Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: I krig og kærlighed gælder alle kneb
Historiens Forfatter: Morgana
Historien er vist: 163 gange
Historien er rated: 18+ - For 18 år eller ældre
Frarådes alle under 18 år. Kan indeholde detaljerede voldsscener, vulgært sprog og detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 10.06.2010
Historien indeholder: 2 kapitler
Kommentarer: 2
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 01.07.2010 klokken 19:00

1. Kapitel: Jobsamtale
2. Kapitel: Et uventet besøg
Kapitlets Titel: Jobsamtale
Kapitlet blev tilføjet den: 23.06.2010 klokken 13:00
Megan tog en dyb indånding, inden hun trådte ind på den snoede vindeltrappe, der førte op til rektors kontor. Før hun overhovedet nåede at banke på døren blev den åbnet af en husalf.
"Rektor er ikke til stede i øjeblikket, så De bedes sætte Dem i stolen og vente til han kommer." peb den med sin ynkelige stemme, inden den bukkede for hende og forsvandt i luften med et Plop. Megan rynkede brynene, men trak svagt på skuldrene og trådte ind i kontoret. Hun så undrende rundt. Det så ikke ud, som hun havde husket det. Så vidt hun vidste, var det stadig den samme forstander der var, som dengang hun havde gået på skolen. Var det ikke? Hun kom i tanke om, at hun blot havde skrevet 'Rektor' på konvolutten, og det gav anledning til en del tænkning. I princippet kunne han være gået af. Megan trak endnu engang på skuldrene og gik lidt rundt i lokalet. Det var stadg ovalt, men der var ingen små borde med pyntegenstande og instrumenter, der lavede sjove lyde. Faktisk, så var det ret upersonligt. Der var et skrivebord med en af de karakteristiske røde lænestole, en bogreol langs hele den ene side af rummet, døren ind til de private gemakker, et spejl, der stod på gulvet, et ur, der hang på væggen og det var ellers det, der var. Ingen billeder, inden små finurlige genstande, ingen farver, ingenting. Megan rynkede brynene i tavs undring, men satte sig derefter, efter megen overvejelse, i stolen bag skrivebordet. Det var jo den eneste stol der var i rummet, og hun havde fået at vide, at hun skulle sætte sig i stolen.
Tiden gik. Viseren på uret flyttede sig uendeligt langsomt, så det føltes som om der gik længere tid, end der egentlig gjorde. Omsider var der fodtrin på trappen udenfor, og Megan rejste sig fra stolen. Døren gik op.
"Alexander!" udbrød hun, før hun kunne nå at tænke sig om.
"Sal." rettede han hende med en ligegyldig mine og lukkede døren efter sig.
"Professor Salvatore, De må undskylde, det her var en fejl. Jeg går nu." Megan trak sin jakke tættere om sig og var allerede på vej hen mod døren. Det ville Sal ikke desto mindre ikke tillade, så han greb hende i armen og snurrede hende rundt mod sig.
"Jeg troede, du var kommet for at søge arbejde." bemærkede han og hævede kort det ene øjenbryn. "Så afskrækkende er jeg da forhåbentlig heller ikke." Han slap sit tag i hendes arm, men lænede sig let tilbage mod døren, så hun ikke kunne komme ud.
"Vi ved godt begge to det ikke går, Alexander...
"Sal."
"... det viste du tydeligt dengang." Megan skød stædigt hagen frem og fastholdt, uden spor af tvivl, de røgfarvede øjne, der sad på manden overfor hende. De øjne, som hun som så mange andre piger var faldet for under sin skoletid på Hogwarts. Lige nu var de hårde.
"Jeg husker ikke andet, end det var dig, der brød med mig." Han lagde langsomt armene over kors. Megan vendte øjnene mod himlen.
"Hvordan kunne du forvente andet? Du var sammen med en anden pige! Det er femten år siden og det er længe glemt, så lad mig nu komme ud."
"Femten år?" Sal rokkede sig ikke ud af stedet. "Præcist femten år?" Megan sukkede opgivende. Hun kunne tude, hvis hun lod være med at holde det inde, så frustrerende var det, at han skulle være der og rive op i det hele igen.
"Jeg var femten, du var sytten. Nu er jeg tredive og du er toogtredive."
"Det må jeg sige, du har forbavsende godt styr på det." Han sendte hende et sigende blik. Megan skød hagen frem igen.
"Tro ikke det er fordi jeg savner dig endnu."
En sagte latter flød over Sals læber. "Du har ikke forandret dig spor, ser jeg."
"Nok til at jeg ved, at jeg aldrig ville kunne arbejde med dig som chef. Hvor længe har du været her?"
