andet fjernt og ukendt sted i Verden, trods alt var en del af hans sjæl, der ikke blev groft chikaneret. Come back to me a while Change your style again Come back to me a while Change your taste in men It's been this way since Christmas Day Dazzled, doused in gin Change your taste in men -Placebo, Taste In Men- Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter gå til toppen

Fan Fiction: 1072 Kapitler: 6137 - - Vælg Forfatter - - - Sirius Black - 3 FanFic(s) -lily-evans- - 1 FanFic(s) 762731 - 1 FanFic(s) Aadal - 6 FanFic(s) AC - 1 FanFic(s) agurkeelsker - 2 FanFic(s) Aiaysha - 1 FanFic(s) Aida - 1 FanFic(s) Aieryn - 18 FanFic(s) Akasha - 11 FanFic(s) Akisa - 2 FanFic(s) Alainne - 3 FanFic(s) Alannia! - 1 FanFic(s) Alba - 1 FanFic(s) Alein - 3 FanFic(s) Alexandra Malfoy - 1 FanFic(s) Alexia - 1 FanFic(s) AlexN94 - 8 FanFic(s) AllisonGrey - 2 FanFic(s) Alyssa - 1 FanFic(s) Amora B. - 4 FanFic(s) Amylee - 3 FanFic(s) Andra - 8 FanFic(s) Anduril - 2 FanFic(s) Angel of Dreams - 4 FanFic(s) Ann - 4 FanFic(s) Anna-Mia - 1 FanFic(s) Annan94 - 2 FanFic(s) ARMK - 3 FanFic(s) Ashley - 4 FanFic(s) Assy&Lucy - 3 FanFic(s) Astrid - 1 FanFic(s) atas - 1 FanFic(s) baNANNA - 1 FanFic(s) Bellatrix_007. - 2 FanFic(s) Bing - 3 FanFic(s) Bingo - 1 FanFic(s) Black - 3 FanFic(s) Blaise - 4 FanFic(s) Bloom-freak - 4 FanFic(s) Bonde - 1 FanFic(s) Bonnie - 4 FanFic(s) Boréas - 1 FanFic(s) brian_potter - 1 FanFic(s) Brown - 5 FanFic(s) camilla89 - 1 FanFic(s) Casandra Black - 3 FanFic(s) CasperTM - 1 FanFic(s) Cassandra Gåde - 2 FanFic(s) Cassidy - 4 FanFic(s) Cassie - 9 FanFic(s) Chamilia Black - 6 FanFic(s) Champen - 2 FanFic(s) Charming Charlie - 1 FanFic(s) cheller - 6 FanFic(s) Chibi - 4 FanFic(s) Chrille - 1 FanFic(s) Chuske - 1 FanFic(s) CL- Storm1617 - 2 FanFic(s) Clairshaw - 1 FanFic(s) Connie203 - 1 FanFic(s) Cool Køter - 2 FanFic(s) Corazon - 3 FanFic(s) cornelia_bloom - 10 FanFic(s) Cristal Green - 2 FanFic(s) Crystal - 4 FanFic(s) CutiePieCupcake - 1 FanFic(s) Dark - 9 FanFic(s) Dark_mind - 1 FanFic(s) darry - 1 FanFic(s) Dean Thomas - 1 FanFic(s) Debbie - 2 FanFic(s) Dina-mie - 5 FanFic(s) DkzLullu - 5 FanFic(s) Dolly Doloosa - 2 FanFic(s) DoNkk - 1 FanFic(s) Dora - 2 FanFic(s) DracoDraco - 6 FanFic(s) DracoLover - 5 FanFic(s) Dragon - 2 FanFic(s) Dranelli - 1 FanFic(s) Earny Oakland - 13 FanFic(s) Egania - 3 FanFic(s) Eika McArin - 5 FanFic(s) Elektra James - 6 FanFic(s) ElverBlomsten - 4 FanFic(s) Elvira - 1 FanFic(s) Emma-Potter - 4 FanFic(s) Emmagirl - 1 FanFic(s) Enitsirk - 2 FanFic(s) Eowyn21 - 1 FanFic(s) EstelleWhite - 2 