Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede Historiens Titel: Kærlighedens forviklede vej Historiens Forfatter: Andra Historien er vist: 530 gange Historien er rated: 18+ - For 18 år eller ældre Frarådes alle under 18 år. Kan indeholde detaljerede voldsscener, vulgært sprog og detaljerede, seksuelle temaer. Historien blev oprettet den: 04.07.2010 Historien indeholder: 5 kapitler Antal stemmer: 1 Gns. Karakter: 8 Kommentarer: 14 Nyeste kapitel blev tilføjet den: 28.07.2010 klokken 12:53 1. Kapitel: Forord 2. Kapitel: 1. kapitel - Paradiset i det fjerne 3. Kapitel: 2. kapitel - Den uimodståelige fristelse 4. Kapitel: 3. kapitel - For godt til at være sandt 5. Kapitel: 4. kapitel - Sandheden, hele sandheden Kapitlets Titel: Forord Kapitlet blev tilføjet den: 05.07.2010 klokken 23:14 Sirius finder et sted at slå sig ned under sin flugt fra Dementorerne. Han har som den første undsluppet troldmandsfængslet Azkaban, men han kan ikke undslippe kærligheden. Hun er en muggler med en lys fremtid foran sig. Han er en troldmand på flugt fra noget, der er værre end døden selv. Det er ikke meningen. Slet ikke. Da følelsen først har fået tag i hans hjerte, kan han dog intet stille op. ”Kærlighedens forviklede vej” er min første fan fiction efter min lange pause her på siden. Jeg vil gerne have lov til at undskylde for de uafsluttede fan fictions, som jeg har liggende. De bliver muligvis aldrig gjort færdige i modsætning til denne. Tak til alle jer, som har bidraget med kommentarer. Jeg værdsætter dem stadig den dag i dag, for de gav mig lysten til at skrive videre og blive bedre. Idéen til en fan fiction fra Sirius Blacks side har længe ligget og ulmet, men det var først da jeg genlæste Harry Potter serien, at inspirationen kom væltende ind. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at han er en af mine yndlings karakterer, som jeg savnede i 6’eren og 7’eren. Jeg besluttede mig for ikke at skrive om Sirius som ung, da der findes masser af den slags historier. I stedet foregår ”Kærlighedens forviklede vej” efter ”Harry Potter og Fangen fra Azkaban”, hvor Sirius flygter. Harry har på fornemmelsen i begyndelsen af ”Harry Potter og Flammernes Pokal”, at han befinder sig sydpå, og jeg legede straks med den tanke. Denne fan fiction vil så vidt muligt følge den originale handling i serien, men ligesom i alle mine andre fan fictions, vil jeg gøre kærlighed til et af hovedtemaerne. Jeg ønskede mig at lære Sirius bedre at kende i helt andre omgivelser end dem, vi ellers læser om. Så her er en fan fiction fra hjertet om den charmerende Køter, hjælpsomme gudfar og godhjertede mand, Sirius Black. Denne historie har fået 14 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: 1. kapitel - Paradiset i det fjerne Kapitlet blev tilføjet den: 05.07.2010 klokken 23:14 Følelsen af Stormvinds bløde fjer under hans fingre var snart så bekendt som berøringen af sin egen hud. Sirius havde fløjet i flere dage på den store Hippogrif. Pauserne havde forekommet en gang om dagen, og det var kun for at samle kræfter ved at spise og drikke. Mange hvil blev det ikke til, de blev nødt til at flyve videre hele tiden for ikke at blive fanget af Dementorerne. Det var næsten lykkedes ham at slå Ormehale ihjel, men med god grund var han blevet standset af sit gudbarn, Harry. At sidde indespærret i 12 år for mord han aldrig havde begået, havde sat dybe spor på hans aspekt såvel som på hans sjæl. Han var sikker på, at han ville kunne have gået lige forbi en af sine gamle venner uden at blive genkendt. Det var dog kun under forudsætningen, at de ikke havde set hans billede i nyhederne, der påstod, at han var en morder. Den værste af slagsen endda, en som havde forrådt sine bedste venner. Sirius’ øjenlåg føltes på grænsen til at lukkes helt i, så han tvang dem op igen. Hvis han blundede og gled af Hippogriffen ville han aldrig vågne af den søvn. Afstanden til jorden var så enorm, at ingen ville kunne overleve et sådant fald. Han greb hårdere fat om dyrets hals, da han havde tænkt tanken. Hvis han blev fanget eller døde under sin flugt, ville Harry atter stå alene tilbage i verdenen uden slægtninge til at holde af og hjælpe sig. Hans store drøm om at have James’ søn boende hos sig måtte midlertidigt vente. Harry kunne ikke komme i nærheden af ham, indtil sandheden kom frem, og han blev erklæret uskyldig for resten af verdenen. Der var ingen plan og dato for dette, men der var et håb hos begge parter, og dette håb holdte ham vågen. Tøjet, han med nød og næppe havde fået anskaffet sig, reddede ham mod det værste af den gennemtrængende kulde, men han frøs stadig. Hvis de ikke snart landede igen, ville han fryse til is deroppe, tænkte han. Chancerne for at blive fanget var dog ligeså store om natten som om dagen. Han så den store nattehimmel med de uendelig mange stjerner som det eneste foran sig. At se, hvilken retning de fløj, var umuligt, men han stolede på, at Hippogriffen ikke ville føre ham tilbage til det sted, hvor dyret næsten selv var blevet dræbt. Nødsaget til at vente med at lande, fløj han videre igennem den iskolde natteluft højt over Atlanten, som, Sirius dog ikke anede, befandt sig lige under ham. Morgensolens første stråler hilste på ham fra øst. Strålernes varme begyndte langsomt at erstatte temperaturen for natten med en, der var højere og langt mere behagelig en at flyve i. Han aede Stormvind og trykkede let hælene i siderne på den, så Hippogriffen satte kursen nedad. Da han kom under skyerne, kunne han se havet under sig. Det var en befriende følelse endelig at have kontrol over retningen. Så da han spottede land forude, satte han atter hælene i. ”Denne gang kan vi måske holde en længere pause,” sagde han opløftende til Stormvind, og måske mest af alt til sig selv. Landingen blev til på en hvid