Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: Tourjous Pur
Historiens Forfatter: miss hermione
Historien er vist: 207 gange
Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre
Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 31.05.2010
Historien indeholder: 4 kapitler
Antal stemmer: 1
Gns. Karakter: 9
Kommentarer: 6
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 03.06.2010 klokken 22:08

1. Kapitel: Dream In The Dark- Forord
2. Kapitel: Of Black Blood
3. Kapitel: La Vie Des Soeurs
4. Kapitel: Dr. Lestranges Teori
Kapitlets Titel: Dream In The Dark- Forord
Kapitlet blev tilføjet den: 31.05.2010 klokken 22:27
Jeg så mig flygtigt tilbage en sidste gang: Herregården så stadig ud som den havde gjort de sidste 18 år; høj, mægtig og mørk. Kastanjetræets blomster raslede om ørene på mig i kaskader og i et kort sekund huskede jeg, hvodan vi engang, for så frygteligt længe siden, havde tilbragt time efter time under, i, og ved det forbandede træ. De forbande mennesker.
Det sved i øjenkrogen og jeg tørrrede hidsigt tåren væk fra kinden og hankede beslutsomt op i min taske: Havde det ikke været for dem, deres tåbelige fordomme, deres Fuldblods-mani, deres selviske arrogance, så havde jeg ikke været nødt til at tage afsted; så kunne jeg været blevet, her, sammen med dem. Vi kunne have tilbragt så mange flere glade stunder sammen. Der ville ikke have været noget, der hed ''Blodforrædder'' heller ej ville der have været nogen grund til at holde op med at elske. For det gjorde jeg!
Jeg elskede dem. Og det var nok for mig: At leve i dette mørke, dette fængsel, det ville have været nok for mig... Fordi de var mine søstre og jeg elskede dem af hele mit forrædderiske hjerte.
Men ikke for dem. Ikke for dem, fordi for dem gjaldt kun én ting:
''Tourjous Pur''.

Altid Ren.


/AN:
Undskyld for det (meget!) korte forord, men mener nu at en kort indledning er kilden til et godt, langt kapitel :)
Kommentér endelig, både ris og ros(konstruktivt) er velkommen.

Denne historie har fået 6 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Of Black Blood
Kapitlet blev tilføjet den: 02.06.2010 klokken 14:39
''-- Dette er Bellatrix, vores ældste datter.''
Bella trådte nonchelant frem fra rækken af familien Black; hendes store, mørke hår var i dagens anledning blevet flettet sammen til en stram knude i nakken, og dog var det ikke nok til at holde de vilde krøller på plads; hist og pist have et par totter revet sig løs og stod ud fra hendes hoved. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at beundre hende. Jeg havde altid synes at Bella var én af de smukkeste kvinder på Jorden; hendes ansigt var rundt, og alligevel så slankt, hendes øjne store og mørke, ligesom hendes fantastiske hår. Hendes krop var ikke som Cissy's og min; ikke endnu bare ''under udvikling'', som mor kaldte det. Jeg plejede bare at kalde det ''kosteskaft-stadiet'', men det brød ingen sig om, så jeg lod altid være med at brokke mig.
Nej, Bella var en rigtig kvinde med en smal talje, brede hofter og flotte, store bryster, som hun bestemt heller ikke var sky for at vise frem; faktisk så elskede Bella sin krop ligeså meget som jeg gjorde og på endnu et punkt misundede jeg hende: Min egen krop var, som sagt, et kosteskaft.
Jeg var utrolig spinkelt bygget, ingen kvindelige former overhovedet, trods mine snart 17 år. Mit ansigt var ligeså spinkelt som resten af min krop, dog havde jeg de samme fyldige læber som min mor, og det var én ting, jeg kunne være stolt af. Mine øjne var ligeså store og mørke som Bella's, hvilket gjorde det synligt for andre, at vi var søstre. Ellers ingen slående ligheder.

