Diagon-Alley.dk || Leksikon || Profeten || Alt om filmene || Forum || Log Ind

Før Deathly Hallows | Efter Deathly Hallows | Kapitler | Mest læste | Bedst vurderede
Historiens Titel: \"Hey beautiful\"
Historiens Forfatter: nobody
Historien er vist: 218 gange
Historien er rated: 15+ - For 15 år eller ældre
Kan læses af alle teenagers fra 15 år og opefter. Kan indeholde mildt detaljerede, voldelige scener og vulgært sprog samt have mildt detaljerede, seksuelle temaer.
Historien blev oprettet den: 13.07.2010
Historien indeholder: 6 kapitler
Antal stemmer: 3
Gns. Karakter: 9.7
Kommentarer: 11
Nyeste kapitel blev tilføjet den: 22.08.2010 klokken 19:51

1. Kapitel: New faces, new places
2. Kapitel: Milaine\'s Badboy.
3. Kapitel: Clara\'s Casanova.
4. Kapitel: Hell no!
5. Kapitel: The queen bee\'s plans!
6. Kapitel: Let me be a god damn ice princess!
Kapitlets Titel: New faces, new places
Kapitlet blev tilføjet den: 13.07.2010 klokken 14:13
FIRST: Nu har jeg ratet den til 15+, men jeg er ikke sikker på om det måske skulle have været 18+, men jeg kan sgu ikke finde ud af at ændre det, så det bliver bare sådan! Men det skulle måske nok have været 18+

*************************************************

Milaine Pearson stirrede længselsfuldt efter en sorte Audi, der forsvandt rundt om hjørnet længere henne af vejen. Hun tog en dyb indånding og ønskede inderligt at hendes forældre ville have fulgt hende hele vejen hen til toget. Det var trods alt hendes første dag. Hun kastede de mørkerøde krøller om bag skulderen og kiggede ned på sin kuffert, og sin håndbagage. Hun havde følt sig snydt, og dum lige siden hendes forældre fortalte hende at hun ikke længere skulle gå på Beauxbatons. Hendes elskede Beauxbatons, hvor hun kendte alle, hvor hun følte sig hjemme. Hun havde sådan håbet at kunne afslutte sit sidste og 7. år på den bedste skole i verden, men nej. Hendes fars stilling hos militæret var blevet nedlagt, og de blev nødt til at flytte til England, for at han kunne beholde sit job som Sergeant Major.
Milaine bed sig i læben og samlede sin kuffert op, efter at have svunget den mindre taske over skulderen. Hun vendte sig om, og tog de første skridt, der førte hende tættere på hendes nye liv. Et liv på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. Hun savnede Chip, hendes elskede grand danois, som ellers plejede at følge hende over alt. Men på Hogwarts måtte man ikke have hunde. Kun katte, ugler, rotter og frøer. Og Milaine havde nægtet at lade en eller anden dum kat, eller ugle erstatte Chip. Aldrig i livet.
Da hun begav sig hen mod muren mellem Perron 9 og 10, bankede hendes hjerte hårdt. Hendes mor havde sagt at hun bare skulle gå direkte gennem muren, og så ville hun havne på perron 9 3/4.
Men Milaine havde slet ikke lyst til at være på perron 9 3/4 - som i øvrigt var et fuldstændig åndssvagt navn til en perron, der lå lige mellem perron 9 og 10. Den burde havde heddet perron 9 1/2. Men nej. Englændere skulle altid være så bøvlede.
Langsomt nærmede hun sig muren, og hun lukkede øjnene i frygt for at hun ville ramle direkte ind i muren, og ikke komme igennem. Eller, måske var det ikke frygt. Måske var det et spinkelt håb. Et håb om at Hogwarts ikke ville have hende - selvom hun havde modtaget et brev om at hun var blevet optaget - og at hun kunne vende tilbage til sine forældre og fortælle dem at hun blev nødt til at tage tilbage til Frankrig og fortsætte på Beauxbatons. Hun havde nærmet allerede skrevet et brev til hendes bedste veninde, Loraine, i tankerne, om at hun kom tilbage, og om hun ikke lige kunne holde en seng til hende, så hun ikke fik en af de dårlige, der knirkede og stod lige ved et utæt vindue. Hendes humør blev faktisk bedre, i takt med at hun overbeviste sig selv om at hun ikke ville komme gennem muren, og hun løftede glad hovedet, lige indtil hun gik direkte ind i en høj, slank blondine. Hun kiggede forskrækket op og undskyldte, mens hun mærkede varmen stige op i kinderne. Pigen gloede på hende og løftede et perfekt formet øjenbryn. Hendes krystalklare øjne viste overlegenhed og kulde.
"Ja, det må du nok sige," hvæsede hun, og gik den modsatte vej, efter at have kastet med sine blonde lokker.
"Tag dig ikke af hende," løs en stemme bag Milaine, og først dér, gik det op for hende at hun var kommet gennem muren.
Hun bed sig i læben, og kiggede på pigen der havde talt til hende. Det var en slank pige, lidt højere end Milaine selv, med helt sorte hår, der gik helt ned til livet, lettere mørk hud, og klare, glade, brune øjne. Hun smilede, og viste et perfekt sæt skinnende hvide tænder.
"Det er Clara," sagde hun og nikkede i retning af den blonde pige, som stod og talte med en flok piger, der mest af alt lignede små hundehvalpe, der forgudede hende.
"Hun er en rigtig kælling," fortsatte den mørke pige, og smilede skævt. "Jeg hedder Sahra Lyhne forresten!" hun rakte hånden frem.
Milaina tog hendes hånd og smilede svagt.
"Milaine Pearson," sagde hun stille.
"Er du ny?" spurgte Sahra nysgerrigt og forsøgte at stille sin ugles bur op på kufferten.
Milaine nikke svagt og så sig om, stadig skuffet over at hun rent faktisk kom gennem muren.
"Så skal du da sidde sammen med os!"

