Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: Hav - Skygger 2
Historiens Forfatter: Egania
Historien er vist: 157 gange
Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre
Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 18.06.2010
Historien indeholder: 5 kapitler
Antal stemmer: 1
Gns. Karakter: 8
Kommentarer: 7
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 29.08.2010 klokken 21:00

1. Kapitel: Forord (Hav)
2. Kapitel: Prolog: Far away from fear and shadow (Hav)
3. Kapitel: 1: Now three of us here lie (Hav)
4. Kapitel: 2: A starlight in the gloom (Hav)
5. Kapitel: Lige til læserne (Hav)
Kapitlets Titel: Forord (Hav)
Kapitlet blev tilføjet den: 18.06.2010 klokken 01:09
Okay.. Jeg er blevet spurgt om jeg ikke ville sætte min fortsættelse af Freja herind, som jeg havde før jeg slettede min profil.
Så det vil jeg gøre. Jeg er dog i tvivl om man vil kunne forstå historien ordentlig hvis man ikke har læst "Freja" så kapitlerne dertil vil jeg lægge herind lidt efter lidt - dog uredigeret.. Det har jeg endnu ikke haft tiden til..

Jeg håber både gamle læsere og nye læsere vil nyde godt af "Hav" :)
Og så elsker jeg kommentarer !

// Egania - der endelig er tilbage på DA :D

Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Prolog: Far away from fear and shadow (Hav)
Kapitlet blev tilføjet den: 18.06.2010 klokken 01:09
Prolog: ”Far away from fear and shadow”
Fra sangen “Take me away” af Globus

”The? Kaffe?”
”Kaffe, tak.”
”Skal du have noget til? Mælk, sukker?”
”Ellers tak, bare sort.”

Hun hældte vand i en kedel og satte den over komfuret. Efter at have tjekket, det stod som det skulle, satte hun sig hen til bordet, hvor han allerede sad. Han betragtede hende – det bølgede hår var blevet længere og lå som en manke omkring hendes ansigt. Hendes øjne var blevet en mere blå farve.. frem for den mosgrønne, som de havde haft, da de gik på skolen.
”Har du det godt, Gina?”
Hun nikkede. ”Jeg er netop kommet hjem efter et studie i England. Tryllestavekundskab. Og jeg har fået job hos den lokale tryllestavsmager så det hele er ved at falde på plads.”
Han smilede til hende. ”Jeg hører også, at du og Alexander Fro stadig er sammen?”
”Det er rigtigt. Men som du nok kan se, er vi ikke flyttet sammen endnu.” Hun gjorde en håndbevægelse mod rummet de sad i. Lyserøde malerier og røde puder stod blandt gryder og pander, ildsted og et langt bord med et knivstativ.
”Han studerer dragers adfærd i Rumænien for tiden, så vi ser desværre ikke meget til hinanden.”
Kedlen begyndte at give en pibende lyd fra sig og Gina rejste sig.
”Det er lang tid siden jeg sidst har hørt noget fra dig, Rasmus. Hvordan går det med dig og Amy?”
Rasmus gav ingen lyd fra sig, og Gina fortsatte efter at have hældt vand op i to krus.
”I stak af, gjorde I ikke? Alle siger I skiftede til en anden skole, men jeg har hørt fra en nær ven, nogen var efter jer.”
”Din ven har fat i den rigtige information,” sagde Rasmus blot, da han tog imod sit krus.
”Vi flygtede fra min familie til at starte med. Efter Voldemort kom til magten i England har vores flugt også været fra hans håndlangere. Jeg ved ikke hvad min familie har sagt til dem, men det har i hvert fald fået dem overbevist om, vi er farlige for dem.”
Han tog en tår af kaffen inden han fortsatte.
”Gina. Vi har brug for din hjælp.”

Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: 1: Now three of us here lie (Hav)
Kapitlet blev tilføjet den: 20.06.2010 klokken 21:56
Jeg ville egentlig have ventet med at lægge kapitlet herind til fredag eller lørdag, men jeg er bare den utålmodige type.. Jeg er meget spændt på at høre jeres mening ! :D