''Og vores mellemste, Narcissa,'' præsenterede min far pavestolt og slog ud med armen idet min yngste storesøster, Narcissa, eller Cissy, som Bella og jeg kaldte hende, bevægede sig ud mod vores gæster, som jeg alle sammen havde glemt navnet på, og nejede høfligt. Jeg lagde mærke til den unge mand med det lyse, tilbagestrøgede hår, der stod halvt gemt væk bag sine forældre, selvom han dog var næsten et helt hoved højere end dem. Hans øjne tændtes som ild, som om nogle havde kastet Incendio-besværgelsen i hans blik, da han fik øje på Cissy.
Jeg gøs.

Cissy havde altid været den mest fornuftige af os tre; hver gang Bella og jeg kom op at toppes, hvilket ikke sagde så lidt, var hun der altid til at få os til fornuft igen. Ikke at hun ikke selv kunne fare op i det røde felt; det var få gange, jeg havde oplevet hende virkelig arrig, men når det skete, var det lige så dampen stod hende ud af både ører og næse. Det værste var hendes sprogbrug; Cissy var ligeså formel i ordforråd som i tøjstil og hendes skældsord var ikke noget, en normal, frusteret teenager ville sige. Det var de mest ondskabsfulde, spydige ting, hun kunne
sige, og det ramte hårdere end hvis hun havde stukket dig én.

At manden, Malfoy, huskede jeg pludselig, havde kigget intenst på Cissy var jeg åbenbart ikke den eneste til at opdage, for da Cissy drejde om på hælen og gik tilbage på plads løftede Bella drillende det ene øjenbryn og sendte hende et djævelsk grin. Cissy rakte tunge som svar og jeg fnisede halvkvalt, hvorefter vi alle tre fik et dræbende blik fra mor. Hun gjorde et diskret kast med hovedet og jeg vendte sukkende blikket mod min far.

''Ann, vil du komme herop?''
Som alle andre spørgsmål vores far stillede, var dette et retorisk spørgsmål. Det var ikke noget, jeg havde den mindste indflydelse på, det var en ordre, som skulle adlydes. Også selvom tonen i min hans stemmeleje blødte mere op, når han talte til mig end til Bella og Cissy. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg var hans yngling eller fordi han havde større og flere forventninger til dem.
Egentlig var jeg også ligeglad; jeg følte mig forlegen og farvoriseret, når han gjorde det, og blev som regel også tiltalt ''Baronessen'' eller ''Kæledæggen'' i mine søstrers nærvær. Selvfølgelig kun når fra ikke kunne høre det.

''Andromeda er vores yngste datter, snart ved at fylde de 17 år, så der er naturligvis ikke længe til at hun også skal finde sig en prægtig ægtemand.'' Han lagde en beskyttende arm om mine skuldre og trak mig lidt ind til sig. Jeg fremtvang et tamt smil, der med lethed kunne have været en vrængende grimasse, hvis ikke jeg havde koncentreret mig:
Det var den tid på året, hvor unge mænd åbenbart kom i løbetid, for vi blev altid hevet i vores fornemmeste gevandter og stadset op til den store gulmedalje, så vi var parate til at hilse på vores ''muligvis kommende mænd''. I familien Black gjaldt det om at få sikret sin fremtid og formue, for ikke at forglemme, så hurtigt som muligt, og idag handlede det bare om at skabe god kemi imellem det ene nogenlunde jævnaldrende par efter det andet.
Det var min første gang, så Bella og Cissy havde naturligvis drillet mig med det hele ugen. Bella havde på et tidspunkt sagt, at nogle af de unge fyre var så vilde, at de bad om tilladelse til at ''prøve os af'', før de slæbte os med hjem. Dette overhørte mor (desværre), og lussingen havde givet et ordentlig smæk efterfulgt af et ekko i den enorme forhal.