sandstrand med en skov bag sig. Synet af nogle fiskere længere væk forsikrede ham om, at stedet ikke var fuldkommen mennesketomt. Han gik den modsatte vej af dem, hvor der fandtes en sti, som gik igennem den tætte skov. Han kunne ikke tillade sig at spørge om vej, de måtte hverken se ham eller Stormvind. Hvis ikke han tog meget fejl, måtte den jo føre ind mod en landsby af en slags. Fødderne mod fast grund var noget han værdsatte nu omdage. Efter at have været i luften det meste af tiden, var det at gå, som at spise når man var meget sulten. Stormvind gik i et dovent tempo ved siden af Sirius. Han vidste, at selvom Hippogriffen kunne holde til meget, var den også udmattet af de sidste mange dage på flugten. Frugter hang i trætoppene over ham, men han turde ikke sætte tænderne i noget, der ikke blev serveret eller solgt af et menneske dette sted. Han kendte nemlig hverken planterne eller frugterne, de bar, og det sidste han havde brug for var at blive syg. Nogle timer senere kunne Sirius høre lyden af stemmer. Da fiskerne ikke kunne have været magikere, var han sikker på, at resten af landsbyens beboere heller ikke var. Sirius førte Stormvind væk fra stien og dybt ind i skoven omkring dem. Her bandt han sin følgesvend til et træ med et løfte om at vende tilbage med mad snarest muligt. Risikoen for, at Stormvind ville komme til at skræmme beboerne, hvis han gik frit rundt, var stor. Dyret protesterede ikke, den lagde sig i stedet ned på den fugtige skovbund og lukkede øjnene i. Selvom Sirius var fristet til at gøre det samme, begyndte han at gå mod byen, for føde behøvede de begge. Han forvandlede sig til den store, sorte hund, inden han nåede udkanten af skoven. Usikker på hvordan man behandlede hjemløse hunde, sneg han sig rundt omkring husene og prøvede for alt i verden at undgå at støde ind i mennesker. Han standsede først ved en slagterbutik. Sirius forvandlede sig til et menneske, da han havde brug for en hånd til at holde tryllestaven og en mund til at udtale besværgelsen. Det sorte, filtrede hår klaskede ned foran hans grå øjne, så han strøg det væk med en hurtig bevægelse. Han behøvede nemlig frit udsyn til at se, hvornår slagteren gik ud bagi til sin søn for at hente noget. ”Accio kød,” hviskede han, da dette skete. Et øjeblik efter havde han koteletter, pølser og fars i sin favn. Der skulle være nok til mange dage frem. Alt han nu manglede var brød og vand. Han kunne ikke udføre besværgelsen fra skoven uden at vække opmærksomhed. Svævende varer var jo ikke så almindeligt blandt mugglerne. ”Reducio.” Han så kødet øjeblikkeligt blive mindre. Så pakkede han alt ned i en pose, tog den i sin mund efter at have brugt animagusbesværgelsen og satte af sted efter det andet. Han havde også behov for et bad, nu hvor han tænkte over det, men det måtte vente til, han var i sikkerhed i skoven igen. Da han endelig sad lænet op af det store træ, hvortil han havde bundet Stormvind, havde Sirius både fået fat i masser af mad, papir, blæk og fjerpen samt en lokal avis. Det var en muggleravis med stillestående billeder. Sproget var portugisisk, men han fik alligevel erhvervet sig information om sin lokalisering ud fra den. Landsbyen ved havet var et sted i Brasilien. Han så ingen billeder af sig selv, ingen billeder der ville skræmme livet af folk, når de så ham komme gående ned ad gaden. Ikke desto mindre havde han ikke tænkt sig at vise sig i menneskeskikkelse mere end højst nødvendigt. ”Værsgo, Stormvind.” Han kastede en stor luns kød ud til den sultne Hippogrif, før han selv tilberedte sit eget over et bål. Bålets flammer, der var produceret af hans tryllestav, sørgede han for at gøre så minimale, at ingen ville kunne spotte dem fra stien. Han skrev et langt brev til Harry med en munter undertone hele vejen igennem. I det fortalte han, at han havde det godt og glædede sig til at se ham igen. Sirius opfordrede ham også til at skrive, hvis han havde brug for hjælp. Dette skrev han ikke i brevet for ikke at blive opsporet, men selvom han snart befandt sig så langt væk, som man kunne komme, ville han gerne være der for Harry. Drengen, der mindede ham så meget om hans bedste ven, at det stak ham i hjertet. Skyldfølelsen over at have ladet Peter blive deres hemmelighedsvogter var aldrig forsvundet. Han var sikker på, at den ville blive siddende ligeså længe i hans krop, som han levede. ”Nu skal jeg bare finde en måde at sende brevet på,” sagde han til den eneste, han havde at tale med, Hippogriffen Stormvind. Denne historie har fået 14 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: 2. kapitel - Den uimodståelige fristelse Kapitlet blev tilføjet den: 09.07.2010 klokken 11:11 Sirius var mere veludhvilet, end han havde været længe. Han havde energi nok til at forsvare sig, hvis det værste skulle ske, så derfor tog han ind til landsbyen for at se sig nærmere omkring. Forinden havde han barberet sig og klippet en del sit lange, sorte hår af. Til det formål havde brugt sin magiske lommekniv, der desuden kunne låse enhver lås op. Det resterende hår var sat op i en hestehale. I form af den sorte hund gik han igennem byens gader og indsnusede aromaerne af varmt brød og friskplukkede blomster. Byen virkede til at være en vedholdt gammel by med små og mellemstore huse. Der var ingen enorme, der forsøgte at overgå de andre. De orange teglsten, som de fleste af dem havde, var det eneste fællestræk, for ellers havde næsten hvert hus et særpræg i enten vinduespartiet, udbygningen eller farven. Da Sirius var ved at passere restauranten på hjørnet, standsede han pludselig op. Igennem glasruderne fangede en ung kvinde hans blik. Efter påklædningen at dømme var hun servitrice. Hun serverede mad for samtlige kunder men smilede gang på gang oprigtigt og varmt til hver især. Hendes krøllede, nøddebrune hår hang helt