Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: Freja - Skygger 1
Historiens Forfatter: Egania
Historien er vist: 155 gange
Historien er rated: FA - For Alle
Kan læses af alle. Indeholder ingen seksuelle temaer, intet stof- eller alkoholmisbrug, ingen vold og intet vulgært sprog.
Historien blev oprettet den: 18.06.2010
Historien indeholder: 13 kapitler
Kommentarer: 2
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 22.08.2010 klokken 20:19

1. Kapitel: Prolog: Natten (Freja)
2. Kapitel: Kapitel 1: Larm (Freja)
3. Kapitel: Kapitel 2: Genkendelse (Freja)
4. Kapitel: Tilbageblik: Ravnen (Freja)
5. Kapitel: Kapitel 3: Spejle (Freja)
6. Kapitel: Kapitel 4: Glemsel (Freja)
7. Kapitel: Tilbageblik: Forsvundet (Freja)
8. Kapitel: Kapitel 5: Millans - (Freja)
9. Kapitel: Kapitel 6: Fortælling (Freja)
10. Kapitel: Tilbageblik: Sejlturen (Freja)
11. Kapitel: Kapitel 7: Fødselsdagsfest (Freja)
12. Kapitel: Kapitel 8: Frejas Flugt (Freja)
13. Kapitel: Epilog: Besøget (Freja)
Kapitlets Titel: Prolog: Natten (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 18.06.2010 klokken 01:17
Så er jeg tilbage på DA og ligeså er min gamle Fan Fiction: "Freja".
Jeg har desværre ikke tid til at redigere kapitlerne da jeg er travlt optaget af de sidste eksamener på HF.. "Freja" bliver mest af alt lagt herind fordi jeg lægger fortsættelsen ("Hav") herind..
Bær over med de første kapitler - sproget er ikke særligt godt og handlingen er ret kedelig.. Det ændrer sig lidt hen ad vejen, og jeg kan love "Hav" er bedre.. "Freja" var / er både min første fan fiction og min første afsluttede historie..

Opdatering vil ske en gang om ugen regner jeg med. Er der nogen, der har en anden idé, så sig endelig til :)

Jeg er stadig meget glad for kommentarer :)

Anyway, nok snak fra mig..
Enjoy C:

// Egania

-------

Prolog: Natten

Min nervøsitet forblev intakt, mens jeg gik ned af den mørke korridor. Jeg kørte hånden mod den kolde mur og fulgte den røde stribe rundt, kun afbrudt af klasselokaler.
Mit hjerte bankede hurtigt, men jeg forsatte stålsat frem, mens jeg holdt øje med det kommende hjørne. Fakler lyste op, efterhånden som jeg kom frem, og de forvrængede min skygge. Og viste en ny.
”Gina Merikke?” Min stemme var mørk som sædvanligt men utrolig fast.
”Ja, Amy, det er mig.”
Hun trådte frem, mens hun snakkede. Hendes stemme var lys. Modsat min stemme afslørede den hendes nervøsitet, og jeg trak på smilebåndet.
Vi begyndte at gå mod spisesalen. Vores skridt larmede højlydt, på trods af vi prøvede at være lydløse, og jeg forventede at se pedellen hvert eneste øjeblik. Det skete heldigvis ikke.
Vi nåede frem til de tunge døre, der om dagen stod på vid gab, og kun ved fælles hjælp fik vi den ene åbnet. Lyset slap ud, og næsten blændet trådte vi ind i salen.
Jeg overvejede at spørge Gina, om det nu også var en god idé, men jeg havde min stolthed og slog tanken fra mig.
”Skal vi gå i gang,” nærmest hviskede jeg.
Hun nikkede uden at se på mig og gik videre ind. Jeg fulgte efter.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 1: Larm (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 25.06.2010 klokken 20:52
1: Larm

En irriterende lyd vækkede mig næste morgen. Mumlende åbnede jeg øjnene på klem, hvorved jeg så den pude, der var på vej mod mig.
”Kan du ikke bare for – EN – gangs skyld slukke dit eget vækkeur SELV, Amilya Stallakholm?!”
Jeg undgik næste slag men blev skubbet tilbage, da jeg prøvede at rejse mig op. Jeg så op på Melissa, og opdagede, at hendes ellers velfriserede hår var uglet og krøllet.
”Du ligner én, der har haft et nattebesøg, Melissa.” Jeg kunne ikke lade være med at sende hende et lille provokerende smil. Hun havde ikke været i sin seng, da Gina og jeg kom tilbage fra vores aftentur.
Efter at have undgået puden igen, sendte jeg hende et endnu større smil og spurgte hende, hvem hun havde delt seng med i nat. Hun så foragtet på mig, udbrød et fnys og forsvandt ud af døren. Højst sandsynligt søgte hun tilflugt på badeværelset.
Først nu fik jeg slukket den skrattende alarm, mit vækkeur afgav. Jeg havde fået det af min mor for flere år siden. Hun mente, det kunne hjælpe på mit sovehjerte men forgæves. Alarmen havde snart været tændt i en halv time.
Værelset var oplyst på trods af det tunge, røde gardin, der var for vinduet. Skolen var stort set lige begyndt, og solen skinnede derfor næsten i døgndrift. Jeg kiggede rundt på de fire tomme senge, der stod i værelset foruden min – Gina Merikkes seng stod ved siden af min, Line Jensens og Senia Dineslunds senge var skubbet sammen i midten af rummet, og i det modsatte hjørne af min seng, var Melissa Tornshals plads. De var alle pænt redte, men jeg tillod mig at skubbe forhænget for min seng – jeg kunne ordne det senere.
Få minutter efter var jeg på vej ned til morgenmaden.

Jeg brød mig ikke om at være indendørs. De grå vægge, der kun blev brudt af mørke trædøre og en blodrød stribe igennem hele slottet, gjorde indedørsarealet tungt og dystert. Det gjorde vinterhalvåret til et mareridt, hvor vi var tvunget til at være inde på grund af den meterhøje sne, vi ikke kunne være længere tid ude i af gangen.
Med et svagt suk gik jeg ned ad trappen til tredje sal og fortsatte af en korridor, hvor trappen til anden sal kom. Slottet havde fire etager og øverst lå de to korridorer, der indeholdt sovesale til henholdsvis piger og drenge samt en lille opholdsstue for enden af hver korridor. Trods det, at meget var blevet ændret på slottet siden det var blevet opført, var reglen om adskillelse mellem kønnene forblevet intakt.
Jeg rundede hjørnet til trappen, der førte til den nederste etage, og med hurtige skridt nåede jeg begyndelsen af den korridor, der førte til spisesalen.
Stanken slog hårdt i min næse med det samme og ligesom adskillige elever og lærere, der stod udenfor og kiggede ind i spisesalen, tog jeg en flæng af kappen for næsen. Larmen var enorm.
”Frk. Stallakholm, kender du noget til det rod, der er i spisesalen?”
Spørgsmålet kom ikke bag på mig, men alligevel kiggede jeg hurtigt ned, mens jeg rystede på hovedet. Dagens fejltagelse.
”Se på mig,” Hun trådte ind foran mig – vores viseforstander, Professor Ynval – og tog et fast tag i min arm, og jeg kunne ikke andet end at kigge forundret på hendes lange negle, der var malet dybrøde, og passede til så meget andet på skolen.
”Frk. Stallakholm, se på mig. Nu.” Jeg sled mit blik væk for at se op i hendes mørke øjne. Hendes hår sad perfekt i en nakkeknude og fik hende til at se mere streng ud end godt var. Hendes sorte, spidse hat gik ned i panden på hende og skjulte hendes buskede øjenbryn. Jeg havde selvfølgelig ikke kunnet lugte hendes hæslige parfume før på grund af stanken fra spisesalen, og nu da jeg kunne, var jeg i tvivl om hvilken af lugtene, jeg brød mig mindst om – stanken af stinkbomber i massevis eller den sirligt søde lugt af Ynval.
Hun gav et hårdt klem på min arm.
”Jeg vil se dig på mit kontor i aften klokken otte. Kom præcis, Stallakholm.”
Hun vendte sig om og gik med faste skridt ind i spisesalen. Snart efter var stanken væk, og jeg havde på fornemmelsen Ynval havde ventet på, jeg skulle komme.

