Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: James - en voksen mand
Historiens Forfatter: Mie
Historien er vist: 113 gange
Historien er rated: FA+7 - For Alle fra 7 år
Kan læses af alle, men frarådes børn under 7 år. Kan indeholde en mild variant af voldelige scener og vulgært sprog. Indeholder ingen seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 29.06.2010
Historien indeholder: 3 kapitler
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 30.06.2010 klokken 09:41

1. Kapitel: Hvad skal jeg kalde overskriften? -.-
2. Kapitel: Intet brev - barndom
3. Kapitel: Togturen til Hogwarts
Kapitlets Titel: Hvad skal jeg kalde overskriften? -.-
Kapitlet blev tilføjet den: 29.06.2010 klokken 15:26
Hej :)
Jeg hedder James. Nu tænker du nok; Gud er det ikke Harry Potters far? NEJ, jeg er Harry Potters søn.

Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Intet brev - barndom
Kapitlet blev tilføjet den: 29.06.2010 klokken 16:10
Årene før mine teengaeår var hårde, krævende.
Jeg fik tit skæld ud, på grund af at jeg drillede min søster, Lily, så tit.
Man bliver teenager, når man fylder 13. Og de 2 sidste år af min barndom var... magiske.
Det har nok noget at gøre med at jeg begyndte på Hogwarts der. Jeg kan tydeligt huske da jeg fik brev fra dem... Det første jeg gjorde var at smaske det op i hovedet på Lily. "HAHA!" råbte jeg glad. Lily begyndte at græde lydløst. Min mor, Ginny, kom og nærmest rev det ud af hænderne på mig. "Stop med at være sådan mod din søster!" skældte hun ud og rettede derefter blikket mod brevet. Hendes hænder røg op til ansigtet. "Åh gud!" smilte hun og begyndte at hulke. Moaaar!!! Var det første der faldt mig ind. Lily begyndte også at græde - fordi det ikke var hende der havde fået brev. Albus kom hen til vores lille forsamling. Han havde lige fået afslag på at få udgivet en bog, så han var i meget dårligt humør. Det kan jeg tydeligt huske.
"Hvad står i og tuder over?" vrissede han og rev brevet ud af mors hænder. Han gispede med det samme. Hans øjne lyste op, men de blev straks alvorlige igen.
"Tillykke," sagde han alvorligt og fik så små tårer i øjnene.

Nu skal du høre hvorfor alle begyndte at græde... Forstår du, Albus og jeg er cirka lige gamle og de fleste får brev på den & den dato... Alle magiske børn, viser også tegn på magi, når de senest er 8-9 år.
Men jeg,var langt bagud i "udviklingen". Albus viste tegn på magi, som 5-årig. Lily gjorde det til hendes Muggler agtige barnedåb. Men jeg, havde ingen tegn på at jeg overhovedet var i familie med magikere. Min barndom gik og mine forældre blev bekymrede. Da jeg var fyldt 10 år, var der stadig ikke sket noget. Om aftenen når jeg lå i min seng, kunne jeg høre mor og far snakke om det. Jeg fik skyldfølelse over at jeg måske bragte ydmygelse over familien.
Tiden gik og der var 2 uger til min 11års fødselsdag. Min far begyndte at få bekymrede rynker og hver gang han snakkede til mig sluttede sætningen alvorligt med "min søn".
Jeg fyldte 11 år og til min fødselsdags fest inviterede vi Hermione, Ron og deres børn. Man kunne se at de voksne sad og snakkede alvorligt i et hjørne og engang imellem kiggede hen på mig. Det var tydeligt hvem de snakkede om.
Om ganske få måneder blev brevene til Hogwarts udsendt. Albus ville med sikkerhed få et brev. Men jeg havde ikke engang vist noget som helst magisk.
En dag spurgte jeg mor om hvad der ville ske, hvis jeg ikke kom på Hogwarts. Først fremtvang hun et smil, så aede hun mig på kinden og sagde:" Skat, vi vil stadig elske dig. Det vil vi gøre uanset hvad," Jeg nikkede stumt og gik ind på mit værelse.
