|
|
Før Deathly Hallows |
Efter Deathly Hallows |
Kapitler |
Mest læste |
Bedst vurderede
|
|
|
|
Historiens Titel: Sorrow
Historiens Forfatter: Missayla
Historien er vist: 80 gange
Historien er rated: FA - For Alle
Kan læses af alle. Indeholder ingen seksuelle temaer, intet stof- eller alkoholmisbrug, ingen vold og intet vulgært sprog.
Historien blev oprettet den: 24.06.2010
Historien indeholder: 1 kapitel
Kommentarer: 1
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 24.06.2010 klokken 23:43
1. Kapitel: Sorrow
|
Kapitlets Titel: Sorrow
Kapitlet blev tilføjet den: 24.06.2010 klokken 23:43 |
Jeg sad og lyttede til den smukke sang 'Sorrow' fra Gladiators soundtrack, da jeg fik ideen til denne her. Okay, den er måske pænt mærkelig, men jeg har altid haft et eller andet med at give dyrene deres helt egne historier.
Håber nogen kan lide den anyway. XD
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sorrow
Der havde lagt sig et tæppe af bittesmå regndråber på vinduerne. Et par lysende orange øjne rettede sin opmærksomhed mod dråberne. Skjult i skyggerne sad han fuldstændig stille og iagttog, hvordan nogle af dem løb sammen og dannede større dråber, som så igen smeltede sammen med andre. Til sidst blev en af regndråberne så stor at den ikke længere kunne holde sig på glasset, og siksakkede ned ad ruden, mens den accelererede, hver gang den samlede vand op i sit spor. Det var en naturkatastrofe i de mange dråbers verden.
Rummet var mørkt og koldt og lysene var for længst brændt ud, og møblerne lå der nu et fint lag støv. Der var forfærdelig tomt, kun lyden af loftbjælkernes lavmælte knirken brød den tavshed, der havde lagt sig som et dystert tæppe hen over Grumsted Plads nummer tolv.
Det var over en uge siden at det skete.
Da han forlod huset…
Og ikke kom hjem igen.
Ingen af ordensmedlemmerne havde besøgt stedet, selv Kræ havde forladt det, hans larmende fodtrin og lavmælte mumlen var forsvundet helt fra grunden. Al ting føltes helt forkert. Det ældgamle hus havde altid været stille og varslende, men aldrig så stille…
Men det der føltes mest forkert var at han ikke var der. Sirius havde skyndt sig ud af huset for en uge siden, panikken var tydelig at læse i hans øjne, mens han mumlede for sig selv om hvordan han mon skulle redde Harry. Hoveddøren smækkede bag ham og Fru Blacks skrig havde genlydt i huset i flere timer før hun endelig faldt til ro.
Det var der stilheden begyndte.
Det var der han aldrig vendte tilbage.
Og det var der Stormvind var blevet ladt tilbage, helt alene og glemt af alle.
Sirius vil aldrig komme tilbage, indså hippogriffen trist og begravede sit fjerklædte hoved i Sirius’ dyne. Han må være blevet frifundet. Han vil gå et andet sted hen, et sted, der ikke fremkalder forfærdelige minder som det her. Han hadede dette her sted – han talte så ofte om det, men jeg tror ikke han vidste at jeg også lyttede med på hans historier. Han hadede sine forældre, sin bror, i det hele taget alle i hans familie. Han må være glad for endelig at være sluppet væk fra det sted, der mindede ham om dem.
Stormvind strakte sine skællede forben og begyndte at vandre nervøst og rastløst rundt i rummet, lyden af hans hovskridt ekkoede langs de fugtige vægge. Han trådte forsigtigt hen over nogle tomme chokoladeæsker og nogle af Zonkos produkter. Sirius rodede meget på værelset, men Stormvind havde været ligeglad. Affaldet rundt omkring tiltrak mus og andre skadedyr, de piblede hen over gulvet og Stormvind holdt ofte Sirius vågen om natten fordi han sprang på de små tyve og knuste dem i hans stærke næb.
Nogle gange deltog Sirius selv i jagten på de små skadedyr. Engang havde Sirius dræbt tre fritter og arrangeret dem på en stor tallerken sammen med en masse døde mus og rotter, en sidste hånd på mesterværket var en flagermus, der blev lagt med største forsigtighed op på toppen. Stormvind havde aldrig før fået serveret eller spist sådan et festmåltid.
Ingen af os kunne lide dette sted, tænkte Stormvind humørsygt, han ønskede at flygte fra minderne. Jeg ønskede at flyve rundt udenfor og endnu engang lade nordvinden løfte mine vinger og bære mig hen over de mægtige skove og søer. Men det lykkedes stadigvæk for os at have det sjovt. Jeg troede aldrig jeg ville knytte mig sådan til nogen. Men Sirius har det åbenbart ikke på samme måde - han forlod Grumsted Plads for at komme ud i det åbne, som en fri mand. Han vil blive ældre, få en kone og børn, og så leve et langt og lykkeligt liv. Han vil glemme alt om mig, og en anden vil få pladsen i hans hjerte.
Men måske vil han en dag komme og besøge mig, når han er gammel og hans familie er væk. Hans lange sorte hår vil være plettet af gråt og det meste helt væk. Hans dybe mørke øjne vil blive matte og hans hud poset. Hans gøen vil kun være en svag raspen. Men måske vil han besøge mig alligevel, bare en sidste gang før han…
Måske vil han lave en sidste frittemiddag til mig…
Eller måske ikke. Måske vil han glemme mig fuldstændigt og vi vil begge leve alene resten af vores liv. Måske glemmer jeg også ham.