Egania

-------

Kapitel 1: ”Now three of us here lie”
Fra sangen “Now Three” af Vienna Teng

Der gik et godt stykke tid før det gik op for mig, at jeg var gået i gang med at pakke. Jeg havde sagt ja til at hjælpe Amy og Rasmus, men først midt inde i pakningen af en vinterbluse og tykke strømper gik det op for mig, at det betød, jeg skulle forlade mit hjem og muligvis aldrig ville komme tilbage igen.
Jeg stak hovedet ind i køkkenet hvor Rasmus sad, og spurgte hvor lang tid jeg skulle pakke til.
”Pak så meget du kan bære” svarede han. Det var ikke ligefrem med til at berolige mig.
Sommeren var først ved at starte, faktisk var det nærmere forår end egentlig sommer, og nætterne var dejligt lyse. Jeg skrev et brev til Mister Falon hvor jeg forklarede ham, jeg havde fået en svær smitsom influenza og derfor ikke kunne starte hos ham som aftalt. Sidst i brevet skrev jeg, jeg ville skrive besked når jeg var blevet rask igen. En dårlig løgn, men mine tanker var andre steder.
Hvorfor havde jeg sagt ja til at hjælpe Rasmus og Amy? Jeg havde haft et godt forhold til Amy på skolen men vi havde ikke set hinanden i mange år. Og Rasmus kendte jeg knapt nok. Han var kommet ind på skolen på vores 5. år for kort efter at forlade skolen igen, og selvom jeg havde haft et par timer med ham om ugen, vidste jeg ikke ret meget om ham.
Alligevel havde han fået overtalt mig til i det mindste at tage med og se Amy igen. Det var dét, jeg havde sagt ja til. Det var alt.
Rasmus kom ind til mig netop som jeg satte brevet til Mister Falon fast på min ugles ben.
”Er du klar?” spurgte han. ”Vi må hellere komme afsted inden det bliver alt for lyst.”
Jeg nikkede og rejste mig op for at hente min rygsæk. Det var mærkeligt at sige farvel til et hjem jeg havde haft siden jeg afsluttede Durmstrang, men som jeg kun havde boet i i knapt nok et år. Det værste var tanken om, at alting endelig var ved at falde på plads, og jeg nu skulle forlade det hele.
Rasmus gav mig et smil, der dog ikke helt nåede hans øjne, da mine øjne kom til ham efter at have kigget rundt i værelset.
Hans øjne var turkis – lysende blå – og hans lyse hår strittede uregerligt – præcis som jeg huskede ham fra skolen af. Men hans træk var mere kantede og rå end dengang. Det var tydeligt at se, han havde levet flere år i det fri.
Da han tog min hånd for at føre os afsted til Amy hoppede mit hjerte et slag over. Et smil krøb frem på mine læber – det var 7 år siden jeg sidst havde set Amy og jeg glædede mig til at give hende en -kærlig- skideballe. Lige før jeg mærkede det kendte sus lige bag navlen, hørte jeg et enkelt bank, men jeg glemte det hurtigt igen.

*

Amys tilfredse smil til Rasmus, da hun så mig, var ikke til at tage fejl af.
Jeg gav en grimasse fra mig, der blot gjorde Amys smil større.
”Snot forkælede, møg hamrende irriterende møgu..” Det var alt, jeg nåede at sige, før Amy havde taget mig i et kæmpe favntag.
”Slip mig, din forbistrede abe!”
”Merlin, Gina, kan du virkelig ikke være mere opfindsom?” spurgte Rasmus før Amy slap mig – stadig smilende.
”Merlin, Rasmus – Amy sendte dig afsted for at hente mig, gjorde hun ikke?”
”Det var hans idé at få hjælp fra dig, så jeg syntes kun det var rimeligt at han også skulle hente dig.” Amy lagde en arm om Rasmus' skuldre før hun fortsatte.
”Min kære bror har ikke kunne vente med at se dig igen. Konstant snakket om hvordan Kloge Gina kunne give os et peg i den rigtige retning.”
Hendes ord fik Rasmus til at rødme, mens jeg ikke kunne tilbageholde et grin-
”Nej, hvor har jeg... Amy.. Hvad mener du med din bror?”
”Kan du ikke se ligheden?” spurgte hun humoristisk, stadig med armen om Rasmus.
Der var ikke meget lighed mellem dem. Amys sorte krøller var en total modsætning af Rasmus' lyse, uglede hår. De var næsten samme højde – Rasmus en smule højere – og havde begge blå øjne. Det vil sige, Rasmus' øjne var direkte turkis, mens Amy havde dybhavsblå øjne.
”Jo, der er sørme en strålende lighed. Især håret må jeg pointere – en ganske særlig lighed.” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvor meget jeg end ønskede at undgå det, kunne jeg ikke. Både Amy og Rasmus grinte, og jeg fulgte hurtigt deres eksempel.
”Hvor er vi egentlig henne?” spurgte jeg da vi igen var kommet til os selv og havde fået sat os ned på hver sin stol. Det lignede vi var i et telt, men jeg var ikke sikker. Ligheden mellem store telte og små huse var efterhånden blevet udvisket.
”Lysandalens skov. Ikke langt fra dit hjem, men vi syntes ikke rigtig, vi kunne tillade os at sætte et telt op i din baghave uden at snakke med dig først.” Rasmus rejse sig op, mens han snakkede og bevægede sig mod en dør bag Amy og jeg, der sad på en nedslidt sofa. Han forsvandt bag døren og kom tilbage med et par tæpper i hånden.
”Her,” sagde han, og rakte først et tæppe til Amy og derefter et til mig, for derefter at sætte sig tilbage i den stol, han før sad i, med sit eget tæppe.
”Skal vi ikke gå i seng, så kan vi snakke i morgen?” spurgte Amy. Rasmus sendte hende et blik før han nikkede, mens jeg erklærede mig enig.
”Hvor kan jeg sove?” spurgte jeg, hvortil Amy gav mig et smil.
”Der er kun et værelse her,” begyndte hun, ”og sofaen her er ikke meget værd at sove i. Det er en enorm seng, der er derinde, så vi tænkte, vi alle tre kunne ligge der, hvis det er i orden med dig?”
Overrasket glippede jeg med øjnene.
”Rasmus kan selvfølgelig også bare sove i sin elskede stol” - hun gav et grin i Rasmus' retning, der skar en grimasse - ”hvis du ville have det bedre med det?”
”Det er helt fint,” skyndte jeg mig at svare.
Heldigvis viste sengen sig at holde Amys ord – den var stor nok til fire personer kunne sove i den uden problemer. Enkelte steder var fjedrene sprunget, men det gjorde ikke det store. I det mindste ikke endnu, tilføjede jeg stille. Amy lod mig have den yderste plads, mens hun selv tog den inderste – Rasmus var i midten. Hun forklarede, hun følte sig tryggest inde ved væggen, mens jeg helst ville kunne komme hurtigt ud af sengen, hvis der skulle ske noget. For en gangs skyld var vi alle tre tilfredse. Det havde ikke altid været muligt i vores skoletid.
Jeg vendte mig en halv omgang, så jeg lå med ryggen mod de andre, og mens mine tanker kredsede om hvorfor jeg havde sagt ja til dette eventyr, faldt jeg i søvn.

Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: 2: A starlight in the gloom (Hav)
Kapitlet blev tilføjet den: 08.07.2010 klokken 15:10
Kapitel 2: A starlight in the gloom
“Sing for absolution” af Muse

Jeg vågnede med noget tungt lå over mig. Først prøvede jeg at vende mig og håbe på det fandt af mig, men det hjalp ikke. Det var nærmest som om jeg blev hold nede.
Da jeg åbnede øjnene så jeg en arm over mig. Rasmus snorksov. Ganske højlydt og med armen over mig.
”Hvad.. Ved Merlin. Rasmus, din arm.”
Han brummede, før han rullede om på den anden side. Jeg skulle til at lægge mig til rette igen, da jeg hørte en fnisen.
Da jeg satte mig om, så jeg Amy.
Det virkede unaturligt, at en så tøset latter kom fra hende, og hun brød da også ud i højlydt latter efter at have kigget på mig – hvilket Rasmus vågnede op af.
”Amilya Freja Stallakholm, stop det, din latterfugl!”
Imens Rasmus tog sin pude over hovedet, faldt Amy tilbage på sengen, mens hun blot grinte højere.
”Jeg huskede ellers ikke dig som et morgenmenneske,” sagde jeg til hende. For træt til helt at forstå hvad hun grinte af. Klokken kunne ikke være mange. Jeg følte ikke jeg havde fået nok søvn.
Efter et stykke tid, kom Amy igen ned til Jorden.
”I så bare søde ud, det var det hele,” forklarede hun, med et lidt for uskyldigt smil.

Vi satte os på samme måde som i går – Rasmus i sofaen, Amy og jeg i hver sin stol og et lille bord i mellem os. Rasmus havde lavet the og vi nød den, mens vi snakkede.
”Vi har brug for at vide, hvad vores forfølgere ved,” startede Rasmus.
”Det er vigtigt, vi ved, hvad de ved om os, så vi ved hvad vi står imod,” han smilede. Næsten træt. ”Jeg tænkte Alexander Fro måske kunne hjælpe med at finde ud af det.”
Jeg nikkede kort.
”Han har fortalt mig, han ikke bryder sig om tilhængerne af de mørke kræfter, men jeg tror gerne han vil hjælpe.”
Det blev starten på vores rejse mod Rumænien.