FanFic(s) Eva - 1 FanFic(s) Fantasy - 2 FanFic(s) Farry - 1 FanFic(s) Fay - 10 FanFic(s) Fleurt black - 2 FanFic(s) FlickyPooh - 1 FanFic(s) Foxieh - 1 FanFic(s) fredxen - 6 FanFic(s) Freja - 3 FanFic(s) Friller - 1 FanFic(s) Gabrielle - 2 FanFic(s) Gabrielle Delacour - 1 FanFic(s) Gina - 1 FanFic(s) Ginerva - 2 FanFic(s) Ginny - 1 FanFic(s) GINNY POTTER - 2 FanFic(s) ginnygirl - 4 FanFic(s) GinnyWeasley - 5 FanFic(s) Gracelle - 1 FanFic(s) grinebider - 2 FanFic(s) Gunilla Sylvester - 6 FanFic(s) h p jeanette - 9 FanFic(s) Halvblodsprinsessen - 2 FanFic(s) harry-fan - 1 FanFic(s) harry-potter - 3 FanFic(s) Helle Potter - 3 FanFic(s) Hermione - 2 FanFic(s) Hermione G - 14 FanFic(s) Hermione Og Mig<33 - 1 FanFic(s) Hikairi - 4 FanFic(s) himstragimsen - 1 FanFic(s) hmt - 2 FanFic(s) Holley Short - 3 FanFic(s) Hope - 4 FanFic(s) Hosjer - 1 FanFic(s) HP freak - 3 FanFic(s) Hugtand - 2 FanFic(s) Hybenblomst - 2 FanFic(s) Illuminati - 2 FanFic(s) Jade - 2 FanFic(s) Jasmine Evans - 9 FanFic(s) Jason - 1 FanFic(s) jeans - 2 FanFic(s) Jelina Slytherin - 1 FanFic(s) Jessicaen - 4 FanFic(s) Jill - 2 FanFic(s) juliejones - 1 FanFic(s) Julinda - 1 FanFic(s) Juulie - 3 FanFic(s) kaidoz - 2 FanFic(s) Katarina - 1 FanFic(s) Kath - 1 FanFic(s) Katrina - 2 FanFic(s) Katy - 12 FanFic(s) Kay-Uwe - 3 FanFic(s) Kayleight - 1 FanFic(s) Kiaa - 6 FanFic(s) Kirstenbær - 1 FanFic(s) Kis - 6 FanFic(s) KNA - 8 FanFic(s) Kronhjorten - 3 FanFic(s) La Luna - 4 FanFic(s) LadyMarian - 3 FanFic(s) Lala!xD - 2 FanFic(s) larz - 1 FanFic(s) Lati - 1 FanFic(s) liana - 1 FanFic(s) lil-missy-lupus - 1 FanFic(s) Lilje100% - 9 FanFic(s) Linda Rawen - 4 FanFic(s) Line James Potter - 2 FanFic(s) Lola - 1 FanFic(s) London - 6 FanFic(s) Love-Bellatrix - 10 FanFic(s) Luccas - 2 FanFic(s) Lucy Malfoy Nox - 9 FanFic(s) lull--xD - 5 FanFic(s) Lulu - 2 FanFic(s) Luna Avril - 5 FanFic(s) Luna Clara - 6 FanFic(s) Luna-Linea - 1 FanFic(s) luna_min luna - 10 FanFic(s) Lupatius - 2 FanFic(s) Luuna - 6 FanFic(s) magic-andreas - 2 FanFic(s) Malegaber - 3 FanFic(s) Malvia - 13 FanFic(s) Margaret - 14 FanFic(s) Marie Louise Granger - 7 FanFic(s) Massi - 2 FanFic(s) Masyo - 1 FanFic(s) Mats - 2 FanFic(s) møjs - 5 FanFic(s) Mekko - 1 FanFic(s) Melli - 1 FanFic(s) Merlin - 1 FanFic(s) Mi Jin Lim - 5 FanFic(s) miamione - 4 FanFic(s) michelle granger - 16 FanFic(s) Michelle_Michirure - 1 FanFic(s) Mie - 5 FanFic(s) Miley - 4 FanFic(s) Mimi - 7 FanFic(s) MindSlave - 1 FanFic(s) Mirana - 1 FanFic(s) miss hermione - 10 FanFic(s) Missayla - 2 FanFic(s) MissLestrange - 3 FanFic(s) miss_lilly_Potter - 