Inde i spisesalen fandt jeg mit sædvanlige bord i venstre hjørne, der ikke langt fra indgangen. Gina satte sig kort før jeg gjorde, og hun sendte mig et sigende blik og et lille, hoverende smil. Hun var altså ikke blevet mistænkt for stinkbomberne.
”Klokken otte i aften,” sagde jeg kort.
Gina nikkede og jeg kunne se hun nød sin triumf. Jeg var blevet taget endnu engang, mens hun var sluppet. Jeg var ved at kvæles af indespærret had, men jeg holdte det i mig. Der var trods alt to år til, jeg forlod Durmstrang og hun var den, jeg snakkede bedst med. Men jeg vidste, hun ikke kunne blive ved med at være ynglingen og på et eller andet tidspunkt måtte heldet i hendes sprængfarlige firkløver, stoppe.
Jeg rejste mig op og med Gina i hælene forlod jeg spisesalen for at komme til dagens første time – Magiens historie. Jeg kunne føle det ville blive en lang dag for mig.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 2: Genkendelse (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 25.06.2010 klokken 20:52
2: Genkendelse

Vinden var blid, mens jeg sad tæt ved søen. En elv førte fra søen og ned mod havet; havet, der dog var et godt stykke væk. Det tog et kvarter at komme derned, hvis man da havde en hurtig kost, og var i medvind, hvilket var ret sjældent. Det var dernede, der lå en af de største nordiske troldmandsbyer, som vi et par gange om året havde lov til at besøge på nogle weekendture. Gina og jeg havde dog været der et par gange uden for de officielle tider.
En lille slange svømmede over vandet, og dannede et bølgende spor efter sig. Kort efter var den væk under nogle træer. Som var det et tegn på, at det var tid til at vende tilbage, hørte jeg også Gina kalde på mig, og sammen gik vi op til slottet.
Hun fortalte løst og fast om sin dag. Vi havde kun haft halvdelen af timerne sammen, for vi havde valgt forskellige valgfag. Hendes tale omhandlede også en dreng fra klassen af, der ligesom jeg var blevet sendt til eftersidning i aften. Navnet fik jeg ikke fat i, og jeg var også ligeglad lige nu. Mine tanker koncentrerede sig om Melissa, der netop nu var på vej forbi os, omgivet af drenge. Hendes hår var blevet sat op i en stram hestehale, og man kunne se hun ikke havde fået friseret det alt for godt. Med næsen i sky, og øjenkontakt med en af drengene, gik hun med hurtige skridt mod søen, vi netop kom fra. Jeg prikkede til Gina og spurgte hende om hun havde en børste hun kunne låne Melissa. Hun grinte, og jeg kunne høre bag os, at det var blevet sagt højt nok til Melissa også havde hørt det. Hendes stemme blev hævet, da hun påskønnede vejret, og vi kunne ikke lade være med at grine endnu højere ad hende.

Timerne begyndte at gå alt for hurtigt. Klokken blev halv otte, og aftensmaden var slut. Jeg havde siddet og snakket med Gina i Spisesalen indtil nu, men hun skulle ned at træne Quidditch, og jeg blev efterladt alene.
Mine tanker kræsede om eftersidningen, og jeg håbede inderligt at jeg ikke blev sat til at skulle samarbejde med et fjols, som Gina havde hentydet. Jeg gav et stille suk fra mig, da jeg rejste mig, og langsomt begyndte jeg at gå mod Ynvals kontor, der lå på tredje sal.
Jeg mødte ikke én på turen derop, og jeg misundte de mange elever, der netop nu var ude at nyde den sidste del af det gode vejr, før vinteren ville komme.
Alt for hurtigt stod jeg ude foran døren parat til at banke på. Mine fødder var efterhånden så vant til turen op til Ynvals kontor, at tankerne blev koblet fra imens jeg gik. En banken blev hurtigt efterfulgt af et ”Kom ind,” og jeg åbnede døren op.
Ynval sad bag et kontorbord og så hen på mig.
”Sæt dig ned, du får en assistent i dag. Vi må vente på ham før I kan sættes i gang.” Gina havde altså haft ret, jeg var ikke den eneste der var sendt til eftersidning.
Jeg satte mig lydigt ned, og holdt mit blik mod mine hænder. Ynvals kontor var alt for rødt og alt for dystert til jeg brød mig om det. Hun havde endda rullet gardinet for det enkelte vindue så rummet fik en rødlig glød, der endda fik mine hænder til at se blodige ud.
Jeg hørte en puslen ude bag døren, og kort efter en banken, der igen blev efterfulgt af Ynvals ”kom ind”. Jeg orkede ikke at kigge derhen, ønskede bare at få tiden overstået hurtigst muligt.
Men drengens stemme afbrød mine tanker, og jeg kunne ikke lade være med at kigge op, da han begyndte at snakke.
”Undskyld, Professor Ynval,” Han sendte hende et drillende smil før han fortsatte: ”Det var ikke min mening at komme for sent, men noget festfyrværkeri var blevet antændt på anden sal kort før jeg kom derop.”
Hans stemme bar autoritet, men var alligevel charmerende og fyldt med små drillerier. Han så hen på mig og blinkede med det ene af sine turkise øjne. Jeg synes bestemt jeg kunne huske de øjne, men jeg mente ikke jeg havde mødt ham før. Jeg sendte ham et skævt smil. Fyrværkeri fungerede som et fint alibi.
Før han vendte sig væk så jeg ham stivne, som om han var kommet i tanke om noget. Men han rystede svagt på hovedet og så igen op på Ynval, som for at vente hendes afgørelse – var undskyldningen godtaget, eller blev det til endnu en eftersidning, var spørgsmålet, der var afspejlet i hans øjne.
Hun nikkede kort.
”Lad gå denne ene gang, hr. Millans.”
Han så afventende hen på mig, men da jeg ikke sagde noget, præsenterede han sig med endnu et smil om læberne:
”Rasmus Millans. Du må være Stallakholm. Merikke snakker en del om dig.”
Denne gang var det min tur til at stivne.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Tilbageblik: Ravnen (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 08.07.2010 klokken 21:47
Tilbageblik - Ravnen

”Rasmus.. Rasmus, hvor er du? Lad nu være med at drille!”
En pige stod udenfor det gule hus, med hænderne solidt plantet i siden. Hendes strenge men nysgerrige blik undersøgte hver en millimeter af haven, hvor han burde gemme sig.
”Rasmus kom nu frem. Det er ikke sjovt længere!”
Hendes stemme tonede sig frem hvor hun gik, og hun begyndte at undersøge træerne i siden af haven en ekstra gang, men uden held.
Hun gav et lille spjæt fra sig, og tårer begyndte lige så stille at trille ned ad kinderne, mens hun panisk tørrede dem væk i frygt for at den lidt yngre dreng skulle se dem. Han stod bag stalden, hvor ponyer engang havde holdt til. Det var dog flere år siden, og den blev nu brugt som et opbevaringsrum.
Han smilede da han så pigens tårer, men det var et kærligt smil, og snart efter kunne han ikke holde sig tilbage længere.
”Amy, ikke være trist. Jeg er jo lige her!” Han vinkede mens han trådte frem, og havde et bredt smil rundt om munden. Men pigen blev ikke glad for at se ham. Trods frygten, der sekunder forinden havde været der, var hun nu sur over han havde ventet så længe med at træde frem.
”Du kan altså ikke være det bekendt, Rasmus. Mor siger også vi ikke må være i skoven.” Hun holdte den ene arm omkring sig, mens det strenge blik blev stærkere i hendes øjne, og hun pegede på skoven der startede bagved stalden.
”Der skete jo ikke noget. Der er altså ikke farligt i skoven, Amy.” Lige så stille begyndte han at nærme sig pigen, der nu havde lagt begge arme over kors. Han ville gerne drille hende lidt, for han vidste hun hurtigt kunne blive sur, men samtidig var han ikke sikker på han kunne holde ud at gå endnu længere tid uden at snakke med hende, når nu de lige var blevet gode venner igen.
”Undskyld, Amy, men du skulle altså have set dig selv,” sagde han og kunne ikke lade være med at smile. Han begyndte at berette om hvordan hun først var gået om til de gemmesteder, der lå tættest på huset, for derefter at have bevæget sig over mod stalden: ”Du var lige ved at opdage mig, men så var det li’som om du blev forstyrret af et eller andet, og du gik væk fra mig.”
Han sendte pigen et drillende smil, der nåede op til hans næsten turkise øjne. Han ville egentlig gerne have fortalt hende om hendes skræmte udtryk, men han kunne se hun blev bange for tanken om hvad hun var blevet forstyrret af.
”Hvad er der galt, Amy?”
Drengen gik hen og lagde en arm om hende. Trods den lille aldersforskel, var det ham der var højst.
Hun så op på ham, som for at være sikker på han ikke ville drille hende. Da han stille prøvede at trække hende med hen til en træstub tæt på huset, lod hun ham gøre det, for hun så bekymringen og alvoren i hans øjne.
De sad et stykke tid før pigen brød tavsheden.
”Jeg ved ikke, Rasmus, men jeg syntes jeg så en ravn. Men den var Meget større end de plejer at være. Jeg blev bare så forskrækket.” Hun slog hovedet ned for at lade hendes krøllede, sorte hår dække for sine glødende kinder. Hun havde også været bange, men det ville hun ikke fortælle drengen. Heller ikke selvom han efter lidt tid bekendtgjorde for hende, at han ville have været bange. Det fik blot hendes kinder til at blusse mere op.
Efter endnu en tavsheds pause spurgte hun ham, om han ikke ville med ind igen. Han nikkede, og mens de gik i tavshed, lod drengen sin arm hvile om pigens skulder. Hun var 10 år på det tidspunkt, men var allerede begyndt at holde af ham.I