Irriteret strøg jeg en hånd igennem mit hår – for femte gang den morgen – mens jeg overvejede hvad jeg kunne gøre.
Vi havde været på farten i tre dage og Amy og Rasmus blev ved med at ryge i totterne på hinanden.
”Jeg siger jo, vi aftalte at stoppe her i dag.”
”Merlin! Du er jo umulig, Amilya! Vi er alle friske, så lad os fortsætte!”
”Spontanske platugle! Bare fordi du ikke selv er træt, er det ikke ensbetydende med andre ikke er trætte!”
”Nå, nu vil du måske indrømme, du er træt? Du brokker dig ustandselig over alt, og alligevel vil du ikke stoppe før vi har nået dagens mål...”
”Netop! Vi har en plan vi følger, vi stopper hverken før eller senere! Og jeg er ikke træt!”
”... og i dag har du brokket dig mindre end nogen anden dag, og så vil du ved Merlins lyserøde sutsko ikke engang fortsætte!”
Flere gange prøvede jeg at bryde ind, men lige lidt hjalp det. Det endte med jeg gik udenfor teltet for at holde øje med omgivelserne. Deres skænderier kunne vare i flere timer, uden de kom videre. Hvordan de havde kunne udholde hinandens selvskab i et telt i syv år var umuligt for mig at forstå.
Et bank i bordet fortalte mig, diskussionen var afsluttet. Kort tid efter kom Rasmus ud, ophidset og mumlende for sig selv.
”Jeg går ud fra Amy vandt igen?”
”Sig ikke det navn!”
Det var alt, han sagde, før han gik om på den anden side af teltet hvor han gav sig til at gå rundt i ring.
Amy kom ud i samme øjeblik.
”Hvor er han?” Spurgte hun surt. ”Jeg er ikke færdig med ham. At han ikke bare kan fatte det! En plan er en plan!”
Hun kunne have fortsat, kunne jeg mærke, men jeg benyttede hendes pause for at få vejret på at stoppe hende.
”Lad ham nu bare være, Amy. Han har jo givet sig.”
Hun spændte sine muskler kort, før hun slappede af og satte sig ned ved siden af mig med et dybt suk.
”Det kan ske han har ret, Amy. At det er bedst med lidt spontanitet. På den måde kan vi sikre os, vores forfølgere forvirres.”
”Det er det argument han har brugt flest gange, Gina,” sagde hun, sukkede endnu engang, og lagde sit hoved på sine knæ.
”Det piner mig bare at skulle give ham ret.”

Dagen efter tog vi dog en anden tur end planlagt. En længere tur. Vi stoppede ikke ved den sø, vi havde planlagt at gøre holdt ved, men slog først vores telt op ved skoven, der var cirka et kvarters gåtur fra søen. Vi brugte apparition til at komme frem, men kunne ikke tage for store ”spring” ad gangen af frygt for, at noget ville gå galt. Vi havde en del bagage, og selvom det ikke fyldte meget eller vejede meget, så var grunden magi, og risikoen for at miste ting, var der hver gang.
Imens Rasmus tog et bad i søen, lærte Amy mig kunsten ved madlavning i naturen.
Rasmus havde lavet mad de andre dage, men jeg havde dårlig samvittighed over det. Det havde overrasket mig, Amy ville lære mig det, men jeg fandt ud af, de havde skiftes til madlavningen før – en uge af gangen.
Vi fandt svampe, nødder og vilde bær. Og da Rasmus kom tilbage, havde han fire fisk med.
”Utroligt hvad magi kan hjælpe med,” havde han sagt, da han overrakte fiskene til Amy, der viste mig, hvordan de skulle ordnes.
Alle fire blev stegt over bål. Selvom vi havde køkken i teltet, slog Rasmus fast, at de smagte bedre over bål.
Den aften hyggede vi os – Amy og Rasmus kom ikke op at toppes, og vi kom først sent i seng. Dagen efter blev det alvor.

Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Lige til læserne (Hav)
Kapitlet blev tilføjet den: 29.08.2010 klokken 21:00
Vil bare lige sige undskyld for hvor lang tid der er gået siden den sidste opdatering - var lige inde at kigge, og er helt overrasket over det er så længe siden jeg sidst opdaterede. Så tænkte, jeg lige vil forklare hvorfor jeg ikke har opdateret.

Der har været et par grunde : For det første har jeg haft en ret irriterende skriveblokade, som jeg heldigvis så småt er ved at være ovre. For det andet er jeg netop startet på en ny uddannelse - dyrepasseruddannelsen ( :D ) - og der er virkelig meget at se til ! Ikke nok med det, har ca. en time til og fra skole, så det er ret udmattende :P

Jeg regner dog med snart at kunne opdatere Hav igen - og glæd jer, der er så meget der kommer til at ske i de næste par kapitler :)

// Egania

Denne historie har fået 7 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137