Hippogriffen var så overvældet af sorg at han kollapsede på gulvet, støvet hvirvlede omkring ham og satte sig på spidserne af hans lange elegante grå fjer. Han bøjede nakken så det stålgrå næb hvilede forsigtigt mod hans fjerklædte bringe. Hans hjerte hamrede smertefuldt og der var en brændende fornemmelse i hans øjne.
En tåre – en enkel krystalklar tåre – gled fra hans øjne og siksakkede gennem hans små fjer i hovedet og faldt ned på gulvet med et plop. Stormvind ville altid huske den tåre, den var født af ensomhed og forsømmelse, men det var også en magisk tåre. Det var begyndelsen på et nyt liv.
Det sekund hans tåre ramte det støvede gulv åbnede hoveddøren nedenunder med en højlydt knirken og tunge stampende fodtrin rystede gulvet og fik husets vægge til at vibrere sagte.
Stormvind løftede sit kønne hoved og kom hurtigt på benene. Hans kløer gravede sig ned i det bløde trægulv af spænding. Endelig var der kommet nogen! Og der var kun en person hvis fodtrin var SÅ tunge…
Døren åbnede sig og Hagrid snublede ind i rummet. Et smil bredte sig på hans ansigt og han skyndte sig over til Stormvind, glædeståre sprang frem i hans klare sorte øjne mens han lagde armene om Stormvinds lange hals. ”Jeg har virk’li savnet dig, Stormy!” græd Hagrid stille og begravede ansigtet i hippogriffens fjer. ”Li’ siden du forlod mig for to år siden.”
Hagrid løftede sit hoved fra Stormvinds hals og studerede ham nøje. Han rynkede bekymret panden. ”Hvorfor græder du, Stormy?” Stormvind sænkede trist hovedet og Hagrid forstod. ”Du savner ham, gør du ik’? Jeg savner ham også. En stor mand, ham Sirius. Han blev frikendt, ved du.”
Jeg ved det, tænkte Stormvind bittert.
”Han er kommet videre; han kommer aldrig tilbage.”
Og, med et pludseligt stød af forfærdelse, indså Stormvind at Sirius ikke bare havde forladt Grumsted Plads – han var død. Flere tåre løb ned ad hans fjerklædte ansigt mens han gentog ordene i sit sind om og om igen: Sirius er død, Sirius er død, Sirius er død. Sirius ville aldrig mere kunne se ham fange mus igen. Aldrig mere fortælle hippogriffen historier fra sin tid på Hogwarts, aldrig mere underholde ham med hans animagus narrestreger og tricks. Sirius var forsvundet ud af hippogriffens liv og havde efterladt et stort hul i hans hjerte.
”Der li’ no’et jeg ska’ ordne før vi tager af sted.” Hagrid forsvandt ud af rummet, rystede endnu en gang gulvet under sig.
Hagrid var væk i lang tid og Stormvind var begyndt at undre om halvkæmpen nu også havde glemt ham. Men så hørte han endnu engang halvkæmpens tunge skridt op ad trappen. Hogwarts nøglebærer trådte ind i rummet med noget i hænderne.
Det var et fad – et fad fyldt med tre døde fritter, mus og rotter, og ovenpå lå der en flagermus med spredte vinger og blege sorte øjne. Hagrid satte fadet ned foran hippogriffen og Stormvinds hjerte smeltede næsten af glæde og tristhed på samme tid.
Stormvind overfaldt fadet med en hungrende voldsomhed. Fritterne blev revet over i to og slugt. Hans kraftige næb rev kødet i småstykker og knoglerne knækkede under det. Musene forsvandt lige efter ned i det enorme gab. Flagermusen tog han sig længst tid med. Nød dens fugtige aroma og bløde krop.
Hagrid så glad til mens hippogriffen fortærede maden. Han klukkede henrykt da Stormvind, stadig med en rottehale hængende fra næbbet, kastede sig ind i halvkæmpens ventende arme. ”Ja, du er en go’ dreng, Stormy,” sagde Hagrid blidt. ”Og nu ska’ du med mig til Hogwarts.”
Stormvinds hjerte svævede ved disse ord. Det var to år siden han sidst havde været på Hogwarts og nu skulle han endelig tilbage! Han skulle aldrig mere tilbringe så meget som en dag i dette lillebitte rum. Han skulle være på Hogwarts, hvor der var masser af plads og hvor bjergene ingen ende havde.
”Åh, jeg er nød til at kalde sig Hvirvelvinge fra nu af,” tilføjede Hagrid. ”Jeg håber ikke du har meget imod det, men det var ikke meningen at du skulle undslippe din henrettelse.” Han blev tavs. Tanken om det smertede stadig.
Stormvind sang blidt, som for at sige at han intet havde imod det. Han var glad for at Hagrid var kommet for at tage ham med hjem. Stormvind ville altid savne Sirius, men mandes død havde på en måde været en frigørelse. Stormvind ville igen være fri til at svæve over bjergenes tinder. Og Sirius ville være fri på den anden side af stenbuens slør.
Denne historie har fået 1 kommentarer | Kommenter
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137
|
|
|
|
|
|
|
|