---

At være fuldblod og så oven i købet være af familien Blacks noble stamtræ var ikke blot et spørgsmål om finesse og stil; det var et spørgsmål om liv og død! Gør den forkerte ting med den forkerte person, og du er færdig! Jeg havde flere gange stået naglet fast foran min fasters væg, hvor 'Blacks Stamtræ' prydede atmosfæren. Der var efterhånden flere og flere steder, hvor ansigt og navn var blevet brændt væk, ædt op af skammen. Min fætter, Sirius, som jeg havde været den eneste i min familie, der brød sig om, var nu ikke andet end en sortsværtet plet på Blacks ære, og jeg følte for gud ved hvilken gang, den brændende fornemmelse dybt inde. Raseri.
Forargelse.
Magtesløshed.
Og til dels frygt. Bestemt frygt, for hvor mange gange havde jeg ikke hørt stemmerne inde fra stuen, der skamløst berettede om, hvor stolte de var af deres afstamning, og hvor forargede de var, over at Hogwarts kunne tillade Muggler-fødte at studere magi!
''Det er uhørt'', genlød min fars stemme i mit hoved, ''hvis det stod til mig...''
Hvis det stod til ham... Så skulle Mugglere fjernes fra Jordens overflade.
Bestemt frygt, for hvad ville de sige, hvad ville de dog sige, hvis de fandt ud af, at jeg omgik netop den slags mennesker?


/AN:
Puhaa, første kapitel færdigt. Kommenter endelig og giv din mening til kende... ytringsfrihed, remember? :D


Denne historie har fået 6 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: La Vie Des Soeurs
Kapitlet blev tilføjet den: 02.06.2010 klokken 19:13
''Det er mig den støøøørste ære at føde din søns børn, Mrs. Malfoy,'' vrængede Bella sarkastisk idét døren smækkede bag hende med et dumpt brag; hun havde aldrig lagt skjul på, at hun foragtede denne slags sammenkomster.
''Det sagde jeg ikke!'' udbrød Cissy tvært og kastede skoene fra sig på gulvet før hun smed sig på sengen.
Vores gamle fællesværelse havde altid været vores indendørs tilholdssted, når vi ville være alene; her stod alle vores gamle senge, vores legetøj, tøjdyr, vugger osv. Mors og fars aflagte dobbeltseng med den flot udsmykkede sengegavl og det halvtransparente kæmpe-slør stod her også, og nogle gange sneg vi os herind og sov, da vi var yngre. Nu brugte vi det bare som et flugtsted.

''Du lagde i hvert fald ikke skjul på, at det var dét, du hentydede til,'' svarede Bella ondskabsfuldt og løsnede sit hår fra knuden; det stod ud til alle sider. Jeg selv satte mig tavst ved siden af Narcissa.
Jeg var træt og muggen; aldrig i mit liv havde jeg oplevet så stor en forsamling af overfladiske mennesker! Alle som én var de falske, kolde og arrogante, og udsigten til at være tvunget til at gifte mig med bare én af dem var mildest talt uudholdelig.
''I det mindste er Malfoy ikke en opblæst franskmand!'' snerrede Cissy og Bella fnyste henkastet:
''Nøgleordet her er 'mand'.''
Jeg sukkede. Når det kom til status og prestige så var mine søstre ikke meget anderledes end resten af familien. De kunne diskutere i evigheder. Jeg rejste mig lydløst og listede ud af værelset:

Gangen ned til baggdøren var ensom og dunkel med kun faklernes flakkende skær som selskab; malerier, potrætter, af diverse store hekse og troldmænd hang med stirrende blikke og hviskende stemmer på væggen og jeg gik forbi dem uden et ord.