Men jeg begyndte at tænke på hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke kom på Hogwarts? Til at slå tankerne ihjel? Da jeg sagde det til mine forældre, svarede de at det var en god tanke.
Jeg fandt guitaren. Hver dag sad jeg og spillede. Jeg lærte mig selv at spille, men fandt også ud af akkorderne ved at kigge i en guitarbog. Om aftenen spillede jeg for mine forældre og de klappede begejstret. Jeg begyndte også at lave mine egne sange og spille dem for Lily.
Faktisk kunne jeg godt lide mit "nye liv". Jeg blev afslappet ved tanken om at komme op til min elskede guitar.
Men så en dag... Vi sad og spiste, da jeg nøs. Salatskålene løftede sig to centimeter fra bordet ved nyset. Mor og far kiggede på hinanden med hævede øjenbryn. Jeg nøs kraftigere. Mit glas med vand i fløj to meter op fra bordet, alt vandet fløj ud, men vi var ligeglade. Det var nærmest som om tiden stod stille. Indtil glassene ramte bordet igen og splintredes i flere hundrede stykker. Jeg måbede.
"Mor....? Far...?" begyndte jeg. De nikkede og så på mig.
"Betyder det at jeg er magisk?" spurgte jeg forsigtigt.
Far rejste sig op, gik hen mod min stol. Han vendte stolen om, så jeg så lige op i hans ansigt.
"Ja!" smilte han og løftede mig op. Min familie klappede. Nu var jeg en af dem.
Det var nogle lykkelige dage i min familie. Men kun dage. For nu begyndte mor og far at tænke over noget... Ens brev skulle gerne komme på ens 11års fødselsdag og den havde jeg ligesom været igennem. Så de blev bekymrede over at jeg viste min magi for sent. Jeg blev ked af det. Nu havde jeg endelig vist magi, og så... Jeg begyndte på at skrive en sang. Den handlede om min skuffelse. Om at jeg endelig havde troet at jeg havde fået biletten. Men så kommer "biletten" ikke. Jeg brugte mange timer på den. At finde akkorder til den. Og så videre.
Men SÅ en dag, kom postmanden. "Øh brev til Hr. James Potter" havde han sagt. Jeg var ude i forhaven, så jeg tog imod det. Postmanden kom hen til mig. "Tror du jeg kan få en autograf fra... din far?" spurgte han forsigtigt. Jeg himlede med øjnene og ignorerede ham.
Da jeg så hvem det var fra hoppede jeg med det samme op. Jeg fandt en tyver i lommen og gav den til postmanden. Jeg ved det, man giver ikke postmænd drikkepenge. Men i dagens anledning gjorde man!
Jeg spurtede brevet igennem og løb derefter ind i stuen, hvor Lily sad, og viste hende brevet. Resten af historien kender du. Og derfor begyndte alle at græde.

Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Togturen til Hogwarts
Kapitlet blev tilføjet den: 30.06.2010 klokken 09:41
Da jeg stod på Hogwarts toget havde jeg den der... følelse i maven. Selvom alt var iorden. Mor havde igen & igen mindet mig om at jeg ikke skulle være vild i båden. Det var noget med at Fred og George havde skubbet nogle piger i vandet. Og at jeg skulle huske at gå i bad hver anden dag. Og hvilken side man holdt gaflen i. "JA mor" sagde jeg træ, da hun havde husket mig på at vaske fingre efter en toilettur for 117. gang.
Jeg satte mig ned i det bløde sæde og lænede mig godt tilbage. Lukkede øjnene. Dejligt. Toget startede med et ryk og jeg åbnede øjnene. Jeg rejste mig og skyndte mig hen til vinduet. Mor stod og vinkede vildt til mig og... Albus! Han var åbenbart lige kommet ind. Far stod og vinkede afslappet til os med et let smil på læben. Lily stod sur og tvær, med armene over kors. Da hun opdagede at jeg kiggede på hende rakte hun tunge til mig. Jeg grinte og vinkede igen.