"Jeg er lige så ny i dette job, som du er på vej til at blive i dit eget." forsikrede han hende. " Det er Forvandling du søger til, ikke?"
"De burde oplyse folk om den slags." mumlede Megan, men fortsatte derefter med klarere stemme: "Jeg søger ikke arbejde alligevel, Alexander..."
"Sal."
"... som allerede sagt går det ikke!" Et resignerende suk forlod Megans læber, idet hun trådte væk fra ham og vendte sig mod bogreolen, bare for at give sig til et eller andet.
"Hvorfor går det ikke, Meg?" spurgte Sal og fulgte efter hende over til bøgerne, nu hvor han var sikker på, at hun ikke ville gå.
"Se dog på os! Vi har ikke engang været i samme rum mere en fem minutter, og vi står allerede og hvæsser af hinanden." Hun rakte hånden ud for at trække en af bøgerne ud af bogreolen. Sal greb hendes hånd i luften.
"Den her er bedre." forsikrede han hende og tog en anden bog ud i stedet. Megan rynkede brynene.
"Tennyson?" Der var ikke tvivl om hendes undren, som måske også var grunden til, at hun ikke trak hånden til sig. "Jeg troede ikke du læste mugglerlitteratur."
"Hvad kan jeg sige, jeg forbløffer folk?"
Megan rynkede brynene, da hun først nu rigtig opdagede, at han holdt hendes hånd. Hans håndflade føltes ru og fast mod ryggen af hendes hånd.
"Du har ingen ringe på." bemærkede Sal og flettede sine fingre gennem hendes, hvorpå han løftede deres hænder for at studere hendes hånd nærmere. "Ingen faste forhold. Vil du med ud og spise i aften?" Megan stirrede forbløffet på ham.
"Aldrig i livet." fik hun omsider ud gennem læberne.
"Kom nu, Meg, vær ikke så uvenlig. Dine øjne er fantastiske." Han så smilende ind i dem.
"Det er femten år siden jeg så dig sidst, nej, jeg gider ikke." Det irriterede hende, at hans smil påvirkede hende, selvom hun vidste hvad der lå bag. "Jeg kender dig ikke."
"Det kommer du til, Meg." Han vendte rundt og gik hen mod sit skrivebord, hvor han rodede i nogle skuffer.
"Hold op med at kalde mig Meg." protesterede hun, og fulgte ham med øjnene, da han trak nogle papirer op, samt en fjerpen og noget blæk.
"Som underviser i Forvandling bliver du automatisk vicerektor. Det er en post, som har hængt fast til det fag længe, uskrevet. Jeg skal bruge din underskrift." Han så spørgende på hende og løftede fjerpennen mod hende. Med en arrig bevægelse tog hun pennen fra ham og afsatte sin underskrift med snirklende bogstaver; Megan Miller.
"Godt. Jeg henter dig klokken syv?" Megan stirrede endnu engang på ham.
"Vi ses den første september, Sal." Med de ord vendte hun ham ryggen og gik mod døren. En sagte latter fulgte hende.
"Meg?" Hun vendte sig halvt mod ham igen. "Du kaldte mig Sal." Megan himlede med øjnene og forsvandt ud af døren.
_____________________________________________________________
Forfatterens ord: En lille start. Hvad synes i om det?

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Et uventet besøg
Kapitlet blev tilføjet den: 01.07.2010 klokken 19:00
"Du nægter at tro, hvem der er blevet rektor på Hogwarts!" Megan fiskede arrigt gryder og pander frem fra skabet, mens hun forberedte sig på aftensmaden. Ved bordet sad en lyshåret pige, fordybet i en bog. Megans niece, Teri. Megans bemærkning var lige hvad der skulle til, for at bryde hendes koncentration. Teris hoved røg op.
"Hvad? Har vi fået ny rektor?" Hun stirrede på Megan med store øjne. Megan pegede på hende med grydeskeen, mens hun snakkede.
"Du kan godt huske ham Sal jeg har fortalt om, ikke?"
"Din gamle flamme? Det er løgn!" Teri lukkede bogen sammen med et smæld og skubbede den ind på bordet.
"Det er ramme alvor, du." Megan slog sig ned på stolen overfor Teri, stadig med grydeskeen i hånden. "Han var bare så ufatteligt uforskammet, og han prøvede at score mig. Lige foran bogreolen." Hun rynkede panden, lagde skeen fra sig og begyndte at bladre tebladene igennem, for at finde noget fristende. "Han inviterede mig på middag." Teri tog skålen fra Megan.
"Så må i hygge jer." Hun smed noget citronte over bordet.