------

Vandet fra søen i vores baghave var stadig lunkent efter den solbeskinnede dag og det svøbte sig om mig som et tæppe, mens jeg roligt flød rundt. At svømme herude om aftenen, alene, uset, vel vidende at mor ville få et flip, hvis hun så det, var en ren fornøjelse; alt føltes så nyt, så rent og jeg lod mig synke en smule dybere ned i mørket.
''Er det ikke over din sengetid, Annie-pige?''
Jeg kom i min forskrækkelse til at sluge en mundfuld vand og kom hostende op til overfladen igen: Bella og Cissy stod ved søens bred og så ned på mig; Cissy rystede bebrejdende på hovedet, mens Bella blottede sine tænder i et stort grin.
''Hvad vil I?'' snerrede jeg irriteret og prøvede forgæves at dække mig til under vandet; jeg var trods alt ikke ligeså stolt af min krop som Bella var.
''Ingenting, Prinsesse, vi håbede bare på, at du måske ville drukne dig selv...''
Jeg rakte tunge ad dem og svømmede hen mod bredden. Jeg stoppede pludselig.
''Du får rosinhud hvis du ikke snart kommer op,'' sagde Cissy.
''Vend jer om,'' beordrede jeg og Bella lo: ''Hold dog op, Dromeda!''
''I skal ikke stå og glo!'' hvæsede jeg stædigt og mærkede til min store irritation rødmen skylle ind over mig. Det hjalp ikke at smilet på Bellas fjæs blot blev bredere;
''Er du genert, lille Annie? Åhhh, se, Cissy, hun rødmer!'' Hendes latter stoppede pludselig og hun satte sig på hug foran mig:
''Dromeda, kom nu på med dig! Du bliver bare forkølet...,'' hun rakte sin hånd ud til mig og jeg tøvede før jeg endelig tog fat og mærkede varmen fra vandet forsvinde fra min krop og erstattes af den iskolde nattebrise sekundet før Bella viklede et tæppe om min krop
''Hvad er der med dig?,'' vrissede hun og viftede en hårtot væk fra mit ansigt. Jeg trak mig væk fra hendes berøring:
''Det er jo ikke ligesom med dig!''
''Hvad mener du med det?''
''Du kan... Du kan bare vise dig frem og være stolt af det! Dig og Cissy, I er smukke, og jeg er bare... Bare et *kosteskaft*!''
I samme øjeblik jeg skulle til at vende mig om, greb Bella fat i min underarm og hvirvlede mig rundt så jeg stod ansigt til ansigt med hende. De mørke øjne glimtede ildevarslende.
''Hør her, Andromeda, nej *hør* på mig!,'' hun rev mig om muligt tættere på hendes ansigt, da jeg skulle til at vride mig fri, og jeg mødte modvilligt hendes blik, ''At jeg 'bare kan vise mig frem' har absolut intet at gøre med, hvordan min krop er i forhold til din eller nogen andens! Det er fordi jeg ikke skammer mig over, hvordan jeg er lavet og det burde du heller ikke! Du er smuk som du er, og jeg vil ikke høre ét ord mere om at du er uenig! Forstår du det?'' Hun satte en finger under min hage og løftede mit ansigt da jeg endnu engang havde sænket blikket, ''Jeg sagde; forstår du det?''
Jeg sukkede. Nikkede så.
''Godt,'' mumlede hun, ''Og må vi så få et smil?''
Hendes stemme tøede op og jeg fremtvang et sagte smil.
Nogle gange var hun slet ikke så tosset, Bella.
''Kom, lad os få dig indenfor.''


At være lillesøster til Bellatrix og Narcissa var ikke nogen dans på roser; størstedelen af tiden var de nogle lede sataner. Men vi var, trods vores forskelligheder, søstre og det var nok.
For en tid.





Denne historie har fået 6 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Dr. Lestranges Teori
Kapitlet blev tilføjet den: 03.06.2010 klokken 22:08
''Hvor meget koster den?''
Den sleske, umådeligt ubehagelige boghandler blottede sine halvrådne tænder i et perverst smil og så op og ned af mig med en sulten mine,
''Hvor meget vil frøken Black give for den?''
Jeg kneb arrigt mine øjne sammen og mærkede harmen vælde op i mig; hvor vovede han! Den forskruede stodder! Jeg var mest tilbøjelig til at lange ham én og kyle bogen fra mig, men så let skulle han ikke slippe: Narcissas 20 års fødselsdag var trods alt i overmorgen, og jeg havde stadig ikke fundet en gave; denne bog, 'Magiske Objekter- og hvordan de kan udnyttes', havde været i mit øjesyn i flere uger nu, og den tåbelige idiot skulle ikke ødelægge det for mig.
''Med dén attitude tror jeg ikke, jeg ville satse på at få solgt ret meget,'' sagde jeg henkastet og lagde bogen fra mig på disken, ''Og for fremtiden kan du også skyde en hvid pil efter at købe noget som helst af min far...''