Milaine satte sig tungt ned i sædet og kiggede ud af vinduet. Hun lænede sig tilbage og lagde nakken mod væggen, lukkede øjnene og ønskede sig tilbage til Beauxbatons. Det virkede selvfølgelig ikke, og da hun åbnede øjnene sad hun stadig i kupéen, sammen med Sahra, som kiggede på hende med et skævt smil.
"Stor omvæltning?" sagde hun og lagde hovedet på skrå.
Milaine nikkede og pillede ved sit armbånd.
"Hvor gik du i skole før egentlig?"
"Beauxbatons," sukkede hun og så længselsfuldt ud af vinduet, da toget satte igang.
Sahra nikkede og satte sig i skrædderstilling lige da endnu en pige kom ind, sammen med to drenge. Pigen og den ene dreng lignede hinanden ret meget, begge med brunt, tykt hår, venlige blå øjne og skæve smil. Drengen var højere end pigen, men de så ud til at være af samme bygning. Den anden dreng var blondt. Han havde store brune øjne, der trådte meget i karakter gennem det lyse hår, der hang pjusket ned i hans øjne. Han var lidt lavere, muskuløs.
"Hey guys," smilede Sahra.
"Hej," sagde pigen, og kiggede nysgerrigt på Milaine. Drengene sluttede sig til hende.
"Åh! Det her er Milaine, gutter," præsenterede Sahra og smilede stolt over at hun havde fundet en ny person. "Hun er ny, og hun gik på..."
Den blonde dreng afbrød Sahra.
"Sahra, hvad med at lade hende fortælle det selv?" grinede han og satte sig ned, med den nye pige på skødet. Den anden dreng satte sig overfor dem, ved siden af Milaine, der rykkede lidt på sig.
"...Beauxbatons," afsluttede hun stille Sahras sætning, og smilede forsigtigt. Hun var ikke så god til det der med nye mennesker.

I løbet af togturen, fandt hun ud af at de to mørkhårede var tvillinger, og at de hed Jeremy og Julia, og den blonde dreng hed Mike. De virkede alle rigtig flinke, men Milaine undskyldte sig hurtigt med at hun ville finde toilettet, og forsvandt ud af kupéen.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Milaine\'s Badboy.
Kapitlet blev tilføjet den: 31.07.2010 klokken 13:34
Milaine lænede panden mod ruden og lukkede træt øjnene. Hun gad ikke mere. Hun ønskede sig endnu engang hjem. Hjem til Beauxbatons. Hun ønskede sig at Chip ville komme rendende og vælte hende, kigge på hende med sine glade brune øjne og elske hende, bare fordi hun var til. Hun ønskede sig et kram af Loraine, et smil, et blik. Bare en lille ting, der kunne minde hende om hendes elskede hjem. Hun åbnede langsomt øjnene og stirrede ud på det skotske landskab der susede forbi. Hun bed sig i læben og rettede sig op. Med nedslåede øjne, gik hun hen af gangen i toget, og kiggede kun en gang i mellem op, for ikke at gå ind i nogen.
Toget lavede pludselig et bump, og Milaine gav et hvin fra sig, da hun var ved at vælte, men mærkede pludselig noget blødt mod hendes hoved. Hun gispede overrasket over at væggen i toget var så blød, og kiggede op. Det var selvfølgelig ikke væggen hun var stødt ind i. Det var en dreng. Han var høj. Bredskuldret. Han havde kulsort hår, en bred, maskulin kæbe og helt mørke øjne, næsten sorte. Han var flot. Og så var der noget badboy over ham. Milaine trådte hurtigt et skridt tilbage og rømmede sig. Drengen grinede. Måske en smule hånligt.
"Hov, hva' lille frøken," sagde han og blinkede.
Milaine løftede et øjenbryn og trak på skuldrene.
"Det må du undskyld," sagde hun hurtigt.
Mr. Badboy løftede ligeledes et øjenbryn og trak også på skuldrene.
Milaine mærkede noget banke i sit bryst, da han smilede skævt, og viste et sæt hvide tænder. Hun rystede på hovedet og pillede ved sit armbånd.
"Det er helt i orden." Mr. Badboy smilede skævt, men så sig over skulderen, da han hørte en stemme.
"Nå, der er du!"
Den blonde snob, Clara kom spankulerende, men svajende hofter og løftet hage.
"Jeg har ledt efter dig!" udbrød hun og satte hænderne i siden.
Hun kastede et blik på Milaine, og gav hende elevatorblikket. Det gav Milaine kuldegysninger.
"Åh," sagde Clara overlegent og kiggede så på Mr. Badboy igen.
"Kommer du?!" sagde hun skarpt.
Han nikkede og kiggede på Milaine.
"Vi ses," sagde han.
Hun trak på skuldrene, og gik hurtigt tilbage mod kupéen hvor Sahra og hendes venner sad. Hun skulle ikke stå overfor Clara for længe af gangen. Den pige gav hende kuldegysninger!

"Hvor har du været?" Sahra smilede til hende, da hun kom ind.
De tre andre var igang med en ivrig diskussion om, hvorvidt Bulgarien ville vinde Quidditch verdensmesterskaberne i år, eller om Irland ville mande sig op og komme på banen.
Milaine trak på skuldrene og satte sig ned. Hun undskyldte sig med at hun var træt, og lænede hovedet mod ruden. Hun lukkede øjnene og sukkede.