1 FanFic(s) Miss_Malfoy - 1 FanFic(s) Moi - 1 FanFic(s) Moonchild - 3 FanFic(s) Moonstone - 2 FanFic(s) Moony - 2 FanFic(s) Morgana - 8 FanFic(s) Musika - 7 FanFic(s) Myggen - 1 FanFic(s) Myspunk - 2 FanFic(s) Nalle-mus - 2 FanFic(s) Narcissa - 5 FanFic(s) Nemesis - 2 FanFic(s) Nera - 1 FanFic(s) Nightwish - 1 FanFic(s) nobody - 4 FanFic(s) Noodle - 1 FanFic(s) Noone - 1 FanFic(s) novadread - 1 FanFic(s) NuZer001 - 1 FanFic(s) Nymphadora - 3 FanFic(s) P. Quex - 1 FanFic(s) Padfoot - 3 FanFic(s) ParryHotter - 1 FanFic(s) Patronus - 1 FanFic(s) Peri - 5 FanFic(s) Pernille - 5 FanFic(s) Phoenix - 1 FanFic(s) Picaboo - 1 FanFic(s) Pink lady - 2 FanFic(s) Pixie - 2 FanFic(s) PLinse10 - 2 FanFic(s) Polly - 1 FanFic(s) potter-tefler - 3 FanFic(s) Potter\'forever <3 - 2 FanFic(s) Potter_pigen - 2 FanFic(s) Rach - 3 FanFic(s) Rebecca - 5 FanFic(s) regina - 1 FanFic(s) Reve - 2 FanFic(s) Rikke Granger - 1 FanFic(s) Risika - 2 FanFic(s) Rita_Rivejern - 4 FanFic(s) Rogue - 2 FanFic(s) Rosalie - 1 FanFic(s) Rosélicé - 2 FanFic(s) Rosie - 4 FanFic(s) Rosmerta - 1 FanFic(s) Rubiya - 3 FanFic(s) sahpiragirl - 4 FanFic(s) Saint Jimmy - 3 FanFic(s) SaintLea - 5 FanFic(s) sakura-haruno - 1 FanFic(s) Sandberg - 3 FanFic(s) Sarl - 1 FanFic(s) Søde Miiq - 1 FanFic(s) Schlapi - 4 FanFic(s) scottie - 1 FanFic(s) Selena - 7 FanFic(s) selmer - 3 FanFic(s) SH - 4 FanFic(s) Shinjumus - 4 FanFic(s) sie - 1 FanFic(s) Signe - 1 FanFic(s) Sirius - 5 FanFic(s) Sirius- - 7 FanFic(s) Siva - 1 FanFic(s) Skov - 1 FanFic(s) Skyla Fritz - 1 FanFic(s) smørhår - 2 FanFic(s) solskin - 2 FanFic(s) Sort Genganger Hund - 4 FanFic(s) Sstrandby - 1 FanFic(s) Stardust - 3 FanFic(s) Supreme Mugwump - 1 FanFic(s) Susanne - 1 FanFic(s) Svumpukkel - 3 FanFic(s) Tania - 3 FanFic(s) Tanic - 3 FanFic(s) Tara - 11 FanFic(s) Tatu - 1 FanFic(s) Té Fai - 3 FanFic(s) TearsOfBlood - 2 FanFic(s) Teea - 1 FanFic(s) Tellima - 1 FanFic(s) The Werewolf - 1 FanFic(s) Tonks-mus - 2 FanFic(s) Toshiro - 1 FanFic(s) Trelawney - 7 FanFic(s) Trillo - 2 FanFic(s) Twilightobsessed - 1 FanFic(s) Tyklodifo - 1 FanFic(s) unik - 5 FanFic(s) Vampira - 6 FanFic(s) Vampires Kiss - 4 FanFic(s) Veela - 4 FanFic(s) Vico - 4 FanFic(s) Victoria - 2 FanFic(s) vvPottervv - 1 FanFic(s) Vyse - 5 FanFic(s) Willy Wonkan - 4 FanFic(s) Wirakel - 1 FanFic(s) xAmy - 9 FanFic(s) xbrokenvalentine - 2 FanFic(s) xMello - 7 FanFic(s) xMilissa - 4 FanFic(s) Yufa - 2 FanFic(s) Zami-Rieh - 4 FanFic(s) Zuper-ZtarBang - 38 FanFic(s)

Design & Code by Mugwump I/S | © Mugwump I/S since 2005
Original Characters are owned by J.K. Rowling