Jeg behøvede ikke at se hans dumme smil blegne for at vide, at jeg havde ramt plet; Udover Malfoy, så var familien Black den bedst sælgende slægtning inden for mørke objekter og ældgamle klenodier; at miste os i hans forretning var som at miste byggestenene til hans karriere.
''Jeg vil give 2 galleoner* for den,'' bød jeg, velvidende at bogen var mindst 5 galleoner værd.
''Er du helt fra forstanden, tøsebarn,'' knurrede Mr. Burke og flåede bogne ud af mine hænder hvorefter han viftede den febrislk foran mit ansigt, ''Denne bog er.... Flere hundrede år gammel! Nedskrevet af skrifter fra de største hekse og troldmænd, og mere værd end det meste af det bras, I normalt har at tilbyde!''
Jeg smilede; overdrivelse fremmer vel forståele. Så let slap han dog ikke.
''Fint- 2 galleoner og 10 sølvsegl**.''
Burke blottede endnu engang sine tænder- denne gang i en snerren,
''4 galleoner!''
''2 galleoner og 30 sølvsegl.''
''Tror du, du kan komme rendende her og forhandle med mig, som en anden ussel gadesælger?''
Mit smil blev bevidst bredere,
''Ja. Det tror jeg.''
I lang tid stod han og så på mig med sammenknebne øjne. Jeg stirrede blot tilbage. Han måtte ikke vinde så let. Efter en tid vrissede han;
''Fint!'' Han næsten kastede bogen ned på den støvede disk med en sådan ligegyldighed at det gjorde det svært for nogen at tro på, at bogen var mere eller mindre uvurderlig, ''hvis det er, hvad Frøken Black ønsker!'' Det var lige så sarkasmen dryppede ned på min nye bog.
''Det er det bestemt,'' svarede jeg og smilede sukkersødt med den spydige undertone som var et klart kendetegn hos min familie.