ned til taljen. Øjnene var endnu mørkere end selve håret. I hans skoletid ville hun have været en brillant udfordring, en han ikke ville tøve med at springe ud i. Nu forholdt det sig anderledes. Tanken om kvinder havde ikke strejfet ham længe. Han havde savnet en kvinde i begyndelsen, da han befandt sig inden for Azkabans mure, men det var gået væk med tiden. De andre dominerende tanker og følelser havde ikke ladet ham tænke på noget så behageligt. Det hele vendte nærmest tilbage nu. Han mærkede sine behov som mand igen. Varsomt skiftede han tilbage til sin menneskeskikkelse bag ved restauranten og overbeviste sig selv om, at han var sulten, og at madbeholdningen i skoven alligevel var ved at slippe op. Hans flugt havde ikke fået nogen plads i den lokale avis, Dementorerne havde altså ikke fået færten af ham. Endnu. Glad over at have gjort sig lidt i stand satte han sig ned ved et bord i hjørnet af restauranten. Duften af rigtig mad, der var tilberedt andre steder end over ilden, fik hans tænder til at løbe i vand. ”Hvad skulle det være, hr.?” spurgte en blid, melodisk stemme. Engelsk med portugisisk accent. Sirius kiggede op ved lyden. Han opdagede et forundret udtryk i de brune øjne, som kiggede direkte ind i hans grå. Smilet, han gav hende, føltes velkendt. Det var det smil, han engang havde betragtet som en ligeså stor evne som at være god til besværgelser. Hun var ung, yngre end han havde regnet med. Alligevel virkede hendes blik ikke til at gå hånd i hånd med hendes unge alder. ”Hvad du end finder bedst på menuen,” svarede han og foldede hænderne sammen over menukortet. Hun nikkede, skriblede noget ned på sin blok og drejede om på hælen uden at sige et ord mere til ham. Selvfølgelig havde hun før oplevet forgabte turister, tænkte han en anelse bittert. Med et sådant udseende kunne det ikke undgås. Han følte sig pludselig gammel. Årene, han havde fået frarøvet, ville han aldrig få erstattet. De var forsvundet ligesom mange af hans nære og kære. Da hun ikke længe efter vendte tilbage til hans bord, var hendes sædvanlige, varme smil forsvundet fra de kurvede læber. Kvinden satte tallerkenen ned foran ham og var ved at overlade ham til sig selv igen. ”Jeres by er fantastisk smuk,” udbrød han, inden hun nåede at vende sig om. ”Mange tak, hr.” ”Jeg kender den desværre ikke så godt, som jeg ville ønske, jeg gjorde,” sagde han og overvejede, om replikken havde haft den effekt, den skulle. ”Denne by er ikke for alle,” sagde hun og grinede, så smilehullerne blev endnu tydeligere. Hans skjulte kompliment var gået igennem. En varm følelse bredte sig i hans bryst, han begyndte at identificere mere og mere af sig selv hele tiden. Sin charmerende personlighed, han havde været sikker på, var gået tabt, skulle blot aktiveres af nogen. ”Jeg er sikker på, at den er fuld af overraskelser.” Han så på de andre gæster i restauranten, som ventede på betjening, før han tilføjede: ”Der skal bare den rette guide til, frøken.” De betragtede hinanden i et altafgørende øjeblik. ”Velbekomme, hr.,” sagde kvinden endeligt og begyndte at gå væk fra bordet. Sirius’ besejrede blik pegede han ned i maden, han fortrød omgående sin tåbelighed. Der var en, der prikkede ham på skulderen. Irriteret kiggede han op og så atter på servitricen. Irritationen forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. ”Byen lukker for resten kl. 22.00, jeg håber, De finder informationen nyttig,” hviskede hun med et glimt i de mørke øjne. Han stod uden for restauranten, solen var for længst gået ned. Den ene hånd i lommen holdt om brevet til Harry. Sirius havde endnu ikke fået sendt det, og han vidste heller ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre uden magiske ugler. Tanken, om ikke at kunne komme i kontakt med sit gudbarn, bekymrede ham. ”Stå ikke der og se så dyster ud,” sagde en kvindestemme. Stilheden, der ikke havde været i restauranten, forstærkede den klangfulde stemme, så den lød endnu klarere. Endnu smukkere. ”Det må du undskylde.” ”I aften kan du følge mig hjem.” Den unge kvinde lød meget bestemt, da hun sagde dette. Sirius’ forvirring forvandlede sig hurtigt til forståelse. Det havde været meget lettere dengang på Hogwarts, tænkte han, hvorefter han bød hende sin arm. De gik et stykke ned af vejen i stilhed, han var den første til at bryde den. ”Hvor befinder dit hus sig?” ”I den anden ende af byen,” svarede hun og kiggede ligeud. Han fik øje på hendes drilske smil. Et ganske andet end det smil, han havde oplevet i restauranten. Han havde så sandelig haft ret i, da han havde hentydet til, at hun bød på mange overraskelser. ”Du er den eneste servitrice på den restaurant, kan jeg forstå på det hele,” konstaterede Sirius. ”Ja, det er et krævende job,” sagde hun, som om forklarede det hele. Han kunne ikke finde på mere at sige til det emne, for yderligere spørgsmål ville få ham til at føle sig snagende. En lyd i buskene fik dem begge til at stoppe op. Hun klemte hårdere fat om hans arm, mens han prøvede at lytte bedre efter. Det kunne ikke være Dementorerne, for de ville ikke tøve med at angribe ham. Sirius skuttede sig ved tanken om dem i den idylliske by. En heks eller troldmand måtte være svaret. Det havde været en stor fejl at vise sig offentligt og en endnu større at involvere sig med et andet menneske. Da han havde tænkt dette, viste det sig at være en hjemløs kat. Sirius åndede lettet op. Han håbede, at det ikke fik ham til at fremstå som en kujon. ”Din stakkel,” sagde hun og bøjede sig ned for at kæle katten. Den var kommet luntende over mod dem straks efter sin tilsynekomst. ”Dyr kan altid fornemme gode og dårlige mennesker.” Katten begyndte at gnide sig op af Sirius’ ben ligeså snart, kvinden havde udtalt dette. Det var heldigt, tænkte han, inden de gik videre. Forskrækkelsen havde løsnet op for