Festmiddagen på Hogwarts - som i øvrigt ikke var noget at råbe hurra for, i forhold til Beauxbatons! - fløj forbi Milaine. Hun havde været indkaldt på rektors kontor, lige da de ankom, og havde fået proppet en hæslig, gammel, talende hat ned over hovedet, som havde fortalt hende at hun skulle gå på kollegiet Gryffindor. Men hun var ligeglad. Hun ville have Beauxbatons, Loraine og Chip tilbage, hun ville ikke være her. Da hun satte sig ved Gryffindorbordet, opdagede hun Sahra og de andre ved bordet ved siden af. Ravenclaw bordet. Hun kendte ingen ved Gryffindor bordet, men genkendte hurtigt Clara og Mr. Badboy ved Slytherinerne. Det overraskede hende ikke. Milaine havde taget lidt mad, men kunne ikke få noget ned. Hun kiggede stjålent over mod Slytherin bordet, hvor Clara sad og snakkede og grinede, kastede med sit lange, blonde hår, og viftede forklarende med sine hænder, hvor lange, manicurerede negle skinnede og blinkede.
Den første aften på Hogwarts, måtte Milaine selv finde op til Gryffindortårnet, da hun ikke havde tålmodighed til at vente på at festmiddagen var ovre. Hun lagde sig tungt i sin seng og kiggede op i loftet.
Hendes sidste tanke inden hun faldt i søvn var, hvor meget hun hadede denne skole.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Clara\'s Casanova.
Kapitlet blev tilføjet den: 31.07.2010 klokken 14:05
Dagene på Hogwarts blev ikke ligefrem bedre. Milaine kom rigtig godt ud af det med Sahra og hendes slæng, og hun fik da også andre venner, men hun kunne ikke lide at være der, og hun ville gerne have sin hund tilbage. Der var gået to måneder, hvor hun havde ligget søvnløs næsten hver nat, eller havde grædt sig selv i søvn. Hun hadede dette sted. Hadede lærerne, hadede skolen, hadede timerne, hadede maden, hadede de irriterende overlegne elever - og dem var der et par stykker af - og mest af alt hadede hun de dumme katte de rendte rundt og kiggede på hende med deres uhyggelige skrå øjne, der bare sagde:
"Hvis du bliver siddende lige der, på MIT sted, så river jeg dine øjne ud, og spiser halvdelen af dit ansigt!"

Det var en sen efterårsaften. Milaine havde pakket sig godt ind i en stor jakke, et halstørklæde, tykke jeans, tennissko, og en hue. Hun havde sat sig ved søen, det eneste sted på Hogwarts, som hun ikke hadede. Her var så dejlig fredeligt om aftenen, ingen elever, ingen lærere, og måske kun et par enkelte uhyggelige katte, som kunne skræmmes væk, bare ved en pludselig bevægelse.
Hun satte sig under et træ, hvor vinden ikke var så voldsomt, og lænede sig mod stammen. Hun mærkede dog stadig den kolde vin bide i kinderne og næsen, men det var okay. Her var fred og ro!
Lige indtil hun hørte skridt bag sig. Hun sukkede og lukkede øjnene.
Lad det være et kærestepar, der er på måneskinstur, lad dem gå forbi mig, be om!, tiggede hun inde i sit hoved, og krydsede fingre i lommerne på jakken. Men nej. Skridtene stoppede et par meter bag hende.
"Hvem der?" lød en stemme, hun syntes at genkende.
En mørk, behagelig stemme.
"Søens ånd," råbte Milaine tørt tilbage.
"Aha," grinede stemmen og kom tættere på.
Milaine kiggede op på Mr. Badboy.
"Du må hellere holde dig væk, ellers kalder jeg på kæmpeblæksprutten, og får den til at kidnappe dig ned på søens bund, og så kan du have det så godt," sagde hun og lukkede øjnene igen.
Mr. Badboy satte sig ved siden af hende.
"Oh, really?" sagde han drillende.
"Jeps," mumlede Milaine, og ønskede at han ville gå igen, fordi hun var kedelig, eller sådan noget.
Hun åbnede øjnene. Niks, han sad der stadig!
"Nå," sagde han og kiggede undersøgende på hende. "Hvad hedder du egentlig?"
"Hvad laver du egentlig hernede så sent?" Milaine undgik at svare på spørgsmålet og skævede til ham.
Så så hun ud over søens vand igen.
"Jeg ville bare ud og gå en tur. Komme lidt væk fra det hele, du ved."
"Aha," mumlede hun.
"Hvad med dig?" Badboy kiggede nysgerrigt på hende.
Hun mødte kort hans blik og så så væk igen.
"Jeg er jo søens ånd." sagde hun tørt. "Jeg skal jo ned og kigge til min blæksprutte,"
"Nååh ja, det er også rigtigt," grinede Badboy.
Stilhed.
"Milaine," sagde hun så.
Han kiggede underligt på hende.
"Det hedder jeg," Milaine så på ham.
"Det er et pænt navn," sagde han eftertænksomt.
Hun nikkede som tak. De sad i stilhed lidt, lige indtil der lød nogle nye skridt bag dem.
"Hallo, jeg har ledt efter dig!"
Milaine og Badboy kiggede bag dem, hvor Clara stod, i en elegant frakke, der gik hende til lårene. Hun kastede med sit lange hår.
"Mmmmh," svarede Badboy smilende.
"Du bliver fandeme væk hele tiden. Kom nu med!" kommanderede Clara.
Badboy kiggede på Milaine. Hun kastede svagt med hovedet mod Clara.
"Du må hellere gå med. Bidronningen kalder," mumlede hun med et hånligt smil.
Han åbnede trodsigt munden, men lukkede den så igen og rejste sig.
"Vi ses, Milaine,"sagde han og rakte ud efter hendes hånd, som farvel.
Milaine nikkede bare og viftede afværgende med hånden. Badboy vendte sig og fulgte efter sin bidronnng op mod slottet. Milaine kunne høre hende brokke sig.
Hun lukkede øjnene og smilede svagt.

