|
|
Før Deathly Hallows |
Efter Deathly Hallows |
Kapitler |
Mest læste |
Bedst vurderede
|
|
|
|
Historiens Titel: One Shots
Historiens Forfatter: Linda Rawen
Historien er vist: 87 gange
Historien er rated: FA+7 - For Alle fra 7 år
Kan læses af alle, men frarådes børn under 7 år. Kan indeholde en mild variant af voldelige scener og vulgært sprog. Indeholder ingen seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 28.06.2010
Historien indeholder: 1 kapitel
Kommentarer: 1
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 28.06.2010 klokken 21:13
1. Kapitel: Tim McGraw
|
Kapitlets Titel: Tim McGraw
Kapitlet blev tilføjet den: 28.06.2010 klokken 21:13 |
Peter og jeg lå ude på græsset foran skolen. Vi havde begge to blevet på skolen i efterårsferien, og for den sags skyld, alle de andre ferier. Ingen af vores forældre kunne lide hinanden, så Peter og jeg måtte ikke rigtig være sammen. Men nu var vi snart færdige med Hogwarts, og så ville vi være myndige, og vi kunne gifte os, uanset om vores forældre ville have det eller ej. Vi kiggede op på stjernerne. ”Dine blå øjne skinner så meget, at de får Georgia stjernene deroppe til at blegne,” smilede Peter til mig. Jeg smilede tilbage, ”det er en løgn.”
”Hey, I to!” råbte Filch. Vi skyndte os at rejse os op. Peter havde hentet mig på sin kost, så vi ikke behøvede at gå på gangene. Vi skyndte os at sætte os op på den, men det var en meget gammel kost, som havde gået igennem alle hans brødre, og der var seks, så den havde ikke rigtig sin fulde virkning længere, så nogle gange kunne man overhovedet ikke sætte af, og andre gange, gik den bare i stå. OG det gjorde den også denne her gang. Vi landede lige ved siden af søen, og vi gemte os i det høje græs. Filch løb lige forbi os, og blev ved med at spejde oppe i himmelen. Da han var langt nok væk, rejste vi os op igen.
Jeg havde altid stået lige ved hans side, i tykt og tyndt. Vi gik også på hvert vores kollegium, (Rawenclaw og Slytherin) og der måtte vi heller ikke ses sammen, så det var mest i ferierne at vi var sammen, og nu var det endelig ferie. Men det var sidste dag nu, og vi havde ikke tænkt os at spilde den. Vi stod tæt på hinanden. Måneskinnet spejlede sig søen, og han begyndte at synge min ynglings sang af Tim McGraw, som vi altid dansede til hele natten, og når dagen begyndte at gry, lagde vi os ned i græsset, og lå sammen. Han sagde altid at han var lykkelig, når vi lå der sammen, og jeg havde min lille, korte, sorte kjole på, eller når jeg lå med mit hoved på hans bryst, med mine gamle, falmede blå jeans, og jeg sagde altid til ham, at jeg håbede at når han tænkte på: Tim McGraw, at han tænkte på mig.
Da jeg vågnede næste dag, vidste jeg, at ferien var væk. Nu kunne vi ikke ses sammen længere. Jeg begyndte at græde, og jeg var lykkelig over, at Peter ikke kunne se mig sådan her.
Når jeg har det sådan, tager jeg altid en kasse som er under min seng frem, og kigger i den. I den er der et brev fra mine forældre, hvor der står at jeg skal giftes. Jeg havde fået det fra tre år siden, og jeg havde ikke turdet at vise Peter det endnu. Vi havde begge to planer om at skulle giftes sammen, men jeg vidste at hans forældre også havde fundet en til ham, og ingen af dem ville give op, før vi var gift med dem som de ville have vi var gift med. Der ligger også et andet brev dernede. Til Peter, tre ferier tilbage, som han aldrig har fået læst, og sikkert aldrig kommer til at læse.
Når man kigger tilbage på alle de gange hvor vi har været sammen, så er det svært ikke at finde det hele lidt bitter-sødt. Men det ville være en rar fornemmelse, at når jeg kigger tilbage på alle de ting, at han så ville kunne huske, at når han hørte en sang af Tim McGraw, at han så straks tænkte på min ynglings sang, den som vi dansede til hele natten.
Jeg rejste mig op med et sæt. Jeg tørrede tårerne væk fra mit ansigt, og pudrede det, så det så ud som om at jeg aldrig havde grædt. Jeg tørrede brevet så godt jeg kunne, men der var stadig nogle få vådepletter, som gjorde skriften meget lidt utydelig der.
Jeg begyndte at gå hen imod Rawenclaw opholdsstuen. Peter havde givet mig kodeordet, ligesom jeg havde givet ham mit, til ferierne. Vi var nemlig nogle af de eneste som blev der. Der var kun tre, og den tredje var altid på biblioteket, så det gjorde ikke særlig meget.
Jeg gik op på hans sovesal. Han var der ikke. Jeg gik ud fra at han måtte være nede i storsalen. Jeg havde ikke været der i lang tid, jeg havde nemlig prøvet at være lidt mindre sammen med ham, så når jeg skulle være sammen med den nye dims, længtes jeg ikke ligeså meget efter ham. Jeg vidste at det var den værste tænkegang nogensinde, men jeg prøvede altid at trøste mig med, at han var en god herre, og at jeg til sidst ville glemme Peter.
Jeg lagde begge breve på hans hovedpude, og gik ud derfra, med tårer i øjnene. Inden at jeg gik ud af portræthullet, vendte jeg mig om, og så mig omkring for en sidste gang. Jeg gik ud derfra.
I det brev fra mig, ville noget af det første som Peter kom til at læse være:
Når du tænker: Tim McGraw
Så håber jeg at du husker min ynglings sang
Om nogle få dage vil du sætte dig op på din kost
Og jeg håber at den tager dig tilbage til dette her sted
Når du tænker på lykkelighed
Så håber jeg at du tænker. Den lille sorte kjole
Tænk på mit hoved på dit bryst
Og mine gamle, falmede blå jeans
Når du tænker: Tim McGraw
Så håber jeg at du tænker på mig.
Og det som jeg vil komme til at tænke på, når jeg tænker tilbage, vil være:
"Dine blå øjne skinner så meget at de får Georgia stjernene deroppe til at blegne," og at jeg sagde: "Det er en løgn."
Denne historie har fået 1 kommentarer | Kommenter
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137
|
|
|
|
|
|
|
|