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 3: Spejle (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 11.07.2010 klokken 23:32
3: Spejle

Rummet var fremmed for mig, og på trods af jeg havde undersøgt det meste af skolen, mindes jeg aldrig at have været der før.
Foran mig var der stillet omkring 30 spejle op, der gjorde rummet halvrundt. Halvdelen viste ingenting, var helt blanke. Den anden halvdel viste mig, som jeg stod der, stoppet op i sekundet efter jeg var trådt ind af døråbningen. Men på ingen af spejlene havde jeg det samme udtryk. Et af dem viste en smilende sorthåret pige, næsten med tårer i øjnene af glæde, mens det spejl ved siden af havde bundløs frygt malet i øjnene. Et spejl viste en forelsket pige stå og stirre tilbage, og endnu et andet viste vrede, med de dybhavsblå øjne skinnende med en sådan skarphed, at jeg uvilkårligt trådte et skridt tilbage. Jeg blinkede med mine øjne, og blev klar over jeg ikke længere blev reflekteret i spejlene. De var tomme, sorte, præcis som den anden halvdel af spejlene havde været, da jeg trådte ind.
Jeg stod sådan et godt stykke tid, med vægten hvilende på den bagerste fod, overvejede om jeg skulle lade mig styre af min frygt, eller af min nysgerrighed.
Til sidst overvandt nysgerrigheden. Men netop som jeg begyndte at lægge min vægt på det forreste ben, på vej ind hvor spejlene igen ville kunne få øje på mig igen, hørte jeg en lyd. Den kom ikke ude fra gangen, men inde fra en dør til højre for spejlene. Jeg måtte have overset den da jeg kom derind. Lyden blev til en stemme, og panisk vendte jeg mig om og flygtede ud af lokalet.

Chokket over opdagelsen af spejlene havde overvældet følelsen af at stå ansigt til ansigt med Millans. Men nu hvor jeg stod udenfor indgangen til pigernes korridor tvang mine tanker sig tilbage til ham. Rasmus Millans havde han præcenteret sig. Han havde mindet mig så meget om nogle følelser jeg engang havde haft, men som jeg ikke længere ønskede at huske. De var forbundet med frygt, tvivl og angst. Ubehagelige.
Jeg gik med langsomme skridt mod det rum, hvor jeg sov, og da jeg nåede den unge pige, Isabella Lysaness’ portræt hviskede jeg hæst månedens kodeord: ”Amortentia”, - navnet på den stærkeste kærlighedseliksir der endnu er opfundet. Jeg nærmest kastede mig ind i værelset, og styrtede mod min seng. Ville så gerne gemme mig væk.
Jeg kom til at tænke på hans øjne, der havde strålet af den turkise farve, jeg havde holdt så meget af. Rasmus’ øjne, ham jeg havde troet, jeg kendte.
Jeg tvang tankerne og de få tårer der var kommet frem, væk, og tænkte på den eftersidning, jeg havde haft. Vi skulle sortere kort, hvorpå der stod overtrædelser af skolens regelsæt og hvilke straffe der var blevet udgivet for dem. Millans havde prøvet at få en samtale i gang, men jeg var for chokeret til at kunne svare ham, og det blev kun til små grynt. Jeg havde heller ikke lyst til at snakke. Bare at få tiden sammen med ham overstået. Ynval havde desuden også været til stede og havde flere gange tysset på Millans.
Da eftersidningen var slut, havde jeg styrtet ud af lokalet, uden at ane noget om hvor jeg var på vej hen. Det var ført til Spejlrummet.
Jeg kravlede under dynen efter at have taget nattøj på. Min seng var uglet, men det var jo min egen skyld.
Mens jeg lå der, og prøvede at falde i søvn, kom jeg til at tænke på hvor underlige de spejle havde været. Den halvdel der havde genspejlet mig, havde vist flere forskellige udtryk, og alle havde været af nogle følelser jeg havde kunnet finde i mig selv på det tidspunkt. Altså min sindsstemning. Den anden del havde været tomme og mørke. Jeg var ret sikker på de intet havde vist. Men hvad nu hvis de faktisk havde vist mere om mig – vist ting jeg end ikke kendte til om mig selv?
Jeg lå med et lille smil på munden, og med en tanke om, at de ville have vist en smuk pige, med prinsesse sko på, faldt jeg i søvn.


Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 4: Glemsel (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 29.07.2010 klokken 00:52
4: Glemsel

Jeg vågnede tidligt den næste dag fuldstændig klar i hovedet og efter at have taget et koldt bad, vækkede jeg Gina.
”Er du okay, Amy? Jeg troede aldrig, den dag skulle komme, hvor du stod før op end mig.” Hun sendte mig et provokerende smil, og jeg var ikke længe om at svare hende.
”Gina da, du ligner næsten Melissa med det hår.” Og mens jeg begyndte at tage tøj på, kiggede Gina åndsfraværende ud af vinduet. ”Fik du noget nyt at se i går?” spurgte hun afledende, men jeg undlod blot at svare og efter få minutter, var jeg ude af døren med en muggen Gina efter mig.

Skolen sneglede sig af sted, og med et suk indså jeg da aftenen nærmede sig, at Millans ikke ville være til at få øje på. Derfor var det også med opgivende, jeg gik fra aftensmaden klar til at gå på hovedet i seng og få en ordentlig nats søvn.
Men netop som jeg kom op på fjerde sal på vej mod pigernes sovesal, stod han der. Millans. Med et provokerende, bedrevidende smil, og jeg stoppede op i en chokagtig tilstand, alt hvad jeg ville sige var glemt.
”Hvad vil du, Millans?” Hvæsede jeg ud, og hans ansigtsudtryk skiftede til alvorligt stadig med et glimt af drilleri i hans øjne. Mine øjne blev smalle af en svag vrede.
”Jeg vil bare snakke med Merikke. Hun glemte sin bog tidligere i dag.” Han fremviste en bog, hvor der på forsiden var en snerrende, sort hund, og jeg genkendte bogen fra Ginas spådomstimer.
Efter få minutter gik jeg et skridt frem mod ham. ”Jeg har ikke glemt hvordan du bare forsvandt fra vores liv, Rasmus Millans. Jeg har ikke glemt hvordan du aldrig kontaktede os igen.” Og inden han kunne nå at reagere tog jeg bogen ud af hånden på ham, og gik af sted mod min sovesal med hurtige skridt. Jeg nåede at se ham ryste kort på hovedet, før jeg gik ind.
”Gem ikke dig selv, Amilya…” nåede jeg at høre ham sige, førend hans stemme blev lukket ude af en smækkende dør. Jeg sukkede sagte, og lænede mig op ad døren, med en ubehagelig tyngde tryggende på mine skuldre.

De næste mange uger prøvede jeg så vidt muligt at undgå ham. Gina og jeg var ikke længere ret meget ude om aftenen, da det ofte var mig der skulle sætte det i gang, og jeg var blevet hvad man må kalde ”idéløs”.
Dagene var også begyndt at blive mørkere, solens stråler ikke længere så kraftige, og natten længere. Udendørs aktiviteterne ville snart blive bandlyst, og elever af begge køn var ude om aftenen til den sidste stråle blev sendt fra en snart usynlig sol, der ville gå ned bag et bjerg.
Først i oktober var natten allerede på vej ved fire tiden. Jeg havde bevæget mig alene udenfor, for at nyde hvad der snart ville være en savnet solnedgang. Fra slutningen af november ville natten overtage helt, og vi ville ikke længere få dagens lys at se.
Jeg lænede mig op ad et træ, da jeg endelig befandt mig nede ved søen, og kiggede ud over vandet. Det havde været en stort set skyfri dag, og jeg nød at se farverne fra solen vise sig i forvrænget version i spejlingen. Jeg kunne også se mig selv, men det var også på den forvrængede måde, som man kender det fra bøjede spejle.
Jeg satte mig ned, stadig lænet mod træet, og lukkede øjnene, med et ønske om at glemme Millans. Glemme alt hvad der før var sket, og bare være mig selv. Alene. Igen være ude i haven, og igen være sur på Rasmus over han havde gemt sig for mig. Igen være bange for noget så simpelt som en skov.
Jeg mærkede godt det blev koldere, men jeg var ligeglad, og rullet sammen som en kugle, faldt jeg i søvn.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Tilbageblik: Forsvundet (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 29.07.2010 klokken 00:54
Tilbageblik - Forsvundet