Toget kørte langsomt væk og jeg satte mig ned igen. Det fik lidt mere fart på nu.
"Nåh, men jeg vil se om jeg kan charmere mig ind hos nogle vejledere," tøvede Albus og skulle til at gå ud af kupeen.
"Din nørd. Nyd nu at du er væk fra mor og far," skulede jeg til ham. Albus gik hen mod mig.
"Som jeg har sagt til dig: Tænk på fremtiden, den kommer imorgen. Det er mit motto," smilte han og skyndte sig ud. Bump
"Åh undskyld" sagde en dyb stemme."Jeg så dig ikke,"
Jeg kunne ikke lade være med at grine. Selvfølgelig var Albus gået ind i en eller anden stor elev. Det var lige til et billede. Jeg satte mig tættere hen mod døren, så jeg kunne høre deres samtale.
"Det gør skam ikke noget hr. vejleder," Albus tog sin charmerende stemme på. Nååh okay, Albus var så rendt ind i en vejleder. Kaching, hva? "Jeg var ikke på vej et specielt sted hen...Men jeg er simpelthen så spændt på at starte på Hogwarts, hvilke standardbesværgelser starter man med...?" fortsatte Albus og jeg trak mig væk. Kedeligt.

Albus var ikke kommet tilbage efter 20 minutter. Jeg tror at han havde fået tilbuddet om at komme ind i vejledernes kupé, så de andre vejledere kunne se hvor begavet han var. Typisk Albus.
Men jeg besluttede mig for at tage en lur. Jeg satte mig godt til rette i sædet og lukkede mine øjne. Ligeså stille lukkedes mine øjne.
Smack!
Jeg åbnede øjnene efter, jeg ved ikke hvor lang tid. Et velkendt ansigt stod og smilede til mig.
"Hej Hugo," smilte jeg og klappede på en plads ved siden af mig.
"Nåh er du her. Så går jeg da bare igen," grinte Hugo og lod som om han skulle til at gå, men vendte sig så om og satte sig ned ved siden af mig.
"Glæder du dig?" Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var hundrede år siden vi havde set
hinanden. Og vi var endda bedste venner!
"Nej... Jo selvfølgelig gør jeg da det! Men far har fortalt at McGonnagal skulle være rigtig streng," sagde Hugo. Jeg havde et instinkt der gjorde, at hver gang nogle nævnte ordet 'f'ar' troede jeg de snakkede om min far. Og så et halvt sekund efter kom jeg i tanke om at det var den snakkende persons far. Hugos far, Ron, var sjov. Hans mor, Hermione, var hyggelig... De var en form for perlefamilie.
"Det prøvede far også engang at fortælle om, men mor sendte ham et strengt blik og sagde et eller andet i stil med at McGonnagal kun gjorde sin pligt," sagde jeg.
Hugo nikkede og vi sad i stilhed. Det var en rar stilhed, sådan var det altid.
Jeg var ved at falde halvt i søvn, da en stemme afbrød min halvsøvn.
"Hej drenge, vil i købe nogle platugler? De er vildt nice," en dame stod med sin slikvogn. Sært, far havde altid fortalt mig at hun var en ordentlig, efterhånden gammel, dame. Men hende her var ung, 'frisk' og tyggede larmende på et tyggegummi. Hun havde lyst, skulderlangt, krøllet hår og skinnende blå øjne. Den gamle slikvogns dame, var tydeligvis gået på pension og blevet skiftet ud med 'hende'.
"Haaaalloooo! Jeg har lissom ikke hele dagen vel!" Hun stirrede utålmodigt på os og satte en hånd i siden.
Hugo var også forbløffet. Han havde åbenbart også hørt historier fra hans far.
"Øh jo, jeg vil gerne købe nogle multismagsbønner, tre platugler og to stykker tærte," fremstammede jeg, forbløffet over at jeg sagde noget.