Clara gik irriteret ind ad slottets porte. Hun vendte sig om.
"Sig mig, hvad laver du med hende hele tiden?!"
"Rolig nu Clara, jeg har talt med hende to gange," han trak på skuldrene.
"Det kan godt være, men det skal du ikke," Clara vendte sig bestemt, kastede med håret og gik ned mod krypten.
Hun havde været død forelsket i skolens Casanova, lige siden deres første år, men hun kunne ikke få ham til at blive hos sig på andre måder end at opføre sig sådan overfor ham. Der var simpelthen ikke andet at gøre, end at tvinge ham til at blive ved hende. Det var desuden den eneste måde sådan noget fungerede på. Det havde hendes mor altid sagt. Og Claras mor var klog. Hun havde haft utallige kærester, men havde skrottet dem alle efter noget tid. Hun var blevet træt af dem, sagde hun altid. Clara forstod det ikke. Hendes mor sagde, hver eneste gang at ham her var den eneste ene. Men så gik der et par måneder, og så var de væk igen. Nogle gange havde hun flere på samme tid. Og de var allesammen den eneste ene. Men sådan fungerede det ikke for Clara. Hogwarts' Casanova havde været hendes store kærlighed i lidt over seks år nu, og han vidste det stadig ikke. Troede hun nok.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Hell no!
Kapitlet blev tilføjet den: 31.07.2010 klokken 18:59
3 måneder. 3 måneder, og Milaine hadede stadig Hogwarts mere end noget andet. Hun fik fine karaktere, udelukkende fordi det eneste der gav hende mulighed for at holde fast i et spinkelt håb om Beauxbatons var at lave lektier. Det var sådan set det eneste Hogwarts og Beauxbatons havde til fælles. Magi. Milaine elskede magiens mysterier og ulogiske måder at fungere på. Hun elskede at kunne koble fra, og bare stirre på magiens elegance. De svævende lys i Storsalen var det eneste ved selve skolen, som Milaine kunne bruge flere timer på at se på, uden at blive irriteret.
Hun blev selv irriteret over Sahra og hendes slæng, det var som om de var over det hele og ikke ville lade hende være alene, i mere end en halv time ad gangen. Milaine vidste udmærket godt at det var af ren og skær bekymring, for især Sahra vidste at hun ikke havde det godt.

En kold morgen åbnede Milaine søvnigt øjnene og trak dynen helt op om ørene. Som alle andre morgener havde hun mest af alt lyst til at blive liggende i sengen og drømme om Beauxbatons og Chip. Chip. Hun kiggede på billedet der stod på sengebordet, et billede taget sommeren mellem hendes sjette år på Beauxbatons og det syvende på Hogwarts, hvor hun sad på en strand i en hvid sommerkjole, med Chip ved sin side. Chip så glad og ubekymret ud, som altid. Milaine sukkede.
"Godmorgen basse," mumlede hun, så lavt at ingen af de andre piger på sovesalen kunne høre hende.
De havde alligevel allesammen travlt med at gøre sig færdige og tøsesnakke. Den del sprang Milaine altid over. Hun gad ikke pigernes snakken. Lige idet hun satte sig op, kiggede den blonde, blåøjede og en smule naive pige, Cassandra på hende. Cassie var sød. Rigtig sød. Og hun gav Milaine den tid alene, som hun vidste hun havde brug for. Milaine smilede til hende.
"Godmorgen," sagde Cassie smilende og flettede sig lange, ustyrlige hår i en fletning ned over venstre skulder.
"Godmorgen Cassie," svarede Milaine og rejste sig op.
"Skal jeg vente på dig, eller...?" spurgte Cassie, da de andre piger begyndte at gå ned til morgenmad.
"N-" startede Milaine, men så så hun på billedet af hende og Chip og fanden tog ved hende.
Nej! Hun skulle ikke være alene hele tiden, og gå uden venner. Nej, hun skulle ikke gå og have ondt af sig selv længere. Hvis Chip så hende sådan, ville han lægge hovedet på skrå og kigge på hende med et blik der sagde: Hvem er du? Og hvad har du gjort ved Milaine?
"Ja, hvis du gider," sagde hun så og så på Cassie igen.
Cassie lyste op.
"Selvfølgelig!" udbrød hun glad og satte sig ned på sin seng.
Milaine skyndte sig at tage sin skoleuniform på, og gik igang med at samle sit hår i en pjusket hestehale.
"Sååå..." sagde Cassie og pillede ved sin halskæde. "Hvordan går du og har det?"
Milaine fandt sin sminkepung frem og begyndte at duppe en smule foundation på, rundt omkring.
"Sådan okay," sagde hun og gik videre med lidt solskinspudder.
Cassie nikkede og så ud af vinduet. Pinlig tavshed. Milaine tog sig selv i det, hun havde gjort det sidste lange stykke tid. Ikke at spørge igen. Ikke at interessere sig.
"Hvad med dig?" sagde hun lidt efter, og begyndte at lægge lidt mascara.
Cassie smilede og kiggede på hende.
"Fint tak," sagde hun glad og vippede tænksomt med hovedet. "Har du nogensinde prøvet at have så ondt i hovedet at du føler at du kan flytte hovedpinen lidt væk fra den side det gør mest ondt i, ved at gøre sådan her?" spurgte hun tænksomt.
Milaine kiggede på Cassie gennem spejlet og brød sammen af latter. Det var længe siden hun havde grint så meget, og hun følte nærmest at hun havde sparet en satans masse latter op, og at det hele nu blev sluppet løs. Hun grinede til hun fik helt ondt i maven.
"Hvad?" sagde Cassie alvorligt. "Har du aldrig prøvet det?"
"Årh, min mave," stønnede Milaine og satte sig ned.
Hun tørrede lattertårerne væk og så på Cassie.
"Næh. Har du da det nu?"
"Nææh," sagde Cassie og smilede. "Skal vi gå?"