En kvinde kom ind i det lyse værelse, hvor hendes elleveårige datter lå i sin seng og sov med armen hvilede omkring en bamse hun havde fået af sin bedste ven, og ”bror” for kun et år siden.
Hun skubbede blidt til den lille pige, håbede hun hurtigt ville vågne af sig selv, men pigen vendte sig blot om og mumlede i søvne. ”Rasmus.. Ravn.. Bliv her..”
Kvinden sukkede og satte sig ned på sengen, og prøvede igen at vække den unge pige.
”Amilya, du er nødt til at stå op nu,” sagde hendes mor sagde det med en svag stemme, og som vidste hun på forhånd det havde været for lavt, tog hun pigen op i sin favn og bar hende nedenunder. Musikken fra radioen spillede svagt, men det signerede ikke nogen. Ude af vinduet bag radioen kunne man se stolen stå op.
Kvinden satte sig i en stol i køkkenet og nynnede stille for sin datter. Pigen åbnede langsomt øjnene, og rejste sig op for at sætte sig over på sin egen stol.
”Mor, er der noget galt?” gabte hun.
Kvinden rystede langsomt på hovedet, men med en enkelt tåre trillende ned af hendes kind og det triste udtryk i øjnene var det let for pigen at regne ud, at der var noget galt. Hun så sig om førend hun spurgte med en frygt i stemmen, hun ikke kunne skjule.
”Mor, hvor er Rasmus?”
Kvinden rystede voldsommere på hovedet, og gemte det i sine hænder.
”De er væk, Amilya. Væk.. Jeg ved ikke hvor de er. Han har ikke engang efterladt en forklaring til mig.” kvinden hulkede svagt, og pigen vidste hun hentydede til den mand, hendes mor havde gift sig med få år forinden. Rasmus’ far.
”Jamen det kan de da ikke bare være! Du er sikker på de ikke bare er inde at handle?” pigens logik fik kort kvinden til at hulke på en karakteristisk måde mellem grin og gråd.
Hun tørrede øjnene før hun kiggede på sin datter, men tårer gled stadig ned at hendes røde kinder.
” Der ligger et brev til dig. Henne på bordet.”
Kvinden pegede mod spisebordet, og pigen fik hurtigt øje på brevet. Men oven på det lå der en lille seddel, hvorpå der med krøllede bogstaver stod skrevet:

Freja,
Jeg ønsker din datter får en god uddannelse.
Vi kommer ikke tilbage.
Hugin

Pigen så overrasket op på sin mor, lagde roligt brevet fra sig og gå hen til hende for at trøste hende.
”Men mor, han hedder da Hugo..”
Kvinden så på sin datter i lang tid, men rystede blot undskyldende på hovedet.
”Jeg synes du skal tage at læse dit brev igennem, Amilya.”
Pigen gjorde tøvende som der blev sagt og fik kort efter store øjne.
”Heks?” spurgte hun sin mor, og kvinden nikkede. ”Det er snart, der står jeg skal starte på en skole den første,” sagde pigen, og så op på kalenderen, der hang på væggen og viste et stort 8-tal.
Kvinden gik ud af døren til gangen, og pigen var på vej til at følge efter, men før hun nåede det, var kvinden tilbage igen.
”Tillykke med fødselsdagen, Amilya,” hviskede hun hæst, før hun gav hende en lille pakke i hånden, og et kys på panden. En enkelt tåre løb ned af hendes kinder, og landede mellem pigens øjne.
”Det er også fra Rasmus og Hugo.”

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 5: Millans - (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 08.08.2010 klokken 20:06
5: Millans

Jeg vågnede ved en eller anden prikkede til mig. Jeg rullede mig endnu tættere sammen, og prøvede at sove videre selvom det var alt for koldt til at være sundt. Jeg kunne mærke kulden mod min hals, og forbandede lavmælt min dyne. Det var på det tidspunkt, jeg opdagede jeg ikke havde nogen som helst dyne på og at min seng egentlig var blevet utroligt hård. Jeg mærkede nogle stærke arme tage mig op og efter kort at have prøvet at kæmpe imod det, faldt jeg til ro ængstelig for at komme til at fryse endnu mere. Jeg hørte en mandestemme nynne sagte, og på trods af jeg næsten åbnede øjnene i chok, fandt jeg roen i mig og holdt dem lukkede. Rasmus Millans bar mig blidt i sine arme, og snart opfattede jeg ikke længere hvor vi var.

Det var først da jeg blev lagt ned i noget blødt, jeg igen var ved at vågne. Jeg mærkede et tæppe blive lagt over mig og bagefter en vægt ved mine fødder. Han måtte have sat sig.
Jeg rullede mig sammen til en kugle og mærkede en hånd stryge mig over min arm.
Jeg var næsten faldt hen igen, da han begyndte at mumle. Hans stemme var så lav jeg ikke kunne høre andet end få løsslupne ord. Et ord jeg bed særligt mærke i og som vi mig til at åbne øjnene op, var ordet: ”fortrød”.
Han stirrede på mig, og jeg stirrede tilbage som jeg aldrig har stirret før.
”Hvad sagde du?”
Efter endnu en stirrepause svarede han: ”Jeg fortrød jeg aldrig kontaktede dig.”
”Det er lidt sent nu,” mumlede jeg.
Han vendte sit ansigt bort og fortsatte.
”Hugin ville ikke have jeg kontaktede dig. Jeg ville virkelig gerne, men han sagde nej, hver gang jeg spurgte om jeg måtte låne hans ugle.”
”Hvorfor måtte du ikke?” Jeg kunne ikke holde spørgsmålet i mig. Det kom det ud som en snerren. Jeg var egentlig ikke sur, kun nysgerrig og dog også skuffet. Han kunne vel have fundet en måde at få fat i den ugle på.
Han svarede ikke, og efter noget tid kunne jeg se på ham, han overvejede, om han skulle rejse sig. For at holde ham fast, begyndte jeg at stille andre spørgsmål.
”Rasmus, hvorfor forlod I os? Hvorfor rejste I?”
Han sukkede og så på mig med et sørgmodigt blik.
”Han ville ikke have det gik med os, som det gik med ham og din mor. Og han ville hjem til sin familie. ”
”Familien Millans?”
Han nikkede nærmest nervøs før han fortsatte.
”Vi har familie både her og i andre lande. Jeg mener min farfars kusine giftede sig med en fra familien Black*.” Han holdt igen en pause.
”Hun kunne ligesom min far forvandle sig til en fugl. Kan du huske dengang jeg havde gemt mig, og du så, hvad du mente måtte være en ravn? Det var ham. Hugin.”
Han så sammenbidt på mig. Jeg kunne tydeligt huske den dag. Jeg tror aldrig jeg har været så bange som dengang.
”Du kender til animagusbesværgelsen, ikke?” spurgte han mig. Jeg nikkede.
”Min fars familie mener vi alle bør mestre den besværgelse.”
Han så dyster ud. Hans hår dækkede for hans øjne, men de strålede alligevel op. Dog ikke med den drillende glød, der plejede at være. De lyste af alvor.
Jeg kunne ikke lade være med at spørge ham om hvilket dyr han blev til. Gnisten blev igen tændt i hans øjne, og han sendte mig et skævt smil før han svarede.
”En ravn, Amilya. Jeg bliver en lille ravn.”

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 6: Fortælling (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 08.08.2010 klokken 20:06
6: - Fortælling