--

Jeg drejdede fløjtende ned ad en sidevej til Diagonalstrædes hovedgade og lagde først ikke mærke til ham; den diskrete skygge, lidt mindre end fem meter bag mig til at starte med. Det var først da jeg stoppede med min fløjten, jeg kunne høre hans fodtrin bag mig. Jeg satte farten op; om jeg gad at have flere perverse fjolser rendende.
Det var først da min forfølger også have sat farten op og nu næsten var kommet op på siden af mig, at jeg for alvor blev gal; hvad bildte han sig ind? Som om jeg ikke allerede havde fået nok af den slags folk!
Det var endnu en ting ved både mig og mine søstre, som ikke var helt normalt for unge piger i vores tid; vi havde et utroligt stort temperament, og tolererede ingen form for chikanering. Jeg vendte mig vredt mod min forfølger og vrissede:
''Følger du efter mig eller hvad?''
Han så overrasket på mig i et sekund eller to; det brune hår hang ned over hans pande og de mørkeblå øjne udstrålede en intensitet som jeg aldrig havde mødt i forbindelse med mildheden i dem.
''Nej...,'' svarede han, en anelse febrilsk og rakte så sin arm ud mod mig,''Du glemte din bog.''
Jeg kiggede ned på hans udstrakte arm; ''Magiske Objekter'' lå sikkert i hans hånd.
''Åh,'' udbrød jeg og følte et stik af dårlig samvittighed; her havde jeg forberedt mig på en hel slåskamp, ''Tusind tak skal du have!'' Jeg tog imod bogen og lagde den sikkert ned i min taske igen, ikke uden at undre mig over, hvordan i al verden den overhovedet var kommet op af den.
''Du bliver nødt til at passe bedre på dine ting for fremtiden,'' formanede han med et smil, ''Jeg kunne ligeså godt have snuppet den med hjem og udnyttet alle de magiske objekter til slette grusomheder selv.''
Jeg lo. Helt tosset var han slet ikke.
''Det er til min søster. Hun elsker at læse... Jeg tvivler nu på, at hun vil prøve på nogle grusomheder.''
Hans smil blev bredere; øjnene lyste, om end muligt, mere op.
''Ted Tonks,'' sagde han og rakte endnu en gang sin hånd mod mig. Jeg tog den.
''Andromeda Black,'' præsenterede jeg mig selv og kunne ikke undgå at se overraskelsen malet i hans blik igen;
''Black? Som i...''
Han tog sig selv i at sige noget, der højst sandsynligt havde været mere eller mindre stødende. Jeg slog blikket ned; fokuserede i et kort øjeblik på hans hænder. De var store, dog elegante, på sin egen uformelle måde. Ted rømmede sig.
''Du gik da ikke på Slytherin, så vidt jeg husker?''
Jeg mødte igen hans blik,
''Ravenclaw... Det lader til at jeg ikke er ligeså slem som mine søstre.''
''Bellatrix og Narcissa,'' sagde han og nikkede, ''dem kan jeg godt huske... Folk som mig gik ikke ubemærket igennem.''
''Det er jeg ked af,'' mumlede jeg. Idiotiske Fulblods-mani, ''Min familie har ikke udvidet deres horisont siden 20'erne...''
Ted rystede afvisende på hovedet:
''Det skal du ikke tænke på,'' beroligede han, ''så slemt var det heller ikke.''
I et øjeblik var der stilhed imellem os. Jeg var usikker på om jeg skulle sige noget, gå min vej eller bare blive stående. Situationen klarede sig dog uden min hjælp:
''Hvor skulle du egentlig hen i den fart?''

---

''--Men hvis Ministeren for Magi og ikke mindst Dumbledore bliver ved med at lukke Mugglerfødte ind på Hogwarts, og i vores verden i det hele taget, hvad skal der så blive af os værdige troldmænd og hekse? Skal vi reduceres til deres ligemænd?''
Jeg måtte bide mig i læben for ikke at sukke højlydt; hvor jeg dog hadede disse sammenkomster.
Som alle andre middage mellem Black og deres omgangskreds, forløb aftenen med at snakke om hvor højt de hver især stod på ranglisten.
Rudolphus Lestrange, opblæst franskmand og Bellas forlovede, disskuterede, traditionen tro, med min far om, hvorvidt Mugglerfødte skulle have adgang til Hogwarts eller ej; man kunne dog næppe kalde den en diskussion, eftersom begge var enige om, at Mugglere burdes ryddes af vejen, og det kunne kun gå for langsomt!
Nå ja, han var også Dødsgardist. Men selvfølgelig havde han ikke sagt det direkte; hvilken røre, hvilke problemer! Åh ja, lad os da vente til Mørkets Herre var på toppen, og *så* kunne vi begynde at slagte Mugglere til den helt store Guldmedalje!
Hvor gjorde han mig dårlig. Alt ved ham, lige fra hans mørkebrune, halvkrøllede hår til det elfenbensblege ansigt, der altid syntes at være snerpet sammen til en fæl, arrogant grimasse. Og måden han talte til os på; som om vi ikke var andet end laverestående væsener; snegle, måske.
Bortset fra min far, naturligvis: Min far fik den respekt, som han fik fra alle andre. For hvor psykotisk og egoistisk Rudolphus end var, så var han ikke idiot; han vidste udemærket godt, hvem der var værd at mænge sig med. Og derfor forgudede han min far.
Og så Bella.