Den dag blev en god dag. I hvert fald lige indtil om aftenen, hvor Milaine, efter en hel dag sammen med Cassie, gik alene rundt på slottet, bare for at få lidt fred. Hun tullede meningsløst rundt på gangene, indtil hun passerede vejledernes badeværelse. Hun standsede op og så sig om. Der var helt øde. Så listede hun sig ind af døren og lukkede den hurtigt efter sig. Hun vendte sig om mod badeværelset med store øjne. Aldrig havde hun set så stor et jacuzzi, og så mange vandhaner, der skinnede og blinkede om kap med hinanden. Hun så sig om i det marmorbelagte rum og fik øje på en masse håndklæder, der lå i to store bunker. En bunke lyserøde og en bunke lyseblå. Milaine smilede glad og tændte for samtlige vandhaner.
Den brusende lyd af vand, fik Milaine til at slappe af. Hun havde haft ondt i skuldrene og nakken et godt stykke tid, måske mest fordi hun ikke kunne lide stedet. Men hun havde lige fundet et sted på Hogwarts, som måske ikke var helt så slemt. Forskelligt farvede bobler og skum dannede et fint lag ovenpå vandet, da hun slukkede for det, og det duftede skønt af lavendel. Hun så hen mod døren, smed så tøjet, og hoppede i. Vandet var varmt og Milaine lænede sig tilbage mod de glatte puder, der var hee vejen rundt i kanten. Hun lukkede øjnene og sukkede tungt, lod tankerne flyve frit.
En knirkende lyd fik Milaine til at fare sammen, og hun så hurtigt over mod døren, men sørgede omhyggeligt for at dække alle kvindelige områder på kroppen. Mr. Badboy sendte hende et stort smil.
"Jamen godaften lille frøken," sagde han med et skævt smil.
"Forsvind!" udbrød Milaine og holdt, for en sikkerheds skyld hænderne op for begge sine bryster.
"Ej, hold da op, jeg er lige kommet," grinede Badboy og stak hænderne i lommerne.
"Gå din vej," hvæsede Milaine hidsigt.
"Kom herop og tving mig," drillede han og rakte hånden ned mod hende, for at hjælpe hende op.
"Ja, det kunne du lide, hva'?" hun løftede et øjenbryn og så op på ham.
"Ja, det kunne jeg da, lille frøken."
Badboy smilede kækt. Milaine kom i tanke om at hun endnu ikke vidste hvad hans navn var.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun irriteret.
"Matthew," svarede han. "Men du kan bare kalde mig Matt."
Matthew. Milaine så på ham. Matthew. Det var et pænt navn. Det passede godt til ham.
"Nå, Matthew," sagde hun, og lagde ekstra tryk på hans navn. "Gider du så godt skride?"
"Jeg havde da tænkt mig at jeg skulle have et bad," sagde han med et smil og tog sin skjorte af.
Milaine måtte koncentrere sig om ikke at kigge på hans krop. Hans muskler var tydelige under huden, store, veltrænede. Hans overkrop var, på en eller anden måde, solbrun som hans ansigt, og helt glat. Han var ikke bare veltrænet faktisk. Han havde faktisk den flotteste overkrop Milaine nogensinde havde set, udover på film og i reklamer. Hun stirrede koncentreret ned i vandet, da han også smed bukserne, men kunne alligevel ikke lade være med at sende ham et stjålent blik. Flotte, markerede ben, der passede perfekt til overkroppen. Han fangede hurtigt hendes øjne.
"Du må gerne kigge," sagde han og blinkede flirtende til hende.
"Og du må gerne gå, Matthew!" bed hun ham af, og lukkede øjnene igen. Hun lænede sig let tilbage.
Pludselig mærkede hun to varme hænder flytte alt hendes våde hår over hendes ene skulder, og et ben på hver side af hende, ned i vandet. Heldigvis kunne hun allerede dér mærke at han havde beholdt sine underbukser på. Hun åndede lettet op, men mærkede alligevel at hendes hjerte hamrede hårdt i brystet på hende.
"Du virker en smule anspændt," hviskede Matthew i hendes øre, med blid stemme, og lagde sine store hænde på hendes skuldre.
Hun kunne mærke at han havde en smule hård hud på hænderne, men det var lige som det skulle være. Han rettede sig op, og gav sig til at massere hende. Langsomt og blidt, men fast, som det skulle være. Milaine mærkede sin krop slappe af, og sukkede tungt, da han bevægede sine hænder fra hendes nakke og ned på hendes skuldre. Kuldegysningerne krøb ned af hendes ryg og hun spændte kort i kroppen, men kun for at hun bedre kunne slappe af igen. Hun mærkede et let skub i ryggen.
"Ryk dig lidt ud," hviskede Matthews stemme ved hendes øre, og hun gjorde, uden at tænke sig om, som hun fik besked på.
Matthew gled helt ned i vandet bag hende. Han fortsatte massagen ned af hendes ryg, helt ned til lænden. Så trak han hende tæt ind til sig. Milaine var normalt ikke typen, der lod en dreng gøre sådan, men Matthew havde en eller anden magt over hende. Hun var ikke i stand til at gøre andet end det han bad hende om. Hun mærkede hans bløde, men muskuløse overkrop mod sin ryg, og lagde hovedet tilbage mod hans skulder. Hun sukkede dybt, stadig med hamrende hjerte. Matthews hænder gled forsigtigt op og ned af hendes sider, så det kildede, men på en skøn måde. Milaine gøs svagt igen.
"Kilder det?" grinede han lavt.
Hun kunne ikke gøre andet, end at nikke.
Efter et par minutter, lod han sine hænder glide om på hendes mave. Milaine mærkede en følele i maven hun ikke havde følt længere, og åbnede øjnene en smule. Hun mærkede sine brystvorter blive stive, og en varme, hun ikke havde følt længe, mellem sine ben. Hun drejede langsomt hovedet mod Matthew, mens hans finger kørte rundt om hendes navle.
"Hey beautiful," hviskede han og smilede blidt.
Milaine kunne ikke gøre andet end at smile. Hun så på ham, så ind i hans mørke øjne, mærkede at hun ville give sig helt hen til ham, hvis dette fortsatte. Matthews ansigt nærmede sig langsomt hendes. Hun lukkede øjnene, og lige idet hun mærkede hans bløde læber mod sine, føltes det som om at resten af verden var væk. Han trykkede sine læber mod hendes, skilte forsigtigt hendes læber ad med sin tunge, og lod forsigtigt og langsomt sin hånd glide ned af hendes mave, mod hendes underliv. Af ren refleks, lod hun sinde ben glide lidt fra hinanden, mens Matthews tunge legede blidt, drillesygt med hendes. Men lige idet han rørte ved hende, hvor hun ikke var blevet rørt så længe, åbnede hun øjnene og trak sig væk. Matthew så forvirret på hende.
"Jeg..." sagde hun forvirret og vendte ham ryggen. "Jeg... Nej!" hun skyndte sig over til kanten hvor hendes tøj lå, trak sig op, og skyndte sig at klæde sig på.
Da hun havde fået sit tøj på, vendte hun sig om mod Matthew, der nu stod og var ved at tage sine bukser på. Han så på hende, mens han lukkede dem. Han løftede øjenbrynet. Milaine rystede på hovedet og skyndte sig ud af døren.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: The queen bee\'s plans!
Kapitlet blev tilføjet den: 01.08.2010 klokken 14:37
Milaine sukkede og satte sig på sin seng. Hendes hjerte hamrede hårdt i brystet på hende, og hendes tøj var vådt. Hun havde slet ikke nået at tørre sig, inden hun forlod ham. Matthew. Hun fandt et håndklæde frem og begyndte at tørre sit hår.
"Mmmmh," lød en mumlende stemme fra en af de andre senge, og Milaine fór sammen. Hun så sig hurtigt om, og fik øje på en skikkelse, der langsomt satte sig op.
"Milaine?" hviskede Cassie søvnigt og rodede sig i håret.
Milaine holdt vejret lidt, men sukkede så.
"Ja?" sagde hun stille og begyndte at tage det våde tøj af.
Cassie rejste sig og gik over til Milaine. Hun lagde hovedet på skrå, og det lyse hår skinnede blåligt i månens skær fra vinduerne. Hun kneb øjnene en smule sammen og rørte forsigtigt ved Milaines hår.
"Har du været i bad?" spurgte hun lavt.
Milaine nikkede svagt og tog et par shorts og en stor T-shirt på. Hun satte sig på sengen, og kiggede ned på sine hænder.
"Hvad er der i vejen?" spurgte Cassie forsigtigt og satte sig ved siden af hende.
"Grus ... småsten ... asfalt måske," mumlede Milaine stille og trak på skuldrene.
Hun forstod ikke hvad der lige var sket. Matthew var flot, sød, blid, og han kyssede som en gud. Men Milaine vidste ikke hvad det var der var med ham. Var det det, at Clara var hans bidronning, og at han fulgte hende i hælene som en anden hundehvalp, når hun bad ham om det? Var det det, at han var flot og sikkert havde hundrede elskerinder på skolen? Eller var det bare det at Milaine var bange? Bange for at hun måske ville komme til at synes godt om Hogwarts, hvis hun lod ham komme tættere på?
Cassie kiggede uforstående på hende.
"Hvad?" sagde hun undrende.
Milaine kunne ikke lade være med at smile lidt af Cassies uforståenhed.
"Ikke noget," svarede hun og kiggede ud af vinduet.
Hun havde ondt i maven. Blandet med sommerfugle. Dårlige sommerfugle. Ikke de der gode sommerfugle man får, når en person man har været forelsket i, længere tid end man kan huske, kysser én første gang.
"Er du sikker?"
"Ja. Jeg er bare træt," Milaine forsøgte at smile overbevisende, og det måtte lykkedes på en måde, for Cassie smilede tilbage og rejste sig op.
"Okay. Godnat så," sagde hun og gik tilbage til sin egen seng.
Milaine lagde sig ned og trak dynen op om ørerne. Hun tog billedet af hende og Chip i hænderne og sukkede stille. Hvis bare Chip var her nu.
"Chip, min Chip." sukkede hun stille og lukkede øjnene.