”Men jeg ser ikke ud ligesom Hugin. Jeg er mindre. Og smukkere hvis jeg selv skal sige det. Og mine øjne hænger ved.” Han pegede på sine turkise øjne og med ét forsvandt jeg i dem.
Det var som at se ud over verden fra himlen af. Det uendelige. Så lyst og helt igennem smuk. Hav forneden, himmel for oven, alt sammen blåt. Det svimlede for mig, og jeg opdaget Rasmus kiggede på mig som om han forventede et svar.
”Undskyld, hvad sagde du?”
”Jeg spurgte bare om, hvordan det går med Freja?”
”Fint!” sagde jeg, lidt for hurtigt.
”Hvad med Hugin?”
Han så væk og der gik flere minutter før han svarede.
”Han har det vidst godt. Jeg må sige jeg ikke håber at se den familie lige foreløbigt.” Han smilede sit skæve smil før han fortsatte.
”Det var forfærdeligt, Amy. Så fisefornemt at det var til at gå amok over! Heldigvis var min onkel der da. Han og Hugin er tvillinger. Han fortalte mig en masse historier, og det var nok de eneste tidspunkter jeg kunne slappe ordentligt af.
Jeg gik på en anden skole før jeg kom her til Durmstrang. En i Tyskland. Jeg tror næsten den var mere streng end her. Alt var under opsyn, og det var kun drenge der gik der.
Hugin hold mig under opsyn på skolen i flere år. Han var lærer der, og stoppede der først for et år siden.” Han vendte sig imod mig og smilede, som havde det været en stor lettelse.
”Han ændrede sig meget, Amy, efter vi kom tilbage til familien. Han ville have jeg gjorde alting rigtig. Du ved han var meget mere pjattende, da vi boede hos jer. Jeg tror det var af indflydelse af Freja.” Han kiggede mig i øjnene og langsomt kom hans ansigt tættere på mit. Hans hånd fjernede en af mine krøller, og han smilede. Et blændende smil. Og netop da opdagede jeg, han var så tæt at vores næser kunne mødes. Hans blik flakkede, men jeg prøvede at holde det fast. Få følelsen inden i mig til at vare for altid. Jeg mærkede hans åndedræt og lukkede mine øjne, netop som han kyssede mig. Et usikkert kys men dog et kys.
Jeg smilede til ham, da han igen satte sig tilbage, kunne ikke lade være. Jeg tror mine kinder var mindst ligeså røde som hans, men det gjorde ingenting.
Vi sad lidt tid i tavshed, i hver vores tanker.
”Rasmus,” hviskede jeg. ”Hvordan kom du herop hvis din familie holdt så godt øje med dig?”
Vi sad på sofaen i pigernes opholdsstue, nu næsten lænet op ad hinanden. Her var mørkt, kun det blålige flammer i kaminen lyste op.
”Jeg er stadig selv i tvivl, Amy. Jeg mener min onkel hjalp mig. Vi havde lige været til..” Han stoppede og så på mig. Jeg smilede opmuntrende til ham.
”Vi havde lige været til begravelse, da han trak mig til side. Han sagde, jeg var fri nu, at jeg kunne flyve som fuglen hvorhen jeg ville, og at han ikke ville stoppe mig. Men han sagde også at dette nok var den eneste chance jeg fik. Ville jeg udnytte den så skulle det være nu.” Han så sorgmodig ud, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Men før jeg nåede at sige noget fortsatte han, med øjnene rettet mod mine, og dog et fjernt blik.
”Jeg fløj i flere dage. Jeg tror aldrig før jeg har været så udmattet. Min onkel havde fortalt mig om et hus, hvor en gammel heks boede. Jeg fandt det, og hun passede mig godt. Min onkel havde sendt et brev af sted til hende, og hun havde sørget for en plads på Durmstrang til mig. Og her startede jeg så i år, efter at have tilbragt flere måneder hos hende.”
Han blinkede, som var han lige vågnet, før han smilede til mig igen. Endnu engang rykkede han nærmere, men jeg ville have et spørgsmål opklaret først.
”Hvorfor kom du ikke før?” Han så overrasket på mig, men jeg fortsatte: ”Du kunne vel bare forvandle dig til en ravn og flyve væk?”
”Så enkelt var det ikke, Amy. Hugin havde sporing på mig,”
”Derfor kunne du vel stadig godt flyve væk!” afbrød jeg.
”Amilya, han ville flyve efter mig, tage mig tilbage.”
”Og hvad så?” råbte jeg. ”Så vidste jeg i det mindste du Ønskede at komme i kontakt med mig!”
Jeg opdagede jeg havde rejst mig op. Jeg så sammenbidt på ham, og tog mine arme over kors. Jeg hørte en lyd henne ved gangen, men jeg var ligeglad.
”Du skrev ikke til mig, du besøgte mig ikke, jeg vidste ikke noget som helst om hvordan du havde det! Du kunne være død uden jeg havde opdaget det, Rasmus Millans!”
Jeg kunne se han også var sur nu.
”Det havde ikke været til nogen nytte, Amilya Stallakholm, for så ville jeg være endt hos den familie igen!”
”Min mor kunne have sørget for dig, skolen kunne vel have hjulpet dig,”
”Du fatter det jo ikke, Amy! Hvis jeg var smuttet uden at have en plan ville jeg ikke…”
”En plan? Hvad skulle du med en plan, din spontane platugle!”
”… få mulighed for at komme væk uden at have hele familien efter mig!”
Han gik før jeg nåede at råbe mere. Vendte sig om på hælen og traskede ud på gangen på vej mod sovesalene.
”Rasmus Millans, din… Din…”
Men jeg kunne ikke finde ord, og det endte med jeg kastede mig ned i sofaen med tårer løbende ned at mine kinder. Rasmus fandt altid på noget, han havde aldrig haft brug for planlægning! Hvorfor skulle det være anderledes når det omhandlede at stikke af fra sin familie?
”Er du okay, Amy?”
Jeg vendte mig om og så ind i et par store grønne øjne og nikkede langsomt. Det passede ikke, men det var lige meget. Alt var lige meget.
”Jeg vidste ikke du og Millans kendte hinanden”
”Det gør vi heller ikke,” hulkede jeg. Forræderiske stemme. Det plejede ikke at ligne mig at være let til tårer.
Gina smilede bare. ”Nej, det kunne jeg høre.”
Jeg skar ansigt af hende, men hun var ligeglad.
”Hør, Amy, klokken er over tre, og jeg kunne høre jer helt inde på værelset. Tror du ikke det er bedst at komme i seng?”
Hun tog min arm uden at vente på svar og førte mig af sted. Da vi kom ind satte vi os sammen i hendes seng. Hun spurgte mig hvor Millans og jeg kendte hinanden fra, og jeg forklarede hende, at han havde været min ”bror” da vores forældre var sammen. Jeg havde aldrig talt med nogen fra skolen af om mit hjem. Helt siden jeg startede havde jeg holdt en maske på, som ingen havde fået lov at bryde. Nu med undtagelse af Gina. Hun havde ellers fortalt mig om sin familie, en fin troldmandsfamilie fra Sverige, og en enkelt gang havde jeg været med hende hjemme. De var ikke glade for mig, jeg var jo også kun en simpel halvblods.
Vi fik drejet samtalen over på Gina, og hun fortalte mig, hun havde været ude med en fyr.
”Alex Fro hedder han.” Hun smilede over hele hovedet da hun sagde hans navn.
”Det er ham med det brune hår og brillerne, ikke?” spurgte jeg, og hun nikkede.
”Han skal vel med til din fødselsdag så?” Hun nikkede igen
”Det minder mig om, Amy, vi skal have fundet en måde at komme til Lysandalen på. Det gik jo ikke så godt sidste år,” hun smilede skævt til mig. ”Da blev du jo fanget. Jeg har ingen idé, men vi finder vel en måde tidsnok.”
Jeg nikkede bare, orkede ikke andet. Mine øjne var ved at være tunge, og faldt langsomt mere og mere i.
”Hør, Amy, jeg tror du skal over i din egen seng nu.”
Jeg fik slæbt mig under min egen dyne, og nåede lige at høre Ginas ”Godnat, Amy,” før jeg faldt i søvn.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Tilbageblik: Sejlturen (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 17.08.2010 klokken 16:59
Tilbageblik - Sejlturen

Solen strålede for første gang i en uge. Himlen var begyndt at blive en lys, blå farve og nattens grå mørke var væk – dagen var begyndt.
Ude ved havnen var der trængsel, skibe skulle læsses og passagerer skulle ombord. Men imens travlheden var fremtrædende, havde en lille gruppe mennesker mulighed for ubemærket at komme ned til en kaje, der ellers ikke blev holdt øje med af andre.
Af de personer, der var på vej mod den kaje, gik en pige alene sammen med sin mor.