snakken, og pludselig befandt de sig foran døren til hendes hus. Lys skinnede ud igennem vinduerne, så Sirius kunne se den velplejede have omkring huset. ”Jeg har jo sagt, at han ikke skal vente på mig oppe,” mumlede hun mest til sig selv, da hun fiskede efter nøglerne i sin taske. ”Du glemte vidst at fortælle mig, at du havde en mand.” Hans ord lød hårdere end beregnet. ”Jeg glemte aldeles ikke at fortælle dig noget som helst,” sagde hun ligeså hårdt. ”For han er min far!” Blandingen af lettelse og flovhed strømmede ind over ham. ”Det er anden gang, jeg undskylder i aften,” sagde Sirius. ”Det må være en rekord.” ”Nej, for nu skal du til en tredje,” smilede hun tilgivende. Han hævede undrende øjenbrynene samme tid, som hun satte hænderne på hofterne. Sirius kunne ikke regne ud, hvad hun mente. ”Har du ikke glemt noget?” Det var måske alligevel hans lykkeaften, tænkte han og kiggede kort på hendes læber. Han kunne næsten allerede mærke, hvor bløde de var. ”Jeg troede, at du var kløgtigere end det,” sagde hun, da hun opdagede hans dagdrømmende blik. ”Lad mig så give dig en ledetråd, for du fulgte mig trods alt hjem. Hvad er det første to mennesker gør, når de mødes?” Det var så indlysende, som det kunne blive. Sirius sagde forsigtigt: ”De præsenterer sig selvfølgelig for hinanden.” Hans fascination havde altså fået ham til at springe det mest kendte ritual blandt mennesker over. Hun havde nu låst døren op, så han havde ikke mere tid tilbage med hende. Sirius kunne simpelthen ikke afsløre sit sande navn. ”Stephen Bryant,” sagde han som det første, der faldt ham ind. Det var det bedste han kunne finde på. Selvom han var blevet mere sig selv på det sidste, så var der også dukket nye sider op af ham. Sider, han på ingen måder havde kendskab til. Sider, der fik ham til at opføre sig anderledes. Han kyssede hendes hånd. ”Hvad er dit navn så?” ”Célia Belo,” svarede hun og trådte ind i huset. Sirius kiggede væk og besluttede sig for ikke at udsætte sig selv for den fare igen. Célia ændrede dog den beslutningen i løbet af ingen tid, da hun lænede sig frem med lukkede øjne og ganske forsigtigt kyssede hans læber. Han rakte ud med hånden for at trække hende udenfor igen, men hun standsede, rystede på hovedet og sagde lavmælt: ”Godnat … Stephen.” Denne historie har fået 14 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: 3. kapitel - For godt til at være sandt Kapitlet blev tilføjet den: 13.07.2010 klokken 19:11 Sirius følte sig fuldkommen ved siden af sig selv. For kun et par dage siden ville han have leet en tør latter, hvis nogen havde prøvet at bilde ham ind, at han ville komme til at føle på den måde. Han sad rastløs i skoven og knugede faldne blade i sine hænder for så at lade dem falde til jorden igen. Stormvind sov og kunne derfor ikke lede hans tanker hen på noget andet. Sirius lod ham kun flyve om natten for at jage, så ingen ville få øje på ham. Om dagen sov den store Hippogrif. Dens rytme var blevet meget lig en ugles, som Sirius næsten ville give sin højre arm for at få fat i. ”Tag dig sammen, Sirius Black,” henåndede han, da han endnu en gang så Célias ansigt for sig. Han var en voksen mand. Der var store problemer i troldmandsverdenen, han endnu ikke havde løst. Distraktioner behøvede han på ingen måde i hans situation. Sirius rejste sig op fra skovbunden med en voldsomhed, der fik Stormvind til at åbne øjnene. ”Du skal ikke kigge på den måde på mig,” sagde han til Hippogriffen og spejdede dernæst ud mod stien. ”Jeg bliver nødt til at få det ud af verdenen en gang for alle.” Det, han havde haft i sinde for nogle aftener siden, måtte fuldbyrdes. Sirius vidste, at det altid havde virket i hans skoletid. Når en ny pige havde fanget hans interesse, var den først gået over så snart, han havde været sammen med hende. Servitricen kunne ikke være nogen undtagelse, antog han men var dog ikke så sikker i sin sag. Tiden på Hogwarts og de efterfølgende år, hvor han havde kunnet gøre, som han havde lyst, virkede til at være i et foregående liv. Et liv, hvor James, Lily, Remus og alle de andre havde gjort hans hverdage lyse og lykkelige. Problemerne havde aldrig været større end, at de kunne klares med deres hjælp. Nu stod han alene med alting, et sted i det fjerne, og følte sig fortabt … Solens bagende eftermiddagsvarme ramte den bjørnelignende, sorte hund. Sirius var glad for at vende tilbage til menneskeskikkelse, hundepelsen var uudholdelig om sommeren. Igennem havelågen og op til hoveddøren gik han med hastige skridt. Her standsede han så og tøvede. Célia havde ikke været på restauranten, hvilket måtte betyde, at hun holdte fri. Hvis hun ikke var derhjemme, ville han ikke forsøge at lede andre steder. Han havde allerede risikeret nok ved sin sidste udflugt. Måske burde han ikke risikere yderligere. Døren blev åbnet, før han nåede at tage en beslutning. ”Hvad laver du dog her?” spurgte Célia overrasket uden så meget som at hilse på ham. Hun var klædt i en hvid bomuldskjole på med tynde stropper, der afslørede et par smalle solbrune skuldre. ”God eftermiddag, Célia,” sagde han med både høflighed og charme. Han havde undgået at svare, for hvad lavede han egentlig der? Ved højlys dag oplevede han hendes fulde skønhed for første gang, men den unge kvinde så ikke ud til at være en dag over tyve. Han fortrød omgående sine intentioner med hende. De virkede så forkerte, når han stod der og så hende i øjnene. Solen havde givet den brune farve i dem en gylden nuance, og han blev nødt til at blinke for ikke at stirre. Sirius var over ti år ældre end hende. Hun havde utvivlsomt ikke overset dette faktum, tænkte han. ”Du kan ikke bare dukke op uanmeldt,” sagde hun atter samlet. Tonen var alvorlig. Han havde ikke haft i sinde at gøre hende vred. Célia tog sine lange, brune lokker i en fejende bevægelse