Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: Romius - How to break a man
Historiens Forfatter: Mirana
Historien er vist: 106 gange
Historien er rated: 18+ - For 18 år eller ældre
Frarådes alle under 18 år. Kan indeholde detaljerede voldsscener, vulgært sprog og detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 20.06.2010
Historien indeholder: 4 kapitler
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 08.09.2010 klokken 12:37

1. Kapitel: First part: Intro!
2. Kapitel: Second part: Handlen!
3. Kapitel: Third part: Det nye \'Hjem\' og første gang!
4. Kapitel: Fourth part: At finde sig til rette (optakt)
Kapitlets Titel: First part: Intro!
Kapitlet blev tilføjet den: 20.06.2010 klokken 21:19
// Denne Fanfic har overhovedet ikke noget med vores cutede ( Or not? ) HP verden. Denne her er så langt fra. En parallel til virkeligheden. Når du er færdig med at læse historien vil du tigge om mere fordi der aldrig er blevet skrevet noget lignende.
Jeg lover vel ikke for meget? :P
Romius er på en måde vores hovedperson og så alligevel ikke. Mirana hans fremtidige PET har også en stor del i historien sammen med 500 andre personer og kreature i denne historie.

Sex, vold, narko, og biseksuallitet, samt utroskab og meget meget andet er med. Romius er ikke just nem at finde ud af, men hvem er egentlig det?
Lad dig ikke narre vis nogen smiler.. Alle har en bagtanke med det de laver!

KOMMENTER MIN HISTORIE PLZZZZZZZZZZZZZZ???? ( Kær og meget meget sød smiley ^^ )

- En lille 'intro' til historien for ligesom at give et godt indblik i hvad fanden det her kommer til at gå ud på! //



Som enhver anden skole i byen havde Quimarksskolen pligt til at holde auktion mindst en gang om året. Man hørte meget om disse skoler.. Ingen normale børn gik der.. Eller… jo på en måde, men der var noget helt specielt ved disse børn. De var halvt menneske halvt dyr. På specielt denne skole skulle man være heldig vis man fandt et normalt barn mellem de ’vanskabte børn’, for der var ikke mange der turde lade deres børn gå der. Specielt ikke op til auktionerne for det var ikke almindelige varer man solgte… det var eleverne. De tre øverste klasser var dem man kaldte for ’de modne’ så de blev solgt til højestbydende som det var deres pligt at blive..

Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Second part: Handlen!
Kapitlet blev tilføjet den: 20.06.2010 klokken 21:23


Skolen startede som sædvanlig klokken 7, som alle de andre morgener. Mirana gik tænkende ned langs gangene. Det var en stor dag i dag. Hendes forhåbentlig sidste dag på den forbandede skole. At få en Herre ville blive så fantastisk.. ikke flere lærere der forklarede hende alt mulig underligt.. nej så hellere skulle ud og lave noget og tjene.. Hun logrede svagt med sin hundehale og viftede let med sine hundeøre og gik ind i den klasse hvor de holdte auktioner. Hun tog en dyb indånding og så smilende ud over de mange mænd der stod og skrev ned på papirer og blokke og ringede rundt. Hun følte en klump i halsen mens spændingen steg. Hendes navn blev råbt op og de kiggede interesserede på hende. Hun fortrød langsomt hun havde glædet sig da hun så deres sultne blikke der hvilede på hende. Hun stillede sig op til tavlen og straks begyndte folk at byde på hende.
Pludselig synes en underlig kulde at sprede sig i rummet. Mirana så sig lidt forvirret omkring efter det vindue der viste sig at være lukket.. Og det samme var døren. Det var sikkert bare noget hun bildte sig ind. Hun smilede stille og forsøgte at tage det roligt mens handlen fortsatte om hende. Hun så smilende ud på dem og forsøgte at se så uskyldig ud som hun kunne, men pludselig blev hendes øjne låst af et par krystalblå øjne der ikke blinkede. Hun stirrede nysgerrigt tilbage og følte sig helt naglet til gulvet. Hun tog sig lidt sammen og tog manden i øjesyn. Hun gispede svagt. Det var helt klart en vampyr.. og.. havde hun ikke set ham før? Hun gispede endnu mere forfærdet da hun genkendte ham.. * R-Romius?* hviskede hun rædselsslagent i sit hoved og gik et skridt tilbage i skræk. * Mmm… Der har vi endelig noget spændende* tænkte Romius med et lumsk smil og gav hende langsomt elevator blikket, mens hun stadig stod helt naglet til stedet. Hun kunne ikke røre sig ud af flækken før han godkendte det.. ” JEG BYDER 10.000.000 KRONER!" råbte han så pludseligt ud i lokalet. Mirana for sammen i forskrækkelse og håbede inderligt der var nogen der bød højere! Pludselig rejste en anden mand sig op. Hans hår var helt sølvfarvet og glimtede let i solen. Han så ondt hen på Romius og derefter hen på Mirana. ” Jeg byder 20.000.000 kroner!” hvislede han og så triumferende hen på Romius der knurrede ondt af ham. ” Jeg byder 40.000.000 kroner!” Manden med sølvhåret så koldt og ondt på ham, før han stampede hårdt i gulvet og gik ud af døren med et brag fra den smækkende dør. Læren tog det helt roligt og slog på en klokke ” Solgt til den fine mørkhårede Herre derhenne” sagde hun smilende. Romius smilede triumferende og koldt og gik op mod tavlen med hurtige og faste skridt. Mirana så nervøst ned i gulvet og fik fremmumlet. ” J-jeg hedder Mirana, men folk kalder mig Mira..” Romius så tomt på hende. ” Jeg er Romius.. kom!” hans stemme var kold og mørk og fik det til at isne ned af ryggen på hende og hun gøs da hans kolde hånd tog hendes og rev hende med ud af klasseværelset før hun kunne nå at sige farvel.



Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Third part: Det nye \'Hjem\' og første gang!
Kapitlet blev tilføjet den: 20.06.2010 klokken 21:24
Romius klemte hårdt om hende for at være helt sikker på, at hun ikke stak af fra ham idet han satte kursen op af en af de skumleste sideveje i byen. Mirana var bange. Meget, meget, meget rædselsslagen og skræmt fra vid og sans nu, men kunne ikke flygte. Romius’ kolde faste hånd slap hende ikke uanset hvor meget hun kæmpede i mod og hun turde ikke skrige for… hun havde hørt hvad han plejede at gøre mod sine ofre.. eller for den sags skyld fjender. Tanken var nok til at gøre hende stum og gjorde, at hun villigt fulgte med ham. Hvad andet kunne hun gøre?. Romius trak hende langt ind i mørket. Hun kunne intet se, intet mærke udover den intense kulde omkring hendes håndled. Med en svag hvisken gik et sug igennem hende og hun lukkede hurtigt øjnene, angst for at se verden.. eller Romius i øjnene.
Romius grinede tomt og koldt af hendes sammenknebne øjne og trak hende hen af en sti op mod et stort sort slot. Mirana opdagede først ikke at gruset knasede under hendes fødder da hendes frygt havde gjort hende blind for hendes sanser. Hvordan kunne de gå fra brosten til grus? Hun åbnede sine øjne og så nu først det prægtige, uhyggelige slot der tårnede sig op over barken som en ørn udover en stejl klippe. Hun holdte stædigt et gisp tilbage og fulgte hurtigt med ham igennem den enorme jerngittermur og det sidste stykke op til porten. Romius slap hende hurtigt og lod hende stå et stykke væk fra den enorme port. Mirana peb en smule da hun ikke kunne holde sit instinkt tilbage længere. ” Romius hvad er det du gør?” udbrød hun så med skælvende stemme. Romius stoppede midt i en bevægelse og så dybt forarget og ondt på hende. ” Låser døren op til min ejendom” svarede Romius selvfølgeligt og så langsomt over på døren igen som han hurtigt fik låst op. Dørene var tunge og knirkede klagende i det Romius let som ingenting lukkede porten op så hun kunne komme ind. ” På plads” sagde han bestemt og pegede ind mod indgangshallen i det han knipsede med fingrene. Mirana så skræmt på ham og turde ikke andet end at gå ind i den enorme og mørke indgangshal hvor det eneste lys kom fra lysestagerne, med nedbrændte lys i, der hang på væggene langs ydrekanten af hallen. Romius så tænkende op og ned af hende med et dystert smil inden han rev hende med sig op af en enorm trappe. Deres skridt gav genlyd mod de nøgne vægge og det iskolde gulv, som Mirana tydeligt kunne mærke gennem sine sko.