"'MORNING SUNSHINE!"
Milaine stak i et hyl, og fór op af sengen. Hun så sig forvirret om, indtil hun fik øje på Cassie, som den eneste på sovesalen, ud over hende selv.
"Har du sovet godt?" Cassie var åbenbart i ualmindelig godt humør, og det skulle åbenbart gå ud over Milaine.
"Ja," løj hun og rodede sig i håret. "Hvad med dig?"
"Jo tak, fint," sagde Cassie glad. "Men du skal altså til og op, for alle de andre er allerede nede til morgenmad. Du har sovet over dig!"
Milaine nikkede og gjorde sig klar i en fart. Sammen med Cassie, gik hun ned gennem opholdsstuen og ud på gangene. Cassie brugte hele turen på at snakke om en eller anden fyr hun var blevet forelsket i, Jonathan hed han vist. En Hufflepuff dreng. Milaine lyttede efter med et halvt øre, hendes tanker kredsede stadig om aftenen før, og om Matthew. Hun kiggede ned i jorden, og sukkede stille. Heldigvis var Cassie så optaget af at snakke om Jonathan at Milaine kunne få lov til at gå med øjnene klistret til gulvet og have ondt af sig selv hele vejen. Lige indtil Indgangshallen. Hun nåede lige at kigge op, inden hun brasede direkte ind i Matthew, der kom løbende ud af Storsalen. Hun så hurtigt op, og smilede prøvende. Hun havde utrolig dårlig samvittighed faktisk.
"Godmor-"
Matthew løftede et øjenbryn og kiggede hånligt på hende. Så smøg han sig forbi hende, og løb videre.
"Clara! Vent på mig," råbte han grinende.
Milaine standsede chokeret op, og vendte sig om. Hun så efter ham. Han løb efter Clara, der grinende småløb væk fra ham, greb fat om livet på hende og svingede hende rundt. Milaine mærkede et stik af jalousi. Nej, ikke et stik, hun mærkede en dolk bore sig ind i ryggen på hende, af ren og skær misundelse.
"Milaine? Kommer du?"