og satte dem over den ene skulder. Det gik op for Sirius, at han ikke nogensinde kunne huske at have set så smuk en kvinde. Alt fra hendes røst til hendes fine kurver tiltrak ham. Mindet om James’ forelskelse i Lily slog ham abrupt. Var det sådan, hans bedste ven havde oplevet Lily igennem de mange år? ”Vi kan gå ned til vandet,” foreslog hun og trådte igennem dørkarmen, så hun kunne lukke døren bag sig. En splittet følelse havde indtruffet så snart, han havde opdaget hendes alder. Han tog atter sit svar i betænkning. Célia gav hans hånd et klem og trak ganske forsigtigt i den, muligvis for at få ham væk fra huset. Han havde ikke glemt, at hendes far boede der. ”Ja, lad os gøre det så.” Nu, hvor hun selv havde inviteret ham, kunne han jo ikke springe fra. Sirius lod sig føre bort fra huset og ind i skoven, som de skulle igennem for at nå ned til vandet. Gåturens længde var han bekendt med. Han vidste som følge deraf, at der ville blive masser af tid til at snakke. Og netop det ville gøre ham endnu mere splittet, var han overbevist om. Han betragtede Célias bevægelser, hendes elegante trin, hendes vrikkende hofter, som de gik der på stien. Hun kunne meget vel have været en kat i sit forrige liv, hvis der da fandtes sådan et. Skovens lyde bestod af fuglesang og raslende blade samt insekternes summen. En gang imellem puslede et større dyr i nærheden, men det vidste sikkert bedre end at nærme sig menneskernes sti. ”Er her ikke fredeligt?” spurgte hun og kiggede op mod den blå himmel. Den kunne skimtes igennem de tætte, grønne trækroner. Sirius fulgte hendes blik. ”Jo, bestemt.” Freden havde han ikke kendt til i mange år. Han kunne stadig vågne op om natten ved lyden af skrigene, han hver nat havde hørt i Azkaban. De rædselsfulde skrig af smerte, fortrydelse, sorg. Skrigene havde skåret igennem natten som en nysleben kniv. De havde fået ham til at vågne til det omsluttende mørke i den vinduesløse celle. Sirius ville aldrig glemme de skrig, der havde lydt højere om natten end om dagen. Natten bragte det værste frem i fangerne … ”Er der noget galt?” Han kom til sig selv og kunne næsten se sin egen gru afspejlet i kvindens ansigt. Udtrykket i hans eget måtte have forskrækket hende. Sirius tvang et smil frem, han ville simpelthen ikke tænke på disse ting i hendes selskab. Den føltes af en eller anden grund for værdifuld for ham. ”Jeg har ikke altid været beriget med denne her slags fred.” Han lagde tryk på det sidste ord. Hvis det kunne lade sig gøre, ville han svare så tæt på sandheden som muligt. ”Det lyder meget trist,” sagde hun med oprigtighed i stemmen. ”Nu står jeg jo her og bliver dyster igen.” Han så undskyldende på hende, og dertil smilede hun blot. Den første aften han havde ventet på hende foran restauranten, havde hun også set ham med en mørk mine. Som forstod hun ham til fulde, begyndte Célia at tale, så han kunne slippe for det. ”Forleden dag kom der en kunde ind i restauranten. Han sad og drak helt til lukketid. Glas efter glas, som var det en eller anden bar … Da jeg så blev nødt til at bede ham om at forlade stedet, begyndte han at græde. Jeg satte mig ned for at få ham til at falde til ro. Manden så det åbenbart som et eller andet signal til at begynde at skrifte. Han fortalte, hvordan han aldrig havde levet livet, hvilke ting han gerne ville prøve, og hvilke steder han gerne ville besøge … Tiden gik,” fortalte Célia, mens Sirius lyttede med afventende spænding. ”Pludselig bekendtgjorde manden, at han havde tænkt sig at tage sit eget liv. Jeg spurgte straks, hvordan det dog kunne være, siden det ville betyde, at han aldrig ville kunne føre sine planer ud i livet. Han svarede ganske enkelt, at hvis han ikke gjorde det, ville hans kone, for hun var så træt af at høre på ham.” Latter fyldte stilheden. Ægte latter, som kom helt nede fra maven og snoede sig op igennem hans krop, mens den fyldte ham med fryd. Sirius havde et øjeblik forlagt de mørke minder, mens han havde lyttet. Fortællingen i sig selv havde været som en pille mod en sygdom, den havde blot sat gang i lattermusklerne i stedet. ”Så der kan du bare se,” grinede Célia med. ”At være servitrice kan være mindst ligeså spændende som at være journalist.” Da de nåede stranden, var der et nyfundet lys i Sirius’ øjne og et saligt smil på hans læber. Han havde næsten glemt sine intentioner, ligesom han havde glemt bitterheden i sit sind ved minderne om Azkaban. Det virkede til, at Célias første historie ikke havde været den eneste, hun havde at byde på. Kvinden var stadig kontrolleret. Glimtet bag hans egen facade, havde dog fået hende til at løsne en smule op. ”Velkommen til mit yndlingssted i hele byen. Det er helt og aldeles guddommeligt,” sagde Célia til ham og gjorde en gestus med armen mod stranden og havet. Brisen fik hendes lette kjole til at blafre om hendes krop, så konturerne af hendes bryster og hofter tydeliggjordes. Den hvide sand afgav en bekvem varme under deres skosåler. Der lød kun det klare vand, som kom og gik op ad bredden og mågernes kald. Fiskerne, der havde været der den dag, Sirius var ankommet, var væk. Så ville de ikke være der til at forurolige ham. Det var ren idyl. ”Guddommelig. Ligesom dig selv,” sagde han dæmpet med sit blik fæstnet på hende. Hun havde ikke hørt det, hvilket han i bund og grund var taknemlig for. ”Er du tørstig?” spurgte Célia og vendte sig om imod ham efter at have betragtet havet. Nu hvor hun havde spurgt, kunne han godt mærke, at den timelange gåtur i heden havde gjort ham helt tør i munden. Sirius nikkede. ”Der er en kilde, vi kan drikke af, længere nede ad stranden.” De begyndte at gå i retning af kilden. Célia var blevet meget fåmælt. Hvis ikke han havde formodet, at hun bare nød stilheden, ville den have virket ubehagelig. Hver gang han spurgte hende om noget, var hendes svar korte og kontante. Hendes blik ville heller ikke møde hans. I en tid lod han det være ved det, men på et tidspunkt var det hans tur til at spørge: ”Er det noget galt, Célia?” Hun svarede ikke. Hendes gang var blevet meget rask, som om hun skulle nå noget ved den kilde. Sirius standsede pludselig op ved den forandrede stemning. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. ”Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan ikke,” hørte han hende mumle hurtigt, næsten uden at trække vejret. Hun havde lukket øjnene. Panikken prikkede ham under huden som en nål, uden at han vidste hvorfor. Han afholdt hende fra at fortsætte ved at lægge en rolig hånd på hendes bare skulder. Célia så stadig ikke på ham. ”Hvad er det, du ikke kan?” ”Jeg kan ikke få mig selv til at angive dig, Sirius Black!” Denne historie har fået 14 kommentarer | Kommenter gå til toppen Kapitlets Titel: 4. kapitel - Sandheden, hele sandheden Kapitlet blev tilføjet den: 28.07.2010 klokken 12:53 Tryllestaven trak han omgående frem ved lyden af sit sande navn. Célia øjne flakkede usikkert, som de ikke havde gjort før, først fra hans tryllestav til hans ansigt og så tilbage igen. Hendes krops holdning forsøgte hun dog at opretholde frygtløs; ryggen var rank, brystet skød frem, og næverne var knyttede. ”Få den væk! Hørte du ikke lige, hvad jeg sagde?” spurgte hun. Der kunne både spores vrede og desperation i hendes stemme. Sirius svarede hende ikke med det samme. Måske var han for chokeret til at svare, tænkte hun, eller også overvejede han hvilken måde, han skulle gøre det af med hende på. Hun kunne ikke vide, hvilken en side, manden hældte mest til. ”Hvem er du dog?” spurgte han pludseligt. Han lød ligeså rundt på gulvet, som hun følte sig. ”Célia Belo er stadigvæk mit sande navn i modsætning til dig ’Stephen Bryant’!” ”Hvor … Hvor ved du fra, hvem jeg er? Jeg synes ikke, jeg har set mig selv de brasilianske nyheder.” Célia rystede på hovedet. Sit kendskab til hans sande identitet havde hun ikke regnet med selv at skulle afsløre. Hun havde håbet at slippe for den del, hun havde håbet, at de aldrig mere ville ses igen, efter hun angav ham. ”Du skylder mig vist nogle svar,” sagde han, og selvom han sikkert skulle have lydt bestemt, lød han nærmere bønfaldende, hvilket var endnu en af Célias grunde til at tro, at hun havde gjort det rigtige ved ikke at angive ham. ”Så snart du lægger den der væk.” Célia nikkede i retning af hans tryllestav, og hun kunne se i hans øjne, at han ikke var tryg ved forslaget til trods for hendes åbenlyse mangel på forsvarsmidler. Til sidst gik han heldigvis med til det. ”Du ville først vide, hvorfra jeg kender din sande identitet,” begyndte Célia. ”Jeg har det meste af mit liv haft forbindelse til en heks i omegnen … Hun har lært mig jeres verden at kende. Troldmandsverdenen. Du er sikkert forbavset og måske også forarget over, at hun har involveret en 'simpel Muggler' i den uden grund, men jeg kender ikke mere til hendes grundlag for dette, end du gør.” ”Og det vil du have, at jeg skal tro på?” spurgte han udfordrende, men hun kunne se i de grå øjne, at han allerede troede hende. ”Ja, det vil jeg.” Han forblev stille, hvilket gav hende lov til at fortsætte. ”Som du nok kan forestille dig, så indebærer læren om troldmandsverdenen også at kende til jeres nyhedskanaler, heriblandt avisen Profettidende. Jeg har læst den fra tid til anden, og i den seneste tid … Ja, der kan man ikke undgå at se dit ansigt, der kigger ud bag tremmerne.” Célia så ham krympe sig en smule, da hun nævnte dette faktum. ”Undskyld,” hviskede hun og kunne næsten mærke sit eget blik mildnes, blive forstående i stedet for varsomt, som var, hvad det burde være i den situation. Det, at Sirius intet sagde, føltes værre, end hvis han havde stået med sin tryllestav hævet igen. ”Da jeg så dig første gang i restauranten, genkendte jeg dig ikke.” Samvittigheden føltes som en hidsig dæmon, der raserede hendes indre. Endskønt den stadig blev værre og værre, så var det rart at fortælle, at hun ikke havde spillet komedie fra første øjeblik. Troldmandsverdenen havde beskyldt ham for mord, men alligevel stod Célia og følte sig som skurken af de to. ”Så du tror altså ikke, at jeg har begået alle de forbrydelser, avisen påstår, at jeg har?” ”Sirius eller Hr. Black, hvad du end foretrækker, nu hvor vi er gået et skridt tilbage i vores bekendtskab, jeg ville ikke stå her nu, hvis jeg gjorde, vel?” Hun formåede at forblive rolig, hvilket var alt andet end det, hun følte sig. Det var hjernen, altid hjernen, der tøjrede hendes følelser, hvis man altså så bort fra et øjeblik siden … ”Nej, det ville du vel ikke … Hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at du havde kysset med en undsluppen fange?” spurgte Sirius, og hans anstrengelser for at erstatte enhver form for varme med kyniskhed var næsten til at tage og føle på. Det var næsten skræmmende, hvor meget han mindede hende om hende selv. ”Jeg blev selvfølgelig chokeret, ude af mig selv af fortrydelse over min handling … ” ”Du har ikke sagt ordet, Célia. Bange!” skar han af. Hun blev med et irriteret over hans dårlige forsøg på at skræmme hende. ”Jeg var bange, det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg frygtede dog ikke for mit eget liv men derimod for min fars.” ”Og hvordan kan det så være?” ”På grund af du kunne have slået mig ihjel den aften uden tøven, Sirius Black, og gud ved hvilke ting, du ellers kunne have gjort ved mig, hvis du ville … Men det gjorde du ikke.” Sirius virkede helt slukøret ved hendes logiske konklusion, men Célia gættede, at han ikke var færdig med at stille spørgsmål. ”Hvad gik i dag ud på?” ville han vide. Et kort øjeblik havde hendes øjne fæstnet sig på den dybe panderynke imellem de to sorte øjenbryn i Sirius’ ansigt. Nogle ansigter var bare ikke skabt til at bære rundt på den slags bekymringer uden, at de forekom meget ældre, end de i virkeligheden var. Nu skulle hun til det svære. ”Jeg havde ikke ventet at se dig så snart, og jeg havde kun fundet på en løsning i mellemtiden - at overgive dig til en anden, som kunne indberette dig. Jeg kunne selvfølgelig ikke selv kontakte Ministeriet for Magi … ” ”Men det kunne heksen, som vi er på vej til,” afsluttede han nu hendes sætning, som hun tidligere havde gjort med hans. Célia nikkede skyldbetynget. Selvom hun vidste, at enhver anden sikkert ikke ville fatte den samme sympati for en fremmed, som for den sags skyld kunne være en morder, så kunne hun ikke lade være med at føle med ham. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvor mange ting han havde været igennem, hvis han var dømt for mord. 12 år i troldmandsfængslet Azkaban. Det løb hende koldt ned ad ryggen efter alle de ting, hun havde hørt om det forfærdelige sted. ”Tak. Det er vel det eneste rigtige at sige,” sagde han. Célia vidste, måske bedre end nogen anden, at hans stolthed måtte være såret. Dybt såret. ”Hvis det bare var gået op for mig noget før, så ville jeg aldrig have … ” Hun tog sig selv i at sige mere. ”Du gjorde det rigtige,” sagde Sirius så, men smilede ikke det smil, hun i den sidste tid havde set mere bag sine lukkede øjenlåg, end hun ønskede. ”Jeg mener I tider som disse, kan man aldrig vide sig sikker på nogen eller noget.” Célia nikkede. Det var hans tur nu, hans tur til at forklare sig. Uden at behøve at gøre ham opmærksom på dette, begyndte han at fortælle. Sirius fortalte om Voldemort, hvis navn hun frygtede, selvom hun ikke var en heks, han fortalte om sine bedste venner, og hvordan en af dem for 12 år siden havde forrådt dem alle. Sin tid i Azkaban nævnte han kort og sprang derefter videre til sin flugt derfra; Célia kunne ikke lade være med at beundre ham for sin overlevelsesevne. Harry Potter, som heller ikke var et ukendt navn for hende viste at være hans gudbarn, som han elskede og omtalte i en sådan tone, hun ikke troede kunne komme fra hans mund. Til sidst nåede han til, hvordan han havde flygtet fra Hogwarts på en Hippogrif og endt i hendes by. Situationen virkede pludselig akavet, fordi alle sandhederne nu var kommet frem. Den venskabelige tone fra tidligere var som vasket bort af tidevandet. Var der overhovedet mere tilbage for dem at tale om? Frem for at tanken gjorde hende lettet, fordi hun nu kunne slippe med ham en gang for alle, gjorde den hende i stedet bedrøvet. ”Findes der overhovedet sådan en kilde?” spurgte han, da han var færdig med at berette om drejningen i sin livshistorie, der havde ødelagt ham. ”Ja,” svarede hun forsigtigt. Hvis ikke det var, fordi det ville være fuldstændig ude af takt, ville hun gerne have berørt hans ansigt. Tørre de tårer væk, som burde have strømmet ned, men i stedet blev siddende i hans krop og gjorde ham bitter som gift fra en brod. ”Kan vi så ikke tage hen til den?” Det spørgsmål var hun ikke forberedt på og blev derfor lettere målløs. ”Det … Jo … Selvfølgelig kan vi det,” mumlede hun forbavset og syntes dertil at kunne ane et svagt smil på hans læber. Hun lagde armene om sig selv, da hun mærkede, hvordan vinden var blevet køligere, nu hvor solen var gået ned over havet. Sandhederne havde fået dem begge til at overse det smukke syn. De gik atter i stilhed. Denne gang var det dog en behagelig stilhed, der gav dem lov til at fundere over de nyligt opdagede ting om hinanden og ikke mindst trække vejret. ”Kom her,” sagde han og holdt en arm ud, der kun kunne være til det formål at varme hende. Célia tøvede ikke, som hun ellers ville have gjort men gik derimod direkte til ham, hvor hun mærkede varmen fra hans krop begynde at hjælpe mod kulden i hendes. De gik med armene om hinanden en anelse lettere om hjertet, end de havde været, da de først ankom til stranden sammen. ____________________________________________________________________________ Jeg håber ikke, I blev forvirrede over den skiftende synsvinkel. Det var nødvendigt for historien og for den måde, jeg skriver den på. Tusind tak for alle de gode kommentarer, jeg har fået indtil videre. :) Denne historie har fået 14 kommentarer | Kommenter gå til toppen

Fan Fiction: 1072 Kapitler: 6137 - - Vælg Forfatter - - - Sirius Black - 3 FanFic(s) -lily-evans- - 1 FanFic(s) 762731 - 1 FanFic(s) Aadal - 6 FanFic(s) AC - 1 FanFic(s) agurkeelsker - 2 FanFic(s) Aiaysha - 1 FanFic(s) Aida - 1 FanFic(s) Aieryn - 18 FanFic(s) Akasha - 11 FanFic(s) Akisa - 2 FanFic(s) Alainne - 3 FanFic(s) Alannia! - 1 FanFic(s) Alba - 1 FanFic(s) Alein - 3 FanFic(s) Alexandra Malfoy - 1 FanFic(s) Alexia - 1 FanFic(s) AlexN94 - 8 FanFic(s) AllisonGrey - 2 FanFic(s) Alyssa - 1 FanFic(s) Amora B. - 4 FanFic(s) Amylee - 3 FanFic(s) Andra - 8 FanFic(s) Anduril - 2 FanFic(s) Angel of Dreams - 4 FanFic(s) Ann - 4 FanFic(s) Anna-Mia - 1 FanFic(s) Annan94 - 2 FanFic(s) ARMK - 3 FanFic(s) Ashley - 4 FanFic(s) Assy&Lucy - 3 FanFic(s) Astrid - 1 FanFic(s) atas - 1 FanFic(s) baNANNA - 1 FanFic(s) Bellatrix_007. - 2 FanFic(s) Bing - 3 FanFic(s) Bingo - 1 FanFic(s) Black - 3 FanFic(s) Blaise - 4 FanFic(s) Bloom-freak - 4 FanFic(s) Bonde - 1 FanFic(s) Bonnie - 4 FanFic(s) Boréas - 1 FanFic(s) brian_potter - 1 FanFic(s) Brown - 5 FanFic(s) camilla89 - 1 FanFic(s) Casandra Black - 3 FanFic(s) CasperTM - 1 FanFic(s) Cassandra Gåde - 2 FanFic(s) Cassidy - 4 FanFic(s) Cassie - 9 FanFic(s) Chamilia Black - 6 FanFic(s) Champen - 2 FanFic(s) Charming Charlie - 1 FanFic(s) cheller - 6 FanFic(s) Chibi - 4 FanFic(s) Chrille - 1 FanFic(s) Chuske - 1 FanFic(s) CL- Storm1617 - 2 FanFic(s) Clairshaw - 1 FanFic(s) Connie203 - 1 FanFic(s) Cool Køter - 2 FanFic(s) Corazon - 3 FanFic(s) cornelia_bloom - 10 FanFic(s) Cristal Green - 2 