"Teri!" Megan rystede på hovedet af hende, men smilet dirrede om hendes læber. "Nej, du. Vi må nøjes med tun fra dåse i flødesauce og pasta." Hun samlede citronteen op fra bordet og rejste sig for at finde en kop.
"Og du sagde nej til en lækker middag til fordel for det, fordi..?" Teri hævede spørgende brynene, og så smilende på sin moster.
"Teri! Du tror da vel ikke, jeg kunne finde på at gå i byen med en mand, der prøvede at score mig med en bog?" Megan rystede på hovedet igen og trak sin stav op af baglommen et sted hun altid havde den, på trods at gentagne advarsler.
"Det kommer an på manden." Megan så glimtet i hendes øjne, da hun så hen på hende. "Hvordan ser han ud?"
"Han ligner en surfer." snappede Megan, selvom hun vidste, at det ikke helt var sandt. "Med et drys cowboy i generne." Hun kom til at smile, da hendes niece lo. "Han har faktisk et ret flot ansigt. Slankt og stærkt. Meget attraktivt på en lidt barsk måde."
"Og nu vil du lave pasta og tun i stedet for at gå ud at spise? Jeg fatter ikke hvad der er galt med dig, moster."
"Hey!" Megan vendte sig mod hende. "Ikke kald mig moster! Det lyder så gammelt." Hun lagde armene over kors. "Han var lidt fra skråsikker og fræk." påstod hun. "Og så gloede han uhæmmet på mig. Er det ikke meningen en pige som dig skal have et haglgevær for at skræmme sådan nogle luskede, mistænkelige mandspersoner væk fra sin enlige moster?"
"Vil du selv låne det og gå på jagt efter ham?" Heldigvis fløjtede kedlen og overdøvede Megans svar. Teri betragtede sin moster, da hun begyndte at lave te.
"Vil du have en kop med?" tilbød Megan og kastede et hurtigt blik på pigen. Teris forældre var døde - dræbt i en bilulykke, så Megan havde været hendes værge nu i knap et år.
"Ja, gerne."
Megan stillede de to krus med te på bordet, og satte sig i stolen igen. Dampene fra de varme krus duftede fristende af citron, men hun vidste bedre, og gav sig til at puste på det i stedet.
"Hvad har du lavet i dag?" Megan så interesseret på pigen overfor, inden hun forsigtigt nippede til teen. Det var forfriskende. Teri trak på skuldrene og så ned i sin kop, med et lille smil i mundvigen.
”Teri?” Megan så indgående på hende. Det smil måtte betyde noget.
”Jeg var sammen med Ronni.” indrømmede hun omsider og så op.
”Virkelig? Ham danskeren du har fortalt om?” Megans nysgerrighed var vagt. De to piger var mere veninder end noget andet, og Megan mente, at det holdt for nu. Pigen havde næsten lige mistet sine forældre for pokker. Teri nikkede ivrigt. Megan så indgående på hende. ”Og..?”
”Han er bare så sød!” Hendes øjne glødede af glæde.
”Jaså? Hvad lavede i?” Megan smilede skælmsk af den spredte rødmen, som med ét kunne anes over Teris kinder.
”Vi så nogle film.” mumlede hun undvigende, og Megan besluttede, at hun ikke ville grave mere i det.
”Bare i hyggede jer.” Hun tømte sit tekrus i en mundfuld, inden hun rejste sig fra bordet. ”Jeg må hellere se at få lavet noget mad.” Teri nikkede og rejste sig også.
”Vil du have mere te?” spurgte hun idet hun samlede kopperne sammen og tilsyneladende selv ville tage en kop mere. Megan nikkede, en smule fraværende, idet hun svang sin stav og fik vandet til at koge.
”Jeg håber du har mad nok til tre.” lød Teris stemme, idet hun så ud af vinduet, med de to nu fyldte tekrus i hænderne. ”For det ser ud til, at din strandcowboy har fundet lejligheden.”
”Hvad?” Megans bryn røg sammen, da hun gik hen til vinduet.
”Det var som sædvanlig en perfekt beskrivelse, Megan.” komplimenterede Teri, mens hun så på manden komme gående p mod huset på lange ben i cowboygang og med et flot, stærkt ansigt. Teri kunne godt lide hans udseende, og vendte sig med et stort smil, da Megan nåede derhen. Hun måtte kvæle en kluklatter og hendes ansigtsudtryk.
”Det er ham.” hviskede hun og troede ikke sine egne øjne, da hun så Sal komme op mod køkkendøren.
”Det tænkte jeg nok.” sagde Teri mildt.
”Han tager sig godt nok friheder.” mumlede hun mørkt. ”Han tager sig godt nok –ufatteligt- store friheder.”

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137