”Pas nu på dig selv, skat. Husk at skrive til mig, ikke?”
Amy nikkede langsomt. De stod ikke langt fra det skib, hun skulle med, og moderen ville gerne sige farvel før pigen gik ombord. Amys krøller var stilfærdigt puttet i en tyk hestehale. ”Klarer du dig, mor?” spurgte hun og lagde en hånd på moderens arm. Kvinden nikkede. ”Det gør jeg.”
Stilheden lagde sig over dem for et kort øjeblik og kvinden brugte tiden på at rette på den røde skoleuniform, som Amy havde på.
”Du ligner din far, skat. Men du har da heldigvis mine øjne. Åh ja, og mine krøller. Men hårfarven er bestemt din fars.” Amy smilede. ”Jeg vil gerne ligne dig. Jeg ville ønske jeg kunne være ligesom dig, mor.”
Kvinden overvejede sine ord, og sætningerne blev afholdt med pauser imellem.
”Der er en himmel til forskel på at ligne en person og at være ligesom en person, Amy. Husk på aldrig at dømme bogen på dens omslag, for i så fald vil du ofte blive skuffet.
Husk på, skat, at kærlighed kan komme i mange former. Der er både venskaber, kærester og søskende der fortjener kærlighed og uanset hvad, så kan den kærlighed kun være ægte hvis du har åbnet bogen og ikke kun set på omslaget. Forstår du det, skat?” Pigen nikkede igen langsomt. ”Det tror jeg.”
En tuden lød og skibet gjorde klar til at lette anker. Mor og datter deltes om et sidste knus før pigen gik op på skibet, slæbende på en alt for stor kuffert.
Stående på en sidelinie holdte en dreng øje med pigen. Hans pjusket, gyldne hår omkransede et par lysende grønne øjne, der holdt øje med alt hvad pigen gjorde. Han så hende stige ombord og han så hende vinke til sin mor, men han sagde ingenting.
En pige gik mod Amy. Hendes hår var strålende rødt og hendes øjne lysende mosgrønne.
”Er du fra en fuldblodsfamilie?” spurgte hun, da hun nåede helt hen til Amy. Pigen så streng ud, og Amy svarede hurtigt, som per automatik.
”Det tror jeg ikke,” sagde hun. ”Min mor lever i hvert fald ikke med magi. Men jeg kender ikke min far.” Ved det sidste så hun ned i jorden. Den anden pige blev lidt mildere i sine træk og prøvende klappede hun Amy på skulderen.
”Det går nok alligevel. Skal vi sidde sammen?” Amy nikkede, og sammen gik de indenfor mens drengen, der stadig stod udenfor, holdte øje med kajen, der efterhånden var for langt væk til at kunne ses.
Indenfor ledte pigerne efter et sted, de kunne sidde alene.
”Jeg hedder forresten Gina,” sagde den rødhåret, da de kiggede ind i en af de mange fyldte kabysser.
”Eller Gina Merikke, hvis du vil have mit efternavn med,” sagde hun, og smilede opmuntrende til Amy, netop som de fandt en tom kabys, de kunne sidde i.
”Jeg er Amy Stallakholm,” sagde hun. ”Eller egentlig Amilya, men jeg foretrækker Amy.” Hun slog armene over kors og kunne ikke lade være med at tænke på Rasmus. Hun kunne ikke forstå han ikke havde kontaktet hende i den måned, der snart var gået siden han og Hugo forsvandt.
Gina nikkede bare.
”Men du er fra en troldmandsfamilie så?” spurgte Amy hende, hvorpå Gina nikkede igen.
”Ja, det er jeg.” Gina storsmilede, men før de nåede at snakke mere, blev de afbrudt af en banken på døren og en pige, med brune øjne og langt, glat hår, der kom ind.
”Gina, kan jeg ikke sidde her? Der er kun plads hos nogle drenge ellers, og de er altså så irriterende.” Uden at vente på svar smed hun sig ned i sædet overfor den rødhårede.
”Amy, det er Melissa Tornshal. Jeg har kendt hende siden vi var små.”
Melissa kiggede ligegyldigt på Amy.
”Hvem er du,” mere befalede hun at få at vide end hun spurgte.
”Amy Stallakholm,” svarede den anden blot. Melissa Tornshal vrængede på næsen af navnet, før hun hostede hvad der lød som ”mudderblod”. Amy kiggede uforstående på Gina, og så hun rystede på hovedet for derefter højt at sige ”halvblods”. Hun satte sine arme over kors og stirrede på Melissa. Melissa Tornshal stirrede igen, men det var dog hende der måtte blinke først. Derpå rejste hun sig og gik beslutsomt ud af døren.
Det var på det tidspunkt, Amy for første gang så Gina smile af sin sejr over andre og det var også da, Amy bestemte sig for at holde sine hemmeligheder tæt. Ingen behøvede at kende til Rasmus dette nye sted, såvel som hun selv ville fortrænge minderne.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 7: Fødselsdagsfest (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 17.08.2010 klokken 17:00
7: Fødselsdagsfest

Vinteren kom, og tiden blev tilbragt i opholdsstuerne når timerne var ovre. Jeg havde fundet mig tilrette i en blød lænestol, hvor jeg sad og kiggede ud af vinduet når vi ikke havde timer. Jeg længtes efter at trække vejret i det fri. Aldrig at være indespærret, som jeg følte jeg var her. Men jeg måtte overleve et par vintre mere. Bare én vinter til, blev jeg ved med at sige til mig selv, på trods af jeg vidste, jeg havde to år igen.
Millans var en idiot. En simpel idiot. Han kunne vel ikke forvente jeg ville snakke til ham igen når han bare sådan gik?
Og dog fik jeg en uro i maven og dårlig samvittighed hver gang jeg tænkte på ham eller så ham.
Han undgik mig; så han mig på en gang gik han gerne en omvej for at slippe af med mig. Ikke fordi jeg ønskede at snakke med ham, jeg kunne bare ikke lade være med at lægge mærke til det.. Men jeg kunne heller ikke undgå at blive trist efter sådanne episoder.

”Hvad nu hvis vi tager turen forbi søen?” Gina sad overfor mig i opholdsstuen med en dynge lektier foran sig.
”For let at opdage os.” mumlede jeg, mens jeg tegnede ovenpå det samme sted igen og igen i bogen.
”Vi kunne også tage kostene?”
”Vi er for mange.”
Der var en lang pause, jeg blev sammenbidt ved med at tegne i bogen, Gina kiggede blot tænksomt ud af vinduet.
”Jeg har det!” Gina rejste sig op. Jeg så irriteret på hende, vi havde overvejet hvad vi kunne gøre for at komme til Lysandalen igen og igen og jeg var ved både at være træt af hendes ustoppelige snak OG Millans dræberblikke.
”Ud af kælderdøren, forbi drivhuset og langs skoven!” Hun storsmilede til mig, men endnu engang var jeg en lyseslukker.
”Har du tænkt over hvordan vi kommer fra søen og ned til Dalen? Der er ikke nogen gemmesteder der, lille rødhåret…”
”Tak, Amy, det er godt! Det kan godt ske du ikke længere snakker med Rasmus, men du behøver altså ikke ødelægge hver dag for mig.” Jeg kunne mærke hendes blik mod min nakke, men jeg blev bare ved med at holde mine øjne mod bogen.
”Kan du ikke bare snakke med ham?”
”Har jeg prøvet, han fordufter så snart jeg er i nærheden.”
Hun krydsede sine arme og stirrede mig ned. Hendes øjne var hårde og ubarmhjertelige da jeg endelig vendte mit blik til hende.
”Jeg inviterer ham altså med til fødselsdagen, Amy, så se at få løst jeres problem før det.”
Hun vendte sig om og gik. Tilbage sad jeg og stirrede ud i luften. En flue fløj larmende rundt, men jeg havde intet at slå den ihjel med lige ved hånden. – en tryllestav ville være for upræcis.

Snart var der kun en uge til Ginas fødselsdag og vi havde stadig ikke fundet en løsning på, hvordan vi skulle komme til Lysandalen. Oven i det hele (fem dage til Ginas fødselsdag) snakkede jeg stadig ikke med Millans.
Jeg havde forsøgt mig et par enkelte gange (to dage til Ginas fødselsdag), men hver gang uden held. Sidste gang havde det endt med, jeg smækkede en dør i hovedet på ham (én dag til Ginas fødselsdag). – Selvfølgelig ikke med vilje. Slet ikke efter de fornærmelser, han havde hvisket hen for sig selv. Jeg kunne godt nok ikke høre hvad han sagde, men efter hans ansigtsudtryk at dømme var det fornærmelser.

Lørdag den 26. november – dermed Ginas fødselsdag – kom alt for hurtigt. Vi nåede ikke at planlægge hvordan vi skulle komme til Lysandalen og det endte med, vi alligevel brugte Ginas sidste idé.

Turen til landsbyen var succesfuld. Turen til landsbyen var succesfuld. Millans var der heller ikke til at ødelægge mit humør, på trods af jeg havde håbet på at snakke med ham denne aften. Vi fandt os nogle pladser i kroen og blev da også godt optaget af en snak sammen. Emnet blev dog hurtigt drejet hen mod Quidditch, der ikke interesserede mig synderligt meget. Stedet var stort men ikke tomt. Der var stearinlys på bordene og væggene, gamle skilte på væggene og oldtidsglas stod på hylder rundt om i rummet som trofæer.
Billeder på væggene virkede også som en slags trofæer. Der var flere billeder af grupper, der sad rundt om bordene i krostuen men et enkelt billede syntes at være meget anderledes end de andre.
Da jeg gik hen for at kigge nærmere på det, så jeg, det var fra en begravelse på en lys sommerdag.
To kister stod lidt fra hinanden og store grupper af personer stod om hver kiste. Også nogle børn.
Jeg havde ikke specielt meget lyst til at kigge mere, men da jeg vendte mig om for at gå, stod en dreng foran mig. Hans gyldne hår fik hans grønne øjne til at stå lidt frem.
”Hej,” sagde han bare, mens han smilede nervøst til mig.
”Hej,” svarede jeg ham igen.
”Kender du dem?” spurgte han og kiggede hen imod billedet.
”Det tror jeg ikke, men jeg synes alligevel det virker bekendt. Kendte du nogen af dem?”
Han kiggede lidt nærmere på billedet, fik nogle af personerne til at rykke lidt på sig. Efter lidt tid sådan udbrød han et ”åh,”.
”Er det i-ikke dig?” spurgte han mig.
I en form for chok tilstand kiggede jeg nærmere på pigen, der stod og kiggede fortabt mod den ene af kisterne.
Hun havde det samme mørke, krøllede hår som mig og samme kropsbygning som jeg havde, da jeg var mindre.
”Det kan det ikke være, jeg har aldrig…”
Men jeg kom i tanke om den eneste begravelse, jeg havde været til. Det var da jeg var 13 år, to år efter jeg startede på skolen.
”Hvad hedder du?” spurgte jeg ham.
”Malvin Argusten,” svarede han tilbage.
”Vil du med ned til bordet igen, Amy?”
Jeg kiggede overrasket på ham, da han sagde mig navn, men jeg lod ham føre mig ned til bordet.
Timer senere sad vi stadig og snakkede og grinede sammen. Han havde lært Gina at kende igennem en af deres fælles timer. De havde åbenbart snakket en del sammen, men han havde ikke haft mod til at tale med andre end hende. Flere gange stammede han sine sætninger frem, men han var alligevel let at tale med.
”Jeg kendte ingen da jeg kom hertil,” fortalte han mig. ”Mine forældre ville ikke have noget med mig at gøre.”
Jeg fortalte ham om min egen mor, der ikke brugte magi, og jeg fortalte ham om Rasmus og Hugo, der forsvandt.
”Jeg så dig faktisk den dag vi skulle med skibet første gang,” indrømmede han genert efter lidt tid.
”Du så helt trist ud over at skulle afsted.”
”Det var jeg også,” sagde jeg til ham, før jeg blev afbrudt af et skrig henne fra døren af.
”Lærerne kommer, LÆRERNE KOMMER!”
”Nogen har fortalt det til lærerne,” var der en, der råbte til en anden
Da slog det mig, hvor dumme vi havde været. En hel flok elever fra Durmstrang nede i byen for at feste var da umulige IKKE at opdage.
Vi spurtede ud af kroen og i hver sin retning. Malvin tog min hånd og jeg kiggede lettere forundret på ham mens vi løb mod bagdøren. Han var rød fra kinderne op til ørene og han smilede genert til mig før han trak mig med helt ud af bagdøren.
”Skal vi ikke tage ned til søen?” spurgte han mig, da vi var et godt stykke fra kroen. Jeg prøvede at få øjenkontakt til ham, men han blev ved med at kigge alle andre steder hen.
”Jeg ved ikke rigtig, det er jo ved at være sent og..” sagde jeg, men afbrød mig selv, da jeg så hvor trist han blev. ”Og skal vi så ikke mødes i morgen i stedet?” Han nikkede og jeg smilede.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Kapitel 8: Frejas Flugt (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 22.08.2010 klokken 20:19
8: Frejas Flugt