Milaine stod udenfor drivhusene, hvor de skulle have botanik. Hun vidste udmærket at hun skulle have botanik med Slytherin, hvilket betød Clara og ikke mindst, Matthew. Hun vippede overvejende med hovedet, men vendte så ryggen til drivhusene, og gik ned mod søen.
Da hun havde sat sig under træet, hvor hun plejede at sidde, så hun sig om. For én gangs skyld var der helt øde hernede, og Milaine stak forsigtigt hånden i lommen. Hun mærkede pakkens glatte overflade mod fingerspidserne og bed sig i læben. Så åbnede hun pakken, stadig nede i lommen, og hev forsigtigt en op. En cigaret. Hun satte den hurtigt mellem læberne, og rodede i tasken efter sin tryllestav, og tændte enden af cigaretten med et lille vift med tryllestaven. Hun tog et sug, trak røgen ned, og pustede langsomt ud igen. Hun lukkede øjnene. Det var længe siden hun sidst havde røget. Den svage smag af menthol gjorde godt. Hun slappede af i kroppen, nød en fritime og en cigaret.
"Du ved godt at du ikke må ryge her, ikke?"
En skarp stemme brød ind i Milaines lille drømmeverden. Hun så op, og fik øje på Bidronningen. Hun svarede ikke, så bare ud over søen igen.
"Hallo Pearson, hørte du mig?"
"Ja, jeg hørte dig godt." svarede Milaine lavt og tog endnu et hiv. "Hvad vil du gøre ved det?"
"Sladre måske. Få trukket point fra Gryffindor fordi du ryger," Clara smilede ondskabsfuldt og satte sig ved siden af Milaine.
"Fint. Gør det. Jeg er ligeglad," Milaine lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod stammen.
Der var stille lidt.
"Du holder dig fra ham," sagde Clara så, så iskoldt at Milaine nærmest mærkede den kolde vind fra hendes åndedræt.
Milaine svarede ikke, tog bare endnu et hiv.
"Hører du overhovedet efter?" snappede Clara arrigt.
"Ja, du sidder lige ved siden af mig, jeg kan ikke undgå at høre dig," svarede Milaine tørt.
"Godt. Du holder fingrene fra Matthew, han er min!"
"Fint, han vil alligevel ikke tale med mig, så det passer jo perfekt ind i din plan, lille frøken. Og hvis du så vil have mig undskyldt, jeg sidder faktisk lige og nyder stilheden, så vær så venlig og gå din vej, jeg gider ikke høre på dig mere, nu når du har fået din vilje,"
Milaine hørte Clara rejse dig.
"Godt så," hvæsede hun og gik sin vej.
Milaine rystede smilende på hovedet og tog endnu et hiv.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Kapitlets Titel: Let me be a god damn ice princess!
Kapitlet blev tilføjet den: 22.08.2010 klokken 19:51
Sneen dalede ligeså stille ned udenfor, da Milaine vågnede. Hun gned sig træt i øjnene og så sig om. Alle andre på sovesalen sov stadig. Selv energibomben Cassie! Milaine rodede på sit natbord for at finde sit vækkeur, og stirrede derefter på viserne. Klokken var halv 5.
"Nej, det er løøøgn!" sukkede hun forfærdet og rak dynen over hovedet.
Men hun vidste udmærket godt at når hun først var vågen, var det næsten umuligt at falde i søvn igen. Så hun sparkede dynen af sig og satte sig op. Kulden ramte hende straks, og hun skyndte sig at trække dynen tilbage om kroppen.
"Uh... koldt!" mumlede hun og satte forsigtigt fødderne ned på det iskolde gulv.
Efter at have sundet sig lidt, smed hun dynen, rejste sig i en fart, skiftede fra nattøj til skoleuniform, redte sit hår, lagde en hurtig makeup og tog, med stor lettelse, et par tykke uldsokker og sine sko på. Så rodede hun - i tavshed - rundt efter sin jakke og sit halstørklæde. Til sidst tog hun en hue over hovedet og listede ud af sovesalen. Hun tullede smilende gennem slottets kolde, mørke gange, og trak vejret dybt, inden hun forsigtigt trådte ud af portene. Det var mørkt udenfor, stjerner stod stadig klart mod den sorte nattehimmel, og månen kastede et smukt, blåligt, men glas agtigt skær over søen.
Milaine stod stille et par sekunder og mærkede den iskolde vinterluft mod sit ansigt. Hun lukkede øjnene og smilede. Hun havde ikke haft det så godt, siden hendes sidste dag på Beauxbatons. Lige nu kunne intet gøre hende ondt. Hun tog det første skridt ned af stien, og hendes støvler blev begravet af sne, til midt på skinnebenet. Hun smilede endnu mere, og traskede fornøjet gennem den kolde vintermorgen, lyttede til sneen der knirkede under hendes fødder, og nød ellers bare stilheden. Da hun nåede søen, kunne hun ikke lade være med at grine. Vandet var dækket af et smukt, skinnende lag is. Milaine klappede glad i sine hænder, og trådte forsigtigt ud på isen med den ene fod. Så med den anden. Hun stod helt stille, og holdt vejret. Det knirkede svagt under hendes fødder, men det var umuligt at sige om det var isen, eller det helt tynde lag sne, der lå der. Så hoppede hun en enkelt gang. Og så igen. Og igen. Hun gik forsigtigt rundt, trådte varsomt hver gang hun skulle røre isen et sted, hun ikke havde gået før.
Efter 10 minutter på denne måde, trådte hun tilbage, op på jorden igen, og trak sin tryllestav frem.
"Accio skøjter!"
Der gik omkring 20 sekunder, for Milaines skøjter let og elegant landede i hendes hænder. Hun smilede svagt og tænkte på alle de gange hun og hendes venner og veninder fra Beauxbatons havde stået på skøjter i julen. Hun mindedes hvor smukt der havde været ved Beauxbatons sø, med alle de levende lys der gav et smukt, orange skær om aftenen, hvordan hun og hendes ekskæreste Jean havde holdt hinandens hænder, siddet på bænkene og kysset og snakket, og hvordan han havde lagt sine arme om hende, nusset hendes hår og kysset hende på panden.