De kom hurtigt op af trapperne og Mirana opgav til sidst at tælle etagerne.. eller trinene for den sags skyld og fulgte bare efter Romius så godt som hendes ben kunne tillade hende. Pludselig stoppede han op ved en etage og slæbte hende bogstavelig talt hen af gangen. Endelig slap han hendes hånd der var blevet helt hvid der hvor han havde holdt med sine forfærdelig kolde hænder. Han stoppede op ved den sidste dør på gangen og låste den op med et grumt smil. En klikkende lyd hørtes inde fra værelset og han hev hende væk fra døråbningen i det en masse pigge fløj ud af døren og gennemborede væggen bag dem. Mirana så endnu mere skræmt på ham og ønskede hun kunne flygte fra Romius’ sindssyge. Romius smilede selvtilfreds og koldt i det han skubbede hende ind i et koldt og mørkt værelse. Gardinerne var trukket for de store gamle vinduer, tæpperne på gulvet var slidte og plettede og det samme var væggene. Mirana så sig tænkende omkring. Havde han en hund eller sådan noget? Kradsemærkerne på døren var ikke til at tage fejl af, men… hendes hunde instinkt sagde hende at der ikke havde været et dyr her i mange, mange år. Med yndefulde, men alligevel skræmmende skridt gik han over til en lænestol ved den slukkede kamin og så tænkende på hende, mens han trykkede sine fingre mod hinanden. Langsomt blev hans smil skummelt og grumt mens han langsomt og tydeligt gav hende elevator blikket. ” Nå Mira. Hvad skal vi lave?” spurgte han med sin mørke og kolde stemme der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun kunne først ikke få en eneste lyd over sine læber, men efter et par minutter vænnede hun sig til hans tomme blik. ” Det bestemmer du, det er jo dig, som er min Herre” svarede hun hæst og så hurtigt ned i frygt for at han skulle fastholde hendes blik mere end højst nødvendigt. Langsomt så hun op på ham igen og han nikkede svagt mod sengen der stod midt i rummet lidt væk fra hende. Mira smilede svagt og løb hen til sengen hvor hun omfavnede en stor blød pude. ” den er blød” mumlede hun med et glad smil og logrede svagt inden hun lukkede øjnene.
Romius grinede grumt og tog langsomt sin kappe af og smed den over lænestolens ryg inden han langsomt krøb op i sengen og lagde sig umulig tæt op af hende bagfra. ” det er du også ” hviskede han sultent og lumsk. Mirana rødmede og sagde stammende og en smule nervøst: ” T-tak” Romius smilede og lagde sin kolde hånd om på hendes mave og førte den langsomt længere og længere ned.
Mirana rødmede totalt og bed sig hårdt i læben. * hvad har han i tankerne?* spurgte hun sig selv en smule skræmt. Romius lo svagt og rykkede sig så tæt på hende som man nu kunne komme på noget og slikkede hende op af halsen med en svag knurren. Mirana stivnede af den intense kulde inden panikken steg op i hende og fik hende til at vride sig for at komme fri af hans jerngreb. Romius fnøs svagt og holdte hende hårdt fast. Hun kunne ikke flygte og heller ikke bevæge sig den mindste smule. * han er for stærk * hviskede en lille stemme i Miranas hoved hvilket fik hende til at give op og opgive kampen. ” Herre… hvad er det du vil lave nu?”
Han åndede hende koldt i nakken og lod langsomt sin hånd komme ned i hendes trusser. Mere opdagede hun ikke før en forfærdelig smerte gennemborede hende nedefra og ikke stoppede før mørket tog hende.



Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Fourth part: At finde sig til rette (optakt)
Kapitlet blev tilføjet den: 08.09.2010 klokken 12:37
// En lille bitte smule mere til historien. Er begyndt på gymnasiet og det er svært at finde tid til at skrive :'/ //