"Nice," smilte hun og slog en kæmpe bobbel med sit tyggegummi." Hvad med dig, hottie?" hun så på Hugo. Han blev rød i hovedet over at blive kaldt 'Hottie' og rystede genert på hovedet. Jeg rakte hende de penge jeg havde fået med og hun tog imod dem.
"Synd," mumlede hun, henvendt til Hugo."Værsågod, så kan du da bare spise!" Hun rakte mig slikket og gik ud igen med ordene:" Ses boooys,
Hugo var helt rød i kinderne. Stilhed.
"Nøøj, hun var ikke som far har sagt," sagde han til sidst og så tomt ud i luften.
"Nææh.... Vil du have noget slik?" jeg skiftede hurtigt emne. Han nikkede og tog nogle multismagsbønner.
"Hun var så smuk... Og hendes stemme som tusind harper. Hendes tyggegummi ploppede så... perfekt," Hugo stod og så drømmende ud i luften, imens han snakkede.
"Du er ikke...forelsket i hende, vel?" spurgte jeg forsigtigt.Jeg tog et stykke tærte imens jeg nedstirrede Hugo. Han så stadig ud i luften.
"Hendes øjne ligesom rubiner... undskyld hvad sagde du?" Han så med ét på mig.
Jeg gentog spørgsmålet og han trak på skuldrene.
Det var så forkert! Pigen så ud til at være mindst 13 år! Hugo var jo kun 11.
Men jeg sagde ikke noget til Hugo. Kærlighed var stærk.
Men hvorfor var hende pigen så ung? Skulle man ikke være gået ud af Hogwarts før man kunne få arbejde?
Måske var hun en fuser eller hvad man nu kaldte det. Måske var hun blevet smidt ud af Hogwarts, ligesom Hagrid, en mand min far tit snakkede om.
Jeg droppede at tænke på det og satte mig til rette. Nu VILLE jeg sove. Folk havde forstyrret mig hele vejen. Nu skulle jeg bare sove.
Jeg satte mig godt til rette, sagde "Jeg snupper lige en lur" til Hugo, og lukkede øjnene. Det var utrolig dejligt.
Jeg var kommet godt ind i min drøm (en drøm, hvor jeg boede i chokolademuffins), da døren larmende åbnede sig. Jeg fór op af sædet og satte mig derefter roligt ned igen.
"Kan. Man. Ikke. Have. Ret. Til. At. SOVE!" vrissede jeg og så hvem der var kommet ind. Pigen fra slikvognen.
"Arj men undskyyyld da. Jeg var faktisk færdig og så..." hun begyndte at snakke og satte sig ned. Men hun nåede ikke at sige så meget inden en pige, der så ud til at være 16 år, kom ind.
"Hej er der nogle der skal have noget slik?" smilte hun venligt og så rundt i kupeen. Hendes blik stoppede ved pigen.
"Skulle du ikke arbejde?" spurgte hun spidst pigen. Pigen rystede på hovedet.
"Jeg er færdig. Og så gik jeg herind. Probleeem?" svarede pigen og så på den nye pige.
"Selvfølgelig ikke," svarede den nye pige og fremtvang et stramt smil. "Ses"
Den nye pige forsvandt.
"Hvem var det?" spurgte jeg nysgerrigt."Og hvad hedder du overhovedet?"
"Min søster, Nanna. Jeg hedder Julia. Uuuups det glemte jeg at sige," hun smilte undskyldene til os. Hun havde et tandpasta smil.
"Men... Undskyld jeg spørger men hvorfor arbejder du her?" spurgte jeg forsigtigt. Hun så på mig med hovedet på skrå. Så så det ud til at hun forstod hvad jeg spurgte om.