FanFic(s) Crystal - 4 FanFic(s) CutiePieCupcake - 1 FanFic(s) Dark - 9 FanFic(s) Dark_mind - 1 FanFic(s) darry - 1 FanFic(s) Dean Thomas - 1 FanFic(s) Debbie - 2 FanFic(s) Dina-mie - 5 FanFic(s) DkzLullu - 5 FanFic(s) Dolly Doloosa - 2 FanFic(s) DoNkk - 1 FanFic(s) Dora - 2 FanFic(s) DracoDraco - 6 FanFic(s) DracoLover - 5 FanFic(s) Dragon - 2 FanFic(s) Dranelli - 1 FanFic(s) Earny Oakland - 13 FanFic(s) Egania - 3 FanFic(s) Eika McArin - 5 FanFic(s) Elektra James - 6 FanFic(s) ElverBlomsten - 4 FanFic(s) Elvira - 1 FanFic(s) Emma-Potter - 4 FanFic(s) Emmagirl - 1 FanFic(s) Enitsirk - 2 FanFic(s) Eowyn21 - 1 FanFic(s) EstelleWhite - 2 FanFic(s) Eva - 1 FanFic(s) Fantasy - 2 FanFic(s) Farry - 1 FanFic(s) Fay - 10 FanFic(s) Fleurt black - 2 FanFic(s) FlickyPooh - 1 FanFic(s) Foxieh - 1 FanFic(s) fredxen - 6 FanFic(s) Freja - 3 FanFic(s) Friller - 1 FanFic(s) Gabrielle - 2 FanFic(s) Gabrielle Delacour - 1 FanFic(s) Gina - 1 FanFic(s) Ginerva - 2 FanFic(s) Ginny - 1 FanFic(s) GINNY POTTER - 2 FanFic(s) ginnygirl - 4 FanFic(s) GinnyWeasley - 5 FanFic(s) Gracelle - 1 FanFic(s) grinebider - 2 FanFic(s) Gunilla Sylvester - 6 FanFic(s) h p jeanette - 9 FanFic(s) Halvblodsprinsessen - 2 FanFic(s) harry-fan - 1 FanFic(s) harry-potter - 3 FanFic(s) Helle Potter - 3 FanFic(s) Hermione - 2 FanFic(s) Hermione G - 14 FanFic(s) Hermione Og Mig<33 - 1 FanFic(s) Hikairi - 4 FanFic(s) himstragimsen - 1 FanFic(s) hmt - 2 FanFic(s) Holley Short - 3 FanFic(s) Hope - 4 FanFic(s) Hosjer - 1 FanFic(s) HP freak - 3 FanFic(s) Hugtand - 2 FanFic(s) Hybenblomst - 2 FanFic(s) Illuminati - 2 FanFic(s) Jade - 2 FanFic(s) Jasmine Evans - 9 FanFic(s) Jason - 1 FanFic(s) jeans - 2 FanFic(s) Jelina Slytherin - 1 FanFic(s) Jessicaen - 4 FanFic(s) Jill - 2 FanFic(s) juliejones - 1 FanFic(s) Julinda - 1 FanFic(s) Juulie - 3 FanFic(s) kaidoz - 2 FanFic(s) Katarina - 1 FanFic(s) Kath - 1 FanFic(s) Katrina - 2 FanFic(s) Katy - 12 FanFic(s) Kay-Uwe - 3 FanFic(s) Kayleight - 1 FanFic(s) Kiaa - 6 FanFic(s) Kirstenbær - 1 FanFic(s) Kis - 6 FanFic(s) KNA - 8 FanFic(s) Kronhjorten - 3 FanFic(s) La Luna - 4 FanFic(s) LadyMarian - 3 FanFic(s) Lala!xD - 2 FanFic(s) larz - 1 FanFic(s) Lati - 1 FanFic(s) liana - 1 FanFic(s) lil-missy-lupus - 1 FanFic(s) Lilje100% - 9 FanFic(s) Linda Rawen - 4 FanFic(s) Line James Potter - 2 FanFic(s) Lola - 1 FanFic(s) London - 6 FanFic(s) Love-Bellatrix - 10 FanFic(s) Luccas - 2 FanFic(s) Lucy Malfoy Nox - 9 FanFic(s) lull--xD - 5 FanFic(s) Lulu - 2 FanFic(s) Luna Avril - 5 FanFic(s) Luna Clara - 6 FanFic(s) Luna-Linea - 1 FanFic(s) luna_min luna - 10 FanFic(s) Lupatius - 2 FanFic(s) Luuna - 6 FanFic(s) magic-andreas - 2 FanFic(s) Malegaber - 3 FanFic(s) Malvia - 13 FanFic(s) Margaret - 14 FanFic(s) Marie Louise Granger - 7 FanFic(s) Massi - 2 FanFic(s) Masyo - 1 FanFic(s) Mats - 2 FanFic(s) møjs - 5 FanFic(s) Mekko - 1 FanFic(s) Melli - 1 FanFic(s) Merlin - 1 FanFic(s) Mi Jin Lim - 5 FanFic(s) miamione - 4 FanFic(s) michelle granger - 16 FanFic(s) Michelle_Michirure - 1 FanFic(s) Mie - 5 FanFic(s) Miley - 4 FanFic(s) Mimi - 7 FanFic(s) MindSlave - 1 FanFic(s) Mirana - 1 FanFic(s) miss hermione - 10 FanFic(s) Missayla - 2 FanFic(s) MissLestrange - 3 FanFic(s) miss_lilly_Potter - 1 FanFic(s) Miss_Malfoy - 1 FanFic(s) Moi - 1 FanFic(s) Moonchild - 3 FanFic(s) Moonstone - 2 FanFic(s) Moony - 2 FanFic(s) Morgana - 8 FanFic(s) Musika - 7 FanFic(s) Myggen - 1 FanFic(s) Myspunk - 2 FanFic(s) Nalle-mus - 2 FanFic(s) Narcissa - 5 FanFic(s) Nemesis - 2 FanFic(s) Nera - 1 FanFic(s) Nightwish - 1 FanFic(s) nobody - 4 FanFic(s) Noodle - 1 FanFic(s) Noone - 1 FanFic(s) novadread - 1 FanFic(s) NuZer001 - 1 FanFic(s) Nymphadora - 3 FanFic(s) P. Quex - 1 FanFic(s) Padfoot - 3 FanFic(s) ParryHotter - 1 FanFic(s) Patronus - 1 FanFic(s) Peri - 5 FanFic(s) Pernille - 5 FanFic(s) Phoenix - 1 FanFic(s) Picaboo - 1 FanFic(s) Pink lady - 2 FanFic(s) Pixie - 2 FanFic(s) PLinse10 - 2 FanFic(s) Polly - 1 FanFic(s) potter-tefler - 3 FanFic(s) Potter\'forever <3 - 2 FanFic(s) Potter_pigen - 2 FanFic(s) Rach - 3 FanFic(s) Rebecca - 5 FanFic(s) regina - 1 FanFic(s) Reve - 2 FanFic(s) Rikke Granger - 1 FanFic(s) Risika - 2 FanFic(s) Rita_Rivejern - 4 FanFic(s) Rogue - 2 FanFic(s) Rosalie - 1 FanFic(s) Rosélicé - 2 FanFic(s) Rosie - 4 FanFic(s) Rosmerta - 1 FanFic(s) Rubiya - 3 FanFic(s) sahpiragirl - 4 FanFic(s) Saint Jimmy - 3 FanFic(s) SaintLea - 5 FanFic(s) sakura-haruno - 1 FanFic(s) Sandberg - 3 FanFic(s) Sarl - 1 FanFic(s) Søde Miiq - 1 FanFic(s) Schlapi - 4 FanFic(s) scottie - 1 FanFic(s) Selena - 7 FanFic(s) selmer - 3 FanFic(s) SH - 4 FanFic(s) Shinjumus - 4 FanFic(s) sie - 1 FanFic(s) Signe - 1 FanFic(s) Sirius - 5 FanFic(s) Sirius- - 7 FanFic(s) Siva - 1 FanFic(s) Skov - 1 FanFic(s) Skyla Fritz - 1 FanFic(s) smørhår - 2 FanFic(s) solskin - 2 FanFic(s) Sort Genganger Hund - 4 FanFic(s) Sstrandby - 1 FanFic(s) Stardust - 3 FanFic(s) Supreme Mugwump - 1 FanFic(s) Susanne - 1 FanFic(s) Svumpukkel - 3 FanFic(s) Tania - 3 FanFic(s) Tanic - 3 FanFic(s) Tara - 11 FanFic(s) Tatu - 1 FanFic(s) Té Fai - 3 FanFic(s) TearsOfBlood - 2 FanFic(s) Teea - 1 FanFic(s) Tellima - 1 FanFic(s) The Werewolf - 1 FanFic(s) Tonks-mus - 2 FanFic(s) Toshiro - 1 FanFic(s) Trelawney - 7 FanFic(s) Trillo - 2 FanFic(s) Twilightobsessed - 1 FanFic(s) Tyklodifo - 1 FanFic(s) unik - 5 FanFic(s) Vampira - 6 FanFic(s) Vampires Kiss - 4 FanFic(s) Veela - 4 FanFic(s) Vico - 4 FanFic(s) Victoria - 2 FanFic(s) vvPottervv - 1 FanFic(s) Vyse - 5 FanFic(s) Willy Wonkan - 4 FanFic(s) Wirakel - 1 FanFic(s) xAmy - 9 FanFic(s) xbrokenvalentine - 2 FanFic(s) xMello - 7 FanFic(s) xMilissa - 4 FanFic(s) Yufa - 2 FanFic(s) Zami-Rieh - 4 FanFic(s) Zuper-ZtarBang - 38 FanFic(s)

Design & Code by Mugwump I/S | © Mugwump I/S since 2005
Original Characters are owned by J.K. Rowling