Langsomt rejste Romius sig fra hende. Hendes forunderlige varme forundrede ham meget og mens han så på hende slikkede han fraværende blodet fra sine fingre af. Hendes blod havde en vidunderlig duft; sød, men alligevel krydret. Han skulle nok opnå store ting med hende. Han slæbte blikket væk fra hende og gik over til sit barskab og tog uden tøven et glas og hældte noget koldt whisky i. Han tog en ordentlig tår og lavede så et svagt ansigt. Det smagte forfærdeligt, men han drak det alligevel for at få den ’rus’ som mennesker var så vild med. I hans tilfælde gjorde det ham bare mere klar i hovedet, mere vågen vis man kunne tillade sig at sige det.
Mira sov så trygt. Så tungt. Han sukkede svagt og satte glasset ned. Lyden fik hende til langsomt at krølle sig sammen, og vågne med et sæt. Hendes smerter fra før var allerede forsvundet. Han smilede grumt til hende.
" Kom.. jeg viser dig, dit værelse" sagde han tomt inden han langsomt, men elegant tog sin kappe fra lænestolens ryg og knappede den fast om sine skuldre. Mira så langsomt op på ham og logrede forsigtigt mens hun smilede en smule. Ordene røg langsomt ind på hendes lystavle og hun rejste sig hurtigt og stillede sig forsigtigt ved hans side. Han rystede på hovedet og så over på døren der låste op og åbnede sig før ham og Mira var gået ud af den. Han gik med faste skridt op af trapperne, mens hun halsede efter ham eftersom hun ikke kunne følge med. Han så på hende med et skævt sideblik der gjorde hende nervøs. Det var tydeligt at Romius nød synet af hendes Hvad-Skal-Der-Ske-Nu-Blik som lyste ud af hende. Pludselig stoppede han op og så alvorligt på hende. ” Uanset hvad så RØR DU IKKE VED ANDET END DET JEG GIVER DIG LOV TIL!” sagde han ekstremt bestemt. Det sidste blev råbt så højt at Mira ikke kunne andet end at nikke skræmt og holde sig selv i hånden for at modstå fristelsen.
Romius grinede inden i sig selv og begyndte igen at gå op af den enorme trappe. De nåede tårnet og de stoppede op et par etager før loftet. Mira så nysgerrigt på ham, slugte hver en bevægelse, men hun fik ikke den bevægelse med hvor han skulle have ledt i sine lommer efter en nøgle for nøglen havde han allerede i hånden og han låste uden tøven op.
Rummet derinde var lyst og elegant stilet. Enorme vinduer trak lyset ind i det hvidmalede værelse og gav luft. Det var ekstremt tydeligt at der var gjort rent for nylig og den svage duft af grannåle efter rengøringsmidlerne hang stadig i luften. Mira fulgte med ind i midten af rummet uden at røre noget og åndede så lettet op, men kunne ikke lade være med at spørge: ” Hvad ville du gøre vis jeg rør noget jeg ikke må?” Romius kløede sig i håret.
” Slå dig, spærre dig inde.. voldtage dig eller måske slå dig ihjel, ” svarede han tænkende og gik hen for at slå gardinerne for. Hun sank klumpen der var kommet op i hendes hals, efter hans ord, og sørgede for ikke at røre noget. Hun var bange og det var tydeligt at se på hende. Romius nød hendes rædsel, men lod som ingenting. Han stillede sig hen til hendes side og pegede mod en lyserød dør. ” badeværelset” sagde han langsomt som om han snakkede til en der ikke snakkede dansk. Hun nikkede stille. ” er der bad?” spurgte hun tøvende. ” Deraf navnet BADE-værelse?” svarede han og så på hende som om hun var komplet idiot. Hun grinede svagt og sagde: ” undskyld hvor er jeg dum.. jeg tager mig et bad.” Hun gik langsomt ud på badeværelset og nød den korte flugt fra Romius' kulde. Hun lagde ikke mærke til, at Romius fulgte efter hende, og satte sig på låget af toilettet. Langsomt klædte Mirana sig af og kom kun ved et tilfælde til at se i mod Romius. Hun gispede forskrækket og hev et håndklæde hen foran sig og forsøgte at gemme sig bag det, men han havde allerede set hendes nøgne proportioner. Hun rødmede kraftigt og så ned på Romius' fødder. ” Hvor længe har du siddet der?” spurgte hun langsomt og flovt. Romius smilede sit uhyggelige kolde smil og trak uskyldigt på skuldrene. ” Lige siden du gik herud” sagde han som om det var det mest normale han foretog sig. Mirana kunne ikke rigtig se nogen vej udenom og gik langsomt baglæns ind i brusekabinen og tændte for det kolde og det varme vand så det fik den rigtige temperatur. Romius satte sig til rette og så på hende mens hun sæbede sig ind, fik shampoo i håret og skyllede det hele af igen. Hendes hale og hundeører stod i god kontrast til hende når hun var nøgen og han nød i det hele taget bare synet. Mirana vidste at hun vist hellere måtte begynde at vende sig til at blive kigget på og tog derfor et håndklæde og tørrede sig langtrukkent. Romius så bare på hende. Betragtende, men også meget meget sultent.