Da jeg nåede op til portrættet af Isabella Lysaness den aften, så jeg Millans sidde op af væggen. Hans hoved hvilede på hans skulder og jeg kunne høre, han trak vejret tungt.
”Millans?” sagde jeg. Ingen reaktion.
”Rasmus Millans,” prøvede jeg igen, denne gang højere. Han forsøgte at vende sig om, men endte med at falde ned så han lå på gulvet og slog øjnene op. Han kiggede på mig. Ind i mine øjne.
”Amilya,” sagde han træt, tæt på en hvisken. Jeg krydsede mine arme.
”Hvad laver du her, Millans?”
Han gabte før han rejste sig op. Så sig hurtig om og tog så fat i mig.
”Kom med,” sagde han.

Han førte mig ind og ud af korridorer, så op af en trappe, derefter ned af en anden trappe, endnu en korridor og til sidst endte vi uden for en dør.
”Jeg mangler forklaringer, Millans,” Sagde jeg og trak mig fri af det greb, han havde om min arm.
”Forklaringer har jeg prøvet at give dig længe, Amilya, men du har ikke lyttet.”
Jeg stirrede på ham, men han var travlt optaget af at lirke døren op.
”Hvad mener du? Hver gang, jeg har nærmet mig dig, har du søgt væk.”
”Jeg tror du husker forkert,” sagde han blot, helt roligt. Han vendte sig om, mens han åbnede døren.
”Det var for eksempel ikke mig, der smækkede døren i hovedet på dig, min kære,” sagde han med et skævt smil, mens hans gjorde et buk for at få mig ind af døren. Jeg blev stædigt stående med krydsede arme.
”Det er også rigtigt. Før du går ind, er der vidst et enkelte par ting, du skal vide. For det første er det ikke mig, der har bestemt vi skal herind,” sagde han og gjorde et gestus mod det mørke rum. ”Munin, min fars bror, venter på os udenfor. Det var faktisk hans skyld, jeg ikke var med til Ginas fest. Han bad mig vise dig indholdet af dette rum, før han snakkede med os.”
Jeg stirrede bare på ham i det, der føltes som evigheder.
”Jeg troede ikke du hverken havde eller ønskede kontakt med din fars familie?”
”Han opsøgte mig, ikke omvendt.” Han pillede lidt ved en af sine knapper i skjorten som om han kedede sig.
”Han bad mig sige til dig, du nok ville blive overrasket over hvad du ville se derinde, men han lovede mig, han nok skulle forklare os begge, hvad der foregår når vi mødes med ham.”
”Hvad er der derinde, Millans?” spurgte jeg med en skarphed i stemmen, jeg ikke havde tænkt mig.
Han rystede bare på hovedet før han lagde en arm over min skulder og forsøgte at få mig til at gå indenfor.
”SÅ FORKLAR MIG DOG HVAD DER SKER!” råbte jeg. Der var tavshed i lang tid før jeg endelig opdagede, jeg stod få centimeter fra hans hoved og hans mund.
Før jeg nåede at styre mig, gav jeg ham en syngende lussing, som jeg længe havde syntes, han fortjente. Men sekundet efter havde jeg dårlig samvittighed.
”Undskyld,” mumlede jeg. ”Jeg har bare været så frustreret over, du ikke har snakket til mig.” Jeg satte mig op ad væggen og efter lidt tid, hvor han sundede sig, fulgte Millans trop.
”Jeg ved det godt, Amy. Jeg ville bare helst snakke alene med dig.”
Han omfavnede sine ben ligesom jeg gjorde og sådan sad vi i lang tid.
”Undskyld det med døren,” sagde jeg. ”Men jeg synes altså du fortjente det efter det, du sagde.”
Han kiggede undrende på mig. ”Hvad sagde jeg da?”
”… Uelsket… Åndssvag væremåde… Evigt utaknemmelig…” mumlede jeg ned til mine fødder.
Overraskende nok, begyndte han at grine.
”Jamen det var da om mig selv! Jeg syntes ikke, jeg havde opført mig ordentligt overfor dig.”
Han vendte sig om mod mig og søgte mine øjne. Ikke før jeg havde givet ham dem, fortsatte han.
”Jeg elsker dig jo, Amilya. Det har jeg altid gjort og det kan jeg ikke lave om på.”
Jeg rødmede og så væk. Min samvittighed gravede igen et dybt hul – jeg havde smækket den dør i hovedet på ham uden han egentlig havde fortjent det.
Stilheden var fin nok, men jeg havde ikke lyst til flere kærlighedserklæringer lige nu og skiftede derfor emne. Det var mærkeligt nok bare at snakke med ham igen, jeg ville ikke gøre det akavet.
”Venter han længe?” spurgte jeg. Han nikkede bare med øjnene rettet mod gulvet.
”Ved du hvad der er derinde?” Han rystede på hovedet, men så op denne gang.
”Skal vi gå derind?” spurgte han mig og denne gang var det min tur til at nikke.

Jeg genkendte stedet med det samme jeg trådte ind i rummet. Spejlene stod det samme sted som sidste gang og døren ude i højre side var lukket.
”Jeg tør ikke,” bekendtgjorde jeg.
”Jeg vil ikke se det.”
Rasmus lagde en arm omkring mig, der både trøstede mig og sørgede for, jeg ikke flygtede ud af rummet.
”Det skal nok gå,” hviskede han trøstende. Jeg lukkede øjnene og lod ham føre mig frem. Svagt hørte jeg et gisp fra ham og mærkede han løsnede sit tag i mig. Jeg tog fat i ham, vi måtte ikke slippe hinanden.
”Rasmus, luk øjnene,” sagde jeg og trykkede mig ind til ham i et knus. Det var det varmeste og dejligste knus jeg havde fået siden de forsvandt og jeg lod mig rive med. Jeg hulkede ligefrem, men han var der, holdte om mig og trøstede mig. Han var ligeglad med hans trøje blev våd.
Jeg ved ikke om der gik ti minutter, en halv time eller tre timer før jeg igen holdte op, men på det tidspunkt stod han stadig og holdte om mig.
”Amy, det er slet ikke så slemt når man først har vænnet sig til det,” hviskede han til mig, da jeg var faldet helt til ro.
”Prøv at kigge op. Jeg er lige bag dig, du kan altid bare vende dig mod mig.”
Han drejede mig langsomt om så jeg stod med fronten mod spejlene og langsom åbnede jeg øjnene.
Det første, jeg så, var lys. Lys så blændende, jeg var nødt til at holde hænderne for mine øjne. Da jeg vænnede mig til lyset prøvede jeg at fjerne mine hænder ligeså langsomt. Sidste gang havde jeg været langt væk, denne gang stod jeg så tæt på, at jeg kunne nå spejlene, hvis jeg rakte en hånd ud.
Da spejlet kom helt til syne var det første jeg så, det samme som sidste gang, denne gang var det dog bare kun det ene spejl, der viste det. Det ene øjeblik var jeg i spejlet glad, det næste sur, bagefter målløs og så videre. Det var først da min udseende ændrede sig, jeg holdte ordentligt øje med hvad det viste.
Det var ikke længere en trist, sorthåret pige, der kiggede tilbage på mig. Faktisk var det så godt som den største modsætning af mig selv, jeg nu så i spejlet.
Jeg lyste op, som var jeg en glød fra et bål eller en stjerne en skyfri nat. Jeg tror det er den bedste måde at forklare det.
Mit hår var lyst, og jeg stod uden tøj på i spejlets øjne, men mine øjne og mine ansigtstræk var de samme. Det vil sige, mine øjne lyste mere op, så i stedet for farven fra et dybblå hav med uvejr var de nu som dybblå hav en solskinsdag. Spillende, glade og lette.
Rasmus tog om mig og inde i spejlet så jeg den nye udgave af mig selv, bare som en dreng, tage om mit spejlbillede.
”Vi ligner hinanden,” sagde jeg. ”Hvorfor?”
Rasmus rystede bare på hovedet og smilede over hele sit ansigt.
”Du er smuk,” sagde han.
Jeg nikkede. ”Det er du også.”
”Jeg vil gerne vide, hvad det her betyder,” sagde jeg til ham.
”Skal vi se at komme afsted?” Han kastede et sidste blik på spejlet, før han rettede sig ordentligt op og førte an mod døren.