At Bellatrix havde magten over det maksuline køn, eller i hvert fald dem, der havde et nogenlunde velfungerende libido, kom ikke som nogen særlig stor overraskelse; Rudolphus var ingen undtagelse: Samme sultne, grådige blik, samme dominerende, op på samme tid underkastende stemmeføring, samme desperate berøring, som om han var bange for, at hun skulle forlade ham for en anden, bedre.
Og dog blev Bella ikke opfattet som hans kæledyr, hans ejendom; ikke uvant for vores familie var Bellatrix enormt selvstændig og havde et fantastisk stort temperament. Og det lagde hun bestemt ikke skjul på; hvis hun var utilfreds eller følte sig krænket af nogen, så skulle de nok vide det.
Jeg takkede min skaber for, at jeg aldrig havde frembragt monsteret i hende, som jeg havde set fyre gøre det gang på gang.

''Du har så sandelig ret, Lestrange, men spørgsmålet er, om Ministeren nogensinde vil se realiteterne i øjnene,'' svarede min far sammentykkende og nippede til sin vin, ''Jeg ved at Dumbledore er forblændet af sin affektion for Mugglere, og jeg tvivler stærkt på, at han vil ændre sin adfærd. Men i det store og hele, så er det jo Ministeriets afgørelse... Og hvis vi først har overtalt dem...''
Jeg holdt op med at høre efter. Dér sad de og snakkede skamløst om at hjernevaske Ministeriet for Magi, som om at det var den eneste rationelle vej! Jeg stak muggent til min salat; hvor jeg dog hadede disse sammenkomster.
Jeg så hen mod Cissy, desperat efter én at tale med.
Men hun var, ganske som forventet, opslugt af en samtale med Malfoy-drengen. Så var hendes fremtid da sat, tænkte jeg groggy og mærkede igen vreden blusse op indeni:
Hvad gik der af dem? Som om de var meget bedre end alle andre! Dér sad de og konverserede om ''Beskidt Blod'' og forrædderi. De eneste, jeg kunne komme i tanke om, der fortjente at kaldes forræddere og ''Mudderblod'' var dem! Det var umenneskeligt!

''--Hogwarts var engang kendetgenet for magt, respekt og størrelse! Nu er det ikke andet end et usselt asyl for særlinge og Blodforræddere,'' afsluttede Rudolphus bestemt. Jeg smilede grumt.
''Har du nogensinde læst om Dr. Freud, Rudolphus?,'' spurgte jeg ham. Det var som om hele stuen susede, da alles ansigter blev rettet mod mig; i øjenkrogen kunne jeg se Bella tage sin hånd op til ansigtet i en opgivende gestus,
''Hans teorier om mænds forkærlighed for størrelse ville uden tvivl interessere dig...''

Narcissa kvalte et latterudbrud.

''Hvad går der dog af dig?,'' hvæsede mor og stirrede på mig med lynende øjne; det her skulle jeg få betalt senere. Flere gæster rundt omkring, deribalndt min onkel Alphard, dækkede over deres fnisen ved at hoste ned i deres lommetørklæder og jeg følte mig igen en smule opløftet; ikke alene havde jeg smørret det overlegne smil af Lestranges dumme franske fjæs, jeg havde også lettet stemningen en hel del, hvilket normalt skete ligeså hyppigt som benævnelsen af Sirius' navn. Det vil sige aldrig.
Men da jeg fik øjenkontakt med Bella døde den flygtige glæde som om nogen havde pustet den ud som et lys; hende blik lyste af harme og i hendes øjne var en vrede, jeg aldrig havde set før; jeg ville hellere have mors raseriudbrud end det, jeg vidste Bella ville komme med, når vi igen var alene. Jeg ville tage mors raseri, tidoble det og være taknemmelig.
For første gang i mit liv var jeg bange for Bellatrix.

''I må have mig undskyldt,'' sagde jeg til forsamlingen, rejste mig så hurtigt jeg kunne og styrtede ud af stuen. Sekundet før den massive egetræsdør smækkede bag mig, hørte jeg Rudolphus' let betagede stemme spørge;

''Hvem er Freud? En lærer?''

---


*2 galleoner svarer ca. til 108 danske kroner.
**10 sølvsegl svarer ca. til 32 kroner.


Denne historie har fået 6 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137