” Føl dig endelig 'hjemme',” sagde han med et skummelt smil før han forsvandt i den blå luft. Mira sukkede en smule lettet over, at han var gået og, at hun nu kunne få lidt tid for sig selv til at vænne sig til stedet. Vis det her var hendes så måtte hun vel også pille i tingene?
Tanken fik hendes fingre til at klø en anelse efter at røre ved alt hvad, der kunne røres ved. Alle låger, skabe, skuffer, kommoder, og meget meget andet blev gennemsøgt og kigget nysgerrigt på, mens hun kun løb rundt i sit håndklæde. Gardinerne var dog blevet trukket for, for en smule privat liv var altid rart når man var blevet gloet på mens man har været i bad.
Hun gik langsomt ud på badeværelset igen og fandt en hårtørrer som hurtigt og nemt føntørrede hendes hår. Den blev pænt gemt af vejen igen og hun gik ind på selve værelset igen.
Der stod pludselig en tjenestepige henne ved døren med bukket hoved. ” God eftermiddag Frøken. Mit navn er Marija og jeg er Deres stuepige,” sagde hun en smule nervøst og rystede også svagt på hænderne. Det var tydeligt at Romius havde gjort noget ved hende mens hun havde været ansat. Og han havde tydeligvis gjort det igen, lige før hun var blevet sendt op på Miranas værelse.
Mirana så stille på hende, inden et smil langsomt gled over hendes læber og hun havde nær tabt håndklædet i ren fryd over at se en person der ikke så ond ud. ” Jeg hedder Mirana. Men kald mig Mira. Det er altså virkelig rart at møde dig,” sagde Mira glad og lettet.
Marija så stille på hende. Hun forstod tydeligvis ikke hvorfor Mira var så sød mod hende og svarede ved at neje igen. ” Tak for Deres venlighed Frøken” hviskede hun stille og gik så langsomt hen til det enorme klædeskab der stod ved den ene væg.
” Herren siger, at jeg skal hjælpe Dem med at blive klædt på til middagen.”
Mirana så tænkende på hende og kunne ikke rigtig fatte at der virkelig stod en pige foran hende som kun var der for at kunne hjælpe hende. Og hun havde det faktisk ikke særlig godt med det eftersom det egentlig var hendes opgave. Det hun var blevet lært op i. Nemlig at tjene sin Herre. Bare på en helt anden måde. Hun forsøgte at smile og nikkede kort. ” Okay,” mumlede hun lavt og gik hen til Marija ved skabet. En kort og høflig pause efter åbnede Marija skabet med rystende hænder og begyndte tavst at tage et utal af kjoler ud af det, og hænge det på en jernstang ved siden af skabet så alle kjolerne var synlige for Mirana. Mirana smilede stille for sig selv. ” Hvor er de smukke.. men hvad skal jeg have på?” spurgte hun langsomt. Marija tog forsigtigt Mirana i øjesyn og rørte stille ved en kjole. ” Uhm.. siden De nu er så slank som De er.. ” hun rev et par kjoler ned fra stangen og hængte dem ind på plads igen. ” Og De har brunt hår ”. Hun fjernede yderligere flere kjoler. ” Så er der kun 15 tilbage,” sagde hun langsomt og så forsigtigt på Mirana. Mirana smilede lidt mere. Marija virkede ikke så nervøs som før. Selvom hun dog stadig rystede som et nervevrag. Mira bed sig stille i læben. ” Hvad for en tror du Romius bedst ville kunne lide?” spurgte hun langsomt. Marija tøvede længe og tænkte tydeligvis på højtryk mens hun så fra kjole til kjole. ” Det er svært at sige.. men.. den her?” foreslog hun tøvende og tog en lang, smuk, sort kjole frem. Mirana smilede blidt til hende og tog den langsomt. ” Prøv den,” opfordrede Marija forsigtigt og forsøgte at smile. Mirana følte sig allerede tryg ved hende og smed derfor bare håndklædet og tog kjolen på. Marija så stift ned på sine hænder mens Mirana trak i den. Mira havde problemer med at nå lynlåsen, men Marija havde set det komme og lynede den uden et ord. ” Sådan Frøken” sagde hun stille. Mirana smilede glad og sukkede mildt. ” Orh tusind tak.”

Et ur ringede i det fjerne og bekendtgjorde at klokken var seks. Marija gispede forskrækket og virkede for første gang mere alvorlig end bange. ” Skynd Dem ned til spisesalen Frøken! Herren bliver meget vred vis De kommer for sent,” sagde hun strengt, men hun var dog stadigvæk et nervevrag. Alvorligheden var der stadig, men hun var helt klart ved at bryde sammen.

Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137