"Nååå ja. Min mor har arbejdet her...altid. Vi har altid været en lykkelig familie. Min far arbejdede i Ministeriet For Magi. Vi havde et fint hus. Nanna klarede sig godt på Hogwarts og jeg klarede mig fint i Mugglerskolen. Men så en dag sidste år døde min far." Julia tav og kneb en tåre. "Vi blev nødt til at sælge huset. Det var far, der havde tjent alle pengene. Ligepludselig stod vi fallit. Så vi fik os en lejlighed, med 3 værelser, et køkken og et toilet. Jeg skulle dele værelse med Nanna, så mor kunne få sit eget værelse og vi kunne bruge det sidste værelse som stue. Det var ret hårdt for mor, så Nanna fik sig også et arbejde. Hun arbejdede i Flourish og Blotts. Da togturen til Hogwarts så kom, skulle mig og Nanna hjælpe til. Jo mere der bliver solgt, jo flere penge. Men jeg skal skam selv på Hogwarts..." Julia afsluttede samtalen. Mig og Hugo sad og stirrede målløse på hende. Hun var ligepludselig blevet så alvorlig.
"Puuuh det var en lang historie," hun smilte igen og jeg smilte selv. Hugo fremtvang et forsigtigt smil. Så begyndte Julia at le. Jeg lo forsigtgt med. Så lo hun endnu højere. Hugo begyndte også at le.
Vi sad til sidst og skraldgrinede over ingenting. Vi grinte og grinte, indtil en stemme afbrød os.
"Burde I ikke tage kapper på?" spurgte en blid, dyb stemme. Vi så op og tav. En spinkel dreng, med kastanjebrunt hår, dyb brune øjne og en bleg hud. Hans ansigt var mildt og øjnene var på en måde bedene. Han var... smuk.
"Øh...," Julia begyndte famlende at lede efter hendes taske. Engang imellem så hun op på drengen. Så ledte hun videre.
"Mit navn er Dave. Undskyld jeg glemte at præsentere mig," han smilte undskyldene. Julia smilte igen til ham. Hugos næsebor dirrede.
"Øhm jeg hedder James, dette er min ven Hugo," sagde jeg til Dave og pegede mod Hugo. Han nikkede.
"Er det iorden at jeg sætter mig her?" spurgte han høfligt. Vi nikkede og han satte sig overfor os.
Julia fandt sin kappe og tog den på. Den mindede mig om det billede jeg havde set af Ron på sin første dag. Lidt for kort, slidt og brugt.
Jeg fandt også selv min nye kappe frem, og tog den på.
Hugo tog sin kappe på og smilte til mig:" Mor sagde at der SKULLE være navn i. Så nu er det syet indeni, med adresse og alt muligt. Hun har endda skrevet hendes navn, telefonnummer, e-mailadresse og arbejdsplads," han grinte. Det gjorde jeg også.Det var så typisk Hermione.
Dave lo også lidt.
"Det lyder som om din mor er meget omhyggelig," lo han. Mig og Hugo nikkede samtidig. Så lo Dave endnu mere."Det er din mor åbenbart også, James?"
"Ja!" skyndte jeg mig og sige."Hun skal gøre store numre ud af små ting"
Helt automatisk faldt jeg om i sædet og sov...
Jeg vågnede igen ved at nogle ruskede i mig. Jeg slog irriteret ud efter vedkommende.
"Stop dog!" Hugo var fornærmet. Jeg var halvvågen nu, men sad stadig med lukkede øjne. Nu kom der en ny, skøn lugt hen til min rækkevidde.
"Så er det op fister!" Julias stemme var tæt på mig. Jeg vendte siden til hende."Haallooo vi er ved Hogwarts nu!" Julia lød utålmodig. Jeg fór op. Hogwarts! Hugo stod og ventede på mig ved døren, sammen med Dave. Jeg løb hen til døren og sagde smilende til Hugo og Dave:"Hvad står i og venter på? Kom dog!" Jeg gjorde en bevægelse med hånden, for at vise at vi skulle skynde os ud

//opdateres snart, der er bare lige alt muligt crap med internettet//

Denne historie har fået 0 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137