Da vi kom udenfor og næsten var nede ved søen, så jeg en hætteklædt mand. Han sad og ventede på os.
Først da vi nåede helt ned til ham, tog han sin hætte af.
”Gik det godt i Spejlsalen?” spurgte han. Da vi begge to nikkede, rejste han sig op for at sætte sig på en træstamme overfor. Rasmus og jeg satte os dér, hvor han før havde siddet.
”Jeg kan huske da jeres forældre var på jeres alder. De havde allerede fundet hinanden og jeres far sneg sig ud om aftenen for at være sammen med Freja.”
Jeg var træt. Meget endda, men jeg bed alligevel mærke til, han sagde ”jeres” og ikke kun henvendte sig til en af os. Men før jeg nåede at gøre opmærksom på det overfor ham, fortsatte han sin snak.
”I er nødt til at holde sammen. Jeres kærlighed til hinanden vil gøre, I ikke kan flygte fra hinanden. Jeg kan huske dengang jeres forældre prøvede.. Det kan I vel også selv. I vil altid finde hinanden igen. Sådan er kærlighed,” sagde han, hvorefter han mumlede, henvendt til sig selv: ”Sådan er tvillinger,” efterfulgt af et dybt suk.
Rasmus så uforstående på mig og jeg på ham.
”Munin, hvad mener du?” spurgte Rasmus.
Munin rejste sig langsomt og begyndte stille og roligt at gå frem og tilbage foran os.
”Jeg har aldrig været godt til det med at tænke klart,” sagde han. ”Minder har til gengæld altid været min stærke side. Det var nok det punkt, hvor Hugin og jeg mindede mindst om hinanden.” Han sukkede igen dybt.
”Jeg vil prøve at forklare det, jeg kender til. Men det er ikke alt jeg ved.
I har vel snakket med hinanden om jeres forældres pludselige død?” spurgte han og så afventende på os. Da ingen af os svarede tog han igen ordet.
”Nå, det har I ikke. Det ville ellers have gjort det hele lettere. Jeres forældre døde samme dag og hvis jeg ikke tager helt fejl, var det også inden for det samme minut. Jeg ved du, Amilya, var til Frejas begravelse, mens du, Rasmus, var til Hugins begravelse. Min familie har altid været meget negativt optaget af Freja og jeg tror også det i sin tid var det, der gjorde Freja flygtede med dig, Amilya. Hun var bange for der skulle ske dig noget. Rasmus blev hos sin far af hans ønske, det er grunden til I intet kendte til hinanden, på trods af I er tvillinger.”
Han holdte en pause hvor han igen satte sig ned over for os.
”Freja og Hugin kunne imidlertid ikke holde sig fra hinanden og uanset hvordan de prøvede at undgå hinanden for både hinandens og jeres skyld, kunne de ikke. Det endte med Hugin besluttede at opsøge jeres mor igen, under et andet navn, for at vores forældre ikke skulle opdage det. Det var også grunden til, datoerne for jeres fødselsdage blev lavet lidt om. Havde I fødselsdag samme dag ville det virke påfaldende.
Vores forældre fandt imidlertid ikke ud af, de havde jer to sammen før I var 11 år. De vidste godt Rasmus var Hugins dreng, men da de kun få gange havde mødt Freja, troede de ikke, hun var moderen.
Da de fandt ud af det, var Hugin nødt til at gøre noget. Skolen her ligger et sted, der ikke er placerbart for andre end nogle udvalgte, og han vidste derfor, du ville være i sikkerhed her, Amilya.
Han var meget mere i tvivl om hvad han skulle gøre for at beskytte dig, Rasmus. Jeg tror det er passende at sige her, at nogle gange er det sikrest at være for næsen af ens fjender, for så ved man, hvor man har dem. Hugin blev kort tid hos vores forældre så han kunne beskytte dig fra dem, og da troldmandsskolerne åbnede, havde han fået sig et job der hvor du skulle gå, så han kunne holde øje med, der ikke skete dig noget.”
Han sukkede og indåndende luften, før han fortsatte.
”Da Freja og Hugin blev dræbt var det for at slukke den kærlighed, der var bundet mellem dem. Hvad morderne imidlertid ikke vidste var, at det kun ville gøre båndet mellem jer to stærkere. Ganske rigtigt stak Rasmus af for at finde dig, Amilya, muligvis med lidt hjælp fra mig. I ville begge være sikre på skolen, tænkte jeg, og det var I også. Indtil nu.
Mine forældre har fundet ud af båndet mellem jer, og i deres søgen efter at dræbe alt, hvad andre end de selv mener er kærlighed, er de nu på vej herop. De har fundet ud af Freja og Hugin lever videre i jer, og derfor jager de jer.”
Han vendte sig mod mig.
”Amilya du er ikke længere kun Amilya. Du har også været Freja siden hendes død. Og Rasmus,” sagde han og rettede sig mod min bror. ”Du er ikke længere kun Rasmus. Du er også Hugin.”
”I er nødt til at finde frem til jer selv før jeres familie gør det. I må se at komme væk herfra.”

Den nat, blev jeg klar over, min identitet ikke længere var min identitet. Jeg havde intet, var intet og måtte starte fra bunden. Alt hvad jeg havde troet var sandhed viste sig at være en godt opbygget løgn.
Den nat havde ikke et entydigt svar på hvem jeg var, og jeg vidste jagten på min identitet kun lige var begyndt, stærkt forfulgt af min egen families ønske om at kende til mig. Eller nærmere sagt, deres ønske om at kende til den identitet, jeg end ikke selv kendte til.
Jeg nåede aldrig at mødes med Malvin, den stakkels dreng.
Jeg flygtede.

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Epilog: Besøget (Freja)
Kapitlet blev tilføjet den: 22.08.2010 klokken 20:19
Epilog: Besøget

”The? Kaffe?”
”Kaffe, tak.”
”Skal du have noget til? Mælk, sukker?”
”Ellers tak, bare sort.”

Hun hældte vand i en kedel og satte den over komfuret. Efter at have tjekket, det stod som det skulle, satte hun sig hen til bordet, hvor han allerede sad. Han betragtede hende – de røde krøller var blevet længere og lå som en manke omkring hendes ansigt. Hendes øjne var blevet en mere blå farve.. frem for den mosgrønne, som de havde haft, da de gik på skolen.
”Har du det godt, Gina?”
Hun nikkede. ”Jeg er netop kommet hjem efter et studie i England. Tryllestavskundskab. Og jeg har fået job hos den lokale tryllestavshandler, så det hele er ved at falde på plads.”
Han smilede til hende. ”Jeg hører også, at du og Alexander Fro stadig er sammen?”
”Det er rigtigt. Men som du nok kan se, er vi ikke flyttet sammen endnu.” Hun gjorde en håndsbevægelse mod rummet de sad i. Lyserøde malerier og røde puder stod blandt gryder og pander, ildsted og et langt bord med et knivstativ.
”Han studerer dragers adfærd i Rumænien for tiden, så vi ser desværre ikke meget til hinanden.”
Kedlen begyndte at give en pibende lyd fra sig og Gina rejste sig.
”Det er lang tid siden jeg sidst har hørt noget fra dig, Rasmus. Hvordan går det med dig og Amy?”
Rasmus gav ingen lyd fra sig, og Gina fortsatte efter at have hældt vand op i to krus.
”I stak af, gjorde I ikke? Rygterne siger I skiftede til en anden skole, men jeg har hørt fra en nær ven, nogen var efter jer.”
”Din ven har fat i den rigtige information,” sagde Rasmus blot, da han tog imod sit krus.
”Vi flygtede fra min familie til at starte med. Efter Voldemort kom til magten i England har vores flugt også været fra hans håndlangere. Jeg ved ikke hvad min familie har sagt til dem, men det har i hvert fald fået dem overbevist om, vi er farlige for dem.”
Han tog en tår af kaffen inden han fortsatte.
”Gina. Vi har brug for din hjælp.”

Denne historie har fået 2 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137