De hvide kunstskøjter vækkede så mange minder at det var helt ufatteligt. Hun satte sig ned i sneen og tog dem forsigtigt på.
Da hun igen trådte ud på isen, følte hun sig pludselig selvsikker. Hun begyndte at skøjte rundt, kom op i fart, lavede små pirouetter, skøjtede baglæns og så sænkede farten igen, blot for at fortsætte sit eget lille program.
Tiden fløj afsted, Milaine befandt sig i sin helt egen lille verden, og da hun omsider, lettere forpustet, skøjtede ind til kanten og smed sig på ryggen i sneen, hørte hun en klappen bag hende. Hun fór forskrækket op, og så sig over skulderen. Matthew stod lænet op af et træ, og kiggede på hende.
"Wauw," sagde han og gik hen til hende. "Hvad så, skøjteprinsesse?"
Milaine så ud over søen igen, og svarede ikke. De havde ikke talt sammen, siden den dag i forhallen, hvor han, mere eller mindre, havde ignoreret hende.
"Hallooo?" Matthew lo, og hun anede et hånligt strejf i hans stemme.
"Hvad?" svarede hun irriteret. "Hvad vil du?"
Han satte sig ned ved siden af hende og smilede.
"Jeg så dig skøjte. Du er ret god til det," komplimenterede han og klappede hende venskabeligt på skulderen.
Milaine viftede hans hånd væk.
"Tak," svarede hun kort.
"Må jeg være med?" spurgte Matthew selvsikkert og grinede smørret.
"Det er ikke min sø," svarede hun kort, og rejste sig igen.
Hun trådte igen ud på isen, ignorerede at hun var mere end træt, og begyndte igen at skøjte rundt. Hun ville gøre hvad som helst, for ikke at være i nærheden af Matthew. Men det varede ikke længe, før han trådte ud på isen, med et par sorte skøjter på, og begyndte at skøjte efter hende.
"Ikke så hurtigt, prinsesse!" råbte han med et grin, og Milaine satte farten op.
Hun bed tænderne sammen, og lavede en skarp U-vending, for at undgå ham, men han var hurtig, og greb fat i hendes hånd, så hun mistede balancen, og faldt.
Hun mærkede den kolde is mod sin kind, og bed sig i læben. Hun hørte Matthews latter, og så op. Han stod over hende, med hånden strakt ud, for at hjælpe hende op.
"Sig mig, hvad tror du at du har gang i?" udbrød Milaine irriteret, og ignorerede hans hånd, da hun rejste sig op.
"Det var ikke med vilje," sagde han med et charmesmil, der sagde Spar 2.
"Ih nej, det er jeg sikker på," hvæsede Milaine og skøjtede væk fra ham.
Men der gik ikke mere end et par sekunder, før han befandt sig lige i hælene på hende. Han tvang hende hen mod kanten, ved at skøjte hen og blokere for hende, hver gang hun ville dreje, og da hun gjorde et sidste forsøg på at vende, få centimeter fra kanten, slog han armene om hende og kastede sig fremad, så de begge faldt, ned i sneen, ved bredden. Milaine gav et skrig fra sig, og skubbede ham hårdt væk fra sig.
"Hvad er der i vejen med dig?!" udbrød hun rasende.
Matthew smilede og tvang hende ned og ligge på ryggen. Han satte sig overskrævs på hendes mave/underliv, og holdt hendes hænder fast ned mod sneen.
"Slip mig!"
"Rolig nu prinsesse," smilede han blidt. "Jeg gør dig jo ikke noget,"
"Kan du ikke bare lade mig være?" bed hun ham af, og gjorde et ihærdigt forsøg på at tvinge ham væk.
Uden held, selvfølgelig.
"Slap aaf," sagde Matthew med et lille smil, og lagde hovedet på skrå. "Jeg vil bare snakke,"
"Nå!" snerrede Milaine. "Men jeg har altså ikke noget at tale med dig om, så vil du ikke godt slippe mig nu?"
Hun gjorde et sidste forsøg, og vred sin krop, så Matthew gled ned i sneen, og så rejste hun sig op. Hurtigt, fik hun sine skøjter af, og tog støvlerne på igen.
"Milaine," sagde han lavmælt, og tog fat i hendes arm.
"Matthew. Lad mig være," svarede hun koldt, og så ham ind i øjnene.
"Det kan jeg ikke," hviskede han med et ømt blik, og trak hende ind til sig.
Milaine vidste ikke hvad der gik af hende, men hun syntes på en eller anden måde at det var rart at have en stor, stærk fyr til at holde om hende, og varme hende. Først nu mærkede hun at hun frøs.
"Kys mig," Matthew løftede hendes hoved op mod sit, og smilede skævt. "Kys mig," gentog ham blidt.
Milaine var som tryllebundet af hans øjne. Hendes hjerne skreg: Neeej! Neeej! Gå væk! Løb! Hold dig fra ham!, men hendes hjerte sagde noget helt andet. Hun sukkede sagte og lukkede øjnene halvt i.
Lige så langsomt, mærkede hun varmen fra Matthews ånde komme tættere på. Han duftede skønt. Af mand. Hun mærkede en kold hånd bag sin nakke, og før hun vidste af det, pressede han blidt sine læber mod hendes. Hun kunne ikke gøre andet end at gengælde kysset, ligeså forsigtigt og blidt. Hendes hånd fandt vej mod hans bryst, hvor hun lagde den, og hun lukkede fingrene om det kradsende stof, hans jakke var lavet af. Matthew trykkede hende tæt ind til dig, og skilte forsigtigt hendes læber fra hinanden, med sin tunge. Milaine hengav sig fuldstændig til ham, til hans duft, til hans læber og til følelsen af at være tæt med en fyr igen. Hendes hjerte hamrede hårdt i brystet på hende, men det gjorde ikke noget. Denne følelse var mere end perfekt.

Denne historie har fået 11 kommentarer | Kommenter
Fan Fiction: 1072
Kapitler: 6137